17. søndag efter trinitatis 2021

Jeg holder øje med dig – sådan har mødre og fædre sagt til deres børn i tusindvis af år. Mens de er små børn, er det en forsikring om, at forældrene er i nærheden, og at man derfor ikke bliver væk fra hinanden. Man er en enhed.

Men som børnene bliver ældre, ligger der en lille formaning eller reprimande i udtrykket. En lille advarsel om ikke at lave ulykker. Jeg holder øje med dig. Det er både betryggende, men også frihedsberøvende at blive holdt øje med.

Vi er holdt øje med i høj grad i dag. Vores telefoner afslører hvor vi går og står – hvor vi handler og hvad vi søger. Kameraer ved gadehjørner filmer os og logger os. Vi er holdt øje med hele tiden på godt og ondt. Vi kan ikke rigtig blive væk. En gang imellem kan man godt få lyst til at blive lidt væk – ikke fra sig selv, men fra det samfund, der hele tiden logger os – holder øje med os.

Midt i denne uge valgte en fra min familie at "blive væk". Han er teenager, og gik fra sin efterskole. Alle ledte efter ham – politiet med hunde, venner, familie. Opslaget på facebook om at han var væk og savnet – at familien manglede ham – blev på 12 timer delte 3.000 gange. For det rammer lige ned i frygten hos os. Vi kan så levende forestille os, hvordan det må være, at en man elsker, bliver væk. Forsvinder uden et ord, og uden at man ved, hvad der er sket.

Hans mobil var slukket, så de kunne ikke spore ham. Han var væk, og sagde ikke det mindste pip for at vi kunne finde ham. Om formiddagen dagen efter, finder de ham. Jeg ved ikke hvor, men jeg ved, at de fandt ham i god behold. Og jeg ved, at var det min søn, så havde jeg løbet ham i møde med armene åbne, og havde krammet og kysset ham. Jeg ville slet ikke være vred, men så uendelig lettet. For tanken om, at man måske kunne miste det umistelige i livet, ville kun vække en dyb længsel efter at mærke kærligheden. Efter at favne igen.

Man ville gøre alt, der stod i ens magt, uanset hvad andre så måtte mene om det, man gjorde, for at få sin elskede igen.

Og man indser noget dybt om tilværelsen. At man hellere vil elske på afstand, og vide at den anden trives, end at elske i uvisheden.

Jeg holder øje med dig. Eller måske snarere: jeg vil se dig, og jeg vil følge dig – og træde til, hvis du råber på hjælp.

Som man ville hjælpe et barn, der falder i en brønd, som er Jesus eget eksempel fra i dag. At livet kan byde dig at handle uagtet hvad andre tænker og mener – uagtet regler. Livet kan kræve dig – og kaste dig ud i handlinger, der er nødvendige, men rigtige.

Det fik mig til at tænke på, at jeg for nylig var til et foredrag med en mand fra Nordkorea, der havde risikeret livet, fordi han er kristen. Han flygtede fra Nordkorea, blev fanget og sendt i fangelejr. Ikke engang et fængsel, men en fangelejr. Han flygtede igen, blev fanget igen, men denne gang gik det internationale samfund ind, og fik ham i første omgang til Filippinerne, og derfra til England. Han havde ikke noget pas på sig, men som han selv siger, så fik han ikke bare et pas, men også et pas til Guds rige. Han oplevede på sit eget liv, at Gud bygger sit rige lige midt i forfølgelsen.

Han har i dag ikke set sin familie i årtier, men får til gengæld lov at leve med religionsfrihed. Han bliver ikke længere holdt øje med af et regime, der fratager folk drømme og håb. Han er nu fri til at tænke, føle og bede uden frygt. Han er ikke længere forfulgt, men kan være fri til at følge den, han tror på.

Livet har taget en ny begyndelse for ham – som livet har det med at tage, når vi rammer kanten af det, og bliver sendt tilbage – slynget tilbage i tilværelsen.

Den mand fulgte heldigvis ikke reglerne, men gik imod dem. Gjorde det som hjertet bød ham at gøre. Det var en vanskelig og snoet vej til frihed, og der var tider, hvor han troede, at han skulle dø. Men han overlevede og lever, og rejser nu rundt i verden og fortæller sin historie. En historie om evangeliet, der lyser på en mørk baggrund, som evangeliet altid har gjort.

Jesus taler i dag om, at det ikke nytter af følge regler, hvis du dermed bliver ledt væk fra livet og hen til sted, hvor ligegyldighed og hårdhjertethed råder – hvor frygt og kaos er hverdag. Så nytter reglerne ikke længere – så skader de fremfor at gavne. Vi skal derimod ledes ind i livet – ind i midten af livet.

Svend Bjerg, der var teolog og lektor, sagde, at livets midte var der, hvor ondskaben ikke kunne findes, og at livets midte lyser op, hver gang vi holder gudstjeneste. ”For en kort stund, så længe gudstjenesten varer, vokser vi sammen i livets midte”, siger han, ’før vi igen bliver sendt ud hver især til en dagligdag fuld af adspredelser.” (Profane prædikener, 2010, Forlaget ANIS, s. 161).

Livets midte ER Guds rige. Et glimt af Guds virkelighed, der kommer til stede i denne verden.

Rummer og favner os. Der er ingen specielle regler eller love, man skal følge for at kunne komme til livets midte – ja, faktisk siger Jesus, at lovene kan stå i vejen, så vi ikke finder Guds rige. For Guds rige er ikke styret af regler og love – der er ingen hævede øjenbryn, ingen fordømmelse, ingen øjne der holder øje med om vi nu gør som vi skal.

Her er ingen hierarkier, ingen der kan sidde øverst eller nederst. Egentligt burde vi sidde i en rundkreds her i kirken med alteret i midten, fordi det i højere grad afspejler Guds rige.

Jesus gør op med regeltænkningen.

Man kan sige, at Jesus var anarkist. Ordet anarkist stammer fra græsk. An betyder uden, arké betyder begyndelse eller grund. ”Der er altså ingen begyndelse eller ende på Jesu forkyndelse af riget i midten, Guds rige” (ibid., s. 162). Jesus begynder med Gud og ender med Gud – fra evighed til evighed, som vi så tit hører sagt i kirken. En ihukommelse af, at Gud er fra altid til altid.

Vi kan ikke følge en lov og komme til Gud, men vi kan åbne os for, at Guds riget sætter sig igennem i tilværelsen. I livet – i glimt. I medmennesket, i hjælpen, i kærligheden, og her i kirken: hver gang vi døber et barn, hver gang vi deler nadveren og hver gang velsignelsen lyses.

Guds riget ER og lyser op i livet. Det liv, vi skal leve i troen på, at Gud holder øje med os, men ikke for at sikre sig, at vi ikke laver ulykker – nej, for at sige til os, SE – jeg er med alle dage, også de dage, hvor mørket truer. SE, jeg er med dig. Indtil verdens ende faktisk.

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke

15. søndag efter trinitatis 2021

Angst, beklemt, bange, betænkeligheder, bæven, forfærdet, foruroliget, frygt, gru, gysen, hjertebanken, hunderæd, høneangst, livræd, nervøs, panikslagen, rædsel, skræk, skræmt, sky, urolig, utryg, ængstelig.

Det var 23 synonymer for bekymring. Det er ikke så lidt. 23 forskellige måder at sige til hinanden og sig selv, at man er bekymret. Der er altså sproglige varianter nok til at kunne udfylde og nuancere sin bekymring. Så langt så godt.

For at bekymre sig er en del af livet. Sådan er det at være menneske, og her adskiller vi os fra dyrene. Fordi vi har en tidslig forståelse af verden, så er vi faktisk i stand til at bekymre os om fremtiden. Vi ved, at der kommer en mandag i morgen, men vi ved ikke hvad den bringer. Og her det, at bekymringerne træder til med sit hovedspørgsmål: Hvad nu hvis…

At være bekymret er en bagside ved at være et tænkende og reflekteret individ – en bagside ved, at tilværelsen er uvis.

Men at det er en del af tilværelsen, er ikke det samme som, at vi skal gøre en dyd ud af at bekymre os.

Jesus siger i dag til os, at vi ikke skal bekymre os, og vi ved jo godt, at det er rigtigt. Der er de fleste, der vil være enig i, at det ikke er godt. For bekymringer trækker os væk fra at leve.

Jeg var for nylig til et foredrag med Pia Callesen, der er psykolog og ekspert i bekymringer. Eller i at lægge dem fra sig. Hun siger, at man som menneske kan øve sig i at lægge bekymringer fra sig ved at skemalægge dem. Man sætter ½ time af hver dag til bekymringer, og skulle der i løbet af dagen dukke en bekymring op (og det gør der jo nok), så skal man sige til sig selv, at man vil tage det op igen kl. 15.00, hvor man har bekymringstid. Når man så kommer til kl. 15.00, har det ofte vist sig, at man har glemt bekymringen eller at den ikke blev til noget. Hun kalder det ”Lev mere og tænk mindre”.

Det er ingen tvivl om, at hendes metode virker til at nedsætte stress og bekymringsniveauet – og på sin vis, så det faktisk det, som Jesus beder os om i dagens evangelium. At lade bekymringerne ligge er altså ikke i vores verden banebrydende nyt – for vi ved det allerede. Jesus har allerede sagt det til os.

Men det vi også ved, det er, at livet stadigvæk kan være svært, selvom vi øver os i at lægge bekymringer fra os. ”Hver dag har nok i sin plage”, siger Jesus til os. Som en påmindelse om, at livet ikke på magisk vis bliver nemmere ved at lade være at med at bekymre os – og dog skal vi øve os i at leve i dag, i stedet for at leve mentalt i næste uge. I stedet for at være et andet sted i tanken, skal vi komme til stede, hvor vi er.

Vi skal stille skarpt på det liv, der ligger lige foran os.

Og det liv, der ligger foran os, er altid livet med næsten. K.E. Løgstrup skriver i en af sine prædikener: ”Og Gud skabte menneskelivet, så det ene menneske ikke kan undvære det andet. Gud skabte ikke mennesket og overlod det så til sig selv. Nej Gud skabte mennesket og overlod det så til dets medmenneske” (Prædikener fra Sandager-Holgevad, Gyldendal 1995, s. 71).

Vi er skabt, så vi ikke kan undvære hinanden. Vi er skabt til at leve frie, uhindrede og i fællesskab. Det er intentionen med den verden, som Gud så var god.

Og ja! vi kan komme til at tvivle på om det kan passe, at vi overhovedet kan leve sådan. I går sad jeg og så udsendelser fra 11. september 2001, og genlevede de tanker og følelser, jeg havde den tirsdag eftermiddag for 20 år siden. Der tvivlede jeg. Når jeg læser om den umenneskelige behandling af mennesker på flugt, der bliver udvist i hele verden, og såmænd også her i Danmark, så tvivler jeg. Når jeg læser om klimakrisen, der er forårsaget af mennesker, så tvivler jeg. Der er massevis af grunde til en dyb og gennemborende bekymring på verdens og menneskers vegne.

Og man kan begynde at tvivle på om Gud vil kendes ved os, når vi kan være sådan.

Men Gud satte engang en regnbue på himlen. Lige der, hvor skyerne truer med skybrud og oversvømmede kældre. En regnbue, der skal vidne om og minde os om, at Gud vil os.

Og Gud er os nær. Han er ikke ved siden af sin regnbue, men derimod ved siden af os – han er til stede mellem os, som Helligånden.

Paulus siger, at vi skal vandre i Helligånden. At vandre i Ånden er i virkeligheden at leve ved jorden – ikke at leve i skyerne, selvom det kan lyde sådan. Og at vandre i Ånden er at leve med sin næste for øje. Vi lever ikke for at vinde verden, men for at finde hverandre.

Det er i medmennesket, at kimen til Guds rige findes.

Denne overleveret til hinanden, fjerner den byrde det kan være at skulle leve og være noget stort i andre øjne. Herinde får vi at vide, at det ikke handler om, hvad vi er i andres øjne, men om at få øje på hinanden. Der er en verden til forskel. Der er Guds rige til forskel.

I dag har vi høstgudstjeneste, og den gudstjeneste er anderledes herinde i byen end ude på landet. Vi synger nogle af de samme salmer, men vi har ikke udsigt til marker. Vi har altankasser, parker, grønt mellem blokkene, villahaver og kolonihaver. Vi har noget andet – og vores overlevelse er ikke afhængig af om purløgen spirer eller tomaterne er modne. Det er derimod en kærkommen tilføjelse til det, vi handler ind i Rema1000. Men selvom vi ikke har markerne og kreaturerne, så har vi på samme vis, brug for at takke. Takke for livet – takke for alt det, vi ikke har magt over, og som alligevel bliver os til del.

Det er høstens kerne – en tak til vores skaber, der igen og igen møder os med sin ødselhed og gavmildhed – med vores næste blik, med tiltroen til at vi kan forvalte verden og med håbet om, at vi rummer muligheder.

En tak for at vi får lov at høste – også der, hvor vi ikke har sået.

En tak – og tak har den bivirkning, at den trækker glæden med sig. Og glæden har den bivirkning, at den ætser bekymringer væk.

Vi skal i livet huske at takke – takke for hinanden, bede for hinanden og huske hinanden.

Og så skal vi leve med hinanden for øje. 

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/15-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke


Kirkebøn:

Ødsle Gud – vi takker dig. Vi kan ikke andet end at sige dig TAK, for den du er – det du gør – og det du giver os – ganske frit.

Din opmærksom mod os er nådig, og vi ved, at vi er værd at elske, fordi du gør det. Lær os at dele af den kærlighed, så vores næste også mærker din kærlighed gennem os.

Og tilgiv os de dage, hvor vi ikke orker, siger tingene grimt eller mister lysten til at være noget for andre. Giv os igen styrken og glæden ved at se hinanden i øjnene og dele øjeblikke.

Vi beder Gud for den verden, vi lever i. Vær med alle der sulter og mangler. Vær med alle der drukner i arbejde. Vær med alle der er ensomme og opgivende. Vær med alle der er syge og triste. Vær med alle der kæmper og opgiver.

Vær med alle der har magt og midler – og alle der har overskud og glæde.

Hjælp os til dele ud af vores overskud. Hjælp os til at få øje på næsten.

Vær med din kirke her i Møllevang og over hele jorden. Lad kirkerne være stædige påmindelser om et menneskesyn hvor alle er lige, hvor alle er værdige og hvor alle får hjælp.

Amen

14. søndag efter trinitatis 2021

For mange år siden byggede man en mur i Berlin. Eller det vil sige, man byggede to mure. En fra hver sin side – og mellem de to mure var en stykke land. Det var ikke stort – et par meter bredt. Et grænseland. Et ingenmandsland omkranset af beton og militærstøvler. Der var intet og støv, og kun de mest standhaftige af alle planter vovede at sætte et frø i det golde landskab. En gang imellem blev dette ingenmandsland også betrådt af mennesker med drømme om noget andet. Ikke nødvendigvis mere, men bare noget andet: frihed, åbenhed og øjenkontakt. De sneg sig gennem mellemrummet i håbet om at lande på den anden side.

Men et ingenmandsland kan være farligt, for du træffer et valg om noget andet, og det, du bevæger dig fra, kan hive fat i dig for at få dig tilbage.

Ingenmandslandet er stedet for valg – går du tilbage eller frem – går du til højre eller venstre. Og ingen af os trives i virkeligheden der – i ventesalen, i kløften mellem to muligheder. Vi er anspændte, urolige og på vakt. Dér på grænsen af valget – på grænsen af livet – kan tilværelsen føles tung og til tider ganske ensom.

Men når valget er truffet, så slapper vi af – skuldrene sænkes og åndedrættet kan blive dybt igen. Vi kan igen leve. Vi går de skridt, vi skal gå.

Det er forløsende at træde ud og væk. Ind i virkeligheden igen.

Livet er fyldt med valg – og vi lever i en tid, hvor der synes at komme flere og flere valg til. Ikke bare for unge, men egentligt for os alle sammen. Vi er så gennemsyret af det, at der opstod en filosofisk retning, kaldet eksistentialismen, der handler om, at mennesket skaber sig og bliver til gennem sine valg. Men kan det passe, vil man spørge. Og det spørgsmål dirrer ikke altid kun af kritisk stillingtagen, men måske snare af frygt overfor en tilværelse, hvor intet er givet, men alt er valgt? Hvor mine valg er lige så gyldige som min næsten, og hvor jeg alene – gennem mine valg – skaber mening og sammenhæng i tilværelsen. Skaber mig. Kan det passe, at jeg kun er mig i kraft af mig?

