Smuler – det handler om så lidt i dag. Ganske lidt. Små brødkrummer bliver tungen på vægtskålen, der får Jesus til at vende sig mod kvinden. Den kvinde, der så insisterende bliver ved med at ville ham noget, og nægtede at holde mund.
Det handler om så lidt – små hunde, der æder af de smuler, der falder fra deres herres bord, siger hun.
Og det er næsten ikke er til at holde ud for os. Vi har det sidste år vænnet os til mindre og mindre af alt det, der holder os til livet. Vi undværer samværet, smalltalken, håndtrykket, nærheden, at synge sammen, at knæle sammen – at støde ind i hinanden og læne os op ad hinanden. Vi har vænnet os til smuler, så vi næsten ikke kan holde det ud. Nu har vi brug for mere – og meget af det. Store og rå mængder af uhygiejnisk kaffeslabberas. Vi orker ikke smuler. Vi vil have mere. Så længe det ikke er mere af ingenting.
Det skriver Tina Dickow om i sin seneste sang, der er skrevet i et samarbejdet med hendes følgere på mediet Instagram, og sangen handler om denne tid med så lidt. Jeg vil læse lidt af teksten for jer:
HJERTESTORM
Der' sket så meget siden sidst
Og så alligevel ingenting
Det' vildt så meget drama, man kan få
Uden at stå ud af sin seng
Verden står stille
Det' mig, der drejer rundt
I hverdagens tåger, på afstand og tættere på mig selv
På godt og på ondt
Jeg er rolig, jeg er urolig - Jeg er vågen, jeg er i hi - Følelserne river og flår indeni
Som en storm i mit hjerte
En orkan i mit bryst
Længes jeg mod en verden
Af kærtegn og kys
En storm i mit hjerte, skriver hun. Sådan følte kvinden det, der kom til Jesus med en datter, der var syg. Der var storm i hendes hjerte. Det er nemt at sætte sig ind i hendes sted – for kvinden gør, hvad mødre har gjort altid, når deres børn er blevet syge. De kæmper med næb og klør, banker døre ind og insisterer på at blive hørt. Stormen i hjertet har revet og drevet dem frem.
Det har ikke været smukt og poetisk, da kvinden kom til Jesus. Hun kastede sig ned foran ham – hev måske fat i hans ben og holdt ham fast. Tryglede ham om det største i verden – tryglede ham om, at han ville gøre sin magt gældende også for hende. At han ville reparere det ødelagte og klinke det knuste – at han ville helbrede hendes datter. Kvinden bad ikke kun om smuler – hun bad om livet.
Men hun gjorde sig også til et menneske i Guds øjne – hun stillede sig som menneske foran Gud, nej hun bøjede sig foran Gud og sagde: giv mig af det, der for dig (skaber af universet, stjerne og måner) må være så lidt, men som for mig er hele livet (et eneste sølle menneskeliv).
Og da siger Jesus: Din tro er stor. Troen var ikke en krumme – nej, troen var stor.
Jesus så hende – som mor – som menneske – som et af sine elskede børn, der kæmpede. Som den, der havde brug for ham. Og Jesus er på vores side – menneskers side. Når vi har brug for det. Og når vi ikke har det.
Han er på vores side, og giver os ikke af smuler, men giver os af det hele. I overflod. Giver os af sin opmærksomhed, sin kærlighed – sin nåde.
Vi får i rå mængder. I overvældende grad. Hvert øjeblik rammer nåden os som en storm i et hjerte.
Det er ikke altid, at vi ved det. Det er ikke alle, der opdager det. Men det er troens puls, at vi tror, også de dage, hvor vi ikke gør det. Også de dage, hvor vi ikke kommer ud af sengen, ud ad døren eller ud over rampen. De dage, hvor vi dummer os og hvor vi bare er dumme. De dage er nåden også vores. Og særligt – ja særligt de dage, hvor vi tror Gud ikke ænser os, høre os eller bekymre sig om os – de dage får vi også, selvom vi ikke kan se det eller tro det.
For sådan er det med Gud – han er ikke nøjeregnende med sin kærlighed og sin nåde. Han giver os ikke kun smuler eller det der er tilovers. Han giver os alt.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-i-fasten-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Skaber gud – kærlighedens kilde og livets udspring. Vi takker dig fordi du hører os, selv når vi hvisker i mørket.
Vi beder dig være med alle dem, der har brug for dig, men som ikke tør bede dig om noget eller bede til dig. Åbn deres hjerter.
Vi beder for alle dem, der har bedt hele livet, og aldrig følt, at du har hørt dem. Vis dem at du hører.
Vi beder for dem, der er syge og kæmper for livet. Lindr deres smerter og giv fred til deres sind.
Vi beder for dem, der er glade og forelskede. Vi beder for dem, der er triste og ensomme. Vi beder for dem, der er i deres følelsers vold, og dem, der aldrig føler noget.
Vi beder for dem, der er bange for corona, og dem der ikke tror på vaccinationer.
Vi beder for de hjemløse, de barnløse, de håbløse og fredløse.
Vi beder for verden, Gud – hjælp os til at gå fremtiden i møde med troen på, at vores indsats nytter, og at vi kan gøre denne klode til et sted i balance mellem natur og mennesker.
Vi beder for mennesker, der lever i fattigdom, i skjul eller i frygt. Vi beder for de kristne der er forfulgte, fordi de følger dig Gud.
Vi beder for vores kirke her i Møllevang, og for alle kirker i hele verden. Lad kirken bære lys ud i mørkste og fjerneste afkroge af verden, og hjælpe Dig Gud med at rejse de faldne, give værdighed til de udstødte og håb til os alle. Amen
søndag den 28. februar 2021
fredag den 19. februar 2021
1. søndag i fasten 2021
Hvem er jeg? Det spørgsmål er kommet til at betyde meget de senere år, og endnu mere den sidste tid, hvor vores identitet som menneske, er kommet under pres. Det gør noget ved os, når vi ikke kan være sammen med hinanden som vi plejer. Så hvordan definerer vi os – er vi danskere, jyder, aarhusianere eller kristne. Hvad er vi, når vi skal sætte en label på?
Der er mange, der gerne vil definere os – for os.
De sociale medier er et sted, der gerne vil definere os. Vi kan styre, hvad vi sender ud, men ikke hvordan modtager det, og hele tiden er spørgsmålet her, om man er spændende eller interessant nok til at folk vil følge en. Får man nok likes på et opslag.
Men det ikke kun de sociale meder, der påvirker os. Også arbejde, eller mangel på samme, kan blive en definition af os. Eller fritidsinteresser. Eller sygdom eller handicaps, kan blive identitetsskabende. Seksuel præference har i mange år fyldt den fælles debat, og er nu overtaget af debatten om kønsidentiteten. Der er som sådan smukt, at vi selv kan være med til definere os; men i alt det her, er også en dyb længsel efter at være. Høre til. Eller måske snarere at være nok, alene fordi man er, og ikke fordi man definerer sig selv.
Jesus blev døbt – det hørte vi om i kirken i sidste uge. Denne smukke begivenhed, hvor Jesus overtaler Johannes med tilnavnet Døberen til at døbe ham i Jordanfloden, og hvordan Gud åbnede himlen, da Jesus steg op fra vandet, og sagde til Jesus og alle omkring: ”Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.”
Jesus er døbt – Jesus er Guds elskede barn. Jesus har fået den eneste identitet – den eneste label – der i virkeligheden betyder noget for os. Vi er døbt og vi er Guds børn.
Og lige med det samme – efter sin dåb – drager Jesus ud i ørkenen, hvor der er tørke og stikkende sol. Der er ingen dåbens vand, der kan rinde som en kilde, men derimod det modsatte – den eneste væske er det på tungen. Og enhver der har været i en ørken ved også, at ørkener er stille som graven. Der så stille, at man næsten tror ens åndedræt er den eneste lyd i verden. Der er langt til Guds røst fra oven.
Og derude kommer det onde, som Djævelen, og begynder at ville definere Jesus. ”Hvis du virkelig er Guds søn”, siger Djævelen til Jesus, så bør du og burde du. Og straks forsøger Djævelen at drive Jesus ind i en bestemt måde at være på og opføre sig på. Det onde forsøger at tage patent på Jesu identitet.
Men Jesus svarer hver gang med citater fra skrifterne – han peger ud over sig selv, og svarer ikke, som man kunne fristes til med at tage udgangspunkt i sig selv, men ved at pege på Gud. Jesu tunge risler med dåbens vand, da han svarer Djævelen.
Jesus svarer, at vi mennesker lever af mere end maden, men også at de ord, vi hører. Han siger, at vi ikke må udfordre Gud, men underforstået skal stole på ham. Og så siger han, at vi skal tilbede Gud, og kun ham. Vi skal ikke tilbede Djævelen eller de fristelser, der må møde os på vores vej, når vi kommer til at sætte os selv øverst på tronen. Og det sker – jeg oplever det selv. At jeg kan blive så optaget af mig selv i verden, at jeg glemmer. Ja, glemmer andre og glemmer Gud. Tror jeg kan klare alt selv, når jeg i virkeligheden har fået den vigtigste gave af alle engang for 43 år siden, da jeg blev båret til dåben i en dåbskjole syet af min mors brudekjole, med mit navn broderet på, og en rød sløjfe om maven. Den samme kjole som jeg bar min søn ind i Møllevangskirken i, da vi bar ham til dåben.
Og ved en døbefont med lidt vand i, får vi den største gave af dem alle – en identitet som Guds. Vi er døbte – vi er hans.
Til enhver dåb åbner himlen sig, og Guds røst lyder i barnets hjerte: Du er mit elskede barn – i dig har jeg fundet velbehag.
Vi behøver fra det punkt ikke at klare livet særligt godt eller specielt smukt for at Gud synes om os. I hans øjne er det særlige ikke det, vi er udadtil, men vi er særlige, fordi vi er hans. Vi hører til hos ham. Selv den gennemsnitlige kvinde i begyndelsen af 40’erne, der forsøger at gøre sig smart på facebook og Instagram – for bare komme med et helt tilfældigt eksempel. Hun er elsket, som enhver af jer er elsket af Gud.
Det onde er det, der forsøger at tage patent på, hvem vi er og hvorfor vi er. Og det eneste svar vi kan sige er: Jeg er døbt.
Der er ikke mere at komme efter – vi er allerede Guds – og der er ingen andre, der kan gøre krav på os. Heller ikke engang os selv, når vi glemmer, at Gud har os. Vi er døbt. Det er hvem vi er.
AMEN
Dagens prædikentekst: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-i-fasten-fra-foerste-raekke
Der er mange, der gerne vil definere os – for os.
De sociale medier er et sted, der gerne vil definere os. Vi kan styre, hvad vi sender ud, men ikke hvordan modtager det, og hele tiden er spørgsmålet her, om man er spændende eller interessant nok til at folk vil følge en. Får man nok likes på et opslag.
Men det ikke kun de sociale meder, der påvirker os. Også arbejde, eller mangel på samme, kan blive en definition af os. Eller fritidsinteresser. Eller sygdom eller handicaps, kan blive identitetsskabende. Seksuel præference har i mange år fyldt den fælles debat, og er nu overtaget af debatten om kønsidentiteten. Der er som sådan smukt, at vi selv kan være med til definere os; men i alt det her, er også en dyb længsel efter at være. Høre til. Eller måske snarere at være nok, alene fordi man er, og ikke fordi man definerer sig selv.
Jesus blev døbt – det hørte vi om i kirken i sidste uge. Denne smukke begivenhed, hvor Jesus overtaler Johannes med tilnavnet Døberen til at døbe ham i Jordanfloden, og hvordan Gud åbnede himlen, da Jesus steg op fra vandet, og sagde til Jesus og alle omkring: ”Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.”
Jesus er døbt – Jesus er Guds elskede barn. Jesus har fået den eneste identitet – den eneste label – der i virkeligheden betyder noget for os. Vi er døbt og vi er Guds børn.
Og lige med det samme – efter sin dåb – drager Jesus ud i ørkenen, hvor der er tørke og stikkende sol. Der er ingen dåbens vand, der kan rinde som en kilde, men derimod det modsatte – den eneste væske er det på tungen. Og enhver der har været i en ørken ved også, at ørkener er stille som graven. Der så stille, at man næsten tror ens åndedræt er den eneste lyd i verden. Der er langt til Guds røst fra oven.
Og derude kommer det onde, som Djævelen, og begynder at ville definere Jesus. ”Hvis du virkelig er Guds søn”, siger Djævelen til Jesus, så bør du og burde du. Og straks forsøger Djævelen at drive Jesus ind i en bestemt måde at være på og opføre sig på. Det onde forsøger at tage patent på Jesu identitet.
Men Jesus svarer hver gang med citater fra skrifterne – han peger ud over sig selv, og svarer ikke, som man kunne fristes til med at tage udgangspunkt i sig selv, men ved at pege på Gud. Jesu tunge risler med dåbens vand, da han svarer Djævelen.
Jesus svarer, at vi mennesker lever af mere end maden, men også at de ord, vi hører. Han siger, at vi ikke må udfordre Gud, men underforstået skal stole på ham. Og så siger han, at vi skal tilbede Gud, og kun ham. Vi skal ikke tilbede Djævelen eller de fristelser, der må møde os på vores vej, når vi kommer til at sætte os selv øverst på tronen. Og det sker – jeg oplever det selv. At jeg kan blive så optaget af mig selv i verden, at jeg glemmer. Ja, glemmer andre og glemmer Gud. Tror jeg kan klare alt selv, når jeg i virkeligheden har fået den vigtigste gave af alle engang for 43 år siden, da jeg blev båret til dåben i en dåbskjole syet af min mors brudekjole, med mit navn broderet på, og en rød sløjfe om maven. Den samme kjole som jeg bar min søn ind i Møllevangskirken i, da vi bar ham til dåben.
Og ved en døbefont med lidt vand i, får vi den største gave af dem alle – en identitet som Guds. Vi er døbte – vi er hans.
Til enhver dåb åbner himlen sig, og Guds røst lyder i barnets hjerte: Du er mit elskede barn – i dig har jeg fundet velbehag.
Vi behøver fra det punkt ikke at klare livet særligt godt eller specielt smukt for at Gud synes om os. I hans øjne er det særlige ikke det, vi er udadtil, men vi er særlige, fordi vi er hans. Vi hører til hos ham. Selv den gennemsnitlige kvinde i begyndelsen af 40’erne, der forsøger at gøre sig smart på facebook og Instagram – for bare komme med et helt tilfældigt eksempel. Hun er elsket, som enhver af jer er elsket af Gud.
Det onde er det, der forsøger at tage patent på, hvem vi er og hvorfor vi er. Og det eneste svar vi kan sige er: Jeg er døbt.
Der er ikke mere at komme efter – vi er allerede Guds – og der er ingen andre, der kan gøre krav på os. Heller ikke engang os selv, når vi glemmer, at Gud har os. Vi er døbt. Det er hvem vi er.
AMEN
Dagens prædikentekst: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-i-fasten-fra-foerste-raekke
Kirkebønnen:
Gud – du er kilden til kærlighed. Du er vandet, der springer i ørkenen, og lyder der bryder tomrummet.
Vi takker dig fordi vi må samles og mærke dit nærvær i en tid, hvor vores tålmodighed er sat på prøve. Vi beder dig om at give os styrke til at holde ud – og til stadighed lade vores øjne møde hinanden over masken, som en ihukommelse af fællesskabet.
Vi beder i dag for alle dem, der har svært ved at mærke dig, Gud og som beder om at du må blive synlig i deres liv. Giv dem et pust fra dit åndedrag.
Vi beder for dem, der sidder alene, og længes efter mennesker. Lad os snart mødes igen, så vi kan holde i hånd og kramme.
Vi beder for dem, der er bange for fremtiden. Lad livet blomstre i deres liv, så de lever fremfor at vente.
Vi beder for dem, der er døende – sæt dig ved deres side Gud.
Vi beder for alle mennesker, der kæmper med at forstå dem selv i verden – giv dem din kærlighed, så de må mærke den først og fremmest.
Vi beder for alle dem, flygter fra krig, fattigdom eller diktaturer. Lad dem finde gæstfrihed og medmenneskelighed, hvor de kommer frem, så deres sjæl kan læges.
Vi beder for alle i Myanmar, hvor frygten fylder. Vi beder om, at friheden må finde vej, så Myanmars børn kan gå en sikker fremtid i møde.
Og vi beder for alle børn i hele verden. Lad os voksne bruge vores ansvar til at skabe gode rammer for børns opvækst, så ingen sulter, ingen vokser op i flygtninge lejre og inden oplever sig utrygge.
Og vær med vores kirker her på denne lille plet på jorden. Lad kirken her, og i hele verden, stå som små fyrtårne af håb og lys, og lad kirken guide folk til empati og næstekærlighed. Lad os altid kæmpe den svages kamp.
AMEN
Gud – du er kilden til kærlighed. Du er vandet, der springer i ørkenen, og lyder der bryder tomrummet.
Vi takker dig fordi vi må samles og mærke dit nærvær i en tid, hvor vores tålmodighed er sat på prøve. Vi beder dig om at give os styrke til at holde ud – og til stadighed lade vores øjne møde hinanden over masken, som en ihukommelse af fællesskabet.
Vi beder i dag for alle dem, der har svært ved at mærke dig, Gud og som beder om at du må blive synlig i deres liv. Giv dem et pust fra dit åndedrag.
Vi beder for dem, der sidder alene, og længes efter mennesker. Lad os snart mødes igen, så vi kan holde i hånd og kramme.
Vi beder for dem, der er bange for fremtiden. Lad livet blomstre i deres liv, så de lever fremfor at vente.
Vi beder for dem, der er døende – sæt dig ved deres side Gud.
Vi beder for alle mennesker, der kæmper med at forstå dem selv i verden – giv dem din kærlighed, så de må mærke den først og fremmest.
Vi beder for alle dem, flygter fra krig, fattigdom eller diktaturer. Lad dem finde gæstfrihed og medmenneskelighed, hvor de kommer frem, så deres sjæl kan læges.
Vi beder for alle i Myanmar, hvor frygten fylder. Vi beder om, at friheden må finde vej, så Myanmars børn kan gå en sikker fremtid i møde.
Og vi beder for alle børn i hele verden. Lad os voksne bruge vores ansvar til at skabe gode rammer for børns opvækst, så ingen sulter, ingen vokser op i flygtninge lejre og inden oplever sig utrygge.
Og vær med vores kirker her på denne lille plet på jorden. Lad kirken her, og i hele verden, stå som små fyrtårne af håb og lys, og lad kirken guide folk til empati og næstekærlighed. Lad os altid kæmpe den svages kamp.
AMEN
onsdag den 17. februar 2021
Askeonsdag 2021
Du virker i det stille, Gud. Der hvor vi ikke troede det. Der hvor vi ikke forventede dig. Men der hvor vi trængte til dig. Vi råber til dig, Gud – som hjorten, der tørster efter det klare vand, tørster vi efter dig Gud.
For verden rører på sig. Mennesker vender sig mod hinanden. De ser modstandere. De slår løs med hvad de har til rådighed – ord, hænder og hån.
Verden er i knæ – mistro og mistillid vokser frem som ukrudt.
Alt synes at brænde i umenneskelighedens flammer. Pandemier, oprør, mobning, mord, ensomhed, tristhed, depression, udmattet. Vi kan ikke mere.
Aske.
Det er askeonsdag. Asken fra det brændte – det ødelagte – det der var – lægger sig om os.
Asken. Det er tilbage fra det, der før var. Når vi med en urne i armene strør asken ud på haven. Når vi skovler aske fra et bålsted, for at give plads til nyt. Asken er det, der er tilbage, når alt er brændt.
Asken er støv. Universet er støv. Støvpartiler, der hvirvler rundt mellem hinanden.
Vi kommer af støvet på jorden og bliver til støvet på jorden igen.
Men fra det grå ingenting, kommer alting. Fra den mørke grav skinner lyset.
Du virker i det stille, Gud. Når vi råber op, fægter med armene og tager afstand, rykker du tættere på os, Gud. Når vi beder om svar og nemme løsninger, giver du os nærvær Gud. Når vi anklager dig for at glemme os, taler du nænsomt til os, Gud.
Du virker i det stille, når vi larmer. Du virker i det stille, når vi forarges. Du virker i det stille, når vi mister alt.
Du er.
Og derfor er vi.
Når vi tror alt er tabt, får vi alt tilbage.
Når vi tror alt er brændt, begynder det at spire.
Du virker i det stille – din nåde er, og altid er vi i dine tanker.
Det går vi ind i fastetiden med – det tager vi med os i trængslen. Du er med os.
Amen
For verden rører på sig. Mennesker vender sig mod hinanden. De ser modstandere. De slår løs med hvad de har til rådighed – ord, hænder og hån.
Verden er i knæ – mistro og mistillid vokser frem som ukrudt.
Alt synes at brænde i umenneskelighedens flammer. Pandemier, oprør, mobning, mord, ensomhed, tristhed, depression, udmattet. Vi kan ikke mere.
Aske.
Det er askeonsdag. Asken fra det brændte – det ødelagte – det der var – lægger sig om os.
Asken. Det er tilbage fra det, der før var. Når vi med en urne i armene strør asken ud på haven. Når vi skovler aske fra et bålsted, for at give plads til nyt. Asken er det, der er tilbage, når alt er brændt.
Asken er støv. Universet er støv. Støvpartiler, der hvirvler rundt mellem hinanden.
Vi kommer af støvet på jorden og bliver til støvet på jorden igen.
Men fra det grå ingenting, kommer alting. Fra den mørke grav skinner lyset.
Du virker i det stille, Gud. Når vi råber op, fægter med armene og tager afstand, rykker du tættere på os, Gud. Når vi beder om svar og nemme løsninger, giver du os nærvær Gud. Når vi anklager dig for at glemme os, taler du nænsomt til os, Gud.
Du virker i det stille, når vi larmer. Du virker i det stille, når vi forarges. Du virker i det stille, når vi mister alt.
Du er.
Og derfor er vi.
Når vi tror alt er tabt, får vi alt tilbage.
Når vi tror alt er brændt, begynder det at spire.
Du virker i det stille – din nåde er, og altid er vi i dine tanker.
Det går vi ind i fastetiden med – det tager vi med os i trængslen. Du er med os.
Amen
søndag den 31. januar 2021
Septuagesima 2021
Egentlig er der noget utrolig smukt over at være en byrde for andre mennesker. Ja, det er ikke sådan vi normalt tænker det. Faktisk tænker vi det modsatte, at vi ikke vil lægge andre mennesker til last. Som at vi ikke skal være dødvægt i andres liv. Så vi går med os selv – holder det for os – bider det i os. Tør ikke skilte med, at vi synes livet er hårdt, og at det ville være så uendelig rart at kunne læne sig lidt op ad et andet menneske. Være en byrde for en stund, så man ikke behøver bære hele verden alene.
Og tænk sig en verden, hvor mennesker faktisk turde læne sig op ad hinanden. Turde stå der i luften uden at vælte, fordi den anden også stod der i luften og var en byrde. Måske ville det hele ikke føltes så tungt.
I al fald ikke hele tiden.
Der er så mange mennesker, der har travlt med at være uafhængige af andre. Ikke at skulle regne med andre. Og det er da også risikabelt at stole på andre mennesker, fordi de jo kan skuffe en. Eller sådan er det. Er det ikke nemlig sådan, at alle fællesskaber på et tidspunkt vil skuffe en? Det er bare at vente længe nok, så vil der falde et ord, der vil gøre ondt – eller man vil opleve en svær periode eller måske en konflikt. Det er jo det, som Paulus bruger sine breve på at skrive om –konflikter og skuffelser i menighederne.
Man kan næste få lyst til at droppe fællesskaber. Men at noget er besværligt eller der er ligger en mulighed for at blive skuffet, er ikke i sig selv nok til at lade være med at prøve. Men det kan kalde på modet i os at skulle springe ud i fællesskabet med andre. men så er det jo vidunderligt, at der over 300 gange i Bibelen står ”Frygt ikke”.
Eller som en god ven engang sagde efter hun lige var blevet single, så ville hun kaste sig ud i kærligheden igen, når hun mødte en. Ikke fordi det ikke gjorde ondt at have kærestesorg, men fordi hun ikke kunne lade være.
Og Gud er også sådan. Han kaster sig ud i kærligheden, også de gange, hvor den ikke er gengældt.
Som i dagens fortælling om vingårdsejeren, der igen og igen må tilbage til torvet for at finde folk til sin vingård. Han fik aldrig nok og gav aldrig op. Han sprang ud i det, og blev ved med at hente folk ind – selv i den 11. time.
Og det er jo næsten ved at være for sent i den 11. time. Det er i al fald sådan ordsproget er, når man er ved at komme for sent, men lige præcis når det alligevel. Og vi kan levende forestille os, hvem der bliver valgt i den 11. time til at arbejde. Det har været de fysisk svagest, der stod tilbage. De ældste. De langsomste. Måske stod der også de vrede og bitre, som ingen gider have omkring sig. eller dem, der falder udenfor samfundsnormen. Måske de intrigante og upopulære – de oversete og de højtrøstende. De nedladende og irriterende.
Alle dem som nogle gange ender bagest i køen. Det er dem, som Gud henter ind. Det er dem, som Gud går tilbage for at prikke på skulderen.
Det er allivel noget. Ja, det er faktisk NÅDEN. At Gud kommer til os, som vi er – hvor vi er – også selvom vi har ventet længe og stået sidst i køen – så kommer han og vil have os med.
Ja, der er noget utrolig hverdagsnært over nåden.
Johannes Møllehave har skrevet en salme om nåden, som lyder sådan her:
Nåden er din dagligdag,
hverdagen, det nære.
Mennesker at leve med,
nåden er: at være.
Nåden er den kærlighed,
som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag, som
binder dig til livet.
Og tænk sig en verden, hvor mennesker faktisk turde læne sig op ad hinanden. Turde stå der i luften uden at vælte, fordi den anden også stod der i luften og var en byrde. Måske ville det hele ikke føltes så tungt.
I al fald ikke hele tiden.
Der er så mange mennesker, der har travlt med at være uafhængige af andre. Ikke at skulle regne med andre. Og det er da også risikabelt at stole på andre mennesker, fordi de jo kan skuffe en. Eller sådan er det. Er det ikke nemlig sådan, at alle fællesskaber på et tidspunkt vil skuffe en? Det er bare at vente længe nok, så vil der falde et ord, der vil gøre ondt – eller man vil opleve en svær periode eller måske en konflikt. Det er jo det, som Paulus bruger sine breve på at skrive om –konflikter og skuffelser i menighederne.
Man kan næste få lyst til at droppe fællesskaber. Men at noget er besværligt eller der er ligger en mulighed for at blive skuffet, er ikke i sig selv nok til at lade være med at prøve. Men det kan kalde på modet i os at skulle springe ud i fællesskabet med andre. men så er det jo vidunderligt, at der over 300 gange i Bibelen står ”Frygt ikke”.
Eller som en god ven engang sagde efter hun lige var blevet single, så ville hun kaste sig ud i kærligheden igen, når hun mødte en. Ikke fordi det ikke gjorde ondt at have kærestesorg, men fordi hun ikke kunne lade være.
Og Gud er også sådan. Han kaster sig ud i kærligheden, også de gange, hvor den ikke er gengældt.
Som i dagens fortælling om vingårdsejeren, der igen og igen må tilbage til torvet for at finde folk til sin vingård. Han fik aldrig nok og gav aldrig op. Han sprang ud i det, og blev ved med at hente folk ind – selv i den 11. time.
Og det er jo næsten ved at være for sent i den 11. time. Det er i al fald sådan ordsproget er, når man er ved at komme for sent, men lige præcis når det alligevel. Og vi kan levende forestille os, hvem der bliver valgt i den 11. time til at arbejde. Det har været de fysisk svagest, der stod tilbage. De ældste. De langsomste. Måske stod der også de vrede og bitre, som ingen gider have omkring sig. eller dem, der falder udenfor samfundsnormen. Måske de intrigante og upopulære – de oversete og de højtrøstende. De nedladende og irriterende.
Alle dem som nogle gange ender bagest i køen. Det er dem, som Gud henter ind. Det er dem, som Gud går tilbage for at prikke på skulderen.
Det er allivel noget. Ja, det er faktisk NÅDEN. At Gud kommer til os, som vi er – hvor vi er – også selvom vi har ventet længe og stået sidst i køen – så kommer han og vil have os med.
Ja, der er noget utrolig hverdagsnært over nåden.
Johannes Møllehave har skrevet en salme om nåden, som lyder sådan her:
Nåden er din dagligdag,
hverdagen, det nære.
Mennesker at leve med,
nåden er: at være.
Nåden er den kærlighed,
som blev grundløst givet.
Nåden er den hverdag, som
binder dig til livet.
Nåden er et ord fra Gud
over alle dage.
Nåden er, når alt er tabt,
at få alt tilbage.
Nåden er hver levet dag,
hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
som står op af døde.
Uden håb og uden Gud
lar vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
får vi kun af nåde.
- DDS 522, Johannes Møllehave 1985
Nåden er altså en hverdagsbegivenhed. Noget der sker hver dag – lige nu. Gud prikker os på skulderen hver dag, og spørger om vi vil med.
Og det fine er, at det ikke handler om hvor meget vi kan yde, eller hvor vi kan fremvise; men om at vi hører til.
Men det kan være svært helt at tage ind.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på den første aarhusianer, der blev vaccineret mod Covid-19. Det var Else Jensen, der bor på Ankersgade plejehjem. Hun er 95 år, og hun sagde bagefter: ”Når man er 95 år har man levet sit liv, og ikke længere til nytte for samfundet. De siger jo, at vi er en samfundsbyrde.”
Det gjorde ondt helt i sjælen, at et menneske skal opleve sig som en samfundsbyrde, alene fordi de har levet livet længere end andre.
Og der kom jeg til at tænke over, at hvis man oplever at stå bagest i køen, at det kan være svært at takke ja til nåden, fordi man ikke har noget at give til gengæld.
Ja, man får faktisk det samme som alle andre, når man får nåden. Samme ”dagsløn”.
Og det eneste man har at give Gud som tak, er så meget mere værdifuld end enhver handling – for man skal ikke give andet end sig selv. Det er ikke til at forstå, at Gud kan bruge lille mig, men det kan han. Og det til fulde. Han kan faktisk slet ikke undvære alle de små mig’er rundt om i verden. Hele hans kongerige er fyldt med dem.
I Guds øjne er vi altid berigelser. For de sidste skal blive de første.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/septuagesima-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Lad os bede:
Gud – du kender de bønner, jeg beder til dig, når jeg er vred og skuffet. Når jeg er overmandet og træt. Når jeg har lyst til hævn og bagtaleri. Tak fordi du lader mig slette de bønner igen, og tak fordi du lader dem være mellem os to, og at du lytter alligevel.
Vær nu med alle os, der til tider føler os små og afmægtige, og ikke tror vi fortjener din nåde. Vis os igen og igen, at nåden er for alle, og at du vil komme til os, når vi mindst venter det.
Vi beder dig Gud – vær med alle der mindst venter det. Mød dem, der hader dig og vender sig bort fra dig. Vær med dem, der tror de er bedre end andre eller mere værdifulde. Vær med dem, der tror loven ikke gælder for dem, og dem der blindt følger den.
Vær med dem, der er syge i denne ensomhedens tid. Vær med dem, der er alene og savner en, der svarer når man stiller et spørgsmål ud i rummet. Vær med dem der kæmper hver dag med tanker, der vil dem det ondt.
Vær med dem, der lige nu sidder langt herfra i flygtningelejre – lad dem komme væk derfra og få en almindelig hverdag med morgenmad og kaffe, varme og tryghed.
Vær med dem, der mangler – forældre, mad, glæde eller overskud.
Vær med dem som vi altid glemmer og dem som ingen tænker på.
Vær med os – dine skabninger uperfekte perfekte.
Amen
over alle dage.
Nåden er, når alt er tabt,
at få alt tilbage.
Nåden er hver levet dag,
hvert tilfældigt møde.
Nåden er det levende,
som står op af døde.
Uden håb og uden Gud
lar vi døden råde.
Tro og håb og kærlighed
får vi kun af nåde.
- DDS 522, Johannes Møllehave 1985
Nåden er altså en hverdagsbegivenhed. Noget der sker hver dag – lige nu. Gud prikker os på skulderen hver dag, og spørger om vi vil med.
Og det fine er, at det ikke handler om hvor meget vi kan yde, eller hvor vi kan fremvise; men om at vi hører til.
Men det kan være svært helt at tage ind.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på den første aarhusianer, der blev vaccineret mod Covid-19. Det var Else Jensen, der bor på Ankersgade plejehjem. Hun er 95 år, og hun sagde bagefter: ”Når man er 95 år har man levet sit liv, og ikke længere til nytte for samfundet. De siger jo, at vi er en samfundsbyrde.”
Det gjorde ondt helt i sjælen, at et menneske skal opleve sig som en samfundsbyrde, alene fordi de har levet livet længere end andre.
Og der kom jeg til at tænke over, at hvis man oplever at stå bagest i køen, at det kan være svært at takke ja til nåden, fordi man ikke har noget at give til gengæld.
Ja, man får faktisk det samme som alle andre, når man får nåden. Samme ”dagsløn”.
Og det eneste man har at give Gud som tak, er så meget mere værdifuld end enhver handling – for man skal ikke give andet end sig selv. Det er ikke til at forstå, at Gud kan bruge lille mig, men det kan han. Og det til fulde. Han kan faktisk slet ikke undvære alle de små mig’er rundt om i verden. Hele hans kongerige er fyldt med dem.
I Guds øjne er vi altid berigelser. For de sidste skal blive de første.
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/septuagesima-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Lad os bede:
Gud – du kender de bønner, jeg beder til dig, når jeg er vred og skuffet. Når jeg er overmandet og træt. Når jeg har lyst til hævn og bagtaleri. Tak fordi du lader mig slette de bønner igen, og tak fordi du lader dem være mellem os to, og at du lytter alligevel.
Vær nu med alle os, der til tider føler os små og afmægtige, og ikke tror vi fortjener din nåde. Vis os igen og igen, at nåden er for alle, og at du vil komme til os, når vi mindst venter det.
Vi beder dig Gud – vær med alle der mindst venter det. Mød dem, der hader dig og vender sig bort fra dig. Vær med dem, der tror de er bedre end andre eller mere værdifulde. Vær med dem, der tror loven ikke gælder for dem, og dem der blindt følger den.
Vær med dem, der er syge i denne ensomhedens tid. Vær med dem, der er alene og savner en, der svarer når man stiller et spørgsmål ud i rummet. Vær med dem der kæmper hver dag med tanker, der vil dem det ondt.
Vær med dem, der lige nu sidder langt herfra i flygtningelejre – lad dem komme væk derfra og få en almindelig hverdag med morgenmad og kaffe, varme og tryghed.
Vær med dem, der mangler – forældre, mad, glæde eller overskud.
Vær med dem som vi altid glemmer og dem som ingen tænker på.
Vær med os – dine skabninger uperfekte perfekte.
Amen
søndag den 24. januar 2021
Sidste søndag efter helligtrekonger 2021
”Det nye daggry blomstrer, mens vi befrier det.
For der er altid lys,
hvis bare vi er modige nok til at se det.
Hvis bare vi er modige nok til at være det."
For der er altid lys,
hvis bare vi er modige nok til at se det.
Hvis bare vi er modige nok til at være det."
Ordene lød i onsdags over Capitol Hill i Washington USA, hvor der blot 14 dage forinden havde lydt råb af hævn og harme, mens oprørere strømmede ind i bygningen for at forhindre demokratiet. Vi så alle til, mens politikere lå bange på gulvet indenfor og journalister blev angrebet udenfor. Fire mennesker døde den dag.
Og blot 2 uger senere stod Amanda Gorman – en ung poet på 22 år i sin strålende gule jakke, og talte lyset og håbet ind i hjerterne på så mange mennesker i USA. Men også i resten af verden.
”Det nye daggry blomstrer, mens vi befrier det.
For der er altid lys,
hvis bare vi er modige nok til at se det.
Hvis bare vi er modige nok til at være det."
Og blot 2 uger senere stod Amanda Gorman – en ung poet på 22 år i sin strålende gule jakke, og talte lyset og håbet ind i hjerterne på så mange mennesker i USA. Men også i resten af verden.
”Det nye daggry blomstrer, mens vi befrier det.
For der er altid lys,
hvis bare vi er modige nok til at se det.
Hvis bare vi er modige nok til at være det."
Om man er enig politisk eller ej – så gav Amanda Gorman os lyset tilbage. Hun strålede som hun stod der – og hendes ord strålede.
Det hun sagde den dag i talen, var egentlig ikke noget, der ikke er sagt før på mange andre måder. I sange, digte – og i hele Jesu liv – hører vi om, at lyset er stærkere end det mørke, der truer vores hjerter og sind. Truer vores hverdag og syn på hinanden. Men lige så truende mørket er, lige så lidt skal der til for at bryde det. En enkelt lille sprække og lyset kan bane sig vej.
Men det sker vi har brug for at høre det igen. Høre det på ny. Og efter det sidste års trængsler, havde vi alle brug for at få pustet håb og tændt lys i vores indre. Vi havde brug for at få det åbenlyse at vide: at lyset er der, og at vi – hvis vi tør – kan være lys for hinanden.
Så enkelt kan det sige.
Og ja, det er åbenlyst, fordi det på mange måder ikke kan være anderledes. Sådan er det med det åbenlyse. Men det kommer næsten altid som en slags åbenbaring. Det ligger så godt som i ordet selv: åben-lyst. At det lyse åbenbarer sig, og lyser alt op. Vi kan se klart. Vi kan se tydeligt. Vi ved, hvilken vej, vi skal vælge. Lyset gør en forskel.
Det første som Gud skaber, er da også lyset, da han siger: Bliv lys. Lyset er Guds første intention med verden – hans første vilje. Og det pudsige er, at lyset var nødvendigt for at kunne skabe alt det andet – jorden, havet, solen og månen, dyrene og os mennesker.
Og lyset er ikke det samme som solen, der skinner om dagen. Guds lys er det lys, der kan oplyse universet – oplyse mennesker – oplyse en grav. Guds lys er en anden art end det tøvende lys, som vi ser om dagen fra solen.
Guds lys viser sig for os mennesker som en flamme, der ikke brænder – i ansigter, der stråler – i kærligheden, der gløder – og i Jesus, der en dag står på et bjerg med Peter, Jakob og Johannes, og hvor han pludselig kommer til syne for dem. Som om han ikke havde været der før, men pludselig var der. Hans ansigt lyste og hans klæder blev hvide. Og lige der blev alt åbenbart for dem. Enkelt og nemt.
Og de havde lyst til at blive der for altid – bo i det lys og bade sig i det. Være foran Gud for altid.
Men Guds lys blev ikke skabt for at hive os væk fra livet eller vores virkelighed. Det blev skabt som en forudsætning for vores liv og hverdag.
Lyset er i verden, også når vi ikke kan få øje på det. Lyset er det bagvedliggende. Og derfor måtte Peter, Jakob og Johannes også ned ad bjerget igen og ind i deres hverdag. De kunne ikke og skulle ikke blive der foran Guds herlighed. På toppen af bjerget fik de det, de kom for – nemlig visheden om, at lyset ville følge dem ud i verden. Som lyset er med os her i dag. Kristi ord skulle vise sig at lyse lige så stærkt for dem, han mødte, som det har lyst ned gennem generationerne og også lyser for os i dag. Ja, Kristi ord lyser lige så kraftigt som på universets første dag, hvor Gud sagde: Bliv lys.
Guds ord skaber virkeligheden. Guds ord gør en forskel.
Og ord kan gøre en forskel.
Når to elskende for første gang siger: Jeg elsker dig til hinanden, så gør det en kæmpe forskel. Når et barn for første gang siger mor eller far, så gør det en kæmpe forskel. Vores ord skaber relationer og sammenhæng.
Guds ord skaber relationer og sammenhæng.
Og vi mennesker har fået ordene at bruge af – og vi kan vælge, hvad vi vil bruge dem til. Om vi vil tale mørket eller lyset frem. Det er et ansvar og en frihed, vi har fået, fordi Gud håber, at vi ved at se lyset, kan indse, at vores ord er bedst brugt, når vi bruger dem til at vække håbet hos os selv og hinanden. Når vi sammen arbejder for hans rige.
Bliv lys, sagde Gud, og satte en bevægelse i gang, der stadigvæk bevæger os og rammer os.
”Det nye daggry blomstrer, mens vi befrier det.
For der er altid lys,
hvis bare vi er modige nok til at se det.
Hvis bare vi er modige nok til at være det."
Amen
Det hun sagde den dag i talen, var egentlig ikke noget, der ikke er sagt før på mange andre måder. I sange, digte – og i hele Jesu liv – hører vi om, at lyset er stærkere end det mørke, der truer vores hjerter og sind. Truer vores hverdag og syn på hinanden. Men lige så truende mørket er, lige så lidt skal der til for at bryde det. En enkelt lille sprække og lyset kan bane sig vej.
Men det sker vi har brug for at høre det igen. Høre det på ny. Og efter det sidste års trængsler, havde vi alle brug for at få pustet håb og tændt lys i vores indre. Vi havde brug for at få det åbenlyse at vide: at lyset er der, og at vi – hvis vi tør – kan være lys for hinanden.
Så enkelt kan det sige.
Og ja, det er åbenlyst, fordi det på mange måder ikke kan være anderledes. Sådan er det med det åbenlyse. Men det kommer næsten altid som en slags åbenbaring. Det ligger så godt som i ordet selv: åben-lyst. At det lyse åbenbarer sig, og lyser alt op. Vi kan se klart. Vi kan se tydeligt. Vi ved, hvilken vej, vi skal vælge. Lyset gør en forskel.
Det første som Gud skaber, er da også lyset, da han siger: Bliv lys. Lyset er Guds første intention med verden – hans første vilje. Og det pudsige er, at lyset var nødvendigt for at kunne skabe alt det andet – jorden, havet, solen og månen, dyrene og os mennesker.
Og lyset er ikke det samme som solen, der skinner om dagen. Guds lys er det lys, der kan oplyse universet – oplyse mennesker – oplyse en grav. Guds lys er en anden art end det tøvende lys, som vi ser om dagen fra solen.
Guds lys viser sig for os mennesker som en flamme, der ikke brænder – i ansigter, der stråler – i kærligheden, der gløder – og i Jesus, der en dag står på et bjerg med Peter, Jakob og Johannes, og hvor han pludselig kommer til syne for dem. Som om han ikke havde været der før, men pludselig var der. Hans ansigt lyste og hans klæder blev hvide. Og lige der blev alt åbenbart for dem. Enkelt og nemt.
Og de havde lyst til at blive der for altid – bo i det lys og bade sig i det. Være foran Gud for altid.
Men Guds lys blev ikke skabt for at hive os væk fra livet eller vores virkelighed. Det blev skabt som en forudsætning for vores liv og hverdag.
Lyset er i verden, også når vi ikke kan få øje på det. Lyset er det bagvedliggende. Og derfor måtte Peter, Jakob og Johannes også ned ad bjerget igen og ind i deres hverdag. De kunne ikke og skulle ikke blive der foran Guds herlighed. På toppen af bjerget fik de det, de kom for – nemlig visheden om, at lyset ville følge dem ud i verden. Som lyset er med os her i dag. Kristi ord skulle vise sig at lyse lige så stærkt for dem, han mødte, som det har lyst ned gennem generationerne og også lyser for os i dag. Ja, Kristi ord lyser lige så kraftigt som på universets første dag, hvor Gud sagde: Bliv lys.
Guds ord skaber virkeligheden. Guds ord gør en forskel.
Og ord kan gøre en forskel.
Når to elskende for første gang siger: Jeg elsker dig til hinanden, så gør det en kæmpe forskel. Når et barn for første gang siger mor eller far, så gør det en kæmpe forskel. Vores ord skaber relationer og sammenhæng.
Guds ord skaber relationer og sammenhæng.
Og vi mennesker har fået ordene at bruge af – og vi kan vælge, hvad vi vil bruge dem til. Om vi vil tale mørket eller lyset frem. Det er et ansvar og en frihed, vi har fået, fordi Gud håber, at vi ved at se lyset, kan indse, at vores ord er bedst brugt, når vi bruger dem til at vække håbet hos os selv og hinanden. Når vi sammen arbejder for hans rige.
Bliv lys, sagde Gud, og satte en bevægelse i gang, der stadigvæk bevæger os og rammer os.
”Det nye daggry blomstrer, mens vi befrier det.
For der er altid lys,
hvis bare vi er modige nok til at se det.
Hvis bare vi er modige nok til at være det."
Amen
Dagens tekster kan findes her: https://www.bibelselskabet.dk/sidste-s-efter-helligtrekonger-fra-foerste-raekke
Kirkebøn:
Gud skaber – du skabte verden ved et ord, og du så at alt var godt. Hjælp nu os til at se med dine øjne på den verden, hvor så meget taler din vilje imod. Hjælp os til at få øje på det gode, særligt når det står i skyggen. Og hjælp de mennesker, der stiller sig i skyggen af andre til at træde et skridt til siden.
Vi beder dig om, at du må være med alle dem, der i disse dage står et sted i livet, hvor de er kede af være. Hjælp dem på vej.
Vi beder dig om, at du må hjælpe alle dem, der er forvirrede over hvem de er, og om de går an. Hjælp dem til kærlighed.
Vi beder dig om, at du må lindre smerterne hos alle dem, der kæmper med dem dagligt – om det er gigtplagede lemmer, ødelagte knæ og hofter eller hvad der end må sende jag af smerte gennem folk. Må du lindre deres smerter.
Vi beder dig om at være hos dem, der føler sig ensomme og bange. Giv dem dit mod til at holde ud.
Og vi beder for alle dem, der er ligeglade med andre og med regler. Og dermed også er ligeglade med dem selv. Luk deres hjerter op.
Vi beder for dem, der har mistet, og nu er ved at miste dem selv. Lad dem finde dig.
Vi beder for dem, der har magt i verden. Lad dem bruge magten til at tænde lys i stedet for at slukke dem.
Vi beder for din kirke her i Møllevang – lad den stå her på bakken som et anker, der skal minde os om at det bliver godt igen.
Vi beder for din kirke i hele verden – lad den i denne tid nå mennesker, som ingen andre når.
Amen
Kirkebøn:
Gud skaber – du skabte verden ved et ord, og du så at alt var godt. Hjælp nu os til at se med dine øjne på den verden, hvor så meget taler din vilje imod. Hjælp os til at få øje på det gode, særligt når det står i skyggen. Og hjælp de mennesker, der stiller sig i skyggen af andre til at træde et skridt til siden.
Vi beder dig om, at du må være med alle dem, der i disse dage står et sted i livet, hvor de er kede af være. Hjælp dem på vej.
Vi beder dig om, at du må hjælpe alle dem, der er forvirrede over hvem de er, og om de går an. Hjælp dem til kærlighed.
Vi beder dig om, at du må lindre smerterne hos alle dem, der kæmper med dem dagligt – om det er gigtplagede lemmer, ødelagte knæ og hofter eller hvad der end må sende jag af smerte gennem folk. Må du lindre deres smerter.
Vi beder dig om at være hos dem, der føler sig ensomme og bange. Giv dem dit mod til at holde ud.
Og vi beder for alle dem, der er ligeglade med andre og med regler. Og dermed også er ligeglade med dem selv. Luk deres hjerter op.
Vi beder for dem, der har mistet, og nu er ved at miste dem selv. Lad dem finde dig.
Vi beder for dem, der har magt i verden. Lad dem bruge magten til at tænde lys i stedet for at slukke dem.
Vi beder for din kirke her i Møllevang – lad den stå her på bakken som et anker, der skal minde os om at det bliver godt igen.
Vi beder for din kirke i hele verden – lad den i denne tid nå mennesker, som ingen andre når.
Amen
lørdag den 16. januar 2021
2. søndag efter Helligtrekonger 2021
Det seneste år er et utal af dåb og vielser, fester og fødselsdage blevet udsat og udsat og udsat. Tiderne har ikke været til fest, fordi vi ikke har måtte samle ret mange mennesker. Og det er ikke rigtig en fest, hvis kun sidder få. Eller det er ikke rigtigt, hvis vi ikke må samle alle dem omkring os, som vi elsker og holder af. For hvem skulle man invitere – og hvem ville mange vælge fra?
Så vi udsætter og aflyser.
På den måde er evangeliet til i dag som et fjernt minde – dengang man var til den store fest. Dengang man samledes, talte og grinede. Dengang man lænede sig ind mod hinanden for at tale sammen, så man kunne høre hvad den anden sagde, og ikke skænkede det en tanke, at man åndede hinanden ind i hovedet. Dengang man gav hånd til et helt selskab, og derefter satte sig for at spise uden i det mindste at spritte hænder.
Og så hører vi om en fest af alle ting, lige netop nu, hvor restriktionerne fortsætter mindst tre uger endnu.
I Paulus brev til menigheden i Rom hører vi i dag, at han skriver til dem: ”Hold ud, også når I er udsat for pres, og bliv ved med at bede”. Se, dét er som talt til os i denne tid, hvor vi er ”coronatrætte”, som det hedder. Trætte af årstiden, trætte af forbud, trætte af ikke at vide, hvor længe det varer. Vi er pressede – og Gud ved det godt.
Var de pressede da de manglede vin til fest? Næppe. Og alligevel er det her det første tegn, som Jesus gør efter han havde kaldt sine disciple og var blevet døbt. Han forvandlede vand til vin.
Og man kunne måske mene, at det ville have klædt ham bedre at forvandle en syg til rask. Men alle dage har mennesket ønsket noget andet af Gud end det livet giver dem. Jeg tror, at vi alle har stået i den kø, og råbt, bedt eller tryglet Gud om at gribe ind, helbrede, lindre, skrue tiden tilbage eller udfri. Eller måske endda skældt ud over den uretfærdighed, som livet kan ramme os med. Det er et vilkår, at livet ikke går som vi forestiller os eller ønsker os, men at livet er, som det er. Barsk og fantastisk på en og samme gang.
Og vi er her for at høre, at vi ikke er alene i dette fantastiske og barske liv – men at Gud er med os.
Og at han vil lære os om livet.
I dagens fortælling forvandler Jesus vand til vin. Et under, kalder man det. Det er forunderligt, at det sker. Og tilmed i renselseskar. For udover i det sidste års tid, hvor renselse har haft en stor betydning for vores hverdag, så havde renselse en stor betydning for jøderne. De balancerede mellem rent og urent, og skulle hele tiden gøre sig rene overfor Gud. Der var og er fødevare, som skal tilberedes efter særlige forskrifter, for ellers må de ikke spise det.
Og så er det i netop renselseskar, at Jesus forvandler det klare vand til perlende vin. Han bruger karrene til noget, som de slet ikke var beregnet til – ham gør dem urene med sin handling. Og han giver os et vink om, at det ikke længere handler om renhed eller urent i vores forhold til Gud. Vi kan ikke spise os til et bedre eller værre forhold til Gud – eller vaske os til det. Gud vil møde os på andre måder end gennem forskrifter, love og regler.
For Gud er ikke længere den Gud, som Moses møder i ørkenen, der kun lade ham se sin ryg. Han er den Gud, der sætter sig ved siden af os, og giver os i overflod. Mere end vi havde regnet med – der hvor ikke havde forventet det – og på måder vi ikke troede muligt. Vi løber ikke tør – ikke af det, der tæller i al fald.
Og det der tæller er, at Gud levede et liv som os – med os – for os. Han er Jesus, der levede mellem os hverdagsmennesker, og tilmed var til fest sammen med os. Han lagde sine hænder på urene, og inviterede udstødte indenfor, så han kunne spise med dem.
Man kan sige, at Jesus Kristus åbner bryllupsfesten i Kana, så invitationen strækker sig helt til i dag. Vi er også inviteret til den fest, hvor det er overflod. Og i Guds rige er der ikke restriktioner på, hvor mange må samles pr. kvadratmeter – der er plads til alle, for Kristus inviterer.
Vi må alle være med – der er fest – der er plads og der er nok.
Jesus Kristus giver mere end vi havde regnet med – der hvor ikke havde forventet det – og på måder vi ikke troede muligt. Vi løber ikke tør – ikke af det, der tæller i al fald.
Amen
Dagens tekster kan læses på Bibelselskabets hjemmeside: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-helligtrekonger-fra-foerste-raekke
Kirkebønnen:
Så vi udsætter og aflyser.
På den måde er evangeliet til i dag som et fjernt minde – dengang man var til den store fest. Dengang man samledes, talte og grinede. Dengang man lænede sig ind mod hinanden for at tale sammen, så man kunne høre hvad den anden sagde, og ikke skænkede det en tanke, at man åndede hinanden ind i hovedet. Dengang man gav hånd til et helt selskab, og derefter satte sig for at spise uden i det mindste at spritte hænder.
Og så hører vi om en fest af alle ting, lige netop nu, hvor restriktionerne fortsætter mindst tre uger endnu.
I Paulus brev til menigheden i Rom hører vi i dag, at han skriver til dem: ”Hold ud, også når I er udsat for pres, og bliv ved med at bede”. Se, dét er som talt til os i denne tid, hvor vi er ”coronatrætte”, som det hedder. Trætte af årstiden, trætte af forbud, trætte af ikke at vide, hvor længe det varer. Vi er pressede – og Gud ved det godt.
Var de pressede da de manglede vin til fest? Næppe. Og alligevel er det her det første tegn, som Jesus gør efter han havde kaldt sine disciple og var blevet døbt. Han forvandlede vand til vin.
Og man kunne måske mene, at det ville have klædt ham bedre at forvandle en syg til rask. Men alle dage har mennesket ønsket noget andet af Gud end det livet giver dem. Jeg tror, at vi alle har stået i den kø, og råbt, bedt eller tryglet Gud om at gribe ind, helbrede, lindre, skrue tiden tilbage eller udfri. Eller måske endda skældt ud over den uretfærdighed, som livet kan ramme os med. Det er et vilkår, at livet ikke går som vi forestiller os eller ønsker os, men at livet er, som det er. Barsk og fantastisk på en og samme gang.
Og vi er her for at høre, at vi ikke er alene i dette fantastiske og barske liv – men at Gud er med os.
Og at han vil lære os om livet.
I dagens fortælling forvandler Jesus vand til vin. Et under, kalder man det. Det er forunderligt, at det sker. Og tilmed i renselseskar. For udover i det sidste års tid, hvor renselse har haft en stor betydning for vores hverdag, så havde renselse en stor betydning for jøderne. De balancerede mellem rent og urent, og skulle hele tiden gøre sig rene overfor Gud. Der var og er fødevare, som skal tilberedes efter særlige forskrifter, for ellers må de ikke spise det.
Og så er det i netop renselseskar, at Jesus forvandler det klare vand til perlende vin. Han bruger karrene til noget, som de slet ikke var beregnet til – ham gør dem urene med sin handling. Og han giver os et vink om, at det ikke længere handler om renhed eller urent i vores forhold til Gud. Vi kan ikke spise os til et bedre eller værre forhold til Gud – eller vaske os til det. Gud vil møde os på andre måder end gennem forskrifter, love og regler.
For Gud er ikke længere den Gud, som Moses møder i ørkenen, der kun lade ham se sin ryg. Han er den Gud, der sætter sig ved siden af os, og giver os i overflod. Mere end vi havde regnet med – der hvor ikke havde forventet det – og på måder vi ikke troede muligt. Vi løber ikke tør – ikke af det, der tæller i al fald.
Og det der tæller er, at Gud levede et liv som os – med os – for os. Han er Jesus, der levede mellem os hverdagsmennesker, og tilmed var til fest sammen med os. Han lagde sine hænder på urene, og inviterede udstødte indenfor, så han kunne spise med dem.
Man kan sige, at Jesus Kristus åbner bryllupsfesten i Kana, så invitationen strækker sig helt til i dag. Vi er også inviteret til den fest, hvor det er overflod. Og i Guds rige er der ikke restriktioner på, hvor mange må samles pr. kvadratmeter – der er plads til alle, for Kristus inviterer.
Vi må alle være med – der er fest – der er plads og der er nok.
Jesus Kristus giver mere end vi havde regnet med – der hvor ikke havde forventet det – og på måder vi ikke troede muligt. Vi løber ikke tør – ikke af det, der tæller i al fald.
Amen
Dagens tekster kan læses på Bibelselskabets hjemmeside: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-helligtrekonger-fra-foerste-raekke
Kirkebønnen:
Overraskelsens Gud – Overflodens Gud – vi takker dig fordi du igen og igen forvandler det, vi ser som almindeligt til noget stort og glædeligt.
Vi beder dig om, at du må hjælpe med at se på livet som stort, særligt de dage, hvor det forekommer småt.
Vi beder dig give os styrke til at holde den kommende tid ud, så trængslen ikke overmander os. Hjælp os med at holde fast ved dig, særlige de dage, hvor vi har lyst til at slippe.
Vær med dem, der er syge og kæmper for at blive raske.
Vær med de tungsindige, der kæmper med mørket i deres indre, der truer med at overmande dem.
Vær med de letsindige, der i deres overmod vælter flere dominobrikker end de stiller op.
Vær med de hjemløse i denne kolde tid, og giv dem varme hænder og fødder.
Vær med de mennesker, der mangler tryghed, kærlighed eller omsorg.
Hjælp os med at hjælpe hinanden, så vi ser, hvor vi kan træde til, hvor vores kræfter rækker og hvem vi kan gøre en forskel for.
Vær med din kirke her i Møllevang – vær med alle dem, der ikke er kommet i dag af frygt – og alle dem, der sidder rundt omkring. Hjælp os til at holde fast i håbet.
Vær med din kirke i hele verden – lad den altid kæmpe for frihed og kærlighed.
Lad os være stille sammen, og i vores indre bede vores egen bøn.
Vi beder dig om, at du må hjælpe med at se på livet som stort, særligt de dage, hvor det forekommer småt.
Vi beder dig give os styrke til at holde den kommende tid ud, så trængslen ikke overmander os. Hjælp os med at holde fast ved dig, særlige de dage, hvor vi har lyst til at slippe.
Vær med dem, der er syge og kæmper for at blive raske.
Vær med de tungsindige, der kæmper med mørket i deres indre, der truer med at overmande dem.
Vær med de letsindige, der i deres overmod vælter flere dominobrikker end de stiller op.
Vær med de hjemløse i denne kolde tid, og giv dem varme hænder og fødder.
Vær med de mennesker, der mangler tryghed, kærlighed eller omsorg.
Hjælp os med at hjælpe hinanden, så vi ser, hvor vi kan træde til, hvor vores kræfter rækker og hvem vi kan gøre en forskel for.
Vær med din kirke her i Møllevang – vær med alle dem, der ikke er kommet i dag af frygt – og alle dem, der sidder rundt omkring. Hjælp os til at holde fast i håbet.
Vær med din kirke i hele verden – lad den altid kæmpe for frihed og kærlighed.
Lad os være stille sammen, og i vores indre bede vores egen bøn.
lørdag den 9. januar 2021
1. søndag efter Helligtrekonger 2021
"Hvorfor leder I efter mig?" Sådan spørger den unge Jesus. Hvorfor leder I efter mig?
Ja, hvorfor leder vi overhovedet, os mennesker. Vi leder efter det, vi mangler, det skjulte, det forsvundne eller det savnede. Vi leder efter det, der kan udfylde en mangel eller et hul. Mætte en længsel.
Vi leder efter mening eller mål. Vi leder efter en retning. Vi leder efter svar. Svar på tilværelsen.
Når man leder, er man også på vej så at sige. For det er svært at lede efter noget, hvis man sidder helt stille på sin stol. Når man leder, så vil de fleste af os rejse os op, og med bruge kroppen til at lede med. Vi vil flytte ting, kigge bag ved ting, eller vi vil gå en lang tur og tænke over tingene. Og på samme måde brugte Maria og Josef deres kroppe til at lede efter deres søn – de ledte højt og lavt, og kaldte på ham. De vandrede rundt for at finde ham. Som en pilgrimsvandrer går mange mil for at søge Gud. Vi bevæger os, når vi leder. Vi er på vandring, når vi leder.
Bibelen er en fortælling om mennesker på vandring. Det er en nomadefortælling.
Helt fra begyndelsen hører vi om Eva og Adam, der vandrer ud af Edens Have og ud i verden. Vi hører om Moses, der vandrede gennem ørkenen med sit folk. Og vi hører om Jakob, der vandrede for at mødes med sin bror Esau. Og så hører vi om Jesus, der vandrer fra sted til sted og møder mennesker. De har alle vandret og været på vej.
Og mennesket har altid vandret – vi har befolket hele jorden ved at vandre fra sted til sted. De store folkevandringer kalder man det. For i hjertet af os alle sammen ligger der en nomade, der vil se, hvad der er bag ved næste højdedrag, om næste hjørne eller bag ved horisonten. Vi er nysgerrige – vi er drevne. Vi leder.
Når man leder, er man også på vej så at sige. For det er svært at lede efter noget, hvis man sidder helt stille på sin stol. Når man leder, så vil de fleste af os rejse os op, og med bruge kroppen til at lede med. Vi vil flytte ting, kigge bag ved ting, eller vi vil gå en lang tur og tænke over tingene. Og på samme måde brugte Maria og Josef deres kroppe til at lede efter deres søn – de ledte højt og lavt, og kaldte på ham. De vandrede rundt for at finde ham. Som en pilgrimsvandrer går mange mil for at søge Gud. Vi bevæger os, når vi leder. Vi er på vandring, når vi leder.
Bibelen er en fortælling om mennesker på vandring. Det er en nomadefortælling.
Helt fra begyndelsen hører vi om Eva og Adam, der vandrer ud af Edens Have og ud i verden. Vi hører om Moses, der vandrede gennem ørkenen med sit folk. Og vi hører om Jakob, der vandrede for at mødes med sin bror Esau. Og så hører vi om Jesus, der vandrer fra sted til sted og møder mennesker. De har alle vandret og været på vej.
Og mennesket har altid vandret – vi har befolket hele jorden ved at vandre fra sted til sted. De store folkevandringer kalder man det. For i hjertet af os alle sammen ligger der en nomade, der vil se, hvad der er bag ved næste højdedrag, om næste hjørne eller bag ved horisonten. Vi er nysgerrige – vi er drevne. Vi leder.
Selv kirken er indrettet sådan, at vi alle kigger den samme retning, som et folk på vandring mod solopgangen. Vi går et stykke livsvej sammen herinde i kirken.
For man kan nemlig sammenligne livet med en vandring gennem forskellige landskaber. Gennem bakkedale, gennem frodige haver, og gennem ørkener. Nogle gange hopper vi afsted i glæde, og andre gange slæber vi os afsted. Sådan veksler livet for os, og vores livs landskaber forandrer sig, selvom vi måske ikke bevæger os fysisk langt væk fra vores hjem målt i kilometer.
Men fordi vi er nomader, så har vi også brug for at høre hjemme et sted. Et sted, hvor vi kan komme, hvile og puste ud. Lade op.
For man kan nemlig sammenligne livet med en vandring gennem forskellige landskaber. Gennem bakkedale, gennem frodige haver, og gennem ørkener. Nogle gange hopper vi afsted i glæde, og andre gange slæber vi os afsted. Sådan veksler livet for os, og vores livs landskaber forandrer sig, selvom vi måske ikke bevæger os fysisk langt væk fra vores hjem målt i kilometer.
Men fordi vi er nomader, så har vi også brug for at høre hjemme et sted. Et sted, hvor vi kan komme, hvile og puste ud. Lade op.
Nu har mange af os været meget hjemme det seneste år snart. Vi har isoleret os og holdt afstand. Og vi orker næsten ikke mere ro. Vi orker ikke mere hjem, men oplever måske at have brug for mere vandring – flere mennesker – flere oplevelser.
Men hjem kan vi ikke undvære om vi kan være trætte af at være hjemme hele tiden eller ej. Vi bliver rodløse uden et hjem. Vi har brug for at mærke os velkomne et sted.
Gerd Teissen, der er tysk teolog skriver i sin bog: ”Tro og Tanke” følgende om hjem:
I begyndelsen var ordet,
Ordet er vores begyndelse.
Det bor iblandt os.
Vi bor i det.
Det er vores hjem.
I og hinsides ordet
aner vi virkelighedens hemmelighed,
men den åbenbarer sig kun
i ordet.
Men hjem kan vi ikke undvære om vi kan være trætte af at være hjemme hele tiden eller ej. Vi bliver rodløse uden et hjem. Vi har brug for at mærke os velkomne et sted.
Gerd Teissen, der er tysk teolog skriver i sin bog: ”Tro og Tanke” følgende om hjem:
I begyndelsen var ordet,
Ordet er vores begyndelse.
Det bor iblandt os.
Vi bor i det.
Det er vores hjem.
I og hinsides ordet
aner vi virkelighedens hemmelighed,
men den åbenbarer sig kun
i ordet.
(s.290, ALFA forlag, 1. udgave, 1. oplag 2015)
Sådan skriver han. Ordet bor blandt os, og vi bor i det. Det er vores hjem.
Kan man bo i et ord, vil mange af os spørge? Et ord kan i al fald give os trøst – men Guds ord kan mere end det. For Guds ord er mere end bare en lyd – Guds ord er mening og åbenbaring. Guds ord er skaberkraft og tiltale. Guds ord er en kalden på os mennesker på vores livs vandring.
Guds ord er et barn, der bliver født en julenat under en stjerne, og tager bolig i vores verden og ved vores hjerter.
Guds ord finder hvile i menneskets hjerter, ligesom Maria gemte ordene fra den dag i templet i sit hjerte.
Ved vores hjerter finder Guds ord en bolig, og giver os dermed et hjem. Giver os en følelse af at være velkommen, høre til. Et sted hvor vi hjemmevant kan henvende os til Gud. Eller hvor han indbyder os til at gøre det i al fald.
Vores hjerter er blevet Guds hjem. Og dermed har vi også hjemme hos Gud.
I teksterne til i dag hører vi:
”Hvorfor leder I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?«”
”I skal leve jeres liv, så det bliver som én lang gudstjeneste” (Rom 12, 1b)
”De der bor i dit hus er lykkelige” (Salme 84, 5a)
Hjertet er vores hus – vores liv er som en gudstjeneste – og vi er allerede og har altid været hos Gud.
Amen
Kirkebøn
Lad os bede
Gud – i denne tid, i denne verden, hvor vi alle frygter det, vi ikke kan se, beder vi dig om at hviske til os igen og igen, at vi ikke skal lade frygten styre livet. I en tid, hvor vi holder afstand til hinanden, beder vi dig om at komme os nær, så vi mærker nærvær. I en tid, hvor vi ikke kan se hinandens ansigter, beder vi dig om at give os øjenkontakt.
Vær med os alle i den kommende tid, der kommer til at kræve af os. Giv os håb midt i ensomheden. Giv os kreativitet midt i kedsomheden. Og giv os glæde midt i sorgen.
Vi beder for alle dem, der er syge, og kæmper for at blive raske. Vi beder for dem, der ved, at de aldrig kan blive raske. Vi beder for dem, der skal dø snart, og for deres kære, der står ved siden af.
Vi beder for de mennesker, der sidder hjemme og arbejder og jonglerer en svær hverdag. Vi beder for dem, der er på arbejde og udsætter sig selv for smitte – pædagogerne, politifolk, sygeplejerskerne, lægerne, poderne og alle dem, vi glemmer, der hver dag får samfundet til at hænge sammen.
Vi beder for de fattige, der lige nu er ude af verdens fokus – og vi beder for dem, der flygter fra krig, diktatur og håbløshed.
Vi beder for dem, der mangler et hjem og dem der fryser i deres indre.
Og vi beder for USA – vi beder for at de må finde vejen tilbage til demokrati og fred.
Vi beder for vores kirke – vi takker for, at vi må være åbne i denne særlige tid, og at her kan tales trøst.
Vi beder for kirken i hele verden.
Lad os være stille sammen lidt. AMEN
Sådan skriver han. Ordet bor blandt os, og vi bor i det. Det er vores hjem.
Kan man bo i et ord, vil mange af os spørge? Et ord kan i al fald give os trøst – men Guds ord kan mere end det. For Guds ord er mere end bare en lyd – Guds ord er mening og åbenbaring. Guds ord er skaberkraft og tiltale. Guds ord er en kalden på os mennesker på vores livs vandring.
Guds ord er et barn, der bliver født en julenat under en stjerne, og tager bolig i vores verden og ved vores hjerter.
Guds ord finder hvile i menneskets hjerter, ligesom Maria gemte ordene fra den dag i templet i sit hjerte.
Ved vores hjerter finder Guds ord en bolig, og giver os dermed et hjem. Giver os en følelse af at være velkommen, høre til. Et sted hvor vi hjemmevant kan henvende os til Gud. Eller hvor han indbyder os til at gøre det i al fald.
Vores hjerter er blevet Guds hjem. Og dermed har vi også hjemme hos Gud.
I teksterne til i dag hører vi:
”Hvorfor leder I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?«”
”I skal leve jeres liv, så det bliver som én lang gudstjeneste” (Rom 12, 1b)
”De der bor i dit hus er lykkelige” (Salme 84, 5a)
Hjertet er vores hus – vores liv er som en gudstjeneste – og vi er allerede og har altid været hos Gud.
Amen
Kirkebøn
Lad os bede
Gud – i denne tid, i denne verden, hvor vi alle frygter det, vi ikke kan se, beder vi dig om at hviske til os igen og igen, at vi ikke skal lade frygten styre livet. I en tid, hvor vi holder afstand til hinanden, beder vi dig om at komme os nær, så vi mærker nærvær. I en tid, hvor vi ikke kan se hinandens ansigter, beder vi dig om at give os øjenkontakt.
Vær med os alle i den kommende tid, der kommer til at kræve af os. Giv os håb midt i ensomheden. Giv os kreativitet midt i kedsomheden. Og giv os glæde midt i sorgen.
Vi beder for alle dem, der er syge, og kæmper for at blive raske. Vi beder for dem, der ved, at de aldrig kan blive raske. Vi beder for dem, der skal dø snart, og for deres kære, der står ved siden af.
Vi beder for de mennesker, der sidder hjemme og arbejder og jonglerer en svær hverdag. Vi beder for dem, der er på arbejde og udsætter sig selv for smitte – pædagogerne, politifolk, sygeplejerskerne, lægerne, poderne og alle dem, vi glemmer, der hver dag får samfundet til at hænge sammen.
Vi beder for de fattige, der lige nu er ude af verdens fokus – og vi beder for dem, der flygter fra krig, diktatur og håbløshed.
Vi beder for dem, der mangler et hjem og dem der fryser i deres indre.
Og vi beder for USA – vi beder for at de må finde vejen tilbage til demokrati og fred.
Vi beder for vores kirke – vi takker for, at vi må være åbne i denne særlige tid, og at her kan tales trøst.
Vi beder for kirken i hele verden.
Lad os være stille sammen lidt. AMEN
Teksterne til dagen er hentet her: bibelselskabet.dk/1-s-efter-helligtrekonger-fra-foerste-raekke
Dog er de første tekster denne søndag læst fra Bibelen 2020 (Bibelselskabet)
Abonner på:
Opslag (Atom)