søndag den 15. april 2018

2. søndag efter påske

Hvem vil ikke gerne have et klart svar? Eller forestil jer, hvor irriteret man kan blive, hvis en person væver og trækker i langdrag – undskylder, bortforklarer, pakker noget ind – taler med uld i munden.

Så hellere et klart svar. Noget man kan forholde sig til. Det er en kultur, vi kender til her i Danmark, og en vi forsøger at dyrke på arbejdspladserne. Den er velkendt. Vi bliver ikke så forvirrede, når kommunikationen er på plads, og mange steder ansætter de en kommunikationsmedarbejder, der kan hjælpe med at få et klart budskab igennem. Vi har brug for orienteringspunkter, som et klart budskab er.

Det samme gør jøderne i dagens evangelium – søger et klart svar, et orienteringspunkt. De er usikre på om Jesus nu også den Kristus, som alle taler om, han er. Hvis han er, kan han vel sige godt sige det lige ud – et klart ja eller nej.

Det er egentligt meget forståeligt, og meget menneskeligt. Vi søger klare svar, forklaringer og årsager. Alt der kan give en mening i denne her usikre, tilfældige og underlige tilværelse, der er vores.

Eller man kan sige, at vi søger efter kontrol. Faktisk søger mange af os efter kontrol over så meget som muligt i tilværelsen, så vi ikke skal leve med så mange bekymringer. Og måske forsøger vi også at få kontrol over Gud. Det er i al fald sket nogle gange i kirkens historie, at man har forsøgt at få kontrol over Gud ved at sætte grænser for, betingelser og krav op for Guds kærlighed.

Man har gjort Guds kærlighed så lille, at en biskop i det 3. århundrede udtalte, at der ikke var frelse uden for kirken. Man skulle med andre ord tilhøre kirken for at kunne få del i Guds kærlighed.

Er det først kirken som institution, der kan sætte betingelser for frelsen, så er det åbnet en kattelem ind til en retorik, hvor kirken med hjemmel kan true folk til at blive i kirken. Det er magtsprog. Det er begæret efter mere magt, der får folk til at ville have kontrol over Gud, for at få kontrol over mennesker.

Og det er ækelt, om vi så finder det i kirken, hos politikere eller på arbejdspladsen. Magtsprog fjerner frihed, tillid og kærlighed.

Og dagens evangelium har også ord, der, løsrevet fra sammenhængen, kan tolkes i den retning, at nogle er ude og andre er inde. For Jesus siger: ”Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får.”

Det er en sætning, der kan få de små hår til at rejse sig – for hvad nu hvis, jeg er i den gruppe, der ikke hører til?

Og på mange måder er den bekymring meget sympatisk.

For evangeliet til i dag skal faktisk give os trøst. Trøste de bange og usikre. Trøste mennesker. Trøste os. Men evangeliet gør det ikke ved at give os et klar svar – vi får derimod en vej at gå.

Tilværelsen er usikker, det kan vi sikkert blive enige om. Både på det globale plan med verdensledere, der truer hinanden; på det økologiske plan med dyrearter, der forsvinder; og lige nu på det nationale plan med en mulig strejke og lockout. Der er massevis af usikkerheder i livet.

Men livet er ikke mere usikkert end det altid har været. Der er har altid været elementer uden for vores kontrol, der har truet freden. Det er ikke noget nyt. Det er livet.

Og derfor kan længslen efter kontrol være nærliggende. Men vi kan ikke altid få de svar, vi søger af livet. Vi ender med at stå stille i vores eget liv, hvis vi insisterer på at få klare svar af livet. Vi bliver derimod nødt til at springe ud i livet – og leve det – gå vejen. Det er simpelthen et vilkår, at vi ikke kan få vished om alt. Vi må leve livet med al dens usikkerhed, manglende kontrol og tvivl. Det kan i første omgang lyde nedslående, men heldigvis så er der en ting, der står fast i denne vindomsuste tilværelse, og det er, at ingen kan rive os ud af Guds hånd. Vi kan blive revet ud af så meget andet, men Guds hånd kan vi ikke rives ud af. Ingen eller intet har den magt, der kan rive os ud af Guds kærlighed.

Det siger Jesus også til os, når han giver os billedet af sig selv som hyrde og os som fårene. En hyrde der går sammen med sin flok – tæt sammen med den i heden, støvet, regnen, kulden og natten. Han er sammen med fårene – han vil beskytte dem med sit liv, han sørge for at der steder, de kan hvile og steder de kan hvile. Han leder dem frem gennem ufremkommeligt terræn, og han skubber på, når flokken går i stå – og så leder han efter hvert eneste får, der forvilder sig væk. Ikke et eneste får bliver glemt. Ingen kan rive os ud af Guds hånd.

Der vil være dage, hvor det er svært at mærke, og dage hvor man kommer i tvivl. Der vil være dage, hvor vi spørger Gud, som jøderne spurgte Jesus den dag og gerne ville have klare svar.

Og derfor får vi også ordene om, at ingen skal rive os ud af Guds hånd. Guds kærlighed er større end vi forstår og aner.

Vi er lige der, hvor vi skal være – i Guds hånd.

Men det er os, der ofte tænker, at vi burde være andre steder end der, hvor vi er. Det er os, der kræver mere af os selv end rimeligt er. Men heldigvis, så møder Guds os, hvor vi er – og ikke hvor vi burde være.

Og han møder også dem, der ikke hører hans røst. For han leder efter ethvert får. Selv dem, der tror, de kan kræve af Gud, håne ham og vende ham ryggen – selv de mennesker er i Guds hånd.

Og hvorfor skulle Gud også være interesseret i det modsatte? Det er kun vores egen menneskelige retfærdigheds sans, der nogle gange kræver et svar, hvor kun nogle bliver frelst og andre ryger i helvede. For ellers er det jo ikke retfærdigt, at man tror, kan man mene.

Men Gud er ikke retfærdig. Faktisk langt fra. Han er så død uretfærdig, at Jesus kom for at frelse syndere og uretfærdige – ikke kun de retfærdige og gode. Men hele rosset.

Så, hvad jøderne fik af svar den dag, var langt fra et simpelt ja eller nej, men en forklaring på, at Gud og Jesus er den sammen – hvad Jesus gør, står Gud bag. Hvad Gud vil, det gør Jesus. Så når Jesus siger, at ingen kan rive os ud af hans hånd, er det som at sige, at ingen kan rive os ud af Guds hånd.

Det må vi tro – også i dag. Selv når vores tro er lille som et sennepskorn, eller vi er som forvildede får, så kan ingen – ikke engang os selv – rive os ud af Guds hånd.

Amen







Dagens tekster:


Salmisten skriver: Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender. Du salver mit hoved med olie, mit bæger er fyldt til overflod. Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage. Sl 23

Epistlen skrives i brevet til hebræerne: Måtte fredens Gud, der førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod, sætte jer i stand til alt godt, så I gør hans vilje, idet han selv udvirker i os, hvad der er ham velbehageligt ved Jesus Kristus. Ham tilhører æren i evighedernes evigheder! Amen. Hebr 13,20-21


Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Joh 10,22-30




Salmevalg:
230: Påskemorgen sorgen slukke (I)

28: De dybeste lag i mit hjerte (SL)

54: Hvad mener I om Kristus (FP)

------------

893: Min tro er en søgen (EP)

439: Nadver

229: Hvor er dog påske sød og blid - nadver

31: Til himlene rækker (U)