Præsteklumme december 2012

Det er herligt at leve (?)

Det er titlen på en kendt og elsket julefilm (”It’s a wonderful life). Jeg har tilføjet spørgsmålstegnet, for det må netop være anfægtelsen, når man ser denne film: Er livet virkeligt så herligt?

Filmen handler om George Bailey, der mister en stor sum penge, som han skylder væk. Da han det går op for ham, at han ikke kan betale, vil han begå selvmord. Men heldigvis griber en engel ind, og viser ham hvordan verden ville se ud, hvis han ikke levede. Han ser hvor stor indflydelse, han har på andres liv, og løber glad hjem, hvor han opdager, at byen har samlet penge sammen til ham. Byen står sammen, og ved at gøre det, modtager alle den samme gave, nemlig samhørighed.

Jeg elsker at se julefilm om juleånd, julegodhed og juleglæde. Jeg er mere modtagelig for det gode budskab i december. Men januar er lige om hjørnet, og har vi det med at glemme det gode budskab?

Vi har i denne tid fokus på, at alle skal have det godt. Lænkehunden selv får dobbelt sul, for den skal også vide det er jul. Det er herligt at leve, når vi tænker på hinanden. Men spørgsmålstegnet sætter ind, når vi glemmer, at julestemningen bør gælde hele året. Samhørighed, der er julens største gave, har ingen udløbsdato, hvis vi husker at bruge af den. Det er kun sådan, vi kan viske spørgsmålstegnet ud.

For 2000 år siden kom en lille dreng ved navn Jesus til verden, så han kunne vokse op og fortælle os netop det, at det gode budskab gælder hele året for alle mennesker, og ikke kun til jul.

2. søndag i advent 2012

Jeg må indrømme det. Jeg er fascineret af katastrofer. Ja, altså ikke når de rammer, men jeg er sådan et menneske, der tænker katastrofetanker. Derfor ville jeg også være en rigtig dårlig pædagog, for jeg ville i tanken se børnene falde ned fra klatrestativerne, og da forældrene bliver sure, når man foreslår, at vi pakker deres børn ind i bobleplast og stiller dem i hjørnet, ville min karriere som pædagog blive forholdsvis kort.

Men jeg er altså optaget af katastrofer. Og ser gerne det ene program efter det andet om, hvordan livet på jorden efter al sandsynlighed vil forsvinde. Der er det ene kreative bud efter det andet. Alt fra invasion fra rummet, over vandrende sorte huller, gammastråler, supervulkan udbrud, robotter der overtager verden eller en asteroide, der rammer jorden. Vi har også andre mere alment accepterede bud som co2 forurening eller ødelæggelse af ozonlaget. Eller som den netop aktuelle 21. december 2012, hvor Maya indianerne skulle have forudsagt, at mange store begivenheder vil ske, og det er så blevet tolket som om dommedag er nær.

Dommedag har været forudsagt mange, mange gange, og hver gang har man stået og set (måske forgæves) til mens vores jord igen slap fri af skærende. Men faktum er, at skulle livet på jorden overleve stjerneskud, der falder ned i hovedet på os, forurening og menneskets trang til krige, så vil livet helt sikkert og absolut forsvinde om fem milliarder år, hvor solen har opbrugt alt sit brint, og bliver til en rød kæmpestjerne, der på sin vej vil opsluge de nærmeste planeter, og dermed også jorden.

Og selvom vi jo godt ved, at fem milliarder år er langt tid ud i fremtiden, så kan man godt blive grebet af panik. For et er, at der er en sandsynlighed for en katastrofer, noget andet er, hvis den så rent faktisk indtræffer.

Katastrofer skal man helst have på afstand. Og på afstand kan man da nemt beskue dem, gyse og kigge igen. Tragedien giver os sammenhold. Et sammenhold fordi vi bliver ens, når vi bliver mødt af noget, der slår vores verden itu. Vi bliver afklædt af vores status, alder, uddannelse, overbevisninger og forskelligheder. Og tilbage står vi med den fællesnævner, at vi er mennesker, og kan ikke andet end at holde sammen.

Men hvad er vores frygt i virkeligheden? Hvad er det der gør, at vi ofte holder sammen, når vi ender ”i samme båd”?

Mennesket frygter to eksistentielle vilkår. Det ene er ensomheden, altså relationsløsheden – ikke at stå i relation til nogen. Og den anden frygt er magtesløsheden.

Der er her forskel på ensomhed og det at holde af at være alene. Ensomheden er, når vi føler os glemt af andre. Mennesket er ikke skabt til ensomhed, men er skabt til fællesskaber, og oplever man, at man bliver afskåret fra et fællesskab, da smuldrer verden. Vi kan ikke holde til at blive ignoreret eller afskåret. Vi ser også, at den værste udgave af mobning faktisk ikke altid er ordene, der bliver sagt, men i lige så høj grad, hvis ingen opdager, at man er til. Vi har brug for at blive set!

Guds egen søn råbte til himlen, da han hang på korset: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Hvorfor har du Gud også forladt mig? Glemt mig? Det er den ultimative frygt, at vide sig forladt. Vi ser det hos barnet, der er blevet væk fra sine forældre. Frygten for aldrig at blive fundet igen.

