Når man sådan tager billeder af universet, så tager man faktisk billeder af fortiden. Det gør man, fordi lyset rejser med en bestemt hastighed, og inden lyset når teleskopet kan det have rejst millioner af år, og dermed være millioner af år gammelt. Så vi har en unik mulighed for at se tilbage i tiden, så at sige.
Hubble teleskopet zoomede på et tidspunkt ind på en lille del af universet i 11 dage, så den kunne opfange så meget lys som muligt. Det var bare en lille del af himlen, der umiddelbart forekom tomt og mørkt, og som Hubble alligevel zoomede ind på. Da man så billede opdagede man, at der langt ude var ikke mindre end 3000 galakser på det lille billede.
Vores klode er selv i en galakse, som vi kalder for Mælkevejen, og i vores Mælkevej – vores galakse – er der mange, mange solsystemer. Man regner med, at der er mellem 200-600 milliarder sole, altså stjerner, i vores mælkevej alene.
Og nu har man altså ved at zoome ind på en lille del af den store nattehimmel fundet 3000 galakser fyldt med milliarder af solsystemer og planeter.
Og nu bliver der sendt et endnu større og bedre teleskop op, der kan tage billeder af endnu mere, og endnu dybere ind i universet. Der er meget, der kan gå galt, når man skal sende den op, men det kan også gå godt. Og går det godt, kan vi lære endnu mere om den verden, vi lever i.
Det er helt vildt at tænke på. Jeg kan stadigvæk blive lidt svimmel ved tanken om, at vi kan sende noget så kompliceret ud i rummet, og faktisk se tilbage i tiden til dengang universet kun var 100 millioner år gammelt.
Verden er så stor, og man kan som menneske komme til at føle sig meget lille eller meget stor ved tanken. Lille, fordi vi bare er støvfnug, når man sammenligner os på den store skala – og store, fordi vi faktisk er her i livet på denne smukke, blå klode. Og nogle gange føler vi lidt af begge dele.
Men lige meget hvad er det sundt for os en gang imellem at løfte blikket og kigge ud. Der er så meget tummel i livet, restriktioner og frygt, der til dagligt får tag i os, og som på mange måder definerer meget af vores liv. Men vi kan alle kigge på nattehimlen, se ud i universet og undre os. Og måske fyldes med en glæde over, at verden er endnu større og vildere, end vi kan forestille os.
Det er også noget af det, som forskerne glæder sig allermest til ved det nye James Web teleskop, nemlig at lære om det, de slet ikke kan sige selv. De glæder sig til at opdage noget helt nyt – noget der kan få dem til at udbryde WOW (som WOW! signalet)
Det er noget fundamentalt menneskeligt at kunne glæde sig til det, man endnu ikke har opdaget eller oplevet. Som vi glæder os til at juleaften.
Søren Kierkegaard, der var dansk filosof og teolog, talte om, at forventningens glæde altid er den største. Han skulle efter sigende ud fra den devise, have inviteret sin forlovede Regine Olsen i teatret, og lige inden forestillingen gik i gang, så rejst sig, og bundt hende at nu de skulle gå hjem. For nu havde de fået det bedste – nemlig forventningen glæde, og så behøvede de ikke teaterstykket.
Det vil nok ikke gå i aften, hvis vi siger til børnene, at de ikke må få deres pakker, fordi de allerede har fået det bedste.
Men hvordan vi end modtager glæden, så gør den noget ved os. Den gør os en smule højere, og gør verden en smule større. Og så kan glæde faktisk masseres frem i ens liv. Når man øver sig på at takke, så vil glæde flytte lige så stille ind i livet. Og der er noget at takke for – vi kan takke for tag over hovedet, for solopgange og stjerner på himlen. Vi kan takke for mad på bordet, for hinanden, fællessang og oplevelser. Vi kan takke for tilværelsen, der viser sig lige foran os, og som kan åbne vejen til glæden for os.
Og vi siger jo tak – tak for gaverne, tak for hjælpen, tak for et opkald. Vi er på mange måder rigtig gode til at takke, men der sker noget når vi bliver bevidste om at takke for hverdagen også. Glæden flytter ind.
I aften handler det om glæden, der flytter ind i verden – om glæden, der bliver født som et lille barn. Den største glæde af dem alle, er, da Gud en nat bliver født som et lille skrøbeligt menneske – et lille støvfnug – i en stald, så han kunne fortælle os om det største af alt, nemlig kærligheden.
Gud er kærlighed, står der direkte citeret fra Bibelen. Og det er også en glæde, der kan vække taknemmelighed, at vi får lov at dele kærligheden.
Og kærlighed skal deles. Kærlighed er som en plante, der bliver plantet i mellemrummene mellem mennesker, og som slår rødder ind i vores hjerter, mens spiren vokser frem mellem mennesker – og mellem mennesker og Gud.
Det er det, julen handler om – den kærlighedsspire der vokser mellem os og Gud. Den blev plantet ved universets skabelse, og begyndte at blomster julenat, da Gud vælger at blive født som menneske. Gud vælger en fattig kvinde som mor til Jesus. For rigtigt at forstå det, skal vi måske forestille os, at Gud lader Jesus føde i en flygtningelejr eller i et busskur. Selv de vise mænd – de hellige tre konger – der kommer besøg, tager først til kongen, fordi de tror, at de kan finde Jesus der. De kunne ikke forestille sig, at Gud blev menneske i en stald.
Og sådan er det med Gud – Guds kærlighed er altid at finde på steder, vi slet ikke kunne forestille os. Men hvis vi ser på verden som gennem et teleskop, vil vi kunne se mere end vi kan forestille os – hvis vi stiller skarpt, kan vi se, at Gud virker og er i verden – også på steder, der umiddelbart virker sorte og tomme
I morgen bliver der sendt et nyt, stort teleskop op, der skal opdage verden.
Vi skal også opdage verden – vores egen livsverden. Vi skal få øje på alt det, der allerede er der, og som vi kan være taknemmelige for. Vi skal kigge – nogle gange længe – men så vil der også komme små lys til syne.
For lyset er kommet til verden. Og det i en stald.
Må Guds lys altid skinne for os – må verden åbne sig for, og må vores nysgerrighed altid blive mødt af glæden over det ukendte.
Glædelig jul.
Amen
Kirkebøn:
Livets Skaber
Tak, fordi du åbner din himmel og kommer til verden – Ikke som vi troede, at du ville; men som du skulle for at kunne fortælle os om din kærlighed.
Vi beder i dag for den verden, vi lever i. Vi beder for alle på flugt fra krig eller fra deres liv. Vi beder for alle syge, og alle der er bange og udmattede. Vi beder for alle der skal dø, og alle der skal miste.
Vi beder for alle der sidder alene – ikke bare i aften, men altid. Vi beder for alle der mangler – om det er et hjem, kærlighed, en familie eller håb.
Vi beder for alle med magt – må de bruge den til at skabe en verden, vi kan leve i og en klode vi kan være på.
Vi beder for Møllevangskirken – for alle kirker i hele verden. Må de stå som fyrtårne af håb i en verden, der hvor håbet kan svigte.
Må vi altid mærke julens glæde hele året.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar