søndag den 20. oktober 2013

21. søndag efter trinitatis 2013



"Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”, sådan siger Jesus til den kongelige embedsmand. Og sådan siger han også til os i dag. Vi vil se tegn og undere. Vi vil se beviser, før vi kan tro.

Det bliver især tydeligt, når livet vil brydes med os. For så vil vi rigtig gerne have tegn og undere fra Gud.

For det kan gøre ondt at leve. Rigtig, smertefyldt ondt. Det kan være uretfærdigt, uforståeligt og uforsonligt. Det er et vilkår, som vi deler, at livet også er hårdt. Vi er fælles om sådanne erfaringer, om end vi sjældent deler dem med hinanden.

For hvordan deler man afmagt, ensomhed og forvirring? Vi bør dele det noget mere, men det er svært, fordi vi er inde og berører det mest sårbare ved menneskelivet, nemlig vores egen skrøbelighed.

Vi er skrøbelige væsner. Vi kan rammes af naturkatastrofer, sygdomme og knuste hjerter. Vi kan rammes så hårdt, at livet aldrig bliver det samme igen.

Men vi er skrøbelige, fordi der er noget på spil – fordi livet ikke er ligegyldigt. Det betyder noget – vi betyder noget for hinanden.

Derfor rammes vi. Og selvom vi ved, at sådan er det, og selvom ingen af os i virkeligheden ønsker det anderledes, for så ville det indebære, at vi holdt med at betyde noget for hinanden, så kan det være svært at acceptere, når livet gør ondt. Når vi bliver stillet overfor eksistens skrøbelighed og vores egen afmagt.

Og i afmagten er vi parate til næsten at gøre alt, så vi kan lindre smerten. Vi leder efter tegn og undere. Vi søger efter noget, der kan sige vores smerte imod? Hvem kan se sig fri for ikke at have gjort det? Bedt om et under eller et tegn? Bedt Gud om at gribe ind? Bedt ham om at vende det uretfærdige til det retfærdige?

Det er så menneskeligt at gøre.

Jeg har selv gjort det. Bedt Gud om mirakler. Selvfølgelig har jeg det, for jeg er også derude til tider, hvor jeg ikke længere kan bunde og må række hænderne op efter hjælp.

Men vi skal huske række dem det rigtige sted hen. Vi rækker dem desværre alt for ofte derhen, hvor vi kræver af Gud, at han beviser sin eksistens. At han træder i karakter.

Det er så udbredt en del af vores tid, at man skal kunne sælge sig selv. Man skal netop træde i karakter, være ekstrovert og kunne vise verden, hvem man er. Så det er nærliggende at overføre sådanne krav til Gud, at han også skal bevise sit værd.

Og når det, vi kræver, eller ønsker, så ikke sker? Når vi alligevel må tage kistens håndtag i vores hånd, i stedet for at holde hinanden i hænderne. Når sygdom ætser en krop væk. Eller når den, man elsker, alligevel går sin vej. Hvad så – hvor var Gud? Har han fejlet – kan vi ikke længere tro på ham?

Ja, for mange forsvinder Gud i katastrofen og ulykken. Mange mister Gud i mørket.

De mister Gud, fordi de bliver skuffede over, at han ikke trådte i karakter. Over at ulykken på trods kunne ramme. På trods af hvad, kunne man fristes til at spørge? Vores tro?

Nej, sådan er Gud ikke. Han holder ikke nogle af os tættere på sig, og andre i strakt arm. Var Gud sådan, ville det betyde, at samtlige ulykker var en straf fra Gud. Og det ville betyde, at ulykker var retfærdige, fordi de var fra Gud. Og hvem kender vi, som virkelig har fortjent ulykke? Hvem kan vi pege på, og sige, at det var Guds straf? Hvem af os, har lov til at kaste den sten?

Nej, siger jeg. Vi skal ikke bede om tegn og undere. For det er at bede Gud om at gøre forskel på sin skabning. At elske nogle af os højere end andre.

Vi skal ikke række vores hænder mod tegn og undere, og kræve af Gud, at han gør forskel på os. Vi skal derimod række vore hænder mod Gud, når vi ikke kan bunde og bede ham om at være os nær.

Vi tror, vi har brug for en Gud, der vil gøre, hvad vi ønsker, men vi har brug for en Gud, der er tæt på.

Det kan lyde som en ringe trøst, når man står og skal miste. Når livet er så rungende forkert, at vi tror, vi aldrig skal trække vejret igen. Men det er en trøst. For i stedet for at se mod Himlen og kræve, at Gud gør noget, så skal vi se på den vej, der ligger foran os, som vi skal gå.

Og det hører vi om i dag, da Jesus siger til den kongelige embedsmand: ”Gå hjem, din søn lever”. Gå hjem. Gå.

Jesus beder os om at gå – at vandre. Og embedsmanden, der ikke har andet end Jesu ord med sig, tror ham og går. Går en lang vej hjem, hvor han ikke ved, om det er sandt, hvad Jesus siger. Men han går.

Og embedsmandens vandring bliver et symbol på den vandring, vi er på her i livet.

Vi skal gå på et ord fra Gud om, at vi skal leve.

Da Jesus dengang helbredte mandens søn, blev det et symbol på, at også vores liv rummer mere end mørket, at der er mere at sige om vores liv end det øjet ser; nemlig at vores liv rummer Guds kærlighed. Derfor kan Gud tillade sig at sige til os: ”Gå. Gå ud i dit liv, og bær det, som du ikke tror, du magter at bære. Gå og jeg går med dig.”

Vi er ikke alene, og det hvad Gud siger til os. Det er hans ord til os. Vi er ikke alene. Selv når vi ikke mærker ham, er han med os. Selv når vi ikke tror, han træder i karakter, så er han med os.

Gud er stædigt med os i vores liv – i vores skrøbelighed. Han er med selv der, hvor livet er rungende forkert. Da står han der som et vidnesbyrd om, at der er mere at sige om livet end mørket.

Og det, netop det, har vi fået et tegn på. Et eneste tegn, der gør det ud for dem alle: nemlig det, at Gud blev et menneske.

Gud bøjede sig hele vejen ned på mod jorden, og blev som os, for at vise os, at han er med os i det liv, som vi skal leve på godt og ondt. Gud er tæt på. Han hænger ikke længere på korset – han er steget ned, og sidder lige ved siden af dig midt i livet.



Kom vær hos mig, himmelske Fader,

min styrke jeg låner af dig.

Når kræfter og mod mig forlader,

hvordan skal jeg da finde vej?

Jeg ved, at du aldrig vil svige,

mens jeg ville vakle og vige

om ikke du bliver hos mig. (DDS 677,4)

Amen



Dagens tekst:

Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin.
Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro. Joh 4,46-53