4. søndag efter påske 2023

Introduktion:
Vi lever i en verden fyldt med håb. Selv når jorden ryster under os, vores hjerter skælver eller underlæben dirrer – selv der, hvor vi holder med at mærke os selv, står vi midt i håbet.
Håbet er der altid til hver en tid. Det lever vi på, og det dør vi på.

Prædiken:
Jesus taler til sine venner i dag – han advarer dem om, at han skal dø.

Vi har lige fejret påske, og hørt, at Jesus dør på korset – hånet og forhadt. Han bliver udstillet som en fupmager, der har påståede forbindelser til Gud. Det er også nemt at få den tanke, for hvilken Gud ville tillade at hans egen søn skal dø på et kors på den måde? Det er det nemmeste at vende Jesus ryggen, mens han hænger der på korset, og alle omkring ville have forstået det. For lige der – den fredag – ser det ud til, at Jesus tog fejl. Han var ikke Guds sendebud.

Men vi sidder jo her – 4. søndag efter påske – vi ved jo godt, at den rystelse alle Jesu venner følte Langfredag, blev til en langt større rystelse, da Jesus steg ud af sin grav 3 dage senere. At han ikke døde, men vandt over døden.

Rystelsen da stenen væltede fra graven, satte svingninger i gang i skaberværket, der endnu den dag i dag rammer os, og bevæger os. OG forandrer os.

Det er noget underligt noget – det med svingninger. Det er næsten en naturlov, at når noget ryster, så sker der noget nyt.

Jeg er blevet meget fascineret af den japanske teknik kintsugi. Den går ud på, at hvis man kommer til at smadre et stykke keramik, fx en keramikskål, så kan man lime stykkerne sammen med guld. Det betyder, at man meget tydeligt kan se, hvor skålen har været skåret, men at man gør en dyd ud af nødvendigheden – og fremhæver det ødelagte med guld. Den ødelagt skål bliver til en ny og forandret skål.

Det samme gør Gud ved os.

Gud bliver faktisk i det gamle testamente sammenlignet med en pottemager, der former mennesker ud af ler. Det er jo også pudsigt, at navnet ADAM, der er navnet på det første menneske fra skabelsesmyten, netop betyder både menneske, men også jord. Fordi ADAM er formet af jorden. Navnet kan også betyde rød, der både er lerets farve, men også farven på vores blod.

Gud former altså et menneske ud af ler – og lige som en skål af ler kan tabes og knuses, sådan kan vi det også. Vi mennesker får slået skår af os – det kan ikke undgås. Og nogle af os vil opleve, at vi bliver tabt (måske føle os fortabte) og går i stykker.

Men at noget går i stykker, er ikke det samme som, at det ikke længere har værdi. Ligesom den japanske teknik kintsugi klinker stykkerne sammen med guld, og gør det ødelagte til det smukke ved en skål, sådan klinker Kristus os sammen. Vi bliver samlet igen, helet og bragt ind i livet. Det ødelagte får nyt liv. Den rystelse, der fik skålen til at knuses, da den ramte gulvet, den rystelse banede vejen for noget nyt.

Og i evangeliet til i dag er rystelserne også på vej – for Jesus fortæller dem, at han skal dø, og at deres verden vil forandre sig. Man kan sige, at han advarer dem.

Jeg er ikke sikker på, at de helt forstår omfanget; og at deres livsverden i tre dage efter langfredag vil være så forandret, at de har svært ved at finde mening. Men efter påske da vil de forstå, at der var mening i det hele – og at Jesus ikke forlod dem på korset. De vil forstå efter påske.

Ligesom vi sidder her efter påsken og ved, at det ikke ender med, at Jesus dør på korset – men at han opstår i lys. Vi forstår, hvad Jesus prøver at sige til sine venner. Han prøver at få dem til at huske på, at de ikke står alene i livet. Heller ikke den fredag, hvor han dør på korset. Det ved vi, der sidder her i kirken, for det er ord, vi gentager ved hver dåb:

”Se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.” Sådan siger Jesus til alle, der bliver døbt. Jeg er med jer.

Og det er ord, vi har desperat brug for at høre – også i dag. Særligt i dag.

Kristian Leth sagde, da han holdt foredrag her i kirken sidste år, at mennesker i dag står i en eksistentiel krise. Rent historisk er der sket det, at da sekulariseringen kom, blev Gud over os fjernet – og med individualiseringen blev fællesskabet omkring os fjernet. Og nu står mennesket alene i verden – alene i tilværelsen. Og det bliver vi syge af.

Heldigvis får vi noget at vide, nemlig at Gud aldrig forlader os – Talsmanden vil komme. Talsmanden er Gud Hellige Ånd, der vil komme – den ånd, den luft, den sitren, den flamme der er mellem os mennesker. Helligånden er Gud der til stadighed ånder liv i verden – blæser på os med kærlighed.

Gud har aldrig forladt os, selvom nogle påstår andet. Gud er hos med sin Hellige Ånde – som Talsmanden, der taler sandhed. Som den levende kærlighed mellem os.

Og den Ånd vil klinke vores individualiserede sjæle-ar – ikke bare med sekundlim, men med det pureste guld, og derefter sætte os i fællesskab med hinanden.

Sekulariseringen og individualiseringen har været som et jordskælv for vores sjæle, og vi har måske glemt det væsentligste i livet, nemlig fællesskabet med hinanden med Gud. Men Helligånden er her – og arbejder på, at genindsættes os i fællesskabet med hinanden – og her mener jeg ikke et online fællesskab, men et in real life fællesskab, hvor vi kommer hinanden ved. Hvor vi kigger ind i øjnene på hinanden, og ikke bare er tilskuere eller publikum.

Vi skal være dele af hinanden liv, fordi Gud har skabt os til at være i fællesskab med hinanden. Helligånden klinker os sammen med tro, håb og kærlighed – ja, med det pureste guld.

Tro, håb og kærligheden. Troen på, at Jesus døde for os – håbet om, at livet er stærkere end døden – og med kærligheden der binder os til Gud og til hinanden.

Tro, håb og kærlighed vil klinke vores sjæle, så vi kan skinne som verdens lys.

Vi er ikke alene.

Amen

Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/4-s-efter-paaske-fra-foerste-raekke