Langfredag 2022

Når livet sortner med prikker for øjnene.

Når man ikke ved, hvilket skridt man skal gå,

og må gå i stå.

Det utænkelige.

Det knuste.

Det tabte.

Døden.

Ydmyget.

 

Behandlet så grumt,

så fjernt fra den, han selv var,

og den måde han selv mødte mennesker på.

Han holdt fast ved kærligheden til det sidste

Holdt fast i os,

selv når vi måtte slippe.

Holdt fast i korset

som det slæbte over stenbroen.

Holdt fast i værdigheden

men verden svigtede.

"Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør."



Tilgiv dem, når slår ihjel.

Tilgiv dem, når de ødelægger livet for andre.

Tilgiv dem, når de bliver ligeglade.



Tilgiv dem, når de igen går i krig.

Tilgiv dem, når de knuser byer, drømme og fremtid.



Tilgiv os.

Tilgiv din skabning, når vi igen og igen korsfæster kærligheden, fordi vi ikke altid forstår.



Vi står i efterskælvet.

Klædet er revet over,

dine fjender er faldet på knæ.

Vi går natten i møde.

Alt er stille.

Og nu må også vi falde på knæ i bøn,

og bede:



Blæs håbet ind i vores næsebor.

Sæt ild til tornebuskene omkring os, så vi ser dig.

Mal med kærlighedens farve på vores dørstolper.

Åbn himlen over os, og hvisk til os,

at vi er dine elskede børn.



Amen

Skærtorsdag 2022

Noget af det fornemste på menneskekroppen er vores fødder. Med knyster, hård hud og hår på tæerne. De kan være sure som en gammel karklud, eller helt nyvaskede. Det betyder ikke så meget, hvordan de ser ud eller lugter, for med fødder er det sådan, at vi kan bruge dem til at gå imod hinanden. Det er med fødderne, vi kan gå ved siden af en ven eller en fremmed, og dele et stykke livsvej sammen. Det er med fødderne, vi vandrer gennem verden – om vi så selv kan gå, bruger rollator, kørestol eller har brug for at blive båret. Låne-fødder har lige så meget værdi.

Og fødder er altid på farten, og de går uden at vi tænker over det. De kan liste afsted, og hoppe højt i vejret. De kan trampe i takt til musik og vippe til møder.

Fødderne slår ikke rødder, men er i bevægelse. Ligesom hjertet banker i brystet, går fødderne i takt til livet.

Det er der allerede mange, der har opdaget, og derfor er pilgrimsvandring blevet mere og mere søgt af mennesker. Det er som om, at sjælen kan følge med, når vi går. Som om, at føddernes taktslag i underlaget giver en ro, der forplanter sig i hele kroppen. Vi er ikke skabt til at ræse gennem livet, og forpustede møde op til vores sidste dag på jorden – vi er skabt til at vandre gennem livet, og møde hinanden. Det handler ikke om at komme først, men om at være på vej.

Hele Bibelen er en fortælling om at vandre. En nomadefortælling. Det begynder med Adam og Eva, der vandrer ud ad Paradisets Have, og siden da har folk vandret. Moses går gennem ørkenen, Maria og Josef vandrer til Betlehem – og Jesus selv vandrer rundt i landet med sine disciple.

Hele vejen igennem Bibelen har folk vandret, gået sammen, mødt hinanden – og alle vegne hvor de kom frem, har de enten oplevet, at Gud gik med dem eller også er de blevet mødt af en af Guds engle.

Ingen har været alene på vandringen.

Og det værd at huske på – at selvom vi måske kan føle, at vi til tider er alene, så er ingen af os forladt af Gud. Han er også med os.

Det bliver sagt hver gang et barn bliver døbt. Jesus siger: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Barnet kan jo ikke forstå de ord, men vi der sidder i kirken kan. Og de skal minde os om, at det også engang blev sagt til os - som et løfte.

Og når de ord er sagt til barnet og til os, der lytter med, så risler vi vand over barnets hoved.

Og netop vand, fordi vi slet ikke kan leve uden vand. Vi har brug for væske for at leve. Og ikke nok med det, så tænk på, at vi ligger i vand i vores mors mave inden vi kommer til verden. Vandet er omkring os fra begyndelsen, og er også noget af det første som Gud skaber.

Vand er essentielt – vi drikker det, vasker os i det, og bliver døbt i det.

Og i dag er vandt også vigtigt, for Jesus vasker disciplens fødder i vand. Vasker støvet og snavset af – holder blidt om deres fødder, og tørrer dem bagefter. Han knæler ned, og gør disciplene klar til den vandring, der venter dem efter påske, hvor de skal gå ud i verden, og fortælle om Jesus.

Han forbereder dem, uden at de ved det. Denne aften – denne torsdag i påsken, der har fået navnet Skærtorsdag. Skær, der betyder ren – som i ren og skær. Eller som i lysskær, som en pige fra 1. klasse sagde den anden dag, da hun var her i kirken for at høre om påsken. Som et lysskær, der også er rent og smukt, og som lyser op.

