Nytåraften 2021

I dag på årets sidste dag bliver den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu begravet. Han døde 2. juledag – 90 år gammel.

Desmond Tutu arbejdede livet igennem for forsoning i Sydafrika efter apartheid, og så var hans teologi gennemsyret af kærlighed, tolerance og sameksistens.

Hele den kirkelige verden har i den seneste uge hyldet Desmond Tutu for den han var, det han gav og den udvikling, han skubbede til.

Den Gud Desmond Tutu talte om, var en Gud, der så mennesker – ikke køn. Der så individer – ikke hudfarve. En Gud, der ikke dømmer folk pga. deres seksualitet, og en Gud der kan holde alle ud - også dem, der ikke kan holde sig selv ud. 

Desmond Tutu brugte et begreb, der hed UBUNTU. Det stammer fra Zulu, og betyder menneskelighed. Men det kan også oversættes med: ”jeg er, fordi vi er” eller ”et menneske er et menneske gennem andre mennesker”. Desmond Tutu udviklede begrebet ind i en kristen sammenhæng, hvor det fik en ny og mere universel betydning. Ubuntu gælder alle mennesker over hele kloden, og vi er bundet sammen i et kæmpestort net. Ingen står udenfor nettet – vi er alle en del af det.

I en tid hvor vi holder afstand, og undgår store menneskemængder, har vi i den grad brug for at blive mindet om fællesskabet. Mindet om, at det er fordi, vi væver vores liv sammen med andre, at vi er til.

Man siger, at alle i verden er forbundet i 6. led. Dvs. at leder man efter en vens vens vens osv. – ud i 6. led – så vil alle mennesker være forbundet med hinanden.

Større er jorden ikke – flere er vi ikke – end vi er sammen her på jorden, og kender hinanden, om ikke andet så ude i 6. led.

Men vi er ikke ens, alle os mennesker. Vi har samme værdighed – heldigvis, men vi er forskellige. Ligesom en krop har forskellige lemmer, men alle er nødvendige. Vi kan ikke se vores hjerter eller lever; men uden dem kan vi ikke leve. Vi tænker ikke over, at vi trækker vejret, men uden vores lunger kan vi ikke få vejret. Vi tænker ikke over, at vi rejser os og går – men uden ben står vi stille. Vores krop er sammensat af forskellige lemmer, der tilsammen udgør en krop. På sammen måde er menneskeheden forskellige, men vi kan ikke undvære en eneste. Forskellighed er nødvendig og en gave. Der er brug for alle – og ingen er mere værdifuld end andre. Deri ligger der en værdighed.

Der er sidst på året talt meget om værdighed i medierne. Hvornår er man værdig, har spørgsmålet lydt? I FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948, står der: "Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder".

Man kan tale om to slags værdi. Der er den iboende værdighed, vi alene har, fordi vi er til i verden: fordi vi er blevet født ind i dette liv, og dermed er en del af menneskeheden. I kristen tankegang vil vi sige, at vi er lige, fordi vi alle har gudbilleligheden. Vi er alle født med noget i os, der ligner Gud – en refleks til at spejle kærligheden og et kompas til at guide os gennem livet.

Men man kan også tale om værdighed mellem mennesker – som det, vi giver hinanden, når vi udviser hinanden respekt. Værdighed er både at modtage og give – at man som individ giver til dem, der har brug for det; men faktisk også, at man tager i mod. At man tillader andre at være næstekærlige. Det er lige så næstekærligt at kunne modtage, som det er at give til andre. For selv det menneske, der er til besvær, er et værdigt menneske. Selv det menneske, der bare ligger og intet kan, kan stadigvæk tilbyde noget. Det handler om de øjne, der ser. Hvordan ser vi på hinanden?

Ubuntu. Jeg er, fordi vi er. Det er i mellemrummet mellem mennesker, at håbet fødes og kærligheden trives. Der sker noget mellem mennesker, når vi mødes, og med ærlig nysgerrighed – ikke nyfigenhed – men med den nysgerrighed, der kalder den bedste udgave af os frem i lyset.

