Hvad er sandt og hvad er løgn? Det kan være svært at skelne i vores tider, hvor information flyder os i møde hvert sekund. Vi skal hele tiden forholde os – og navigere, så vi ikke falder for fake news.
Men mon ikke mange af os har prøvet at tro på noget, der viste sig at være en løgn – viste sig at være fake news? Som et meget dagligdags eksempel fortalte min mor, at man ikke må koge vand to gange, for så bliver det giftigt. Det passer selvfølgelig ikke. Eller en anden løgn, som mange er faldet for, er man skal hoste voldsomt, hvis man er ved at få et hjertetilfælde. Det er altså heller ikke rigtigt – man skal bruge tiden på at ringe 1-1-2.
Så vi kender det alle sammen – det med at falde for en løgn. Bliver vi løgnere af den grund? Altså jeg har da for min del, fortalt noget videre, der viste sig at være en løgn, men som jeg ikke vidste var det. Mon ikke de fleste af os har prøvet det – eller fortalt en løgn, eller tilbage holdt viden. Gør det os da til løgnere?
Er der forskel på løgne?
Det er der – løgne kan være forskellige, og have forskellige intentioner. Man kan fx lyve for at beskytte andres liv, og da er løgnen nødvendig. Man kan ikke bare sige, at en løgn er en løgn. Ja, nogle gange er man nødt til at lyve, fordi det er løgnen, der gør at man bevarer sin medmenneskelighed.
Men det vigtige her, er at løgn i virkeligheden handler om, hvad konsekvenserne af den, er. Skader løgnen andres liv? Tager den livet fra andre? Skaber den afstand mellem mennesker eller mellem mennesker? Skaber den fjender?
For der er ingen tvivl om, at løgn kan skade. Løgn kan sløre tilværelsen, så vi ikke længere kan se, hvad det er vi gør ved andre, eller se at klart. Løgn kan kalde det værste frem i os, så vi tror, at den dom, vi fælder over andre, er fortjent. Ja, at det ligefrem tjener et højere formål og bilde os ind, at vi handler i det godes tjeneste, når vi skader andre.
K.E.Løgstrup skrev i 1938, 8 dage efter at Østrig tilsluttede sig det Det tredje Rige, følgende i sin prædiken til netop denne 3. søndag i fasten:
”Når mennesker (…) med fanatisme vil gøre noget godt og rigtigt, men selv vil finde ud af, hvad dette gode og rigtige er, så komme de på afveje. Så bliver det lige så meget ondskab, de kommer til at udrette.”
”Vi ser – hvis vi forstår at læse den dagens historie, der skrives i vor avis – at vi mennesker simpelthen ikke evner vort eget fælles liv. Vor svigten er så afgørende, så fuldstændig, at når mennesker af egen magtfuldkommenhed vil ordne det fælles liv på fuldkommen måde efter det, de selv har fundet ud af som det rigtige – så sker det i en forfølgelse og terror, der ødelægger alt.”
”Vil vi magte [livet] alligevel med vore egne ideer og meninger om det rigtige – så sker det med brutalitet, forfølgelse af anderledes sindede – med terror”. (Prædikener fra Sandager-Holevad, Gyldendal, 1995, s. 91ff)
Sådan skrev Løgstrup dengang, som han kunne have skrevet i dag. Han skriver om mennesket, der sætter løgnene på 1. pladsen for at opnå det, det gerne vil. Han skriver om et menneske, der i fuldstændig autonomi, vil klare tilværelsen selv.
Og vil man klare alt i livet helt alene, er der ikke langt til at tænke, at andre mennesker blot er instrumenter i ens livsprojekt. At vi ikke er forbundet med hinanden, og at nogle mennesker ligefrem er bedre end andre. Og at man derfor har både ret – og ligefrem en pligt – til at dømme nogle ud, måske endda forfølge dem.
Netop det har dagens evangelium været brugt til at legitimere. Fordi der står i teksten, at nogle har løgnene til far, og fordi Jesus – der i øvrigt selv var jøde – siger dette til en gruppe jøder, så har teksten været brugt til at berettige had til jøder.
Men netop der snor løgnen sig om mennesket, og klemmer til. Netop der bliver man selv budbringer af en løgn.
For det handler ikke specifikt om en gruppe jøder, men om en gruppe mennesker, som helt naturligt på det her tidspunkt i historien er jøder. At de er jøder, er ikke det vigtige – det var Jesus jo som sagt også selv.
Men evangelieteksten er desværre skåret sådan til i dag, at vi ikke hører grunden til at Jesus taler på denne måde. For teksten til i dag er en del af en længere samtale, som Jesus har med denne gruppe mænd.
Lige inden han siger til dem, at de har løgnen til far, siger han også til dem, at de skal følge ham, og blive frie i sandheden. Men gruppen af mænd svarer at de slet ikke har brug for friheden, for den har de allerede – de er nemlig ikke slaver. Da forklarer Jesus dem, at friheden, han vil give, handler om den indre frihed ved at man ikke længere er lænket til de forkerte handlinger, man gør. Jesus forsøger altså at forklare for dem igen, hvorfor de skal følge ham. Og da afslører Jesus, at denne gruppe mænd senere vil få et ønske om at slå ham ihjel, fordi de ikke åbner sig for det, Jesus siger. De vil sætte deres egne ønsker om had, hævn og smålighed forrest – og dermed ikke Jesu budskab om kærlighed.
Derfor siger han, at de lyver for sig selv. De tror, at de har nok i dem selv. De er ligefrem villige til at slå ANDRE ihjel for den overbevisning for at få verden til at passe. For at deres livssyn stemmer.
Men et livssyn, som man må slå andre ihjel for at opnå, er bygget på en løgn. Altid. Uden undtagelse.
Det siger jeg skråsikkert. Når man først tænker, at det er essentielt, at andre dør, før man selv kan leve, så er man bundet i sit indre til en handling om at skade. Så er man ikke længere sat fri.
Det er kontroversielt, og dermed er evangeliet også farligt for den, der er blevet syg af magt. Dermed er evangeliet et budskab om at bruge sin magt for andre, og ikke kun for sig selv. Evangeliet er politisk – dybt politisk. For netop evangeliet peger på en verdensorden, hvor den svage beskyttes af den stærke – og hvor vi lever side om side trods det, der skiller os ad.
Det lyder i vore øre som noget almindeligt, fordi vi øvet os i at tænke sådan længe. Men sådan er det ikke alle steder. Nogle steder kommer man i fængsel for at sige det, jeg siger her.
Så farligt kan en mening være, fordi den puster ild i det inden i os, der vil insistere på fred og forsoning. Fordi vi får mod til at sige nej til løgnen. Og er der noget, som løgnen ikke kan holde til, så er det et nej og en afsløring.
Vi har brug for at livet skal prøves på andet end vores egne -ismer. Vi har brug for, at det vi finder ud af, der skal gøre, også må stilles under en kritisk lup, så de handlinger der leder til brutalitet og forfølgelse, bliver brudt ned. Vi har brug for Guds ord.
Guds ord om frihed, håb og kærlighed. De ord, der kalder vores inderste menneske frem i lyset, så vi ser hinanden som ligeværdige. Ikke ens, men ligeværdige.
Guds ord bryder løgnen ned, og skaber medmennesker.
Guds ord insisterer på kærligheden, hvor der er had.
Guds ord kan vi leve på, og skabe gode livsbetingelser for andre på – også dem, der tror noget andet.
Det er den indre frihed, der bliver til ydre frihed for andre. Og det er Guds rige, der allerede er begyndt at sætte sig igennem i denne verden.
Amen
Dagens evagelietekst: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-fasten-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Frihedens Gud – vi takker fordi vi må dele dit ord i tryghed, og uden frygt for forfølgelse. Vi beder derfor for dem i vores land med magt, at de giver os den mulighed, og vi beder om, at de må forvalte den magt til fællesbedste.
Vi beder for alle der lever i frygt for en hersker, eller af frygt for morgendagen. Vi beder for alle dem, der tør sig fra højt, og for dem, der ikke vil gøre det af frygt for konsekvenserne. Vi beder for dem, hvis holdninger vi ikke forstår og dem vi kalder for fjender.
Vi beder for alle, der er ligger syge, og alle der sidder ved siden af en sygeseng. Vi beder for alle svage, og alle der giver dem en hjælpende hånd.
Vi beder for alle, der flygter, og særligt for de børn, der betaler prisen for de voksnes krig. Vi beder for alle, der vokser op i fattigdom, og alle der mangler hjem eller kærlighed.
Vær med os Gud i vores verden af mangler – udfyld hullerne med din kærlighed.
Vær med din kirke her i Møllevang, ja over hele kloden. Lad dens klokker altid ringe for fred og kærlighed.
Lad os være stille sammen.
Amen
søndag den 20. marts 2022
lørdag den 5. marts 2022
1. søndag i fasten 2022
Det er svært at høre dagens evangelium, og ikke høre de begivenheder, der udspiller i verden, tale med.
I Jakobs brev, står der, at Gud velsigner den, der ikke giver op, når han udsættes for prøvelser. Og at det er begær, der lokker og river et menneske med, så det, handler ondt.
Og i Lukasevangeliet siger Jesus, at magthaverne, der kalder sig folkets beskyttere, ikke er de største i Guds øjne, men derimod den, der tjener.
Det er ord, der synes som talt ind i den sidste uges begivenheder. På en uge, har vores verden forandret sig – igen. Men denne gang er det ikke en usynlig virus, som vi kan bekæmpe med afstand og sprit, men derimod mennesker, hvis handlinger vi ikke forstår. Det er ellers et af menneskets fornemste kendetegn, at vi kan mentalisere. Det betyder, at vi kan forestille os, hvad andre tænker, og hvordan de har det. Men i den her tid, sker der handlinger, som vi ikke kan sætte os ind i. Og måske heller ikke skal sætte os ind i.
For når ondskaben tager over, skal vi ikke forstå den, men tage afstand fra den.
Danmark er et af de få lande, hvor vi i vores trosbekendelse begynder med forsagelse, når vi siger: vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Det er stærkt, at vi begynder med at sige nej til det onde – at vi fornægter det onde og frasiger os at ville have noget med ondskab at gøre. Vi siger nej – og det har vi gjort hver søndag år ud og år ind. Sagt nej til det onde – også i perioder, hvor vi næsten helt glemte, hvad ondskab er. Og næsten troet, at det ikke længere fandtes på jorden.
Men ondskab er på mange måder en parasit. denhar brug for os mennesker til at handle for sig – for ondskab ér altid en handling, der ødelægger livet for andre. Ondskab er, når nydelse over andres ulykke eller ligegyldighed tager pladsen, hvor empati og forståelse skulle have været. Ondskab er nogle gange beregnende og målrettet.
Men ondskaben kan også være banal, og måske er den her allermest uhyggelig. Filosoffen Hannah Arendt taler om den banale ondskab, der handler om det menneske, der bilder sig ind, at det ikke har ansvar for det onde, det gør. At det ikke selv har bestemt det onde, men at man blot gør sin pligt. Næsten som et stykke arbejde, man er hyret til, for derefter at gå hjem og lege sine børn. Denne form for ondskab er ikke udspekuleret, men derimod tømt for enhver tanke og refleksion. Og den er uhyggelig. Den får fx masserne til at gøre ondt mod andre, fordi en leder siger til dem, at de skal gøre det. Og ingen siger stop – ingen tænker sig om.
Den banale ondskab.
Men mennesket er ikke i sig selv ondt. For ondskab er egentligt det modsatte af, hvad vi er skabt til, og hvad vi formår. Vi mennesker er skabt med egenskaber som samvittighed, ansvarsfølelse, empati og tankefrihed. Vi er skabt til at kunne tage stilling til vores handlinger og bruge vores mentalisering til at regne ud, hvad vores handlinger gør ved andre. Vi hverken kan eller må fralægge os ansvaret for vores handlinger ved at nægte at tage stilling. Ikke at tage stilling, er stadigvæk en position. Der findes ikke en væren, hvor vi ikke har et ansvar for hinanden. Der findes ikke et øjeblik, hvor vi ikke bør involvere os med hinanden.
Vi skal bruge vores samvittighed til at mærke efter, hvornår noget er etisk forkert. Vi skal bruge vores ansvarsfølelse til at gøre det, der skaber liv for andre. Vi skal bruge vores empati, til at gøre åbne vores liv for de nødlidende. Vi skal bruge vores tankefrihed til at sige stop.
Vi har et ansvar.
Og det er også det kristne menneskesyn. Et positivt og opløftende menneskesyn, for da Gud skabte verden, lød det gang på gang, at det var godt. ”Det er godt, det er godt, det godt”. Og da hun skabte mennesket i sit billede, og gav det ansvar for skaberværket, så hun på det hele, og så at det var godt.
Vi er skabt til at leve i godhed. Og vi er skabt i kærlighed. Af kærlighed. Til kærlighed.
Kærligheden er omkring os – og da Gud valgte at leve et liv som menneske, valgte Gud at leve som et fattigt menneske for at vise, at storhed i Guds øjne ikke er det samme som rigdom, men det samme som godhed.
Gud valgte at blive menneske, fordi hun ville gentage den kærlighed, hun skabte verden med.
Vi er i stand til at vælge kærligheden til i situationer, hvor man ikke regner med det. Vi er i stand til at bruge vores tanker, samvittighed og empati til i situationer, hvor had og hævn ellers ville have været forventeligt. DET er mennesket. Det er mennesket, der vælger godheden, når det aktivt siger nej til ondskabet.
Og særligt i krig opdager vi godheden. Det er et paradoks, men netop her, fordi det bliver så tydeligt, at når vi forsager ondskaben, så blomstrer godheden.
De sidste 73 år har der jævnligt været fortalt historier fra 2. verdenskrig på prædikestole omkring godheden, der kom på trods. Godhed og næstekærlighed genetablerer vores tro på menneskeheden. Vi har brug for at høre om det – vi har brug for at høre, at det onde ikke får det sidste ord, men at godhed kan spire selv de øde steder.
Og de trøsterige ord i dag, finder vi i evangeliet, hvor Jesus taler til Peter. Jesus har lige fortalt Peter, at han vil komme til at tage svigte Jesus 3 gange i løbet af natten. Peter nægter, for han kan ikke forestille sig sin egen frygt for at miste livet. Han tror, han er modig. Og da siger Jesus: jeg bad for dig. Jeg bad for din tro.
JESUS BAD FOR PETER. Gud beder for os.
Det er ikke kun os, der beder til Gud om fred og forsoning. Det er også Gud, der beder for os. Hun folder sine hænder og beder for sin skabning – for at vi må finde godheden i den verden, hun har skabt til os.
Vores urolige hjerter – Gud beder for os.
Vi er ikke alene i denne ondskabens meningsløshed – vi er ikke glemt i frygtens favntag – Gud beder for os. Beder for at godheden vil få sidste ord – beder for at vi må bruge vores vilje til at sige stop til ondskab.
Om lidt skal vi synge en salme af Janne Mark, der rammer os i ømheden – lige der, hvor kærligheden møder frygten – lige der hvor bekymring møder håb.
Sidste vers lyder sådan her:
Syng for alverdens urolige hjerter
hvor angst og smerte har magt,
syng, råb, forkynd at din fred også er der
ingen er glemt, ingen tabt.
Lad et mærke stå, læg et spor ud at gå
evigt, for altid er du
på vej til alverdens urolige hjerter
med din velsignede ro. (Janne Mark, 2017)
Amen
Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-i-fasten-fra-anden-raekke
I Jakobs brev, står der, at Gud velsigner den, der ikke giver op, når han udsættes for prøvelser. Og at det er begær, der lokker og river et menneske med, så det, handler ondt.
Og i Lukasevangeliet siger Jesus, at magthaverne, der kalder sig folkets beskyttere, ikke er de største i Guds øjne, men derimod den, der tjener.
Det er ord, der synes som talt ind i den sidste uges begivenheder. På en uge, har vores verden forandret sig – igen. Men denne gang er det ikke en usynlig virus, som vi kan bekæmpe med afstand og sprit, men derimod mennesker, hvis handlinger vi ikke forstår. Det er ellers et af menneskets fornemste kendetegn, at vi kan mentalisere. Det betyder, at vi kan forestille os, hvad andre tænker, og hvordan de har det. Men i den her tid, sker der handlinger, som vi ikke kan sætte os ind i. Og måske heller ikke skal sætte os ind i.
For når ondskaben tager over, skal vi ikke forstå den, men tage afstand fra den.
Danmark er et af de få lande, hvor vi i vores trosbekendelse begynder med forsagelse, når vi siger: vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Det er stærkt, at vi begynder med at sige nej til det onde – at vi fornægter det onde og frasiger os at ville have noget med ondskab at gøre. Vi siger nej – og det har vi gjort hver søndag år ud og år ind. Sagt nej til det onde – også i perioder, hvor vi næsten helt glemte, hvad ondskab er. Og næsten troet, at det ikke længere fandtes på jorden.
Men ondskab er på mange måder en parasit. denhar brug for os mennesker til at handle for sig – for ondskab ér altid en handling, der ødelægger livet for andre. Ondskab er, når nydelse over andres ulykke eller ligegyldighed tager pladsen, hvor empati og forståelse skulle have været. Ondskab er nogle gange beregnende og målrettet.
Men ondskaben kan også være banal, og måske er den her allermest uhyggelig. Filosoffen Hannah Arendt taler om den banale ondskab, der handler om det menneske, der bilder sig ind, at det ikke har ansvar for det onde, det gør. At det ikke selv har bestemt det onde, men at man blot gør sin pligt. Næsten som et stykke arbejde, man er hyret til, for derefter at gå hjem og lege sine børn. Denne form for ondskab er ikke udspekuleret, men derimod tømt for enhver tanke og refleksion. Og den er uhyggelig. Den får fx masserne til at gøre ondt mod andre, fordi en leder siger til dem, at de skal gøre det. Og ingen siger stop – ingen tænker sig om.
Den banale ondskab.
Men mennesket er ikke i sig selv ondt. For ondskab er egentligt det modsatte af, hvad vi er skabt til, og hvad vi formår. Vi mennesker er skabt med egenskaber som samvittighed, ansvarsfølelse, empati og tankefrihed. Vi er skabt til at kunne tage stilling til vores handlinger og bruge vores mentalisering til at regne ud, hvad vores handlinger gør ved andre. Vi hverken kan eller må fralægge os ansvaret for vores handlinger ved at nægte at tage stilling. Ikke at tage stilling, er stadigvæk en position. Der findes ikke en væren, hvor vi ikke har et ansvar for hinanden. Der findes ikke et øjeblik, hvor vi ikke bør involvere os med hinanden.
Vi skal bruge vores samvittighed til at mærke efter, hvornår noget er etisk forkert. Vi skal bruge vores ansvarsfølelse til at gøre det, der skaber liv for andre. Vi skal bruge vores empati, til at gøre åbne vores liv for de nødlidende. Vi skal bruge vores tankefrihed til at sige stop.
Vi har et ansvar.
Og det er også det kristne menneskesyn. Et positivt og opløftende menneskesyn, for da Gud skabte verden, lød det gang på gang, at det var godt. ”Det er godt, det er godt, det godt”. Og da hun skabte mennesket i sit billede, og gav det ansvar for skaberværket, så hun på det hele, og så at det var godt.
Vi er skabt til at leve i godhed. Og vi er skabt i kærlighed. Af kærlighed. Til kærlighed.
Kærligheden er omkring os – og da Gud valgte at leve et liv som menneske, valgte Gud at leve som et fattigt menneske for at vise, at storhed i Guds øjne ikke er det samme som rigdom, men det samme som godhed.
Gud valgte at blive menneske, fordi hun ville gentage den kærlighed, hun skabte verden med.
Vi er i stand til at vælge kærligheden til i situationer, hvor man ikke regner med det. Vi er i stand til at bruge vores tanker, samvittighed og empati til i situationer, hvor had og hævn ellers ville have været forventeligt. DET er mennesket. Det er mennesket, der vælger godheden, når det aktivt siger nej til ondskabet.
Og særligt i krig opdager vi godheden. Det er et paradoks, men netop her, fordi det bliver så tydeligt, at når vi forsager ondskaben, så blomstrer godheden.
De sidste 73 år har der jævnligt været fortalt historier fra 2. verdenskrig på prædikestole omkring godheden, der kom på trods. Godhed og næstekærlighed genetablerer vores tro på menneskeheden. Vi har brug for at høre om det – vi har brug for at høre, at det onde ikke får det sidste ord, men at godhed kan spire selv de øde steder.
Og de trøsterige ord i dag, finder vi i evangeliet, hvor Jesus taler til Peter. Jesus har lige fortalt Peter, at han vil komme til at tage svigte Jesus 3 gange i løbet af natten. Peter nægter, for han kan ikke forestille sig sin egen frygt for at miste livet. Han tror, han er modig. Og da siger Jesus: jeg bad for dig. Jeg bad for din tro.
JESUS BAD FOR PETER. Gud beder for os.
Det er ikke kun os, der beder til Gud om fred og forsoning. Det er også Gud, der beder for os. Hun folder sine hænder og beder for sin skabning – for at vi må finde godheden i den verden, hun har skabt til os.
Vores urolige hjerter – Gud beder for os.
Vi er ikke alene i denne ondskabens meningsløshed – vi er ikke glemt i frygtens favntag – Gud beder for os. Beder for at godheden vil få sidste ord – beder for at vi må bruge vores vilje til at sige stop til ondskab.
Om lidt skal vi synge en salme af Janne Mark, der rammer os i ømheden – lige der, hvor kærligheden møder frygten – lige der hvor bekymring møder håb.
Sidste vers lyder sådan her:
Syng for alverdens urolige hjerter
hvor angst og smerte har magt,
syng, råb, forkynd at din fred også er der
ingen er glemt, ingen tabt.
Lad et mærke stå, læg et spor ud at gå
evigt, for altid er du
på vej til alverdens urolige hjerter
med din velsignede ro. (Janne Mark, 2017)
Amen
Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-i-fasten-fra-anden-raekke
onsdag den 2. marts 2022
Askeonsdag 2022
Hvad er et menneske? Det spørgsmål har runget til alle tider. Hvad er et menneske?
Vi kan svare på mange måder?
Er vi da krigeriske, dyriske – er vi ikke andet end vores instinkter?
Hvad er et menneske?
Og svaret er i al sin enkelhed indlysende. For et menneske kan ikke reduceres til de mærkater, de handlinger eller de ideologier der flytter ind i os. Nej, et menneske ER et menneske.
Vi er altid, først og fremmest mennesker.
Det er vi alle sammen – til alle tider. Selv vores argeste fjende er et menneske. Det kan være svært at holde fast i, når vi gerne vil reducere hinanden – det kan være svært at holde fast i, når vi ikke kan forstå hinanden – det er særligt svært at holde fast i, når livet gør ondt.
Et menneske er et menneske.
I et liv, der på mange måder udfordrer os, og nogle gange får fat i os, så vi glemmer, at vi er mennesker. Og at de andre er mennesker.
Da Gud skabte universet og kosmos, så han på det, og sagde gang på gang, det var godt. Det er godt – det godt – du er god. Han skabte mennesket i sit eget billede, så det kunne ligne ham. Så der ville være noget i os, der skulle spejle ham, og så vi kunne kende kærligheden, når den kom til os i livet – på alle de finurlige og kryptiske måder, som kærligheden viser sig på.
Livet er i udgangspunktet godt.
Og vi kan kalde det gode frem i hinanden. Selv vores fjender elsker. Vi kan bygge bro over alt det brændte, når vi kalder på mennesket i den anden.
Der er nok af had i verden – der er nok af ondskab i verden – lad ikke også os være bærere af den.
Hvad er et menneske?
Skabt af Gud.
Skabt af kærlighed. I kærlighed. Til kærlighed.
Vi kan skubbe egoismen til side, og handle uselviske. Vi kan sætte den anden forrest, fordi alt andet ellers ville ødelægge det i os, der netop gør os til…mennesker.
Vi er mennesker – for hinanden og med hinanden.
Vi er vævet sammen, vi er bror og søster, vi er folkeslag og fællesskab.
Vi er stjernestøv og kærlighed. Vi er tanke og omsorg.
Vi er villet af Gud.
Og han skaber i os endnu – hjerter der banker for næsten. For fred og forsoning.
Og fra den brændte aske – i skyggen af tilværelsen – vil håbet sætte frø og spire.
Der er håb til i morgen.
Vi er mennesker.
Amen
Vi kan svare på mange måder?
- Vi er stjernestøv, skabt af atomer fra eksploderede stjerner.
- Vi er vand og kulstof – et bankende hjerte og impulser.
- Vi er dyr med et sprog og en evne til at se ud over os selv. At reflektere.
- Vi er dyr, der forsvarer vores territorier og indtager nye.
- Vi er misforståelser
- Vi er katastrofale
Er vi da krigeriske, dyriske – er vi ikke andet end vores instinkter?
Hvad er et menneske?
Og svaret er i al sin enkelhed indlysende. For et menneske kan ikke reduceres til de mærkater, de handlinger eller de ideologier der flytter ind i os. Nej, et menneske ER et menneske.
Vi er altid, først og fremmest mennesker.
Det er vi alle sammen – til alle tider. Selv vores argeste fjende er et menneske. Det kan være svært at holde fast i, når vi gerne vil reducere hinanden – det kan være svært at holde fast i, når vi ikke kan forstå hinanden – det er særligt svært at holde fast i, når livet gør ondt.
Et menneske er et menneske.
I et liv, der på mange måder udfordrer os, og nogle gange får fat i os, så vi glemmer, at vi er mennesker. Og at de andre er mennesker.
Da Gud skabte universet og kosmos, så han på det, og sagde gang på gang, det var godt. Det er godt – det godt – du er god. Han skabte mennesket i sit eget billede, så det kunne ligne ham. Så der ville være noget i os, der skulle spejle ham, og så vi kunne kende kærligheden, når den kom til os i livet – på alle de finurlige og kryptiske måder, som kærligheden viser sig på.
Livet er i udgangspunktet godt.
Og vi kan kalde det gode frem i hinanden. Selv vores fjender elsker. Vi kan bygge bro over alt det brændte, når vi kalder på mennesket i den anden.
Der er nok af had i verden – der er nok af ondskab i verden – lad ikke også os være bærere af den.
Hvad er et menneske?
Skabt af Gud.
Skabt af kærlighed. I kærlighed. Til kærlighed.
Vi kan skubbe egoismen til side, og handle uselviske. Vi kan sætte den anden forrest, fordi alt andet ellers ville ødelægge det i os, der netop gør os til…mennesker.
Vi er mennesker – for hinanden og med hinanden.
Vi er vævet sammen, vi er bror og søster, vi er folkeslag og fællesskab.
Vi er stjernestøv og kærlighed. Vi er tanke og omsorg.
Vi er villet af Gud.
Og han skaber i os endnu – hjerter der banker for næsten. For fred og forsoning.
Og fra den brændte aske – i skyggen af tilværelsen – vil håbet sætte frø og spire.
Der er håb til i morgen.
Vi er mennesker.
Amen
lørdag den 12. februar 2022
Septuagesima søndag, 2022
Grethe Risbjerg Thomsen har skrevet et digt, der lyder sådan her:
”Jeg dør en lille smule
for hvert sekund, der gaar,
jeg bærer døden med mig
igennem livets aar.
En nat, maaske en martsnat
saa mild af regn og tø,
skal jeg gaa bort i mørket
og holde op at dø”
Vi har alle en dødsdag – en dag – et øjeblik, hvor vi skal dø. Vi ved ikke hvornår, men en dag er øjeblikket fra livet til døden blot et åndedrag, der bliver taget og derefter blæst ud igen, for aldrig at blive taget en gang til. Vi dør på et øjeblik, men vejen derhen er forhåbentlig lang og god. Eller som man siger i Tyskland – en god død varer hele livet.
Men nogle gange oplever vi det, at døden river livet ud af kroppen på et menneske, før vi synes det er tid. Det har vi alle læst om i nyhederne i denne uge. Vi oplever, at døden kommer for tidligt. Og når det sker, så kastes der lange, mørke og tomme skygger ind over livet.
Det barske, det grumme og det modbydelige toner sig vej frem. Og vi kan blive bange, bekymrede eller måske vrede. Frygten er ophav til disse følelser og reaktioner.
Og frygten står altid klar til at tage fat i os, og ruske i os, så vi graver grøfter mellem hinanden, og mellem os og Gud. Ruske os ud i tanker, der fjerner os fra livet. Og derfor må vi gøre alt, hvad vi kan for ikke at sætte frygten forrest i livet.
Det forstår man måske særligt, når man står tættest på den pludselige død. I al fald kunne man på Mia Stevns forældres facebookprofil læse følgende:
”At dø i forsøget på at leve, er bedre end at leve af frygt for at dø”.
De ord ramt mig – ikke blot fordi, at man så levende kan forestille sig den afgrundsdybe sorg, de må stå i; men også fordi det er et udsagn til os. Et budskab, de vil give alle os andre.
Lev. Ikke i frygt. Så hellere dø i forsøget.
Lad os for et øjeblik fokusere på det budskab, som Mias forældre skriver, og ikke den ugerning, der er blevet begået mod et uskyldigt menneske.
”At dø i forsøget på at leve, er bedre end at leve af frygt for at dø”.
Det er et budskab, der klinger af salmen ”Altid frejdig”, hvor vi synger: ”(…) dø, om så det gælder. Da er livet ej så svært, døden ikke heller.” (DDS 784, 3)
Denne salme handler ikke så meget om døden, som den handler om livet. Som det altid handler om livet. Nok skal vi dø i et øjeblik, men før det og efter det, da lever vi. En dag holder vi op med at dø, og den dag, skal vi møde livet.
Og derfor synger vi ofte ”Altid frejdig” ved begravelser, for at minde os selv om, at livet er til. Altid. Også for de døde. Også for de sørgende. Også for de skyldige.
Og også for os på denne side af døden.
Livet er, og det liv skal vi forsøge at leve.
Vi skal ikke på forhånd grave os ned, så vi bliver som levende døde, men derimod sætte os selv i spil.
Det er hvad der sker for den 3. tjener i dagens evangelium. Han er billedet på et menneske, der ikke lever. Han graver sig ned – graver sit liv, sin formue og sig selv ned. Han vil ikke skylde nogen noget, siger han lidt omvendt, da han afleverer mønten til sin herre med ordene: ”her har du, hvad der er dit.”
Hverken mere eller mindre gav han – han gav bare det samme igen.
Og vi kan så nemt få ondt af ham – jeg får det i al fald, og tænker om Gud ikke er med ham. Men vi må lige holde os for øje, at det her en lignelse. Manden findes altså ikke i virkeligheden. Jesus har bare opdigtet ham for at lære os noget om livet. Så lad os pakke den ellers meget klædelige omsorg for manden væk for et øjeblik, så vi kan få øje på, hvad er det, der siges – hvad er det, vi skal lære?
De to første tjenere investerede deres mønter og fik afkast. Den sidste gravede den ned.
Det her handler hverken om karma, gerninger eller økonomi, den her lignelse. Men det handler om livet. Det handler om, at når vi tør gøre os selv skyldige i forhold til andre, så vil vi i Guds øjne altid have overskud. Også de dage, hvor vi taber vores investering i hinanden, og står tilbage med skylden.
Livet handler nemlig ikke om succes eller bedrifter – om pæne hjem eller flotte karrierer. Livet handler om alt det, der sker mellem os. Som flyder mellem os – liv, lys og kærlighed.
Og skulle Jesus nu en dag genfortælle lignelsen, så vi virkelig forstår den, så kunne han lige så godt have sagt, at den første tjener var hjemløs, tandløs og alkoholiker, og han fik overskud. Den anden tjener var flygtning og havde angst, og han fik overskud. Og den sidste tjener, ham som gravede sin talent ned, var ansat som underdirektør i et stort firma, der arbejdede for fred i verden, og han sagde: Her har du, hvad der er dit.
Bare så vi forstår, at det ikke handler om succes, men om at få øje på hinanden midt i vrimlen. Få øjenkontakt, når vi kigger op fra telefonen.
For tør vi vende os mod hinanden, leve livet – også selvom vi fejler, så har vi i Guds øjne et afkast. Det sørger Gud for. Han lægger det til, der mangler, så det giver overskud.
Det er nemlig ikke mængden af venner vi har, eller hvor mange fede oplevelser vi har, der afgør om vores liv gav overskud; men derimod om vi forsøgte. Forsøgte at være menneske mellem mennesker.
Hvordan vi er det, er forskelligt, og man kan ikke finde en manual, der forklarer det. For vi har alle fået forskellige talenter. Og dem må vi bruge, så godt vi kan, velvidende at ingen lever uden at skylde Gud alt.
Men selv den største skyldner, har Guds kærlighed.
Det hører vi om i beretningen om påskemorgen i Markusevangeliet. Der fortælles det, at englen, der kom ud fra graven, sagde til kvinderne, at de skulle fortælle om Jesu opstandelsen til disciplene OG til Peter. Peter var den discipel, der forrådte Jesus tre gange på en nat ved at nægte, at han kendte ham. Peters tro brød sammen den nat, og det kan forekomme, at han brændte alle broer. Men den morgen sendte Gud en særlig hilsen til ham. Manden Peter, der havde tabt hele sin investering, blev inviteret ind i Guds kærlighed.
Det er så stærkt – og på sin vis, så er dagens lignelse et skridt på vejen til påsken. På vejen til livet, der knuste døden den morgen ved graven.
I Østkirken synger man påskemorgen ved daggry. Præsten råber: Kristus er opstanden” Og menigheden svarer. Ja, han er sandelig opstanden. Og så synger de sammen:
Fra døden til livet, fra jorden til Himlen har Kristus vor Gud, ført os. Lad os være lys i denne højtid, lad os sige søster og bror endda til dem, der hader os. Lad os tilgive alt for opstandelsens skyld og råbe: ”Kristus er opstanden. Han er sandelig opstanden”.
Hver søndag er en fejring af påsken – også i dag. For til påske går det op for os, hvad det betød, at et lille menneske blev født julenat – Jesus Kristus levede den nat kærligheden ind i livet. En kærlighed, der altid lægger til – og særligt der, hvor gælden er størst.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/septuagesima-fra-anden-raekke
”Jeg dør en lille smule
for hvert sekund, der gaar,
jeg bærer døden med mig
igennem livets aar.
