søndag den 17. februar 2019

Septuagesima 2019



Jeg vil dele en fortælling med jer, der begynder sådan her:

For et stykke tid siden, mødte jeg en 6. klasse. Læreren havde bedt mig om at sige noget om selvtillid. Det var unge mennesker, der stod på grænsen til at blive teenagere, og læreren ville, at vi skulle snakke om, hvordan man skal se på sig selv, og hvilke egenskaber som er vigtige for et menneske.

Jeg begyndte med at bede to af eleverne om at komme op til tavlen. De skulle fungere som sekretærer og skrive alt det op, som de andre kammerater sagde. Derefter fik eleverne lov til at komme med egenskaber, som de gerne ville være gode til, der ville give dem selvtillid. Næsten med det samme var der en dreng, der råbte: god til fodbold. En anden sagde ishockey og sådan fortsatte det: heste, hockey, motocross, udspring. Efter et stykke tid havde de nævnt de fleste idrætsgrene i verden.

Vi gik videre. En ville være god ti EDB, matematik og sprog, og en anden syntes at det var vigtigt at holde orden på værelset eller at kunne ordne motorer. En pige sagde, at hun ville være dygtig til at skrive, en dreng ville være dygtig til økonomi, en anden til at filme eller fotografere. En lille dreng ville være stærk og en anden ville kunne fortælle historier, så alle kom til at grine. Til sidst var hele tavlen fyldt. Så lod jeg de to sekretærer læse alt det igennem, som de andre havde fundet på. Det tog et stykke tid og medens de læste, følte vi det, som om vi blev mindre og mindre, stykke for stykke, alle sammen. For hvem i al verden kunne være god til at det, som eleverne havde sagt? Hvem?

Derfor bad jeg eleverne stille sig i en lang række.

- Nu får I lov at vælge noget væk, sagde jeg. Når det bliver din tur går du frem til tavlen og streger en ting ud, den egenskab du synes er den mindst vigtige at være god til.

Den første, der kom frem, var en pige. Hun tænkte i nogle sekunder og så stregede hun ishockey ud. Alle pigerne klappede. Den næste var en dreng. Han styrtede op og trak en tyk streg over hest. Så var det drengene, der jublede. Sådan fortsatte det et stykke tid: drengene stregede pigernes interesser ud og pigerne stregede drengenes interesser ud. Men så stilnede det af og en dyb alvor skænkede sig over klassen. Økonomi blev streget ud, god ordenssans og god fortælleevne. Fotografering forsvandt, ligesom motorer og EDB.

Efter et stykke tid gik en dreng frem. Da var langt mere end halvdelen af tingene på tavlen streget ud. Drenge læste langsomt alt det igennem, der var tilbage på tavlen, og det føltes umuligt at fjerne mere nu. Alligevel var han nødt til at gøre det. Til sidst trak en tyk streg over store muskler. Kridtet gik videre til en lille pige. Hun stod der også et stykke tid og spekulerede, før hun stregede sød over.

Til sidst var der kun fire ting tilbage på tavlen, fire egenskaber, der tydeligvis hørte til de allervigtigste ting i livet. det var intelligent, venlig, glad og evnen til at gøre andre mennesker glade. Der var kun en eneste person tilbage i rækken nu. Jeg rakte kridtet til hende. Hun stod der nogle sekunder og tænkte. Så tog hun et beslutsom skridt frem og trak en tyk streg over det, hun syntes, var mindst vigtigt. Hun stregede intelligent ud, ikke fordi det var uvæsentligt, men fordi det andet var vigtigere.

Vi stod der og kiggede på de tre ord, som nu var tilbage på tavlen. På sin vis, var vi nok lidt forbavsede alle sammen. Det var da ikke nogen mærkværdige ting, der stod der. For der kræves jo ikke en særlig begavelse for at være venlig eller glad. Alligevel var det lige det, som hele klassen beholdt. På en eller anden måde måtte dette alligevel betyde, at en sund selvtillid ikke kun er til for de store og virkelig dygtige. Det er noget, der må ligge indenfor rækkevidde for alle.

Sådan lyder fortællingen, jeg har fra andagtsbogen ”under overfladen” (s. 117).

Fortællingen sætter fokus på, at glæde, venlighed og at gøre andre mennesker glade, er de tre vigtigste egenskaber ved livet, hvis man skal koge det til det, der gør noget godt for vores menneskeliv.

I fortællingen handler det om selvtillid blandt børn, men vi kan nu også lære noget af fortællingen.

For det er nok sådan for mange af os, at vi fylder livet med en masse andre egenskaber, som vi i øjeblikket finder vigtige. Men som, når alt kommer til alt, måske bare er netop fyld. Eller som måske kommer til at spærre vejen for det aller vigtigste.

Og det er jo ikke fordi, vi ikke ved, hvad det vigtigste er. Vi ved godt, at livet handler om at være der for andre og at fylde det med glæde.

Vi har det bare med at løbe forvildet rundt uden mål, eller at løbe så hurtigt mod et mål for at komme først, at vi glemmer hinanden eller måske har vi så travlt med at holde øje med, hvad de andre får og om de får mere end os, at vi glemmer at glæde os. Også på andres vegne.

Alt sammen noget hører vi om i dagens tekster – Paulus taler om, at vi skal se kristenlivet som et løb, og løbe mod Gud, og at vi ikke må løbe planløst rundt. Og hvor der i et almindeligt løb, kun er en vinder, så fortæller Jesus os i sin lignelse, at alle har mulighed for at komme i mål. VI får alle den samme sejrskrans om vi er hurtige, langsomme eller har brug for at blive båret. Vi kommer alle i mål.

Paulus’ tekst og Jesu lignelse taler til hinanden – komplementerer hinanden. De taler om livet som menneske, og hvad der spærrer vores udsyn i dette livsløb.

Livet kan nemlig sammenlignes med et løb, og bliver det ofte – også i daglig tale. Vi taler om, at man kan have den gule førertrøje på, at man kan ligge i overhalingsbanen eller at man skal ind i kampen. Det er alt sammen sportsmetaforer, der kaster os ind i konkurrencen om at vinde. Om vi vil det eller ej. Hvem kan lide at tabe? Hvem holder med taberen?

Og teksterne rammer os på flere planer. For det er også en kritik af samfundet, og hvordan vi prioriterer. Hvad sætter vi på 1. pladsen i vores liv, synes de at udfordrer os på? Og er vi kommet dertil, hvor det er vigtigere at nå meget end at nå hinanden? Er vi kommet dertil, hvor det betyder mere om vores ydre er pænt, end om vores hjerter er det? Der er ingen tvivl om, at det kræver meget at være menneske i dag. Vi skal være hurtige, omstillingsparate, vi skal nå mere arbejde på kortere tid og budgetterne strammes. Kravene er høje, og det mærke de unge særligt. Men i alle generationer, kan det mærkes, at samfundet speeder op. Vi har mere travlt med at løbe og mindre med at være.

Og derfra ligger misundelse besnærende nært. For når man nu har så travlt med at løbe og anstrenger sig, eller måske er offer for at andre løber hurtigt, så begynder man at kigge på, om de andre får mere end en selv. Jo mindre tid til nærvær, des mere vil vi hige efter den, og føle os forfordelt, når vi ikke får den. Så bliver man som de første daglejere, der ikke kan unde, at andre får det samme som en selv.

Er dit øje ondt, fordi jeg er god, spørger Jesus os. Det er karske ord, der lyder til os.

Teksterne vil vække os, puffe til og åbne vores øjne for, at livet kan være noget andet – noget mere. Teksterne streger de egenskaber over, der ikke er væsentlige.

Det mål vi tror, vi løber efter, skal udskiftes med Gud som mål. Han er den, vi skal følge. Han er den væsentlige. Man kan sige, at Gud er konkurrenceforvridende, fordi han sætter os helt ud af den. Livet er ikke længere en konkurrence om, hvem der kan vinde lykken – og heller ikke en konkurrence om, hvem der er nærmest Gud, når vi nu er i gang med at fjerne konkurrencer. For det er på alle planer, at Gud aflyser konkurrencen. Det handler fra nu om, at vi bliver kaldet til at leve et nyt liv. Et liv, hvor det handler om at være – være med Gud.



Et liv, hvor vi glædes over hinanden, og gør for hinanden.

Et liv i tro. Ikke et liv i løb, men et liv i tro. Det er det nye – den banebrydende og forandrende. Livet i troen.

Troen vil altid påvirke den måde vi er overfor hinanden på. Luther siger; ”Tro er en levende, dristig tillid til Guds nåde”.

Det er en frihed i den måde at tænke på. Du behøver ikke bekymre dig om, hvorvidt du kommer i mål, for Gud flytter bare målstregen hen bag ved dig. Det er nåden. Og det er Guds nåde, vi sætter vores lid til en usikker verden.

Vi behøver ikke bekymre os om målstreger længere. Vi er ikke i konkurrence med hinanden, men i livet med hinanden. Det gør en forskel.

Og det kommer til udtryk i vores måde at være sammen på. For den dristige tro på Guds nåde kan ikke andet end at komme til udtryk i vores syn på hinanden. Misundelsen vil forsvinde, og tilbage vil der kun være næstekærlighed.

Kærlighed. Det ender altid med kærligheden, når vi har med Gud at gøre.

Nogle gange kunne man drømme om, hvordan Gud ser verden. Hvordan ser Gud på os – på dig og mig. Nogle mennesker vil ryste ved tanken, fordi de tvivler på om Guds kærlighed nu også rækker til dem; men det gør den. Faktisk tror jeg, at vi ville blive overrasket over, hvor stor Guds kærlighed er. Hvor langt hans nåde rækker. Hvor mange døre han banker på. Hvor mange menneskehjerter, han når.

Guds kærlighed kan ikke sættes i rammer, men lever mellem os. Den kalder på os. Den forsøger at få os til at stoppe op, så vi kan se, hvor vi er, og ikke kun hvor vi skal hen.

Vi skal strege det uvæsentlige ud. Vi skal turde stole på, at gør vi det, så står kun det væsentlige tilbage. Og det kan man leve på.

Amen




Dagens tekster:


Denne hellige lektie skriver profeten Jeremias: Dette siger Herren: Den vise skal ikke være stolt af sin visdom, den stærke skal ikke være stolt af sin styrke, den rige skal ikke være stolt af sin rigdom. Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig. For jeg, Herren, øver trofasthed, ret og retfærdighed på jorden; det er, hvad jeg ønsker, siger Herren.

Jeremias' Bog 9,22-23

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.

Første Korintherbrev 9,24-27

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«

Matthæusevangeliet 20,1-16