Præsteklumme juni 2012

Siger du ja…

..eller siger du nej? Spørgsmålet dirrer i luften, da jeg står overfor et menneske, jeg aldrig har mødt før. Han gentager spørgsmålet: ”siger du ja, eller siger du nej til Jesus. Hvad siger du præst?” Jeg er faldet ind i en samtale om frelsen.

Frelse er troen på, at der efter døden er et liv. Vi ved ikke, hvordan livet vil se ud efter døden, men vi kan gøre os forestillinger om det. Det bedste billede jeg kender, handler om hvordan et tvillingepar i morens mave taler om livet efter fødslen, og om hvordan de tvivler på både fødslen og morens eksistens. Men de kan se gennem maveskinnet, at der er noget mere end den lille verden, de kender. De gætter, og vil alligevel blive forbavset over verdens storhed. Vi vil forhåbentlig på samme måde blive overrasket over livet efter døden.

Hvem der bliver frelst er næste spørgsmål. Vi ved ikke, hvem der bliver frelst, og vi ved heller ikke hvorfor. I kristendommen får vi at vide, at vi skal åbne os for kærligheden for at få frelsen. Nærmere bestemt skal vi åbne os for Jesus, og tage i mod ham og hans ord.

Jeg har i min tid mødt mange mennesker, der ikke var kristne, men som havde åbnet sig for kærligheden. Og skulle de ikke blive frelst? Jeg har ikke mandat til at give svaret, men jeg ved, at Guds kærlighed er større end os. Kærligheden bliver ikke givet efter fortjeneste, men ene og alene fordi vi er til. Så jeg siger et stort JA og stoler på, at Guds kærlighed virker på steder, vi ikke forstår.

Sidste søndag i kirkeåret 2012

Når man går ind i en kirke, får man helt automatisk en retningsanvisning foræret.

Ja, forhåbentligt får vi en retning i vores liv, men faktisk får vi en helt anden retningsanvisning, nemlig en geografisk.

Alle kirker er placeret sådan, at man, når man står foran et alter, ser mod øst. Det betyder, også at vi går mod øst, når vi går ind i en kirke.

Mod øst, hvor solen står op. Og har man set en solopgang, ved man, at solen er på vej, inden vi ser den på himlen. For den sender sit lys, sin glød og sine farver forud for sig selv. Og inden selve solen viser sig i horisonten, farver dens lys verden, og forvandler det livsløs og farveløse mørke til vitalitet og nuancer.

Vi ser mod øst, når vi kommer ind i kirken, for det er også mod øst, vi har fået at vide, at Jesus skal komme igen. Komme med morgenrødens vinger og gøre den livløse og farveløse verden til en verden fyldt med Guds vitalitet, og nuancerer vores liv med sin kærlighed.

Vi ser mod øst, mod morgenen. Vi ser mod det, der kommer, og på en måde ser vi mod vores egen fremtid. Mod det vi er på vej til, mod de veje, vi kan vælge, og det liv vi endnu ikke har levet. Vi ser mod øst – vi ser mod fremtiden.

Og bag os har vi vest – det vi kommer fra. Der hvor solen går ned, når det har vandret på sin bane hen over himlen. Vi bærer altid vores liv med os. De oplevelser vi har haft, de mennesker vi har mødt, de beslutninger vi har truffet. Vi har fortiden bag os.

Og her står vi midt i kirkens rum – med vores fortid og vores fremtid. Vi står i en spænding mellem det vi kommer fra, og der vi er på vej hen. Og vi er lige her i nuet.

Vi ved, at vi bliver nødt til at gå ind i vores fremtid – det kan vi ikke undslå os. Og vi bliver nødt til at bære vores fortid med os, for den bliver ikke anderledes. Den er allerede levet.

Den spænding kan opleves som en stor byrde. En kæmpe byrde, der kan true med at vælte benene væk under os. En byrde vi ikke altid ved, om vi overhovedet kan bære. Vi har kun nuet, men i det ”nu” skal vi måske bære en traumatisk barndom, en smerte over et tab af en, man elsker, et venskab der gik itu eller ord, der blev sagt og nu ikke kan tages tilbage. Byrden kan være smerten over en sygdom, ensomhed, konflikter, angst, fiaskoer eller stress der truer med at knuse ens hverdag. Modløshed, træthed eller tristhed.

Byrderne er mange. Vi lægger tit byrder på hinandens skuldre. Vi gør det ofte uden at være klar over det. Og andre gange gør vi det helt bevidst – måske fordi vi ikke længere kan bære alene. Og nogle byrder blev vores til del, blot fordi livet gik som det gik. Ikke fordi vi ønskede os disse byrder, eller håbede på det. Ikke fordi vi længtes efter det, eller fordi vi gerne ville. Men ene og alene, fordi det blot faldt sådan ud.

Men hvad er det for en Gud, der ved, at vi har byrder at bære. Hvad er det for en Gud, der lader os bære så uendeligt meget til tider, at vi må vakle og falde? Hvem er han, der ikke griber ind med sin mægte hånd og sin almagt svinger tryllestaven, så vi kan undgå at stå i denne uudholdelige spænding.

Jeg kunne give jer to svar. Det ene svar frikender Gud og det andet svar gør ham ansvarlig. Hvis jeg siger, at Gud for det første ikke lægger byrder på os, og for det andet heller ikke har mulighed for at fjerne dem, da gør jeg Gud til en lille Gud, der slet intet kan sige eller gøre i verden. En svag Gud. Men hvis jeg nu siger, at Gud er en mægtig Gud, der sagtens kan gøre og gribe ind i verden, men som ikke gør det. Og som lægger byrderne på os. Gør jeg da ikke Gud til en magtsyg Gud, der giver os byrder som en ondskabsfuld dæmon, der kun redder efter forgodtbefindende. Så hvilken Gud foretrækker I? Den svage Gud eller der magtsyge Gud? Gud der intet gør, eller Gud der gør alt?

Men spørgsmålet må da lyde, er det virkeligt os, der enten skal frikende Gud eller give ham ansvaret? Er der os, der bestemmer hvem og hvordan Gud er?

Svaret er enkelt nej. At leve et menneskeliv er hårdt, og det vil koste dig livet. Det er hårdt, fordi verden, vi lever i, er hård. Det er hårdt, fordi det er hårdt at elske og blive skuffet, hårdt at elske og bliver forladt, hårdt at elske og miste. Det er hårdt, fordi vi ikke magt over vores fremtid. Hårdt fordi vi kun kan vælge vejen, vi går, men ikke har magt over, hvad der til støder os. Det er hårdt, fordi vi til tider går den forkerte vej og ender i blindgyder. Det er hårdt, fordi vi nogle gange kan føle, at vores sjæl – det der gør os til levende mennesker, er blevet forladt og glemt et sted, vi ikke kan finde tilbage til.

Ja, et menneskeliv er hårdt. Hårdt fordi vi elsker, og hårdt fordi vi har forventninger til det liv, vi gerne vil leve. Men det er jo netop hårdt, fordi det ikke er ligegyldigt. Megen smerte stammer fra det, der betyder noget for os. Fordi vi ikke er ligeglade, men fordi livet har betydning og mening for os. Byrder er med andre ord til, fordi vi er afhængige af hinanden og livet.

Vi behøver ikke forklare præcist hvorfor, der er byrder. Det ville være det samme som at skulle forklare, hvorfor forældre elsker deres børn. Eller at skulle forklare, hvorfor livet er vigtigt for en. Vi kan ikke forklare, hvorfor vi lever i en spændingsfyldt verden, men blot konstatere, at, det gør vi. Det handler ikke om et stort hvorfor, men derimod om et meningsfyldt hvordan? Hvordan lever jeg et liv med de byrder, der er mine at bære?

Og dertil giver Gud os hjælp. For det er sådan en Gud, han er. Gud vil ikke lade os gætte, hvem er han er, men giver os et menneske – et ansigt – vi kan forholde os til. I Jesus fik Gud et ansigt – et liv. Jesus levede, så vi kan lære Gud at kende. Jesus er lyset, gløden og farven, som Gud har sendt forud for sig selv, så han kan fortælle os, at Gud – at solen – er på vej. Og med Jesus blev verden en anden. Verden er aldrig kommet sig over Jesus, men står derimod forandret tilbage. Forandret så farverne er klarere, nuancerne mere skarpe og livets ikke så mørkt.

Jesus levede som mennesker – med byrder. Han blev ikke sparet blot, blot fordi han var Guds søn. Nej, han fik sin del af byrder, og også han bad Gud om, at han måtte blive fri. Om han dog ikke kunne slippe for dem. For også han var under kærlighedens åg, som vi er det.

Jesus levede for at gøre os klar over, at vi tilhører ham.

Jesus siger til os i dag: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

De trætte, de slidte og dem med tunge byrder. Læg mærke til, at Jesus IKKE siger: ”kom til mig alle I der er gjorde alt det rigtige, altid sagde ja og alle jer der havde alt under kontrol.” Læg mærke til, at DET siger han ikke. Nej, det er ikke dem, han vil give hvile. Men derimod dem, der trænger til det.

Kirkeåret slutter i dag med en opfordring til alle der bærer byrder – en opfordring til menneskeheden om at komme til Jesus for at finde hvile der – finde mod til atter at tage sin byrde på sig, og gå videre i livet. Han fjerne ikke livet fra vores skuldre, heldigvis. Han lader os beholde vores liv, og ser da på vores længsler og vores drømme. Ser at vores liv er mere end vores byrder, og giver os hvile.

I vores kirke har vi, som den eneste kirke, jeg kender til, et kighul til himlen. Som en påmindelse om, at vi i vores færd frem i livet, ikke kun kan nøjes med at se frem mod fremtiden eller tilbage i fortiden. Det er også vigtigt på vejen, at se op - se mod himlen, der får sin farve af solen, og vide, at Gud ikke bare er deroppe, men at han steg hele vejen herned for at gå ved siden af os.

Godt nyt kirkeår. Må Gud bære med.




Dagens tekst:




På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« Matt 11,25-30

23, søndag efter trinitatis 2012

Vi rækker vore hænder frem
som tomme skåle.
Kom til os, Gud, og giv os liv
fra kilder uden for os selv! (DDS 367, 1)

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Jeg mødte for nogle år siden en amerikansk mand, der levede sit liv med absolut tanke for andre. Vi dykker ned i hans livshistorie på et tidspunkt, hvor han har mistet alt, hvad han ejer. Hans kone, arbejde, hjem og formue. Han havde intet tilbage. Og da beslutter han sig til, at han vil give 10 % af de indtægter, han måtte få, til velgørende formål. Midt i sin elendighed lover han, at ville give tilbage, hvis det skal gå ham godt igen.

Da får et arbejde, og tjener sine første 10 dollars. Og tro mod sit løfte, giver han 1 dollar til et godt formål. Så tjener han flere penge. Denne gang 100 dollars. Og da skal han jo give 10 % af de 100 dollars.

Han ser mig på det tidspunkt i øjnene, og siger ærligt, at de penge, var de mest vanskelige at forære væk. Alt i ham råbte til at ham, at han skulle beholde dem – nu var han på vej op, så derfor behøvede han ikke give de penge. Nu gik det lige godt igen.

Men han gjorde det, og gør det den dag i dag. Giver 10 % af sin indtægt til velgørende formål.

Siden det møde med ham, har jeg haft kronisk dårlig samvittighed. For jeg giver altså ikke 10 % af det jeg tjener til velgørende formål. Jeg giver måske lidt til landsindsamlinger, og så betaler jeg skat. Og jeg kunne nu vælge at læne mig tilbage og sige, at jeg gør nok; men han giver mig stadigvæk dårlig samvittighed. For jeg burde måske også gøre mere, give mere, forsøge mere.

Han har ramt en nerve hos mig, der gør ondt. Jeg kommer nemlig selv fra et fattigt hjem, hvor det var svært at få det hele til at løbe rundt. Hvor gaverne var små til jul og fødselsdage, hvor lommepenge var noget de andre fik, og hvor vi måtte lære, at vi bare ikke kunne få alt det, vi gerne ville have, og gøre alt det, der så sjovt ud. Så jeg kender det jo på egen krop – det at være den, der står i den anden ende, og må modtage. Så han rammer en nerve.

Dårlig samvittighed. Og den dårlige samvittighed er måske noget at det værste at leve med. Den er langt sjovere, når den er god og tilfreds. Selvtilfreds.

Og nu hører vi tilmed i evangeliet i dag, at Jesus roser den gamle kvinde, der giver to mønter i tempelblokken – altså i indsamlingsbøssen uden for templet. Hun gør mere end alle rige gør til sammen, for hun giver ikke af sin overflod, men af sin fattigdom.

Temaet omkring økonomi og penge er et velkendt tema i Bibelen. Faktisk vender Jesus tilbage til den måde at tale om livet på igen og igen.

Tænk bare på:

- Jesus betalte syndes sold.

- I er frikøbte i Jesus.

- Vi skylder Gud alt.

- Giv kejserens, hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er.

Måden at tale om vores forhold til Gud på, foregår ofte indenfor en økonomisk ramme. Hvorfor? Fordi det er en ramme, vi forstår. Vi kender den ud og ind. Det er dog de færreste mennesker i Danmark, der overhovedet ikke behøver bekymre sig om penge, eller som ikke drømmer om at vinde i Lotto (også selvom man ikke spiller).

“Money makes the world go around” synger Liza Minnelli i musicalen Cabaret.

Penge får verden til at løbe rundt.

Det kan til tider synes rigtigt, når vi skeler mere til bankbogen end naturen. Skeler mere til overskuddet end menneskerettighederne. Og tæller mønterne, mens vi ser mellem fingrene med endnu et menneske, der bliver henrettet.

Penge for verden til at løbe rundt?

Og måske netop derfor vælger Jesus, at tale til os i et sprog, vi forstår. Nemlig det økonomiske: for vore øjne ser let det, der ikke behøver at blive set på - pengene. ”Du kan købe alt for penge – det handler blot om prisen.” hører vi sagt. Set med verdens øjne er det altid den rige, der giver mest. Altid den rige, der med sine store checks gør den største forskel.

Men i Jesu øjne er det den fattige, der giver mest. Når Gud kigger på os, er det ikke længere vores rigdom der er i fokus, men vores fattigdom. Enken gav af sin fattigdom.

Det handler ikke om størrelsen på mønten. Det handler ikke om, at man bliver et bedre menneske i Guds øjne af at give mere. Det handler jo ikke om økonomien.

Det handler om det, der altid er på færde, når vi har med Gud at gøre. Nemlig kærligheden – Jesus taler til os om selve livet.

Kærligheden er barmhjertigheden. Hjertet i barmen, der banker (jf. Kierkegaard). Kærligheden er nåden. Nåden, vi får som en benådning, når vi har fejlet, og er klar til vores dom. Kærligheden er Guds løfte til os om, at han lover at være med os alle dage indtil verdens ende.

Vi bliver mødt med kærligheden forrest, når vi møder Gud. Vi bliver mødt med kærligheden, når vi rækker vores tommer hænder frem.

Han lover at være med os, og at se på os med det himmelske blik.

Igennem det blik, bliver set, ikke for hvad vi magtede, eller ikke nåede; det er ikke vores dårlige samvittighed, der bliver sat under lup og undersøgt.

Nej, igennem det himmelske blik bliver alt det, der ikke ser ud af noget, alt det ingen så, alt det der forsvandt i mængden, det der blev nytteløst – set af Gud.

Han ser også vores fattigdom. Vores afmagt. Vores håb og længsler. Han ser vores hjerter, og ser os. Det kan virke skræmmende, når vi ikke altid er det bedste udgaver os selv.

Historien om enken, der gav alt hun ejede, er en historie om en gammel dame, der en dag, gik hen i templet og gav to små mønter. Mønter, der hverken kunne bruges til at købe hele eller halve brød for. Men hun gav dem, fordi det var det, hun havde. Vi aner ikke, hvorfor hun gav dem, eller om hun var et specielt elskeligt menneske. Måske var hun en værre rappenskralde, der slog sine børn, sladrede om naboen og bandede over de hjemløse. Vi ved det ikke. Men vi ved, at Jesus så hende og det rene ingenting, hun gav.

Så hendes tomme hånd, og i den tomme hånd, rakte han sig selv og sin kærlighed, som et stædigt løfte om, at Guds kærlighed også gælder mig.

Når vi ikke når hele vejen, når vi skammer os, når den dårlige samvittighed nager, bøjer Gud sig ned og elsker på trods.

”Din nådes skaberværk skal ske
i tomme hænder.
O Gud, al godheds giver: Kom,
tag bolig i vor fattigdom” (DDS 367, 6)

Og der gør hans vores fattigdom til sin rigdom.







Dagens Tekst:




I sin undervisning sagde han: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.« Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.« Mark 12,38-44

Alle helgens dag 2012

”Nu kan alene kærlighed

forhindre at vi synker ned

i bitterhed – fortabte.” (DDS 731)

Amen


Vi får titler livet igennem. Vi bliver født, og bliver vores forældres børn. Vi vokser op, begynder i skole og bliver skolebørn. Vi bliver ældre, tager måske en uddannelse og bliver studerende. Så bliver nogle gift – de bliver ægtefolk, får børn og bliver forældre. Eller man får et arbejde og bliver det. Jeg er bager, jeg er ingeniør, jeg smed, jeg er blevet forfremmet. Vi tager efteruddannelser – smykker os med titler.

Vi får livet igennem nye titler, fordi vi forandrer os. Fordi livet forandrer os. Vi får nye opgaver og har nye positioner i vores liv.