Vi har brug for hinanden, brug for at andre mennesker ser os, og basalt set brug for at blive set af Gud. Sagt lidt populært, så bliver et menneske først til et ”jeg”, når det møder et ”du” (Martin Buber).

Og midt i denne frygt ligger en magtesløshed. Når vi ikke længere kan handle os gennem livet. Når sygdom eller alderdom stjæler vores kræfter. Når situationer binder os til blot at være tilskuere eller pårørende, da er vi magtesløse. Vi har ingen magt til at ændre noget, men kan blot se på. Og da sænker mørket sig over os.

Mørket er totalt. Og mørket er fra gammel tid forbundet med frygten. Vi hører i skabelsesberetningen at verden var mørke og øde inden lyset kom til verden. Mørket var til før Gud – med sit ord – skabte lyset. På trods af mørket, skaber Gud verden, og ser at den er god.

Derfor ligger det i os, at vi længes efter lyset. Vi længes efter det lys, der er Guds villet, som vi selv er villet af Gud.

Det er tydeligt i disse dage. Mørket sniger sig ind på os, når vækkeuret ringer om morgenen er alt omkring os mørkt. Mørket fylder mere og mere hver dag, og vi tæller dagene, mens vi tænder lys i adventskransen. Vi er i mørketiden. Og kun ved at tænde det ene lys efter det andet, bliver mørket jaget på flugt.

Det fascinerende er, at kun et eneste lille lys er nok til at bryde selv den tungeste mørke. Intet mørke er så stærk, at lyset ikke er stærkere. Og derfor tænder vi i disse dage vores adventskrans.

Det er adventstid – ventetid. Vi venter på jul. Venter på igen at høre juleevangeliet om hvad der skete i de dage. Og hvordan englene den nat sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred til mennesker med Guds velbehag.

Vi venter på at høre det igen, selvom vi hører det hvert år, for ved den fortælling, der har lydt så mange gange, får vi afkræftet vores frygt for at mørket har mulighed for at vinde, og vi dermed ender et gudsforladt sted. Vi har brug for at få vores frygt sagt i mod. Brug for at høre, at det kan gå anderledes end vores værste katastrofetanker end kan lede os hen.

Og den bliver sagt i mod i adventstiden, hvor vi venter på verdens lys. Venter på den eneste, der kan sprede mørket, vi lever i; nemlig Gud egen søn, Jesus Kristus. Som Gud på verdens første dag, spredte mørket i verden, kom Jesus til verden for at sprede mørket der er i os.

Jesus kom for at forkynde, at Guds rige er på vej. Grundtvig skriver om Guds riget:

Ryste mer ej noget knæ,

ingens hænder synke,

skyde hvert udgået træ,

glatte sig hver rynke,

rejse sig det faldne mod,

rinde let uroligt blod,

frygt og sorg forsvinde (DDS 78) 

Det sted, hvor verden bliver som den skal være – et sted, hvor der ikke mere er noget mørke, men hvor kun lyset står tilbage.

Det er det, vi venter på i adventstiden. Det er det, vi hører om i Juleevangeliet. Og det er også det, vi hører om i dag, hvor det bliver forudsagt, at verden vil gå under.

Hvorfor denne ødelæggelse? Hvorfor denne undergang? Hvorfor denne katastrofe?

Men læg mærke til, at denne dom over verden, som vi hører i dag, ikke er en undergang, men en overgang. En overgang til en ny verden – til Guds rige. Verden som den ser ud, må gå under så Guds rige kan gøre sig gældende.

Guds riget er overgangen til noget nyt. Som et frø, der bliver lagt i jorden, begravet i mørket, ventende på at lyset må komme. Og når lyset kommer, vil den bryde ud af sin skal for at strække sig mod lyset og blive til noget ganske andet. Sådan er Guds riget. Som det lys, der vil gøre, at vi må strække os mod det, forlade vores skal og blive til noget ganske andet. Det er Guds rigets løfte til os i den mørke tid. At lyset er på vej.

Lyset er på vej. Måske ikke i dag, måske heller ikke i morgen eller d. 21. december, men en dag. Lyset er på vej, og har allerede nu forandret verden en smule.

Vi ser det, når kærlighed vinder over had. Når tilgivelse vinder over bitterhed, og når venskaber opstår på tværs af tro og kulturer. Da er det Guds riget, der allerede er begyndt i verden.

Vi lever i en mørketid, men ikke mere mørke end at et enkelt lys for en stund, kan holde det stanget.

Og det er derfor vi med advents håbet i Fadervor kan vove os til at bede: Helliget blive dit navn, komme dit rige. Ske din vilje som i himlen, således også på jorden.

Glædelig Advent.

 

Teksten:

Jesus sagde: »Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« Luk 21,25-36

Præsteklumme juni 2012

Siger du ja…

..eller siger du nej? Spørgsmålet dirrer i luften, da jeg står overfor et menneske, jeg aldrig har mødt før. Han gentager spørgsmålet: ”siger du ja, eller siger du nej til Jesus. Hvad siger du præst?” Jeg er faldet ind i en samtale om frelsen.

Frelse er troen på, at der efter døden er et liv. Vi ved ikke, hvordan livet vil se ud efter døden, men vi kan gøre os forestillinger om det. Det bedste billede jeg kender, handler om hvordan et tvillingepar i morens mave taler om livet efter fødslen, og om hvordan de tvivler på både fødslen og morens eksistens. Men de kan se gennem maveskinnet, at der er noget mere end den lille verden, de kender. De gætter, og vil alligevel blive forbavset over verdens storhed. Vi vil forhåbentlig på samme måde blive overrasket over livet efter døden.

Hvem der bliver frelst er næste spørgsmål. Vi ved ikke, hvem der bliver frelst, og vi ved heller ikke hvorfor. I kristendommen får vi at vide, at vi skal åbne os for kærligheden for at få frelsen. Nærmere bestemt skal vi åbne os for Jesus, og tage i mod ham og hans ord.

Jeg har i min tid mødt mange mennesker, der ikke var kristne, men som havde åbnet sig for kærligheden. Og skulle de ikke blive frelst? Jeg har ikke mandat til at give svaret, men jeg ved, at Guds kærlighed er større end os. Kærligheden bliver ikke givet efter fortjeneste, men ene og alene fordi vi er til. Så jeg siger et stort JA og stoler på, at Guds kærlighed virker på steder, vi ikke forstår.

Sidste søndag i kirkeåret 2012

Når man går ind i en kirke, får man helt automatisk en retningsanvisning foræret.

Ja, forhåbentligt får vi en retning i vores liv, men faktisk får vi en helt anden retningsanvisning, nemlig en geografisk.

Alle kirker er placeret sådan, at man, når man står foran et alter, ser mod øst. Det betyder, også at vi går mod øst, når vi går ind i en kirke.

Mod øst, hvor solen står op. Og har man set en solopgang, ved man, at solen er på vej, inden vi ser den på himlen. For den sender sit lys, sin glød og sine farver forud for sig selv. Og inden selve solen viser sig i horisonten, farver dens lys verden, og forvandler det livsløs og farveløse mørke til vitalitet og nuancer.

Vi ser mod øst, når vi kommer ind i kirken, for det er også mod øst, vi har fået at vide, at Jesus skal komme igen. Komme med morgenrødens vinger og gøre den livløse og farveløse verden til en verden fyldt med Guds vitalitet, og nuancerer vores liv med sin kærlighed.

Vi ser mod øst, mod morgenen. Vi ser mod det, der kommer, og på en måde ser vi mod vores egen fremtid. Mod det vi er på vej til, mod de veje, vi kan vælge, og det liv vi endnu ikke har levet. Vi ser mod øst – vi ser mod fremtiden.

Og bag os har vi vest – det vi kommer fra. Der hvor solen går ned, når det har vandret på sin bane hen over himlen. Vi bærer altid vores liv med os. De oplevelser vi har haft, de mennesker vi har mødt, de beslutninger vi har truffet. Vi har fortiden bag os.

Og her står vi midt i kirkens rum – med vores fortid og vores fremtid. Vi står i en spænding mellem det vi kommer fra, og der vi er på vej hen. Og vi er lige her i nuet.

Vi ved, at vi bliver nødt til at gå ind i vores fremtid – det kan vi ikke undslå os. Og vi bliver nødt til at bære vores fortid med os, for den bliver ikke anderledes. Den er allerede levet.

Den spænding kan opleves som en stor byrde. En kæmpe byrde, der kan true med at vælte benene væk under os. En byrde vi ikke altid ved, om vi overhovedet kan bære. Vi har kun nuet, men i det ”nu” skal vi måske bære en traumatisk barndom, en smerte over et tab af en, man elsker, et venskab der gik itu eller ord, der blev sagt og nu ikke kan tages tilbage. Byrden kan være smerten over en sygdom, ensomhed, konflikter, angst, fiaskoer eller stress der truer med at knuse ens hverdag. Modløshed, træthed eller tristhed.

Byrderne er mange. Vi lægger tit byrder på hinandens skuldre. Vi gør det ofte uden at være klar over det. Og andre gange gør vi det helt bevidst – måske fordi vi ikke længere kan bære alene. Og nogle byrder blev vores til del, blot fordi livet gik som det gik. Ikke fordi vi ønskede os disse byrder, eller håbede på det. Ikke fordi vi længtes efter det, eller fordi vi gerne ville. Men ene og alene, fordi det blot faldt sådan ud.

Men hvad er det for en Gud, der ved, at vi har byrder at bære. Hvad er det for en Gud, der lader os bære så uendeligt meget til tider, at vi må vakle og falde? Hvem er han, der ikke griber ind med sin mægte hånd og sin almagt svinger tryllestaven, så vi kan undgå at stå i denne uudholdelige spænding.

Jeg kunne give jer to svar. Det ene svar frikender Gud og det andet svar gør ham ansvarlig. Hvis jeg siger, at Gud for det første ikke lægger byrder på os, og for det andet heller ikke har mulighed for at fjerne dem, da gør jeg Gud til en lille Gud, der slet intet kan sige eller gøre i verden. En svag Gud. Men hvis jeg nu siger, at Gud er en mægtig Gud, der sagtens kan gøre og gribe ind i verden, men som ikke gør det. Og som lægger byrderne på os. Gør jeg da ikke Gud til en magtsyg Gud, der giver os byrder som en ondskabsfuld dæmon, der kun redder efter forgodtbefindende. Så hvilken Gud foretrækker I? Den svage Gud eller der magtsyge Gud? Gud der intet gør, eller Gud der gør alt?

Men spørgsmålet må da lyde, er det virkeligt os, der enten skal frikende Gud eller give ham ansvaret? Er der os, der bestemmer hvem og hvordan Gud er?

Svaret er enkelt nej. At leve et menneskeliv er hårdt, og det vil koste dig livet. Det er hårdt, fordi verden, vi lever i, er hård. Det er hårdt, fordi det er hårdt at elske og blive skuffet, hårdt at elske og bliver forladt, hårdt at elske og miste. Det er hårdt, fordi vi ikke magt over vores fremtid. Hårdt fordi vi kun kan vælge vejen, vi går, men ikke har magt over, hvad der til støder os. Det er hårdt, fordi vi til tider går den forkerte vej og ender i blindgyder. Det er hårdt, fordi vi nogle gange kan føle, at vores sjæl – det der gør os til levende mennesker, er blevet forladt og glemt et sted, vi ikke kan finde tilbage til.

Ja, et menneskeliv er hårdt. Hårdt fordi vi elsker, og hårdt fordi vi har forventninger til det liv, vi gerne vil leve. Men det er jo netop hårdt, fordi det ikke er ligegyldigt. Megen smerte stammer fra det, der betyder noget for os. Fordi vi ikke er ligeglade, men fordi livet har betydning og mening for os. Byrder er med andre ord til, fordi vi er afhængige af hinanden og livet.

Vi behøver ikke forklare præcist hvorfor, der er byrder. Det ville være det samme som at skulle forklare, hvorfor forældre elsker deres børn. Eller at skulle forklare, hvorfor livet er vigtigt for en. Vi kan ikke forklare, hvorfor vi lever i en spændingsfyldt verden, men blot konstatere, at, det gør vi. Det handler ikke om et stort hvorfor, men derimod om et meningsfyldt hvordan? Hvordan lever jeg et liv med de byrder, der er mine at bære?

Og dertil giver Gud os hjælp. For det er sådan en Gud, han er. Gud vil ikke lade os gætte, hvem er han er, men giver os et menneske – et ansigt – vi kan forholde os til. I Jesus fik Gud et ansigt – et liv. Jesus levede, så vi kan lære Gud at kende. Jesus er lyset, gløden og farven, som Gud har sendt forud for sig selv, så han kan fortælle os, at Gud – at solen – er på vej. Og med Jesus blev verden en anden. Verden er aldrig kommet sig over Jesus, men står derimod forandret tilbage. Forandret så farverne er klarere, nuancerne mere skarpe og livets ikke så mørkt.

Jesus levede som mennesker – med byrder. Han blev ikke sparet blot, blot fordi han var Guds søn. Nej, han fik sin del af byrder, og også han bad Gud om, at han måtte blive fri. Om han dog ikke kunne slippe for dem. For også han var under kærlighedens åg, som vi er det.

Jesus levede for at gøre os klar over, at vi tilhører ham.

Jesus siger til os i dag: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

De trætte, de slidte og dem med tunge byrder. Læg mærke til, at Jesus IKKE siger: ”kom til mig alle I der er gjorde alt det rigtige, altid sagde ja og alle jer der havde alt under kontrol.” Læg mærke til, at DET siger han ikke. Nej, det er ikke dem, han vil give hvile. Men derimod dem, der trænger til det.

Kirkeåret slutter i dag med en opfordring til alle der bærer byrder – en opfordring til menneskeheden om at komme til Jesus for at finde hvile der – finde mod til atter at tage sin byrde på sig, og gå videre i livet. Han fjerne ikke livet fra vores skuldre, heldigvis. Han lader os beholde vores liv, og ser da på vores længsler og vores drømme. Ser at vores liv er mere end vores byrder, og giver os hvile.

I vores kirke har vi, som den eneste kirke, jeg kender til, et kighul til himlen. Som en påmindelse om, at vi i vores færd frem i livet, ikke kun kan nøjes med at se frem mod fremtiden eller tilbage i fortiden. Det er også vigtigt på vejen, at se op - se mod himlen, der får sin farve af solen, og vide, at Gud ikke bare er deroppe, men at han steg hele vejen herned for at gå ved siden af os.

Godt nyt kirkeår. Må Gud bære med.




Dagens tekst:




På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« Matt 11,25-30

23, søndag efter trinitatis 2012

Vi rækker vore hænder frem
som tomme skåle.
Kom til os, Gud, og giv os liv
fra kilder uden for os selv! (DDS 367, 1)

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Jeg mødte for nogle år siden en amerikansk mand, der levede sit liv med absolut tanke for andre. Vi dykker ned i hans livshistorie på et tidspunkt, hvor han har mistet alt, hvad han ejer. Hans kone, arbejde, hjem og formue. Han havde intet tilbage. Og da beslutter han sig til, at han vil give 10 % af de indtægter, han måtte få, til velgørende formål. Midt i sin elendighed lover han, at ville give tilbage, hvis det skal gå ham godt igen.

Da får et arbejde, og tjener sine første 10 dollars. Og tro mod sit løfte, giver han 1 dollar til et godt formål. Så tjener han flere penge. Denne gang 100 dollars. Og da skal han jo give 10 % af de 100 dollars.

Han ser mig på det tidspunkt i øjnene, og siger ærligt, at de penge, var de mest vanskelige at forære væk. Alt i ham råbte til at ham, at han skulle beholde dem – nu var han på vej op, så derfor behøvede han ikke give de penge. Nu gik det lige godt igen.

Men han gjorde det, og gør det den dag i dag. Giver 10 % af sin indtægt til velgørende formål.

Siden det møde med ham, har jeg haft kronisk dårlig samvittighed. For jeg giver altså ikke 10 % af det jeg tjener til velgørende formål. Jeg giver måske lidt til landsindsamlinger, og så betaler jeg skat. Og jeg kunne nu vælge at læne mig tilbage og sige, at jeg gør nok; men han giver mig stadigvæk dårlig samvittighed. For jeg burde måske også gøre mere, give mere, forsøge mere.

Han har ramt en nerve hos mig, der gør ondt. Jeg kommer nemlig selv fra et fattigt hjem, hvor det var svært at få det hele til at løbe rundt. Hvor gaverne var små til jul og fødselsdage, hvor lommepenge var noget de andre fik, og hvor vi måtte lære, at vi bare ikke kunne få alt det, vi gerne ville have, og gøre alt det, der så sjovt ud. Så jeg kender det jo på egen krop – det at være den, der står i den anden ende, og må modtage. Så han rammer en nerve.

Dårlig samvittighed. Og den dårlige samvittighed er måske noget at det værste at leve med. Den er langt sjovere, når den er god og tilfreds. Selvtilfreds.

Og nu hører vi tilmed i evangeliet i dag, at Jesus roser den gamle kvinde, der giver to mønter i tempelblokken – altså i indsamlingsbøssen uden for templet. Hun gør mere end alle rige gør til sammen, for hun giver ikke af sin overflod, men af sin fattigdom.

Temaet omkring økonomi og penge er et velkendt tema i Bibelen. Faktisk vender Jesus tilbage til den måde at tale om livet på igen og igen.

Tænk bare på:

- Jesus betalte syndes sold.

- I er frikøbte i Jesus.

- Vi skylder Gud alt.

- Giv kejserens, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er.

Måden at tale om vores forhold til Gud på, foregår ofte indenfor en økonomisk ramme. Hvorfor? Fordi det er en ramme, vi forstår. Vi kender den ud og ind. Det er dog de færreste mennesker i Danmark, der overhovedet ikke behøver bekymre sig om penge, eller som ikke drømmer om at vinde i Lotto (også selvom man ikke spiller).

“Money makes the world go around” synger Liza Minnelli i musicalen Cabaret.

Penge får verden til at løbe rundt.

Det kan til tider synes rigtigt, når vi skeler mere til bankbogen end naturen. Skeler mere til overskuddet end menneskerettighederne. Og tæller mønterne, mens vi ser mellem fingrene med endnu et menneske, der bliver henrettet.

Penge for verden til at løbe rundt?

Og måske netop derfor vælger Jesus, at tale til os i et sprog, vi forstår. Nemlig det økonomiske: for vore øjne ser let det, der ikke behøver at blive set på - pengene. ”Du kan købe alt for penge – det handler blot om prisen.” hører vi sagt. Set med verdens øjne er det altid den rige, der giver mest. Altid den rige, der med sine store checks gør den største forskel.

Men i Jesu øjne er det den fattige, der giver mest. Når Gud kigger på os, er det ikke længere vores rigdom der er i fokus, men vores fattigdom. Enken gav af sin fattigdom.

Det handler ikke om størrelsen på mønten. Det handler ikke om, at man bliver et bedre menneske i Guds øjne af at give mere. Det handler jo ikke om økonomien.

Det handler om det, der altid er på færde, når vi har med Gud at gøre. Nemlig kærligheden – Jesus taler til os om selve livet.

Kærligheden er barmhjertigheden. Hjertet i barmen, der banker (jf. Kierkegaard). Kærligheden er nåden. Nåden, vi får som en benådning, når vi har fejlet, og er klar til vores dom. Kærligheden er Guds løfte til os om, at han lover at være med os alle dage indtil verdens ende.

Vi bliver mødt med kærligheden forrest, når vi møder Gud. Vi bliver mødt med kærligheden, når vi rækker vores tommer hænder frem.

Han lover at være med os, og at se på os med det himmelske blik.

Igennem det blik, bliver set, ikke for hvad vi magtede, eller ikke nåede; det er ikke vores dårlige samvittighed, der bliver sat under lup og undersøgt.

Nej, igennem det himmelske blik bliver alt det, der ikke ser ud af noget, alt det ingen så, alt det der forsvandt i mængden, det der blev nytteløst – set af Gud.

Han ser også vores fattigdom. Vores afmagt. Vores håb og længsler. Han ser vores hjerter, og ser os. Det kan virke skræmmende, når vi ikke altid er det bedste udgaver os selv.

Historien om enken, der gav alt hun ejede, er en historie om en gammel dame, der en dag, gik hen i templet og gav to små mønter. Mønter, der hverken kunne bruges til at købe hele eller halve brød for. Men hun gav dem, fordi det var det, hun havde. Vi aner ikke, hvorfor hun gav dem, eller om hun var et specielt elskeligt menneske. Måske var hun en værre rappenskralde, der slog sine børn, sladrede om naboen og bandede over de hjemløse. Vi ved det ikke. Men vi ved, at Jesus så hende og det rene ingenting, hun gav.

Så hendes tomme hånd, og i den tomme hånd, rakte han sig selv og sin kærlighed, som et stædigt løfte om, at Guds kærlighed også gælder mig.

Når vi ikke når hele vejen, når vi skammer os, når den dårlige samvittighed nager, bøjer Gud sig ned og elsker på trods.

”Din nådes skaberværk skal ske
i tomme hænder.
O Gud, al godheds giver: Kom,
tag bolig i vor fattigdom” (DDS 367, 6)

Og der gør hans vores fattigdom til sin rigdom.







Dagens Tekst:




I sin undervisning sagde han: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.« Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.« Mark 12,38-44

Alle helgens dag 2012

”Nu kan alene kærlighed

forhindre at vi synker ned

i bitterhed – fortabte.” (DDS 731)

Amen


Vi får titler livet igennem. Vi bliver født, og bliver vores forældres børn. Vi vokser op, begynder i skole og bliver skolebørn. Vi bliver ældre, tager måske en uddannelse og bliver studerende. Så bliver nogle gift – de bliver ægtefolk, får børn og bliver forældre. Eller man får et arbejde og bliver det. Jeg er bager, jeg er ingeniør, jeg smed, jeg er blevet forfremmet. Vi tager efteruddannelser – smykker os med titler.

Vi får livet igennem nye titler, fordi vi forandrer os. Fordi livet forandrer os. Vi får nye opgaver og har nye positioner i vores liv.

Sådan er det at leve. Vi kan ikke leve et liv uden at være noget for nogen. Vi er altid et eller andet, og om ikke andet, så er vi mennesker. Titlerne er med til at definere, hvem vi er, og hvad vi fylder i vores liv. Og ofte er vi stolte af de titler. De er en brik til det puslespil, der er vores liv.

Men der er en titel, som vi får uden at have bedt om den, og som vi får uden at ville have den. Vi bliver ”de efterladte”.

Dem, der har mistet, og som måske nu også skal ringe til bedemanden, bestille kisten, blomster, mindehøjtidelige, begravelsen, bisættelsen, læse kortene, takke for dem, og så vende tilbage til sit liv, for der at forsøge at skabe en hverdag.

Og i manges øjne holder man op med at være efterladt, for nu er alt det praktiske overstået. Men inde i en selv – dybt derinde, hvor hjertet banker, der er man stadigvæk efterladt.

Efterladt tilbage i livet, forladt – og overladt til at skulle leve resten af livet færdigt. Den titel er som en trøje, vi bliver tvunget i. En der sjældent passer os. Det er nærmere en spændetrøje, der spænder os fast i livet. Vi får endnu en titel – enken, enkemanden, den forældreløse, den barnløse, den der mistede en bror, en søster, en moster, en bedstemor. Den der mistede – den sørgende.

Og nu hører vi, at Jesus kalder os for livets salt og verdens lys. I er livets salt. I er verdens lys. Det lyder fremmed, underligt og kan lyde ligefrem provokerende, at blive kaldt livets salt og verdens lys, hvis man sidder og føler, at alt omkring en er blevet slukket med den andens død. Alt er blevet tyst, stille – gået i stå.

Man kan fristes til at lade sig lukke inde i spændetrøjen i et konstant favntag af sig selv. Holde om sig selv, fordi den, der før holdt om en, nu er væk. Det er godt for en stund, men ikke for et liv.

Vi er verdens lys og jordens salt.

Men hvad er salt, hvad er lys?

Salt er det, der fremhæver smag og trænger ind overalt. Salt gør oplevelser mere intense,. Salt kommer også ud gennem vores tårer – uden salt bliver livet ligegyldigt.

Lyset gennembryder mørke. Og selv et lille lys, kan flække ethvert mørke, ja. Selv en mælkebøtte kan gennembryde asfalt, når det får lys – uden lys bliver livet ligegyldigt.

Vi er lys og salt for hinanden. Vi giver livet smag. Vi giver livet lys. Uden hinanden bliver livet ligegyldigt og mørkt.

Salt og lys er kærlighed. I er jordens salt og verdens lys. Og derfor smerter det i os, når vi mister en, vi elsker. Vi føler, at lyset bliver slukket, og at livet mangler smag og oplevelse. Vi mærker, at noget mangler.

Kærligheden føles mest intenst ved kisten, hvor den river i os. Den kærlighed kalder, vi for sorg, og måske nok kærlighedens smukkeste udtryk. For kun det menneske, der er elsket og har elsket efterlader sorgen.

Vi er verdens lys og livets salt.

Den titel er med til at definere, hvad vi er for hinanden. Vi er hinandens salt og lys. Vi skal gennem vores liv med hinanden give livet smag og oplyse hinandens liv.

Allehelgensøndag læser vi navnene højt på dem, der er døde i årets løb. Vi mindes dem, tænder lys for dem, beder for dem, og besøger måske gravstedet. Vi giver os selv tid og mulighed for at kunne tænke tilbage på dem, vi savner, det vi har lært og de oplevelser, vi har haft. Vi tænker på og mindes alt det, vi ikke ville have været foruden. De har været vores lys og vores salt. De har gjort vores liv meningsfyldt.

Sorgen kaldes også for kærlighedens pris. Det er den pris, som kærligheden koster, at den må blive til sorg. En pris vi ikke vil være foruden, for kærligheden kan vi ikke undvære.

Gud har sat os i verden af den ene grund, at vi skal elske. Gud ønsker et eneste for os, nemlig at vi oplever kærlighed. Fordi han selv elsker os.

Da vi blev døbt blev vi alle lovet, at Gud ville være med os alle dage indtil verdens ende. Ikke vores liv ende, men verdens ende. Gud er med os, også ind i døden. Når vores liv slutter, er vi hos Gud. Det er Guds kærlighedserklæring til os.

I et liv, hvor man skal lære at leve med sorgen, da lyder løftet fra Gud, at han er med os alle indtil verdens ende. Hans kærlighed favner både de døde og de levende, også når vi kun har os selv tilbage i livet at holde om. Da er Gud med os med sin kærlighed.

”Nu kan alene kærlighed

forhindre at vi synker ned

i bitterhed – fortabte.” (DDS 731)


Dagens tekst::

Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« Matt 5, 1-12

20. søndag efter trinitatis 2012

Jeg læste den anden dag om den disciplin, det er, at læse i Bibelen, og gøre det til hverdagsliv. Heri blev disciplinen beskrevet som et forsøg på at gå i spagat mellem Himmel og jord. Når man stod med hjertet i Bibelen og kroppen i livet, skulle man tvinge sig selv ud i en akrobatisk øvelse, for at finde forbindelsen mellem de to – mellem Himlen og jorden.

Det er jo skønt, hvis man faktisk kan gå i spagat, men for de fleste af os ”stiv-kroppede” mennesker, vil det kræve meget øvelse og gentagelse. Så allerede på forhånd må mange med skuffede miner konstatere, at det med Himlen og Bibelen ikke er for dem, og beholde begge ben på jorden. De giver op inden de er begyndt, fordi det tilsyneladende kræver mere, end man lige synes, man kan overskue i en hverdag, der kan være stresset og travl nok. Og så kan resultatet være lidt mere diffust at forholde sig til – det er måske bedre at bruge sin tid på andet end på ”det-med-Gud”.

Men er det nu også sådan, det er? At man skal indlære sig en evne, der kan tage dage og år for den ufleksible at blive smidig nok til at gøre de smidige kunsten efter?

Kræver Bibelen – kræver troen – kræver Gud, at vi gentagende gange må strække og strække os indtil vi endelig forstår, hvad han mener?

At det handler om, at vi er så usmidige, at vi end ikke når Himlen med bare det ene ben?

Der findes ikke et væsen så stædig som mennesker, ja, hvis man lige regner æslet fra. Og det er da også vidunderligt at tænke på, at det var et æsel, der bar Maria til stalden – og at det også var et æsel, der bar Jesus ind i Jerusalem til påske. Æslet er nok stædigt, men også det dyr, der har båret verdens frelser.

Og det er som om stædighed følger Gud. Ikke at Gud gerne vil have, at vi er stædige, men det følger med, når vi har med Gud at gøre.

Guds mest særprægede skabning er vel mennesket selv. Han skabte os i sit billede, og siden har vi ikke gjort andet end at betvivle hans eksistens, hans vilje, hans kærlighed, hans evner som Gud og hans intention med os.

Og selv det mest troende menneske, har haft øjeblikke af tvivl. Øjeblikke, hvor vi har været vrede på Gud, skældt ham ud eller måske vendt ham ryggen, fordi vi ikke har forstået det liv, der blev vores.

Vi er en skabning, der til tider kan synes at styre mod afgrunden i høj fart, mens Gud sidder ved siden af os, og råber ”stop” uden at vi hører efter.

Mennesket som synderen, der ikke vil Guds vilje – den fortælling kender vi. Og ja, når Jesus bliver korsfæstet er det os, der korsfæster ham igen og igen. Men det er også os, der står ved foden af korset og græder tårerne over hans død. Os, der tager ham ned af korset og begraver ham – og os, der igen og igen fortæller om hans opstandelse fra døden.

