Alle helgens dag 2022

Den anden dag spurgte min søn på 6 år mig om, hvornår jeg skulle dø. ”Hvornår skal du dø, mor?”
Det er et spørgsmål som næsten alle børn på et tidspunkt stiller deres forældre, og hvad skal man svare? For det er jo det eneste, vi ikke ved noget om her i livet. Vi kan måske nok vide, at det er snart, men det præcise øjeblik, hvor vi ånder ud for sidste gang, kender vi ikke.

Det er skjult for os – heldigvis.

Så jeg svarede ham, det eneste jeg kunne: ”når jeg er meget gammel, og du er voksen. ”

Og uden at sige det højt, indsatte jeg et lille: ”håber jeg.”

For jeg håber, at jeg skal dø, når jeg er parat til det. Når jeg har set, at vores søn er godt i vej, og at jeg også får tid til at forberede døden. Jeg håber, at jeg får tid til at sige alt det, der skal siges.

Selv i døden er der håb om noget. Og jeg får lyst til at tilføje: ja, netop i døden er der håb.

Døden er håbets sted, selvom det kan lyde selvmodsigende. Men hvis man tænker efter, er det næsten logisk – for netop der, hvor alt synes mørkt, vokser håbet om noget andet eller mere frem.

Døden har mørket i sig – den er definitiv og endelig. Det er afslutningen på livet, som vi kender det. Den efterlader os tilbage, og trækker følelser som sorg, længsel, tomhed og smerte med sig. Så netop der, hvor vi møder døden, har vi brug for at håbe.

Håbet strækker sig i alle retninger – det er både den dødende og os, der skal leve, der mærker håbet.

Den døende håber ofte, at de gode og kærlige minder og oplevelser, man har delt, må stå lysende klare, også i fremtiden. Den døende håber også ofte, at fremtiden for dem, der skal blive i livet, må blive fyldt med glæder, kærlighed og latter. Og så håber mange døende, at de slog til – og de med deres liv var nok – for andre.

Andre igen ønsker tilgivelse, for noget, de har båret rundt på, måske i årevis. Noget de gjorde eller måske ikke gjorde.

Døden gør os på en måde synlige for hinanden. Der er ord, der presser sig på – eller en væren, der presser sig på. Nogle gange er en hånd, der bliver holdt eller to mennesker der ser på hinanden alt det, der skal siges. Vi ser og oplever en indsigt – og ser måske tydeligt for første gang i vores liv.

Det er som om, at der bliver kastet lys på livet. Eller som Jesus siger til os i dag: I er verdens lys. I skal skinne for alle.

Livet er som en flamme eller som et lys – et lys, der skinner og gør verden en lille smule mindre mørk. Det synes jeg selv blev meget tydeligt, da vi fik vores søn. Vi blev forældre i en sen alder og da vi endelig fik vores lille dreng i armene, skinnede han så stærkt i vores liv, at vi vidste, at livet for altid ville være forandret. Hans liv blev vores lys. Han er som salt, der giver livet smag. Og det blev også tydeligt for os, at døden nu også var en del af vores liv. Det er underligt, at på fødestuen var døden med i skyggen. Men vi vidste og fornemmede instinktivt, at vi ville og vil beskytte ham med vores liv. Kærligheden kræver det af os, og vi er mere end villige til at betale prisen.

Hans liv er flettet sammen med lyset i vores liv.

Døden og livet hænger sammen. Og jeg håber, at jeg får lov at dø før ham – ikke fordi jeg ønsker, at han skal opleve sorgen, men fordi jeg ønsker ham livet. Og det er netop livet, denne dag handler om. Alle Helgen er den dag på året, hvor vi særligt mindes de døde og det de var og er for os. Dagen er ikke dødens dag, men derimod livets og håbets dag. For vi sidder med livet – og vi sidder med håbet.

Vi mindes jo de dødes liv – vi tænker ikke altid på deres død. Jo – lige når man har mistet, så er døden tæt på, og den sidste tid, kan synes at fylde det hele. Men som tiden går toner livet frem. Små begivenheder i ens eget liv, kan få en til at tænke på den døde. Man kan trække på smilebåndet eller få en tåre i øjenkrogen. De lever stadigvæk med os i vores erindringer – og i vores hjerter. De døde er en del af vores liv. Det er håbefuldt.

Vi sætter aftryk i hinanden liv – nogle gange på små måder og andre gange bombastisk. Nogle gange er aftrykket, at man har vinket til hinanden gennem et køkkenvindue og andre gange er det timelange snakke, vi mindes. Vi kan ikke møde andre mennesker uden at sætte aftryk.

En dag bliver det os, der skal gennem døden. En dag bliver det os, der bliver mindet – vores aftryk i livet bliver trukket frem.

Men lige nu er vi lys og salt. Lige nu er vi verdens lys og salt – og vi skal leve med hinanden. Leve for hinanden. Vi skal skinne som små fyrtårne i en til tider mørk verden. Det kan lyde stort – og ja også svært. Men vi skal læne os i den vished, at det er Gud, der satte det lys i os, og at han får det til at skinne, når vi møder hinanden. At han sørger for, at vi lyser for andre. Som en baby, der endnu ikke kan andet end blot at være, men som alligevel gør en verden til forskel, sådan er vi for Gud. Bare ved at vi er, så gør vi en forskel.

Vi er salt og lys – for hinanden, og for Gud.

Alle helgen er fyldt med håb.

Jeg møder døden med et håb om, at de døde ikke bare, ligger i et mørke eller at deres eksistens bare er stoppet. Jeg håber, at de er i ”altet” – hos Gud. At de er i evighedens lys – det sted, hvor alt begynder og alt slutter. Alfa og omega – begyndelsen og enden.

Det er et håb, der begynder med, at jeg håber, at de døde endnu ER, og ikke bare var. Men er lige nu også i dag – i dette øjeblik.

Selvom det øjeblik kan være tungt for os at være i, fordi sorgen overmander os.

Helle Søtrup, der er digter, skrive i sin bog ”Kyshånd” følgende:

”Engle kan flytte tunge sten” (Overgivelse No 9)

Her tænker hun dels på de engle, der påskemorgen kom ned til Jesu grav, og flyttede den sten, der lå foran graven, så Jesus Kristus kunne gå ud af den som opstanden. Men måske tænker hun også på sorgens sten, der kan ligge foran os, og gøre det svært at komme frem. Englene kan hjælpe os med at flytte stenene en ad gangen, så vi kan fortsætte på livets vej.

”Engle kan flytte tunge sten-” – selv de sten, som vi ikke orker at rokke selv. Og lidt ad gangen, får de dem rykket for os – og rykket os ind i livet igen.

Vi skal leve – leve det liv, som de døde måtte slippe. Leve fordi vi har fået livet.

Vi må leve med taknemmelighed over at have delt det med andre – leve det med glæde over hinanden. Og med et håb om, at Gud er med os hele vejen. Ud i livet, gennem døden og ind i opstandelsen.

Der er håb.

Amen


Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/allehelgen-fra-anden-raekke