tirsdag den 21. november 2017

Jazz gudstjeneste 2017

Aftengudstjeneste afholdt 14. november 2017
Om trosbekendelse, om ord, om at føle sig fortabt og blive fundet. 



”Jeg satte alt mit håb til Herren,
og han bøjede sig ned til mig
og hørte mit råb om hjælp;

han trak mig op af undergangens grav,
op af slam og dynd;
han satte min fod på klippen,
så jeg stod fast.

Han lagde mig en ny sang i munden,
en lovsang til vor Gud.”
- Salme 40


Jeg satte alt mit håb til Herren, Jeg satte mit håb, men jeg satte det ikke fra mig. Jeg satte det hos dig, Herre og håbede. Hvad har man ellers tilbage, hvis man ikke har håb? Det er det sidste, vi står med, når vi holder livet i hænderne og er bange for at tabe det på gulvet så det knuses. Jeg satte mit håb til Herren, og håbede på, at han ville tage det forsigtigt i sine hænder og puste liv i det. Puste liv i mig.



Og han tog mit håb nænsomt mellem sine hænder og lyttede til mig. I en verden fyldt med ord, fyldt med tanker, fyldt med udsagn, dér lyttede han. Han lyttede, for han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp.



Vi lever i en tid af statements – i en tid fyldt med de rigtige ord, de rigtige emojis – det er et rigtigt pres. Og det handler om at råbe højest. Og jeg råbte også. Jeg råbte til Gud, fordi jeg troede, at han ikke kunne høre mig gennem skyerne. At ordene først skulle forlade jorden, gennem kakofonien af andres bønner, gennem gråvejret, op i en anden sfære før han kunne høre mig. Så jeg råbte. Jeg skreg af mine lungers fulde kraft. Jeg skreg og jeg vidste ikke engang, dengang, om jeg sådan troede, at han ville lytte. For hvad nu hvis. Hvad nu hvis han ikke var der?



Men han lyttede. Han bøjede sig ned.

Jeg behøvede ikke strække mig på tæerne – for han bøjede sig ned. Mod mig. Jeg behøvede ikke at råbe, for han hørte mig, da jeg endnu bare tænkte tanken om hjælp. Han var der inden, jeg vidste af det. Og han trak mig op af undergangens grav,
op af slam og dynd;




Han løftede mig simpelthen op. Alt det jeg stod på, som fik min verden til at gynge og rokke. Alt det jeg troede var sikkert, men som slet ikke var mit – slet ikke var mig. Jeg var fyldt af ord, der ikke var mine, men som var efterabninger af andres succesfulde ord. Ord, jeg gentog igen og igen, for at føle mig sikker. Men det var ikke ordene, der gav mig sikkerhed. Det var dig, Herre. Jeg troede, at jeg kun gik an, fordi jeg forsøgte at være perfekt i andres øjne; men så indså jeg, at du Gud også elsker det uperfekte ved mig. At mine ord gerne må være prøvende, forsøgende og forkerte. At jeg hellere skulle være mig end være en anden. Og at det ikke behøvede at være et skuespil. Jeg gik an lige hvor jeg var, og jeg følte at du satte min fod på klippen, så jeg stod fast.


Jeg kunne igen stå fast. Du satte min fod tilbage i livet. Det levede liv. Og ja her stormer det og blæser. Og jeg kan nogle gange tro, at jeg blæser omkuld, men jeg står på en klippe. Grunden er sikker. Og det skete hverken med fyrværkeri og selfies, eller med syner af dig Gud og med trompetfanfare. Det var mere som en stille fornemmelse af, at, da du lyttede til mig, da tog du ligeså blidt ved hånden. Du fandt mig, da jeg var væk fra mig selv. Du ledte længe nok, og stædigt nok til at finde mig.



Og da du fandt mig lagde du mig en ny sang i munden,
en lovsang til vor Gud.



Du gav mig ord. Du gav mig en ny sang. Ikke en sang om at puste sig op eller være bedre end andre. Men en sang om at være menneske. Være dit elskede menneske. En sang om livet. En sang om din kærlighed.

Og det blev en lovsang til dig.

Amen


Suzanne Brøggers bud på en ny trosbekendelse blev løst højt sammen med den apostolske trosbekendelse. 

Suzanne Brøgger: 

JA, vi forsager hjertens gerne djævlen og hans lillesøster, som man fx kan møde i Paris, på hjørnet af rue Mouffetard. Og JA, vi forsager ved samme lejlighed ubevidsthedens fantastiske påfund og fascinerende forklædninger - velvidende at vi dermed risikerer at blive fejede og prydede og som følge deraf - inderligt fortabte.

Men JA, vi tror ganske givet og erfarer uafladeligt, at livet skabes hvert øjeblik, både Natlys, charms og quarks, at der er mere, hvor det kommer fra, og at det overvælder og overgår vores vildeste fantasi.

Og ligesom vi forelsker os i næsten og elsker de nærmeste tror vi simpelt hen på livets lys som vejen og sandheden.

Vi må tro, og derfor tror vi med glæde, at livets barn er undfanget af den ubegrænsede kærlighed og ved den moderlige afmagt født af en piv-åben, himmelråbende, godtroende kvinde i uendelig ømhed.

Og vi tror gerne, at dette barn blev pint og plaget, da vi kender menneskene fra os selv. Og vi tror stensikkert, at han

ulykkeligvis blev slået ihjel og begravet, men at han rejste sig gennem døden, og at kærlighedens stærkeste tegn er livets overvindelse af al død og forrædderi.

Og JA vi tror, at vejen, sandheden og livet regerer og altid vil fortælle os den sidste historie, selvom vi aldrig ved, hvordan den vil ende eller hvordan kærligheden vil vise sig.

For JA, vi tror på kærligheden i mellem os, og at kirken opstår ethvert sted, hvor der viser sig et sandt, uselvisk fællesskab mellem mennesker.

Vi tror på den helt grundløse tilgivelse og på kødets opstandelse, hvad enten det sker i form af et fløjlsblad, frugtkød, en farvet fjer, stribet pels, finner eller vinger. Og vi tror på det evige liv, fordi alt hvad vi husker af hjertet genopstår og lever videre i erindringen, inklusive myrer og molekyler.



Og JA, med al vor passion - godt ude på de 70.000 favne - gør vi det vildeste vovestykke og samler al vores mod i troen på, at livet er stærkere end døden. Nu og hvert øjeblik i løbet af dagen - og også dér, hvor tiden ikke findes. Amen.