Vi mennesker er måske de mest komplekse af Guds skabninger – vi siger ja og vi siger nej. Og det er aldrig til at finde ud af, hvornår det er et ja, og hvornår det er et nej.

For vi kan sige det ene, og mene det andet. Vi kan mene det ene, men gøre det andet.

Ofte er vores intentioner på det rette sted, men det kan så nemt ende med, at vi ikke gør det, vi har i tankerne. Paulus siger om dette, at ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. (Rom 7)

Vi vil så gerne, men når ikke altid hele vejen.

Der er så meget på spil i vores ja og vores nej. Et forkert ja eller et forkert nej, kan være noget, vi fortryder resten af livet, og som vi må leve med. Men det kan også blive forfladiget – et ”ja ja, ja” eller et ”nej, nej”. Noget, der bliver sagt for at slippe for at være en del af noget.

Det er ikke nok, at sige et ja eller et nej – ordene i sig selv har ikke betydning, hvis vi ikke mener dem. Hvis de ikke bliver til levet liv.

Luther siger om dette i sin romerbrevsforelæsning, at de ugudelige gudsbespottelse lyder mere velbehageligt i Guds øren end de frommes Halleluja.

Det er dog bedre, at lade sit nej lyde, end det er at tro, at man har regnet Gud ud, så han lige kan være i ens bukselomme. Har man Gud i sin bukselomme, er man blevet som en gud for Gud. Man er den, der ved, hvornår andre tager fejl. Den, der mener at have Gud på sin side – og dermed bliver man også den, der tror, at man sidder ved Guds højre hånd, hvorfra man skal komme at dømme levende og døde. Den dom er ikke vores – den dom er kun Guds. Ingen andres.

Vi må ikke tro, at vores tro gør os bedre end andre, eller stiller os tættere på Gud. Da siger vi nemlig i virkeligheden nej. Nej til andre medmennesker, der er skabt i Guds billede – nej til det medmenneske, som Gud elsker – og i sidste ende er det et nej til os selv. Det er ikke op til os at beslutte, hvem der hører Gud til. Og mange vil nok blive overraskede, når de en dag finder ud af, at vi alle har haft Gud med os. Ikke et menneske falder uden at Gud ikke er med det i faldet.

Guds historie med os mennesker er en fortælling om Gud og os. En fortælling om en skaber, der ud af kærlighed skaber verden – og skaber os. Skaber mennesket i sit billede til at varetage jorden.

Og siden da har Gud elsket os.

Gud elsker mennesker – og Gud blev menneske. Han blev til kød og han blev til blod. For at vi kunne være i vores eget kød og blod – for vi at kunne være her i livet.

Han blev til et menneske, så han ikke længere blot var en Gud i det høje, der så ned på sin skabning, men så han kunne se os i øjenhøjde – se på os, tale med os og føle med os.

Jesu liv har været som ethvert menneskeliv har været. Det har ikke været skånet, fordi han var Guds søn. Nej, han måtte leve som os. Falde som barn, slå sit knæ, blive opdraget af sine forældre, blive irettesat, grædt af sorg og grinet af lykke. Når Gud blev menneske, så blev han menneske – han legede ikke bare menneske i et sekund. Nej, han blev et menneske for at møde mennesker.

Han sagde sit første JA til os, da han på skabelsesmorgenen skabte os, og han har gentaget det siden, for definitivt at sige det i Jesus Kristus. For da måtte vi da kunne forstå, at vi er hans – og han er vores.

Gud har sagt JA. Stædige som vi er, har han ikke smidt os på porten, som vi kan gøre med Ham – for her har vi at gøre med en Gud, der er endnu mere stædig, end vi er. Han er så stædig, at han en fredag for 2000 år siden rakte sine hænder ud i et favntag mod verden, for at vise os sin kærlighed.

Vi er nok stædige, men ikke mere end Gud.

Gud vil fjerne vores stenhjerter og give os hjerter af kød (Ez 11.19). Vores hjerter kan være som sten, men selv et dråbe vand kan, hvis man igen og igen drypper den ned på stenen, lave et hul. Guds kærlighed – Guds ord til os, er de dråber af livgivende vand, der igen og igen drypper ned på hjerterne af sten. De vil med tiden gøre vores hjerter til  kød – til liv.

Det er ikke os, der skal gå i spagat for Gud, så vi kan nå himlen. Himlen er kommet til os.

Vi skal blot tage i mod – og gå ind.

Ikke vores stædighed. Ikke vores trods. Ikke vores stenhjerter – intet kan holde Gud fra at søge efter os, og finde os.

Holger Lissner skriver i en salme (DDS 414) sådan her:

Den Mægtige finder vi ikke,
den mægtige Gud finder os,
der famler og fægter i mørket
og lukker os inde i trods.
Han hører de bange, der beder,
han søger de blinde, der leder,
og tager os ind i sin favn.



Dagens tekst:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.« Matt 21,28-44