Sidste søndag i kirkeåret, 2021

For at begynde med noget helt vildt almindeligt, så var jeg med min familie i Plantorama i går for at købe ligusterhækkeplanter. Der er nemlig kommet huller i hækken ind til vores naboer, og de er nu ellers utrolig rare mennesker, men vi synes alligevel at 4 huller langs med hækken ind til dem, synes at lidt meget.

Så vi tog afsted for at købe ti hækkeplanter, der så skulle graves ned i de gabende huller. Men vi er jo ikke rigtig havemennesker, min mand og jeg. Eller vi lever nok mest efter devisen at frembringe så megen biodiversitet i haven som muligt. Så vi måtte læse en instruktion til, hvordan man gravede de der planter ned. Og det viste sig så, at vi jo slet ikke var klar til det.

Der skulle dels graves 60 cm ned i jorden. Det er altså et ret dybt hul. Derefter skulle det fyldes med grus, der kunne agere som en slags faskine så rødderne ikke druknede, og så skulle der være 30 cm til græsset. Vi opfyldte ingen af de krav.

Men planterne kom ned i jorden.

Så nu står de der – de der stakkels hækkeplanter, hvis eneste opgave er, at de skal dække nogle huller – og de er sat ret elendigt, men så godt vi kunne og efter bedste evne.

Om der stadigvæk er huller i hækken til sommer, må vi jo se, for lige nu kan man ikke afgøre om det har hjulpet. Men for nu har vi gjort, hvad vi kunne.

Og kære menighed, nu må I bære over med mig, for jeg kom sådan til at tænke på, at livet jo er som en ligusterhæk. Vi bliver sat, skal vokse op og blive stærke, så vi ikke vælter i blæst. Engang imellem taber vi alt det, der er gør os smukke, men vi skal stole på, at det kun er for en stund, og at vi kommer til at stråle igen når vi har hvilet og kan sætte nye skud.

Og så sker det, at der kommer huller i vores liv. Store, gabende huller, som enhver kan vade igennem. Og som måske lige frem inviterer til det.

Vores liv har huller. Noget visner eller går ud – noget bliver rykket op. Og vi får brug for hjælp til at få sat noget nyt ind, der kan dække hullerne.

Men vi ved ikke til at begynde med om de planter, der bliver plantet, holder. Om rødderne har luft nok, så de ikke drukner – om græsset er langt nok væk, så de ikke kvæles. Vi ved simpelthen ikke om de planter, der bliver sat i vores liv huller, har styrken til at dække hullet, så vi ikke længere lægger mærke til det. Det eneste, vi kan gøre, er at vente. Vente og se. Og håbe.

Livet leves, mens vi lever det. Vi kan ikke planlægge det på forhånd, for livet bliver til på vejen.

Og derfor ved vi heller ikke, hvor livet får huller.

På sin vis er vi alle nødstedte i tilværelsen – vi deler et vilkår, og det er lidelsen ved livet. Vi kan ikke undgå det. Det er jo skrækkeligt på sin vis, men dog mere skrækkeligt, hvis vi forestiller os, at vi er i lidelsen alene. Hvis man som det eneste menneske har huller i livet, så bliver selve eksistens ubarmhjertig. Men sådan er det ikke – vi er fælles om vilkåret. Vi står i fællesskab med hinanden. Vi er knyttet sammen – vores rødder, om man vil, er flettet sammen. Vores grene rækker ind mellem hinanden. Vi er sammen, og selv det menneske, der lige nu føles sig uden for det fællesskab, får her inde at vide, at det er Gud, der laver det fællesskab til os – og med os – og sætter dig ind i det. Du er med – også de dage, hvor du ikke oplever det. Vi er kollektive i livets vilkår.

Vi har alle som en brug for at få livets huller plantet til med noget nyt – vi har alle som en brug for nådens vilde vækster, der kan flette vores liv sammen igen.

Nåden er det nye, der kan plantes ind – som kan sætte os fri, og forvandle vores liv til noget mere.

Nåden er, at selv de dage, hvor jeg har trampet rundt i livet, kan jeg modtage nåden.

Nåden er at få ufortjent, målt efter vores målestok.

Nåden er at få det, man ikke kan give sig selv, og som man ikke regnede med, og som kom uventet og dog velkomment.

Nåden er, at du ikke bliver målt på det, der gik galt – det du ikke nåde – og det, du græmmer dig over; men at du slet ikke bliver dømt. Eller man kan sige, at man dømmes med nåde, hvis vi skal fastholde domsmetaforen.

For Gud er som en gartner, der allerede er gået ud og er begyndt at grave huller til de planter, der mangler og som skal plantes ud.

Det er nåden.

Og Gud møder os med nåden. Alene med nåden.

I dagens evangelium hører vi om verdensdommen, som stedet er kaldt. Og den første del er noget af det smukkeste i Bibelen. Her står der, at vi skal mødes Jesu blik i vores næste. Og vi kan måske allerede huske (eller genkende) det blik fra et andet menneske i vores liv. At blive set på som et menneske med muligheder, og med rum til at blive den bedste udgave af sig selv. Dette nådige og milde blik, der bare ser os og accepterer os – også selvom vi til tider famler os frem.

”Det I gør mod mine de mindste, det gør I, mod mig.”, siger Jesus i dagens evangelium.

På forfatteren Tom Kristensens gravsten, står der:

”Bøjer jeg mig

så dybt som jeg kan

vokser min verden

sig stor.”

Det er et vidunderligt digt. At storheden ved livet også kan ses i det lille græsstrå, der bliver større, når vi bøjer os og zoomer ind med blikket. Livet bliver også større, hvis vi tør bøje os mod hinanden, og give slip på hierarkier, der fører os bort fra hinanden.

Så vi skal bøje os for hinanden – bukke for hinanden i dyb ærbødighed. I ære over, at her står et menneske, som Gud også har skabt. Og at da Gud havde skabt hele kosmos – alt fra hvert atom til galakse, så han på det, og mente, at lige præcis DU manglende for at gøre det komplet. Sådan skal vi møde hinanden, som den brik der var nødvendig for at gøre skabelsen god.



”Det I gør mod mine de mindste, det gør I, mod mig.”, siger Jesus.

De mindste små bliver rejst op. De mindste – de fængslede, de nøgne, de tørstige, de fremmede. Tænk at have en Gud, der bøjede sig så dybt han kunne, så vores verden kunne vokse sig stor.

Det er den forventning vi går ind i adventstiden med. At Gud bøjer sig for os og mod os – bøjer sig, så vi bliver store.

Amen


Dagens tekster:

https://www.bibelselskabet.dk/sidste-s-i-kirkeaaret-fra-foerste-raekke




Kirkebøn:

Livets Skaber

Du Hellige Ånd, der strømmer mod os i – er i os – og får os til at åbne os mod dig og hinanden.

Smelt det is, der kan lægge sig om vores hjerte og sjæle. Blød os op, så vi tør vende os mod verden og dem der står lige ved siden af.

Lad os rykke sammen i fællesskab, så vi oplever, at vi er forbundet i din skabelse. Hør os når vi er sammen i bønnen, og beder for verden:

Vi beder for alle små og hjælpeløse

Vi beder for alle bange og gemte

Vi beder for alle syge og alle fulde af sorg

Vi beder for fremmede og flygtninge

Vi beder for alle der tror noget andet end os

Vi beder for alle glemte og usynlige


Vi beder for alle med magt – i det små eller det store
Lad magten blive en vej til omsorg og varme – ikke til splittelse eller begærlighed.

Vi beder for din kirke her i Møllevang – lad den stå som en insisterende blok af håb midt i en verden, der har brug for det.

Vær med alle os små – og alle os store. Vær med os hvor vi er og som vi er.

AMEN

Alle helgensdag 2021

Der mangler kun
et eneste menneske
i denne verden.

Alligevel
er den fuldstændig
tom.

Sådan skriver Helle Søtrup i sit digt Mellemværende no 7 fra bogen ”Kyshånd”.

Hun beskriver en af et uendelige antal reaktioner på tabet - på døden. Man kan opleve døden som tomhed – som mangel på væren. Som et hul i luften, der aldrig kan fyldes ud andet end af det menneske, man har fulgt til graven.

Et eneste menneske kan gøre forskellen for os. Og det ved vi måske egentligt godt.

Vi ved det godt, når vi bliver forelskede for første gang, og den er gengældt. Det eneste, man længes efter, er at være den anden nær, kigge den anden i øjnene, mærke den andens hånd i sin. Man martres, når man ikke er sammen – og kan ikke vente med at komme den anden nær.

Vi ved det godt, når vi bliver forældre. For pludselig er vores livs mening bundet sammen med det lille menneske, der ligger der, og uden det menneske, vil livet blive tomt.

Så vi kender det godt – følelsen af tomhed, og følelsen af, at et eneste menneske kan udgøre forskellen på fylde og tomhed.

Og tomhed gør noget ved os. Vi trives ikke i tomhed. Måske er vi bange for at glemme – glemme den, vi elsker.

Når vi konfronteres med døden, som kan komme ventet eller pludseligt, så konfronteres vi med en tomhed. Tomheden kan være pakket ind i kærlighed, men den kan også være pakket ind i fortrydelser, vrede, skam eller tilgivelse. Men hvordan vi ender vender og drejer det, så er tomheden pakket ind i livet. Et liv, der nu forandrer sig med døden.

Og døden er en grænse – vi kan ikke længere nå de døde. Den er definitivt og endelig. Vi skal leve uden, men alligevel med. Leve med minderne og livet – leve med det liv, man har delt – leve de værdier man har bygget op i relation til den afdøde.

Og her til Allehelgen bliver vi mindet om det – en dag om året, hvor vi særligt sætter fokus på døden og livet – på de døde og de levende.

Søren Kierkegaard, der var teolog og filosof, sagde, at elske en afdød er det bedste sted at lære kærligheden at kende (Trinitatistiden, Lindhardt, s. 435). Tænk at man kan lære om kærligheden i dødens skygge.

Men det kan vi, fordi begravelsen er kærlighedens sted. Det kan lyde underligt; men det kommer til udtryk på to måder.

Døden er som en slags si. Når døden tager et menneske fra os, så begynder vi at tænke tilbage på det, vi har delt, og ofte vil alt det fine, smukke og betydningsfulde stå klart. Det svære, det hverdagsagtige, skænderierne og uenigheder falder i baggrunden, og i forgrunden står det menneske, man elsker. Døden er en si, der sier det fra, som lige nu ikke er væsentligt, og tilbage er kærligheden.

En anden måde, hvorpå det kommer til udtryk, at begravelsen er kærlighedens sted, stammer fra den fortælling, som vi har fortalt til hinanden gennem generationer. Nemlig fortællingen om Kristus, der tre dage efter han døde, går ud af sin grav – for at vise os, at nok er døden en grænse, men ikke en grænse for kærligheden. At der bag ved dødens forhæng er liv og mening – kærlighed og Gud.

Og dø skal vi. Det ved vi godt, men vi tænker ikke over det – i al fald ikke hele tiden. Måske vi tænker mere over det jo ældre vi bliver.

Ved Allinge kirke på Bornholm står der en figur af en kvinde (Arne Randslet). En gammel kvinde, der har sat sig ned. Helt nede på jorden, og måske kan hun ikke længere rejse sig op af sig selv. Ved sin side står hendes håndtaske. Hun har ikke længere brug for den.

Og der sidder hun, men omkring hende har hun englevinger. Vingerne er krummet om hende som et skjold, som beskyttelse, som varme – som liv.

Og måske er hun parat til at flyve ind i dødens rige, og måske sidder hun der bare indtil en, vil hjælpe hende op at stå igen.

Skulpturen hedder metamorphose. Det betyder forvandling, forandring eller omformning. Kvinden er på vej til at forandre sig – til at forvandle sig fra livet til døden – eller rettere fra livet til opstandelsen. Eller har hun allerede forvandlet sig – er hun død, og venter på opstandelsen? På at blive rejst op?

Jeg kan selv godt lide tanken om, at kvinden sidder i livet med sine vinger og venter på døden og opstandelsen. For tænk nu hvis vi alle allerede har fået de vinger. Vinger der er klar til at bære os gennem dødsriget, og ind i livsriget. Ind i evigheden.

Vi får en lovning i livet – et løfte.

Døden er ikke afslutningen – døden er, men livet er mere. Vi har vinger, der kan os gennem livet, og vinger der kan bære os til Gud, når vi dør.

Det er i dåben, vi får det løfte, at Gud vil være med os. Der læser vi Jesu Kristi ord om, at han vil være med os indtil verdens ende. Ikke bare livets ende, men indtil verden ikke længere består. Gud er med. Også ind i den tomhed, der kan opstå, når vi går med tunge skridt væk fra en kiste. Gud er med os. Gud er de vinger.

Og han bøjer sig om os, værner os, beskytter os og skærmer os. Vi er ikke alene.

Jeg vil slutte med endnu et digt af Helle Søtrup fra samme bog: Kyshånd. Det hedder Overgivelse no 9, og lyder sådan her:

”Engle kan flytte tunge sten. ”

Så kort kan håbet beskrives. Vi er ikke alene.

Amen


Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/allehelgen-fra-foerste-raekke


Kirkebøn:

Livets Gud – glædens skaber

Du er med os, sige du. Hvisk det til mig de nætter, hvor jeg tvivler. Råb det til mig, de dage, hvor jeg står midt i stormen. Favn mig, elsk mig og hold mig ud, når jeg ikke længere selv kan det.

Åbn hjerterne på os, når vi kroger os ind i os selv, og glemmer verden omkring os, og lær os at leve med sorgen. Lær os at lade sorgen være en del af livet, så vi igen kan ånde, leve og glædes.

Vi beder for de døde, selvom vi godt ved, at du Gud allerede har dem i din hånd, og der ikke er mere vi kan gøre for dem.

Vi beder for alle der har mistet, og alle hvis tilværelse aldrig bliver den samme.

Vi beder alle der mister dem selv, og mister fornuften midt i sorgen.

Vi beder for alle, hvis liv ikke gik som de håbede på.

Vi beder for de syge – og dem der skal dø.

Vi beder for alle dem vi glemmer til hverdag, dem som ingen tænker på, og dem som kun du Gud kender.

Vi beder for din kirke – for glæden, håbet og englevinger.

Amen