Sådan er det at leve. Vi kan ikke leve et liv uden at være noget for nogen. Vi er altid et eller andet, og om ikke andet, så er vi mennesker. Titlerne er med til at definere, hvem vi er, og hvad vi fylder i vores liv. Og ofte er vi stolte af de titler. De er en brik til det puslespil, der er vores liv.

Men der er en titel, som vi får uden at have bedt om den, og som vi får uden at ville have den. Vi bliver ”de efterladte”.

Dem, der har mistet, og som måske nu også skal ringe til bedemanden, bestille kisten, blomster, mindehøjtidelige, begravelsen, bisættelsen, læse kortene, takke for dem, og så vende tilbage til sit liv, for der at forsøge at skabe en hverdag.

Og i manges øjne holder man op med at være efterladt, for nu er alt det praktiske overstået. Men inde i en selv – dybt derinde, hvor hjertet banker, der er man stadigvæk efterladt.

Efterladt tilbage i livet, forladt – og overladt til at skulle leve resten af livet færdigt. Den titel er som en trøje, vi bliver tvunget i. En der sjældent passer os. Det er nærmere en spændetrøje, der spænder os fast i livet. Vi får endnu en titel – enken, enkemanden, den forældreløse, den barnløse, den der mistede en bror, en søster, en moster, en bedstemor. Den der mistede – den sørgende.

Og nu hører vi, at Jesus kalder os for livets salt og verdens lys. I er livets salt. I er verdens lys. Det lyder fremmed, underligt og kan lyde ligefrem provokerende, at blive kaldt livets salt og verdens lys, hvis man sidder og føler, at alt omkring en er blevet slukket med den andens død. Alt er blevet tyst, stille – gået i stå.

Man kan fristes til at lade sig lukke inde i spændetrøjen i et konstant favntag af sig selv. Holde om sig selv, fordi den, der før holdt om en, nu er væk. Det er godt for en stund, men ikke for et liv.

Vi er verdens lys og jordens salt.

Men hvad er salt, hvad er lys?

Salt er det, der fremhæver smag og trænger ind overalt. Salt gør oplevelser mere intense,. Salt kommer også ud gennem vores tårer – uden salt bliver livet ligegyldigt.

Lyset gennembryder mørke. Og selv et lille lys, kan flække ethvert mørke, ja. Selv en mælkebøtte kan gennembryde asfalt, når det får lys – uden lys bliver livet ligegyldigt.

Vi er lys og salt for hinanden. Vi giver livet smag. Vi giver livet lys. Uden hinanden bliver livet ligegyldigt og mørkt.

Salt og lys er kærlighed. I er jordens salt og verdens lys. Og derfor smerter det i os, når vi mister en, vi elsker. Vi føler, at lyset bliver slukket, og at livet mangler smag og oplevelse. Vi mærker, at noget mangler.

Kærligheden føles mest intenst ved kisten, hvor den river i os. Den kærlighed kalder, vi for sorg, og måske nok kærlighedens smukkeste udtryk. For kun det menneske, der er elsket og har elsket efterlader sorgen.

Vi er verdens lys og livets salt.

Den titel er med til at definere, hvad vi er for hinanden. Vi er hinandens salt og lys. Vi skal gennem vores liv med hinanden give livet smag og oplyse hinandens liv.

Allehelgensøndag læser vi navnene højt på dem, der er døde i årets løb. Vi mindes dem, tænder lys for dem, beder for dem, og besøger måske gravstedet. Vi giver os selv tid og mulighed for at kunne tænke tilbage på dem, vi savner, det vi har lært og de oplevelser, vi har haft. Vi tænker på og mindes alt det, vi ikke ville have været foruden. De har været vores lys og vores salt. De har gjort vores liv meningsfyldt.

Sorgen kaldes også for kærlighedens pris. Det er den pris, som kærligheden koster, at den må blive til sorg. En pris vi ikke vil være foruden, for kærligheden kan vi ikke undvære.

Gud har sat os i verden af den ene grund, at vi skal elske. Gud ønsker et eneste for os, nemlig at vi oplever kærlighed. Fordi han selv elsker os.

Da vi blev døbt blev vi alle lovet, at Gud ville være med os alle dage indtil verdens ende. Ikke vores liv ende, men verdens ende. Gud er med os, også ind i døden. Når vores liv slutter, er vi hos Gud. Det er Guds kærlighedserklæring til os.

I et liv, hvor man skal lære at leve med sorgen, da lyder løftet fra Gud, at han er med os alle indtil verdens ende. Hans kærlighed favner både de døde og de levende, også når vi kun har os selv tilbage i livet at holde om. Da er Gud med os med sin kærlighed.

”Nu kan alene kærlighed

forhindre at vi synker ned

i bitterhed – fortabte.” (DDS 731)


Dagens tekst::

Jesus sagde: »I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.« Matt 5, 1-12

20. søndag efter trinitatis 2012

Jeg læste den anden dag om den disciplin, det er, at læse i Bibelen, og gøre det til hverdagsliv. Heri blev disciplinen beskrevet som et forsøg på at gå i spagat mellem Himmel og jord. Når man stod med hjertet i Bibelen og kroppen i livet, skulle man tvinge sig selv ud i en akrobatisk øvelse, for at finde forbindelsen mellem de to – mellem Himlen og jorden.

Det er jo skønt, hvis man faktisk kan gå i spagat, men for de fleste af os ”stiv-kroppede” mennesker, vil det kræve meget øvelse og gentagelse. Så allerede på forhånd må mange med skuffede miner konstatere, at det med Himlen og Bibelen ikke er for dem, og beholde begge ben på jorden. De giver op inden de er begyndt, fordi det tilsyneladende kræver mere, end man lige synes, man kan overskue i en hverdag, der kan være stresset og travl nok. Og så kan resultatet være lidt mere diffust at forholde sig til – det er måske bedre at bruge sin tid på andet end på ”det-med-Gud”.

Men er det nu også sådan, det er? At man skal indlære sig en evne, der kan tage dage og år for den ufleksible at blive smidig nok til at gøre de smidige kunsten efter?

Kræver Bibelen – kræver troen – kræver Gud, at vi gentagende gange må strække og strække os indtil vi endelig forstår, hvad han mener?

At det handler om, at vi er så usmidige, at vi end ikke når Himlen med bare det ene ben?

Der findes ikke et væsen så stædig som mennesker, ja, hvis man lige regner æslet fra. Og det er da også vidunderligt at tænke på, at det var et æsel, der bar Maria til stalden – og at det også var et æsel, der bar Jesus ind i Jerusalem til påske. Æslet er nok stædigt, men også det dyr, der har båret verdens frelser.

Og det er som om stædighed følger Gud. Ikke at Gud gerne vil have, at vi er stædige, men det følger med, når vi har med Gud at gøre.

Guds mest særprægede skabning er vel mennesket selv. Han skabte os i sit billede, og siden har vi ikke gjort andet end at betvivle hans eksistens, hans vilje, hans kærlighed, hans evner som Gud og hans intention med os.

Og selv det mest troende menneske, har haft øjeblikke af tvivl. Øjeblikke, hvor vi har været vrede på Gud, skældt ham ud eller måske vendt ham ryggen, fordi vi ikke har forstået det liv, der blev vores.

Vi er en skabning, der til tider kan synes at styre mod afgrunden i høj fart, mens Gud sidder ved siden af os, og råber ”stop” uden at vi hører efter.

Mennesket som synderen, der ikke vil Guds vilje – den fortælling kender vi. Og ja, når Jesus bliver korsfæstet er det os, der korsfæster ham igen og igen. Men det er også os, der står ved foden af korset og græder tårerne over hans død. Os, der tager ham ned af korset og begraver ham – og os, der igen og igen fortæller om hans opstandelse fra døden.

Vi mennesker er måske de mest komplekse af Guds skabninger – vi siger ja og vi siger nej. Og det er aldrig til at finde ud af, hvornår det er et ja, og hvornår det er et nej.

For vi kan sige det ene, og mene det andet. Vi kan mene det ene, men gøre det andet.

Ofte er vores intentioner på det rette sted, men det kan så nemt ende med, at vi ikke gør det, vi har i tankerne. Paulus siger om dette, at ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. (Rom 7)

Vi vil så gerne, men når ikke altid hele vejen.

Der er så meget på spil i vores ja og vores nej. Et forkert ja eller et forkert nej, kan være noget, vi fortryder resten af livet, og som vi må leve med. Men det kan også blive forfladiget – et ”ja ja, ja” eller et ”nej, nej”. Noget, der bliver sagt for at slippe for at være en del af noget.

Det er ikke nok, at sige et ja eller et nej – ordene i sig selv har ikke betydning, hvis vi ikke mener dem. Hvis de ikke bliver til levet liv.

Luther siger om dette i sin romerbrevsforelæsning, at de ugudelige gudsbespottelse lyder mere velbehageligt i Guds øren end de frommes Halleluja.

Det er dog bedre, at lade sit nej lyde, end det er at tro, at man har regnet Gud ud, så han lige kan være i ens bukselomme. Har man Gud i sin bukselomme, er man blevet som en gud for Gud. Man er den, der ved, hvornår andre tager fejl. Den, der mener at have Gud på sin side – og dermed bliver man også den, der tror, at man sidder ved Guds højre hånd, hvorfra man skal komme at dømme levende og døde. Den dom er ikke vores – den dom er kun Guds. Ingen andres.

Vi må ikke tro, at vores tro gør os bedre end andre, eller stiller os tættere på Gud. Da siger vi nemlig i virkeligheden nej. Nej til andre medmennesker, der er skabt i Guds billede – nej til det medmenneske, som Gud elsker – og i sidste ende er det et nej til os selv. Det er ikke op til os at beslutte, hvem der hører Gud til. Og mange vil nok blive overraskede, når de en dag finder ud af, at vi alle har haft Gud med os. Ikke et menneske falder uden at Gud ikke er med det i faldet.

Guds historie med os mennesker er en fortælling om Gud og os. En fortælling om en skaber, der ud af kærlighed skaber verden – og skaber os. Skaber mennesket i sit billede til at varetage jorden.

Og siden da har Gud elsket os.

Gud elsker mennesker – og Gud blev menneske. Han blev til kød og han blev til blod. For at vi kunne være i vores eget kød og blod – for vi at kunne være her i livet.

Han blev til et menneske, så han ikke længere blot var en Gud i det høje, der så ned på sin skabning, men så han kunne se os i øjenhøjde – se på os, tale med os og føle med os.

Jesu liv har været som ethvert menneskeliv har været. Det har ikke været skånet, fordi han var Guds søn. Nej, han måtte leve som os. Falde som barn, slå sit knæ, blive opdraget af sine forældre, blive irettesat, grædt af sorg og grinet af lykke. Når Gud blev menneske, så blev han menneske – han legede ikke bare menneske i et sekund. Nej, han blev et menneske for at møde mennesker.

Han sagde sit første JA til os, da han på skabelsesmorgenen skabte os, og han har gentaget det siden, for definitivt at sige det i Jesus Kristus. For da måtte vi da kunne forstå, at vi er hans – og han er vores.

Gud har sagt JA. Stædige som vi er, har han ikke smidt os på porten, som vi kan gøre med Ham – for her har vi at gøre med en Gud, der er endnu mere stædig, end vi er. Han er så stædig, at han en fredag for 2000 år siden rakte sine hænder ud i et favntag mod verden, for at vise os sin kærlighed.

Vi er nok stædige, men ikke mere end Gud.

Gud vil fjerne vores stenhjerter og give os hjerter af kød (Ez 11.19). Vores hjerter kan være som sten, men selv et dråbe vand kan, hvis man igen og igen drypper den ned på stenen, lave et hul. Guds kærlighed – Guds ord til os, er de dråber af livgivende vand, der igen og igen drypper ned på hjerterne af sten. De vil med tiden gøre vores hjerter til  kød – til liv.

Det er ikke os, der skal gå i spagat for Gud, så vi kan nå himlen. Himlen er kommet til os.

Vi skal blot tage i mod – og gå ind.

Ikke vores stædighed. Ikke vores trods. Ikke vores stenhjerter – intet kan holde Gud fra at søge efter os, og finde os.

Holger Lissner skriver i en salme (DDS 414) sådan her:

Den Mægtige finder vi ikke,
den mægtige Gud finder os,
der famler og fægter i mørket
og lukker os inde i trods.
Han hører de bange, der beder,
han søger de blinde, der leder,
og tager os ind i sin favn.



Dagens tekst:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.« Matt 21,28-44

15. søndag efter trinitatis 2012

Er jeg den eneste, der virkelig gerne vil vide, hvad Jesus fortalte Maria? Hvad kan om muligt have været så vigtigt, at Maria med god samvittighed – eller måske på trods af dårlig samvittighed – bare måtte sætte sig hos Jesus og høre på ham?

Hvad sagde Jesus til Maria, der var så vigtig?

For jeg må indrømme, at jeg har det som på Skt. Hansaften, når jeg læser fortællingen om de to søstre. Nemlig at jeg holder med heksen – jeg holder med Martha.

Jeg har lært af min mor, at man skal yde, før man kan nyde. Derfor må maden laves, bordet dækkes, bordet ryddes, opvasken tages, ned med skraldet INDEN man kan sætte sig ned i sofaen og slappe af. Dertil kommer de meres specifikke opdragelsesregler, nemlig at man skal sidde med albuerne ind til sig, tage det nærmeste stykke kage (ikke det største), ikke slubre eller tale med mad i munde og så selvfølgelig indordne sig, når mor sendte et af hendes blikke. Når vi børn fik det blik, så vi var nok klar over, hvad vi havde gjort forkert. Og det blik fik os til straks at holde med det, vi var i gang med.

En rigtig god opdragelse! Så jeg holder med Martha, for jeg synes, at det er synd for hende. Synd for hende, fordi hun er typen, der altid ender i køkkenet, og gør en masse for andre, der måske ikke altid bliver set.

Og så da hun endelig siger fra, bliver hun sat på plads.

Jeg holder med Martha. Eller faktisk så holder jeg ikke så meget med hende, som jeg kan forstå hende. Jeg kan godt forstå, at hun bliver træt af sin dovne søster, der ikke ser, at hvis de begge lagde kræfterne i, så kunne de begge to hurtigere komme ind til gæsten. Hvis vi hjælpes ad, så går alting meget nemmere. Martha gør sin pligt.

Men pligter i vores tid er på tilbagegang, og rettigheder er kommet til.

Henrik Jensen, der er forsker på RUC, udfolder dette i sin bog, der hedder ”Det faderløse samfund”. Heri skriver han, at vi er gået fra et samfund, hvor pligterne var det vigtigste, fordi der var en klar autoritativ opbygning i familien, hvor faderen var øverst, til et samfund, hvor faderautoriteten er faldet, og i det vakuum, mener han, at pligtens stedsøster, har taget bolig, nemlig rettighederne.

Han har nok ret i sin analyse at denne ændring i samfundet, men det er ikke ensbetydende med, at livet var bedre for 100 år side, hvor pligten herskede. Jesus siger, at ”hver dag har nok i sin plage” – og man kunne derfor også sige, at hver tid har nok i sin plage. Tiden er ikke blevet værre – den har blot ændret sig til noget andet.

Og vores samfund har ændret sig, således at pligten fylder mindre. Rettigheden er i centrum. Hvad vil JEG, hvad er godt for MIG, hvordan får JEG er godt liv? Det er MINE rettigheder, der går forud for pligten.

Og dermed bliver ”Det gode liv” også sat i centrum. For hvad gør dit liv godt? Der findes næsten ikke det menneske blandt minde jævnaldrende, der ikke har set Gran Canyon, dykket ved Great barrier reef eller besteget Kilimajaro..

Vi har generationer, der står i kø efter at udfolde, udleve, underholdes og opleve vores liv. Vi vil have kompetencer, udvikling og vækst.

Jeg ved det, for jeg har det på samme måde. Jeg vil gerne udvikle mig, lære mere, blive klogere på livet og opdage verden. Jeg kender til denne beskrivelse af verden, fordi jeg er et produkt at tiden.

Men lige præcis denne søgen efter det gode liv, kan nemt kamme over i grådighed, ødelæggende egoisme og præstationskrav, som intet menneske kan leve op til. Og vi ser konsekvenserne af det – unge som gamle bukker under for presset med stress. Falder om på gaden med en hjerne, der har kørt i højeste gear for længe, og et hjerte, der har banket så kraftigt i brystet, at det er ved at gå i stykker. Vi skal passe på os selv.

Lene Holstein har skrevet et digt om det:

Hun var en god mor

En forstående hustru

En succesrig karrierekvinde

Politisk engageret

Med fast tider i sportshallen

Vinduerne var nypudsede

Stuen støvsuget

Og det duftede godt i hele huset

Af nybagt brød og hjemmelavet appelsinmarmelade

- Da ambulancen standsede udenfor.



Livet kan gøre ondt. Og livet kan koste os dyrt, fordi vi så gerne vil gøre det rigtigt. Vi vil gerne kunne se tilbage på et liv, hvor vi intet fortrød, men hvor vi netop greb dagen og livet – hver dag, hele tiden.

Vi vil faktisk gerne leve vores liv uden bekymringer, men i jagten på netop det liv, bliver vi bekymrede for, om vi når det hele og får udnyttet vores potentiale.

Og så vi har Martha og Maria stående overfor hinanden som repræsentanter for pligten og rettigheden. Fortiden og nutiden der kæmper om fremtiden. Ofte vil en prædikant forsøge at sige, at både Martha og Marias tilgange er vigtige – nemlig at vi hverken kan undvære Martha eller Maria. At Marthas slid i køkkenet er kirkens sociale ansigt – uden mad og drikke duer helten ikke, men vi også skal høre ordet i kirken. En anden tilgang til de to søstre kan være, at man ser Martha som den nævenyttige og højtråbende person, der hele tiden vi gøre opmærksom på sig selv, og at Maria er den underkuede søster, der blot vil høre ordet i kirken.

Men dagens evangelium (dagens gode budskab) handler ikke om, at vi kun skal undersøge de to søstres tilgang til livet på denne måde, eller at vi kan se os selv i deres reaktioner. Det handler derimod i særlig grad om, hvad Maria fik at vide af Jesus.

Hvad var det Jesus fortalte Maria, der gjorde, at hun glemte tid og sted – at hun glemte bekymringer, kompetencer og udvikling. Hvad fortalte Jesus, der gjorde, at hun glemte sin søster Martha i køkkenet? Hvad fortalte Jesus, der satte alt det, vi kender til, alle de normer og regler vi har, alle de rettigheder, vi påberåber, ud af funktion?

Hvad fortalte Jesus altid om? Hvad kom han til verden for?

Jesus gav Gud et ansigt. Et ansigt, vi kan spejle os i. Et ansigt, vi kan forholde os til. Jesus levede for at give os Gud. Og med et blev der lavet om på verdensordenen. For pludselig var det ikke os, der gennem regler skulle forsøge at tækkes Gud og nå ham; med Jesus kommer Gud os nær. Gud bøjede sig hele vejen ned til os, så han kunne bøje sig i støvet for os. Han begrænsede sig selv ved at blive menneske – gjorde sig lige så små som os, så vi bedre kunne få øje på hans storhed.

Og med Guds nærhed i verden, bliver alt, vi kender sat ud af funktion. Når Gud lader sit ansigt skinner over os – når han løfter sit åsyn på os, så forsvinder grådighed, ødelæggende egoisme og præstationskrav – og tilbage står menneske, som han skabte dem i sit billede. Når Gud kommer os nær, så ser vi os selv med det himmelske blik.

Det er hvad Maria hørte. Guds ord om sit liv i verden. Og det det største i kristendommen, nemlig, at da Gud fortalte en historie, var det min historie han fortalte (Sløk).

Når Gud fortæller, fortæller han om os. Han fortæller om Martha og Maria, om dig og mig. Han fortæller en historie om et liv med pligter og rettigheder. Han fortæller om vrede over manglende hjælp, og om et liv med en længsel efter ham. Og han fortæller om et liv med en sorg over, at vi oplever, at han mangler i vores liv. Han fortæller om dig. Fordi han kender dig – fordi han ser på dig.

Jeg holder stadigvæk med Martha, fordi jeg synes, hun kæmper bravt. Men jeg kan kun holde med hende, fordi jeg ved Gud beder for hende. Beder for, at hendes pligter ikke skal overmande hende, og at hendes pligter ikke må kvæle hende.

Jeg holder med Martha, fordi jeg hun trænger til at sidde ved sin Herres fødder og blive set. Og fordi hun slet ikke endnu har opdaget, at Jesus er gået ud i køkkenet efter hende, for at være hende nær.



Teksten:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Luk 10,38-42

14. søndag efter trinitatis 2012

”Hvert menneske er kun et vindpust. Lad mig vide, hvornår jeg skal dø.”

Disse udsagn hører vi i dag i kirkens rum. Ord, der lyder sammen med fortællingen om helbredelsen af den lamme mand ved Betesda sø.

”Lad mig vide, hvornår jeg skal dø.”

Ville det gøre en forskel at vide, hvornår man skal dø, kunne man spørge? Ville det gøre dit liv bedre, dybere eller mere meningsfyldt? Jeg hørte engang en foredragsholder sige, at sandsynligheden for at dø er 100%. Der gik et gisp gennem salen, som om det først da gik op for folk, at de faktisk ikke kan undslå sig det. At man hverken gennem sund kost, motion, proteinkurer, meditationer, latterkurser eller gode venner og kærlighed i klaser, kan undgå at dø.

Så vil du vide hvornår? Mja, ville mange nok sige. I al fald står der på samtlige clairvoyantes hjemmesider, at de ikke vil fortælle folk om deres dødsdage. Så det må være et emne, der bliver spurgt til. Og ja, vi vil da gerne vide det, hvis den viden, vi får, er beskeden om, at vi bliver 120 år, er friske i hovedet og sover os stille ind i døden. Ja, den besked vil vi gerne have. Vi vil gerne vide det, hvis det bliver en forsikring på, at vi resten af livet ikke behøver bekymre os for vores helbred.

Men salmisten er bange, og vil vide hvornår livet ender. Han føler sit liv som et vindpust. Den livsånde, der engang blev blæst ind i det første menneske, har mistet kraften til liv, og er nu det vindpust, der river bladene af træerne og efterlader dem nøgne og golde.

Så hør mig dog Herre?

Han er bange – bange fordi han lider. Fordi smerten river i ham og han ikke forstår hvorfor.

Og derfor vender han blikket mod sin skaber, og spørger halv i angst for svaret og halvt i harme over den uretfærdighed, han må udstå. Så hjælp mig dog.

Samme skrig om hjælp lyder hver dag fra tusindvis af sygesenge, hvor smertens eneste udfrielse synes at være døden. Den høres fra forældre, der står ved kuvøser og beder for deres barns liv. Og den høres, når ulykken rammer så meningsløs, at vi må stoppe op i vantro.

Skriget til himlen høres hver dag, skriget om udfrielse fra smerte, om hjælp i nøden og om uretfærdigheden i døden.

Lidelsen er livets ubekendte faktor, som vi kan længes efter at få kontrol over, så den ikke længere kontrollerer vores liv. Og man hører i sukket, der kommer efter skriget, et håb om, at der var en mening med lidelsen.

Og i dag hører vi også fortællingen om manden, der ligger ved søen og håber på helbredelse. Han har ligget ved samme sø i 38 år. Han kender skriget og han kender sukket. I 38 år har han ligget og set den ene efter den anden blive helbredt før ham, og har ikke kunnet andet end at længes efter at nå derned. Han har været så tæt på, og alligevel så langt fra.

