lørdag den 29. august 2015

13. søndag efter trinitatis



Vi har alle et indre kompas, der drejer os i en retning mod hinanden. Vi søger hinanden, og vi kan mærke det helt fysisk. Når man får sommerfugle i maven, fordi man glæder sig til et besøg af en gammel ven. Når man møder et menneske, man umiddelbart bare kan lide, som giver en god fornemmelse i maven. Når man møder sin soulmate og man bare svinger i takt. Når man står ved kisten og sorgen river i en. Når man føler barmhjertighed med et menneske, der har brug for hjælp. Vi kan mærke inde i os selv, når det sker.

Vi har et kompas, der vender os mod hinanden. Det er gudbilledligheden – det i os, der ligner Gud, der får os til at søge mod fællesskabet med hinanden.

Og vi vil gerne gøre det rigtige. Sådan er vi skabt. Den tilgang til mennesket, ser man faktisk også andre steder. Nudging bygger på netop dette. Nudge betyder at puffe og går ud på, at vi gerne vil gøre det rigtige, men vi får det ikke altid lige gjort. Intentionen er der, men handlingen følger ikke med. Så skal man lave små puf, så vi begynder at gøre det rigtige. I har måske set det nede i byen, hvor der er lavet gule fodspor i gågaden, der ender ved skraldespanden. Det, at blive peget i retningen af skraldespanden, kan gøre, at vi husker at bruge den, og ikke smider affaldet på gaden. Vi vil gerne bruge skraldespanden, men skal lige puffes i den rigtige retning.

Vi vil gerne møde vores medmennesker og være barmhjertige, vi skal bare nogle gange puffes i den rigtige retning.

Jesus fortæller en lignelse om 4 mænd.

Den ene ligger nøgen i grøft. Han har intet på sig, der vidner om status eller tilhørsforhold. Han er strippet for identitet, og er blot det nøgne menneske, der ligger sårbar og skrøbelig. Han er afhængig af, at blive set, for ellers forgår han.

De næste to er henholdsvis præst og levit, der kommer forbi den nøgne mand; men de går forbi. Det er ikke fordi de er onde eller skrubbeløse, men faktisk var det sådan dengang, at de ikke skulle hjælpe en sådan mand. Samfundet var skruet sådan sammen, at de gjorde det rigtige ved at gå forbi. De kunne bruge love og sociale regler som en grund til ikke at blande sig. Og ikke en ville have syntes, det var forkert. De gjorde det rigtige.

Den sidste er en samaritaner, der går forbi og får medynk med ham. Samaritaneren begynder at hjælpe mennesket. Der var noget i samaritaneren, der fik ham til at stoppe op og hjælpe. Og det er denne mand – samaritaneren – der viser barmhjertighed, der gør det rigtige. Altså det rigtige i Guds øjne.

Jesus vender op og ned på rigtigt og forkert. Det levitten og præsten troede var det rigtige er det ikke længere, og den samaritaner, der i datiden var forkert, bliver rigtig. Sådan som det var dengang, sådan skal det også være i dag. Rigtigt og forkert har stadigvæk brug for at blive rystet på plads i os, for til stadighed sker det, at vi går forbi mennesket i grøften. Intentionen er god, men vi får gemt os bag noget, der gør, at vi ikke ser manden i grøften. Hvad er det, vi gemmer os bag? Et det velfærdsmodellen, politik, frygt eller travlhed?

Men et liv i skjul er ikke et liv. Vi skal leve i det åbne, hvor sårbare vi så end kan føle os der. Jesus vil nedbryde og fjerne de normgivne kategorier, de love og sociale strukturer vi gemmer os bag. Det eneste, der skal stå tilbage er os; menneske til menneske. Og det eneste, vi har tilbage at finde vejen med, er vores indre kompas: vores barmhjertighed. Det kompas, der skal få os til at vende os mod hinanden, og blot se et menneske, uagtet status, nationalitet, religion eller tilhørsforhold.

Vi skal nuges – puffes ud i livet og mod hinanden. Vi skal have dét at vide, som vi ikke kan sige os selv, så ser vores liv og verden i et andet lys. Ligesom den lovkyndige, der vil sætte Jesus på prøve, så Jesus fortæller ham denne lignelse, får et nyt syn på livet. Han bliver overrasket over hvor radikal Guds kærlighedsbegreb er, og hvor stor menneskets barmhjertighed kan være. De ord skal vi lytte til, og lade os puffe af.

Vi skulle måske have fodspor foran os, der peger os i retning mod mennesket i grøften, for når vi først står der, så gør vi det rigtige. Så hjælper vi. Så bliver vi en næste for det menneske, der har brug for hjælp. Vi skal puffes mod hinanden, så kompasset inde i os, kan vende sig mod andre.

Og vi bliver hver dag puffet i den rigtige retning, hvis vi vover at se efter fodsporene, der vil pege os i den rigtige retning, og ikke bare haster forbi, fordi vi ikke lige har tid i dag. Eller haster forbi, fordi vi er bange for, at noget andet går vores næse forbi. Eller hvilken lov, regel, undskyldning eller livssyn vi nu end gemmer os bag, der gør, at vi haster forbi. Der bliver vendt op og ned på alting i Guds rige – den eneste regel er: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” Lige præcis som den lovkyndige svarer Jesus. Det er det eneste, der kan stå, når alt andet bliver brudt ned, og lignelsen fortæller os, hvad det betyder.

Det betyder, at vi mennesker er forbundet – bundet sammen af det ene udgangspunkt, at vi alle er skabt af Gud. Vi kan ikke nøjes med at have et godt forhold til Gud, hvis vi glemmer andre. Vi er afhængige af, at vi går hinanden i møde.

Vi skal gå herfra med den tanke, at kompasset inde i os vender os den rigtige vej, så vi kan gå ud i livet og være en nødlidendes næste. Vi skal mærke at andre også går vores vej. Ingen skal ligge nøgen i grøften, gennembanket, ensom, knust, såret, sulten, bange eller glemt. Vi skal komme hinanden til hjælp, fordi vi kan mærke, at sådan er det rigtige at gøre. Sådan kan ikke andet end at gøre.

Gå herfra med løftet hjerte, med øjne, der ser og et hjerte, der tør lade sig røre. Og bliv en næste for den næste.

Du er min næste. Jeg er din næste.

Og Jesus siger til os: »Gå du hen og gør ligeså!«

Amen




Inspiration er hentet fra http://2andreas.blogspot.dk/2015/08/13-sndag-efter-trinitatis-frste-rkke.html




Dagens tekst:

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!« Luk 10,23-37

lørdag den 15. august 2015

11. søndag efter trinitatis, 2015



Hvad kan man stole på i sit liv? Ordet at stole på, har faktisk en oprindelse i en stol. Altså et underlag eller noget man kan støtte sig til – noget der sikre, at man ikke falder og falder igennem.

Man kan stole på meget i sit liv: sin uddannelse, sin karriere, sin familie, sine evner, sine venner, sine værdier, sit image og overbevisning. Alt sammen elementer omkring os, der gør, at vi kan støtte os til noget, når vi skal leve vores liv.

Og vi har Gud, vi kan støtte os til. Han er ikke bare en støtte, men han er selve underlaget, ja selve grundlaget for vores liv. Uden Gud intet liv. Vi kan stole på, at Gud går med os hver evig eneste dag. Som vi hører han lover det ved dåben, at han er med os alle dage indtil verdens ende. Vi kan stole på Gud.

Men det pudsige er, at det ikke er kun os mennesker, der kan stole på Gud. Gud stoler også på os. Hvordan man end tror det er gået for os, så er troen, at Gud har skabt, ikke bare mennesket, men hele universet. Det skete nok ikke på 6 dage, som der står i skabelsesberetningen, men over millioner af år gennem en konstant forandring af verden fra få grundstoffer til tungere grundstoffer indtil grundlaget for liv var skabt, og der en dag var en organisme. Og til i dag, hvor vi sidder her midt i livet med vores hjerne, vores selvbevidsthed og refleksion, vores ansvar og vores behov for at kunne stole på hinanden.

Gud har altså gennem en lang skabelsesproces skabt os, der sidder her i dag. Enhver af os er villet af Gud. Han har villet lige præcis dig i dit liv, og derfor er du til. Det er fantastisk, og kan gøre en helt åndeløs at tænke på. Vi er villet af Gud.

Og derfor kan man sige, at når Gud nu har villet dig og mig, så er vi ikke skabt til at leve i anarki med hinanden. Den orden, vi er kommet ud af, må også gøre sig gældende i den måde, vi skal leve vores liv på. Den kærlighed, som Gud viser verden, gennem sin søn, er vores pejlemærke for, hvordan vi skal være i vores liv. Gud stoler på os.

Lad mig tage jer et andet sted hen, for at kredse noget om, hvad hvordan vi skal være i vores i liv.

Vi bliver skabt til fællesskab. Fra begyndelsen skaber Gud to mennesker, for det ikke godt for os at være alene. Men der går ikke længe før de overtræder den eneste forbud, der var. Og i samme sekund begynder de at pege fingre af hinanden. De lægger skylden på hinanden. Peger den videre, væk fra sig selv. Og denne symbolske handling er fortsat gennem tiden – vi peger fingre af hinanden. Ikke nødvendigvis for at håne andre eller skælde ud, men nogle gange fordi det underligt nok, kan føles som om vi laver et fællesskab, hvis vi kan blive enige om, hvem vi ikke bryder os om, eller hvem der falder udenfor.

Den fordømmende finger. Denne finger bliver i dag peget på farisæren, der både er selvfed og usmagelige. Han er så glad i Herren, at han øser det ud over andre, så de kan få øje på, hvor god han er. Det er pral i den værste kaliber. Det er så nemt at fordømme sådan en mand. Fordi fordømmelse er nemt. Et lille ord, en lille sidebemærkning eller en tanke, der sætter et menneske udenfor.

Og selvom det er fristende og nemt at få øje på det aparte, det mærkelige, det pralende og syndebukken, så er livet en konstant øvelse i at lade være. Fordi noget er nemt, betyder det ikke, at det er rigtigt at gøre. Nogle gange er det rigtige det svære eller det, der kræver en ekstra anstrengelse. Den fordømmende finger, der peger mod fastlåsheden og udelukkelsen, skal erstattes af den finger der peger hen mod frigørelse og muligheder. Og selv en farisærer, har brug for at blive peget hen mod frigørelsen og mulighederne.

Gud elsker os, fordi han har skabt os. Han ønsker, at enhver af os, altid bliver peget hen mod frigørelse eller muligheder. Livet er en gave, der skal forvaltes, så vi alle får lov at leve i kærlighed og frihed. Gud stoler på os, så vi kan skabe de muligheder for hinanden. Det er sådan vi skal være i vores liv – vi skal skabe muligheder for hinanden.

Vi skal lære af lignelsen, at det ikke handler om, at vi skal inddele mennesker i farisærer og toldere, men at vi skal indse, at vi på sin vis både er farisæren og tolderen. Vi er mennesket, der bliver så selvoptaget af vores egne gerninger, at glemmer andre omkring os. Vi er mennesket, der peger andre ud, fordi vi dømmer dem efter egne standarder. Men vi er også mennesket, der indser, at vi har slået fejl, og derfor har brug for tilgivelse.

Mennesket er et komplekst væsen, og vi rummer både en solside og en skyggeside. Vi har det hele i os. Og takket være vores selvrefleksion, kan vi tage stilling til os selv, og vores handlen. Vi har muligheden for at indse vores muligheder, hvornår vi kan handle bedre, og hvornår vi ikke slog til.

Tolderen har det, man kalder for en syndserkendelse, og dermed angrer han. Han ved, at han har handlet forkert. Og det har i mange år været en af kirkens store udfordringer, at folk går herfra med den tro, at budskabet er, at du er en synder. Det er rigtigt, at det tit bliver sagt, men det bliver ikke sagt for nedgøre os; men for at tage hinanden alvorligt, også i synden.

Der var i Kristelig dagblad for nogle dage siden en artikel om en kvinde, hvis mand havde været utro, mens hun lå dødssyg. Hun overlever, og manden kommer tilbage. Og hun siger til ham, at det var ok og at han godt kunne forstå ham. Og på sin vis så tog hun ikke hans synd alvorligt, skriver hun. Han forventede vrede og krise; men blev mødt med et: kom bare tilbage ind i sengen. Det var mere ødelæggende end vreden ville have været.

Det er ikke at tage hinanden alvorligt. Når vi møder et menneske, der har lavet noget helt forkert, skal vi også fastholde, at det var forkert. Men her skal vi holde tungen lige i munden, for vi kan godt sige, det du gjorde var forkert, men det er IKKE det samme, som at sige, at du er dermed er forkert. Dine handlinger tager jeg afstand fra, men dig tager jeg til mig.

Her i kirken bliver vi taget alvorligt, både i skyggesiden og i solsiden. Og paradokset er, at når vi bliver set i skyggesiden med vores synd, og taget alvorligt, så har vi langt nemmere ved at tage i mod tilgivelsen. Det er, når vi tør ydmyge os selv, at vi i samme sekund bliver ophøjet.

Det er forandringens paradoks – det er tilgivelsens forvandlings magt.

Så kirkens budskab er ikke, at du er en synder, men budskabet er, at når du synder, så bliver det taget alvorligt. Du bliver taget alvorligt, fordi du er værdifuld.

Budskabet der skal lyde her under disse tage, der hvælver sig som et skib i vandet er, at Gud altid vil pege dig mod frigørelse og muligheder. Han vil altid pege mod kærligheden.

Du kan altid, til hver en tid stole på Gud.





Dagens evangelium:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« Luk 18,9-14