En nat, maaske en martsnat
saa mild af regn og tø,
skal jeg gaa bort i mørket
og holde op at dø”
Vi har alle en dødsdag – en dag – et øjeblik, hvor vi skal dø. Vi ved ikke hvornår, men en dag er øjeblikket fra livet til døden blot et åndedrag, der bliver taget og derefter blæst ud igen, for aldrig at blive taget en gang til. Vi dør på et øjeblik, men vejen derhen er forhåbentlig lang og god. Eller som man siger i Tyskland – en god død varer hele livet.
Men nogle gange oplever vi det, at døden river livet ud af kroppen på et menneske, før vi synes det er tid. Det har vi alle læst om i nyhederne i denne uge. Vi oplever, at døden kommer for tidligt. Og når det sker, så kastes der lange, mørke og tomme skygger ind over livet.
Det barske, det grumme og det modbydelige toner sig vej frem. Og vi kan blive bange, bekymrede eller måske vrede. Frygten er ophav til disse følelser og reaktioner.
Og frygten står altid klar til at tage fat i os, og ruske i os, så vi graver grøfter mellem hinanden, og mellem os og Gud. Ruske os ud i tanker, der fjerner os fra livet. Og derfor må vi gøre alt, hvad vi kan for ikke at sætte frygten forrest i livet.
Det forstår man måske særligt, når man står tættest på den pludselige død. I al fald kunne man på Mia Stevns forældres facebookprofil læse følgende:
”At dø i forsøget på at leve, er bedre end at leve af frygt for at dø”.
De ord ramt mig – ikke blot fordi, at man så levende kan forestille sig den afgrundsdybe sorg, de må stå i; men også fordi det er et udsagn til os. Et budskab, de vil give alle os andre.
Lev. Ikke i frygt. Så hellere dø i forsøget.
Lad os for et øjeblik fokusere på det budskab, som Mias forældre skriver, og ikke den ugerning, der er blevet begået mod et uskyldigt menneske.
”At dø i forsøget på at leve, er bedre end at leve af frygt for at dø”.
Det er et budskab, der klinger af salmen ”Altid frejdig”, hvor vi synger: ”(…) dø, om så det gælder. Da er livet ej så svært, døden ikke heller.” (DDS 784, 3)
Denne salme handler ikke så meget om døden, som den handler om livet. Som det altid handler om livet. Nok skal vi dø i et øjeblik, men før det og efter det, da lever vi. En dag holder vi op med at dø, og den dag, skal vi møde livet.
Og derfor synger vi ofte ”Altid frejdig” ved begravelser, for at minde os selv om, at livet er til. Altid. Også for de døde. Også for de sørgende. Også for de skyldige.
Og også for os på denne side af døden.
Livet er, og det liv skal vi forsøge at leve.
Vi skal ikke på forhånd grave os ned, så vi bliver som levende døde, men derimod sætte os selv i spil.
Det er hvad der sker for den 3. tjener i dagens evangelium. Han er billedet på et menneske, der ikke lever. Han graver sig ned – graver sit liv, sin formue og sig selv ned. Han vil ikke skylde nogen noget, siger han lidt omvendt, da han afleverer mønten til sin herre med ordene: ”her har du, hvad der er dit.”
Hverken mere eller mindre gav han – han gav bare det samme igen.
Og vi kan så nemt få ondt af ham – jeg får det i al fald, og tænker om Gud ikke er med ham. Men vi må lige holde os for øje, at det her en lignelse. Manden findes altså ikke i virkeligheden. Jesus har bare opdigtet ham for at lære os noget om livet. Så lad os pakke den ellers meget klædelige omsorg for manden væk for et øjeblik, så vi kan få øje på, hvad er det, der siges – hvad er det, vi skal lære?
De to første tjenere investerede deres mønter og fik afkast. Den sidste gravede den ned.
Det her handler hverken om karma, gerninger eller økonomi, den her lignelse. Men det handler om livet. Det handler om, at når vi tør gøre os selv skyldige i forhold til andre, så vil vi i Guds øjne altid have overskud. Også de dage, hvor vi taber vores investering i hinanden, og står tilbage med skylden.
Livet handler nemlig ikke om succes eller bedrifter – om pæne hjem eller flotte karrierer. Livet handler om alt det, der sker mellem os. Som flyder mellem os – liv, lys og kærlighed.
Og skulle Jesus nu en dag genfortælle lignelsen, så vi virkelig forstår den, så kunne han lige så godt have sagt, at den første tjener var hjemløs, tandløs og alkoholiker, og han fik overskud. Den anden tjener var flygtning og havde angst, og han fik overskud. Og den sidste tjener, ham som gravede sin talent ned, var ansat som underdirektør i et stort firma, der arbejdede for fred i verden, og han sagde: Her har du, hvad der er dit.
Bare så vi forstår, at det ikke handler om succes, men om at få øje på hinanden midt i vrimlen. Få øjenkontakt, når vi kigger op fra telefonen.
For tør vi vende os mod hinanden, leve livet – også selvom vi fejler, så har vi i Guds øjne et afkast. Det sørger Gud for. Han lægger det til, der mangler, så det giver overskud.
Det er nemlig ikke mængden af venner vi har, eller hvor mange fede oplevelser vi har, der afgør om vores liv gav overskud; men derimod om vi forsøgte. Forsøgte at være menneske mellem mennesker.
Hvordan vi er det, er forskelligt, og man kan ikke finde en manual, der forklarer det. For vi har alle fået forskellige talenter. Og dem må vi bruge, så godt vi kan, velvidende at ingen lever uden at skylde Gud alt.
Men selv den største skyldner, har Guds kærlighed.
Det hører vi om i beretningen om påskemorgen i Markusevangeliet. Der fortælles det, at englen, der kom ud fra graven, sagde til kvinderne, at de skulle fortælle om Jesu opstandelsen til disciplene OG til Peter. Peter var den discipel, der forrådte Jesus tre gange på en nat ved at nægte, at han kendte ham. Peters tro brød sammen den nat, og det kan forekomme, at han brændte alle broer. Men den morgen sendte Gud en særlig hilsen til ham. Manden Peter, der havde tabt hele sin investering, blev inviteret ind i Guds kærlighed.
Det er så stærkt – og på sin vis, så er dagens lignelse et skridt på vejen til påsken. På vejen til livet, der knuste døden den morgen ved graven.
I Østkirken synger man påskemorgen ved daggry. Præsten råber: Kristus er opstanden” Og menigheden svarer. Ja, han er sandelig opstanden. Og så synger de sammen:
Fra døden til livet, fra jorden til Himlen har Kristus vor Gud, ført os. Lad os være lys i denne højtid, lad os sige søster og bror endda til dem, der hader os. Lad os tilgive alt for opstandelsens skyld og råbe: ”Kristus er opstanden. Han er sandelig opstanden”.
Hver søndag er en fejring af påsken – også i dag. For til påske går det op for os, hvad det betød, at et lille menneske blev født julenat – Jesus Kristus levede den nat kærligheden ind i livet. En kærlighed, der altid lægger til – og særligt der, hvor gælden er størst.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/septuagesima-fra-anden-raekke
lørdag den 15. januar 2022
2. søndag efter helligtrekonger 2022
”Jeg ringer til dig senere” sådan siger jeg tit. Og jeg holder det også nogle gange, men ærlig talt så får jeg sjældent ringet tilbage. ”Jeg ringer lige lidt senere – jeg kan ikke tale nu”. Det er sådan en hensigtserklæring, man giver. Men vil gerne tale, men lige nu passer det ikke så godt, så derfor gør man det senere. Men senere har det med aldrig rigtig at blive nu. For mig i al fald. Jeg kommer fra det, eller jeg bliver optaget af noget i nuet, og så ja glemmer jeg det lidt. Men jeg kan godt komme i tanke om det – sådan 2 måneder senere. Og da er altså lidt pinligt at ringe tilbage, for det er da i sandhed senere. Og dem, man skulle ringe til, kan også blive lidt overraskede over, at man ringer.
Og det er ikke noget jeg er stolt af. Faktisk skammer jeg mig over det. Skammer mig over, at jeg ikke kan få det ind i knolden, og at livet overhaler mig. Hverdagen tager over, og løfter bliver brudt. Ikke af ond vilje, og slet ikke med vilje, men alligevel ikke overholdt.
Hverdagen.
Det er undskyldningen, at hverdagen kommer i vejen, eller at tiden smuldrer mellem fingrene på en. Der er altid undskyldninger. Jeg har for travlt, er for træt, skal lige nå noget andet, vasketøj, handle ind, tjekke facebook, mail og nyheder.
”Jeg ringer lige senere”.
Tænk hvis Gud sagde det til os, når vi henvendte os med vore bønner, tanker, salmer og ord. ”Jeg ringer lige til dig senere”. Ja, det er jo en helt grotesk tanke, at Gud ikke har tid til en.
Der findes en gammel film, der hedder: ”Bruce den almægtige”, hvor Bruce – en helt almindelig fyr – får lov at blive Gud for et stykke tid. Og han er ved at bukke under af alle de bønner, som folk har til ham. Men det vilde i filmen er faktisk, at Gud afslører, at Bruce ikke fik magt over hele verden, men kun nabolaget. Og det er ved at vælte ham. Så det almindelige menneske Bruce, kunne ikke nå at høre alle de bønner, som bare hans nabolag, havde til Gud.
Vi har store forventninger til Gud. Han skal holde til meget, og vi forventer at han er klar til at lytte, når vi er klar til at tale. Han skal stå klar, når vi er klar.
Men Gud er mere end det. For Gud står ikke bare og venter på, at vi kommer til ham – han kommer også til os, og måske særligt, når vi mindst venter det. Midt i hverdagen, midt i livet. Ja, Gud kommer også til dem, der slet ikke søger ham. Som kvinden ved brønden, vi hører om i dagens evangelium. Hun var i gang med livet og hverdagen – ja, hun var faktisk i gang med at slippe for andre mennesker. For hun er på vej ud til brøden midt på dagen, hvor temperaturen er højst, og hvor ingen andre tager ud til brønden. Men hun vælger dette tidspunkt – vælger at være alene – for at undgå at blive konfronteret med andre og deres sladder.
Og der er nok at sladre om, når det kommer til denne kvinde. Hun lever et liv, som andre ikke forstår, og som falder uden for normen, og derfor kan vi kun forestille os, at hun er blevet udsat for voksenmobning. Folk har sladret og været forargede over hende. Peget fingre ad hende.
Hun søgte ikke Gud – hun søgte derimod at slippe for andres blikke. Men der sidder Jesus så – lige ved hendes mål for turen.
Han er jøde og hun er samaritaner, og de er fjender. Jøderne og samaritanerne undgår hinanden, og ser hinanden som urene.
Situationen er ikke god for kvinden. Hun er socialt udstødt og møder tilmed en fjende.
Men det er jo ikke en fjende, hun møder – det er Jesus. Det bemærkelsesværdige er, at Jesus gør og siger noget andet end det, som man måske kunne forvente. Det sker også her, for han beder hende bare om noget vand. Noget så simpelt som vand.
Eller han beder hende jo faktisk om en tjeneste, og dermed gør han noget særligt. Han behandler hende ligeværdigt, fordi han har brug for hende og hendes hjælp. Måske det er derfor hun bliver modig, og spørger om det virkelig kan passe, at han som jøde, vil modtage vand af hende som samaritansk kvinde.
Og da åbenbarer Jesus sig – da fortæller han hende, hvem han egentligt er. At han ikke bare er en fremmed, men den som alle venter på: ham der vil komme med levende vand til alle.
Det vand vil slukke tørsten – en anden større tørst: en længsel i livet, en uro i tilværelsen og en frygt for fremtiden. Vil slukke alt det, der spærrer os vejen til livet og hinanden, og give os vand nok til at vandre ad den vej, der fører til Gud.
Midt i en helt almindelig dagligdag. Det kunne have været en onsdag omkring middag. Bare sådan – der kommer Jesus og giver hende det levende vand. Midt i det hele – midt i almindeligheden – midt i hverdagen – midt i de gøremål, man har – lige der, mellem ud og hjem. Ved Sykars brønd får hun at vide, at Jesus er sendt af Gud, og at Gud fra dette NU skal tilbedes alle steder. Også der ved brønden.
Gud er ikke bare et sted, og ikke bare engang; men Gud er lige nu. Hvor vi er. Som vi er.
”Det er mig, den der taler til dig” siger Jesus til hende som det sidste vi hører. Han bekræfter hende i, at han er messias; det betyder frelseren.
Men når Jesus siger dette til kvinden ved brøden, så siger han det også til os. ”Det er mig, den der taler til dig”, som i at han også taler til os nu. Han venter ikke til senere, lader ikke alt muligt andet komme i vejen, eller glemmer os. Han taler til os nu, også i dette øjeblik.
Som en hvisken i vores indre. Det er mig, der taler til dig, som jeg talte til dig ved din dåb.
Mange af jer har nok hørt mig tale om Jesu dåb mange gange ifm. dåb her i kirken. Hvordan himlen åbnede sig, da Jesus blev døbt, og en due steg ned, og der lød en røst fra himlen: Det er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag.
Og hvordan vi kan forestille, at himlen også åbner sig ved hver eneste dåb lige siden, og at der igen lyder en røst, men nu som en stille hvisken i barnets øre: du er mit elskede barn.
Vi er talt til i dåben – og kaldt på. Kaldt ud i livet med Guds ord endnu klingende i øret: du er elsket.
Ligesom kvinden stod ved brøden, står vi ved døbefonten. Og font betyder da også kilden. Vi står ved brønde rundt om i verden, og bliver døbt med livets vand i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Vi får livets vand. Lige her i kirken – på et øjeblik bliver dette nu gældende og vedkommende. Bevidstgjorte om vigtigheden i hvert nu, der kommer til os.
Livets vand skal ikke engang drikkes, men risles over os i tre, små håndfulde vand.
Og fra da er kilden altid i os – og med os, sammen med Guds ord: du er elsket – det er mig, den der taler til dig.
Det er i hverdagen livet lives – det er i hverdagen, at Gud kommer til os. Vi stadfæster det ved en begivenhed her i kirken, som også er en fest for familien, nemlig dåben. Men dåben er også vores eget personlige møde med Jesus, der sidder på kanten af brøden, klar til at give os af sit levende vand.
Og den dåb bærer vi med os livet igennem, og kan komme tilbage til livet igennem. Huske os selv på, at vi ikke skal jage Gud, men at han allerede sidder klar. Også de dage, hvor vi glemmer ham og os selv.
Selv de dage hvor vi skammer os, og undgår andres blikke, møder han os. Selv den dag, hvor vi har lidt et nederlag tilbyder han os det levende vand.
Vi er talt til, og kaldt på. Vi er elskede og mødt.
Vi har fået del i det levende vand.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-helligtrekonger-fra-anden-raekke
Og det er ikke noget jeg er stolt af. Faktisk skammer jeg mig over det. Skammer mig over, at jeg ikke kan få det ind i knolden, og at livet overhaler mig. Hverdagen tager over, og løfter bliver brudt. Ikke af ond vilje, og slet ikke med vilje, men alligevel ikke overholdt.
Hverdagen.
Det er undskyldningen, at hverdagen kommer i vejen, eller at tiden smuldrer mellem fingrene på en. Der er altid undskyldninger. Jeg har for travlt, er for træt, skal lige nå noget andet, vasketøj, handle ind, tjekke facebook, mail og nyheder.
”Jeg ringer lige senere”.
Tænk hvis Gud sagde det til os, når vi henvendte os med vore bønner, tanker, salmer og ord. ”Jeg ringer lige til dig senere”. Ja, det er jo en helt grotesk tanke, at Gud ikke har tid til en.
Der findes en gammel film, der hedder: ”Bruce den almægtige”, hvor Bruce – en helt almindelig fyr – får lov at blive Gud for et stykke tid. Og han er ved at bukke under af alle de bønner, som folk har til ham. Men det vilde i filmen er faktisk, at Gud afslører, at Bruce ikke fik magt over hele verden, men kun nabolaget. Og det er ved at vælte ham. Så det almindelige menneske Bruce, kunne ikke nå at høre alle de bønner, som bare hans nabolag, havde til Gud.
Vi har store forventninger til Gud. Han skal holde til meget, og vi forventer at han er klar til at lytte, når vi er klar til at tale. Han skal stå klar, når vi er klar.
Men Gud er mere end det. For Gud står ikke bare og venter på, at vi kommer til ham – han kommer også til os, og måske særligt, når vi mindst venter det. Midt i hverdagen, midt i livet. Ja, Gud kommer også til dem, der slet ikke søger ham. Som kvinden ved brønden, vi hører om i dagens evangelium. Hun var i gang med livet og hverdagen – ja, hun var faktisk i gang med at slippe for andre mennesker. For hun er på vej ud til brøden midt på dagen, hvor temperaturen er højst, og hvor ingen andre tager ud til brønden. Men hun vælger dette tidspunkt – vælger at være alene – for at undgå at blive konfronteret med andre og deres sladder.
Og der er nok at sladre om, når det kommer til denne kvinde. Hun lever et liv, som andre ikke forstår, og som falder uden for normen, og derfor kan vi kun forestille os, at hun er blevet udsat for voksenmobning. Folk har sladret og været forargede over hende. Peget fingre ad hende.
Hun søgte ikke Gud – hun søgte derimod at slippe for andres blikke. Men der sidder Jesus så – lige ved hendes mål for turen.
Han er jøde og hun er samaritaner, og de er fjender. Jøderne og samaritanerne undgår hinanden, og ser hinanden som urene.
Situationen er ikke god for kvinden. Hun er socialt udstødt og møder tilmed en fjende.
Men det er jo ikke en fjende, hun møder – det er Jesus. Det bemærkelsesværdige er, at Jesus gør og siger noget andet end det, som man måske kunne forvente. Det sker også her, for han beder hende bare om noget vand. Noget så simpelt som vand.
Eller han beder hende jo faktisk om en tjeneste, og dermed gør han noget særligt. Han behandler hende ligeværdigt, fordi han har brug for hende og hendes hjælp. Måske det er derfor hun bliver modig, og spørger om det virkelig kan passe, at han som jøde, vil modtage vand af hende som samaritansk kvinde.
Og da åbenbarer Jesus sig – da fortæller han hende, hvem han egentligt er. At han ikke bare er en fremmed, men den som alle venter på: ham der vil komme med levende vand til alle.
Det vand vil slukke tørsten – en anden større tørst: en længsel i livet, en uro i tilværelsen og en frygt for fremtiden. Vil slukke alt det, der spærrer os vejen til livet og hinanden, og give os vand nok til at vandre ad den vej, der fører til Gud.
Midt i en helt almindelig dagligdag. Det kunne have været en onsdag omkring middag. Bare sådan – der kommer Jesus og giver hende det levende vand. Midt i det hele – midt i almindeligheden – midt i hverdagen – midt i de gøremål, man har – lige der, mellem ud og hjem. Ved Sykars brønd får hun at vide, at Jesus er sendt af Gud, og at Gud fra dette NU skal tilbedes alle steder. Også der ved brønden.
Gud er ikke bare et sted, og ikke bare engang; men Gud er lige nu. Hvor vi er. Som vi er.
”Det er mig, den der taler til dig” siger Jesus til hende som det sidste vi hører. Han bekræfter hende i, at han er messias; det betyder frelseren.
Men når Jesus siger dette til kvinden ved brøden, så siger han det også til os. ”Det er mig, den der taler til dig”, som i at han også taler til os nu. Han venter ikke til senere, lader ikke alt muligt andet komme i vejen, eller glemmer os. Han taler til os nu, også i dette øjeblik.
Som en hvisken i vores indre. Det er mig, der taler til dig, som jeg talte til dig ved din dåb.
Mange af jer har nok hørt mig tale om Jesu dåb mange gange ifm. dåb her i kirken. Hvordan himlen åbnede sig, da Jesus blev døbt, og en due steg ned, og der lød en røst fra himlen: Det er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag.
Og hvordan vi kan forestille, at himlen også åbner sig ved hver eneste dåb lige siden, og at der igen lyder en røst, men nu som en stille hvisken i barnets øre: du er mit elskede barn.
Vi er talt til i dåben – og kaldt på. Kaldt ud i livet med Guds ord endnu klingende i øret: du er elsket.
Ligesom kvinden stod ved brøden, står vi ved døbefonten. Og font betyder da også kilden. Vi står ved brønde rundt om i verden, og bliver døbt med livets vand i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Vi får livets vand. Lige her i kirken – på et øjeblik bliver dette nu gældende og vedkommende. Bevidstgjorte om vigtigheden i hvert nu, der kommer til os.
Livets vand skal ikke engang drikkes, men risles over os i tre, små håndfulde vand.
Og fra da er kilden altid i os – og med os, sammen med Guds ord: du er elsket – det er mig, den der taler til dig.
Det er i hverdagen livet lives – det er i hverdagen, at Gud kommer til os. Vi stadfæster det ved en begivenhed her i kirken, som også er en fest for familien, nemlig dåben. Men dåben er også vores eget personlige møde med Jesus, der sidder på kanten af brøden, klar til at give os af sit levende vand.
Og den dåb bærer vi med os livet igennem, og kan komme tilbage til livet igennem. Huske os selv på, at vi ikke skal jage Gud, men at han allerede sidder klar. Også de dage, hvor vi glemmer ham og os selv.
Selv de dage hvor vi skammer os, og undgår andres blikke, møder han os. Selv den dag, hvor vi har lidt et nederlag tilbyder han os det levende vand.
Vi er talt til, og kaldt på. Vi er elskede og mødt.
Vi har fået del i det levende vand.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-helligtrekonger-fra-anden-raekke
mandag den 3. januar 2022
Helligtrekongers søndag 2022
Det er endnu kun den anden solopgang i året 2022, vi oplever. Året er nyt og sprødt, og ved vi ikke, hvad der vil ske for os hver især i det kommende år. Det giver os rum til at fylde året med forventninger, ønsker og drømme.
Og det handler på sin vis også om drømme i dag. Om at ville noget, og forsøge at nå det. Men også om, at vejen ofte viser sig at være helt anderledes, end man regnede med fra begyndelsen.
Det er i dag Helligtrekonger søndag, og I skal nu høre om en af de vise mænd. Ham som ingen skrev om i Bibelen, da han kom for sent. I skal høre om den 4. vismand:
”Vismanden Artaban boede i det fjerne Persien - ti dagsrejser nord for hovedstaden Babylon. Artaban havde forstand på stjerner og var god ven med tre stjernetydere nede i Babylon. Sammen havde de fundet ud af, at når en ny stjerne stod funklende klar i vest, så ville i det fjerne land Judæa med hovedstaden Jerusalem en konge skulle fødes, som var større end alle andre konger.
Og skulle stjernen dukke op på himlen havde vennerne aftalt, at de ville vente på ham netop i ti dage, så de sammen kunne drage den lange vej gennem ørkenen til Jerusalem for at tilbede den nye konge.
Artaban forberedte sig på, at stjernen skulle dukke op. Han havde solgt alt, hvad han ejede og købt tre ædelstene, en rød rubin, en blå safir og en funklende diamant. Dem ville han give den nyfødte konge.
Så en aften så han stjernen tydeligt på himlen, og han begav sig straks af sted ned mod Babylon, hvor han skulle møde sine kolleger, de andre stjernetydere og vismænd.
Midt på den tiende dag var der stadig et godt stykke vej. Det kunne stadig nås inden mørkets frembrud, men der var ingen tid at spilde.
Da hørte Artaban en stønnen i vejkanten. En gammel mand lå forslået og frarøvet alt, selv det meste af det tøj, som skulle beskytte ham mod den brændende sol om dagen og den isnende kulde om natten.
Artaban blev irriteret: sådan en tilfældig gammel mand skulle ikke hindre ham i at nå frem. Men hans medlidenhed fik overtaget. Han vendte hesten, sprang af og trak den gamle ind i ly for den brændende sol og gav ham noget at drikke. Den gamle var meget svag, men efterhånden hjalp Artabans pleje, så han kunne klare sig selv. Men da var mørket faldet på, og Artaban måtte vente til næste morgen med at ride videre.
Så snart solens stråler fra øst farvede bjergtoppene mod vest, kastede Artaban sig op på hesten og red i et vild ridt mod Babylon. Men for sent: vennernes karavane var draget af sted ud i den øde ørken tidligt om morgenen.
Artaban tog da den ene af sine ædelstene, sin rubin, og solgte den, så han fik råd til at udruste sin egen karavane og komme af sted.
Rejsen mod vest gennem ørkenen var lang og besværlig, men en dag nåede Artaban frem til en lille by Betlehem uden for Jerusalem. Han havde fået at vide, at der var en fremmed karavane med fornemme folk draget hen. Men her var vennerne ikke. Der var ikke spor af dem.
Og underligt nok var der heller ingen mennesker i byens gader. Det var, som om en uhyggelig fare gemte sig et sted. Artaban bankede på en tilfældig dør; da ingen svarede, gik han ind. En kvinde sad og knugede sit lille barn til sig. ”De kommer” hviskede hun. ”De kommer, romerne, de slår ihjel”.
I det samme hørte de trampen i gaderne, larmende rustninger, og så frygtelige skrig. Kvinden prøvede at gemme sig og sit barn. Døren blev revet op, og en romersk soldat stod i døren. Artaban stillede sig op foran ham. ”Jeg er alene her”, sagde han, og fortsatte: ”Og jeg stod netop og ventede på en soldat, som jeg kunne forære denne fine safir til, hvis du vil lade mig være i fred”.
Soldaten troede ikke på Artaban, men han tog alligevel safiren, og råbte til de andre soldater: ”Her er ikke nogen”. Og så gik han sin vej.
Kvinden græd af lykke og sagde: ”Gud velsigne dig for, hvad du har gjort!” Men Artaban bad i sit indre Gud tilgive ham, at han nu havde ødslet den anden af sine gaver bort.
Kvinden kunne fortælle, at der for nylig var født et barn i byen af nogle tilrejsende fra Nazareth, og at sære østerlændinge – ”Ja, undskyld”, sagde hun, for Artaban var jo selv sådan en – nogle østerlændinge havde besøgt barnet. Og snart efter var barnet og dets forældre var rejst ud af byen og vist nok draget til Ægypten.
Artaban tog nu af sted med sin sidste ædelsten gemt allerinderst inde på kroppen. Først kom han til Ægypten, men han fandt ikke barnet. Så rejste han rundt i mange egne og lande. Hans gode hjerte løb af med ham mange gange, og til sidst var han en fattig mand: kameler, folk, karavaneudstyr, alt var væk. Men diamanten havde han stadig.
30 år var der gået, og han nærmede sig Jerusalem. Det var ved påsketid. I byen var der en sær stemning. Der var soldater alle vegne. Folk fik ikke lov til at stå og tale sammen bare et øjeblik. Artaban fik spurgt en, hvad der var på færde. Manden svarede ham med en hvisken: ”Tre oprørere bliver korsfæstet i dag. Nogle kalder den ene Jesus fra Nazareth, Guds søn og jødernes konge”. Mere fik han ikke at vide, før en soldat vinkede dem videre.
Nu blev Artaban bange. Var han kommet for sent? Var det ham, han havde ledt efter alle disse år?
Hvor foregik henrettelsen? Han måtte af sted. Måske var det meningen med de mange års forsinkelse: Han skulle med sin diamant løskøbe kongen. Han havde allerede hånden inde ved diamanten.
I det samme kom tre soldater slæbende med en ung pige. Hun skulle sælges som slave. Lige da de kom forbi, rev hun sig løs og kastede sig ned og hagede sig fast i Artabans klæder: ”Frels mig!”, råbte hun.
Det rev og sled i Artabans indre. To gange var hans gave gået til mennesker - og nu? Han kunne ikke lade være: Han trykkede diamanten ind i hendes hånd: ”Her er din løsesum”.
I det samme blev alt buldermørkt. Byen blev rystet af et voldsomt jordskælv. En sten ramte Artabans tinding og han faldt om. Pigen bøjede sig over ham. Han så hendes ansigt, men bag hendes så han et andet: Kongens ansigt. Han var sikker.
”Tak, Artaban, for dine gaver”, sagde en stemme. ”Du klædte mig da jeg var nøgen, trøstede mig, da jeg sørgede, beskyttede mig, når jeg var svag, købte mig fri, da jeg var bundet”.
”Hvornår har jeg givet dig gaver?”, fremstammede Artaban. ”Jeg nåede det jo aldrig.”
”Du klædte mig, da du klædte den gamle, overfaldne mand i ørkenen. Du beskyttede mig, da du beskyttede en kvindes barn i Betlehem. Du købte mig fri, da du købte en kvinde fri fra slaveri. Alt, hvad du har givet mennesker, har du givet mig”.
Et lysskær gik over den gamle Artabans ansigt. Hans rejse var forbi. Han havde fundet kongen og givet ham hans gave.” (inspireret af Henry van Dyke)
Sådan lyder fortællingen. Arteban kom for sent til stalden, og alligevel kom han lige til tiden til det liv, der kaldte på ham. Han var der, når folk havde brug for ham. Han brugte af de gaver, som han havde tænkt, at Jesusbarnet skulle have; men som lige der i situationen var bedre brugt på de mennesker, han mødte. Og som på sin vis alligevel blev brugt på Jesus. For gennem dem, han viste kærlighed – næstekærlighed – mødte han også Jesus.
Livet går sjældent som vi planlægger det, og de gange det går lige som vi har tænkt det, kan det ligefrem ske, at man bliver lidt forundret over det.
Og alligevel så kan livet vise sig at være meningsfyldt, også når det slet ikke går som beregnet. For der er også liv på de stier og veje, som vi ikke altid selv vælger.
Jeg havde engang en underviser på pastoralseminariet, der lidt i sjov siger, at vi mennesker altid har et valg – om ikke kan vi vælge at lægge os i fosterstilling i sengen.
Det var selvfølgelig provokerende sagt og ment, for nogle gange kan det forekomme, at vi ikke har valg. Der er noget i livet, vi ikke har hverken magt eller kontrol over. Vi har alle noget, der er vores livsvilkår. Noget som blev noget andet end vi drømte – noget der måske er en byrde vi skal bære.
Men jeg tror alligevel, at vi kan gøre noget – eller at vi kan være noget, for at være mere præcis. Være noget for nogen.
Arteban havde kun den nye konge for øje – det var det, han drømte om. Og han mødte ham aldrig. Men blev hans liv mindre værd, fordi han ikke mødte ham? Nej, vil vi mene, for der er så meget andet i livet, der kom til ham. Der var andre mennesker, han mødte, som viste sig at have brug for ham. Ja, han var vigtigt for andre mennesker på andre steder, end han selv havde forestillet sig. Det kan vi lære af.
Og det kan vi gå ind i det nye år med: at vi også er kaldet på af livet; og at der er brug for os. 2022 bliver sikkert ikke, som vi regnede med, men det bliver så noget andet. Der er mennesker langs vores livsvej, som vi skal se i øjnene, smile til og være noget for.
Lad os gå vejen – og holde øjnene åbne for hinanden.
Og så vil vi til sidst indse, at vi hele livet igennem har været helt tæt på Gud.
Amen
Kirkebøn:
Livets Gud – du går med os på veje, som andre ikke altid kan følge os. Du går med os på veje, som vi selv ikke forstår. Du går med os, når vi farer vild og når vi er tøvende.
Men altid er du med os – og vi møder dit blik gennem vores medmennesker. Når vi deler kærligheden med hinanden, når vi rækker hinanden hånd, da mærker vi din kærlighed.
Vær med alle på deres livs vandring. Vær med alle der er bange for livet eller bange for næste skridt. Vær med alle der frygter for 2022 og alle der glæder sig. Vær med alle der er store og alle der er små. Vær med alle der er syge, og dem der bliver det i det kommende år. Vær med alle der skal dø og alle der skal miste. Vær med alle der har magt og alle der er magtsyge.
Vi beder dig Gud – helbred din ødelagte verden, og hel vores knuste hjerter. Vær med os.
Lad os være stille sammen
Hør vore bønner. Amen
Og det handler på sin vis også om drømme i dag. Om at ville noget, og forsøge at nå det. Men også om, at vejen ofte viser sig at være helt anderledes, end man regnede med fra begyndelsen.
Det er i dag Helligtrekonger søndag, og I skal nu høre om en af de vise mænd. Ham som ingen skrev om i Bibelen, da han kom for sent. I skal høre om den 4. vismand:
”Vismanden Artaban boede i det fjerne Persien - ti dagsrejser nord for hovedstaden Babylon. Artaban havde forstand på stjerner og var god ven med tre stjernetydere nede i Babylon. Sammen havde de fundet ud af, at når en ny stjerne stod funklende klar i vest, så ville i det fjerne land Judæa med hovedstaden Jerusalem en konge skulle fødes, som var større end alle andre konger.
Og skulle stjernen dukke op på himlen havde vennerne aftalt, at de ville vente på ham netop i ti dage, så de sammen kunne drage den lange vej gennem ørkenen til Jerusalem for at tilbede den nye konge.
Artaban forberedte sig på, at stjernen skulle dukke op. Han havde solgt alt, hvad han ejede og købt tre ædelstene, en rød rubin, en blå safir og en funklende diamant. Dem ville han give den nyfødte konge.
Så en aften så han stjernen tydeligt på himlen, og han begav sig straks af sted ned mod Babylon, hvor han skulle møde sine kolleger, de andre stjernetydere og vismænd.
Midt på den tiende dag var der stadig et godt stykke vej. Det kunne stadig nås inden mørkets frembrud, men der var ingen tid at spilde.
Da hørte Artaban en stønnen i vejkanten. En gammel mand lå forslået og frarøvet alt, selv det meste af det tøj, som skulle beskytte ham mod den brændende sol om dagen og den isnende kulde om natten.
Artaban blev irriteret: sådan en tilfældig gammel mand skulle ikke hindre ham i at nå frem. Men hans medlidenhed fik overtaget. Han vendte hesten, sprang af og trak den gamle ind i ly for den brændende sol og gav ham noget at drikke. Den gamle var meget svag, men efterhånden hjalp Artabans pleje, så han kunne klare sig selv. Men da var mørket faldet på, og Artaban måtte vente til næste morgen med at ride videre.
Så snart solens stråler fra øst farvede bjergtoppene mod vest, kastede Artaban sig op på hesten og red i et vild ridt mod Babylon. Men for sent: vennernes karavane var draget af sted ud i den øde ørken tidligt om morgenen.
Artaban tog da den ene af sine ædelstene, sin rubin, og solgte den, så han fik råd til at udruste sin egen karavane og komme af sted.
Rejsen mod vest gennem ørkenen var lang og besværlig, men en dag nåede Artaban frem til en lille by Betlehem uden for Jerusalem. Han havde fået at vide, at der var en fremmed karavane med fornemme folk draget hen. Men her var vennerne ikke. Der var ikke spor af dem.
Og underligt nok var der heller ingen mennesker i byens gader. Det var, som om en uhyggelig fare gemte sig et sted. Artaban bankede på en tilfældig dør; da ingen svarede, gik han ind. En kvinde sad og knugede sit lille barn til sig. ”De kommer” hviskede hun. ”De kommer, romerne, de slår ihjel”.
I det samme hørte de trampen i gaderne, larmende rustninger, og så frygtelige skrig. Kvinden prøvede at gemme sig og sit barn. Døren blev revet op, og en romersk soldat stod i døren. Artaban stillede sig op foran ham. ”Jeg er alene her”, sagde han, og fortsatte: ”Og jeg stod netop og ventede på en soldat, som jeg kunne forære denne fine safir til, hvis du vil lade mig være i fred”.
Soldaten troede ikke på Artaban, men han tog alligevel safiren, og råbte til de andre soldater: ”Her er ikke nogen”. Og så gik han sin vej.
Kvinden græd af lykke og sagde: ”Gud velsigne dig for, hvad du har gjort!” Men Artaban bad i sit indre Gud tilgive ham, at han nu havde ødslet den anden af sine gaver bort.
Kvinden kunne fortælle, at der for nylig var født et barn i byen af nogle tilrejsende fra Nazareth, og at sære østerlændinge – ”Ja, undskyld”, sagde hun, for Artaban var jo selv sådan en – nogle østerlændinge havde besøgt barnet. Og snart efter var barnet og dets forældre var rejst ud af byen og vist nok draget til Ægypten.
Artaban tog nu af sted med sin sidste ædelsten gemt allerinderst inde på kroppen. Først kom han til Ægypten, men han fandt ikke barnet. Så rejste han rundt i mange egne og lande. Hans gode hjerte løb af med ham mange gange, og til sidst var han en fattig mand: kameler, folk, karavaneudstyr, alt var væk. Men diamanten havde han stadig.
30 år var der gået, og han nærmede sig Jerusalem. Det var ved påsketid. I byen var der en sær stemning. Der var soldater alle vegne. Folk fik ikke lov til at stå og tale sammen bare et øjeblik. Artaban fik spurgt en, hvad der var på færde. Manden svarede ham med en hvisken: ”Tre oprørere bliver korsfæstet i dag. Nogle kalder den ene Jesus fra Nazareth, Guds søn og jødernes konge”. Mere fik han ikke at vide, før en soldat vinkede dem videre.
Nu blev Artaban bange. Var han kommet for sent? Var det ham, han havde ledt efter alle disse år?
Hvor foregik henrettelsen? Han måtte af sted. Måske var det meningen med de mange års forsinkelse: Han skulle med sin diamant løskøbe kongen. Han havde allerede hånden inde ved diamanten.
I det samme kom tre soldater slæbende med en ung pige. Hun skulle sælges som slave. Lige da de kom forbi, rev hun sig løs og kastede sig ned og hagede sig fast i Artabans klæder: ”Frels mig!”, råbte hun.
Det rev og sled i Artabans indre. To gange var hans gave gået til mennesker - og nu? Han kunne ikke lade være: Han trykkede diamanten ind i hendes hånd: ”Her er din løsesum”.
I det samme blev alt buldermørkt. Byen blev rystet af et voldsomt jordskælv. En sten ramte Artabans tinding og han faldt om. Pigen bøjede sig over ham. Han så hendes ansigt, men bag hendes så han et andet: Kongens ansigt. Han var sikker.
”Tak, Artaban, for dine gaver”, sagde en stemme. ”Du klædte mig da jeg var nøgen, trøstede mig, da jeg sørgede, beskyttede mig, når jeg var svag, købte mig fri, da jeg var bundet”.
”Hvornår har jeg givet dig gaver?”, fremstammede Artaban. ”Jeg nåede det jo aldrig.”
”Du klædte mig, da du klædte den gamle, overfaldne mand i ørkenen. Du beskyttede mig, da du beskyttede en kvindes barn i Betlehem. Du købte mig fri, da du købte en kvinde fri fra slaveri. Alt, hvad du har givet mennesker, har du givet mig”.
Et lysskær gik over den gamle Artabans ansigt. Hans rejse var forbi. Han havde fundet kongen og givet ham hans gave.” (inspireret af Henry van Dyke)
Sådan lyder fortællingen. Arteban kom for sent til stalden, og alligevel kom han lige til tiden til det liv, der kaldte på ham. Han var der, når folk havde brug for ham. Han brugte af de gaver, som han havde tænkt, at Jesusbarnet skulle have; men som lige der i situationen var bedre brugt på de mennesker, han mødte. Og som på sin vis alligevel blev brugt på Jesus. For gennem dem, han viste kærlighed – næstekærlighed – mødte han også Jesus.
Livet går sjældent som vi planlægger det, og de gange det går lige som vi har tænkt det, kan det ligefrem ske, at man bliver lidt forundret over det.
Og alligevel så kan livet vise sig at være meningsfyldt, også når det slet ikke går som beregnet. For der er også liv på de stier og veje, som vi ikke altid selv vælger.
Jeg havde engang en underviser på pastoralseminariet, der lidt i sjov siger, at vi mennesker altid har et valg – om ikke kan vi vælge at lægge os i fosterstilling i sengen.
Det var selvfølgelig provokerende sagt og ment, for nogle gange kan det forekomme, at vi ikke har valg. Der er noget i livet, vi ikke har hverken magt eller kontrol over. Vi har alle noget, der er vores livsvilkår. Noget som blev noget andet end vi drømte – noget der måske er en byrde vi skal bære.
Men jeg tror alligevel, at vi kan gøre noget – eller at vi kan være noget, for at være mere præcis. Være noget for nogen.
Arteban havde kun den nye konge for øje – det var det, han drømte om. Og han mødte ham aldrig. Men blev hans liv mindre værd, fordi han ikke mødte ham? Nej, vil vi mene, for der er så meget andet i livet, der kom til ham. Der var andre mennesker, han mødte, som viste sig at have brug for ham. Ja, han var vigtigt for andre mennesker på andre steder, end han selv havde forestillet sig. Det kan vi lære af.
Og det kan vi gå ind i det nye år med: at vi også er kaldet på af livet; og at der er brug for os. 2022 bliver sikkert ikke, som vi regnede med, men det bliver så noget andet. Der er mennesker langs vores livsvej, som vi skal se i øjnene, smile til og være noget for.
Lad os gå vejen – og holde øjnene åbne for hinanden.
Og så vil vi til sidst indse, at vi hele livet igennem har været helt tæt på Gud.
Amen
Kirkebøn:
Livets Gud – du går med os på veje, som andre ikke altid kan følge os. Du går med os på veje, som vi selv ikke forstår. Du går med os, når vi farer vild og når vi er tøvende.
Men altid er du med os – og vi møder dit blik gennem vores medmennesker. Når vi deler kærligheden med hinanden, når vi rækker hinanden hånd, da mærker vi din kærlighed.
Vær med alle på deres livs vandring. Vær med alle der er bange for livet eller bange for næste skridt. Vær med alle der frygter for 2022 og alle der glæder sig. Vær med alle der er store og alle der er små. Vær med alle der er syge, og dem der bliver det i det kommende år. Vær med alle der skal dø og alle der skal miste. Vær med alle der har magt og alle der er magtsyge.
Vi beder dig Gud – helbred din ødelagte verden, og hel vores knuste hjerter. Vær med os.
Lad os være stille sammen
Hør vore bønner. Amen
tirsdag den 28. december 2021
Nytåraften 2021
I dag på årets sidste dag bliver den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu begravet. Han døde 2. juledag – 90 år gammel.
Desmond Tutu arbejdede livet igennem for forsoning i Sydafrika efter apartheid, og så var hans teologi gennemsyret af kærlighed, tolerance og sameksistens.
Hele den kirkelige verden har i den seneste uge hyldet Desmond Tutu for den han var, det han gav og den udvikling, han skubbede til.
Den Gud Desmond Tutu talte om, var en Gud, der så mennesker – ikke køn. Der så individer – ikke hudfarve. En Gud, der ikke dømmer folk pga. deres seksualitet, og en Gud der kan holde alle ud - også dem, der ikke kan holde sig selv ud.
Desmond Tutu brugte et begreb, der hed UBUNTU. Det stammer fra Zulu, og betyder menneskelighed. Men det kan også oversættes med: ”jeg er, fordi vi er” eller ”et menneske er et menneske gennem andre mennesker”. Desmond Tutu udviklede begrebet ind i en kristen sammenhæng, hvor det fik en ny og mere universel betydning. Ubuntu gælder alle mennesker over hele kloden, og vi er bundet sammen i et kæmpestort net. Ingen står udenfor nettet – vi er alle en del af det.
I en tid hvor vi holder afstand, og undgår store menneskemængder, har vi i den grad brug for at blive mindet om fællesskabet. Mindet om, at det er fordi, vi væver vores liv sammen med andre, at vi er til.
Man siger, at alle i verden er forbundet i 6. led. Dvs. at leder man efter en vens vens vens osv. – ud i 6. led – så vil alle mennesker være forbundet med hinanden.
Større er jorden ikke – flere er vi ikke – end vi er sammen her på jorden, og kender hinanden, om ikke andet så ude i 6. led.
Men vi er ikke ens, alle os mennesker. Vi har samme værdighed – heldigvis, men vi er forskellige. Ligesom en krop har forskellige lemmer, men alle er nødvendige. Vi kan ikke se vores hjerter eller lever; men uden dem kan vi ikke leve. Vi tænker ikke over, at vi trækker vejret, men uden vores lunger kan vi ikke få vejret. Vi tænker ikke over, at vi rejser os og går – men uden ben står vi stille. Vores krop er sammensat af forskellige lemmer, der tilsammen udgør en krop. På sammen måde er menneskeheden forskellige, men vi kan ikke undvære en eneste. Forskellighed er nødvendig og en gave. Der er brug for alle – og ingen er mere værdifuld end andre. Deri ligger der en værdighed.
Der er sidst på året talt meget om værdighed i medierne. Hvornår er man værdig, har spørgsmålet lydt? I FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948, står der: "Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder".
Man kan tale om to slags værdi. Der er den iboende værdighed, vi alene har, fordi vi er til i verden: fordi vi er blevet født ind i dette liv, og dermed er en del af menneskeheden. I kristen tankegang vil vi sige, at vi er lige, fordi vi alle har gudbilleligheden. Vi er alle født med noget i os, der ligner Gud – en refleks til at spejle kærligheden og et kompas til at guide os gennem livet.
Men man kan også tale om værdighed mellem mennesker – som det, vi giver hinanden, når vi udviser hinanden respekt. Værdighed er både at modtage og give – at man som individ giver til dem, der har brug for det; men faktisk også, at man tager i mod. At man tillader andre at være næstekærlige. Det er lige så næstekærligt at kunne modtage, som det er at give til andre. For selv det menneske, der er til besvær, er et værdigt menneske. Selv det menneske, der bare ligger og intet kan, kan stadigvæk tilbyde noget. Det handler om de øjne, der ser. Hvordan ser vi på hinanden?
Ubuntu. Jeg er, fordi vi er. Det er i mellemrummet mellem mennesker, at håbet fødes og kærligheden trives. Der sker noget mellem mennesker, når vi mødes, og med ærlig nysgerrighed – ikke nyfigenhed – men med den nysgerrighed, der kalder den bedste udgave af os frem i lyset.
VI rummer muligheder – det er kristendommens påstand. Alle mennesker rummer muligheder. Der findes ikke et menneske, der ikke har noget at give – som ikke kan berige mellemrummet mellem mennesker. Vi skal bare nogle gange lede lidt, og lede sammen. Men bare det at blive mødt med åbenhed fra et andet menneske, uden dom og uden fordomme, kan gøre en forskel. Det afhænger af øjnene, der ser.
Og i en tid, hvor det kun er øjnene, vi ser hos hinanden, fordi vores mundbind dækker vores ansigt, har vi i endnu højere grad brug for milde blikke. Vi kan jo så nemt gennem os bag mundbindet, og gå lige forbi folk vi egentlig kender. Så øjenkontakten er vigtigt – vi skal ses.
Værdighed er noget, vi giver til hinanden, og det begynder med et blik.
I kristendommen kan vi godt tale om, hvordan Jesu eget blik mon var. Vi har alle måske en forestilling om, hvordan det vil være, hvis Jesus så på en. Charlotte Rørth der mødte Jesus i et syn, skriver sådan om at møde Jesus:
"Han er stoppet op i sin gang og står stille og venter på mig. Jeg kan mærke, at han ser på mig, men venter lidt med at se ham i øjnene. Jeg betragter langsomt hans ansigt. Det er klassisk smukt, som en græsk gud, og det rødlige hår er en harmonisk forlængelse af hudens solbrændthed. Da jeg vover at møde hans blik, ser jeg ind i øjne, der er grønne og grå med en snert af blåt og fyldt med venlighed (...)
- Velkommen, godt at se dig.
Han siger det, uden at jeg forstår det, men min bevidsthed fatter det med det samme. Han kender mig. Han kender hvert et gram, hvert et sekund, kan se igennem alt, kan lide mig alligevel, trods alle mine løgne, små og store, min surhed og smålighed (...)" (uddrag fra "Jeg mødte Jesus" af Charlotte Rørth)
Sådan må det være at være set af Jesus – han ser det hele, og elsker alligevel. Elsker med en selvfølgelighed, og ikke kun på trods.
Jesus giver os værdighed gennem sit blik. Gennem sin væren, og selvom vi ikke ser ham, så møder vi ham i vores liv. Han er til tider usynligt til stede, men det kan hænde at vi i vores næsten blik, får et glimt af Jesu blik på os. Han ser os - også når vi ikke kan få øje på os selv. Han ser os og siger til hver eneste af os: godt at se dig. Vi er ikke alene.
Vi holder afstand, men vi er ikke alene. Heller ikke nu efter næsten to år med en pandemi. Vi er stadigvæk i et stort universelt fællesskab. Vi er stadigvæk mennesker sammen - og Jesus er stadigvæk en del af vores fællesskab.
I morgen går vi ind i et nyt år – 2022 - et helt år fyldt med solopgange. De fleste håber, at coronaen vil forsvinde – det må være første gang i langt tid, at verden har haft et fælles nytårsønske.
Det ønske – den bøn – vil vi lægge, i hænderne på Gud.
Vi ved ikke, hvad året vil bringe – heldigvis. Men hvad det end bringer, har vi Jesu blik med os.
Jesus gav os engang fadervor. En bøn, der i al sin enkelhed favner verdens kompleksitet. En bøn der binder mennesker over hele verden sammen, og som bedes på mange sprog. Den vil vi bede om lidt, sammen.
Vi er forbundet.
Må 2022 bringe os fred og kærlighed. Må vi møde hinanden med værdige blikke.
Amen
Dagens tekst:
https://www.bibelselskabet.dk/nytaarsdag-fra-anden-raekke
Desmond Tutu arbejdede livet igennem for forsoning i Sydafrika efter apartheid, og så var hans teologi gennemsyret af kærlighed, tolerance og sameksistens.
Hele den kirkelige verden har i den seneste uge hyldet Desmond Tutu for den han var, det han gav og den udvikling, han skubbede til.
Den Gud Desmond Tutu talte om, var en Gud, der så mennesker – ikke køn. Der så individer – ikke hudfarve. En Gud, der ikke dømmer folk pga. deres seksualitet, og en Gud der kan holde alle ud - også dem, der ikke kan holde sig selv ud.
Desmond Tutu brugte et begreb, der hed UBUNTU. Det stammer fra Zulu, og betyder menneskelighed. Men det kan også oversættes med: ”jeg er, fordi vi er” eller ”et menneske er et menneske gennem andre mennesker”. Desmond Tutu udviklede begrebet ind i en kristen sammenhæng, hvor det fik en ny og mere universel betydning. Ubuntu gælder alle mennesker over hele kloden, og vi er bundet sammen i et kæmpestort net. Ingen står udenfor nettet – vi er alle en del af det.
I en tid hvor vi holder afstand, og undgår store menneskemængder, har vi i den grad brug for at blive mindet om fællesskabet. Mindet om, at det er fordi, vi væver vores liv sammen med andre, at vi er til.
Man siger, at alle i verden er forbundet i 6. led. Dvs. at leder man efter en vens vens vens osv. – ud i 6. led – så vil alle mennesker være forbundet med hinanden.
Større er jorden ikke – flere er vi ikke – end vi er sammen her på jorden, og kender hinanden, om ikke andet så ude i 6. led.
Men vi er ikke ens, alle os mennesker. Vi har samme værdighed – heldigvis, men vi er forskellige. Ligesom en krop har forskellige lemmer, men alle er nødvendige. Vi kan ikke se vores hjerter eller lever; men uden dem kan vi ikke leve. Vi tænker ikke over, at vi trækker vejret, men uden vores lunger kan vi ikke få vejret. Vi tænker ikke over, at vi rejser os og går – men uden ben står vi stille. Vores krop er sammensat af forskellige lemmer, der tilsammen udgør en krop. På sammen måde er menneskeheden forskellige, men vi kan ikke undvære en eneste. Forskellighed er nødvendig og en gave. Der er brug for alle – og ingen er mere værdifuld end andre. Deri ligger der en værdighed.
Der er sidst på året talt meget om værdighed i medierne. Hvornår er man værdig, har spørgsmålet lydt? I FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948, står der: "Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder".
Man kan tale om to slags værdi. Der er den iboende værdighed, vi alene har, fordi vi er til i verden: fordi vi er blevet født ind i dette liv, og dermed er en del af menneskeheden. I kristen tankegang vil vi sige, at vi er lige, fordi vi alle har gudbilleligheden. Vi er alle født med noget i os, der ligner Gud – en refleks til at spejle kærligheden og et kompas til at guide os gennem livet.
Men man kan også tale om værdighed mellem mennesker – som det, vi giver hinanden, når vi udviser hinanden respekt. Værdighed er både at modtage og give – at man som individ giver til dem, der har brug for det; men faktisk også, at man tager i mod. At man tillader andre at være næstekærlige. Det er lige så næstekærligt at kunne modtage, som det er at give til andre. For selv det menneske, der er til besvær, er et værdigt menneske. Selv det menneske, der bare ligger og intet kan, kan stadigvæk tilbyde noget. Det handler om de øjne, der ser. Hvordan ser vi på hinanden?
Ubuntu. Jeg er, fordi vi er. Det er i mellemrummet mellem mennesker, at håbet fødes og kærligheden trives. Der sker noget mellem mennesker, når vi mødes, og med ærlig nysgerrighed – ikke nyfigenhed – men med den nysgerrighed, der kalder den bedste udgave af os frem i lyset.
VI rummer muligheder – det er kristendommens påstand. Alle mennesker rummer muligheder. Der findes ikke et menneske, der ikke har noget at give – som ikke kan berige mellemrummet mellem mennesker. Vi skal bare nogle gange lede lidt, og lede sammen. Men bare det at blive mødt med åbenhed fra et andet menneske, uden dom og uden fordomme, kan gøre en forskel. Det afhænger af øjnene, der ser.
Og i en tid, hvor det kun er øjnene, vi ser hos hinanden, fordi vores mundbind dækker vores ansigt, har vi i endnu højere grad brug for milde blikke. Vi kan jo så nemt gennem os bag mundbindet, og gå lige forbi folk vi egentlig kender. Så øjenkontakten er vigtigt – vi skal ses.
Værdighed er noget, vi giver til hinanden, og det begynder med et blik.
I kristendommen kan vi godt tale om, hvordan Jesu eget blik mon var. Vi har alle måske en forestilling om, hvordan det vil være, hvis Jesus så på en. Charlotte Rørth der mødte Jesus i et syn, skriver sådan om at møde Jesus:
"Han er stoppet op i sin gang og står stille og venter på mig. Jeg kan mærke, at han ser på mig, men venter lidt med at se ham i øjnene. Jeg betragter langsomt hans ansigt. Det er klassisk smukt, som en græsk gud, og det rødlige hår er en harmonisk forlængelse af hudens solbrændthed. Da jeg vover at møde hans blik, ser jeg ind i øjne, der er grønne og grå med en snert af blåt og fyldt med venlighed (...)
- Velkommen, godt at se dig.
Han siger det, uden at jeg forstår det, men min bevidsthed fatter det med det samme. Han kender mig. Han kender hvert et gram, hvert et sekund, kan se igennem alt, kan lide mig alligevel, trods alle mine løgne, små og store, min surhed og smålighed (...)" (uddrag fra "Jeg mødte Jesus" af Charlotte Rørth)
Sådan må det være at være set af Jesus – han ser det hele, og elsker alligevel. Elsker med en selvfølgelighed, og ikke kun på trods.
Jesus giver os værdighed gennem sit blik. Gennem sin væren, og selvom vi ikke ser ham, så møder vi ham i vores liv. Han er til tider usynligt til stede, men det kan hænde at vi i vores næsten blik, får et glimt af Jesu blik på os. Han ser os - også når vi ikke kan få øje på os selv. Han ser os og siger til hver eneste af os: godt at se dig. Vi er ikke alene.
Vi holder afstand, men vi er ikke alene. Heller ikke nu efter næsten to år med en pandemi. Vi er stadigvæk i et stort universelt fællesskab. Vi er stadigvæk mennesker sammen - og Jesus er stadigvæk en del af vores fællesskab.
I morgen går vi ind i et nyt år – 2022 - et helt år fyldt med solopgange. De fleste håber, at coronaen vil forsvinde – det må være første gang i langt tid, at verden har haft et fælles nytårsønske.
Det ønske – den bøn – vil vi lægge, i hænderne på Gud.
Vi ved ikke, hvad året vil bringe – heldigvis. Men hvad det end bringer, har vi Jesu blik med os.
Jesus gav os engang fadervor. En bøn, der i al sin enkelhed favner verdens kompleksitet. En bøn der binder mennesker over hele verden sammen, og som bedes på mange sprog. Den vil vi bede om lidt, sammen.
Vi er forbundet.
Må 2022 bringe os fred og kærlighed. Må vi møde hinanden med værdige blikke.
Amen
Dagens tekst:
https://www.bibelselskabet.dk/nytaarsdag-fra-anden-raekke
Abonner på:
Opslag (Atom)