2. søndag efter påske 2023

Du har altid hørt til et sted, også de dage, hvor du synes, at du ikke passer ind, eller du oplever at se ind på fællesskabet fremfor at være med i det. :"Du har altid hørt til et sted", er som et ekko, der runger, når vi hører dagens evangelium. Du har altid hørt til – også de dage, hvor du selv vurderer, at du ikke engang fortjener det, så siger Jesus noget andet.

Det er vigtige ord i en tid, hvor vi måske har en tendens til at have svært ved at høre til.

Brene Brown, der er professor, og har skrevet bøger om menneskets sårbarhed, som en forudsætning for at leve, siger et sted:

”Gå ikke gennem livet, og søg efter beviser på, at du ikke hører til, for du vil altid finde dem.

Gå ikke gennem livet, og søg efter beviser på, at du ikke er god nok, for du vil altid finde dem. ” (oversat efter https://www.facebook.com/watch/?v=485485565328467, 23. april 2023)

Det vi søger, vil ofte være det, vi finder. Og selvfølgelig vil der være beviser på det modsatte af dagens evangelium. Hvis man leder, så kan man finde små episoder, der måske ikke direkte modbeviser, men så om ikke andet, støtter den tese, at man hverken hører til eller er god nok. For livet er kompleks, og vi kommer i tilværelsen ud for så meget, at hvis vi fokuserer et eneste sted, så kan det fylde det hele.

Jeg har lige læst en bog af højskolelærer Christian Hjortkjær, der udkom i 2020, og hedder: ”Utilstrækkelighed”. De handler om ungdommen, og er skrevet til os ældre, så vi bedre kan forstå unge, og hvorfor der er noget særligt svært i vores tid, og hvorfor de har brug for at høre fra os, at der ikke bare er håb, men at det ikke er bundet op på om man fejler eller har succes i livet.

Han skriver i sin bog, at vi har en generation af unge, der gør alt det rigtige. De laver deres lektier, de drikker mindre, skejer mindre ud, griber de muligheder livet giver dem, og alligevel føler de, at de ikke slår til. Jo mere de forsøger at gøre alt det rigtige, des mere oplever de, at de ikke slår til (Utilstrækkelig, Klim, 1. udgave, 5. oplag, Aarhus 2022, s. 47)

Unge er produktet af tidligere generationer – sådan har det altid været, også da vi var unge. Unge definerer sig i forhold til eller i opposition til tidligere tider. Og i dag har vi unge, siger Christian Hjortkær, der i så høj grad er blevet tudet ørerne fulde med, at de kan alt, hvad de sætter sig for, hvis de bare prøver lidt mere. Og det gør de så – prøver lidt mere. De har faktisk hørt efter tidligere generationer, og gør nu hvad de kan få at forvalte livets muligheder og friheder.

Og overalt bliver de mindet om det liv, der bare venter på, at de griber det.

Tænk bare på udsagn som:

Hvis du kan drømme det, kan du nå det.
Drøm stort.
Vær dig selv.
Vær unik.
Kun døde fisk flyder med strømmen.

Sådanne udsagn har unge hørt på, ja siden jeg selv var ung, og på et tidspunkt går de fra at være opfordringer til at være påbud. Konklusionen på at lytte til dette er: at du SKAL gøre sådan, for ellers bliver du aldrig et ordentligt, autentisk menneske. Ja, man kan næsten høre, at der bliver sagt, at gør man ikke alt det, og griber livet, så har man næsten ikke levet det. Det gør ikke mennesker godt, at få sådanne påbud - det er heller ikke evangelisk.

Det at blive menneske er noget, som alle generationer har forsøgt. På den led er unge af i dag, som mennesker altid har været.

Søren Kierkegaard beskriver det allerede i 1800-tallet, at livet handler om at blive sig selv. Men hans konklusion er en helt andet end i dag, også fordi han ikke var vokset op med t-shirt hvor der står, at man skal skinne som en stjerne.

Han siger derimod, at vi kan finde os selv, når vi giver slip på os selv. Han siger, for at begynde med konklusionen, at vi skal give slip på os selv, og opdage, at vi er skabt af noget større end os. Vi er ikke vores egen herre, eller vores egen lykkes smed, for den sags skyld, men vi er Guds – og det er ham vi skylder livet.

Kierkegaard taler om, at vi mennesker kan blive fortvivlede, hvis vi bliver mennesker, der kun ser muligheder. Så er vi hele tiden i gang med at få nye ideer, og komme videre. Et menneske, der kun er summen af næste nye ide, og som derfor heller aldrig kommer rigtigt til stede i nuet. Mennesket bliver grænseløst.

Til gengæld bliver vi også fortvivlede, hvis vi kun handler ud fra nødvendighed, og ikke tør se idealer. Hvis man kun handler efter, hvad der er nødvendigt lige nu, så ser man aldrig andre muligheder, og sætter alt for mange grænser op i livet. Man handler ud fra nødvendighed hele tiden, og ser ikke, at livet er større.

Og et sted imellem de to yderpunkter – mellem mulighed og nødvendighed er livet.

For livet bliver for karikeret, hvis vi befinder os i enten-eller. Der er noget mellem alt og intet – ja, det meste af livet er mellem yderpunkterne. Og selvfølgelig er vi en gang imellem i mulighedernes yderpunkt og andre gange i nødvendighedens; men for at blive os selv, så skal vi slippe det – ja, for at blive os selv skal vi slippe os selv.

For Kierkegaard handlede livet ikke om at få succes, men om at forholde sig til sig selv som skabt af Gud. Det handler om tro, og i overført betydning at kaste sig ud på de 70.000 favne, som hans siger, og der mærke hvad der holder os oppe – nemlig Kristus.

Eller for at vende tilbage til dagens evangelium at høre, at der bliver kaldt.

Jesus er som en hyrde, der samler sine får, og som kender sin får. Vi er kendt af Jesus. Han kender os, og selvom det nogle dage, kan lyde som en trussel, så er der en befrielse i, at vi ikke behøver anstrenge os, og gøre mere eller mindre, for Gud kender os og kender vores indre – og elsker os. Ikke på trods, men fordi vi er dem, vi er – med fejl, utilstrækkelighed og syndighed.

I Guds øjne er vi ikke summen af vores handlinger eller mere elskelige fordi vi har være succeser. Her har vi lov til at være fuldstændig almindelige og gennemsnitlige. Her kan vi få lov til at have verdens tyndeste cv, og alligevel blive elsket.

Vi hører til hos Gud – i hans flok. Vi hører til hos Gud, der vil sætte livet på spil for os – og gør det. En Gud, der vil have os alle med, og som derfor er klar på at ofre sig selv for at det skal ske.

