fredag den 29. juni 2018

5. søndag efter trinitatis 2018



Alle navne har en betydning.

Hvis vi ser på dem, der er døbt i dag, så betyder.....(her fortalte jeg, hvad dåbsbørnenes navne betød)

Alle navne har en oprindelse.

Navnet Peter, der er navnet på den disciple, vi hører om dag, betyder klippe. Peter hedder også Simon, og bliver tit benævnt som Simon Peter i Bibelen. Simon betyder: den der beder eller den der lytter. Så Simon Peter, eller bare Peter, er klippen, der har tid til at bede og lytte.

Det giver rigtig god mening i dag, hvor Peter får at vide, at han er den, der skal bygge den første kirke. Kirken skal være en klippe i samfundet og et sted, hvor man kan komme og bede og lytte – og blive lyttet til.

Men det sjove er, at Peter faktisk ikke er en særlig god discipel. Han er egentlig ret dårlig til det med at være disciple. Gang på gang stoler han ikke nok på det, som Jesus siger, og da Jesus bliver henrettet, da lyver Peter og siger, at han ikke kender Jesus af frygt for at ende som ham.

Så Peter ville dumpe som disciple, hvis det var en test. Eller blive fyret med det samme.

Og alligevel vælger Jesus ham. Det er værd at bide mærke i. For sådan er det, når det kommer til Gud. Han vælger ofte mennesker, vi må undre os over, at han kan bruge. Og Peter kan bruges.

Peter er et menneske på godt og ondt. For selvom man måske kan kigge på Peter i dag og harmes over, hvor dårlig en discipel han var, så er han jo ikke specielt anderledes end os andre. Vi lægger bare flere filtre på vores liv i dag end man gjorde dengang. Men der findes ikke et eneste menneske, der ikke har skuffet, svigtet eller løjet. Vi er altså, hvis vi tør se os selv i øjnene ligesom Peter. Men ligesom Peter kunne bruges, kan vi bruges.

Eller som en af vore kirkefædre Augustin har sagt: ”Tror du, at han som magtede den store kunst at skabe dig, har glemt, hvad han kan bruge dig til?”

Og bruges kan vi – hver i vores liv, på vores sted. Vi har alle en betydning og vi sætter alle et aftryk.

Det kan man godt glemme, og særligt de dage, hvor livet er svært. Hvor døden river dem vi elsker fra os, hvor sygdom vælter vores tiltro til livet, hvor sårende ord laver huller i vores sjæle og hvor kriser og tanker ætser vores selvværd. Der er rig mulighed for at glemme, at Gud kan bruge en. Men også en rig mulighed for at komme i tanke om det igen.

Og på den måde kan Peter bliver et forbillede for os. For Peter – eller klippen – var en klippe fyldt med revner og sprækker. Han var uens, skarp og man kunne slå sig på ham. Og hans tro den var fyldt med tvivl og frygt. Og han ville hellere sin egen vilje end Guds.

Men han blev valgt. Og fordi han blev valgt, har vi en fortælling om et menneske, der fik en central rolle i kristendommen. Et menneske, der trods sin tvivl, fortalte om Kristus.

Vi kan det samme. Vi er ikke væsensforskellige fra Peter. Vi kan også fortælle om Kristus – dele budskabet om kærlighed. For Gud regner ikke sammen på de gange du svigtede, han regner bare med dig.

Og vi har brug for at blive brugt.

Brug for at være noget for andre.

Den sandhed står særligt lysende klart i de øjeblikke, hvor livet bliver alvorligt. Den nu afdøde tv-vært Camilla Bek Holten, sagde inden hun døde af kræft, at de gange hun havde gjort noget for andre uden at forvente en offentlig tak, var som små diamanter for hende.

Vi er ikke kun som klipper for hinanden, men også som små diamanter.

Der ligger en stor menneskelighed i det. Vi er værdifulde for hinanden, og skal ikke gøre os hårde som sten. Diamanten er nok den hårdeste diamant, men hårdheden skal ligge i udholdenheden – ikke i forholdet til hinanden. Og her går vi tit galt i byen, og gør os netop hårde overfor andre, fordi vi måske tror livet bliver nemmere. Vi skubber det forreste, vi tror, kan holde til det – vores evner, vores succeser, vores kvalifikationer. Men til syvende og sidst ligger vægten altid på Guds valg og aldrig på vores kvalifikationer. Og vi er valgt og kaldet til livet med hinanden. Det giver et tilhørsforhold, at vi er udvalgte – men også en mening med tilværelsen. For vi er kaldt til livet. Sådan konkret råbt op. Gud vil noget med os – og for os.

Det er kærlighedsforholdet til Gud, der er på spil. Et kærlighedsforhold, der kan tåle sprækker og revner – modstand og reaktion.

Nok er Peter en klippe, men han er blød som en krop. Inger Christensen skriver i sit digt om byen følgende:

Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok

Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop


Sådan lyder det. En by som blød som en krop. Vi skal være mennesker – ikke titler og tal. Vi skal bygge, ikke kun en by, men en kirke så blød som en krop.

Kirken er levende stene, siger Grundtvig. For uden mennesker, var det her kun en tom bygning – en samling af ligegyldige sten. Det er os, der giver det betydning. Det er os, der dele kærligheden – det magter mørtel ikke. Vi skal møde hinandens øjne, og ikke bare se på alteret. Og kom Jesus herind i dag, ville han aldrig sætte sig på alteret, så vi kunne tilbede ham, men derimod sætte sig blandt os – på bænken ved siden af dig. Det er kirken, der er blød som en krop.

Den kirke startede ”klippen” Peter, og den kirke har vi siden fortalt hinanden om. Vi har været samlet her i stor glæde og dyb sorg. I stilhed og larm. I livets store højdepunkter og hverdagens trummerum. Det er kirken – ikke bare en bygning men et sted, hvor vi skal være diamanter for hinanden. Vi skal gøre det, der er godt hinanden.

I bogen ”Den lille prins”, der er en børnebog for voksne, hører vi om en lille prins, der rejser rundt i universet og møder mange mærkelige mennesker. På et tidspunkt kommer han til jorden, hvor han kommer i samtale med en ræv. Og ræven beder drengen om at gøre den tam. Prinsen ved ikke, hvad det betyder, så ræven forklarer, at man skal bruge tid på at komme hinanden nærmere. Og når ræven er gjort tam, er den ikke bare en hvilken som helst ræv ud af tusinder, men prinsens ræv. Og ræven vil synes, at prinsen ikke bare er en lille dreng ud af tusinder, men hans lille prins. Som ræven siger: ”Man lærer kun det at kende, som man gør tamt. Menneske har ikke mere tid til at lære noget at kende. De køber alting færdigt hos de handlende. Men der findes ingen butikker, hvor man handler med venner. Menneskene har ikke mere nogen venner. Hvis du ønsker dig en ven, så gør mig tam.”

Og ræven slutter med at sige til prinsen: Kun med hjertet kan man se rigtigt. Og det er den tid du har spildt på andre, der gør dem så betydningsfulde.

Jeg holder meget af Den lille prins og særligt dette afsnit. Forfatteren vender lige rundt på ordene, og siger, at det er den tid, vi har spildt på hinanden, der er betydningsfuld. Og vi ved jo godt, at tiden ikke er spildt, men vi prioriterer ikke altid derefter.

Vi skal spilde tiden på hinanden – bruge af den, for det er det mest værdifulde vi har.

Det er også det kirken er bygget op af. Mennesker der har spildt tiden på hinanden, gjort hinanden tamme og gjort hinanden betydningsfulde.

Og med os i den opgave, som vi bliver kaldt til, der står Gud klar til at gå med os – for han alene kender hver enkelt af os. Og i hans verden er vi alle gjort tamme – vi skal bare opdage det.

Amen







Dagens evangelium:

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag. Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« Da sagde Jesus til sine disciple: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?« Matt 16,13-26