Du virker i det stille, Gud. Der hvor vi ikke troede det. Der hvor vi ikke forventede dig. Men der hvor vi trængte til dig. Vi råber til dig, Gud – som hjorten, der tørster efter det klare vand, tørster vi efter dig Gud.
For verden rører på sig. Mennesker vender sig mod hinanden. De ser modstandere. De slår løs med hvad de har til rådighed – ord, hænder og hån.
Verden er i knæ – mistro og mistillid vokser frem som ukrudt.
Alt synes at brænde i umenneskelighedens flammer. Pandemier, oprør, mobning, mord, ensomhed, tristhed, depression, udmattet. Vi kan ikke mere.
Aske.
Det er askeonsdag. Asken fra det brændte – det ødelagte – det der var – lægger sig om os.
Asken. Det er tilbage fra det, der før var. Når vi med en urne i armene strør asken ud på haven. Når vi skovler aske fra et bålsted, for at give plads til nyt. Asken er det, der er tilbage, når alt er brændt.
Asken er støv. Universet er støv. Støvpartiler, der hvirvler rundt mellem hinanden.
Vi kommer af støvet på jorden og bliver til støvet på jorden igen.
Men fra det grå ingenting, kommer alting. Fra den mørke grav skinner lyset.
Du virker i det stille, Gud. Når vi råber op, fægter med armene og tager afstand, rykker du tættere på os, Gud. Når vi beder om svar og nemme løsninger, giver du os nærvær Gud. Når vi anklager dig for at glemme os, taler du nænsomt til os, Gud.
Du virker i det stille, når vi larmer. Du virker i det stille, når vi forarges. Du virker i det stille, når vi mister alt.
Du er.
Og derfor er vi.
Når vi tror alt er tabt, får vi alt tilbage.
Når vi tror alt er brændt, begynder det at spire.
Du virker i det stille – din nåde er, og altid er vi i dine tanker.
Det går vi ind i fastetiden med – det tager vi med os i trængslen. Du er med os.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar