”Den, der har øre, at høre med, skal høre!”. Sådan slutter evangeliet til i dag – og vi har øre. Og vi hører, at der bliver sagt, at vi skal hade vores far, mor, hustru, børn, brødre og søstre. Og vi hører, at der bliver sagt, at den konge, der vil drage i krig, skal overveje om han er stærk nok til at vinde over sin modstander.
For da jeg læste teksten til i dag, var det præcis det, der satte sig fast i min bevidsthed: at hade – og at huske at beregne om du kan vinde en krig inden du går i gang med at besætte et land.
Det er voldsomme ord. Ord der ikke løfter op, men gør os små. Og det stemmer slet ikke overens med, hvad evangeliet ellers forkynder.
Vi har nu tre veje at gå. Vi kan vælge at smide evangeliet væk og betegne dette stykke som en fejl. Eller vi kan vælge at modsige det. Eller vi kan prøve at tage evangeliet for pålydende og forsøge at forstå, hvad der bliver ment.
Jeg vil i dag forsøge at gå den sidste vej – at prøve at tage det pålydende, og se hvor vi ender henne.
Der er i dagens tekster gemt små hints til os, som er så små, at vi næsten overser dem. Der står i begge tekster, som I hørte, noget om at vende om. I den første tekst skulle vi vende os om, men i evangeliet, som I hørte, vender Jesus sig om. Der står: Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om (…)”. Jesus vender sig om – det er ikke os, der skal vende os, og det er ikke os, der skal jage efter ham, for han vender sig mod os. Vi ser ikke længere nakken af Jesus og må forsøge at følge med, for han vender sig om, og giver os et ansigt.
Da siger han, at hvis vi vil komme til ham, skal vi hade vores familie.
Det er hårde ord, for selv i de familier, hvor der faktisk er følelser eller øjeblikke af had – hvor man ikke ser hinanden af gode grunde – ville de fleste ønske, at det var anderledes. De fleste ønsker sig et kærligt og godt forhold til familien – eller de har det allerede.
I vores dage er der også mange, der vælger deres egen udvidede familie mellem deres venner. Familie og tætte relationer er vigtige for os. Og er det så dem, vi skal hade eller tage afstand fra.
Og hvorfor siger Jesus så som han gør?
Erich Fromm, der var psykolog, filosof og sociolog, siger i sin lille bog: ”Kunsten af elske”, at: ”For de fleste mennesker er kærlighed først og fremmest et spørgsmål om at blive elsket snarere end et spørgsmål om at elske, om ens egen evne til at elske. Derfor bliver deres problem, hvordan de skal blive elsket, hvordan de skal få andre til at elske sig. De går forskellige veje i forfølgelsen af dette mål. Nogle (…) benytter sig af succes, af at skaffe sig så stor magt og rigdom, som deres sociale status tillader. Andre (…) gør sig tiltrækkende ved at dyrke deres krop, påklædning osv. (…) Folk tror, at det er ligetil at elske, men at det er vanskeligt at finde den rette at elske – at blive elsket af,” (Kunsten af elske, Erich Fromm, Hans Reitzels forlag, 4. udgave, 1. oplag 2000, s. 11ff). Sådan skrev han 1956. Det tror jeg ikke har ændret sig meget siden. Vi er utrolig optaget af blive elsket, og måske lidt mindre i at elske.
Vi har en tendens til at sætte rammer op for vores kærlighed og dermed gør den mindre. Men Jesus levede et helt liv, for at fortælle os, at vi skulle sætte den fri. At kærligheden er mere end den kærlighed, vi bliver elsket af vores nærmeste med; men at kærligheden handler om at se menneskeheden som Gud ser den; nemlig som sine elskede børn.
Vi skal tage afstand for at kunne komme tæt på – ikke bare vores familie, men alle dem, vi møder. Kærligheden er større end vores familie og tætte relationer. Kærligheden er mere end bare en følelse – den er en tilgang til tilværelsen. En kunst, som Erich Fromm kalder den. Det er en kunst at elske.
Og vi skal øve os på at gøre kærligheden større, og ikke forsøge at proppen den ind i en tændstikæske. Kærligheden kan slet ikke rummes der. Vi skal øve os i være ødsle med kærligheden, og dele ud af den store stykker.
Dernæst kommer Jesus med eksempler på, at vi skal tænke os om – vi skal beregne inden vi bygger et tårn. Ja, det kan vi om noget forstå her i Møllevangskirken, fordi vi lige har fået bygget et nyt tårn. Så det giver meget god mening, at man skal beregne inden man bygger.
Men Jesus kommer med endnu et eksempel – denne gang fra krig, og jeg isner i mit indre.
Men Jesus talte netop til en gruppe mennesker, der faktisk gerne ville i en slags krig. De ville nemlig ikke være en del af det rige, som Jesus kom med, men ville hellere beholde den magt og anseelse, de havde opnået. De ville i ikke give afkald på alt det, som man alligevel ikke kan tage med i graven, og derfor holdt de stædigt fast i deres begærlighed. Og de var klar til at bygge fæstninger og drage i krig for at beholde magten. De var klar til at korsfæste kærligheden og smide barmhjertigheden på porten. Så Jesus maner dem til ro, og forsøger at give dem en anden vej – der er nemlig en på vej til jer med fredsbetingelserne. Kristus er på vej til jer med fred. Overvej om det ikke er det værd at sige ja til freden, fremfor at forsvare noget, som alligevel ikke har værdi.
Vær ikke som salt, der mister sin smag, for så kan det ikke bruges til andet end at smide ud.
Sådan rummer evangeliet alligevel et godt budskab, trods de hårde ord.
Man bliver forskrækket, når man bliver vækket med så voldsom en retorik som i dagens evangelium, men vi spidser også ører og hører. Vi vil gerne høre, og vi vil gerne høre om kærligheden. Vi vil høre om alt det, som vi egentligt godt ved er rigtigt – nemlig af Guds rige er kærlighedens rige – et rige, der ikke laver grænsekontrol eller kræver en bestemt påklædning. Et rige, der ikke går op i, hvad man spiser eller hvilket sprog man taler. Et rige der ene og alene går op i, om man tør vende sig mod den Gud, der vender sig mod os.
Om man tør – eller om man vil. For vi kan selvfølgelig vende Gud ryggen. Han tvinger eller truer ingen til at følge ham – for så er det jo ikke længere kærlighed. Vi skal følge Gud frit. Men vælger vi at følge ham, så vil kærligheden også virke i os, og begynde en forvandling af vores syn på hinanden og verden.
Vi skal tage imod kærligheden som den gave, den er. Den er rakt til os – vi skal blot række hænderne frem mod den Gud, der valgte at vende sig om mod os, så han kunne gå mellem os, så vi ikke længere skulle løbe efter ham.
Han vendte sig om.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
søndag den 26. juni 2022
søndag den 5. juni 2022
Pinsedag 2022
Ånden er som en ild, der lyser omkring os, og sender mørket på flugt.
Ånden er det, vi ikke hverken kan fange med hænderne eller holde i favnen, men som vi kan trække dybt ned i lungerne.
Ånden er det, der samler os, selvom vi er forskellige.
Ånden er det, der samler os, selvom vi er forskellige.
Ånden er det, der lever mellem os og virker, også når vi ikke ser det eller tror det.
Ånden er det nyskabende.
Ånden er talsmanden, der er kommet til verden.
Og der er alligevel noget ubegribeligt ved Ånden – eller Helligånden, som vi også kaldes. Den kan ikke rigtig fanges med ord, og alligevel er det ordet, som Helligånden giver os. For Ånden kan komme over os, og vi kan sige noget, der åbner livet for dem omkring os.
Når vi skal tale om og beskrive Ånden, så sammenligner vi den tit med elementerne ild, vand og luft. Jorden, der er det 4. element – det er os mennesker. Men de tre andre bruger vi til at tale om Helligånden med.
Helligånden er som en ild, der viser sig som flammer over hovederne på apostlene (altså disciplene), da de sad samlet. Og netop ilden har gennem hele Bibelen en central funktion: for Gud viser sig for os gennem ild. Tænk på Moses ved den brændende tornebusk, hvor Gud i ilden taler til ham. Og da Moses fører sit folk gennem ørkenen, viser Gud sig om natten i en ildsøjle, så de kan finde vej. Og senere taler Johannes døberen om Jesus, at han skal døbe med Helligånd og ild.
Ilden, der jo kan varme os og oplyse mørket, er altså også der, hvor Gud viser sig for os og taler med os. Men i dag hører vi, at da Helligånden kommer til verden, er den ikke i en busk eller foran os, men derimod over hovederne på os. Ilden kan få os til at lyse op.
Helligånden bliver også beskrevet som vand – vandet der kan slibe selv de skarpeste kanter af en sten, når den får tid til at virke. Vand som i dåbsvandet, hvor Helligånden kommer til stede, når vi blidt hælder det over et barns hoved.
Vandet, der jo er blødt og føjeligt – vandet der har en rislende lyd og får vores hjerter til at falde til ro. Men også som vandet, der kan gennembryde hjerter af sten et dryp ad gangen.
Og så bliver Helligånden beskrevet som luft. Det er Guds ånd, der i begyndelsen svæver over vandene – og det er Guds ånde, der bliver blæst ind i Adams næsebor, så den livløse klump kan få del i det hellige. Få del i livet. Salmedigteren Iben Krogsdal siger, at vi helligånder sammen. Helligånden er som luft, der både er livsnødvendigt og som kan blæse os ud af vores vante roller og afsted. For der er noget nyt og vildt over Helligånden.
Og her er vi ved kernen af, hvad Helligånden er – nemlig liv. Er der ikke Helligånd, så er der heller ikke liv. Helligånden er livet, der maser sig på, og insisterer. Helligånden er som ild, der varmer, og som man kan brænde sig på – som vand, der risler, men som sliber noget så hårdt som sten – og Helligånden er som luft, vi trækker ned i lungerne, men som også kan blæse os omkuld.
Og netop det, at Helligånden rummer både det blide og det, der er en smule voldsomt, er en pointe. For Helligånden er ikke bare en passiv tilstedeværelse i livet. Helligånden er også vild og dynamisk. Og vi kan aldrig få magt over den.
Sådan er det – vi kan ikke få Ånden ned i et excellark eller få kontrol med den. Den er uregerlig, men ikke uberegnelig.
Vi kan altid regne med, at Helligånden vil formidle og skabe kærlighed. Derfor er pinsen også en fest for glæden, for hvad er mere glædeligt end kærlighed? Vi skal fejre, at Gud virker i verden, også når vi ikke ser det, og når vi glemmer det.
Det tænkte jeg på i går, da jeg var i gang med noget meget hverdagsagtigt. Jeg var ude at køre med min familie i vores bil. I går satte min mand sommerdæk på vores bil, og så kørte vi en tur. Da bipper bilen pludseligt, og skriver i displayet, at der er manglende dæktryk. Det betyder, at trykket i bilens hjul er faldende, og at der måske siver luft ud. Belært af erfaring skal man ikke ignorer sådanne beskeder, for der kan virkelig sive luft ud.
Jeg kom til at smile lidt, for pludselig gik det op for mig, at Helligånden er som luften i bilens dæk – og livet er som at køre ud af landevejen. Vi har brug for luft i dækkene for ellers kan vi ikke køre. Men det kan ske, at vi punkterer – ikke på alle hjul på en gang, men er bare et af hjulene flade, så skal vi holde ind og vente på, at få luft i igen.
Og tænk nu hvis vi i livet kunne have en advarselslampe, der blinkede, når vi var ved at løbe tør for Ånd, og havde brug for at få pustet mere luft i dækkene.
Vi kan nemlig glemme at trække vejret – vi kan have så travlt med livet, at vi kører videre på flade dæk. Eller vi kan vende os bort fra alt det, der fylder livet med ånd – kærlighed og fællesskabet, at vi bliver som en ballon, der har ligget for længe i et hjørne – glemt og slået til jorden.
Der kan være mange grunde til flade dæk. Der kan være mange grunde til at livet bipper, fordi luften siver ud af os.
Ligesom disciplene vi hører om i dag. De sidder der og venter bag lukkede døre. Jesus er faret til Himmels, og for et kort øjeblik, har de levet som i vakuum. De har ventet og været helt flade.
Spørgsmålene har måske stået i kø: hvordan skal vi komme videre herfra – har de været bange, bekymrede, opgivende eller trætte? Alle følelser, som vi kender til. Og vi ved, hvor passiv, man kan blive, lige der i livet.
Men så sker der noget.
Pludselig kommer Helligånden med vind og ild. Pludselig forandrer deres verden sig. De ser op, får øje på hinanden og får mod til at række ud mod andre.
De blinker med øjnene, får pustet ny luft i dækkene og kan igen begive sig videre i livet, velvidende at Gud er med dem gennem sin Hellige ånd. De er ikke alene i tilværelsen – de var aldrig alene. Ånden var der, og pludselig kunne de mærke, se og høre den.
De fik livsmod til at være mennesker for hinanden – de fik handlekraft til at gå ud i verden og møde andre – og de fik troen på, at kærligheden står forrest i livet.
Vi får alle Helligånden – måske sker det ikke helt så dramatisk, som vi hører om i dag, men så kommer den som bobler i maven, som lys i øjnene eller som længsel efter fællesskab.
Helligånden skubber os mod hinanden og mod Gud. Helligånden kom til verden den dag – og har aldrig forladt os. Den virker også lige nu i dag – lige her hvor vi er.
Bare prøv at trække vejret dybt, så mærker du den.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/pinsedag-fra-anden-raekke
Og der er alligevel noget ubegribeligt ved Ånden – eller Helligånden, som vi også kaldes. Den kan ikke rigtig fanges med ord, og alligevel er det ordet, som Helligånden giver os. For Ånden kan komme over os, og vi kan sige noget, der åbner livet for dem omkring os.
Når vi skal tale om og beskrive Ånden, så sammenligner vi den tit med elementerne ild, vand og luft. Jorden, der er det 4. element – det er os mennesker. Men de tre andre bruger vi til at tale om Helligånden med.
Helligånden er som en ild, der viser sig som flammer over hovederne på apostlene (altså disciplene), da de sad samlet. Og netop ilden har gennem hele Bibelen en central funktion: for Gud viser sig for os gennem ild. Tænk på Moses ved den brændende tornebusk, hvor Gud i ilden taler til ham. Og da Moses fører sit folk gennem ørkenen, viser Gud sig om natten i en ildsøjle, så de kan finde vej. Og senere taler Johannes døberen om Jesus, at han skal døbe med Helligånd og ild.
Ilden, der jo kan varme os og oplyse mørket, er altså også der, hvor Gud viser sig for os og taler med os. Men i dag hører vi, at da Helligånden kommer til verden, er den ikke i en busk eller foran os, men derimod over hovederne på os. Ilden kan få os til at lyse op.
Helligånden bliver også beskrevet som vand – vandet der kan slibe selv de skarpeste kanter af en sten, når den får tid til at virke. Vand som i dåbsvandet, hvor Helligånden kommer til stede, når vi blidt hælder det over et barns hoved.
Vandet, der jo er blødt og føjeligt – vandet der har en rislende lyd og får vores hjerter til at falde til ro. Men også som vandet, der kan gennembryde hjerter af sten et dryp ad gangen.
Og så bliver Helligånden beskrevet som luft. Det er Guds ånd, der i begyndelsen svæver over vandene – og det er Guds ånde, der bliver blæst ind i Adams næsebor, så den livløse klump kan få del i det hellige. Få del i livet. Salmedigteren Iben Krogsdal siger, at vi helligånder sammen. Helligånden er som luft, der både er livsnødvendigt og som kan blæse os ud af vores vante roller og afsted. For der er noget nyt og vildt over Helligånden.
Og her er vi ved kernen af, hvad Helligånden er – nemlig liv. Er der ikke Helligånd, så er der heller ikke liv. Helligånden er livet, der maser sig på, og insisterer. Helligånden er som ild, der varmer, og som man kan brænde sig på – som vand, der risler, men som sliber noget så hårdt som sten – og Helligånden er som luft, vi trækker ned i lungerne, men som også kan blæse os omkuld.
Og netop det, at Helligånden rummer både det blide og det, der er en smule voldsomt, er en pointe. For Helligånden er ikke bare en passiv tilstedeværelse i livet. Helligånden er også vild og dynamisk. Og vi kan aldrig få magt over den.
Sådan er det – vi kan ikke få Ånden ned i et excellark eller få kontrol med den. Den er uregerlig, men ikke uberegnelig.
Vi kan altid regne med, at Helligånden vil formidle og skabe kærlighed. Derfor er pinsen også en fest for glæden, for hvad er mere glædeligt end kærlighed? Vi skal fejre, at Gud virker i verden, også når vi ikke ser det, og når vi glemmer det.
Det tænkte jeg på i går, da jeg var i gang med noget meget hverdagsagtigt. Jeg var ude at køre med min familie i vores bil. I går satte min mand sommerdæk på vores bil, og så kørte vi en tur. Da bipper bilen pludseligt, og skriver i displayet, at der er manglende dæktryk. Det betyder, at trykket i bilens hjul er faldende, og at der måske siver luft ud. Belært af erfaring skal man ikke ignorer sådanne beskeder, for der kan virkelig sive luft ud.
Jeg kom til at smile lidt, for pludselig gik det op for mig, at Helligånden er som luften i bilens dæk – og livet er som at køre ud af landevejen. Vi har brug for luft i dækkene for ellers kan vi ikke køre. Men det kan ske, at vi punkterer – ikke på alle hjul på en gang, men er bare et af hjulene flade, så skal vi holde ind og vente på, at få luft i igen.
Og tænk nu hvis vi i livet kunne have en advarselslampe, der blinkede, når vi var ved at løbe tør for Ånd, og havde brug for at få pustet mere luft i dækkene.
Vi kan nemlig glemme at trække vejret – vi kan have så travlt med livet, at vi kører videre på flade dæk. Eller vi kan vende os bort fra alt det, der fylder livet med ånd – kærlighed og fællesskabet, at vi bliver som en ballon, der har ligget for længe i et hjørne – glemt og slået til jorden.
Der kan være mange grunde til flade dæk. Der kan være mange grunde til at livet bipper, fordi luften siver ud af os.
Ligesom disciplene vi hører om i dag. De sidder der og venter bag lukkede døre. Jesus er faret til Himmels, og for et kort øjeblik, har de levet som i vakuum. De har ventet og været helt flade.
Spørgsmålene har måske stået i kø: hvordan skal vi komme videre herfra – har de været bange, bekymrede, opgivende eller trætte? Alle følelser, som vi kender til. Og vi ved, hvor passiv, man kan blive, lige der i livet.
Men så sker der noget.
Pludselig kommer Helligånden med vind og ild. Pludselig forandrer deres verden sig. De ser op, får øje på hinanden og får mod til at række ud mod andre.
De blinker med øjnene, får pustet ny luft i dækkene og kan igen begive sig videre i livet, velvidende at Gud er med dem gennem sin Hellige ånd. De er ikke alene i tilværelsen – de var aldrig alene. Ånden var der, og pludselig kunne de mærke, se og høre den.
De fik livsmod til at være mennesker for hinanden – de fik handlekraft til at gå ud i verden og møde andre – og de fik troen på, at kærligheden står forrest i livet.
Vi får alle Helligånden – måske sker det ikke helt så dramatisk, som vi hører om i dag, men så kommer den som bobler i maven, som lys i øjnene eller som længsel efter fællesskab.
Helligånden skubber os mod hinanden og mod Gud. Helligånden kom til verden den dag – og har aldrig forladt os. Den virker også lige nu i dag – lige her hvor vi er.
Bare prøv at trække vejret dybt, så mærker du den.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/pinsedag-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Hellige ånd – kom til os med kraft og vindstød – med klaprende døre og brændende ild.
Kom til os med stille hvisken og blide strøg – med ro og glæde.
Kom til os, hvor vi er – som vi er. Find os når vi venter med frygt – og når vi venter i spænding.
Blæs på os – og blæs os mod hinanden.
Giv os styrke til at være der for andre mennesker, når de rækker en hånd frem.
Giv os mod til at sige magtmisbrug i mod.
Giv os glæden over andres lykke og succes.
Giv os troen på, at vi fra vores lille plet på jorden kan gøre en forskel.
Vær med os Gud. Når vi er syge eller i dyb sorg. Når vi knægtede eller i mørke. Når vi er bange eller ensomme. Når vi flygter eller mangler. Vær med os som vi er.
Fyld vores lunger med Ånd og vores hjerte med håb.
Vær med din kirke her i Møllevang og i hele verden. Lad os holde fast i, at kærligheden er størst.
Amen
Hellige ånd – kom til os med kraft og vindstød – med klaprende døre og brændende ild.
Kom til os med stille hvisken og blide strøg – med ro og glæde.
Kom til os, hvor vi er – som vi er. Find os når vi venter med frygt – og når vi venter i spænding.
Blæs på os – og blæs os mod hinanden.
Giv os styrke til at være der for andre mennesker, når de rækker en hånd frem.
Giv os mod til at sige magtmisbrug i mod.
Giv os glæden over andres lykke og succes.
Giv os troen på, at vi fra vores lille plet på jorden kan gøre en forskel.
Vær med os Gud. Når vi er syge eller i dyb sorg. Når vi knægtede eller i mørke. Når vi er bange eller ensomme. Når vi flygter eller mangler. Vær med os som vi er.
Fyld vores lunger med Ånd og vores hjerte med håb.
Vær med din kirke her i Møllevang og i hele verden. Lad os holde fast i, at kærligheden er størst.
Amen
søndag den 8. maj 2022
3. søndag efter påske 2022
Egentlig handler dagens tekster ikke om håb, men så alligevel. Håbet er ligesom det, der ligger under og skinner igennem.
For der er noget håbefuldt i Jesu ord, når han igen må skære budskabet ud i pap for de mennesker, der stod ham nærmest. Det er håbefuldt, fordi det dels betyder, at vi ikke behøver at forstå kristendommen eller troen. Og det er håbefuldt, fordi det giver os en vej at gå.
Det med, at vi ikke behøver forstå troen, kan godt virke lidt provokerende, og det er heller ikke fordi, jeg siger, at vi skal holde op med at tænke, reflektere eller bruge vores hoved. Men det fine i budskabet er det, at vi ikke behøver forstå ALT i troen for at kunne tro den. Der er tværtimod noget ulogisk og noget overraskende i troen.
VI hører i dag om Moses ved den brændende tornebusk – en busk, der slet ikke brænder ned, men blot har denne ild i sig. Og Guds stemme lyder til Moses inden han når at tænke over, hvad han skal sige – så vi behøver heller ikke have ord klar i mødet med Gud. Gud skal nok tale til os. Og da giver Gud Moses en opgave, som får ham til at spørge, hvem Gud da tror, at Moses er. Så Moses første spørgsmål til Gud er: hvem er jeg?
Det spørgsmål har mennesker stille til alle tider, og er altid det første – hvem er jeg?
Vi vil gerne have lidt fast grund under fødderne, før vi kan gå ud i verden, så vi spørger: hvem er jeg? Det virkelig overraskende i fortællingen om Moses er dog nu, at Gud ikke svarer ham på spørgsmålet. Men derimod svarer ham ved at sige: Jeg er med dig.
Guds svar på vores spørgsmål, der kredser om, hvem vi selv er, er altid: jeg er med dig.
Når Gud er med, så er vi dem, vi skal være. Så bliver vi dem, vi skal være. For Gud er den styrke, vi har brug for, for at kunne gå livets vej.
VI behøver ikke forstå alt om os selv, for at gribe livet, og begynde at gå. Vi behøver ikke forstå alt, der bliver sagt om Gud, så længe Gud er med os. Vi skal blot overgive vores liv, hjerte og sjæl til at Gud vil sørge for os på vejen.
I gamle dage sagde man til hinanden, og ofte inden folk skulle ud på en længere rejse, Gud i vold. Det bruger vi ikke så meget mere – ikke fordi det ikke er sandt, men fordi ordet vold giver forkerte associationer. Men vold betyder her: varetægt, beskyttelse eller omsorg. At Gud altså har vores ryg for nu at sige det meget moderne. Gud i vold – vi er i Guds varetægt, og han er med os.
Vi må overgive os selv til ham på vores livsrejse. Det er fuldt af håb – håb for den vej, vi skal gå. Håb for at fremtid, der venter os, når Gud går med. Håb om, at de kampe som der også venter i tilværelsen, kan falde ud til kærlighedens side.
OG Gud gik med Moses, og han lykkedes med den opgave, som Gud havde givet ham om at befri israelitterne fra slaveri.
Det er jo en stor opgave, som Moses løste, og jeg bilder mig ikke ind, at Gud har lige så store planer med mit liv; men ethvert liv er lige så betydningsfuldt som Moses liv.
For ingen er mere eller mindre. Vi er alle lige, og vi er alle inviterede til at gå vejen med Gud.
Kristus taler om, at han ER vejen, sandheden og livet. Det er gennem Kristus, at vi lærer om hvem Gud er.
Gud lod sig inkarnere ind i denne verden. Fra at være en ånd, der svæver over vandende, blev Gud et menneske i kød og blød. (Tilfældigvis en mand, men det betyder ikke, at Gud er en mand – Gud er både mand og kvinde.)
Det er en begivenhed, der på nogle måder overgår påskens opstandelse. For opstandelsen er den måde, Gud kunne komme ud af verden på – det er en stor begivenhed set fra menneskers perspektiv, fordi vi først der forstår, hvem og hvad Kristus var. Men fra Guds perspektiv kunne Kristus ikke andet end at opstå. Det er derimod det, at Gud (skaber af universet og livet) kunne komme tilstede i et lillebitte menneske, der egentligt er det største.
Og i inkarnationen kan mennesker og Gud mødes. Eller som teologen Henri Nouwen skriver i sin lille bog ”Stemmen i mit indre”: ”Det er inkarnationens gode nyhed: Ordet blev kød, og dermed skabes der et nyt sted, hvor alt hvad du er, og alt hvad Gud er, kan bo. Når du har fundet den helhed, bliver du virkelig fri” (Boedal, 1. udgave, 2. oplag 2009, s. 26)
Derfor kan Jesus sige, at han er vejen, sandheden og livet. For han er det punkt i historien, hvor Gud og mennesker kan stå ansigt til ansigt – hvor der ikke er brug for den slørende ild; men hvor vi kan spørge direkte: jeg forstår ikke alt.
Og svaret vil være at finde, men ikke altid som vi ønsker det. Filip vil gerne have en finger, der peger direkte på Gud Faderen. Han vil have konkrete beviser, men Jesus siger: tag mig på ordet. Jeg er i faderen.
Han er vejen, vi skal gå, og så længe vi er på den vej, kan vi ikke gå forkert, selvom det kan føles sådan. Når vi går ad den vej, så kommer vi en dag frem til målet, selvom vi lige nu ikke kan se det.
Det er håbet i livet, at vi går i det her liv, fordi vi går den vej, vi kan. Ikke fordi vejen dermed er nem, men fordi den er rigtigt.
Vi skal gå gennem livet, fordi Kristus vandrer med. Fordi det er den, vi skal gå – frem mod Gud – med hinanden ved vores side og med Kristus i ryggen.
Der er håb – det er der altid. Også i dag – også i disse tider. Gud er med os i det liv, der ligger foran os og skal leves. Vi er ikke alene.
Amen
Dagens tekster:
https://www.bibelselskabet.dk/3-s-efter-paaske-fra-anden-raekke
For der er noget håbefuldt i Jesu ord, når han igen må skære budskabet ud i pap for de mennesker, der stod ham nærmest. Det er håbefuldt, fordi det dels betyder, at vi ikke behøver at forstå kristendommen eller troen. Og det er håbefuldt, fordi det giver os en vej at gå.
Det med, at vi ikke behøver forstå troen, kan godt virke lidt provokerende, og det er heller ikke fordi, jeg siger, at vi skal holde op med at tænke, reflektere eller bruge vores hoved. Men det fine i budskabet er det, at vi ikke behøver forstå ALT i troen for at kunne tro den. Der er tværtimod noget ulogisk og noget overraskende i troen.
VI hører i dag om Moses ved den brændende tornebusk – en busk, der slet ikke brænder ned, men blot har denne ild i sig. Og Guds stemme lyder til Moses inden han når at tænke over, hvad han skal sige – så vi behøver heller ikke have ord klar i mødet med Gud. Gud skal nok tale til os. Og da giver Gud Moses en opgave, som får ham til at spørge, hvem Gud da tror, at Moses er. Så Moses første spørgsmål til Gud er: hvem er jeg?
Det spørgsmål har mennesker stille til alle tider, og er altid det første – hvem er jeg?
Vi vil gerne have lidt fast grund under fødderne, før vi kan gå ud i verden, så vi spørger: hvem er jeg? Det virkelig overraskende i fortællingen om Moses er dog nu, at Gud ikke svarer ham på spørgsmålet. Men derimod svarer ham ved at sige: Jeg er med dig.
Guds svar på vores spørgsmål, der kredser om, hvem vi selv er, er altid: jeg er med dig.
Når Gud er med, så er vi dem, vi skal være. Så bliver vi dem, vi skal være. For Gud er den styrke, vi har brug for, for at kunne gå livets vej.
VI behøver ikke forstå alt om os selv, for at gribe livet, og begynde at gå. Vi behøver ikke forstå alt, der bliver sagt om Gud, så længe Gud er med os. Vi skal blot overgive vores liv, hjerte og sjæl til at Gud vil sørge for os på vejen.
I gamle dage sagde man til hinanden, og ofte inden folk skulle ud på en længere rejse, Gud i vold. Det bruger vi ikke så meget mere – ikke fordi det ikke er sandt, men fordi ordet vold giver forkerte associationer. Men vold betyder her: varetægt, beskyttelse eller omsorg. At Gud altså har vores ryg for nu at sige det meget moderne. Gud i vold – vi er i Guds varetægt, og han er med os.
Vi må overgive os selv til ham på vores livsrejse. Det er fuldt af håb – håb for den vej, vi skal gå. Håb for at fremtid, der venter os, når Gud går med. Håb om, at de kampe som der også venter i tilværelsen, kan falde ud til kærlighedens side.
OG Gud gik med Moses, og han lykkedes med den opgave, som Gud havde givet ham om at befri israelitterne fra slaveri.
Det er jo en stor opgave, som Moses løste, og jeg bilder mig ikke ind, at Gud har lige så store planer med mit liv; men ethvert liv er lige så betydningsfuldt som Moses liv.
For ingen er mere eller mindre. Vi er alle lige, og vi er alle inviterede til at gå vejen med Gud.
Kristus taler om, at han ER vejen, sandheden og livet. Det er gennem Kristus, at vi lærer om hvem Gud er.
Gud lod sig inkarnere ind i denne verden. Fra at være en ånd, der svæver over vandende, blev Gud et menneske i kød og blød. (Tilfældigvis en mand, men det betyder ikke, at Gud er en mand – Gud er både mand og kvinde.)
Det er en begivenhed, der på nogle måder overgår påskens opstandelse. For opstandelsen er den måde, Gud kunne komme ud af verden på – det er en stor begivenhed set fra menneskers perspektiv, fordi vi først der forstår, hvem og hvad Kristus var. Men fra Guds perspektiv kunne Kristus ikke andet end at opstå. Det er derimod det, at Gud (skaber af universet og livet) kunne komme tilstede i et lillebitte menneske, der egentligt er det største.
Og i inkarnationen kan mennesker og Gud mødes. Eller som teologen Henri Nouwen skriver i sin lille bog ”Stemmen i mit indre”: ”Det er inkarnationens gode nyhed: Ordet blev kød, og dermed skabes der et nyt sted, hvor alt hvad du er, og alt hvad Gud er, kan bo. Når du har fundet den helhed, bliver du virkelig fri” (Boedal, 1. udgave, 2. oplag 2009, s. 26)
Derfor kan Jesus sige, at han er vejen, sandheden og livet. For han er det punkt i historien, hvor Gud og mennesker kan stå ansigt til ansigt – hvor der ikke er brug for den slørende ild; men hvor vi kan spørge direkte: jeg forstår ikke alt.
Og svaret vil være at finde, men ikke altid som vi ønsker det. Filip vil gerne have en finger, der peger direkte på Gud Faderen. Han vil have konkrete beviser, men Jesus siger: tag mig på ordet. Jeg er i faderen.
Han er vejen, vi skal gå, og så længe vi er på den vej, kan vi ikke gå forkert, selvom det kan føles sådan. Når vi går ad den vej, så kommer vi en dag frem til målet, selvom vi lige nu ikke kan se det.
Det er håbet i livet, at vi går i det her liv, fordi vi går den vej, vi kan. Ikke fordi vejen dermed er nem, men fordi den er rigtigt.
Vi skal gå gennem livet, fordi Kristus vandrer med. Fordi det er den, vi skal gå – frem mod Gud – med hinanden ved vores side og med Kristus i ryggen.
Der er håb – det er der altid. Også i dag – også i disse tider. Gud er med os i det liv, der ligger foran os og skal leves. Vi er ikke alene.
Amen
Dagens tekster:
https://www.bibelselskabet.dk/3-s-efter-paaske-fra-anden-raekke
lørdag den 30. april 2022
2. søndag efter påske 2022
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand.
Hyrden har et hårdt job – han går mange mil for at følge med sin flok – sine får. Han går bag ved dem, eller ved siden af dem, for at følge dem til det sted, hvor flokken kan hvile og få fornyede kræfter igen.
Hyrden er ikke altid synlig, fordi han går bagved, og guider fårene på vej.
Gud er som en hyrde. Det er ikke altid, vi kan se eller ligefrem mærke Gud i vores liv. Og til tider kan vi måske tro, at han slet ikke findes. I desperation over, at vi ikke får tegn fra Gud, sker det måske, at vi afskriver ham.
Men han er der. Også når vi afskriver ham.
Han går lige bag ved, lige præcis ude af syne for øjet. Men en gang imellem sker det alligevel, at vi får et glimt af Gud ud af øjenkrogen. Og vi siger sådan lidt indforstået til hinanden: ”der er mere mellem himmel og jord.”
Men lige så snart, vi har anet, at vi ikke går alene i livet, lige så hurtigt, er Gud gået ind bag os igen, fordi det for Gud ikke handler om at vise sig for os, men om at sørge for, at vi kan finde vej gennem tilværelsen. Og han bruger sin røst, så vi kan høre ham, når vi ikke altid kan se ham. Han kalder os, så han kan lede os til de grønne enge sikkert.
Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navn skyld.
Hvem kender ikke det med, at man føler, at man er på afveje i livet. Det kan være svært at finde vej tilbage – og man kan være så faret vild, at man oplever at miste sig selv på vejen.
Hvilke stier er da de rette for os? Det spørgsmål kan vi ikke svare på, for vi kan opleve at selv en afvej kan lære os noget om livet eller om os selv – og måske vi slet ikke ville have været den vej foruden. Og andre gange er vi bare så fortabte på vejen, at vi har brug for en til at hjælpe os tilbage.
Gud giver os kræfter til at gå ad selv den vej, der synes svær. Han hvisker til os, at det nytter at tage et skridt mere, fordi vi er på vej. Han leder os ad den rette sti.
Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.
I Bibelen står der over 300 gange, at vi ikke skal frygte. Frygt er en følelse der igen og igen dukker op i vores liv. Nogle gange mærker vi den som ængstelse eller bekymring, men næsten altid er frygten bundet til en fremtid, vi endnu ikke kender.
Frygt ikke – sådan siger englene til os, når vi bliver grebet af frygt. Frygt ikke, fordi der ikke er noget at frygte.
Da jeg var barn, og skulle sove, insisterede min mor på at slukke lyset, selvom jeg helst ville have en lampe tændt. Men tiderne var anderledes, og lyset blev slukket. Så lå jeg der i mørket og ventede med en lille frygt spirende i maven. Men inden jeg nåede at blive rigtig bange vænnede mine øjne sig til mørket, og jeg begyndte at ane konturer om omrids. Jeg kunne se lys under den lukkede dør og fra vinduet. Jeg kunne igen begynde at se, hvor jeg var.
Jeg var i mørket, men selv der, var der ingen grund til frygt, for Gud var med mig. Og ventede jeg bare et øjeblik, ville han gøre det sorteste mørke, en smule lysere.
Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender.
Hvem er vores fjender? Vi ville nok i dag i nemmere kunne pege på andre, måske et helt folk, og kalde dem fjender end vi kunne bare ved årsskiftet.
Men Jesus siger til os, at vi skal elske og bede for vores fjender.
Han siger det modsatte af, hvad vi har lyst til, når vi føler os truet eller bange. Bed for dem.
Han bad selv for de mennesker, vi kunne have kaldt for fjender. Han bad for dem, der korsfæstede ham, og som han havde enhver ret til at hade eller vil hævne. Synes vi.
Men måske netop derfor. Fordi hævn binder os til det umenneskelige i os, og fastholder fronter, fremfor at insisterer på det, der er det vigtigste i livet, nemlig næstekærligheden. Netop der bad Jesus. Og han bad, at de ikke vidste bedre, og at Gud skulle tilgive dem.
Mennesker er kun fjender, så længe vi kalder hinanden det. Og vi gør ondskaben en tjeneste, når vi råber: fjende. Vi gør det ondes arbejde, i stedet for at dække bord, så vi kan spise sammen. Blive sammenspiste igen.
Der er kun et folk her på jorden – Guds folk. Guds mennesker – alle skabt i sammen kærlighed. Af samme kærlighed. Til samme kærlighed. Vi er skabt, fordi størst af alt er kærlighed.
Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod.
Man salver konger og dronninger. Dronning Elisabeth af Storbritannien blev salvet med olie, da hun blev kronet – en præst tegnede et kors med olie på sin finger på hendes hoved, hendes bryst og i hendes håndflader.
Nu salver Gud os – vi er hans kongeslægt. I Guds øjne er vi som konger og dronninger alle sammen.
Der er ingen, der har forrang eller særlige privilegier i Guds rige. Præsten er ikke tættere på Gud end andre. Provsten er ikke tættere på Gud end andre. Biskoppen er ikke tættere på Gud end andre. Gud er lige tæt på os alle – og han salver os med olie. Velduftende olier, der nærer os.
Og han tager vores livsbæger, og fylder det til randen med sin kærlighed. Vi skal ikke mangle. Ikke nu, aldrig.
Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.
Gud holder os i sine hænder. I sin ene hånd holder han alle de levende, og i den anden alle de døde. Vi er sammen i Gud, og alligevel adskilt.
Men ingen af os er revet ud af Guds hånd. Vi er samlet i Guds hænder.
Jeg forestiller mig Gud med store, varme hænder, der blidt og nænsomt skærmer os. Hans hænder bliver brugt til at alt det, vi også kan bruges vores hænder til – kærtegn og omfavnelse. Eller til at strække frem mod en, der kommer os i møde. Og når vi mødes, så griber vi hinanden hænder og trykker dem – for at mærke, at her står en som mig.
Gud rækker sine hænder mod os – så vi kan mærke, at vi allerede og altid har været elsket. At vi bor i hans hus, om vi så er i den ene eller den anden hånd.
I Bibelen står der, at Gud er alfa og omega, begyndelsen og ende. Gud er altså den, der omfavner og favner verden – han er overalt.
Gud er.
Og derfor kan vi være. Nu og altid.
Amen
Dagens tekster:
Salme 23, vers 1-6:
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
Hyrden har et hårdt job – han går mange mil for at følge med sin flok – sine får. Han går bag ved dem, eller ved siden af dem, for at følge dem til det sted, hvor flokken kan hvile og få fornyede kræfter igen.
Hyrden er ikke altid synlig, fordi han går bagved, og guider fårene på vej.
Gud er som en hyrde. Det er ikke altid, vi kan se eller ligefrem mærke Gud i vores liv. Og til tider kan vi måske tro, at han slet ikke findes. I desperation over, at vi ikke får tegn fra Gud, sker det måske, at vi afskriver ham.
Men han er der. Også når vi afskriver ham.
Han går lige bag ved, lige præcis ude af syne for øjet. Men en gang imellem sker det alligevel, at vi får et glimt af Gud ud af øjenkrogen. Og vi siger sådan lidt indforstået til hinanden: ”der er mere mellem himmel og jord.”
Men lige så snart, vi har anet, at vi ikke går alene i livet, lige så hurtigt, er Gud gået ind bag os igen, fordi det for Gud ikke handler om at vise sig for os, men om at sørge for, at vi kan finde vej gennem tilværelsen. Og han bruger sin røst, så vi kan høre ham, når vi ikke altid kan se ham. Han kalder os, så han kan lede os til de grønne enge sikkert.
Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navn skyld.
Hvem kender ikke det med, at man føler, at man er på afveje i livet. Det kan være svært at finde vej tilbage – og man kan være så faret vild, at man oplever at miste sig selv på vejen.
Hvilke stier er da de rette for os? Det spørgsmål kan vi ikke svare på, for vi kan opleve at selv en afvej kan lære os noget om livet eller om os selv – og måske vi slet ikke ville have været den vej foruden. Og andre gange er vi bare så fortabte på vejen, at vi har brug for en til at hjælpe os tilbage.
Gud giver os kræfter til at gå ad selv den vej, der synes svær. Han hvisker til os, at det nytter at tage et skridt mere, fordi vi er på vej. Han leder os ad den rette sti.
Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst.
I Bibelen står der over 300 gange, at vi ikke skal frygte. Frygt er en følelse der igen og igen dukker op i vores liv. Nogle gange mærker vi den som ængstelse eller bekymring, men næsten altid er frygten bundet til en fremtid, vi endnu ikke kender.
Frygt ikke – sådan siger englene til os, når vi bliver grebet af frygt. Frygt ikke, fordi der ikke er noget at frygte.
Da jeg var barn, og skulle sove, insisterede min mor på at slukke lyset, selvom jeg helst ville have en lampe tændt. Men tiderne var anderledes, og lyset blev slukket. Så lå jeg der i mørket og ventede med en lille frygt spirende i maven. Men inden jeg nåede at blive rigtig bange vænnede mine øjne sig til mørket, og jeg begyndte at ane konturer om omrids. Jeg kunne se lys under den lukkede dør og fra vinduet. Jeg kunne igen begynde at se, hvor jeg var.
Jeg var i mørket, men selv der, var der ingen grund til frygt, for Gud var med mig. Og ventede jeg bare et øjeblik, ville han gøre det sorteste mørke, en smule lysere.
Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender.
Hvem er vores fjender? Vi ville nok i dag i nemmere kunne pege på andre, måske et helt folk, og kalde dem fjender end vi kunne bare ved årsskiftet.
Men Jesus siger til os, at vi skal elske og bede for vores fjender.
Han siger det modsatte af, hvad vi har lyst til, når vi føler os truet eller bange. Bed for dem.
Han bad selv for de mennesker, vi kunne have kaldt for fjender. Han bad for dem, der korsfæstede ham, og som han havde enhver ret til at hade eller vil hævne. Synes vi.
Men måske netop derfor. Fordi hævn binder os til det umenneskelige i os, og fastholder fronter, fremfor at insisterer på det, der er det vigtigste i livet, nemlig næstekærligheden. Netop der bad Jesus. Og han bad, at de ikke vidste bedre, og at Gud skulle tilgive dem.
Mennesker er kun fjender, så længe vi kalder hinanden det. Og vi gør ondskaben en tjeneste, når vi råber: fjende. Vi gør det ondes arbejde, i stedet for at dække bord, så vi kan spise sammen. Blive sammenspiste igen.
Der er kun et folk her på jorden – Guds folk. Guds mennesker – alle skabt i sammen kærlighed. Af samme kærlighed. Til samme kærlighed. Vi er skabt, fordi størst af alt er kærlighed.
Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod.
Man salver konger og dronninger. Dronning Elisabeth af Storbritannien blev salvet med olie, da hun blev kronet – en præst tegnede et kors med olie på sin finger på hendes hoved, hendes bryst og i hendes håndflader.
Nu salver Gud os – vi er hans kongeslægt. I Guds øjne er vi som konger og dronninger alle sammen.
Der er ingen, der har forrang eller særlige privilegier i Guds rige. Præsten er ikke tættere på Gud end andre. Provsten er ikke tættere på Gud end andre. Biskoppen er ikke tættere på Gud end andre. Gud er lige tæt på os alle – og han salver os med olie. Velduftende olier, der nærer os.
Og han tager vores livsbæger, og fylder det til randen med sin kærlighed. Vi skal ikke mangle. Ikke nu, aldrig.
Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.
Gud holder os i sine hænder. I sin ene hånd holder han alle de levende, og i den anden alle de døde. Vi er sammen i Gud, og alligevel adskilt.
Men ingen af os er revet ud af Guds hånd. Vi er samlet i Guds hænder.
Jeg forestiller mig Gud med store, varme hænder, der blidt og nænsomt skærmer os. Hans hænder bliver brugt til at alt det, vi også kan bruges vores hænder til – kærtegn og omfavnelse. Eller til at strække frem mod en, der kommer os i møde. Og når vi mødes, så griber vi hinanden hænder og trykker dem – for at mærke, at her står en som mig.
Gud rækker sine hænder mod os – så vi kan mærke, at vi allerede og altid har været elsket. At vi bor i hans hus, om vi så er i den ene eller den anden hånd.
I Bibelen står der, at Gud er alfa og omega, begyndelsen og ende. Gud er altså den, der omfavner og favner verden – han er overalt.
Gud er.
Og derfor kan vi være. Nu og altid.
Amen
Dagens tekster:
Salme 23, vers 1-6:
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.
Johannesevangeliet, kapitel 10, vers 22-30:
Johannesevangeliet, kapitel 10, vers 22-30:
Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«
fredag den 15. april 2022
Langfredag 2022
Når livet sortner med prikker for øjnene.
Når man ikke ved, hvilket skridt man skal gå,
og må gå i stå.
Det utænkelige.
Det knuste.
Det tabte.
Døden.
Ydmyget.
Behandlet så grumt,
så fjernt fra den, han selv var,
og den måde han selv mødte mennesker på.
Når man ikke ved, hvilket skridt man skal gå,
og må gå i stå.
Det utænkelige.
Det knuste.
Det tabte.
Døden.
Ydmyget.
Behandlet så grumt,
så fjernt fra den, han selv var,
og den måde han selv mødte mennesker på.
Han holdt fast ved kærligheden til det sidste
Holdt fast i os,
selv når vi måtte slippe.
Holdt fast i os,
selv når vi måtte slippe.
Holdt fast i korset
som det slæbte over stenbroen.
som det slæbte over stenbroen.
Holdt fast i værdigheden
men verden svigtede.
men verden svigtede.
"Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør."
Tilgiv dem, når slår ihjel.
Tilgiv dem, når de ødelægger livet for andre.
Tilgiv dem, når de bliver ligeglade.
Tilgiv dem, når de igen går i krig.
Tilgiv dem, når de knuser byer, drømme og fremtid.
Tilgiv os.
Tilgiv din skabning, når vi igen og igen korsfæster kærligheden, fordi vi ikke altid forstår.
Vi står i efterskælvet.
Klædet er revet over,
dine fjender er faldet på knæ.
Vi går natten i møde.
Alt er stille.
Og nu må også vi falde på knæ i bøn,
og bede:
Blæs håbet ind i vores næsebor.
Sæt ild til tornebuskene omkring os, så vi ser dig.
Mal med kærlighedens farve på vores dørstolper.
Åbn himlen over os, og hvisk til os,
at vi er dine elskede børn.
Amen
Tilgiv dem, når slår ihjel.
Tilgiv dem, når de ødelægger livet for andre.
Tilgiv dem, når de bliver ligeglade.
Tilgiv dem, når de igen går i krig.
Tilgiv dem, når de knuser byer, drømme og fremtid.
Tilgiv os.
Tilgiv din skabning, når vi igen og igen korsfæster kærligheden, fordi vi ikke altid forstår.
Vi står i efterskælvet.
Klædet er revet over,
dine fjender er faldet på knæ.
Vi går natten i møde.
Alt er stille.
Og nu må også vi falde på knæ i bøn,
og bede:
Blæs håbet ind i vores næsebor.
Sæt ild til tornebuskene omkring os, så vi ser dig.
Mal med kærlighedens farve på vores dørstolper.
Åbn himlen over os, og hvisk til os,
at vi er dine elskede børn.
Amen
tirsdag den 12. april 2022
Skærtorsdag 2022
Noget af det fornemste på menneskekroppen er vores fødder. Med knyster, hård hud og hår på tæerne. De kan være sure som en gammel karklud, eller helt nyvaskede. Det betyder ikke så meget, hvordan de ser ud eller lugter, for med fødder er det sådan, at vi kan bruge dem til at gå imod hinanden. Det er med fødderne, vi kan gå ved siden af en ven eller en fremmed, og dele et stykke livsvej sammen. Det er med fødderne, vi vandrer gennem verden – om vi så selv kan gå, bruger rollator, kørestol eller har brug for at blive båret. Låne-fødder har lige så meget værdi.
Og fødder er altid på farten, og de går uden at vi tænker over det. De kan liste afsted, og hoppe højt i vejret. De kan trampe i takt til musik og vippe til møder.
Fødderne slår ikke rødder, men er i bevægelse. Ligesom hjertet banker i brystet, går fødderne i takt til livet.
Det er der allerede mange, der har opdaget, og derfor er pilgrimsvandring blevet mere og mere søgt af mennesker. Det er som om, at sjælen kan følge med, når vi går. Som om, at føddernes taktslag i underlaget giver en ro, der forplanter sig i hele kroppen. Vi er ikke skabt til at ræse gennem livet, og forpustede møde op til vores sidste dag på jorden – vi er skabt til at vandre gennem livet, og møde hinanden. Det handler ikke om at komme først, men om at være på vej.
Hele Bibelen er en fortælling om at vandre. En nomadefortælling. Det begynder med Adam og Eva, der vandrer ud ad Paradisets Have, og siden da har folk vandret. Moses går gennem ørkenen, Maria og Josef vandrer til Betlehem – og Jesus selv vandrer rundt i landet med sine disciple.
Hele vejen igennem Bibelen har folk vandret, gået sammen, mødt hinanden – og alle vegne hvor de kom frem, har de enten oplevet, at Gud gik med dem eller også er de blevet mødt af en af Guds engle.
Ingen har været alene på vandringen.
Og det værd at huske på – at selvom vi måske kan føle, at vi til tider er alene, så er ingen af os forladt af Gud. Han er også med os.
Det bliver sagt hver gang et barn bliver døbt. Jesus siger: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Barnet kan jo ikke forstå de ord, men vi der sidder i kirken kan. Og de skal minde os om, at det også engang blev sagt til os - som et løfte.
Og når de ord er sagt til barnet og til os, der lytter med, så risler vi vand over barnets hoved.
Og netop vand, fordi vi slet ikke kan leve uden vand. Vi har brug for væske for at leve. Og ikke nok med det, så tænk på, at vi ligger i vand i vores mors mave inden vi kommer til verden. Vandet er omkring os fra begyndelsen, og er også noget af det første som Gud skaber.
Vand er essentielt – vi drikker det, vasker os i det, og bliver døbt i det.
Og i dag er vandt også vigtigt, for Jesus vasker disciplens fødder i vand. Vasker støvet og snavset af – holder blidt om deres fødder, og tørrer dem bagefter. Han knæler ned, og gør disciplene klar til den vandring, der venter dem efter påske, hvor de skal gå ud i verden, og fortælle om Jesus.
Han forbereder dem, uden at de ved det. Denne aften – denne torsdag i påsken, der har fået navnet Skærtorsdag. Skær, der betyder ren – som i ren og skær. Eller som i lysskær, som en pige fra 1. klasse sagde den anden dag, da hun var her i kirken for at høre om påsken. Som et lysskær, der også er rent og smukt, og som lyser op.
Skærtorsdag – den rene torsdag – den lysende torsdag. Dagen før den mørke og lange fredag.
Vi får i dag lyset, håbet og troen på, at det nytter at holde fast i fællesskabet og hinanden, trods svigt, smerte og sorg. Trods alt det, der kan ligge og vente på os i fremtiden, så får vi dag at vide, at skal fortsætte med at samles – og holde fast i hinanden.
Skærtorsdag er en vigtig. Vi bliver mindet om, at Gud er med os. At Han også den dag i dag vil vaske vores fødder, så vi er klar til at gå hinanden i møde – og at Han er til stede blandt os, når vi samles. Når vi samles her i aften. Og han er med os i morgen.
Det har min kollega Hanne Jul Jakobsen skrevet om i sin nyeste bog: ”Brugte bønner”, som er en gendigtning af Salmernes Bog i Det gamle Testamente. Deri skriver hun følgende bøn:
Send dine engle
og lad dem vugge min sjæl
til ro i deres favn.
Jeg er urolig
og min angst har taget
pusten fra mig.
Jeg hænger ikke sammen
mine øjne græder
og jeg kan ikke stå
på mine fødder.
Lad dine engle
holde om mit hjerte
så det falder til ro.
Giv mine tanker fred,
så alt det, der plager dem
går i sig selv,
så mit åndedrag bliver tungt
og mit hjerte let.
Og fødder er altid på farten, og de går uden at vi tænker over det. De kan liste afsted, og hoppe højt i vejret. De kan trampe i takt til musik og vippe til møder.
Fødderne slår ikke rødder, men er i bevægelse. Ligesom hjertet banker i brystet, går fødderne i takt til livet.
Det er der allerede mange, der har opdaget, og derfor er pilgrimsvandring blevet mere og mere søgt af mennesker. Det er som om, at sjælen kan følge med, når vi går. Som om, at føddernes taktslag i underlaget giver en ro, der forplanter sig i hele kroppen. Vi er ikke skabt til at ræse gennem livet, og forpustede møde op til vores sidste dag på jorden – vi er skabt til at vandre gennem livet, og møde hinanden. Det handler ikke om at komme først, men om at være på vej.
Hele Bibelen er en fortælling om at vandre. En nomadefortælling. Det begynder med Adam og Eva, der vandrer ud ad Paradisets Have, og siden da har folk vandret. Moses går gennem ørkenen, Maria og Josef vandrer til Betlehem – og Jesus selv vandrer rundt i landet med sine disciple.
Hele vejen igennem Bibelen har folk vandret, gået sammen, mødt hinanden – og alle vegne hvor de kom frem, har de enten oplevet, at Gud gik med dem eller også er de blevet mødt af en af Guds engle.
Ingen har været alene på vandringen.
Og det værd at huske på – at selvom vi måske kan føle, at vi til tider er alene, så er ingen af os forladt af Gud. Han er også med os.
Det bliver sagt hver gang et barn bliver døbt. Jesus siger: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Barnet kan jo ikke forstå de ord, men vi der sidder i kirken kan. Og de skal minde os om, at det også engang blev sagt til os - som et løfte.
Og når de ord er sagt til barnet og til os, der lytter med, så risler vi vand over barnets hoved.
Og netop vand, fordi vi slet ikke kan leve uden vand. Vi har brug for væske for at leve. Og ikke nok med det, så tænk på, at vi ligger i vand i vores mors mave inden vi kommer til verden. Vandet er omkring os fra begyndelsen, og er også noget af det første som Gud skaber.
Vand er essentielt – vi drikker det, vasker os i det, og bliver døbt i det.
Og i dag er vandt også vigtigt, for Jesus vasker disciplens fødder i vand. Vasker støvet og snavset af – holder blidt om deres fødder, og tørrer dem bagefter. Han knæler ned, og gør disciplene klar til den vandring, der venter dem efter påske, hvor de skal gå ud i verden, og fortælle om Jesus.
Han forbereder dem, uden at de ved det. Denne aften – denne torsdag i påsken, der har fået navnet Skærtorsdag. Skær, der betyder ren – som i ren og skær. Eller som i lysskær, som en pige fra 1. klasse sagde den anden dag, da hun var her i kirken for at høre om påsken. Som et lysskær, der også er rent og smukt, og som lyser op.
Skærtorsdag – den rene torsdag – den lysende torsdag. Dagen før den mørke og lange fredag.
Vi får i dag lyset, håbet og troen på, at det nytter at holde fast i fællesskabet og hinanden, trods svigt, smerte og sorg. Trods alt det, der kan ligge og vente på os i fremtiden, så får vi dag at vide, at skal fortsætte med at samles – og holde fast i hinanden.
Skærtorsdag er en vigtig. Vi bliver mindet om, at Gud er med os. At Han også den dag i dag vil vaske vores fødder, så vi er klar til at gå hinanden i møde – og at Han er til stede blandt os, når vi samles. Når vi samles her i aften. Og han er med os i morgen.
Vi skal gå frimodige ud i verden, og insisterer på næstekærlighed og medmenneskelighed – på forsoning og tilgivelse. Og skulle vi på den vandring blive bange eller få brug for at hvile, så kan vi sætte os ned, så Kristus kan bade vores udmattede fødder, og vi igen kan rejse os med fornyet kraft og livsmod.
Det har min kollega Hanne Jul Jakobsen skrevet om i sin nyeste bog: ”Brugte bønner”, som er en gendigtning af Salmernes Bog i Det gamle Testamente. Deri skriver hun følgende bøn:
Send dine engle
og lad dem vugge min sjæl
til ro i deres favn.
Jeg er urolig
og min angst har taget
pusten fra mig.
Jeg hænger ikke sammen
mine øjne græder
og jeg kan ikke stå
på mine fødder.
Lad dine engle
holde om mit hjerte
så det falder til ro.
Giv mine tanker fred,
så alt det, der plager dem
går i sig selv,
så mit åndedrag bliver tungt
og mit hjerte let.
(Forlaget Eksistensen s. 122)
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/skaertorsdag-fra-anden-raekke
Amen
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/skaertorsdag-fra-anden-raekke
søndag den 10. april 2022
Palmesøndag 2022
Det, som man ikke regner med, er ofte det, der får størst betydning for en. Eller det sætter sig som spor i ens liv – som små bøjer af håb, man kan navigere efter.
Sådanne livsoverraskelser kan være pakket ganske ydmygt ind – det er ikke altid, at de er skrevet med store bogstaver på himlen – ofte er de umærkelige, men næsten altid mellem mennesker.
Det kan være det uventede smil fra en fremmed på gaden – det kan være ham, der gav dig lov til at komme foran i køen i Netto, fordi du kun havde en ting i hånden – det kan være sms’en fra en gammel ven.
Man kan sige, at det er i mellemrummet mellem mennesker, at livet går veje, som vi ikke kunne sige os selv. Og det i disse små forbindelser, vi laver mellem hinanden, at vi mærker, at vi lever.
Mærker håb. For det er nemlig det, der umærkeligt spirer, når vi overraskes af venlighed, af godhed og næstekærlighed.
Håb er ganske enkelt livsnødvendigt. Hvis vi ikke har håbet, så lever vi ikke. Håbet er flettet sammen med vores liv på en sådan måde, at slipper vi håbet, så slipper vi også livet. Eller i al fald det, der giver livet værdi.
Håbet kan vi ikke undvære, og det besynderlige ved håbet er, at det giver os så meget, men det vokser alligevel altid i skyggen.
Håbets frø har vi alle i vores hjerter fra det øjeblik, vi bliver født. Vi får håbet foræret fra vores mor, der i 9 måneder håber og venter på, at hun føder et barn, der gerne må være så gennemsnitligt og normalt som muligt – for sådan ønsker de fleste mødre sig det. Vi arver håbet fra vores mor – og trækker vores første åndedrag på det håb.
Og så begynder håbet for alvor at spire første gang vi opdager og oplever, at livet kan være hårdt. Det er, når livets skyggesider viser sig – når det bliver hårdt eller urimeligt – tungt eller trist – at håbet sender en neon grøn spire mod himlen, og minder os om, at fremtiden kan være anderledes. At vi i vores liv har grund til at tro og håbe på, at kærligheden ikke forsvinder i livets mørke dage, men at der er mulighed for lys. Det er netop i det trøstesløse, at håbet bryder gennem den hårde jord og vokser.
Evangeliet handler også om håb – om en kvinde, der kommer og bryder – ikke den hårde jord – men alabastkrukkens låg, for at gøre det uventede og overraskende, at hælde korstbar nardus olie over Jesus. En olie der er kendt for at berolige og stabilisere, og lægge en dæmper på oprørte følelser. En olie til trøst.
Netop den bruger hun – og hælder i en mild stråle ud på hans hoved. Hun giver ham det bedste, hun har – og det mest kostbare, men jeg tror ikke, at det handler om penge for hende. Hun har ikke gjort det, fordi olien var dyr; men fordi det ikke kunne være anderledes. Jesus skulle have lige præcis den gode olie – og hun ville give ham den som en gave. Som en overgivelse.
Men som vi hører, så giver folk ondt af sig, da de ser, at hun bruger så dyr en olie – som det ofte sker, når man forsøger at gøre godt. Sådan er vi stadigvæk den dag i dag – når nogle gør noget godt, så er der kommet en tendens til at gøre opmærksom på alt det andet, som man så til gengæld ikke gør. Som om livet og handlinger er inddelt i ”enten-eller”. At enten hjælper vi de hjemløse eller de syge. Eller enten hjælper vi mennesker på plejehjem eller folk fra u-lande. Verden er bare ikke et sted for ”enten-eller”. Heller ikke dengang, for det handlede ikke om, at enten skulle Jesus have olie eller de fattige skulle hjælpes – det handlede om et både og.
Den nuværende pave, Pave Frans, har engang sagt, at bøn er at bede for fattige, og så derefter gå hen og give dem mad. Det er så fint set af ham. Og en lille handling, om den så kan rummes i en humpel brød, er mere nyttig end at bruge sid tid på at kvie sig over alt det, som den anden ikke gør – eller den anden vælger at gøre. Så hellere selv begynde at give lidt brød ud – smile til en fremmed eller give plads til, at en smule håb kan få lov at vokse mellem en selv og ens næste.
For en god handling skal ikke gøres mindre af det, man ikke gør. En god handling skal have lov at stå og lyse i en ellers mørk tid.
Og kvinden handlede godt mod Jesus, og salvede ham med olie. Gjorde Jesus klar til begravelsen, som han siger. Gjorde ham klar til døden, der venter på ham om få dage. Noget som mange af dem omkring Jesus slet ikke forstod, ville ske.
Kvinden griber ind i fremtiden og viser omsorg for det menneske, der skal gå ind i døden.
Det er også håb.
For selv i døden er der håb. Håbet snor sig ind i døden, og lader os gå ad dens grene ind i evigheden sammen med Kristus. Håbet dør altså ikke med døden, men lever på trods af døden. Det er påskens budskab, som bliver slået an i dag.
Håbet rækker længere end vi kan forestille os – og hele vejen ind i Guds rige.
Vi lever i en mørk tid, har jeg hørt sagt mange gange siden 24. februar. En mørk tid, hvor fremtiden også kan synes dyster. Og netop her spirer håbet med neon grønne blade. Netop her. Netop nu.
Det kan kræve, at vi går ud af vores tryghedszone for at opdage det – det kan kræve at vi skal gå ud med brød til fattige – eller mod til modløse. Håbets frø skal gives videre – som vi engang selv fik det ved vores fødsel.
Og det skal plantes i mulden mellem os, så vi sammen kan få troen på, at det nytter at vise medmenneskelighed overfor hinanden. Det nytter at bryde seglet på alabast krukkens låg for at give af det kostbare, vi har.
Vi skal bryde seglet til vores hjerter og øse af den næstekærlighed, der ligger der. Kun sådan kan håbet spire.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/palmesoendag-fra-anden-raekke
Sådanne livsoverraskelser kan være pakket ganske ydmygt ind – det er ikke altid, at de er skrevet med store bogstaver på himlen – ofte er de umærkelige, men næsten altid mellem mennesker.
Det kan være det uventede smil fra en fremmed på gaden – det kan være ham, der gav dig lov til at komme foran i køen i Netto, fordi du kun havde en ting i hånden – det kan være sms’en fra en gammel ven.
Man kan sige, at det er i mellemrummet mellem mennesker, at livet går veje, som vi ikke kunne sige os selv. Og det i disse små forbindelser, vi laver mellem hinanden, at vi mærker, at vi lever.
Mærker håb. For det er nemlig det, der umærkeligt spirer, når vi overraskes af venlighed, af godhed og næstekærlighed.
Håb er ganske enkelt livsnødvendigt. Hvis vi ikke har håbet, så lever vi ikke. Håbet er flettet sammen med vores liv på en sådan måde, at slipper vi håbet, så slipper vi også livet. Eller i al fald det, der giver livet værdi.
Håbet kan vi ikke undvære, og det besynderlige ved håbet er, at det giver os så meget, men det vokser alligevel altid i skyggen.
Håbets frø har vi alle i vores hjerter fra det øjeblik, vi bliver født. Vi får håbet foræret fra vores mor, der i 9 måneder håber og venter på, at hun føder et barn, der gerne må være så gennemsnitligt og normalt som muligt – for sådan ønsker de fleste mødre sig det. Vi arver håbet fra vores mor – og trækker vores første åndedrag på det håb.
Og så begynder håbet for alvor at spire første gang vi opdager og oplever, at livet kan være hårdt. Det er, når livets skyggesider viser sig – når det bliver hårdt eller urimeligt – tungt eller trist – at håbet sender en neon grøn spire mod himlen, og minder os om, at fremtiden kan være anderledes. At vi i vores liv har grund til at tro og håbe på, at kærligheden ikke forsvinder i livets mørke dage, men at der er mulighed for lys. Det er netop i det trøstesløse, at håbet bryder gennem den hårde jord og vokser.
Evangeliet handler også om håb – om en kvinde, der kommer og bryder – ikke den hårde jord – men alabastkrukkens låg, for at gøre det uventede og overraskende, at hælde korstbar nardus olie over Jesus. En olie der er kendt for at berolige og stabilisere, og lægge en dæmper på oprørte følelser. En olie til trøst.
Netop den bruger hun – og hælder i en mild stråle ud på hans hoved. Hun giver ham det bedste, hun har – og det mest kostbare, men jeg tror ikke, at det handler om penge for hende. Hun har ikke gjort det, fordi olien var dyr; men fordi det ikke kunne være anderledes. Jesus skulle have lige præcis den gode olie – og hun ville give ham den som en gave. Som en overgivelse.
Men som vi hører, så giver folk ondt af sig, da de ser, at hun bruger så dyr en olie – som det ofte sker, når man forsøger at gøre godt. Sådan er vi stadigvæk den dag i dag – når nogle gør noget godt, så er der kommet en tendens til at gøre opmærksom på alt det andet, som man så til gengæld ikke gør. Som om livet og handlinger er inddelt i ”enten-eller”. At enten hjælper vi de hjemløse eller de syge. Eller enten hjælper vi mennesker på plejehjem eller folk fra u-lande. Verden er bare ikke et sted for ”enten-eller”. Heller ikke dengang, for det handlede ikke om, at enten skulle Jesus have olie eller de fattige skulle hjælpes – det handlede om et både og.
Den nuværende pave, Pave Frans, har engang sagt, at bøn er at bede for fattige, og så derefter gå hen og give dem mad. Det er så fint set af ham. Og en lille handling, om den så kan rummes i en humpel brød, er mere nyttig end at bruge sid tid på at kvie sig over alt det, som den anden ikke gør – eller den anden vælger at gøre. Så hellere selv begynde at give lidt brød ud – smile til en fremmed eller give plads til, at en smule håb kan få lov at vokse mellem en selv og ens næste.
For en god handling skal ikke gøres mindre af det, man ikke gør. En god handling skal have lov at stå og lyse i en ellers mørk tid.
Og kvinden handlede godt mod Jesus, og salvede ham med olie. Gjorde Jesus klar til begravelsen, som han siger. Gjorde ham klar til døden, der venter på ham om få dage. Noget som mange af dem omkring Jesus slet ikke forstod, ville ske.
Kvinden griber ind i fremtiden og viser omsorg for det menneske, der skal gå ind i døden.
Det er også håb.
For selv i døden er der håb. Håbet snor sig ind i døden, og lader os gå ad dens grene ind i evigheden sammen med Kristus. Håbet dør altså ikke med døden, men lever på trods af døden. Det er påskens budskab, som bliver slået an i dag.
Håbet rækker længere end vi kan forestille os – og hele vejen ind i Guds rige.
Vi lever i en mørk tid, har jeg hørt sagt mange gange siden 24. februar. En mørk tid, hvor fremtiden også kan synes dyster. Og netop her spirer håbet med neon grønne blade. Netop her. Netop nu.
Det kan kræve, at vi går ud af vores tryghedszone for at opdage det – det kan kræve at vi skal gå ud med brød til fattige – eller mod til modløse. Håbets frø skal gives videre – som vi engang selv fik det ved vores fødsel.
Og det skal plantes i mulden mellem os, så vi sammen kan få troen på, at det nytter at vise medmenneskelighed overfor hinanden. Det nytter at bryde seglet på alabast krukkens låg for at give af det kostbare, vi har.
Vi skal bryde seglet til vores hjerter og øse af den næstekærlighed, der ligger der. Kun sådan kan håbet spire.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/palmesoendag-fra-anden-raekke
Abonner på:
Opslag (Atom)