Alle Helgen 2020

Når vi kommer til verden, får vi et navn, og med tiden bliver vi vores navn, siger man. Vores navn og vores liv bliver umærkeligt, men sikkert flettet sammen. Vores navn og dem vi er, er to sider af samme mønt. Vi er intet uden vores navn.

For navnet åbner for mere. Det mærker vi tydeligt i dag, hvor vi er kommet her for at mindes et menneske, vi har fulgt og båret til graven. Når vi siger det navn i vores indre, så åbner deres liv sig for os. Vi husker dem, som vi savner og sørger over – vi husker dem som de var, deres små særheder eller de særlige bevægelser de havde. Vi husker dem, og vi mærker den omsorg og kærlighed, vi føler for dem. For navnet er ikke bare en lyd, men en åbning ind til et helt menneskeliv.

Navnet er.

Gud kender vores navne, som han kender os. Han har skrevet dem i sin hånd, så vi aldrig er ude af hans hænder. Selv ikke på de mørke dage. Vi er i hans hule hånd.

Og når vi en dag er i dødens mørke, så vil han kalde på os, og kalde os ud af mørket. Han vil kalde os ved navn, og vi vil gå mod ham. Gå mod lyset.

Det er opstandelsestroen, som er troen på, at døden ikke bare er som en betonvæg, vi ikke kan gennemtrænge, men derimod er som et tæppe, der bliver trukket fra, og som vi kan få lov at gå gennem ind til livet hos Gud.

Det er på mange måder en vild tro. Så vild, at vi stadigvæk den dag i dag, kan have svært ved at forstå den. Men opstandelsen skal ikke forstås med fornuften – den skal gribes med hjertet.

Der findes en fortælling om opstandelsen, som jeg gerne vil dele med jer – en fortælling, der taler til hjertet. Den lyder sådan her:

”I et stille vandhul – nede under vandet – levede en flok larver. De levede lykkeligt dernede langt væk fra solen. I mange måneder havde de meget travlt, mens de piskede rundt i det bløde mudder på bunden af vandhullet. De lagde mærke til, at en af larverne engang imellem så ud til at tabe interessen for de andre. Mens den klyngede sig til stilken på en åkande, forsvandt den ganske langsomt ud af syne, og de så den aldrig mere. "Se", sagde en larve til en anden larve. "En af de andre larver klatrer op af åkandens stilk: Hvor tror du, hun skal hen?" Den bevægede sig langsomt opad og opad. Mens de andre kikkede, forsvandt larven ud af syne.

Dens venner ventede og ventede, men den kom ikke tilbage. Det var da mærkeligt", sagde den ene larve til den anden. "Tror du ikke, hun var glad for at være her?" spurgte en anden larve. ”Hvor tror I, hun gik hen?”, undrede en tredje sig. Men ingen af dem havde noget svar. De var meget forbløffede.

Til sidst kaldte en af larve-lederne alle larverne sammen. ”Jeg har en ide. Den næste af os, der klatrer op af åkande-stilken må love at komme tilbage og fortælle de andre, hvor han eller hun gik hen og hvorfor?” ”Det lover vi”, sagde de alle sammen højtideligt.

En forårsdag ikke længe efter opdagede den larveleder, der havde foreslået planen, at han selv var på vej op af stilken, Opad og opad gik det. Og før han egentlig forstod, hvad der skete, var han brudt gennem vandets overflade og lå på det brede, grønne åkandeblad.

Da han kom til sig selv, så han sig omkring med forbavselse. Der var sket en forvandling af hans gamle krop. Hans bevægelser afslørede, at han havde fire sølvvinger og en lang hale. Varmen fra solen tørrede fugten af hans nye krop. Han bevægede sine vinger og pludselig opdagede han, at han var ovenover vandet. Han var blevet til en guldsmed! Han steg og sank i store cirkelbevægelser, mens han fløj gennem luften. Han følte sig munter og glad i de nye omgivelser. Indimellem landede den ny guldsmed lykkeligt på et blad for at hvile sig. Mens han hvilede sig, så han ned mod bunden af vandhullet. Han var lige ovenover sine gamle venner larverne. Der var de – piskende rundt lige som han selv havde gjort det indtil for nylig.

Guldsmeden huskede, hvad de havde lovet hinanden: At den næste, der klatrede opad stilken skulle komme tilbage og fortælle, hvor han tog hen og hvorfor. Uden at tænke sig om styrtede guldsmeden sig ned mod vandet. Pludselig ramte han overfladen og blev ligesom skubbet væk.

Nu da han var en guldsmed kunne han ikke længere komme ned i vandet. ”Jeg kan ikke komme tilbage”, sagde han nedslået. ”I det mindste prøvede jeg, men jeg kan ikke holde mit løfte. Selv hvis jeg kunne komme tilbage, ville ingen af larverne genkende mig i min nye krop. Jeg tror, jeg bliver nødt til at vente, indtil de også bliver guldsmede. Så vil de forstå, hvad der skete med mig, og hvor jeg tog hen.” Og guldsmeden fløj lykkeligt af sted ind i dens nye verden af sol og luft.”(http://baptistmenighed.dk/wp-content/uploads/2015/11/Larver-og-guldsmede.pdf)

Sådan lyder fortællingen, og selvom den kan forekomme lidt barnlig, så kan jeg virkelig godt lide den. For troen er, at de mennesker, der er døde, nu er smukkere end aldrig før – at de er forvandlet, og at de kan bevæge sig i en dimension, som vi ikke kan forestille os.


Det giver mig ro, at de døde er der, for så er der ikke mere, jeg kan gøre for dem. Det er mennesker, der har betydet noget for os, da de var i live – mennesker, der har givet livet værdi, smag og farve.

I dag er evangelieteksten hentet fra Matthæusevangeliet, hvor Jesus holder en tale på et bjerg for en masse mennesker. Her siger han, at ”I er jorden salt.”

Det er et stærkt udsagn om, hvad vi mennesker er for hinanden.

Salt er uundværlig. Når vi græder, er vores tårer salte, når vi sveder er vores sved salt – og når et lille foster begynder at vokse, så ligger det i saltvand i sin mors mave.

Vi har brug for salt for at leve – salt giver smag til tilværelsen.

Vi er omgivet af salt, men det pudsige er, at vi drikker vandet fersk. Når det ferske vand kommer ind i os, så forvandler det sig til noget andet – så bliver det salt – så får det smag.

Det fortæller noget om, hvordan vi mennesker er overfor hinanden. Det er OS, der giver tilværelsen smag – det er OS der forandrer tilværelsen for hinanden. Vi er jorden salt. Vi mennesker er som salt i verden, der forvandler det smagløse.

Vi er salt for hinanden.

Og selvom døden skiller os fra hinanden, så er de døde stadigvæk salt i vores liv. De døde bliver ved med at betyde noget for os. Vi hører stadigvæk sammen med de døde. Måske vi deler efternavn med dem, måske den døde var det menneske, der valgte dit navn, måske har du valgt navnet på den, der er død. Vi hører sammen. Vi er forbundet på den ene eller den anden måde.

Det gør ikke de mørke dage mindre mørke. Det gør ikke savnet mindre eller sorgen lettere. Men det giver en livline, at vi er forbundet, og altid vil være det. Døden er ikke afslutningen, men overgangen til Guds evighed.

Det ender ikke med en mørk grav – det ender i lyset. Amen




Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/allehelgen-fra-anden-raekke