13. søndag efter trinitatis, 2023

Jeg tror, at de fleste mennesker har brug for, at der er nogen, der ser dem. Det tror jeg, fordi jeg selv har brug for at blive set. Men man kan blive set på, på mange forskellige måder. Man kan blive set på med beundrende øje, hvor den anden sætter en op på en piedestal. Man kan blive set på med misundelige øjne, hvor anden ikke kan glæde sig sammen med en. Man blive set på med frygtsomme øjne, hvor den anden er bange for en. Eller man kan blive set på mistroiske øjne, hvor den anden ikke stoler på det man siger eller gør. Og så kan man blive set på med kærlige øjne, der sætter både den der ser, og den der bliver set, fri.

Der er mange måder, vi kan se hinanden på – og i vore dage, ser vi på hinanden som aldrig før – og vi ser på os selv som aldrig.

Jeg læste en artikel, der handlede om en ung kvinde på 19 år (zetland, ”Der findes over 6000 billeder af Emma” 6. juni 2023), der er vokset op med digitalkameraet som fast følgesvend i forældrenes hænder. Der findes over 6000 billeder af hende indtil nu. Og det påvirker oplevelsen af livet, og faktisk også selvtilliden. Kvinden følte, at hun slet ikke havde magt over sit eget liv. Hun var blevet et objekt i en fortælling, der ikke længere var hendes.

Der er lavet undersøgelser, der viser, at vi faktisk slet ikke har godt af at se på os selv så meget.

Os der tager mange selfies er langt mere selvkritiske end dem, der ikke tager så mange. Det er blevet undersøgt – selfies er ikke godt for selvværdet.

Det gør altså noget ved os, når vi ser så meget på os selv. Det vidste man allerede i antikken, for der findes en myte om en mand ved navn Narkissos, der var en meget smuk mand. En nymfe – det er en slags ånd – forelsker sig i ham, men det er ikke gengældt, så hun straffer ham. Straffen er, at han bliver forelsket i sit eget spejlbillede, da han kigger ned i en vandpyt.

Og der sad han dag ind og dag ud og så ikke andre end sig selv, og han endte med at visne og blive til en påskelilje.

Det gør noget ved os, når vi ikke ser andre, og kun ser os selv.

Nu kan man måske tro, at det her kun gælder unge mennesker. Men jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange selfies jeg har på min telefon – men mange. Og jer ser på dem. Og hvem har ikke taget sig i under et videomøde på teams eller skype at bruge tiden på at se på sig selv, i stedet for på den, der taler.

Vi er sært fascinerede af os vores eget spejlbillede.

Men måske det ikke er så sært endda – for vi har brug for at blive set, men i stedet for at få øje på os selv, burde vi måske bruge tiden på at få øje på hinanden. Den du får øje på, ser også dig.

Og det højner selvværdet – fordi mødet med et andet menneske, der vil dig det godt, højner din tro på dig selv.

Vi er skabt til fællesskaber med hinanden og med Gud. Gud skabte menneske til at være sammen med andre. Vi er sat i et netværk, som vi skal være en del – og finde vores plads i.

Jesus fortæller i dag en lignelse – altså en fortælling, der skal ligne noget i vores liv med hinanden og med Gud. En fortælling om en mand, der er blevet udsat for vold og ondskab. En mand, der er blevet ydmyget og forladt – og nu alene er overladt til sig selv – og dermed også dybt afhængig af en andens hjælp.

Og da hører vi, at en præst kommer gående – ser manden, der har brug for hjælp, og går videre. Og dernæst en kommer en levit gående – ser ham og går videre.

Præster og levitter arbejdede begge i templet, hvor der var strenge krav om renhed. Man måtte ikke røre ved et lig, for så var man uren i hele 7 dage efter, og skulle derefter rense sig selv. Måske har det været medvirkende til, at de gik forbi? Måske var de bange for, at han skulle dø, mens de hjalp ham, og dermed ville gøre dem urene, så de i 7 dage ikke kunne komme i templet og tilbede Gud?

Jeg tror, at det er en af Jesu pointer, vi her har fat i. For de to mænd i lignelsen, har dét at tilbede Gud været vigtigere end at hjælpe det svage menneske. Jeg tror heller ikke, at Jesu vil fortælle os, at de to mænd er specielt onde eller dumme, men nærmere har Jesus villet åbne vores øjne for samfundsstrukturer, der ikke gavner den svage.

Præsten og levitten gør det, som man i samfundet ville karakterisere som ”rigtigt”; men at gøre alt rigtigt kan til tider være det helt forkerte.

Nogle gange må man bøje reglerne lidt for at kunne bøje sig mod sin næste.

Den næste der kommer forbi er fra Samaria – han er samaritaner.

Samaritanerne var fjenden på det her tidspunkt – Man foragtede dem, og gik udenom dem. Og havde landet Samaria haft et flag, var det bestemt ikke blevet hængt op på rådhuset, men måske nærmere brændt i foragt.

Derfor er det meget opsigtsvækkende, at det netop er samaritaneren – fjenden – der hjælper manden i grøften. Samaritanerne ser et menneske i nød, og hjælper.

Han ser forbi alt det, vi ellers kan se hinanden med – de filtre, vi kan sætte op. Det kan være nationalitet, religion, påklædning, politisk holdning, køn, seksualitet – ja, vi ser og ser – og vi bruger uanede mængder af tid på at finde kasser til alle mennesker. For i kasser skal de. Men tænk nu hvis, vi brugte lidt mindre tid på at finde bokse nok, så der er en til hver, og mere tid på at være sammen, som mennesker først og fremmest. Ja, tænk hvis det vigtigste ved et menneske var at møde det.

For i mødet – i mellemrummet mellem os, der vokser kærligheden frem.

I den bøn, jeg om lidt vil bede fra alteret på vores alles vegne ifm. nadveren, lyder ordene: ”Gør den indbyrdes kærlighed levende iblandt os.”

Kærligheden er det, der lever MELLEM os – ikke kun inde i vores hjerter, men mellem os, når vi går i fællesskab med hinanden. Og den er levende, vibrerende og dynamisk. Kærligheden er en svingning mellem os, når vi løfter blikket og ser hinanden i øjnene.

Vi skal forsøge at lave endnu flere fællesskaber, selvom jeg nu ikke forestiller mig, at det nødvendigvis bliver nemt. Det bliver både besværligt og træls – for sådan er vi mennesker også. Der er både præster, levitter og fjender som vi skal forholde os til, når vi er i fællesskab med hinanden. Der er mennesker, der er uenige med os, og som gør noget helt skørt. Så jeg siger ikke, at det bliver nemt, men det bliver bedre end at stirre på sit eget spejlbillede for at visne langsomt.

Vi er skabt i kærlighed – vi skal elske den Gud, der har skabt os, og vi skal elske hinanden. Det er hvad fortællingen til i dag, siger os. Vi har to relationer, vi skal passe – Gud og hinanden.

Eller det vil sige – fordi vi er i relation til Gud, så er vi bundet til at gå i relation med næsten.

Sagt på en anden måde – fordi Gud elsker os, så skaber det så meget ekstra kærlighed i os, at vi slet ikke kan andet end at gå ud og elske videre.

Kærlighedens overskud skubber os ud mod hinanden som mennesker og fjerner alt det, der ellers skiller os ad.

Men vi er også realister – for selvom vi får at vide, at vi skal være gode, så er vi det ikke altid. Vi er til tider små mennesker – eller jeg er i al fald. Jeg kender det med, at jeg ikke kan leve op til min egen idealisme, og jeg kommer til at skade folk og gøre dem ondt.

Men at jeg gør det engang imellem, betyder ikke, at det er ALT hvad der er at sige om mig. For jeg er også det modsatte – nemlig en, der hjælper, hvor jeg kan – og en der vil andre det bedste.

Og sådan er vi – vi er både en levit og en samaritaner. Og Gud er os nær i begge situationer.

For Gud sympatiserer ikke kun med manden i grøftekanten eller samaritanerne – han sympatiserer også med præsten og levitten, fordi det måske i virkeligheden er dem, der rent sjæleligt ligger overfaldet i grøftekanten.

Der er ikke et eneste menneske, som Gud opgiver. Han bliver ved med at elske, og særligt dem, der mangler kærlighed.

Den barmhjertige samaritaner er en fortælling om Guds rige – om Guds kærlighed – og om, at Gud ser stort på, hvilket vigtigt job vi har, eller om andre synes vi er fjender, men derimod ser Gud et stort hjerte hos os, der kan banke for livet omkring os, og for andre mennesker.

Gud ser os med kærlighedens øjne – og det er nu engang det blik, der er størst.

Amen




Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/13-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke