Palmesøndag 2021

Jeg hørte en radioudsendelse den anden dag, der handlede om en af de nye trends blandt unge – nemlig at blaffe eller at tomle. Ja, det er jo en gammel trend, men det er blevet moderne at tomle gennem Danmark. Dels er det billigt, det er økologisk og så oplever man – og det er ikke uvæsentligt – andre menneskers venlighed, når man bliver samlet op og kører et stykke vej sammen.

Men det jeg bed mærke i var, da de talte om tid. For at tomle fra f.x. Aarhus til Skagen tager ikke bare de 2 timer og 19 minutter det tager herfra, hvis vi satte os i en bil lige nu – det tager meget længere tid. For dels skal man ned til en vej, hvor man kan samles op fra, dernæst er det ikke sikkert, at man når længere end til Hobro i første omgang. Det kan tage en hel dag at nå frem. Så man skal ikke skynde sig – man skal have GOD TID.

Nu er tid jo noget mange af os har haft en del af det sidste år. Eller det vil sige – vi har jo har lige så meget tid som vi altid har haft. En dag varer stadigvæk en dags tid og et år et år. Men nu bruger vi den anderledes. Vi har været mere hjemme og set færre mennesker. Det har givet anledning til både frustration og kedsomhed – til ensom og tristhed. Men det har også givet tid til eftertanke og indsigt.

Men tiden har været som den plejer – det er os, der har brugt den anderledes – oplevet den anderledes.

Tid er relativ. Har man været forelsket, så flyver tiden i selskab med den, man elsker. Og man laver egentligt ikke så meget andet end bare kigge på hinanden. Men har man prøvet at miste, så ved man, at tiden næsten kan opleves at gå i stå. Dagene vil ikke gå, og alligevel går tiden væk fra den, man har fulgt til graven.

Vi oplever tiden forskelligt. Men hvor vi end er i livet, så opdager vi tiden, når vi står ved nye kapitler i vores liv. Vi opdager, at tid ikke bare er sand mellem fingrene, der flyver ud; men liv der bliver levet på godt og ondt. En måde at være i verden på – og ikke kun en måde at tælle på.

Palmesøndag handler om tid – og om at tage sig tid – om ikke at skynde sig.

Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel. Dette arbejdsdyr, der sikkert og solidt har gået fremad, men har gjort det langsomt. Så langsomt, at Jesus har kunnet nå at se hvert enkelt menneske i øjnene. Æsler, der har den besynderlige refleks, at de står stille, når de bliver bange. Der har været en risiko for, at æslet var blevet skræmt af de mange mennesker og havde stoppet op; men alligevel så udvalgte Jesus sig et æsel. Sådan er det tit med Jesus. Han udvælger ofte dem, som andre ikke tør satse på, om det så er et æsel. Man kan sige, at Jesus samler de blaffere op, som vi andre var kørt forbi. Han kan bruge mennesker – og han ser, hvad vi rummer, fremfor hvordan vi ser ud eller det vi har gjort forkert. Han ser vores muligheder, når andre ikke kan det. Det var ikke tilfældigt, at det var et æsel, han red ind i byen på. Netop et æsel.

Og når man sidder på et æsel, så sidder man ikke ophøjet – man sidder i øjenhøjde. Ja, man kan jo måske også her sammenligne det med at sidde ved siden af hinanden i en bil på vej mod Skagen. Man sidder ved siden af hinanden med ikke andet end tid til at tale og være.

Og Jesus kom jo netop for at være med os – give sig tid til os. Se os, kalde på os.

Han kommer langsomt ridende. Han stormer ikke – men tager sig tid. Med Gud er det ikke sådan, at vi kan krydse ham af en liste, som noget, vi nåede den dag. Gud kan man ikke tælle, som man kan tælle timer i en kalender. Gud er nemlig væren – med os – for os.

Gud er Gud fra evighed til evighed, siger vi. Det er vores måde at sige, at Gud ikke tæller timer eller minutter. For ham er det os, der tæller.

Os mennesker, der alle som en står midt i livets støv, os der råber alt for højt, og os der den ene dag hylder og dagen efter forbander. Gud er Gud for de mennesker, der står ved indgangen til Jerusalem og de selv samme mennesker, der om få dage vil råbe: korsfæst ham. Han er Gud for os, som vi er – både når vi skuffer os selv og hinanden, eller ikke lever op til de forventninger, vi har. Han er Gud for os, når vi er stædige som æsler og blide som lam.

Og han kommer til os – ser os ind i øjnene og samler os op.
Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/palmesoendag-fra-foerste-raekke



Kirkebøn:
Gud – du overrasker os igen og igen med din nåde. Den kommer os i møde, når vi ikke venter den, og den bliver givet til dem, vi ikke regnede med. Tak fordi vi ikke kan regne dig ud, Herre – men at vi altid kan stole på dig. Vi beder dig i dag om at se i nåde med os alle.

Vi beder i dag for verden – vi beder for alle dem, du får øjenkontakt med, som vi ikke ser her fra vores lille sted i verden. Vi beder for dem, der bliver glemt og dem vi overser.

Vi beder for alle dem, der syge og dem, der hele tiden tror de er det. Giv dem mod.

Vi beder for dem, der skaber splid og frydes over sladder – de har brug for din kærlighed.

Vi beder for dem, der kæmper med livet og mest med sig selv – lad dem møde troen på livet.

Vi beder for dem, der sørger og mangler. Lad dem leve på trods.

Vi beder for dem, der er sultne efter selskab, nærhed eller mad. Og vi beder for dem, der mangler et hjem, et barn eller kæreste.

Vi beder for dem, der er på flugt og dem der holdes fangne. Vi beder for dem, der kæmper for livet – og dem der kæmper for fred.

Vi beder for dem, der ser konspirationsteorier alle steder og dem der intet ser.

Vi beder for dem, der er bange for fremtiden, hverdagen eller sig selv.

Lad os alle mærke, at din Helligånd virker i verden og at du gør kærligheden levende mellem os hele tiden. Lad os løfte blikket, så vi mærker, at du ser os.

Vær med i din kirke her i Møllevang, og i hele verden. Vær med den, hvor den i er skjul og hvor den står på en bakketop. Lad den altid sprede budskabet om nåde og næstekærlighed. Og lad altid kirken hjælpe til at mennesker åbner sig for hinanden.

Amen

3. søndag i fasten 2021

”Det modsatte af kærlighed er ikke had, det er ligegyldighed.

Det modsatte af skønhed er ikke det grimme, det er ligegyldighed.

Det modsatte af tro er ikke vantro, det er ligegyldighed.

Det modsatte af liv er ikke død, det er ligegyldighed.”

Sådan skriver Elie Wiesel, der var jødisk forfatter, om ligegyldigheden og om hvor farlig den er.

Ligegyldighed er livets modsætning – den er farlig, fordi den har det med at snige sig ind på os, når vi i bedste mening tror, vi skal hærdes af livet. Men livet skal ikke hærde os – livet skal bevæge os.

Livet skal røre os og ramme os. Livet skal ryste os og fylde os. Vi skal berøres af andres liv. Vi skal mærke at vi lever, for at sige det med andre ord. For mærker vi ikke, er vi ligeglade.

Men vi er ikke skabt ligeglade – tværtimod. Vi er skabt til at bevæge os mod hinanden – med hinanden. Ligesom Gud satte verden i bevægelse i første omgang. Den første bevæger, kalder man Gud. Han fik med sit ord planeter til at bevæge sig i solsystemer og menneskehjerter til at bevæges af hinanden. Vi er skabte væsener, og det gør en forskel. For vi er ikke bare skabt – vi er skabt i Guds billede. Vi er skabt så vores inderste ligner Gud. Så når vi berøres af andres nød, kommer vi Gud nær.

Vi mennesker er ikke ligeglade. Det gør en forskel for os at møde andre mennesker. Vi lade os røre så meget, at vi kan mærke det helt fysisk som en smerte i maven. Vi kan røres så meget, at vores øjne fyldes af vand. Vi kan lade os røre så meget, at vores hjerter svulmer.

Vi er ikke ligeglade.

Men vi kan blive det. Det er en fare. For ligegyldighed begynder ikke med, at man vågner op en dag og er ligeglad med alt og alle. Den begynder i det små – og den findes i vores liv på mange planer. Små bitte handlinger, hvor vi sætter hinanden på plads – vender ryggen til, ignorer hinanden, taler grimt om hinanden – ikke regner den anden med. Tænker hinanden ude af livet. Holder op med at være mennesker for hinanden.

Det kan man ikke bygge trygge samfund på. Immanuel Kant, der var filosof i 1700-tallet, sagde: Opfør dig sådan, at dine beslutninger kan danne grundlag for en almengyldig lov.

Det er så fint sagt – at hver gang, vi handler, skal vi tænke: kunne det jeg gør nu, bliver en lovgivning alle skulle følge. Ligegyldigheden kan ikke være grundlag for en lovgivning, der værner den svage og passer på den skrøbelige. Tværtimod.

Vi skal være opmærksomme på, hvornår ligegyldigheden sniger sig ind på os – så skal der blinke en advarselslampe. For så har vi fejet og ryddet i vores indre, og dermed skabt tomhed og plads til mere ingenting. Til mere ligegyldighed.

I kristendommen taler vi om fylde – om at fylde noget ind i tomheden. Helt fra begyndelsen skaber Gud alt ud af intet. Han fylder universet. Og senere taler vi om tidens fylde. Det er tiden, hvor Gud inkarnerede sig som menneske i Jesus. Tidens fylde – tiden blev opfyldt – ikke udtømt, men opfyldt. Fyldt af ånd og liv – af vilje og kærlighed.

Kristendommen handler ikke om at tømme sig for tanker og følelser, men tværtimod om at lade sig fylde af Guds kærlige ånd – at lade sig fylde af medfølelse og dermed også af den smertelige empati. For det er DEN, der vender os mod hinanden.

Gud er ikke ligeglad med os – han kerer sig om os. Og det er så enkelt, at fordi Gud kerer sig om os, skal vi kere os for hinanden. Så enkelt kan det siges. Vi skal fylde vores liv i to retninger. Vi skal fyldes op af Guds ord og kærlige ånd – og vi skal fylde vores liv med næstekærlighed.

Og sådan kan vi byde ligegyldigheden trods.

Amen

Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-fasten-fra-foerste-raekke



Kirkebøn:
Livets Gud – du gav os livet og gav os til hinanden. Tak for hvert møde i vores liv, der vækker os fra ligegyldighedens tomhed, og sætter os ind i relation med hinanden igen.

Tak fordi du er her – til stede i vores liv, og med din kærlige ånd, giver vores liv meningsfylde.

Vi beder for dem, der ikke tror på, at livet er værd at leve, og for dem der lever i tomhed og ensomhed.

Vi beder for dem, der mangler noget at fylde i livet – om det er en ægtefælle, et barn, en ven eller en familie.

Vi beder for dem, der syge, og for dem, der skal dø. Og vi beder for dem, der lider fysisk eller i sjælen.

Vi beder for dem, der er grædefærdige og dem der bare er færdige.

Vi beder for dem der uden job eller gået konkurs.

Og vi beder for dem, der kun ser en udvej tilbage i livet.

Vi beder for dem, der lige har mistet og for dem, der skal miste i dag.

Vi ved ikke hvad livet vil bringe os, men Gud vi beder dig om at være med os – og hjælpe os, så vi ikke møder mere end vi kan bære.

Vi beder for din kirke her i Møllevang – og i hele verden. Lad kirken tale ligegyldigheden og tomheden imod, så den kan insistere på kærlighed og omsorg for dem, som ingen regner og eller ser.

Lad os altid orke mere, ville mere og gøre mere, for at gøre denne verden til et sted for alle mennesker.

Amen