Det er et åg på skuldrene. Hvem ved i dag, hvad et åg er? Det er en stang, der ligger på tværs af nakken på to trækdyr, og som man forbinder til en vogn. Et åg skal man bruge, hvis man skal trække noget stort og tungt. Som ens eget liv.

Så vi har brug for hjælp.

Vi har brug for en, der vil trække åget med os, så vi ikke trækker det alene.

Vi har brug for Gud.

Jesus går på grænsen mellem Samaria og Galilæa. Han gik derude, hvor valgene skulle træffes, og der møder han ti syge. Lige så mange syge, som vi har fingre på hænderne. Og de syge råber til ham – for Jesus synes dem så langt væk. Så langt fra deres liv. De råber – anråber – beder og bønfalder.

Og Jesus svarer – ikke ved råb, men han taler til dem. Som en ven til en ven. En almindelige tiltale. Gå. Siger han. Gå – bliv ikke her, hvor intet er, men gå. Og uden at sige det med ord, fortæller Jesus dem, at de skal gå, for han har valgt livet for dem. Men ikke nok med det, så vælger ham dem. De er hans.

Det betyder noget, at vi er skabt, og ikke skal skabe os selv. Vi har fået noget fra begyndelsen – en essens – vi er skabt af en vilje og med vilje. Vi kan frimodige gå ud i tilværelsens kaos og valgmuligheder, for vi har et tilhørsforhold – en relation, der er givet.

Og vi har fået en Gud, der møder os i livets ingenmandsland – som hører os, når vi råber, og som taler til os. Som blidt skubber os ud i tilværelsen igen. Gå, siger han. Og skulle vi opleve, at vi har fået spedalskhed på sjælen, så vil også det blive helbredt. Vi har en vej ud af isolationen.

Der er noget smukt i at blive bedt om gå. Jesus siger tit til folk, at de skal gå. Rejs dig og gå.

Vi skal ikke gå vores vej, og så alligevel skal vi gå VORES vej. For vi kan ikke undslå os at leve livet – for hvert åndedrag vi tager, lever vi levet. Det sker pr. refleks – livet er på den led anmassende. Livet vil, at vi lever det.

Og Jesus kalder os ud i livet, så vi opdager, at vi lever det. Gå, siger han – gå nu ud i det liv, og lev – men bliv ikke her i det golde land, hvor intet er. Her kan man nok være når grænser skal krydses, men her kan man ikke leve.

For selvfølgelig oplever vi at befinde os i grænselandet i løbet af et liv. Vi oplever alle at være der, hvor vi ikke lige ved, hvad der skal ske næste gang – og hvor fremtiden virker endnu mere åben end den plejer.

Det er ikke kun et sted, hvor beslutninger træffes – det er også et sted med muligheder. Muligheder for at gå til den ene eller den anden side af grænsen – mulighed for noget nyt eller præcis det samme.

Og hvis Gud er noget, så er det mulighedernes Gud. Jesus levede et liv af muligheder – han gjorde det umulige muligt – han pegede på det omvendte af vores stivnede logik. For hjertet har en logik, der overgår al logik (frit efter Allan Holmgren). Gud er mulighedernes Gud.

I Guds rige sker det, vi ikke kan tænke os til, men alene må gribe med hjertet. Med overbevisningen. Gud giver kærligheden, glæden, freden, tålmodigheden, venligheden, godheden, trofastheden og mildheden en mulighed for at udfolde sig i vores liv. Det er alt sammen ord, som Paulus nævner i sit brev til menigheden i Galatien. Ord for Åndens frugt. Det er en beskrivelse af alt det gode, han kunne komme i tanke i tilværelsen, som måtte stamme fra Gud.

Mulighedernes Gud siger til os, gå. Gå ud i livet – og hvis jeg kan møde dig det mest golde sted og tale til det, så kan jeg også møde dig i livets kaos, og når i de valg, du træffer.

Vi er aldrig overladt alene. Vi har Gud, der går lige på grænsen af Guds rige og vores liv, så han hele tiden kan høre os, når vi råber og beder – og altid kan svare os: Gå – jeg er med dig. Alle dage. Ja, helt til verdens ende.

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/14-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke