søndag den 8. maj 2022

3. søndag efter påske 2022

Egentlig handler dagens tekster ikke om håb, men så alligevel. Håbet er ligesom det, der ligger under og skinner igennem.

For der er noget håbefuldt i Jesu ord, når han igen må skære budskabet ud i pap for de mennesker, der stod ham nærmest. Det er håbefuldt, fordi det dels betyder, at vi ikke behøver at forstå kristendommen eller troen. Og det er håbefuldt, fordi det giver os en vej at gå.

Det med, at vi ikke behøver forstå troen, kan godt virke lidt provokerende, og det er heller ikke fordi, jeg siger, at vi skal holde op med at tænke, reflektere eller bruge vores hoved. Men det fine i budskabet er det, at vi ikke behøver forstå ALT i troen for at kunne tro den. Der er tværtimod noget ulogisk og noget overraskende i troen.

VI hører i dag om Moses ved den brændende tornebusk – en busk, der slet ikke brænder ned, men blot har denne ild i sig. Og Guds stemme lyder til Moses inden han når at tænke over, hvad han skal sige – så vi behøver heller ikke have ord klar i mødet med Gud. Gud skal nok tale til os. Og da giver Gud Moses en opgave, som får ham til at spørge, hvem Gud da tror, at Moses er. Så Moses første spørgsmål til Gud er: hvem er jeg?

Det spørgsmål har mennesker stille til alle tider, og er altid det første – hvem er jeg?

Vi vil gerne have lidt fast grund under fødderne, før vi kan gå ud i verden, så vi spørger: hvem er jeg? Det virkelig overraskende i fortællingen om Moses er dog nu, at Gud ikke svarer ham på spørgsmålet. Men derimod svarer ham ved at sige: Jeg er med dig.

Guds svar på vores spørgsmål, der kredser om, hvem vi selv er, er altid: jeg er med dig.

Når Gud er med, så er vi dem, vi skal være. Så bliver vi dem, vi skal være. For Gud er den styrke, vi har brug for, for at kunne gå livets vej.

VI behøver ikke forstå alt om os selv, for at gribe livet, og begynde at gå. Vi behøver ikke forstå alt, der bliver sagt om Gud, så længe Gud er med os. Vi skal blot overgive vores liv, hjerte og sjæl til at Gud vil sørge for os på vejen.

I gamle dage sagde man til hinanden, og ofte inden folk skulle ud på en længere rejse, Gud i vold. Det bruger vi ikke så meget mere – ikke fordi det ikke er sandt, men fordi ordet vold giver forkerte associationer. Men vold betyder her: varetægt, beskyttelse eller omsorg. At Gud altså har vores ryg for nu at sige det meget moderne. Gud i vold – vi er i Guds varetægt, og han er med os.

Vi må overgive os selv til ham på vores livsrejse. Det er fuldt af håb – håb for den vej, vi skal gå. Håb for at fremtid, der venter os, når Gud går med. Håb om, at de kampe som der også venter i tilværelsen, kan falde ud til kærlighedens side.

OG Gud gik med Moses, og han lykkedes med den opgave, som Gud havde givet ham om at befri israelitterne fra slaveri.

Det er jo en stor opgave, som Moses løste, og jeg bilder mig ikke ind, at Gud har lige så store planer med mit liv; men ethvert liv er lige så betydningsfuldt som Moses liv.

For ingen er mere eller mindre. Vi er alle lige, og vi er alle inviterede til at gå vejen med Gud.

Kristus taler om, at han ER vejen, sandheden og livet. Det er gennem Kristus, at vi lærer om hvem Gud er.

Gud lod sig inkarnere ind i denne verden. Fra at være en ånd, der svæver over vandende, blev Gud et menneske i kød og blød. (Tilfældigvis en mand, men det betyder ikke, at Gud er en mand – Gud er både mand og kvinde.)

Det er en begivenhed, der på nogle måder overgår påskens opstandelse. For opstandelsen er den måde, Gud kunne komme ud af verden på – det er en stor begivenhed set fra menneskers perspektiv, fordi vi først der forstår, hvem og hvad Kristus var. Men fra Guds perspektiv kunne Kristus ikke andet end at opstå. Det er derimod det, at Gud (skaber af universet og livet) kunne komme tilstede i et lillebitte menneske, der egentligt er det største.

Og i inkarnationen kan mennesker og Gud mødes. Eller som teologen Henri Nouwen skriver i sin lille bog ”Stemmen i mit indre”: ”Det er inkarnationens gode nyhed: Ordet blev kød, og dermed skabes der et nyt sted, hvor alt hvad du er, og alt hvad Gud er, kan bo. Når du har fundet den helhed, bliver du virkelig fri” (Boedal, 1. udgave, 2. oplag 2009, s. 26)

Derfor kan Jesus sige, at han er vejen, sandheden og livet. For han er det punkt i historien, hvor Gud og mennesker kan stå ansigt til ansigt – hvor der ikke er brug for den slørende ild; men hvor vi kan spørge direkte: jeg forstår ikke alt.

Og svaret vil være at finde, men ikke altid som vi ønsker det. Filip vil gerne have en finger, der peger direkte på Gud Faderen. Han vil have konkrete beviser, men Jesus siger: tag mig på ordet. Jeg er i faderen.

Han er vejen, vi skal gå, og så længe vi er på den vej, kan vi ikke gå forkert, selvom det kan føles sådan. Når vi går ad den vej, så kommer vi en dag frem til målet, selvom vi lige nu ikke kan se det.

Det er håbet i livet, at vi går i det her liv, fordi vi går den vej, vi kan. Ikke fordi vejen dermed er nem, men fordi den er rigtigt.

Vi skal gå gennem livet, fordi Kristus vandrer med. Fordi det er den, vi skal gå – frem mod Gud – med hinanden ved vores side og med Kristus i ryggen.

Der er håb – det er der altid. Også i dag – også i disse tider. Gud er med os i det liv, der ligger foran os og skal leves. Vi er ikke alene.

Amen




Dagens tekster:

https://www.bibelselskabet.dk/3-s-efter-paaske-fra-anden-raekke

lørdag den 30. april 2022

2. søndag efter påske 2022

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand.

Hyrden har et hårdt job – han går mange mil for at følge med sin flok – sine får. Han går bag ved dem, eller ved siden af dem, for at følge dem til det sted, hvor flokken kan hvile og få fornyede kræfter igen.

Hyrden er ikke altid synlig, fordi han går bagved, og guider fårene på vej.

Gud er som en hyrde. Det er ikke altid, vi kan se eller ligefrem mærke Gud i vores liv. Og til tider kan vi måske tro, at han slet ikke findes. I desperation over, at vi ikke får tegn fra Gud, sker det måske, at vi afskriver ham.

Men han er der. Også når vi afskriver ham.

Han går lige bag ved, lige præcis ude af syne for øjet. Men en gang imellem sker det alligevel, at vi får et glimt af Gud ud af øjenkrogen. Og vi siger sådan lidt indforstået til hinanden: ”der er mere mellem himmel og jord.”

Men lige så snart, vi har anet, at vi ikke går alene i livet, lige så hurtigt, er Gud gået ind bag os igen, fordi det for Gud ikke handler om at vise sig for os, men om at sørge for, at vi kan finde vej gennem tilværelsen. Og han bruger sin røst, så vi kan høre ham, når vi ikke altid kan se ham. Han kalder os, så han kan lede os til de grønne enge sikkert.

Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navn skyld.

Hvem kender ikke det med, at man føler, at man er på afveje i livet. Det kan være svært at finde vej tilbage – og man kan være så faret vild, at man oplever at miste sig selv på vejen.

Hvilke stier er da de rette for os? Det spørgsmål kan vi ikke svare på, for vi kan opleve at selv en afvej kan lære os noget om livet eller om os selv – og måske vi slet ikke ville have været den vej foruden. Og andre gange er vi bare så fortabte på vejen, at vi har brug for en til at hjælpe os tilbage.

Gud giver os kræfter til at gå ad selv den vej, der synes svær. Han hvisker til os, at det nytter at tage et skridt mere, fordi vi er på vej. Han leder os ad den rette sti.

Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.

I Bibelen står der over 300 gange, at vi ikke skal frygte. Frygt er en følelse der igen og igen dukker op i vores liv. Nogle gange mærker vi den som ængstelse eller bekymring, men næsten altid er frygten bundet til en fremtid, vi endnu ikke kender.

Frygt ikke – sådan siger englene til os, når vi bliver grebet af frygt. Frygt ikke, fordi der ikke er noget at frygte.

Da jeg var barn, og skulle sove, insisterede min mor på at slukke lyset, selvom jeg helst ville have en lampe tændt. Men tiderne var anderledes, og lyset blev slukket. Så lå jeg der i mørket og ventede med en lille frygt spirende i maven. Men inden jeg nåede at blive rigtig bange vænnede mine øjne sig til mørket, og jeg begyndte at ane konturer om omrids. Jeg kunne se lys under den lukkede dør og fra vinduet. Jeg kunne igen begynde at se, hvor jeg var.

Jeg var i mørket, men selv der, var der ingen grund til frygt, for Gud var med mig. Og ventede jeg bare et øjeblik, ville han gøre det sorteste mørke, en smule lysere.

Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender.

Hvem er vores fjender? Vi ville nok i dag i nemmere kunne pege på andre, måske et helt folk, og kalde dem fjender end vi kunne bare ved årsskiftet.

Men Jesus siger til os, at vi skal elske og bede for vores fjender.

Han siger det modsatte af, hvad vi har lyst til, når vi føler os truet eller bange. Bed for dem.

Han bad selv for de mennesker, vi kunne have kaldt for fjender. Han bad for dem, der korsfæstede ham, og som han havde enhver ret til at hade eller vil hævne. Synes vi.

Men måske netop derfor. Fordi hævn binder os til det umenneskelige i os, og fastholder fronter, fremfor at insisterer på det, der er det vigtigste i livet, nemlig næstekærligheden. Netop der bad Jesus. Og han bad, at de ikke vidste bedre, og at Gud skulle tilgive dem.

Mennesker er kun fjender, så længe vi kalder hinanden det. Og vi gør ondskaben en tjeneste, når vi råber: fjende. Vi gør det ondes arbejde, i stedet for at dække bord, så vi kan spise sammen. Blive sammenspiste igen.

Der er kun et folk her på jorden – Guds folk. Guds mennesker – alle skabt i sammen kærlighed. Af samme kærlighed. Til samme kærlighed. Vi er skabt, fordi størst af alt er kærlighed.

Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod.

Man salver konger og dronninger. Dronning Elisabeth af Storbritannien blev salvet med olie, da hun blev kronet – en præst tegnede et kors med olie på sin finger på hendes hoved, hendes bryst og i hendes håndflader.

Nu salver Gud os – vi er hans kongeslægt. I Guds øjne er vi som konger og dronninger alle sammen.

Der er ingen, der har forrang eller særlige privilegier i Guds rige. Præsten er ikke tættere på Gud end andre. Provsten er ikke tættere på Gud end andre. Biskoppen er ikke tættere på Gud end andre. Gud er lige tæt på os alle – og han salver os med olie. Velduftende olier, der nærer os.

Og han tager vores livsbæger, og fylder det til randen med sin kærlighed. Vi skal ikke mangle. Ikke nu, aldrig.

Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.

Gud holder os i sine hænder. I sin ene hånd holder han alle de levende, og i den anden alle de døde. Vi er sammen i Gud, og alligevel adskilt.

Men ingen af os er revet ud af Guds hånd. Vi er samlet i Guds hænder.

Jeg forestiller mig Gud med store, varme hænder, der blidt og nænsomt skærmer os. Hans hænder bliver brugt til at alt det, vi også kan bruges vores hænder til – kærtegn og omfavnelse. Eller til at strække frem mod en, der kommer os i møde. Og når vi mødes, så griber vi hinanden hænder og trykker dem – for at mærke, at her står en som mig.

Gud rækker sine hænder mod os – så vi kan mærke, at vi allerede og altid har været elsket. At vi bor i hans hus, om vi så er i den ene eller den anden hånd.

I Bibelen står der, at Gud er alfa og omega, begyndelsen og ende. Gud er altså den, der omfavner og favner verden – han er overalt.

Gud er.

Og derfor kan vi være. Nu og altid.

Amen


Dagens tekster:

Salme 23, vers 1-6:
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, 
han lader mig ligge i grønne enge, 
han leder mig til det stille vand. 
Han giver mig kraft på ny, 
han leder mig ad rette stier 
for sit navns skyld. 
Selv om jeg går i mørkets dal, 
frygter jeg intet ondt, 
for du er hos mig, 
din stok og din stav er min trøst. 

Du dækker bord for mig 
for øjnene af mine fjender. 
Du salver mit hoved med olie, 
mit bæger er fyldt til overflod. 

Godhed og troskab følger mig, 
så længe jeg lever, 
og jeg skal bo i Herrens hus 
alle mine dage.

Johannesevangeliet, kapitel 10, vers 22-30:
Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«

fredag den 15. april 2022

Langfredag 2022

Når livet sortner med prikker for øjnene.

Når man ikke ved, hvilket skridt man skal gå,

og må gå i stå.

Det utænkelige.

Det knuste.

Det tabte.

Døden.

Ydmyget.
 

Behandlet så grumt,

så fjernt fra den, han selv var,

og den måde han selv mødte mennesker på.


Han holdt fast ved kærligheden til det sidste

Holdt fast i os,

selv når vi måtte slippe.


Holdt fast i korset

som det slæbte over stenbroen.


Holdt fast i værdigheden

men verden svigtede.


"Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør."



Tilgiv dem, når slår ihjel.

Tilgiv dem, når de ødelægger livet for andre.

Tilgiv dem, når de bliver ligeglade.



Tilgiv dem, når de igen går i krig.

Tilgiv dem, når de knuser byer, drømme og fremtid.



Tilgiv os.

Tilgiv din skabning, når vi igen og igen korsfæster kærligheden, fordi vi ikke altid forstår.



Vi står i efterskælvet.

Klædet er revet over,

dine fjender er faldet på knæ.

Vi går natten i møde.

Alt er stille.

Og nu må også vi falde på knæ i bøn,

og bede:



Blæs håbet ind i vores næsebor.

Sæt ild til tornebuskene omkring os, så vi ser dig.

Mal med kærlighedens farve på vores dørstolper.

Åbn himlen over os, og hvisk til os,

at vi er dine elskede børn.



Amen

tirsdag den 12. april 2022

Skærtorsdag 2022

Noget af det fornemste på menneskekroppen er vores fødder. Med knyster, hård hud og hår på tæerne. De kan være sure som en gammel karklud, eller helt nyvaskede. Det betyder ikke så meget, hvordan de ser ud eller lugter, for med fødder er det sådan, at vi kan bruge dem til at gå imod hinanden. Det er med fødderne, vi kan gå ved siden af en ven eller en fremmed, og dele et stykke livsvej sammen. Det er med fødderne, vi vandrer gennem verden – om vi så selv kan gå, bruger rollator, kørestol eller har brug for at blive båret. Låne-fødder har lige så meget værdi.

Og fødder er altid på farten, og de går uden at vi tænker over det. De kan liste afsted, og hoppe højt i vejret. De kan trampe i takt til musik og vippe til møder.

Fødderne slår ikke rødder, men er i bevægelse. Ligesom hjertet banker i brystet, går fødderne i takt til livet.

Det er der allerede mange, der har opdaget, og derfor er pilgrimsvandring blevet mere og mere søgt af mennesker. Det er som om, at sjælen kan følge med, når vi går. Som om, at føddernes taktslag i underlaget giver en ro, der forplanter sig i hele kroppen. Vi er ikke skabt til at ræse gennem livet, og forpustede møde op til vores sidste dag på jorden – vi er skabt til at vandre gennem livet, og møde hinanden. Det handler ikke om at komme først, men om at være på vej.

Hele Bibelen er en fortælling om at vandre. En nomadefortælling. Det begynder med Adam og Eva, der vandrer ud ad Paradisets Have, og siden da har folk vandret. Moses går gennem ørkenen, Maria og Josef vandrer til Betlehem – og Jesus selv vandrer rundt i landet med sine disciple.

Hele vejen igennem Bibelen har folk vandret, gået sammen, mødt hinanden – og alle vegne hvor de kom frem, har de enten oplevet, at Gud gik med dem eller også er de blevet mødt af en af Guds engle.

Ingen har været alene på vandringen.

Og det værd at huske på – at selvom vi måske kan føle, at vi til tider er alene, så er ingen af os forladt af Gud. Han er også med os.

Det bliver sagt hver gang et barn bliver døbt. Jesus siger: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Barnet kan jo ikke forstå de ord, men vi der sidder i kirken kan. Og de skal minde os om, at det også engang blev sagt til os - som et løfte.

Og når de ord er sagt til barnet og til os, der lytter med, så risler vi vand over barnets hoved.

Og netop vand, fordi vi slet ikke kan leve uden vand. Vi har brug for væske for at leve. Og ikke nok med det, så tænk på, at vi ligger i vand i vores mors mave inden vi kommer til verden. Vandet er omkring os fra begyndelsen, og er også noget af det første som Gud skaber.

Vand er essentielt – vi drikker det, vasker os i det, og bliver døbt i det.

Og i dag er vandt også vigtigt, for Jesus vasker disciplens fødder i vand. Vasker støvet og snavset af – holder blidt om deres fødder, og tørrer dem bagefter. Han knæler ned, og gør disciplene klar til den vandring, der venter dem efter påske, hvor de skal gå ud i verden, og fortælle om Jesus.

Han forbereder dem, uden at de ved det. Denne aften – denne torsdag i påsken, der har fået navnet Skærtorsdag. Skær, der betyder ren – som i ren og skær. Eller som i lysskær, som en pige fra 1. klasse sagde den anden dag, da hun var her i kirken for at høre om påsken. Som et lysskær, der også er rent og smukt, og som lyser op.

Skærtorsdag – den rene torsdag – den lysende torsdag. Dagen før den mørke og lange fredag.

Vi får i dag lyset, håbet og troen på, at det nytter at holde fast i fællesskabet og hinanden, trods svigt, smerte og sorg. Trods alt det, der kan ligge og vente på os i fremtiden, så får vi dag at vide, at skal fortsætte med at samles – og holde fast i hinanden.

Skærtorsdag er en vigtig. Vi bliver mindet om, at Gud er med os. At Han også den dag i dag vil vaske vores fødder, så vi er klar til at gå hinanden i møde – og at Han er til stede blandt os, når vi samles. Når vi samles her i aften. Og han er med os i morgen.

Vi skal gå frimodige ud i verden, og insisterer på næstekærlighed og medmenneskelighed – på forsoning og tilgivelse. Og skulle vi på den vandring blive bange eller få brug for at hvile, så kan vi sætte os ned, så Kristus kan bade vores udmattede fødder, og vi igen kan rejse os med fornyet kraft og livsmod.

Det har min kollega Hanne Jul Jakobsen skrevet om i sin nyeste bog: ”Brugte bønner”, som er en gendigtning af Salmernes Bog i Det gamle Testamente. Deri skriver hun følgende bøn:

Send dine engle

og lad dem vugge min sjæl

til ro i deres favn.

Jeg er urolig

og min angst har taget

pusten fra mig.

Jeg hænger ikke sammen

mine øjne græder

og jeg kan ikke stå

på mine fødder.

Lad dine engle

holde om mit hjerte

så det falder til ro.

Giv mine tanker fred,

så alt det, der plager dem

går i sig selv,

så mit åndedrag bliver tungt

og mit hjerte let.
 

(Forlaget Eksistensen s. 122)

Amen




Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/skaertorsdag-fra-anden-raekke

søndag den 10. april 2022

Palmesøndag 2022

Det, som man ikke regner med, er ofte det, der får størst betydning for en. Eller det sætter sig som spor i ens liv – som små bøjer af håb, man kan navigere efter.

Sådanne livsoverraskelser kan være pakket ganske ydmygt ind – det er ikke altid, at de er skrevet med store bogstaver på himlen – ofte er de umærkelige, men næsten altid mellem mennesker.

Det kan være det uventede smil fra en fremmed på gaden – det kan være ham, der gav dig lov til at komme foran i køen i Netto, fordi du kun havde en ting i hånden – det kan være sms’en fra en gammel ven.

Man kan sige, at det er i mellemrummet mellem mennesker, at livet går veje, som vi ikke kunne sige os selv. Og det i disse små forbindelser, vi laver mellem hinanden, at vi mærker, at vi lever.

Mærker håb. For det er nemlig det, der umærkeligt spirer, når vi overraskes af venlighed, af godhed og næstekærlighed.

Håb er ganske enkelt livsnødvendigt. Hvis vi ikke har håbet, så lever vi ikke. Håbet er flettet sammen med vores liv på en sådan måde, at slipper vi håbet, så slipper vi også livet. Eller i al fald det, der giver livet værdi.

Håbet kan vi ikke undvære, og det besynderlige ved håbet er, at det giver os så meget, men det vokser alligevel altid i skyggen.

Håbets frø har vi alle i vores hjerter fra det øjeblik, vi bliver født. Vi får håbet foræret fra vores mor, der i 9 måneder håber og venter på, at hun føder et barn, der gerne må være så gennemsnitligt og normalt som muligt – for sådan ønsker de fleste mødre sig det. Vi arver håbet fra vores mor – og trækker vores første åndedrag på det håb.

Og så begynder håbet for alvor at spire første gang vi opdager og oplever, at livet kan være hårdt. Det er, når livets skyggesider viser sig – når det bliver hårdt eller urimeligt – tungt eller trist – at håbet sender en neon grøn spire mod himlen, og minder os om, at fremtiden kan være anderledes. At vi i vores liv har grund til at tro og håbe på, at kærligheden ikke forsvinder i livets mørke dage, men at der er mulighed for lys. Det er netop i det trøstesløse, at håbet bryder gennem den hårde jord og vokser.

Evangeliet handler også om håb – om en kvinde, der kommer og bryder – ikke den hårde jord – men alabastkrukkens låg, for at gøre det uventede og overraskende, at hælde korstbar nardus olie over Jesus. En olie der er kendt for at berolige og stabilisere, og lægge en dæmper på oprørte følelser. En olie til trøst.

Netop den bruger hun – og hælder i en mild stråle ud på hans hoved. Hun giver ham det bedste, hun har – og det mest kostbare, men jeg tror ikke, at det handler om penge for hende. Hun har ikke gjort det, fordi olien var dyr; men fordi det ikke kunne være anderledes. Jesus skulle have lige præcis den gode olie – og hun ville give ham den som en gave. Som en overgivelse.

Men som vi hører, så giver folk ondt af sig, da de ser, at hun bruger så dyr en olie – som det ofte sker, når man forsøger at gøre godt. Sådan er vi stadigvæk den dag i dag – når nogle gør noget godt, så er der kommet en tendens til at gøre opmærksom på alt det andet, som man så til gengæld ikke gør. Som om livet og handlinger er inddelt i ”enten-eller”. At enten hjælper vi de hjemløse eller de syge. Eller enten hjælper vi mennesker på plejehjem eller folk fra u-lande. Verden er bare ikke et sted for ”enten-eller”. Heller ikke dengang, for det handlede ikke om, at enten skulle Jesus have olie eller de fattige skulle hjælpes – det handlede om et både og.

Den nuværende pave, Pave Frans, har engang sagt, at bøn er at bede for fattige, og så derefter gå hen og give dem mad. Det er så fint set af ham. Og en lille handling, om den så kan rummes i en humpel brød, er mere nyttig end at bruge sid tid på at kvie sig over alt det, som den anden ikke gør – eller den anden vælger at gøre. Så hellere selv begynde at give lidt brød ud – smile til en fremmed eller give plads til, at en smule håb kan få lov at vokse mellem en selv og ens næste.

For en god handling skal ikke gøres mindre af det, man ikke gør. En god handling skal have lov at stå og lyse i en ellers mørk tid.

Og kvinden handlede godt mod Jesus, og salvede ham med olie. Gjorde Jesus klar til begravelsen, som han siger. Gjorde ham klar til døden, der venter på ham om få dage. Noget som mange af dem omkring Jesus slet ikke forstod, ville ske.

Kvinden griber ind i fremtiden og viser omsorg for det menneske, der skal gå ind i døden.

Det er også håb.

For selv i døden er der håb. Håbet snor sig ind i døden, og lader os gå ad dens grene ind i evigheden sammen med Kristus. Håbet dør altså ikke med døden, men lever på trods af døden. Det er påskens budskab, som bliver slået an i dag.

Håbet rækker længere end vi kan forestille os – og hele vejen ind i Guds rige.

Vi lever i en mørk tid, har jeg hørt sagt mange gange siden 24. februar. En mørk tid, hvor fremtiden også kan synes dyster. Og netop her spirer håbet med neon grønne blade. Netop her. Netop nu.

Det kan kræve, at vi går ud af vores tryghedszone for at opdage det – det kan kræve at vi skal gå ud med brød til fattige – eller mod til modløse. Håbets frø skal gives videre – som vi engang selv fik det ved vores fødsel.

Og det skal plantes i mulden mellem os, så vi sammen kan få troen på, at det nytter at vise medmenneskelighed overfor hinanden. Det nytter at bryde seglet på alabast krukkens låg for at give af det kostbare, vi har.

Vi skal bryde seglet til vores hjerter og øse af den næstekærlighed, der ligger der. Kun sådan kan håbet spire.

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/palmesoendag-fra-anden-raekke

søndag den 20. marts 2022

3. søndag i fasten 2022

Hvad er sandt og hvad er løgn? Det kan være svært at skelne i vores tider, hvor information flyder os i møde hvert sekund. Vi skal hele tiden forholde os – og navigere, så vi ikke falder for fake news.

Men mon ikke mange af os har prøvet at tro på noget, der viste sig at være en løgn – viste sig at være fake news? Som et meget dagligdags eksempel fortalte min mor, at man ikke må koge vand to gange, for så bliver det giftigt. Det passer selvfølgelig ikke. Eller en anden løgn, som mange er faldet for, er man skal hoste voldsomt, hvis man er ved at få et hjertetilfælde. Det er altså heller ikke rigtigt – man skal bruge tiden på at ringe 1-1-2.

Så vi kender det alle sammen – det med at falde for en løgn. Bliver vi løgnere af den grund? Altså jeg har da for min del, fortalt noget videre, der viste sig at være en løgn, men som jeg ikke vidste var det. Mon ikke de fleste af os har prøvet det – eller fortalt en løgn, eller tilbage holdt viden. Gør det os da til løgnere?

Er der forskel på løgne?

Det er der – løgne kan være forskellige, og have forskellige intentioner. Man kan fx lyve for at beskytte andres liv, og da er løgnen nødvendig. Man kan ikke bare sige, at en løgn er en løgn. Ja, nogle gange er man nødt til at lyve, fordi det er løgnen, der gør at man bevarer sin medmenneskelighed.

Men det vigtige her, er at løgn i virkeligheden handler om, hvad konsekvenserne af den, er. Skader løgnen andres liv? Tager den livet fra andre? Skaber den afstand mellem mennesker eller mellem mennesker? Skaber den fjender?

For der er ingen tvivl om, at løgn kan skade. Løgn kan sløre tilværelsen, så vi ikke længere kan se, hvad det er vi gør ved andre, eller se at klart. Løgn kan kalde det værste frem i os, så vi tror, at den dom, vi fælder over andre, er fortjent. Ja, at det ligefrem tjener et højere formål og bilde os ind, at vi handler i det godes tjeneste, når vi skader andre.

K.E.Løgstrup skrev i 1938, 8 dage efter at Østrig tilsluttede sig det Det tredje Rige, følgende i sin prædiken til netop denne 3. søndag i fasten:

”Når mennesker (…) med fanatisme vil gøre noget godt og rigtigt, men selv vil finde ud af, hvad dette gode og rigtige er, så komme de på afveje. Så bliver det lige så meget ondskab, de kommer til at udrette.”

”Vi ser – hvis vi forstår at læse den dagens historie, der skrives i vor avis – at vi mennesker simpelthen ikke evner vort eget fælles liv. Vor svigten er så afgørende, så fuldstændig, at når mennesker af egen magtfuldkommenhed vil ordne det fælles liv på fuldkommen måde efter det, de selv har fundet ud af som det rigtige – så sker det i en forfølgelse og terror, der ødelægger alt.”

”Vil vi magte [livet] alligevel med vore egne ideer og meninger om det rigtige – så sker det med brutalitet, forfølgelse af anderledes sindede – med terror”. (Prædikener fra Sandager-Holevad, Gyldendal, 1995, s. 91ff)

Sådan skrev Løgstrup dengang, som han kunne have skrevet i dag. Han skriver om mennesket, der sætter løgnene på 1. pladsen for at opnå det, det gerne vil. Han skriver om et menneske, der i fuldstændig autonomi, vil klare tilværelsen selv.

Og vil man klare alt i livet helt alene, er der ikke langt til at tænke, at andre mennesker blot er instrumenter i ens livsprojekt. At vi ikke er forbundet med hinanden, og at nogle mennesker ligefrem er bedre end andre. Og at man derfor har både ret – og ligefrem en pligt – til at dømme nogle ud, måske endda forfølge dem.

Netop det har dagens evangelium været brugt til at legitimere. Fordi der står i teksten, at nogle har løgnene til far, og fordi Jesus – der i øvrigt selv var jøde – siger dette til en gruppe jøder, så har teksten været brugt til at berettige had til jøder.

Men netop der snor løgnen sig om mennesket, og klemmer til. Netop der bliver man selv budbringer af en løgn.

For det handler ikke specifikt om en gruppe jøder, men om en gruppe mennesker, som helt naturligt på det her tidspunkt i historien er jøder. At de er jøder, er ikke det vigtige – det var Jesus jo som sagt også selv.

Men evangelieteksten er desværre skåret sådan til i dag, at vi ikke hører grunden til at Jesus taler på denne måde. For teksten til i dag er en del af en længere samtale, som Jesus har med denne gruppe mænd.

Lige inden han siger til dem, at de har løgnen til far, siger han også til dem, at de skal følge ham, og blive frie i sandheden. Men gruppen af mænd svarer at de slet ikke har brug for friheden, for den har de allerede – de er nemlig ikke slaver. Da forklarer Jesus dem, at friheden, han vil give, handler om den indre frihed ved at man ikke længere er lænket til de forkerte handlinger, man gør. Jesus forsøger altså at forklare for dem igen, hvorfor de skal følge ham. Og da afslører Jesus, at denne gruppe mænd senere vil få et ønske om at slå ham ihjel, fordi de ikke åbner sig for det, Jesus siger. De vil sætte deres egne ønsker om had, hævn og smålighed forrest – og dermed ikke Jesu budskab om kærlighed.

Derfor siger han, at de lyver for sig selv. De tror, at de har nok i dem selv. De er ligefrem villige til at slå ANDRE ihjel for den overbevisning for at få verden til at passe. For at deres livssyn stemmer.

Men et livssyn, som man må slå andre ihjel for at opnå, er bygget på en løgn. Altid. Uden undtagelse.

Det siger jeg skråsikkert. Når man først tænker, at det er essentielt, at andre dør, før man selv kan leve, så er man bundet i sit indre til en handling om at skade. Så er man ikke længere sat fri.

Det er kontroversielt, og dermed er evangeliet også farligt for den, der er blevet syg af magt. Dermed er evangeliet et budskab om at bruge sin magt for andre, og ikke kun for sig selv. Evangeliet er politisk – dybt politisk. For netop evangeliet peger på en verdensorden, hvor den svage beskyttes af den stærke – og hvor vi lever side om side trods det, der skiller os ad.

Det lyder i vore øre som noget almindeligt, fordi vi øvet os i at tænke sådan længe. Men sådan er det ikke alle steder. Nogle steder kommer man i fængsel for at sige det, jeg siger her.

Så farligt kan en mening være, fordi den puster ild i det inden i os, der vil insistere på fred og forsoning. Fordi vi får mod til at sige nej til løgnen. Og er der noget, som løgnen ikke kan holde til, så er det et nej og en afsløring.

Vi har brug for at livet skal prøves på andet end vores egne -ismer. Vi har brug for, at det vi finder ud af, der skal gøre, også må stilles under en kritisk lup, så de handlinger der leder til brutalitet og forfølgelse, bliver brudt ned. Vi har brug for Guds ord.

Guds ord om frihed, håb og kærlighed. De ord, der kalder vores inderste menneske frem i lyset, så vi ser hinanden som ligeværdige. Ikke ens, men ligeværdige.

Guds ord bryder løgnen ned, og skaber medmennesker.

Guds ord insisterer på kærligheden, hvor der er had.

Guds ord kan vi leve på, og skabe gode livsbetingelser for andre på – også dem, der tror noget andet.

Det er den indre frihed, der bliver til ydre frihed for andre. Og det er Guds rige, der allerede er begyndt at sætte sig igennem i denne verden.

Amen

Dagens evagelietekst: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-fasten-fra-anden-raekke




Kirkebøn:



Frihedens Gud – vi takker fordi vi må dele dit ord i tryghed, og uden frygt for forfølgelse. Vi beder derfor for dem i vores land med magt, at de giver os den mulighed, og vi beder om, at de må forvalte den magt til fællesbedste.

Vi beder for alle der lever i frygt for en hersker, eller af frygt for morgendagen. Vi beder for alle dem, der tør sig fra højt, og for dem, der ikke vil gøre det af frygt for konsekvenserne. Vi beder for dem, hvis holdninger vi ikke forstår og dem vi kalder for fjender.

Vi beder for alle, der er ligger syge, og alle der sidder ved siden af en sygeseng. Vi beder for alle svage, og alle der giver dem en hjælpende hånd.

Vi beder for alle, der flygter, og særligt for de børn, der betaler prisen for de voksnes krig. Vi beder for alle, der vokser op i fattigdom, og alle der mangler hjem eller kærlighed.

Vær med os Gud i vores verden af mangler – udfyld hullerne med din kærlighed.

Vær med din kirke her i Møllevang, ja over hele kloden. Lad dens klokker altid ringe for fred og kærlighed.

Lad os være stille sammen.

Amen

lørdag den 5. marts 2022

1. søndag i fasten 2022

Det er svært at høre dagens evangelium, og ikke høre de begivenheder, der udspiller i verden, tale med.

I Jakobs brev, står der, at Gud velsigner den, der ikke giver op, når han udsættes for prøvelser. Og at det er begær, der lokker og river et menneske med, så det, handler ondt.

Og i Lukasevangeliet siger Jesus, at magthaverne, der kalder sig folkets beskyttere, ikke er de største i Guds øjne, men derimod den, der tjener.

Det er ord, der synes som talt ind i den sidste uges begivenheder. På en uge, har vores verden forandret sig – igen. Men denne gang er det ikke en usynlig virus, som vi kan bekæmpe med afstand og sprit, men derimod mennesker, hvis handlinger vi ikke forstår. Det er ellers et af menneskets fornemste kendetegn, at vi kan mentalisere. Det betyder, at vi kan forestille os, hvad andre tænker, og hvordan de har det. Men i den her tid, sker der handlinger, som vi ikke kan sætte os ind i. Og måske heller ikke skal sætte os ind i.

For når ondskaben tager over, skal vi ikke forstå den, men tage afstand fra den.

Danmark er et af de få lande, hvor vi i vores trosbekendelse begynder med forsagelse, når vi siger: vi forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Det er stærkt, at vi begynder med at sige nej til det onde – at vi fornægter det onde og frasiger os at ville have noget med ondskab at gøre. Vi siger nej – og det har vi gjort hver søndag år ud og år ind. Sagt nej til det onde – også i perioder, hvor vi næsten helt glemte, hvad ondskab er. Og næsten troet, at det ikke længere fandtes på jorden.

Men ondskab er på mange måder en parasit. denhar brug for os mennesker til at handle for sig – for ondskab ér altid en handling, der ødelægger livet for andre. Ondskab er, når nydelse over andres ulykke eller ligegyldighed tager pladsen, hvor empati og forståelse skulle have været. Ondskab er nogle gange beregnende og målrettet.

Men ondskaben kan også være banal, og måske er den her allermest uhyggelig. Filosoffen Hannah Arendt taler om den banale ondskab, der handler om det menneske, der bilder sig ind, at det ikke har ansvar for det onde, det gør. At det ikke selv har bestemt det onde, men at man blot gør sin pligt. Næsten som et stykke arbejde, man er hyret til, for derefter at gå hjem og lege sine børn. Denne form for ondskab er ikke udspekuleret, men derimod tømt for enhver tanke og refleksion. Og den er uhyggelig. Den får fx masserne til at gøre ondt mod andre, fordi en leder siger til dem, at de skal gøre det. Og ingen siger stop – ingen tænker sig om.

Den banale ondskab.

Men mennesket er ikke i sig selv ondt. For ondskab er egentligt det modsatte af, hvad vi er skabt til, og hvad vi formår. Vi mennesker er skabt med egenskaber som samvittighed, ansvarsfølelse, empati og tankefrihed. Vi er skabt til at kunne tage stilling til vores handlinger og bruge vores mentalisering til at regne ud, hvad vores handlinger gør ved andre. Vi hverken kan eller må fralægge os ansvaret for vores handlinger ved at nægte at tage stilling. Ikke at tage stilling, er stadigvæk en position. Der findes ikke en væren, hvor vi ikke har et ansvar for hinanden. Der findes ikke et øjeblik, hvor vi ikke bør involvere os med hinanden.

Vi skal bruge vores samvittighed til at mærke efter, hvornår noget er etisk forkert. Vi skal bruge vores ansvarsfølelse til at gøre det, der skaber liv for andre. Vi skal bruge vores empati, til at gøre åbne vores liv for de nødlidende. Vi skal bruge vores tankefrihed til at sige stop.

Vi har et ansvar.

Og det er også det kristne menneskesyn. Et positivt og opløftende menneskesyn, for da Gud skabte verden, lød det gang på gang, at det var godt. ”Det er godt, det er godt, det godt”. Og da hun skabte mennesket i sit billede, og gav det ansvar for skaberværket, så hun på det hele, og så at det var godt.

Vi er skabt til at leve i godhed. Og vi er skabt i kærlighed. Af kærlighed. Til kærlighed.

Kærligheden er omkring os – og da Gud valgte at leve et liv som menneske, valgte Gud at leve som et fattigt menneske for at vise, at storhed i Guds øjne ikke er det samme som rigdom, men det samme som godhed.

Gud valgte at blive menneske, fordi hun ville gentage den kærlighed, hun skabte verden med.

Vi er i stand til at vælge kærligheden til i situationer, hvor man ikke regner med det. Vi er i stand til at bruge vores tanker, samvittighed og empati til i situationer, hvor had og hævn ellers ville have været forventeligt. DET er mennesket. Det er mennesket, der vælger godheden, når det aktivt siger nej til ondskabet.

Og særligt i krig opdager vi godheden. Det er et paradoks, men netop her, fordi det bliver så tydeligt, at når vi forsager ondskaben, så blomstrer godheden.

De sidste 73 år har der jævnligt været fortalt historier fra 2. verdenskrig på prædikestole omkring godheden, der kom på trods. Godhed og næstekærlighed genetablerer vores tro på menneskeheden. Vi har brug for at høre om det – vi har brug for at høre, at det onde ikke får det sidste ord, men at godhed kan spire selv de øde steder.

Og de trøsterige ord i dag, finder vi i evangeliet, hvor Jesus taler til Peter. Jesus har lige fortalt Peter, at han vil komme til at tage svigte Jesus 3 gange i løbet af natten. Peter nægter, for han kan ikke forestille sig sin egen frygt for at miste livet. Han tror, han er modig. Og da siger Jesus: jeg bad for dig. Jeg bad for din tro.

JESUS BAD FOR PETER. Gud beder for os.

Det er ikke kun os, der beder til Gud om fred og forsoning. Det er også Gud, der beder for os. Hun folder sine hænder og beder for sin skabning – for at vi må finde godheden i den verden, hun har skabt til os.

Vores urolige hjerter – Gud beder for os.

Vi er ikke alene i denne ondskabens meningsløshed – vi er ikke glemt i frygtens favntag – Gud beder for os. Beder for at godheden vil få sidste ord – beder for at vi må bruge vores vilje til at sige stop til ondskab.

Om lidt skal vi synge en salme af Janne Mark, der rammer os i ømheden – lige der, hvor kærligheden møder frygten – lige der hvor bekymring møder håb.

Sidste vers lyder sådan her:

Syng for alverdens urolige hjerter
hvor angst og smerte har magt,
syng, råb, forkynd at din fred også er der
ingen er glemt, ingen tabt.
Lad et mærke stå, læg et spor ud at gå
evigt, for altid er du
på vej til alverdens urolige hjerter
med din velsignede ro. (Janne Mark, 2017)



Amen

Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-i-fasten-fra-anden-raekke

4. søndag efter trinitatis 2026

Et menneske består af 6 forskellige grundstoffer: kulstof, bring, kvælstof, calcium, fosfor og ilt – og så selvfølgelig vand. Det lyder ret ...