Det er befrielsen – det er håbet i en tid, hvor flosklerne står i kø, når livet gør ondt. Og lige dem med floskler kender jeg. Jeg var unge i 90’erne, hvor mit penalhus var overtegnet med sådanne udsagn. Og de har aldrig rigtig sluppet mig, og jeg må med skam sige, at jeg kan gribe mig i at sige til et andet menneske: pas nu på dig selv. Som om det andet menneske havde glemt det, og havde brug for mig til at minde om det. Eller jeg siger: du skal bare være dig selv, for alle andre er jo optaget. Det er jo netop det at blive og være sig selv, der er problemet, så det hjælper ikke at blive mindet om det.

Floskler gør livet mindre, og vores ellers velmenende udsagn, gør ikke livet nemmere. Vi skal ikke gøre livet mindre, men vi skal derimod gøre håbet større, og pege i retningen af Gud.

Det er tilhørsforholdet til Gud – det Gud er noget i forhold til os, der gør en forskel. Gud er ikke bare skaber, men Gud forholder sig til os ved at gå i et forhold med os. Jesus var menneske med os, og selvom han døde, så opstod han, så han siden har kunnet være menneske med alle. Jesus er hyrden, der vogter os, leder os, værner os, og giver sit liv for os.

Han er hyrden, der vandrer med os gennem livets mange landskaber, og hele tiden leder os på rette vej. Han er hyrden, der går bag os, og altid er med og, også når vi ikke kan se det.

Og ikke nok med det, så går vi en flok – vi går sammen. Vi er en del af noget større – vi er en del af Guds menighed, også de dage, hvor ikke selv synes fortjener det, så hører vi igen og igen, når vi kommer her i kirken, at vi hører til.

Du er ikke bare dig selv – du er Guds. Altid og for evigt Guds.

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-foerste-raekke


Lad os bede:

Skaber og frelser – du kommer til os midt i livets morads og siger, at vi hører til. Siger at vi altid har været dine.

Det takker vi for.

Vi beder dig om, at du må styrke vores fællesskabsfølelse med hinanden, så vi ser medmennesker fremfor fjender, og ser hinanden i øjnene fremfor at se ned på hinanden.

Vi beder i dag for ungdommen, at du må guide dem i livet, og give dem livsmod. Lær os alle at se, at vores fejl ikke er konklusionen på vores liv; men at der altid er mere at fortælle om os – nemlig at vi er skab af dig.

Vær med alle, der i denne tid lever i ufred i enten deres land eller hjem. Vær med alle der mangler glæde og overskud, og vær med alle mennesker der kæmper for at få mad på bordet.

Vær med alle syge og alle i nød – trøst dem, så de mærker at også i mørket er du, Gud.

Vær med alle, der er mangler et hjem, kærlighed eller nærvær. Vær med alle der mangler modstandskraft og vilje.

Vi beder for alle med magt og myndighed – lad dem altid sætte den svage forrest. Vi beder for Dronning Margrethe d. 2 og hele det kongelige hus.

Vi beder for din menighed ud over hele jorden, at den må høre din røst, og følge dig Gud. Lad hver kirke stå som et tegn på, at du lever, virker og er i verden.

Lad os være stille sammen et øjeblik.

Hør vore bønner Gud.

Amen

Sidste søndag efter helligtrekonger 2023

Jeg har et par gange i mit liv prøvet at bestige bjerge. Jeg bliver aldrig rigtig glad for det – det er alt for hårdt og stejlt. Og ofte så skal man gerne afsted inden morgen, så man går den første strækning i mørke. En af de gange jeg har prøvede det, var i Egypten, hvor jeg gik op ad Sinaibjerget. Det var det bjerg, hvor Moses fik de 10 bud på 2 stentavler. Vi begyndte kl. 3 om natten, og vi kunne ikke se mere end et par skridt foran os, selvom nattehimlens stjerne strålede over os. Vi sled os op, og det virkede som om vi skulle gå i en evighed. Der var steder, hvor jeg snublede over sten, og måtte sætte en hånd på stien. Men der var kun en vej, og det var op, for at gå ned i mørket alene, var heller ikke en valgmulighed.

Efter mange timers vandring nåede vi toppen. Der stod vi så i mørket, og så mod øst, hvor nattehimlen langsomt opløstes i lysere farver, indtil solen pludselig sendte sine første stråle over bjergtoppene. Der stod vi, og så solopgangen, som om det var verdens første – det var noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Jeg var bjergtaget.

Det pudsige er, at som vi stod der og så lyset komme til verden, var den hårde vej op ad bjerget ikke længere i forgrunden.

Den oplevelse, tror jeg, mange kender. At vi kæmper med noget, som næsten fylder alt, og så kan det forsvinde i baggrunden på et øjeblik, fordi der er noget, der bliver vigtigere.

Jeg ved godt, at min oplevelse på Sinaibjerget slet ikke minder om den oplevelse som Peter, Jakob og Johannes havde på bjerget med Jesus. Men jeg forestiller mig, at de også har kæmpet sig op ad bjerget, og syntes, at det var hårdt. Måske har støvet lagt sig i ansigtets furer – måske har læggene smertet, som de gik op og op.

Og al den tid, har de fulgt Jesus uden at vide, hvad der skulle ske på bjerget. De har gået i tillid og tro på Jesus. Det er måske ikke så mærkeligt, at de gik med ham, fordi de for ikke så længe siden forlod deres gamle liv, for at gå med ham. De har opgivet alt kendt, for at følge en mand, der gik og forbi og sagde: ”kom” til dem.

Så at de nu skulle op ad et bjerg, har nok været hårdt, men de har også gjort det i troen på, at Jesus ville dem det godt. De er vandret i trængsler, men vandret i tillid.

Og da de er kommet op på bjerget, sker der noget storslået. De oplever en flig af Guds herlighed. For Jesu viser dem, hvem han er. Den mand, der blev født i en stald og dermed lod himlen bøje sig ned mod jorden, viser for Peter, Jakob og Johannes, hvem han er. Hans ansigt forvandler sig, og lyser som solen, og hans klæder bliver hvide som lyset. Jesus er Gud. Det er lysende klart, at Jesus ikke kun er mand, men at han både er menneske og Gud. At Gud lod sig selv blive et menneske – lod sig begrænse, så han kunne tale til os med menneskestemme. Det er det, som de tre venner – de tre disciple – i et øjeblik får lov at opleve, da Jesus lader sit lys skinne forbi menneskekroppens begrænsninger.

Peter, Jakob og Johannes får lov at lade sig gennemstrømme af det guddommelige lys, og for et øjeblik er hverdagen afløst af noget større – noget mere.

Og hvem har ikke lyst til at blive der? De må have været fyldt af en længsel efter at blive.

Jeg har ikke selv oplevet noget så stort, som de tre disciple oplever den dag, men jeg kan genkende den længsel, de må have haft. En længsel efter det guddommelige – en længsel efter at opleve pludselig menings fylde.

Og da kommer Peter med en utrolig hands-on og nede-på-jorden-løsning. Han foreslår, at han kan bygge tre hytter – en til Moses, en til Elias og en til Jesus. Så kan de bo der, og man kan nemt besøge dem, og ikke mindst opleve det guddommelige lys, når man har brug for det.

En længsel efter Gud, der kan imødekommes ved at bygge huse.

Men Gud kan ikke puttes ind i et hus, så vi kan få nem adgang til ham, når vi lige synes, vi har brug for det.

Og inden Peter da også når at tænke sin tanke til ende, lyder der en røst fra himlen: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham.”

Og disciplene bliver bange, for ordene rammer dem. Længslen er afløst af frygt, og de kaster sig ned på jorden – lægger sig fladt ned, og tør end ikke kigge op. Pludselig rammer Guds storhed dem.

Men endnu engang viser Jesus dem, hvem han er – og derfor også hvem Gud er - , for han går hen til dem, røre ved dem, og beder dem rejse sig med et: ”frygt ikke. Rejs jer.”

Lige der tager Jesus dem med tilbage til hverdagen, hvor vi jo alle lever vores liv – hverdagen, hvor alt ikke altid er lysende klart, hvor der er trængsler og bakker – og hvor vi til tider bliver kastet mod jorden, og har svært ved at rejse os igen.

Der kommer Jesus til os.

Det er omdrejningspunktet, at vi ikke behøver bestige høje bjerge for at møde Gud; men at Gud kommer hen til os, når vi har brug for det – og da lyder ordene: ”Frygt ikke – rejs dig.”

Det er i ordene, at Gud åbenbarer sig. Det er i Jesu ord, at vi hører Guds rige. Det er i ordene mellem hinanden, at vi opdager Gud. Vi skal lytte. Men det kræver, at vi til tider holder mund, og ikke kommer med løsningsforslag som Peter. Det kræver, at tør stilne vores sind.

Jesus fortæller os – og viser os – at han vil sende os ud i livet igen med fornyet mod og håb, hver gang vi bliver bange og stivner.

De ord, som Jesus taler den dag på bjerget, er også talt til os. Frygt ikke – rejs dig.

Jeg har aldrig haft en oplevelse, som den på bjerget – ikke så lysende klart i al fald. Men det gør ikke noget, for jeg har oplevet, at jeg er blevet rejst op, og ført ud i livet igen, når jeg af frygt er stivnet. Når jeg er faldet på mit ansigt. Når jeg har sagt eller gjort noget dumt – når jeg tvivler.

Så er jeg blevet vendt mod livet igen, fordi jeg her inde i det her hus, hvor vi dog ikke kan fange Gud med en lasso, men hvor vi kan dele ordene, hører, at Gud elsker mig. Ikke som jeg burde være eller ville ønske jeg var, men lige præcis som jeg er. Også når jeg falder.

At det faktisk er der, hvor jeg holder allermindst af mig selv, at Jesus kommer og rejser mig op. Netop der, har vi alle brug for at høre, at vi ikke skal frygte, men at vi skal rejse os op.

Vi er aldrig alene – hverken i vores trængsler eller vores klarsyn. Hverken når vi dummer os eller brillierer.

For Jesus siger: se, jeg er med jer alle dage – indtil verdens ende.

Amen


Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/sidste-s-efter-helligtrekonger-fra-foerste-raekke

Juleaften 2022

Livet rummer stjernestunder. Små øjeblikke af klarhed, hvor alt falder i hak – øjeblikke, hvor logik og hjertesprog taler sammen – øjeblikke hvor det storslåede og det mindste får samme vægt. Og alting er som det skal være, og altid har skullet være.

Vi kalder disse øjeblikke for stjernestunder. Det er tidspunkter, hvor livet går op. Hvor vi glemmer os selv, og bare er til stede. Øjeblikke hvor antallet af likes, støv på stuegulvet, inflation og stigende priser får lov at træde en smule i baggrunden, og viger pladsen for noget større. Noget vigtigere.

Stjernestunder er glimt i tilværelsen, der skal minde os om det væsentligste i tilværelsen – om det, vi kan tage med os altid, gemt dybt i vores hjerter.

Jeg tror, at mange ønsker, at hver eneste jul kunne blive sådan en stjernestund. Jeg må indrømme, at jeg selv ønsker det. Vi har en dreng på 6 år hjemme, og jeg ønsker i virkeligheden nok at give min barndomsjul.

Men det pudsige er, at jeg bedst husker den jul, hvor vores komfur gik i stykker, og vi måtte låne overboens komfur. Op og ned ad trapper gik det med kalkunen og sovsen – jeg er ret sikker på, at min mors puls har været høj, og at hun ikke i øjeblikke har nydt det – men efterfølgende blev det en stjernestund. Det blev jo jul, også med et ødelagt komfur; og vi endte, som vi plejede, ved det runde bord i stuen, hvor vi med højtidelige miner spiste måltidet.

En stjernestund behøver ikke være perfekt, men kan være de øjeblikke af sammenhold og af glæde på trods, som møder os.

Jeg kommer til at tænke på en lidt pudsig historie, som jeg gerne vil dele med jer. I Indien i Calcutta ligger der en golfbane, som havde et tilbagevendende problem med aber. Aberne var så fascinerede af golfboldene, at de hoppede ind på banen og snuppede dem, og lagde dem helt andre steder end der, hvor de først landende. Man forsøgte mange ting, så disse aber ikke skulle forstyrre spillet – man lagde mad ud til dem, man fyrede advarselsskud af, men lige meget hjalp det. Aberne tog boldene, løb med dem, og kastede dem fra sig igen til stor irritation for golfspillerne. Men så fandt man en løsning, for løses skulle det jo. Man indførte en ny regel til golfreglerne, nemlig den: Spil bolden derfra hvor aben taber bolden.

Det er nok den eneste golfklub i verden med den regel, men den giver mening i Calcutta golfklub.

Livet er som et golfspil, hvor der kan komme en abe og tage vores golfbolde – og lige meget, hvad vi ellers gør – vifter med armene, lægger søde sager ud, eller fyrer skud af, så vil aben tage de bolde. Det er et vilkår, at livet ikke altid går som vi ønsker det eller drømmer om. Men det betyder ikke, at vi ikke kan gøre noget – vi kan nemlig spille bolden derfra, hvor aben taber den igen.

Nogle gange er det, det eneste, vi kan – og der ligger et lille håb gemt i det, når der kommer aber ind i vores liv. Livet rummer muligheder og stjernestunder, aber til trods.

Det siger jeg ret skråsikkert, livet igen og igen viser os, at håbet gror i skyggen – når livet vil brydes med os, så vokser håbet.

Det hører vi om her i kirken, netop i dag, at det skete i de dage, at der udgik en befaling, som alle måtte følge. De skulle tælles, selvom det var meget ubelejligt for en ung, gravid pige fra Nazareth. Men hun måtte spille bolden, derfra hvor aben, havde lagt den. Og hun tog afsted med sin forlovede, og hun endte med at føde i byen Betlehem. Men ikke engang i en seng fødte hun – hun fødte på jorden liggende på halm – i en stald, hvor luften har været tæt af dyrenes ånde. Et sted med den sødlig og skarp duft, der rammer næseborene på enhver, der er gået ind i en stald. Derinde på det snavsede gulv fødte hun sit første barn, som hun, forestiller vi os, har taget imod selv og lagt til sit bryst, som kvinder har gjort det i tusindvis af år. Kroppen har vidst, hvad den skulle gøre, og hendes skrig har løftet sig mod himlen og op mod den klare stjerne, der på dette tidspunkt i historien, har lyst himlen op. En stjerne så stor og klar, at den har kunnet ses langt væk fra. Vi kalder den stjerne for Betlehems stjernen opkaldt efter den by, hvor Jesus blev født. Stjernen har med sit lys forkyndt, at Gud vil have stjernestunder med sin skabning – med os.

Kvinden i stalden – Maria - fødte Guds søn. Vi kalder dette lille barn for kongesøn, Evigheds Fader og Freds Fyrste. Barnet fik fra fødslen store og betydningsfulde navne, som sømmer sig for et barn født på et slot. Men Guds søn blev født på jorden – helt fysisk. For at vise os, at Gud ville møde mennesker, som vi er. På arbejde, i sorg, syge, i længslen, i håb og drømme. Han mødte os i livet lige der, hvor vi er.

Han kom til os, og kommer stadigvæk til os – for jul handler ikke om alt det, som vi når i juledagene, men om det, der når os. Og Jesus når os. Han kommer til os, og taler om kærlighed og håb, som var det det mest naturlige i verden, og fortæller os, at kærligheden og håbet tilmed er for alle, venner som fjender.

Det er bemærkelsesværdigt, at han talte på den måde, for hans liv var så svært til at begynde med, at man skulle tro, at kærligheden kunne være blevet kvalt fra begyndelsen af.

Jesus blev født i et land, der var besat af et andet land. Hans familie måtte tilmed flygte med ham, da han var spæd, fordi der var en konge, der ville slå ham ihjel. Jesus boede således i et fremmede land den første tid, han levede, indtil hans familie igen turde vende hjem. Jesus var både flygtning og et barn af en besættelse.

Han blev ikke blot født i en stald – hans forudsætninger i livet var hårde.

Men der er også et skæbnefællesskab mellem ham og os – mellem Gud og os. Jesus blev ikke sparet, fordi han var Guds søn – han blev kastet ind i tilværelsen ligesom os.

Og alligevel forkyndte han kærlighedens magt. Ja på trods. For livet er til tider et liv på trods. Et liv, der trods alt der, vi skal kæmpe med, gør os åbne for det smukke i livet. Gør at vi stædigt kan holde fast ved, at kærligheden er større end hævnen. Lyset er kraftigere end mørket – og at håbet kan få bekymringerne til at mindskes.

Julen er en stjernestund – ikke pga. det, vi når eller ikke når – men fordi julen rummer et budskabet til os. Betlehems stjernen, der lyste for Jesus den nat, lyser nu for os. Husk på det, når I ser stjernen øverst i juletræet – for det er netop Betlehemsstjernen vi sætter der – at lyset kom til verden den dag i form af et lille barn. Der er håb i en verden, hvor fremtiden kan synes sort og dyster. Der er håb, fordi der altid har været håb i mørket. Stjernerne skinner ind i det mørke, og lover os, at Gud er med os, også nu.

Og som englene sang der i mørket den nat, således gentager vi deres sang med ordene:

Ære være Gud i det højeste. Og på jorden fred med mennesker, som har hans velbehag.

Amen

Kirkebøn:

Lysets Gud – du skinner så klart, at hele universet blev oplyst, da du befalede det.

Det lys lod du skinne i et lille menneske – Jesus – der voksede op for at fortælle os om din kærlighed. En kærlighed der er for alle, der vil have den.

Vi kommer her i dag for at høre de ord igen, som får vores hjerter til at falde til ro – og julen til at skinne mere klart.

Vi kommer her for at få håbet gødet, så det kan vokse op, og vi kan gå herfra med frihed i hjerterne.

Vi beder for den verden, du har givet os, og det ansvar, der følger med.

Vi beder for alle, der i dag sidder alene, og mangler. Vi beder for alle, der har fulgt en, de elsker til graven. Vi beder for alle, der er bange, nervøse eller bekymrede for i dag.

Vi beder for alle, der skændes med deres familier. Vi beder for alle, der savner deres familier.

Vi beder for alle børn – både dem der kommer til at opleve stjernestunder i aften, og dem der oplever noget som intet menneske bør opleve.

Vi beder for barnet i os voksne, at vi med tillid til verden må møde hinanden – lær os at give af vores overskud, så vi sammen kan skabe en verden for alle.

Vi beder for Møllevangskirken, og for alle kirker, templer, moskeer og helligsteder over hele verden. Selvom vi ikke er enige, så er vi enige om, at vi ønsker fred i verden. Lad freden stå forrest.

Lad Betlehemsstjernen lyse for alle.

Amen

Alle helgens dag 2022

Den anden dag spurgte min søn på 6 år mig om, hvornår jeg skulle dø. ”Hvornår skal du dø, mor?”
Det er et spørgsmål som næsten alle børn på et tidspunkt stiller deres forældre, og hvad skal man svare? For det er jo det eneste, vi ikke ved noget om her i livet. Vi kan måske nok vide, at det er snart, men det præcise øjeblik, hvor vi ånder ud for sidste gang, kender vi ikke.

Det er skjult for os – heldigvis.

Så jeg svarede ham, det eneste jeg kunne: ”når jeg er meget gammel, og du er voksen. ”

Og uden at sige det højt, indsatte jeg et lille: ”håber jeg.”

For jeg håber, at jeg skal dø, når jeg er parat til det. Når jeg har set, at vores søn er godt i vej, og at jeg også får tid til at forberede døden. Jeg håber, at jeg får tid til at sige alt det, der skal siges.

Selv i døden er der håb om noget. Og jeg får lyst til at tilføje: ja, netop i døden er der håb.

Døden er håbets sted, selvom det kan lyde selvmodsigende. Men hvis man tænker efter, er det næsten logisk – for netop der, hvor alt synes mørkt, vokser håbet om noget andet eller mere frem.

Døden har mørket i sig – den er definitiv og endelig. Det er afslutningen på livet, som vi kender det. Den efterlader os tilbage, og trækker følelser som sorg, længsel, tomhed og smerte med sig. Så netop der, hvor vi møder døden, har vi brug for at håbe.

Håbet strækker sig i alle retninger – det er både den dødende og os, der skal leve, der mærker håbet.

Den døende håber ofte, at de gode og kærlige minder og oplevelser, man har delt, må stå lysende klare, også i fremtiden. Den døende håber også ofte, at fremtiden for dem, der skal blive i livet, må blive fyldt med glæder, kærlighed og latter. Og så håber mange døende, at de slog til – og de med deres liv var nok – for andre.

Andre igen ønsker tilgivelse, for noget, de har båret rundt på, måske i årevis. Noget de gjorde eller måske ikke gjorde.

Døden gør os på en måde synlige for hinanden. Der er ord, der presser sig på – eller en væren, der presser sig på. Nogle gange er en hånd, der bliver holdt eller to mennesker der ser på hinanden alt det, der skal siges. Vi ser og oplever en indsigt – og ser måske tydeligt for første gang i vores liv.

Det er som om, at der bliver kastet lys på livet. Eller som Jesus siger til os i dag: I er verdens lys. I skal skinne for alle.

Livet er som en flamme eller som et lys – et lys, der skinner og gør verden en lille smule mindre mørk. Det synes jeg selv blev meget tydeligt, da vi fik vores søn. Vi blev forældre i en sen alder og da vi endelig fik vores lille dreng i armene, skinnede han så stærkt i vores liv, at vi vidste, at livet for altid ville være forandret. Hans liv blev vores lys. Han er som salt, der giver livet smag. Og det blev også tydeligt for os, at døden nu også var en del af vores liv. Det er underligt, at på fødestuen var døden med i skyggen. Men vi vidste og fornemmede instinktivt, at vi ville og vil beskytte ham med vores liv. Kærligheden kræver det af os, og vi er mere end villige til at betale prisen.

Hans liv er flettet sammen med lyset i vores liv.

Døden og livet hænger sammen. Og jeg håber, at jeg får lov at dø før ham – ikke fordi jeg ønsker, at han skal opleve sorgen, men fordi jeg ønsker ham livet. Og det er netop livet, denne dag handler om. Alle Helgen er den dag på året, hvor vi særligt mindes de døde og det de var og er for os. Dagen er ikke dødens dag, men derimod livets og håbets dag. For vi sidder med livet – og vi sidder med håbet.

Vi mindes jo de dødes liv – vi tænker ikke altid på deres død. Jo – lige når man har mistet, så er døden tæt på, og den sidste tid, kan synes at fylde det hele. Men som tiden går toner livet frem. Små begivenheder i ens eget liv, kan få en til at tænke på den døde. Man kan trække på smilebåndet eller få en tåre i øjenkrogen. De lever stadigvæk med os i vores erindringer – og i vores hjerter. De døde er en del af vores liv. Det er håbefuldt.

Vi sætter aftryk i hinanden liv – nogle gange på små måder og andre gange bombastisk. Nogle gange er aftrykket, at man har vinket til hinanden gennem et køkkenvindue og andre gange er det timelange snakke, vi mindes. Vi kan ikke møde andre mennesker uden at sætte aftryk.

En dag bliver det os, der skal gennem døden. En dag bliver det os, der bliver mindet – vores aftryk i livet bliver trukket frem.

Men lige nu er vi lys og salt. Lige nu er vi verdens lys og salt – og vi skal leve med hinanden. Leve for hinanden. Vi skal skinne som små fyrtårne i en til tider mørk verden. Det kan lyde stort – og ja også svært. Men vi skal læne os i den vished, at det er Gud, der satte det lys i os, og at han får det til at skinne, når vi møder hinanden. At han sørger for, at vi lyser for andre. Som en baby, der endnu ikke kan andet end blot at være, men som alligevel gør en verden til forskel, sådan er vi for Gud. Bare ved at vi er, så gør vi en forskel.

Vi er salt og lys – for hinanden, og for Gud.

Alle helgen er fyldt med håb.

Jeg møder døden med et håb om, at de døde ikke bare, ligger i et mørke eller at deres eksistens bare er stoppet. Jeg håber, at de er i ”altet” – hos Gud. At de er i evighedens lys – det sted, hvor alt begynder og alt slutter. Alfa og omega – begyndelsen og enden.

Det er et håb, der begynder med, at jeg håber, at de døde endnu ER, og ikke bare var. Men er lige nu også i dag – i dette øjeblik.

Selvom det øjeblik kan være tungt for os at være i, fordi sorgen overmander os.

Helle Søtrup, der er digter, skrive i sin bog ”Kyshånd” følgende:

”Engle kan flytte tunge sten” (Overgivelse No 9)

Her tænker hun dels på de engle, der påskemorgen kom ned til Jesu grav, og flyttede den sten, der lå foran graven, så Jesus Kristus kunne gå ud af den som opstanden. Men måske tænker hun også på sorgens sten, der kan ligge foran os, og gøre det svært at komme frem. Englene kan hjælpe os med at flytte stenene en ad gangen, så vi kan fortsætte på livets vej.

”Engle kan flytte tunge sten-” – selv de sten, som vi ikke orker at rokke selv. Og lidt ad gangen, får de dem rykket for os – og rykket os ind i livet igen.

Vi skal leve – leve det liv, som de døde måtte slippe. Leve fordi vi har fået livet.

Vi må leve med taknemmelighed over at have delt det med andre – leve det med glæde over hinanden. Og med et håb om, at Gud er med os hele vejen. Ud i livet, gennem døden og ind i opstandelsen.

Der er håb.

Amen


Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/allehelgen-fra-anden-raekke

11. søndag efter trinitatis 2022

Alle mennesker har en livshistorie, der kun er deres. En fortælling som er unik – og som er formet af møder med mennesker, oplevelser og valg. Men som på den anden side også er præget af sorg, nederlag, skyld og skam. Vores liv rummer ligesom det hele, selvom det ikke er altid, at vi tænker over det – eller måske bryder os om at tænke over det.

Vores historie – vores liv – har formet hvem vi er indtil nu, og bliver ved at gøre det indtil den dag, hvor vi trækker vejret for sidste gang.

Hver vores livshistorie er vores alene, og vi kan ikke sammenligne vores liv med hinanden – vi er forskellige.

Og fordi vores liv er så forskellige, så kan heller ikke altid forstå hinanden. Vi kan bruge vores erfaringer til at prøve at forstå den anden, men der vil altid være noget af den andens liv, der ligger gemt i skyggerne. Det betyder ikke, at vi ikke skal prøve at forstå hinanden – sætter os i den andens sted, og bruge vores empati; men det skal være en forståelse af, at vi ikke kan forstå alting, og derfor altid må gå til hinanden med nænsomhed og mildhed.

Men der er noget, der vi deler. Vi har alle en kerne – et udspring af liv inden i os. Et urørlighedssted, som vi kun deler med Gud. Det er det sted i os, hvor vi ligner Gud – vores gudbilledlighed.

Det er det i os, der gør at vi kan genkende kærligheden, selv hvis aldrig mødte den som børn. Det er den, der gør, at vi kan se godheden i hinandens øjne, selvom vi lige har mødt hinanden. Vi har alle det glimt af Guds lys i os.

Og det kalder på værdighed. For når vi møder et andet menneske, skal vi minde os selv om, at det menneske også rummer det samme ukrænkelige og dyrebare som os selv, og derfor har krav på ligeværdighed og respekt.

Og som menneske er det, hvad der holder os oppe, når livet vil brydes med os. Og det kan også ske, at vi helt mister troen på, at den kerne findes. Vi kan glemme den, eller tage valg, som vi fortryder. Valg, der gør, at vi glemmer vores inderste kerne. Eller vi kan blive så skamfulde, at vi slet ikke tør mærke, at vi har den.

Og særligt skammen kan fjerne os fra vores inderste. Skam kan komme livet igennem. Den kommer så pludseligt og breder sig i kroppen på ingen tid – den får os til at slå blikket, og skamme os over, at vi er dem vi er.

Skam kan ikke undgås – skam findes. Men den kan blive invaliderende og spænde ben for os – spænde ben for livet i fællesskab.

I dagens evangelium kommer skammen næsten gående som kvinden med den lille alabastkrukke med olie. Maria hed hun. Hun går ind, sætter sig bag ved Jesus, ved hans fødder – han sad på gulvet og spiste – og da begynder hun at græde, så tårerne rammer hans fødder – og det eneste hun kan finde at tørre tårerne af med, er hendes eget hår. Derefter smører hun dem ind i olie fra den lille krukke.

Jeg tror ikke, at hun havde besluttet på forhånd, at hun ville græde og tørre tårerne væk med sit hår. Jeg tror, at det skete, da hun kom ind, og mødte Jesus.

Hun har båret på sin skam – båret den og båret den – og det har slet ikke været til at holde ud. Og da møder hun Jesus, som er Guds søn. Jesus fortalte os om Gud – og sagde på så mange forskellige måder, at Gud er kærlighed.

Så da Maria møder kærligheden gennem Jesus, opdager hun, at hun er elsket selvom hun skammer sig. Skammen har stået og blokeret vejen ind til hendes inderst, så hun ikke har kunnet mærke, hvor dyrebare hun er. Men den skam svitses bort af kærlighed.

Og da kan gråden komme – og hun græder. Hun overgiver sig, og tårerne er forløsende og sårbare. Hun er ikke længere skamfuld, men kærlighedsfuld. Det er kærlighedens forvandlende mulighed – skam bliver til fred. Fred i sjælen og fred i urolige hjerter.

Men der sker noget i rummet, da hun græder – for skammen flytter ind i de andre. De skammer sig, fordi de næsten ikke kan holde til de store følelser – til overgivelsen – til tårerne – til handlingen. De skammer sig på hendes vegne, og derfor forsøger de at skubbe hende væk. Kvinden – Maria – er en synder, siger de til Jesus. De peger hende ud af fællesskabet. Hun har syndet.

De sætter en mærkat på hende, og gør hende forkert og dermed uønsket. De gør det værste, vi kan gøre ved hinanden, nemlig at skubbe hinanden ud af fællesskabet. Det er vores grundfrygt – vi er bange for ikke at høre til et sted.

Og det er det, de gør ved hende. Lige der, hvor hun er mest fyldt af kærlighed, forsøger de at gøre hende forkert, fordi de selv står der og føler sig helt forkerte. De har lyst til at skubbe skammen videre og tilbage ind i hende – væk fra dem selv. Så de kalder hende en synder.

Men Jesus vender op og ned på alting. Hvilken synd, hun har begået, er slet ikke vigtig i Guds øjne – for hun får den tilgivet. Og jo mere man får tilgivet, des mere taknemmelig bliver man. Taknemmeligheden er benzin for livet – når man øver sig i taknemmelighed, kommer glæden som bivirkning. Og sikke en smuk bivirkning. Og bag det både glæde og taknemmelighed ligger kærligheden – for glæde og tak er kærligheden, når den bliver udtrykt i livet.

Gud skænker os kærligheden, så vi igen kan finde vej i vores indre frem til den kerne, der resonerer med kærligheden. Vi kan igen finde vej i livet, som kvinden Maria oplever det lige der den dag, hvor hun græd ved Jesu fødder.

Vi finder igen vejen til kernen i os selv.

At finde vej – det er et udtryk, der næsten kan miste mening i dag, for vi farer jo aldrig rigtig vild mere. De fleste har en mobil på sig, og kan med lethed finde en rute.

Men vi kan stadigvæk fare vild – inde i os selv. Vi kan opleve blindgyder og omveje i vores indre, der gør, at vi kan have svært ved at finde ud af, hvem vi er. Vi kan med lethed tro, at vores handlinger definerer os alene. De former os ja, men de definerer os ikke. Vi kan komme i tvivl om vores eget værd, og dermed miste troen på – ja, ikke bare os selv, men måske livet.

Men lige der møder Jesus os – han er der foran os på vores vej. Han er enden af vejen – og samtidig begyndelsen på en ny vej. En vej, hvor vi igen og igen kan få at vide, at vi er elsket. Og særligt de dage, hvor vi har meget at skulle tilgives for – de dage, hvor vi ikke føler os værdige til hverken omsorg, kærlighed eller opmærksomhed.

Han lader os græde de forløsende tårer – inden vi kan rejse os – frie af nåde.

Han indsætter os i fællesskabet – et fællesskab med sig selv, der er større og mere rummelig end de små fællesskaber, vi forsøger at skabe på jorden. Et fællesskab af syndere, af skamfulde og faldne, af misbruger og ofre – af forbrydere og fortabte – af dem der kæmper og dem der skammer sig. Et fællesskab af alle dem, der tror, at deres livshistorie ender med deres sidste dårlige valg. Men historien fortsætter, for Gud fortæller med på den – og lægger det til, der mangler. Han lægger sin kærlighed ned over os, så vi kan mærke, at vi er elsket.

Et fællesskab af mennesker, der skuffer og dermed af alle os, der skammer os.

Vi får en vej – lige ind i midten af kærligheden, og lige ud af skammen. Vi er frie.

AMEN



Tekst: https://www.bibelselskabet.dk/11-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

2. søndag efter trinitatis 2022

”Den, der har øre, at høre med, skal høre!”. Sådan slutter evangeliet til i dag – og vi har øre. Og vi hører, at der bliver sagt, at vi skal hade vores far, mor, hustru, børn, brødre og søstre. Og vi hører, at der bliver sagt, at den konge, der vil drage i krig, skal overveje om han er stærk nok til at vinde over sin modstander.

For da jeg læste teksten til i dag, var det præcis det, der satte sig fast i min bevidsthed: at hade – og at huske at beregne om du kan vinde en krig inden du går i gang med at besætte et land.

Det er voldsomme ord. Ord der ikke løfter op, men gør os små. Og det stemmer slet ikke overens med, hvad evangeliet ellers forkynder.

Vi har nu tre veje at gå. Vi kan vælge at smide evangeliet væk og betegne dette stykke som en fejl. Eller vi kan vælge at modsige det. Eller vi kan prøve at tage evangeliet for pålydende og forsøge at forstå, hvad der bliver ment.

Jeg vil i dag forsøge at gå den sidste vej – at prøve at tage det pålydende, og se hvor vi ender henne.

Der er i dagens tekster gemt små hints til os, som er så små, at vi næsten overser dem. Der står i begge tekster, som I hørte, noget om at vende om. I den første tekst skulle vi vende os om, men i evangeliet, som I hørte, vender Jesus sig om. Der står: Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om (…)”. Jesus vender sig om – det er ikke os, der skal vende os, og det er ikke os, der skal jage efter ham, for han vender sig mod os. Vi ser ikke længere nakken af Jesus og må forsøge at følge med, for han vender sig om, og giver os et ansigt.

Da siger han, at hvis vi vil komme til ham, skal vi hade vores familie.

Det er hårde ord, for selv i de familier, hvor der faktisk er følelser eller øjeblikke af had – hvor man ikke ser hinanden af gode grunde – ville de fleste ønske, at det var anderledes. De fleste ønsker sig et kærligt og godt forhold til familien – eller de har det allerede.

I vores dage er der også mange, der vælger deres egen udvidede familie mellem deres venner. Familie og tætte relationer er vigtige for os. Og er det så dem, vi skal hade eller tage afstand fra.

Og hvorfor siger Jesus så som han gør?

Erich Fromm, der var psykolog, filosof og sociolog, siger i sin lille bog: ”Kunsten af elske”, at: ”For de fleste mennesker er kærlighed først og fremmest et spørgsmål om at blive elsket snarere end et spørgsmål om at elske, om ens egen evne til at elske. Derfor bliver deres problem, hvordan de skal blive elsket, hvordan de skal få andre til at elske sig. De går forskellige veje i forfølgelsen af dette mål. Nogle (…) benytter sig af succes, af at skaffe sig så stor magt og rigdom, som deres sociale status tillader. Andre (…) gør sig tiltrækkende ved at dyrke deres krop, påklædning osv. (…) Folk tror, at det er ligetil at elske, men at det er vanskeligt at finde den rette at elske – at blive elsket af,” (Kunsten af elske, Erich Fromm, Hans Reitzels forlag, 4. udgave, 1. oplag 2000, s. 11ff). Sådan skrev han 1956. Det tror jeg ikke har ændret sig meget siden. Vi er utrolig optaget af blive elsket, og måske lidt mindre i at elske.

Vi har en tendens til at sætte rammer op for vores kærlighed og dermed gør den mindre. Men Jesus levede et helt liv, for at fortælle os, at vi skulle sætte den fri. At kærligheden er mere end den kærlighed, vi bliver elsket af vores nærmeste med; men at kærligheden handler om at se menneskeheden som Gud ser den; nemlig som sine elskede børn.

Vi skal tage afstand for at kunne komme tæt på – ikke bare vores familie, men alle dem, vi møder. Kærligheden er større end vores familie og tætte relationer. Kærligheden er mere end bare en følelse – den er en tilgang til tilværelsen. En kunst, som Erich Fromm kalder den. Det er en kunst at elske.

Og vi skal øve os på at gøre kærligheden større, og ikke forsøge at proppen den ind i en tændstikæske. Kærligheden kan slet ikke rummes der. Vi skal øve os i være ødsle med kærligheden, og dele ud af den store stykker.

Dernæst kommer Jesus med eksempler på, at vi skal tænke os om – vi skal beregne inden vi bygger et tårn. Ja, det kan vi om noget forstå her i Møllevangskirken, fordi vi lige har fået bygget et nyt tårn. Så det giver meget god mening, at man skal beregne inden man bygger.

Men Jesus kommer med endnu et eksempel – denne gang fra krig, og jeg isner i mit indre.

Men Jesus talte netop til en gruppe mennesker, der faktisk gerne ville i en slags krig. De ville nemlig ikke være en del af det rige, som Jesus kom med, men ville hellere beholde den magt og anseelse, de havde opnået. De ville i ikke give afkald på alt det, som man alligevel ikke kan tage med i graven, og derfor holdt de stædigt fast i deres begærlighed. Og de var klar til at bygge fæstninger og drage i krig for at beholde magten. De var klar til at korsfæste kærligheden og smide barmhjertigheden på porten. Så Jesus maner dem til ro, og forsøger at give dem en anden vej – der er nemlig en på vej til jer med fredsbetingelserne. Kristus er på vej til jer med fred. Overvej om det ikke er det værd at sige ja til freden, fremfor at forsvare noget, som alligevel ikke har værdi.

Vær ikke som salt, der mister sin smag, for så kan det ikke bruges til andet end at smide ud.

Sådan rummer evangeliet alligevel et godt budskab, trods de hårde ord.

Man bliver forskrækket, når man bliver vækket med så voldsom en retorik som i dagens evangelium, men vi spidser også ører og hører. Vi vil gerne høre, og vi vil gerne høre om kærligheden. Vi vil høre om alt det, som vi egentligt godt ved er rigtigt – nemlig af Guds rige er kærlighedens rige – et rige, der ikke laver grænsekontrol eller kræver en bestemt påklædning. Et rige, der ikke går op i, hvad man spiser eller hvilket sprog man taler. Et rige der ene og alene går op i, om man tør vende sig mod den Gud, der vender sig mod os.

Om man tør – eller om man vil. For vi kan selvfølgelig vende Gud ryggen. Han tvinger eller truer ingen til at følge ham – for så er det jo ikke længere kærlighed. Vi skal følge Gud frit. Men vælger vi at følge ham, så vil kærligheden også virke i os, og begynde en forvandling af vores syn på hinanden og verden.

Vi skal tage imod kærligheden som den gave, den er. Den er rakt til os – vi skal blot række hænderne frem mod den Gud, der valgte at vende sig om mod os, så han kunne gå mellem os, så vi ikke længere skulle løbe efter ham.

Han vendte sig om.

Amen



Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke

Pinsedag 2022

Ånden er som en ild, der lyser omkring os, og sender mørket på flugt. 

Ånden er det, vi ikke hverken kan fange med hænderne eller holde i favnen, men som vi kan trække dybt ned i lungerne.
Ånden er det, der samler os, selvom vi er forskellige. 

Ånden er det, der lever mellem os og virker, også når vi ikke ser det eller tror det. 

Ånden er det nyskabende. 

Ånden er talsmanden, der er kommet til verden.

Og der er alligevel noget ubegribeligt ved Ånden – eller Helligånden, som vi også kaldes. Den kan ikke rigtig fanges med ord, og alligevel er det ordet, som Helligånden giver os. For Ånden kan komme over os, og vi kan sige noget, der åbner livet for dem omkring os.

Når vi skal tale om og beskrive Ånden, så sammenligner vi den tit med elementerne ild, vand og luft. Jorden, der er det 4. element – det er os mennesker. Men de tre andre bruger vi til at tale om Helligånden med.

Helligånden er som en ild, der viser sig som flammer over hovederne på apostlene (altså disciplene), da de sad samlet. Og netop ilden har gennem hele Bibelen en central funktion: for Gud viser sig for os gennem ild. Tænk på Moses ved den brændende tornebusk, hvor Gud i ilden taler til ham. Og da Moses fører sit folk gennem ørkenen, viser Gud sig om natten i en ildsøjle, så de kan finde vej. Og senere taler Johannes døberen om Jesus, at han skal døbe med Helligånd og ild.

Ilden, der jo kan varme os og oplyse mørket, er altså også der, hvor Gud viser sig for os og taler med os. Men i dag hører vi, at da Helligånden kommer til verden, er den ikke i en busk eller foran os, men derimod over hovederne på os. Ilden kan få os til at lyse op.

Helligånden bliver også beskrevet som vand – vandet der kan slibe selv de skarpeste kanter af en sten, når den får tid til at virke. Vand som i dåbsvandet, hvor Helligånden kommer til stede, når vi blidt hælder det over et barns hoved.

Vandet, der jo er blødt og føjeligt – vandet der har en rislende lyd og får vores hjerter til at falde til ro. Men også som vandet, der kan gennembryde hjerter af sten et dryp ad gangen.

Og så bliver Helligånden beskrevet som luft. Det er Guds ånd, der i begyndelsen svæver over vandene – og det er Guds ånde, der bliver blæst ind i Adams næsebor, så den livløse klump kan få del i det hellige. Få del i livet. Salmedigteren Iben Krogsdal siger, at vi helligånder sammen. Helligånden er som luft, der både er livsnødvendigt og som kan blæse os ud af vores vante roller og afsted. For der er noget nyt og vildt over Helligånden.

Og her er vi ved kernen af, hvad Helligånden er – nemlig liv. Er der ikke Helligånd, så er der heller ikke liv. Helligånden er livet, der maser sig på, og insisterer. Helligånden er som ild, der varmer, og som man kan brænde sig på – som vand, der risler, men som sliber noget så hårdt som sten – og Helligånden er som luft, vi trækker ned i lungerne, men som også kan blæse os omkuld.

Og netop det, at Helligånden rummer både det blide og det, der er en smule voldsomt, er en pointe. For Helligånden er ikke bare en passiv tilstedeværelse i livet. Helligånden er også vild og dynamisk. Og vi kan aldrig få magt over den.

Sådan er det – vi kan ikke få Ånden ned i et excellark eller få kontrol med den. Den er uregerlig, men ikke uberegnelig.

Vi kan altid regne med, at Helligånden vil formidle og skabe kærlighed. Derfor er pinsen også en fest for glæden, for hvad er mere glædeligt end kærlighed? Vi skal fejre, at Gud virker i verden, også når vi ikke ser det, og når vi glemmer det.

Det tænkte jeg på i går, da jeg var i gang med noget meget hverdagsagtigt. Jeg var ude at køre med min familie i vores bil. I går satte min mand sommerdæk på vores bil, og så kørte vi en tur. Da bipper bilen pludseligt, og skriver i displayet, at der er manglende dæktryk. Det betyder, at trykket i bilens hjul er faldende, og at der måske siver luft ud. Belært af erfaring skal man ikke ignorer sådanne beskeder, for der kan virkelig sive luft ud.

Jeg kom til at smile lidt, for pludselig gik det op for mig, at Helligånden er som luften i bilens dæk – og livet er som at køre ud af landevejen. Vi har brug for luft i dækkene for ellers kan vi ikke køre. Men det kan ske, at vi punkterer – ikke på alle hjul på en gang, men er bare et af hjulene flade, så skal vi holde ind og vente på, at få luft i igen.

Og tænk nu hvis vi i livet kunne have en advarselslampe, der blinkede, når vi var ved at løbe tør for Ånd, og havde brug for at få pustet mere luft i dækkene.

Vi kan nemlig glemme at trække vejret – vi kan have så travlt med livet, at vi kører videre på flade dæk. Eller vi kan vende os bort fra alt det, der fylder livet med ånd – kærlighed og fællesskabet, at vi bliver som en ballon, der har ligget for længe i et hjørne – glemt og slået til jorden.

Der kan være mange grunde til flade dæk. Der kan være mange grunde til at livet bipper, fordi luften siver ud af os.

Ligesom disciplene vi hører om i dag. De sidder der og venter bag lukkede døre. Jesus er faret til Himmels, og for et kort øjeblik, har de levet som i vakuum. De har ventet og været helt flade.

Spørgsmålene har måske stået i kø: hvordan skal vi komme videre herfra – har de været bange, bekymrede, opgivende eller trætte? Alle følelser, som vi kender til. Og vi ved, hvor passiv, man kan blive, lige der i livet.

Men så sker der noget.

Pludselig kommer Helligånden med vind og ild. Pludselig forandrer deres verden sig. De ser op, får øje på hinanden og får mod til at række ud mod andre.

De blinker med øjnene, får pustet ny luft i dækkene og kan igen begive sig videre i livet, velvidende at Gud er med dem gennem sin Hellige ånd. De er ikke alene i tilværelsen – de var aldrig alene. Ånden var der, og pludselig kunne de mærke, se og høre den.

De fik livsmod til at være mennesker for hinanden – de fik handlekraft til at gå ud i verden og møde andre – og de fik troen på, at kærligheden står forrest i livet.

Vi får alle Helligånden – måske sker det ikke helt så dramatisk, som vi hører om i dag, men så kommer den som bobler i maven, som lys i øjnene eller som længsel efter fællesskab.

Helligånden skubber os mod hinanden og mod Gud. Helligånden kom til verden den dag – og har aldrig forladt os. Den virker også lige nu i dag – lige her hvor vi er.

Bare prøv at trække vejret dybt, så mærker du den.

Amen


Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/pinsedag-fra-anden-raekke

Kirkebøn:

Hellige ånd – kom til os med kraft og vindstød – med klaprende døre og brændende ild.

Kom til os med stille hvisken og blide strøg – med ro og glæde.

Kom til os, hvor vi er – som vi er. Find os når vi venter med frygt – og når vi venter i spænding.

Blæs på os – og blæs os mod hinanden.

Giv os styrke til at være der for andre mennesker, når de rækker en hånd frem.

Giv os mod til at sige magtmisbrug i mod.

Giv os glæden over andres lykke og succes.

Giv os troen på, at vi fra vores lille plet på jorden kan gøre en forskel.

Vær med os Gud. Når vi er syge eller i dyb sorg. Når vi knægtede eller i mørke. Når vi er bange eller ensomme. Når vi flygter eller mangler. Vær med os som vi er.

Fyld vores lunger med Ånd og vores hjerte med håb.

Vær med din kirke her i Møllevang og i hele verden. Lad os holde fast i, at kærligheden er størst.

Amen