”Jeg vil lige sove på det.” Sådan siger vi, når der er noget, vi ikke kan løse, eller skal tænke over. Så sover vi på det. Det er værd at lægge mærke til, og hvem har ikke prøvet at gå i seng med et tilsyneladende uløseligt problem i hovedet, og næste dag vågnet med en løsning.
Der sker noget, når vi sover. Vi får noget forærende, som vi ikke kan sige os selv. Man kan sige, at vi må miste noget kontrol, som søvnen jo er et udtryk for, for at finde en vej frem. Tanker og løsninger vokser frem, når vi sover. Ligesom et frø.
Et frø, der bliver lagt i jorden, og helt af sig selv spirer og gror, uden at vi ved hvordan. Vi kan sove, og alligevel vokser frøet. Frøet kræver ikke vores kontrol over det for at vokse – det sker helt af sig selv.
Ligesom så meget andet sker af sig selv. Et foster i maven vokser, uden at vi har kontrol over det. Det lille menneskebarn bliver voksen, uden at vi kontrol over det. Vi ånder luften ind, også uden en videre kontrol – det sker bare uden at vi tænker over det. Faktisk kan vi ikke med al vores kontrol holde op med at trække vejret. Det sker af sig selv. Og så vokser frøet i jorden også helt af sig selv.
Og der er noget fascinerede ved at lægge et lille undseeligt frø i jorden, der så vokser op og bliver et stort træ. Men det mest fascinerede ved et frø, sker faktisk under jorden, helt inden det er begyndt at spire. Det første et frø gør, før det sætter en grøn spire mod himlen, er at begynde at sætte rødder ned i dybet. Og rødderne er lange og dybe, og når længere ned end den første, lille spæde spire i jordens mørke. Rødderne vokser i mørket, og holder spiren fast i livet.
Vi mennesker skal også slå rødder. Lange og dybe rødder ned i mulden omkring os, så vi står fast. Vi kan ikke bare vokse grønne ud i lyset og verden, for at blive beundret af andre – nej, hvis vi gør det, og glemmer at slå rødder i mørket, så visner vi. Vi skal slå rødder – eller man kan sige, at vi skal huske at hvile. Vi skal sove på livet, for når vi gør det, så slår vi rødder.
Det er tydeligt Biblen igennem. Ja, helt fra første fortælling i Bibelen, nemlig vores skabelsesberetning. Gud skaber verden, og på den 6. dag skaber han mennesket – han skaber en mand og en kvinde. Og dagen efter bestemmer Gud, at det skal være hviledag. Mennesket er lige kommet til verden, og der får de en masse opgaver af Gud, hvor de skal passe på jorden og varetage den, og lige som de har fået den opgave, skal de begynde med at hvile. De skal slå rødder, før de kan tage kontrol.
Det må vi ikke glemme – vi skal huske at hvile. Vi skal slippe kontrollen, og hvile. Lade roen komme til os, og stole på, at når vi slipper den kontrol, som vi har så svært ved at lade falde, så sker der også noget. Vi slår rødder.
Og kun et frø med rødder, kan spire.
Selv Videnskaben har også fundet frem til, at hvilen er vigtig. Cellerne fornyer sig, og vi gøres klar til en ny dag. Børn og unge vokser mens de sover. Men hvis vi skal sige det smukt, så hjertet forstår, hvad vi taler om, så fornyer skaberværket sig i hvilen. Hvilen er en lang udånding efter den heftige og aktive indånding. Vi ånder ud, og vi slipper og giver plads til at modtage.
Så meget andet i livet handler om, at vi skal give og gøre. Handle og behandle. Reagerer og agere. Men i hvilen, er det os, der modtager. Og selvom Adam og Eva endnu ikke havde et resultat af deres opgaver, som de kunne fremvise Gud, så var hvilen deres alligevel. Den er en Guds gave til. En nødvendighed, så livet kan spire ud i lyset. Vi skal have rødder.
Jesus siger i dag til os, at Himmeriget ligner et sennepsfrø. Et lillebitte frø, der mest af alt ligner lidt snavs som man børster af tøjet. Sådan er Guds riget. Men det kommer i jorden, slår rødder, og vokser op og bliver stort nok til at fuglene, der flyver i himlen, og kan se hele verden fra oven, bygger rede i det.
Sennepstræet er ikke det største træ – faktisk ikke højere end en voksen mand. Men det har nogle særlige egenskaber, som alle kendte til på Jesu tid.
1. Frøene kan holde deres spireevne i mange, mange år. Ja helt op til 40 år. Så frøet forgår ikke så let.
2. Sennepsplanten blev set som ukrudt i Middelhavsområdet, fordi den vokser hurtigt og vild.
Gudsriget er som et sennepsfrø, siger Jesus.
Men hvad er Guds rige? Gudsriget er egentlig ikke et sted. Guds rige er, når Guds vilje med verden, og vores verden falder sammen. Bliver et. Når kærligheden bliver det, der står forrest i livet. Guds rige sker i dåben, hvor vi med tre håndfulde vand og ord, oplever, at Gud bøjer sig ned og kommer til stede mellem os. Guds rige er nadveren, hvor vi gennem lidt brød og lidt saft og ord, oplever at være en del af noget større. Guds rige er det, der kommer til os helt af sig selv.
I Fadervor beder vi: Helliget blive dit navn, kommet dit rige. Vi beder om, at Guds rige til stadighed må komme til os. Og at det også må komme selv på de dage, hvor vores daglige anstrengelser i livet ikke gav pote. Guds rige kommer til os, også når vi fejler. Guds rige er håbet på, at fremtiden kan stå i næstekærlighedens tegn, også de dage, hvor tweets, trusler og terror ryster os i vores grundvold. Guds rige er også et fremtidshåb. Og selvom det til tider kan opleves så lille som et sennepskorn, der børstes væk fra tøjet, så er det et stædigt lille frø, der holder ud og holder ved. Og er det først sået, så venter det indtil den dag, hvor det kan bryde frem. Måske vi ikke ser det, men det sætter rødder i det dybe, for en dag at spire frem.
Og så vil det vokse vildt og i alle retninger.
Eller som Michel Serres, der var fransk filosof, engang udtrykte det: ”Det er det, der vil ske ved verdens ende, om morgenen på den sidste dag. Tiden vil sprudle i en retning, vi ikke har kunnet håbe på.”
Guds rige vil sprudle og brede sig i retninger, vi ikke engang har turdet sætte vores lid til.
Guds rige er et lillebitte sennepsfrø, der bliver plantet dybt inde i vores hjerter, og venter på at spire. Og vi skal overgive os til det – overgive os til, at når vi slipper trangen til at kontrollere alt i livet, så vokser der noget frem, vi ikke anede var der. Noget stort, smukt og ganske fantastisk.
Det er det gode budskab. Et budskab vi skal turde sove på – for nogle ting kommer man faktisk sovende til.
Vi skal overgive os til, at alt ikke er i vores hænder, og at noget sker uden vi vores kontrol. Men vi kan beundre det, skatte det og takke for det.
Og så huske at hvile – så frøet i vores indre kan slå rødder. Rødder så dybe, at spiren en dag vil stor nok til, at himlens fugle vil bygge rede i det.
Amen
Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.