Skærtorsdag – den rene torsdag – den lysende torsdag. Dagen før den mørke og lange fredag.

Vi får i dag lyset, håbet og troen på, at det nytter at holde fast i fællesskabet og hinanden, trods svigt, smerte og sorg. Trods alt det, der kan ligge og vente på os i fremtiden, så får vi dag at vide, at skal fortsætte med at samles – og holde fast i hinanden.

Skærtorsdag er en vigtig. Vi bliver mindet om, at Gud er med os. At Han også den dag i dag vil vaske vores fødder, så vi er klar til at gå hinanden i møde – og at Han er til stede blandt os, når vi samles. Når vi samles her i aften. Og han er med os i morgen.

Vi skal gå frimodige ud i verden, og insisterer på næstekærlighed og medmenneskelighed – på forsoning og tilgivelse. Og skulle vi på den vandring blive bange eller få brug for at hvile, så kan vi sætte os ned, så Kristus kan bade vores udmattede fødder, og vi igen kan rejse os med fornyet kraft og livsmod.

Det har min kollega Hanne Jul Jakobsen skrevet om i sin nyeste bog: ”Brugte bønner”, som er en gendigtning af Salmernes Bog i Det gamle Testamente. Deri skriver hun følgende bøn:

Send dine engle

og lad dem vugge min sjæl

til ro i deres favn.

Jeg er urolig

og min angst har taget

pusten fra mig.

Jeg hænger ikke sammen

mine øjne græder

og jeg kan ikke stå

på mine fødder.

Lad dine engle

holde om mit hjerte

så det falder til ro.

Giv mine tanker fred,

så alt det, der plager dem

går i sig selv,

så mit åndedrag bliver tungt

og mit hjerte let. 

(Forlaget Eksistensen s. 122)

Amen




Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/skaertorsdag-fra-anden-raekke

Palmesøndag 2022

Det, som man ikke regner med, er ofte det, der får størst betydning for en. Eller det sætter sig som spor i ens liv – som små bøjer af håb, man kan navigere efter.

Sådanne livsoverraskelser kan være pakket ganske ydmygt ind – det er ikke altid, at de er skrevet med store bogstaver på himlen – ofte er de umærkelige, men næsten altid mellem mennesker.

Det kan være det uventede smil fra en fremmed på gaden – det kan være ham, der gav dig lov til at komme foran i køen i Netto, fordi du kun havde en ting i hånden – det kan være sms’en fra en gammel ven.

Man kan sige, at det er i mellemrummet mellem mennesker, at livet går veje, som vi ikke kunne sige os selv. Og det i disse små forbindelser, vi laver mellem hinanden, at vi mærker, at vi lever.

Mærker håb. For det er nemlig det, der umærkeligt spirer, når vi overraskes af venlighed, af godhed og næstekærlighed.

Håb er ganske enkelt livsnødvendigt. Hvis vi ikke har håbet, så lever vi ikke. Håbet er flettet sammen med vores liv på en sådan måde, at slipper vi håbet, så slipper vi også livet. Eller i al fald det, der giver livet værdi.

Håbet kan vi ikke undvære, og det besynderlige ved håbet er, at det giver os så meget, men det vokser alligevel altid i skyggen.

Håbets frø har vi alle i vores hjerter fra det øjeblik, vi bliver født. Vi får håbet foræret fra vores mor, der i 9 måneder håber og venter på, at hun føder et barn, der gerne må være så gennemsnitligt og normalt som muligt – for sådan ønsker de fleste mødre sig det. Vi arver håbet fra vores mor – og trækker vores første åndedrag på det håb.

Og så begynder håbet for alvor at spire første gang vi opdager og oplever, at livet kan være hårdt. Det er, når livets skyggesider viser sig – når det bliver hårdt eller urimeligt – tungt eller trist – at håbet sender en neon grøn spire mod himlen, og minder os om, at fremtiden kan være anderledes. At vi i vores liv har grund til at tro og håbe på, at kærligheden ikke forsvinder i livets mørke dage, men at der er mulighed for lys. Det er netop i det trøstesløse, at håbet bryder gennem den hårde jord og vokser.

Evangeliet handler også om håb – om en kvinde, der kommer og bryder – ikke den hårde jord – men alabastkrukkens låg, for at gøre det uventede og overraskende, at hælde korstbar nardus olie over Jesus. En olie der er kendt for at berolige og stabilisere, og lægge en dæmper på oprørte følelser. En olie til trøst.

Netop den bruger hun – og hælder i en mild stråle ud på hans hoved. Hun giver ham det bedste, hun har – og det mest kostbare, men jeg tror ikke, at det handler om penge for hende. Hun har ikke gjort det, fordi olien var dyr; men fordi det ikke kunne være anderledes. Jesus skulle have lige præcis den gode olie – og hun ville give ham den som en gave. Som en overgivelse.

Men som vi hører, så giver folk ondt af sig, da de ser, at hun bruger så dyr en olie – som det ofte sker, når man forsøger at gøre godt. Sådan er vi stadigvæk den dag i dag – når nogle gør noget godt, så er der kommet en tendens til at gøre opmærksom på alt det andet, som man så til gengæld ikke gør. Som om livet og handlinger er inddelt i ”enten-eller”. At enten hjælper vi de hjemløse eller de syge. Eller enten hjælper vi mennesker på plejehjem eller folk fra u-lande. Verden er bare ikke et sted for ”enten-eller”. Heller ikke dengang, for det handlede ikke om, at enten skulle Jesus have olie eller de fattige skulle hjælpes – det handlede om et både og.

Den nuværende pave, Pave Frans, har engang sagt, at bøn er at bede for fattige, og så derefter gå hen og give dem mad. Det er så fint set af ham. Og en lille handling, om den så kan rummes i en humpel brød, er mere nyttig end at bruge sid tid på at kvie sig over alt det, som den anden ikke gør – eller den anden vælger at gøre. Så hellere selv begynde at give lidt brød ud – smile til en fremmed eller give plads til, at en smule håb kan få lov at vokse mellem en selv og ens næste.

For en god handling skal ikke gøres mindre af det, man ikke gør. En god handling skal have lov at stå og lyse i en ellers mørk tid.

Og kvinden handlede godt mod Jesus, og salvede ham med olie. Gjorde Jesus klar til begravelsen, som han siger. Gjorde ham klar til døden, der venter på ham om få dage. Noget som mange af dem omkring Jesus slet ikke forstod, ville ske.

Kvinden griber ind i fremtiden og viser omsorg for det menneske, der skal gå ind i døden.

Det er også håb.

For selv i døden er der håb. Håbet snor sig ind i døden, og lader os gå ad dens grene ind i evigheden sammen med Kristus. Håbet dør altså ikke med døden, men lever på trods af døden. Det er påskens budskab, som bliver slået an i dag.

Håbet rækker længere end vi kan forestille os – og hele vejen ind i Guds rige.

Vi lever i en mørk tid, har jeg hørt sagt mange gange siden 24. februar. En mørk tid, hvor fremtiden også kan synes dyster. Og netop her spirer håbet med neon grønne blade. Netop her. Netop nu.

Det kan kræve, at vi går ud af vores tryghedszone for at opdage det – det kan kræve at vi skal gå ud med brød til fattige – eller mod til modløse. Håbets frø skal gives videre – som vi engang selv fik det ved vores fødsel.

Og det skal plantes i mulden mellem os, så vi sammen kan få troen på, at det nytter at vise medmenneskelighed overfor hinanden. Det nytter at bryde seglet på alabast krukkens låg for at give af det kostbare, vi har.

Vi skal bryde seglet til vores hjerter og øse af den næstekærlighed, der ligger der. Kun sådan kan håbet spire.

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/palmesoendag-fra-anden-raekke

3. søndag i fasten 2022

Hvad er sandt og hvad er løgn? Det kan være svært at skelne i vores tider, hvor information flyder os i møde hvert sekund. Vi skal hele tiden forholde os – og navigere, så vi ikke falder for fake news.

Men mon ikke mange af os har prøvet at tro på noget, der viste sig at være en løgn – viste sig at være fake news? Som et meget dagligdags eksempel fortalte min mor, at man ikke må koge vand to gange, for så bliver det giftigt. Det passer selvfølgelig ikke. Eller en anden løgn, som mange er faldet for, er man skal hoste voldsomt, hvis man er ved at få et hjertetilfælde. Det er altså heller ikke rigtigt – man skal bruge tiden på at ringe 1-1-2.

Så vi kender det alle sammen – det med at falde for en løgn. Bliver vi løgnere af den grund? Altså jeg har da for min del, fortalt noget videre, der viste sig at være en løgn, men som jeg ikke vidste var det. Mon ikke de fleste af os har prøvet det – eller fortalt en løgn, eller tilbage holdt viden. Gør det os da til løgnere?

Er der forskel på løgne?

Det er der – løgne kan være forskellige, og have forskellige intentioner. Man kan fx lyve for at beskytte andres liv, og da er løgnen nødvendig. Man kan ikke bare sige, at en løgn er en løgn. Ja, nogle gange er man nødt til at lyve, fordi det er løgnen, der gør at man bevarer sin medmenneskelighed.

Men det vigtige her, er at løgn i virkeligheden handler om, hvad konsekvenserne af den, er. Skader løgnen andres liv? Tager den livet fra andre? Skaber den afstand mellem mennesker eller mellem mennesker? Skaber den fjender?

For der er ingen tvivl om, at løgn kan skade. Løgn kan sløre tilværelsen, så vi ikke længere kan se, hvad det er vi gør ved andre, eller se at klart. Løgn kan kalde det værste frem i os, så vi tror, at den dom, vi fælder over andre, er fortjent. Ja, at det ligefrem tjener et højere formål og bilde os ind, at vi handler i det godes tjeneste, når vi skader andre.

K.E.Løgstrup skrev i 1938, 8 dage efter at Østrig tilsluttede sig det Det tredje Rige, følgende i sin prædiken til netop denne 3. søndag i fasten:

”Når mennesker (…) med fanatisme vil gøre noget godt og rigtigt, men selv vil finde ud af, hvad dette gode og rigtige er, så komme de på afveje. Så bliver det lige så meget ondskab, de kommer til at udrette.”

”Vi ser – hvis vi forstår at læse den dagens historie, der skrives i vor avis – at vi mennesker simpelthen ikke evner vort eget fælles liv. Vor svigten er så afgørende, så fuldstændig, at når mennesker af egen magtfuldkommenhed vil ordne det fælles liv på fuldkommen måde efter det, de selv har fundet ud af som det rigtige – så sker det i en forfølgelse og terror, der ødelægger alt.”

”Vil vi magte [livet] alligevel med vore egne ideer og meninger om det rigtige – så sker det med brutalitet, forfølgelse af anderledes sindede – med terror”. (Prædikener fra Sandager-Holevad, Gyldendal, 1995, s. 91ff)

Sådan skrev Løgstrup dengang, som han kunne have skrevet i dag. Han skriver om mennesket, der sætter løgnene på 1. pladsen for at opnå det, det gerne vil. Han skriver om et menneske, der i fuldstændig autonomi, vil klare tilværelsen selv.

Og vil man klare alt i livet helt alene, er der ikke langt til at tænke, at andre mennesker blot er instrumenter i ens livsprojekt. At vi ikke er forbundet med hinanden, og at nogle mennesker ligefrem er bedre end andre. Og at man derfor har både ret – og ligefrem en pligt – til at dømme nogle ud, måske endda forfølge dem.

Netop det har dagens evangelium været brugt til at legitimere. Fordi der står i teksten, at nogle har løgnene til far, og fordi Jesus – der i øvrigt selv var jøde – siger dette til en gruppe jøder, så har teksten været brugt til at berettige had til jøder.

Men netop der snor løgnen sig om mennesket, og klemmer til. Netop der bliver man selv budbringer af en løgn.

For det handler ikke specifikt om en gruppe jøder, men om en gruppe mennesker, som helt naturligt på det her tidspunkt i historien er jøder. At de er jøder, er ikke det vigtige – det var Jesus jo som sagt også selv.

Men evangelieteksten er desværre skåret sådan til i dag, at vi ikke hører grunden til at Jesus taler på denne måde. For teksten til i dag er en del af en længere samtale, som Jesus har med denne gruppe mænd.

Lige inden han siger til dem, at de har løgnen til far, siger han også til dem, at de skal følge ham, og blive frie i sandheden. Men gruppen af mænd svarer at de slet ikke har brug for friheden, for den har de allerede – de er nemlig ikke slaver. Da forklarer Jesus dem, at friheden, han vil give, handler om den indre frihed ved at man ikke længere er lænket til de forkerte handlinger, man gør. Jesus forsøger altså at forklare for dem igen, hvorfor de skal følge ham. Og da afslører Jesus, at denne gruppe mænd senere vil få et ønske om at slå ham ihjel, fordi de ikke åbner sig for det, Jesus siger. De vil sætte deres egne ønsker om had, hævn og smålighed forrest – og dermed ikke Jesu budskab om kærlighed.

Derfor siger han, at de lyver for sig selv. De tror, at de har nok i dem selv. De er ligefrem villige til at slå ANDRE ihjel for den overbevisning for at få verden til at passe. For at deres livssyn stemmer.

Men et livssyn, som man må slå andre ihjel for at opnå, er bygget på en løgn. Altid. Uden undtagelse.

Det siger jeg skråsikkert. Når man først tænker, at det er essentielt, at andre dør, før man selv kan leve, så er man bundet i sit indre til en handling om at skade. Så er man ikke længere sat fri.

Det er kontroversielt, og dermed er evangeliet også farligt for den, der er blevet syg af magt. Dermed er evangeliet et budskab om at bruge sin magt for andre, og ikke kun for sig selv. Evangeliet er politisk – dybt politisk. For netop evangeliet peger på en verdensorden, hvor den svage beskyttes af den stærke – og hvor vi lever side om side trods det, der skiller os ad.

Det lyder i vore øre som noget almindeligt, fordi vi øvet os i at tænke sådan længe. Men sådan er det ikke alle steder. Nogle steder kommer man i fængsel for at sige det, jeg siger her.

Så farligt kan en mening være, fordi den puster ild i det inden i os, der vil insistere på fred og forsoning. Fordi vi får mod til at sige nej til løgnen. Og er der noget, som løgnen ikke kan holde til, så er det et nej og en afsløring.

Vi har brug for at livet skal prøves på andet end vores egne -ismer. Vi har brug for, at det vi finder ud af, der skal gøre, også må stilles under en kritisk lup, så de handlinger der leder til brutalitet og forfølgelse, bliver brudt ned. Vi har brug for Guds ord.

Guds ord om frihed, håb og kærlighed. De ord, der kalder vores inderste menneske frem i lyset, så vi ser hinanden som ligeværdige. Ikke ens, men ligeværdige.

Guds ord bryder løgnen ned, og skaber medmennesker.

Guds ord insisterer på kærligheden, hvor der er had.

Guds ord kan vi leve på, og skabe gode livsbetingelser for andre på – også dem, der tror noget andet.

Det er den indre frihed, der bliver til ydre frihed for andre. Og det er Guds rige, der allerede er begyndt at sætte sig igennem i denne verden.

Amen

Dagens evagelietekst: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-fasten-fra-anden-raekke




Kirkebøn:



Frihedens Gud – vi takker fordi vi må dele dit ord i tryghed, og uden frygt for forfølgelse. Vi beder derfor for dem i vores land med magt, at de giver os den mulighed, og vi beder om, at de må forvalte den magt til fællesbedste.

Vi beder for alle der lever i frygt for en hersker, eller af frygt for morgendagen. Vi beder for alle dem, der tør sig fra højt, og for dem, der ikke vil gøre det af frygt for konsekvenserne. Vi beder for dem, hvis holdninger vi ikke forstår og dem vi kalder for fjender.

Vi beder for alle, der er ligger syge, og alle der sidder ved siden af en sygeseng. Vi beder for alle svage, og alle der giver dem en hjælpende hånd.

Vi beder for alle, der flygter, og særligt for de børn, der betaler prisen for de voksnes krig. Vi beder for alle, der vokser op i fattigdom, og alle der mangler hjem eller kærlighed.

Vær med os Gud i vores verden af mangler – udfyld hullerne med din kærlighed.

Vær med din kirke her i Møllevang, ja over hele kloden. Lad dens klokker altid ringe for fred og kærlighed.

Lad os være stille sammen.

Amen

1. søndag i fasten 2022

Det er svært at høre dagens evangelium, og ikke høre de begivenheder, der udspiller i verden, tale med.

I Jakobs brev, står der, at Gud velsigner den, der ikke giver op, når han udsættes for prøvelser. Og at det er begær, der lokker og river et menneske med, så det, handler ondt.

Og i Lukasevangeliet siger Jesus, at magthaverne, der kalder sig folkets beskyttere, ikke er de største i Guds øjne, men derimod den, der tjener.

Det er ord, der synes som talt ind i den sidste uges begivenheder. På en uge, har vores verden forandret sig – igen. Men denne gang er det ikke en usynlig virus, som vi kan bekæmpe med afstand og sprit, men derimod mennesker, hvis handlinger vi ikke forstår. Det er ellers et af menneskets fornemste kendetegn, at vi kan mentalisere. Det betyder, at vi kan forestille os, hvad andre tænker, og hvordan de har det. Men i den her tid, sker der handlinger, som vi ikke kan sætte os ind i. Og måske heller ikke skal sætte os ind i.

For når ondskaben tager over, skal vi ikke forstå den, men tage afstand fra den.

Danmark er et af de få lande, hvor vi i vores trosbekendelse begynder med forsagelse, når vi siger: vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Det er stærkt, at vi begynder med at sige nej til det onde – at vi fornægter det onde og frasiger os at ville have noget med ondskab at gøre. Vi siger nej – og det har vi gjort hver søndag år ud og år ind. Sagt nej til det onde – også i perioder, hvor vi næsten helt glemte, hvad ondskab er. Og næsten troet, at det ikke længere fandtes på jorden.

Men ondskab er på mange måder en parasit. denhar brug for os mennesker til at handle for sig – for ondskab ér altid en handling, der ødelægger livet for andre. Ondskab er, når nydelse over andres ulykke eller ligegyldighed tager pladsen, hvor empati og forståelse skulle have været. Ondskab er nogle gange beregnende og målrettet.

Men ondskaben kan også være banal, og måske er den her allermest uhyggelig. Filosoffen Hannah Arendt taler om den banale ondskab, der handler om det menneske, der bilder sig ind, at det ikke har ansvar for det onde, det gør. At det ikke selv har bestemt det onde, men at man blot gør sin pligt. Næsten som et stykke arbejde, man er hyret til, for derefter at gå hjem og lege sine børn. Denne form for ondskab er ikke udspekuleret, men derimod tømt for enhver tanke og refleksion. Og den er uhyggelig. Den får fx masserne til at gøre ondt mod andre, fordi en leder siger til dem, at de skal gøre det. Og ingen siger stop – ingen tænker sig om.

Den banale ondskab.

Men mennesket er ikke i sig selv ondt. For ondskab er egentligt det modsatte af, hvad vi er skabt til, og hvad vi formår. Vi mennesker er skabt med egenskaber som samvittighed, ansvarsfølelse, empati og tankefrihed. Vi er skabt til at kunne tage stilling til vores handlinger og bruge vores mentalisering til at regne ud, hvad vores handlinger gør ved andre. Vi hverken kan eller må fralægge os ansvaret for vores handlinger ved at nægte at tage stilling. Ikke at tage stilling, er stadigvæk en position. Der findes ikke en væren, hvor vi ikke har et ansvar for hinanden. Der findes ikke et øjeblik, hvor vi ikke bør involvere os med hinanden.

Vi skal bruge vores samvittighed til at mærke efter, hvornår noget er etisk forkert. Vi skal bruge vores ansvarsfølelse til at gøre det, der skaber liv for andre. Vi skal bruge vores empati, til at gøre åbne vores liv for de nødlidende. Vi skal bruge vores tankefrihed til at sige stop.

Vi har et ansvar.

Og det er også det kristne menneskesyn. Et positivt og opløftende menneskesyn, for da Gud skabte verden, lød det gang på gang, at det var godt. ”Det er godt, det er godt, det godt”. Og da hun skabte mennesket i sit billede, og gav det ansvar for skaberværket, så hun på det hele, og så at det var godt.

Vi er skabt til at leve i godhed. Og vi er skabt i kærlighed. Af kærlighed. Til kærlighed.

Kærligheden er omkring os – og da Gud valgte at leve et liv som menneske, valgte Gud at leve som et fattigt menneske for at vise, at storhed i Guds øjne ikke er det samme som rigdom, men det samme som godhed.

Gud valgte at blive menneske, fordi hun ville gentage den kærlighed, hun skabte verden med.

Vi er i stand til at vælge kærligheden til i situationer, hvor man ikke regner med det. Vi er i stand til at bruge vores tanker, samvittighed og empati til i situationer, hvor had og hævn ellers ville have været forventeligt. DET er mennesket. Det er mennesket, der vælger godheden, når det aktivt siger nej til ondskabet.

Og særligt i krig opdager vi godheden. Det er et paradoks, men netop her, fordi det bliver så tydeligt, at når vi forsager ondskaben, så blomstrer godheden.

De sidste 73 år har der jævnligt været fortalt historier fra 2. verdenskrig på prædikestole omkring godheden, der kom på trods. Godhed og næstekærlighed genetablerer vores tro på menneskeheden. Vi har brug for at høre om det – vi har brug for at høre, at det onde ikke får det sidste ord, men at godhed kan spire selv de øde steder.

Og de trøsterige ord i dag, finder vi i evangeliet, hvor Jesus taler til Peter. Jesus har lige fortalt Peter, at han vil komme til at tage svigte Jesus 3 gange i løbet af natten. Peter nægter, for han kan ikke forestille sig sin egen frygt for at miste livet. Han tror, han er modig. Og da siger Jesus: jeg bad for dig. Jeg bad for din tro.

JESUS BAD FOR PETER. Gud beder for os.

Det er ikke kun os, der beder til Gud om fred og forsoning. Det er også Gud, der beder for os. Hun folder sine hænder og beder for sin skabning – for at vi må finde godheden i den verden, hun har skabt til os.

Vores urolige hjerter – Gud beder for os.

Vi er ikke alene i denne ondskabens meningsløshed – vi er ikke glemt i frygtens favntag – Gud beder for os. Beder for at godheden vil få sidste ord – beder for at vi må bruge vores vilje til at sige stop til ondskab.

Om lidt skal vi synge en salme af Janne Mark, der rammer os i ømheden – lige der, hvor kærligheden møder frygten – lige der hvor bekymring møder håb.

Sidste vers lyder sådan her:

Syng for alverdens urolige hjerter
hvor angst og smerte har magt,
syng, råb, forkynd at din fred også er der
ingen er glemt, ingen tabt.
Lad et mærke stå, læg et spor ud at gå
evigt, for altid er du
på vej til alverdens urolige hjerter
med din velsignede ro. (Janne Mark, 2017)



Amen

Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-i-fasten-fra-anden-raekke

Askeonsdag 2022

Hvad er et menneske? Det spørgsmål har runget til alle tider. Hvad er et menneske?
Vi kan svare på mange måder?

• Vi er stjernestøv, skabt af atomer fra eksploderede stjerner.
• Vi er vand og kulstof – et bankende hjerte og impulser.
• Vi er dyr med et sprog og en evne til at se ud over os selv. At reflektere.
• Vi er dyr, der forsvarer vores territorier og indtager nye.
• Vi er misforståelser
• Vi er katastrofale

Mennesket er i stand til at gøre ondt – meget ondt. Vi kan skade hinanden, gøre livet mørkt og modbydeligt for hinanden. Vi kan gøre handlinger, der gør os u-menneskelige.

Er vi da krigeriske, dyriske – er vi ikke andet end vores instinkter?

Hvad er et menneske?

Og svaret er i al sin enkelhed indlysende. For et menneske kan ikke reduceres til de mærkater, de handlinger eller de ideologier der flytter ind i os. Nej, et menneske ER et menneske.

Vi er altid, først og fremmest mennesker.

Det er vi alle sammen – til alle tider. Selv vores argeste fjende er et menneske. Det kan være svært at holde fast i, når vi gerne vil reducere hinanden – det kan være svært at holde fast i, når vi ikke kan forstå hinanden – det er særligt svært at holde fast i, når livet gør ondt.

Et menneske er et menneske.

I et liv, der på mange måder udfordrer os, og nogle gange får fat i os, så vi glemmer, at vi er mennesker. Og at de andre er mennesker.

Da Gud skabte universet og kosmos, så han på det, og sagde gang på gang, det var godt. Det er godt – det godt – du er god. Han skabte mennesket i sit eget billede, så det kunne ligne ham. Så der ville være noget i os, der skulle spejle ham, og så vi kunne kende kærligheden, når den kom til os i livet – på alle de finurlige og kryptiske måder, som kærligheden viser sig på.

Livet er i udgangspunktet godt.

Og vi kan kalde det gode frem i hinanden. Selv vores fjender elsker. Vi kan bygge bro over alt det brændte, når vi kalder på mennesket i den anden.

Der er nok af had i verden – der er nok af ondskab i verden – lad ikke også os være bærere af den.

Hvad er et menneske?

Skabt af Gud.

Skabt af kærlighed. I kærlighed. Til kærlighed.

Vi kan skubbe egoismen til side, og handle uselviske. Vi kan sætte den anden forrest, fordi alt andet ellers ville ødelægge det i os, der netop gør os til…mennesker.

Vi er mennesker – for hinanden og med hinanden.

Vi er vævet sammen, vi er bror og søster, vi er folkeslag og fællesskab.

Vi er stjernestøv og kærlighed. Vi er tanke og omsorg.

Vi er villet af Gud.

Og han skaber i os endnu – hjerter der banker for næsten. For fred og forsoning.

Og fra den brændte aske – i skyggen af tilværelsen – vil håbet sætte frø og spire.

Der er håb til i morgen.

Vi er mennesker.

Amen

Septuagesima søndag, 2022

Grethe Risbjerg Thomsen har skrevet et digt, der lyder sådan her:
”Jeg dør en lille smule
for hvert sekund, der gaar,
jeg bærer døden med mig
igennem livets aar.
En nat, maaske en martsnat
saa mild af regn og tø,
skal jeg gaa bort i mørket
og holde op at dø”

Vi har alle en dødsdag – en dag – et øjeblik, hvor vi skal dø. Vi ved ikke hvornår, men en dag er øjeblikket fra livet til døden blot et åndedrag, der bliver taget og derefter blæst ud igen, for aldrig at blive taget en gang til. Vi dør på et øjeblik, men vejen derhen er forhåbentlig lang og god. Eller som man siger i Tyskland – en god død varer hele livet.

Men nogle gange oplever vi det, at døden river livet ud af kroppen på et menneske, før vi synes det er tid. Det har vi alle læst om i nyhederne i denne uge. Vi oplever, at døden kommer for tidligt. Og når det sker, så kastes der lange, mørke og tomme skygger ind over livet.

Det barske, det grumme og det modbydelige toner sig vej frem. Og vi kan blive bange, bekymrede eller måske vrede. Frygten er ophav til disse følelser og reaktioner.

Og frygten står altid klar til at tage fat i os, og ruske i os, så vi graver grøfter mellem hinanden, og mellem os og Gud. Ruske os ud i tanker, der fjerner os fra livet. Og derfor må vi gøre alt, hvad vi kan for ikke at sætte frygten forrest i livet.

Det forstår man måske særligt, når man står tættest på den pludselige død. I al fald kunne man på Mia Stevns forældres facebookprofil læse følgende:

”At dø i forsøget på at leve, er bedre end at leve af frygt for at dø”.

De ord ramt mig – ikke blot fordi, at man så levende kan forestille sig den afgrundsdybe sorg, de må stå i; men også fordi det er et udsagn til os. Et budskab, de vil give alle os andre.

Lev. Ikke i frygt. Så hellere dø i forsøget.

Lad os for et øjeblik fokusere på det budskab, som Mias forældre skriver, og ikke den ugerning, der er blevet begået mod et uskyldigt menneske.

”At dø i forsøget på at leve, er bedre end at leve af frygt for at dø”.

Det er et budskab, der klinger af salmen ”Altid frejdig”, hvor vi synger: ”(…) dø, om så det gælder. Da er livet ej så svært, døden ikke heller.” (DDS 784, 3)

Denne salme handler ikke så meget om døden, som den handler om livet. Som det altid handler om livet. Nok skal vi dø i et øjeblik, men før det og efter det, da lever vi. En dag holder vi op med at dø, og den dag, skal vi møde livet.

Og derfor synger vi ofte ”Altid frejdig” ved begravelser, for at minde os selv om, at livet er til. Altid. Også for de døde. Også for de sørgende. Også for de skyldige.

Og også for os på denne side af døden.

Livet er, og det liv skal vi forsøge at leve.

Vi skal ikke på forhånd grave os ned, så vi bliver som levende døde, men derimod sætte os selv i spil.

Det er hvad der sker for den 3. tjener i dagens evangelium. Han er billedet på et menneske, der ikke lever. Han graver sig ned – graver sit liv, sin formue og sig selv ned. Han vil ikke skylde nogen noget, siger han lidt omvendt, da han afleverer mønten til sin herre med ordene: ”her har du, hvad der er dit.”

Hverken mere eller mindre gav han – han gav bare det samme igen.

Og vi kan så nemt få ondt af ham – jeg får det i al fald, og tænker om Gud ikke er med ham. Men vi må lige holde os for øje, at det her en lignelse. Manden findes altså ikke i virkeligheden. Jesus har bare opdigtet ham for at lære os noget om livet. Så lad os pakke den ellers meget klædelige omsorg for manden væk for et øjeblik, så vi kan få øje på, hvad er det, der siges – hvad er det, vi skal lære?

De to første tjenere investerede deres mønter og fik afkast. Den sidste gravede den ned.

Det her handler hverken om karma, gerninger eller økonomi, den her lignelse. Men det handler om livet. Det handler om, at når vi tør gøre os selv skyldige i forhold til andre, så vil vi i Guds øjne altid have overskud. Også de dage, hvor vi taber vores investering i hinanden, og står tilbage med skylden.

Livet handler nemlig ikke om succes eller bedrifter – om pæne hjem eller flotte karrierer. Livet handler om alt det, der sker mellem os. Som flyder mellem os – liv, lys og kærlighed.

Og skulle Jesus nu en dag genfortælle lignelsen, så vi virkelig forstår den, så kunne han lige så godt have sagt, at den første tjener var hjemløs, tandløs og alkoholiker, og han fik overskud. Den anden tjener var flygtning og havde angst, og han fik overskud. Og den sidste tjener, ham som gravede sin talent ned, var ansat som underdirektør i et stort firma, der arbejdede for fred i verden, og han sagde: Her har du, hvad der er dit.

Bare så vi forstår, at det ikke handler om succes, men om at få øje på hinanden midt i vrimlen. Få øjenkontakt, når vi kigger op fra telefonen.

For tør vi vende os mod hinanden, leve livet – også selvom vi fejler, så har vi i Guds øjne et afkast. Det sørger Gud for. Han lægger det til, der mangler, så det giver overskud.

Det er nemlig ikke mængden af venner vi har, eller hvor mange fede oplevelser vi har, der afgør om vores liv gav overskud; men derimod om vi forsøgte. Forsøgte at være menneske mellem mennesker.

Hvordan vi er det, er forskelligt, og man kan ikke finde en manual, der forklarer det. For vi har alle fået forskellige talenter. Og dem må vi bruge, så godt vi kan, velvidende at ingen lever uden at skylde Gud alt.

Men selv den største skyldner, har Guds kærlighed.

Det hører vi om i beretningen om påskemorgen i Markusevangeliet. Der fortælles det, at englen, der kom ud fra graven, sagde til kvinderne, at de skulle fortælle om Jesu opstandelsen til disciplene OG til Peter. Peter var den discipel, der forrådte Jesus tre gange på en nat ved at nægte, at han kendte ham. Peters tro brød sammen den nat, og det kan forekomme, at han brændte alle broer. Men den morgen sendte Gud en særlig hilsen til ham. Manden Peter, der havde tabt hele sin investering, blev inviteret ind i Guds kærlighed.

Det er så stærkt – og på sin vis, så er dagens lignelse et skridt på vejen til påsken. På vejen til livet, der knuste døden den morgen ved graven.

I Østkirken synger man påskemorgen ved daggry. Præsten råber: Kristus er opstanden” Og menigheden svarer. Ja, han er sandelig opstanden. Og så synger de sammen:

Fra døden til livet, fra jorden til Himlen har Kristus vor Gud, ført os. Lad os være lys i denne højtid, lad os sige søster og bror endda til dem, der hader os. Lad os tilgive alt for opstandelsens skyld og råbe: ”Kristus er opstanden. Han er sandelig opstanden”.

Hver søndag er en fejring af påsken – også i dag. For til påske går det op for os, hvad det betød, at et lille menneske blev født julenat – Jesus Kristus levede den nat kærligheden ind i livet. En kærlighed, der altid lægger til – og særligt der, hvor gælden er størst.

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/septuagesima-fra-anden-raekke