Hvor er Gud for ham?

Og da kommer Jesus til ham og spørger: vil du være rask? Havde manden ved søen været jyde, havde svaret nok været: Ja, hvad tror du selv? Svaret er indlysende, selvfølgelig vil han være rask.

Og da svarer Jesus; tag din båre og gå.

Hvorfor sker det nu? Hvorfor kom Jesus ikke før? Hvad er Guds mening med det?

Vi er så vant til at spørge efter en mening, at vi også søger den her. Vi vil forstå, hvorfor tingene udspiller sig som de gør. Og kan vi forstå det, kan vi også kontroller det.

Det er den manglende kontrol, der er vores problem. Vi bryder os ikke om at være magtesløse, så derfor bliver Gud, der har magten, også til syndebukken og meningsgaranten, når livet bliver barsk.

Men fortællingerne i dag er ikke sat sammen så de kan skabe en mening for livet. De er derimod sat sammen, for at åbne vore øjne for vores vilkår i verden.

Gud har ikke bestemt sig for, hvornår vi skal dø, eller at nogle af os, skal få et værre liv end andre. Han har ikke siddet med en pegepind og peget på de mennesker, der skal blive syge og lide. Vores liv er endnu ikke levet, så det vi skal er at leve det. Vi må ikke blive så bange for døden, at vi holder op med at leve.

Vi skal leve.

Vi kan ikke have kontrol over alt. Vi vil gennem gentest, gennem det rigtige liv og de rigtige tanker, sørge for at livet bliver så rigtigt så muligt, at vi laver vores tilværelse om til et laboratorium, hvor vi forsøger at opnå det bedste resultat. Faren er, at vi til sidst vil opdage, at vi i den søgen, glemte livet ved døren.

Vi skal leve.

Men selvfølgelig kan det være svært at leve, når det ER svært.

Virkeligheden er, at sygdom, død, lidelser og smerte er et vilkår for os alle. Alle vil vi vende vores blik og råbe til Gud. Råbe uretfærdigheden ud.

Manden, der helbredes i dag, tager sin båre og går. Alle har vi en båre at bære. Alle skal vi bære vores livshistorie med os, hvordan det så end blev. Og alle skal vi gå.

I AA bruger man en bøn, der hedder sindsrobønnen. Den lyder sådan her:

Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting
jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting
jeg kan og visdom til at se forskellen



Tag din båre og gå.

Helbredelsen i dag, handler om, Guds ord i verden. Jesus spørger: vil du være rask? Han kunne også have spurgt: Vil du døbes på denne tro? Eller: Tag det og spis det, det er mit legeme. Han spørger om vi vil tage i mod. Vil du tage den gave, jeg rækker dig. Og gaven er kærlighed.

Helbredelsen er altså ikke et fortælling om, at Gud vil helbrede dem, der tror nok. Heldigvis, for hvad nu med dem, der kun har en lille tro? Men fortællingen skal et tegn på, hvad Gud vil med os mennesker – han vil give os sin kærlighed.

Jesus viser os Guds intention med os, og viser os samtidig, at det ikke handler om, at vi skal forsøge gennem egne kræfter at nå ned i søen, men at vi i mødet med Guds kærlighed får kræfter til at tage vores båre og gå. Gennem mødet med kærligheden får vi fornyede kræfter – vil du være rask, vil du døbes på denne tro, vil du tage i mod den kærlighed, jeg giver dig? Spørgsmålet klinger i vores hjerter.

Vi skal med andre ord lade os falde ind i Guds arme.

Falde hele vejen så han til sidst griber os. Han griber os der, hvor vi har grædt, skreget og sukket – når vi opgiver, at forstå, opgiver at finde en stor mening, og opgiver at tro, at vores liv allerede er bestemt for os – når vi opgiver alt det, og lader os falde, da falder vi ind i Guds arme. Falder og lander det sted, hvor vi endelig holder mund, så vi kan høre at Gud hele tiden har fortalt os; Jeg er med dig alle dage indtil verdens ende.

Jeg er med dig.

Guds ord lyder i verden. Jeg er med dig. Og det ord, det forandrer verden. Det forvandler vores hjerte så de ikke længere er stenhjerter men kødhjerter. Så vi igen kan se, at det vigtigste i livet ikke er at finde meningen med lidelsen, men finde meningen i kærligheden.

Vi råber efter Gud – så hold da op med at forsøg at råbe ham op, når han står lige ved siden af dig, klar til at gribe og klar til at sige til dig, som han siger i dåben: jeg er med dig alle dage indtil verdens ende.

Hen er med dig gennem lidelse, smerte, glæde, håb, kærlighed og glæde. Med dig hele vejen.

Find ikke meningen med lidelsen, men find hellere meningen i kærligheden.




Teksten:

Den gammeltestamentlige læsning:
Lad mig vide, hvornår jeg skal dø, Herre, hvor mange dage der er tilmålt mig, så jeg ved, hvor længe jeg har igen. Mine dage måler du ud i håndsbredder, for dig er min livstid som intet. Hvert menneske er kun som et vindpust. En mand vandrer som et skyggebillede, han samler rigdom til ingen nytte, han ved ikke, hvem der skal høste den. Hvad har jeg så at vente på, Herre? Mit håb står til dig! Fri mig for alle mine overtrædelser, skån mig for tåbens spot! Jeg er stum, jeg åbner ikke munden, for det er dig, der har forvoldt det. Fjern lidelsen fra mig, for jeg går til under vægten af din hånd. Når du straffer en mand for hans synd, knuser du det, han sætter pris på, som et møl. Hvert menneske er kun som et vindpust. Hør min bøn, Herre, lyt til mit skrig, vær ikke tavs, når jeg græder. For jeg er gæst hos dig, en tilflytter som alle mine fædre. Vend dit blik fra mig, så jeg bliver glad igen, før jeg går bort og ikke er mere. Sl 39,5-14


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.” Han svarede dem: “Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask. Joh 5,1-15