VI rummer muligheder – det er kristendommens påstand. Alle mennesker rummer muligheder. Der findes ikke et menneske, der ikke har noget at give – som ikke kan berige mellemrummet mellem mennesker. Vi skal bare nogle gange lede lidt, og lede sammen. Men bare det at blive mødt med åbenhed fra et andet menneske, uden dom og uden fordomme, kan gøre en forskel. Det afhænger af øjnene, der ser.

Og i en tid, hvor det kun er øjnene, vi ser hos hinanden, fordi vores mundbind dækker vores ansigt, har vi i endnu højere grad brug for milde blikke. Vi kan jo så nemt gennem os bag mundbindet, og gå lige forbi folk vi egentlig kender. Så øjenkontakten er vigtigt – vi skal ses.

Værdighed er noget, vi giver til hinanden, og det begynder med et blik.

I kristendommen kan vi godt tale om, hvordan Jesu eget blik mon var. Vi har alle måske en forestilling om, hvordan det vil være, hvis Jesus så på en. Charlotte Rørth der mødte Jesus i et syn, skriver sådan om at møde Jesus:

"Han er stoppet op i sin gang og står stille og venter på mig. Jeg kan mærke, at han ser på mig, men venter lidt med at se ham i øjnene. Jeg betragter langsomt hans ansigt. Det er klassisk smukt, som en græsk gud, og det rødlige hår er en harmonisk forlængelse af hudens solbrændthed. Da jeg vover at møde hans blik, ser jeg ind i øjne, der er grønne og grå med en snert af blåt og fyldt med venlighed (...)

- Velkommen, godt at se dig.

Han siger det, uden at jeg forstår det, men min bevidsthed fatter det med det samme. Han kender mig. Han kender hvert et gram, hvert et sekund, kan se igennem alt, kan lide mig alligevel, trods alle mine løgne, små og store, min surhed og smålighed (...)" (uddrag fra "Jeg mødte Jesus" af Charlotte Rørth)

Sådan må det være at være set af Jesus – han ser det hele, og elsker alligevel. Elsker med en selvfølgelighed, og ikke kun på trods.

Jesus giver os værdighed gennem sit blik. Gennem sin væren, og selvom vi ikke ser ham, så møder vi ham i vores liv. Han er til tider usynligt til stede, men det kan hænde at vi i vores næsten blik, får et glimt af Jesu blik på os. Han ser os - også når vi ikke kan få øje på os selv. Han ser os og siger til hver eneste af os: godt at se dig. Vi er ikke alene. 

Vi holder afstand, men vi er ikke alene. Heller ikke nu efter næsten to år med en pandemi. Vi er stadigvæk i et stort universelt fællesskab. Vi er stadigvæk mennesker sammen - og Jesus er stadigvæk en del af vores fællesskab.

I morgen går vi ind i et nyt år – 2022 - et helt år fyldt med solopgange. De fleste håber, at coronaen vil forsvinde – det må være første gang i langt tid, at verden har haft et fælles nytårsønske.

Det ønske – den bøn – vil vi lægge, i hænderne på Gud.

Vi ved ikke, hvad året vil bringe – heldigvis. Men hvad det end bringer, har vi Jesu blik med os.

Jesus gav os engang fadervor. En bøn, der i al sin enkelhed favner verdens kompleksitet. En bøn der binder mennesker over hele verden sammen, og som bedes på mange sprog. Den vil vi bede om lidt, sammen. 

Vi er forbundet.

Må 2022 bringe os fred og kærlighed. Må vi møde hinanden med værdige blikke.

Amen

Dagens tekst:
https://www.bibelselskabet.dk/nytaarsdag-fra-anden-raekke

Juleaften 2021

I morgen på juledag bliver det hidtil største teleskop forhåbentlig sendt ud i rummet. Det er James Web teleskopet, der skal afløse Hubble teleskopet, der siden 1990 har sendt billeder tilbage til jorden af vores univers.

Når man sådan tager billeder af universet, så tager man faktisk billeder af fortiden. Det gør man, fordi lyset rejser med en bestemt hastighed, og inden lyset når teleskopet kan det have rejst millioner af år, og dermed være millioner af år gammelt. Så vi har en unik mulighed for at se tilbage i tiden, så at sige.

Hubble teleskopet zoomede på et tidspunkt ind på en lille del af universet i 11 dage, så den kunne opfange så meget lys som muligt. Det var bare en lille del af himlen, der umiddelbart forekom tomt og mørkt, og som Hubble alligevel zoomede ind på. Da man så billede opdagede man, at der langt ude var ikke mindre end 3000 galakser på det lille billede.

Vores klode er selv i en galakse, som vi kalder for Mælkevejen, og i vores Mælkevej – vores galakse – er der mange, mange solsystemer. Man regner med, at der er mellem 200-600 milliarder sole, altså stjerner, i vores mælkevej alene.

Og nu har man altså ved at zoome ind på en lille del af den store nattehimmel fundet 3000 galakser fyldt med milliarder af solsystemer og planeter.

Og nu bliver der sendt et endnu større og bedre teleskop op, der kan tage billeder af endnu mere, og endnu dybere ind i universet. Der er meget, der kan gå galt, når man skal sende den op, men det kan også gå godt. Og går det godt, kan vi lære endnu mere om den verden, vi lever i.

Det er helt vildt at tænke på. Jeg kan stadigvæk blive lidt svimmel ved tanken om, at vi kan sende noget så kompliceret ud i rummet, og faktisk se tilbage i tiden til dengang universet kun var 100 millioner år gammelt.

Verden er så stor, og man kan som menneske komme til at føle sig meget lille eller meget stor ved tanken. Lille, fordi vi bare er støvfnug, når man sammenligner os på den store skala – og store, fordi vi faktisk er her i livet på denne smukke, blå klode. Og nogle gange føler vi lidt af begge dele.

Men lige meget hvad er det sundt for os en gang imellem at løfte blikket og kigge ud. Der er så meget tummel i livet, restriktioner og frygt, der til dagligt får tag i os, og som på mange måder definerer meget af vores liv. Men vi kan alle kigge på nattehimlen, se ud i universet og undre os. Og måske fyldes med en glæde over, at verden er endnu større og vildere, end vi kan forestille os.

Det er også noget af det, som forskerne glæder sig allermest til ved det nye James Web teleskop, nemlig at lære om det, de slet ikke kan sige selv. De glæder sig til at opdage noget helt nyt – noget der kan få dem til at udbryde WOW (som WOW! signalet)

Det er noget fundamentalt menneskeligt at kunne glæde sig til det, man endnu ikke har opdaget eller oplevet. Som vi glæder os til at juleaften.

Søren Kierkegaard, der var dansk filosof og teolog, talte om, at forventningens glæde altid er den største. Han skulle efter sigende ud fra den devise, have inviteret sin forlovede Regine Olsen i teatret, og lige inden forestillingen gik i gang, så rejst sig, og bundt hende at nu de skulle gå hjem. For nu havde de fået det bedste – nemlig forventningen glæde, og så behøvede de ikke teaterstykket.

Det vil nok ikke gå i aften, hvis vi siger til børnene, at de ikke må få deres pakker, fordi de allerede har fået det bedste.

Men hvordan vi end modtager glæden, så gør den noget ved os. Den gør os en smule højere, og gør verden en smule større. Og så kan glæde faktisk masseres frem i ens liv. Når man øver sig på at takke, så vil glæde flytte lige så stille ind i livet. Og der er noget at takke for – vi kan takke for tag over hovedet, for solopgange og stjerner på himlen. Vi kan takke for mad på bordet, for hinanden, fællessang og oplevelser. Vi kan takke for tilværelsen, der viser sig lige foran os, og som kan åbne vejen til glæden for os.

Og vi siger jo tak – tak for gaverne, tak for hjælpen, tak for et opkald. Vi er på mange måder rigtig gode til at takke, men der sker noget når vi bliver bevidste om at takke for hverdagen også. Glæden flytter ind.

I aften handler det om glæden, der flytter ind i verden – om glæden, der bliver født som et lille barn. Den største glæde af dem alle, er, da Gud en nat bliver født som et lille skrøbeligt menneske – et lille støvfnug – i en stald, så han kunne fortælle os om det største af alt, nemlig kærligheden.

Gud er kærlighed, står der direkte citeret fra Bibelen. Og det er også en glæde, der kan vække taknemmelighed, at vi får lov at dele kærligheden.

Og kærlighed skal deles. Kærlighed er som en plante, der bliver plantet i mellemrummene mellem mennesker, og som slår rødder ind i vores hjerter, mens spiren vokser frem mellem mennesker – og mellem mennesker og Gud.

Det er det, julen handler om – den kærlighedsspire der vokser mellem os og Gud. Den blev plantet ved universets skabelse, og begyndte at blomster julenat, da Gud vælger at blive født som menneske. Gud vælger en fattig kvinde som mor til Jesus. For rigtigt at forstå det, skal vi måske forestille os, at Gud lader Jesus føde i en flygtningelejr eller i et busskur. Selv de vise mænd – de hellige tre konger – der kommer besøg, tager først til kongen, fordi de tror, at de kan finde Jesus der. De kunne ikke forestille sig, at Gud blev menneske i en stald.

Og sådan er det med Gud – Guds kærlighed er altid at finde på steder, vi slet ikke kunne forestille os. Men hvis vi ser på verden som gennem et teleskop, vil vi kunne se mere end vi kan forestille os – hvis vi stiller skarpt, kan vi se, at Gud virker og er i verden – også på steder, der umiddelbart virker sorte og tomme

I morgen bliver der sendt et nyt, stort teleskop op, der skal opdage verden.

Vi skal også opdage verden – vores egen livsverden. Vi skal få øje på alt det, der allerede er der, og som vi kan være taknemmelige for. Vi skal kigge – nogle gange længe – men så vil der også komme små lys til syne.

For lyset er kommet til verden. Og det i en stald.

Må Guds lys altid skinne for os – må verden åbne sig for, og må vores nysgerrighed altid blive mødt af glæden over det ukendte.

Glædelig jul.

Amen

Kirkebøn: 

Livets Skaber

Tak, fordi du åbner din himmel og kommer til verden – Ikke som vi troede, at du ville; men som du skulle for at kunne fortælle os om din kærlighed.

Vi beder i dag for den verden, vi lever i. Vi beder for alle på flugt fra krig eller fra deres liv. Vi beder for alle syge, og alle der er bange og udmattede. Vi beder for alle der skal dø, og alle der skal miste.

Vi beder for alle der sidder alene – ikke bare i aften, men altid. Vi beder for alle der mangler – om det er et hjem, kærlighed, en familie eller håb.

Vi beder for alle med magt – må de bruge den til at skabe en verden, vi kan leve i og en klode vi kan være på.


Vi beder for Møllevangskirken – for alle kirker i hele verden. Må de stå som fyrtårne af håb i en verden, der hvor håbet kan svigte.

Må vi altid mærke julens glæde hele året. 

2. søndag i Advent 2021

Vi tænder i dag endnu et lys i adventsstagen. Og for hver søndag bliver lyset stærkere og stærkere – breder sig mere og mere.

Lys har en særlig egenskab – det lyser alt i nærheden op. Det kan slet ikke lade sig gøre at tænde et lys og så kun få det til at skinne for en selv – er der andre i nærheden, vil det lyse op for dem også. Det skinner for alle. Jesus siger, at et lys skinner for alle i et hus.

I det øjeblik, man tænder et lys, vil det sprede sig – lyse op.

Lyset er ikke et individualistisk projekt – lyset er kollektivt. Det skinner for alle.

Lyset er det første som Gud skaber, da han skabte verden. Mørket var der i forvejen, men da Gud første gang skaber noget – vil noget med verden – da er det lyset, han skaber. Bliv lys, sagde han. Og fra et enkelt punkt eksploderede lyset ud i alle retninger og bredte sig mere og mere.

Oplyste verden.

Og siden har vi mennesker vendt os mod lyset. Vi tænder lys i denne mørke tid – vi stiller lysene i vindueskarmene, så det både sender lys ind i stuen, men også sender lys ud i verden. Vi vender os mod lyset – beundrer billige lyskæder, men som sat i en busk i en forhave, bliver en bebuder af håb. Det bliver vitterligt et lille hverdagsunder i al det mørke og grå.

Vi vender os mod lyset – når solen rammer jorden med sin første forårsvarme, så vender vi ansigterne mod den, og lader dens varme optø vores forfrosne sjæle.

Vi vender os mod lyset i et andet menneskes øjne, som får lov at skinne også på os – mod os.

Vi vender os mod lyset.

Himmeriget er som at få en lampe foræret.

Jeg har altid forestillet mig det som en flagermuslampe, men det kunne også være en petroleumslampe eller en lille skål med en væge i. Himmeriget er som en lampe, man får. Du har den allerede i hånden – lampen er din, hvis du vil have den. Det eneste, den mangler, er olie. Brændstoffet – det der skaber lyset og skaber varmen. Det er kærligheden – kærligheden, er kommer med glæde, håb, varme og lys.

Kærligheden. Vores lamper skal fyldes med kærlighed, så de kan lyse op.

Og Advent er en fortælling om at tage imod den kærlighed, der snart kommer til verden som det lille Jesusbarn.

Jeg lyttede for nyligt til en samtale mellem biskop Thomas fra retrætestedet Anafora i Egypten og Areopagos’ landechef Dorthe Davidsen Langås, hvori biskop Thomas taler om advent. Han siger følgende:

[Advent er]..

”At vi har brug for mærke, at Gud elsker så meget, at han blev menneske som os - så vi kan blive som ham. Vi føler Guds kærlighed, som omfavner os, og bringer os til en anden dimension – et andet niveau til at forstå vores menneskelighed. Han velsignede vores menneskelighed, så vi kan dele vores menneskelighed med ethvert andet menneske. Advent er en chance for alle til at forstå Guds kærlighed til menneskeheden.

Vi elsker, som han elskede os.

For at forberede mig på advent, må jeg forberede mig på at elske. Ikke som en slags social kærlighed eller overfladisk kærlighed. Da Jesus elskede os, elskede han os på et andet niveau. Han elskede os, også selvom vi var langt væk. Han elsker os stadigvæk.

Han elskede vores menneskelighed.

Advent er en mulighed for at vise kærlighed til de mennesker, vi er uenige med. At vise kærlighed til de mennesker, der er langt væk. At vise kærlighed til vores naboer og familier. Det er en periode, hvor vi skal udtrykke kærlighed på alle niveauer. Så kærlighed skal være vores hovedfokus i denne periode.”

Sådan taler biskop Thomas om kærligheden. Han siger, at advent er forberede sig på at elske. Og ikke bare elske det nemme eller lette – ikke bare lyse for dem, man selv synes, der skal lyses for – men elske vidt og bredt. Sprede kærligheden så ødsel og gavmildt, som stod man med en lampe i hånden, der kunne lyse et helt rum op.

Men som det er med kærlighed, så har vi et valg. For kærligheden kan i sin natur ikke tvinge. Begynder den at tvinge andre, da er den ikke længere kærlighed. Kærligheden er fri og gives i frihed. Den er en foræring, og man kan vælge, at sige nej. Eller vælge ikke at tage stilling. Vælge at nøle.

Og det handler slet ikke om, at Gud ikke elsker os alle sammen. For det gør han. Han elsker os mennesker – alle sammen – så tåbeligt meget, at han selv blev menneske for at møde os. Han elsker dem i fængslerne, dem der helliger deres liv til at skade andre – han elsker de trælse og de påståelige – de dumme og de grimme. Han elsker de smukke og succesfulde – og dem der ingenting kan. Han elsker de vaccinerede og de ikke vaccinerede. Han elsker ALLE. Ikke et eneste menneske står uden Guds kærlighed. Vi kan alle få en lampe af Gud.

Men det er op til OS selv om vi vil lade den lampe skinne og lyse. Det er op til OS, om vi er klar til at tænde den, så den kan lyse for os – gennem os.

Og lampen kan lyse. Den kan lyse alle krogene op, gøre spindelvævet synligt og rodet langs væggene. Men – åh – den bringer også varme og klarhed. Vi kan vende os mod den.

Så spørgsmålet er: Vil vi lukke Guds kærlighed ind – om ikke andet så gennem en lille bitte sprække et sted. En lille åbning for kærligheden, så lyset lige så stille kan sive ind. For gennem selv sådan en lillebitte sprække af tvivl, kan der med tiden flyde så meget olie, at det kan fylde en hel kande. Men vi kan ikke tage imod Guds kærlighed på andres vegne, men vi kan derimod lyse for andre. Dele kærligheden i håbet om, at de opdager den lampe, de også står med i hånden.

For vi hænger sammen med Himmeriget – vi har fået lampen i hånden, og vi er inviteret til at lyse verden op.

Advent kommer af Adventus Domini. Det betyder Herrens komme. Vi venter på at høre fortællingen endnu en gang om Jesu fødsel. Om engle på marken, der synger for hyrder. Om fred og glæde.

Jesus, der bliver født julenat, vokser op, og bliver sidenhen kaldt Kristus. Det er et hædersnavn, han får. Den betyder den salvede. Man salver en konge med olie for at vise hans kongeværdighed. Man salver ham med OLIE. Når vi siger Jesus Kristus har vi olie.

Guds kærlighed er forbundet med Jesu Kristi liv med os. Guds kærlighed er vævet sammen med menneskelivet.

Adventus Domoni – Herrens komme. Kærlighedens lys. Det er håbet – det er glæden – det er livet.

Amen




Dagens tekst:

https://www.bibelselskabet.dk/2-s-i-advent-fra-anden-raekke




Kirkebøn:



Lysets skaber – kærlighedens kilde

Du har villet lyset i verden, Gud. Du har spredt det i hele universet. Selv et lille lys, kan fjerne det mest solide mørke.

Brug os som små lanterne i live, så vi kan lyse vejen op for andre. Lad lyset tage mere og mere til i verden, så mørket får mindre og mindre magt.

Giv os af din kærlighed, og giv os mod til at tage imod den.

Lær os at se mennesker med dine øjne, så vi ser på hinanden med kærlighed for forståelse. Lær os at der ikke er forskel på mennesker – du elsker alle.

Vi beder Gud – for alle der er langt fra os, og alle vi ikke forstår. Vi beder for alle syge og alle i sorg. Vi beder for alle i smerte og alle med knuste hjerter. Vi beder for alle fattige og alle der lever i mangel på mad, hjem, familie, humor eller glæde.

Vi beder for alle med magt – lad dem forvalte den lige så klogt som var de en brudepige med olie i lampen.

Vi for din kirke her i MV og for alle kirker i hele verden. Lad os vente på Herrens komme sammen. Lad os vente og bruge ventetiden på at sprede kærlighed. Amen