tirsdag den 30. juni 2015

4. søndag efter trinitatis 2015



For kort tid siden var vi en gruppe fra kirken på rejse til Hamborg, hvor vi bl.a. besøgte den danske kirke i byen. Kirken er udsmykket af Erik A. Frandsen. Endevæggen hvor alteret er, er et stort spejl, hvor man som menighed kan sidde og spejle sig. Præsten ved kirken var meget glad for spejlet, da han kunne få øjenkontakt med sin menighed, selvom han stod med ryggen til. Nu ved jeg ikke om det var en ide til Møllevangskirken? Spejlet var meget flot, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om der ikke også ligger en ulempe i spejlet. Faren er jo, at når man kigger i det, kun får øje på sig selv. Lidt som dronningen i eventyret om Snehvide, der hver dag kiggede i spejlet, for at få at vide, hvem der var den smukkeste i landet her. Man har kun blik for sig selv.

Og vi mennesker har brug for blikke, men ikke vores eget. Vi har brug for andres blikke – eller sagt mere præcist, så har vi brug for, at der er en, der får øje på os, og ser os med milde øjne.

Et lille barn, der bliver født, har brug for, at en mor eller far kigger det i øjnene. Derfor døber vi også børnene med ansigtet ud mod os, og ikke ned mod vandets spejling. Vi skal få øje på hinanden, og ikke os selv. Det er i mødet med det andet menneske, at vi opdager, hvem vi er. Ikke i mødet med vores eget indre.

Vi har brug for livet igennem, at der er nogen, der ser os, hvor vi er, og ikke hvor vi burde være. Det er grundlæggende for kristendommen, at vi tror på en Gud, der faktisk tør møde os som dem vi er. Også når vores eget mod svigter. Gud ser os – altid. Det er opløftende.

Kristendommen er altså en religion, der skal løfte mennesker op. Det er faktisk lidt af et problem. Altså ikke at vi skal løftes op, men det er et problem, fordi vi har en tendens til at dukke nakken, når vi går ind i kirke. Og mange mennesker begynder at hviske og skælde deres børn ud. Men kirken er ikke et sted for stilleleg. Vi skal ikke dukke nakken, når vi går herind, men tværtimod så burde vi alle ranke ryggen, og tale klart og tydeligt til hinanden. Her skal vi vokse som mennesker. Vi burde give hinanden hånden, ja måske ligefrem et knus. Og så skal vi se hinanden i øjnene. Vi skal få øje på hinanden. Vi skal gå herfra med lette hjerter, med ord på sinde og sang på læben – alt sammen en opmuntring til at leve livet, så vi lever for hinanden og ikke kun for os selv. Vi skal løftes op og ud i livet.

Evangeliet til i dag handler om, hvordan det liv skal leves.

Jesus kommer med masse formaninger om, at vi skal være barmhjertige, at vi ikke skal dømme, at vi ikke skal få øje på andres fejl før vores egen. Og nogle gange har vi da travlt med andres liv – travlt med at snage, udtale os og bedømme det. Travlt med at gætte på andre menneskers motiver, og ofte gætter vi forkert.

Luther sagde engang om det, at mennesker har travlt med at vælte sig rundt i andres snavs, og det eneste man får ud af det er, man selv kommer til at lugte. Så man skal ikke rulle sig andres svinesti, men forsøge at gøre sin egen ren.

Som Jesus siger i dag, så skal vi fjerne bjælken i vores eget øje, før vi forsøger at gøre opmærksom på splinten i andres. Jesus bekymrer sig ikke kun for den enkeltes forhold til Gud, men også for hvordan vi forholder os til hinanden. Det ligger Jesus på sinde, at vi mennesker er gode overfor hinanden, så derfor siger han, at vi skal fjerne bjælker før vi fjerner splinter.

Man kan også sige det med mere moderne ord. Nemlig at ønsker man at forandre en relation til et andet menneske, så hjælper det ikke at fortælle, hvad vedkommende skal gøre anderledes. Det eneste man kan er, at forsøge at ændre på sin egen position. Hvis man gør det, man altid har gjort, så får man det resultat, man altid har fået.

Det er en moderne virksomheds tankegang, som også Jesus havde.

Nu er evangeliet fuld af formaninger, og som de individualister vi er, så kan der komme en trodsmagt i os, når vi får at vide, hvad vi skal gøre. Formaninger kan, og måske særligt i munden på en præst, der står på prædikestole, forekomme som en torden, man mest af alt har lyst til at vende ryggen. Mange, og mig selv inklusiv, vil ikke have at andre skal fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv: det skal jeg nok selv finde ud af.

Men der er ikke mig, der siger det, men Jesus, der siger til os, at vi ikke skal bruge så meget tid på at dømme andre. Og i munden på Jesus, bliver ordene sagt med en guddommelig kærlighed. Ord der bliver sagt ud af omsorg. Ord, vi har brug for at få at vide. Det er ikke alt, vi kan finde i vore indre, eller ved at mærke efter. Noget skal vi have at vide, fordi vi ikke kan sige os selv det.

Jesus gentager gerne for os igen og igen det, vi har brug for at høre, så vi kan leve til bedste for hinanden.

Vi skal leve i glansen af den kærlighed, som Gud har for os. Vi skal dele af den kærlighed som Gud har for os. Det er ikke meget anderledes end forældre, der ønsker for deres børn, at de skal leve et liv i kærlighed, således ønsker Gud også for os.

Og når det så sker, at vi engang imellem fejler, og glemmer kærligheden. For det må vi jo erkende sker. Vi kommer til at tale ondt om andre, beklikke deres motiver eller dømme andre. Så kan vi kommer her igen, og igen få kærligheden og tilgivelsen. For kærlighed og tilgivelse hører sammen.

Der findes ikke en kærlighed uden tilgivelse. Når Gud tilgiver, kalder vi det for nåde. Et særligt navn til en særlig tilgivelse, for Guds tilgivelse er en anden art end vores. Nåden bliver givet uden betingelser, men givet af kærlighed. Nåden strømmer os i møde, fordi Gud kan se os – se helt ind i vore hjerter, og han forstår os. Nåden er ikke bare en tavle, der bliver vasket ren, men en forståelse af os og vores liv.

Vi skal øve os i at være mennesker, og øve os i at dele kærligheden. Og hver dag skal vi glæde os over, at Guds kærlighed er en evig kilde, der strømmer imod os. Vi får den hver dag, klar til at blive brugt og delt. Og vi får den ene og alene af den grund, at vi er skabt af Gud.

Gå ud herfra med rank ryg, og søg din næstes blik. Del kærligheden. Hver dag.



På den måde kan vi i sandhed gentage ordene, som vi siger i Fadervor; ske din vilje som i Himlen, således også på jorden.





Dagens evangelium:


Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.« Luk 6,36-42


tirsdag den 9. juni 2015

Faze artikel, KFUM og KFUK, april 2015



Påske


Mit navn det står med prikker, pas på det ikke stikker.

Sådan står der på mange gækkebreve, der bliver sendt ud. Jeg elskede gækkebreve, da jeg var barn, og min familie kunne aldrig gætte, at de var mig fra. Eller de havde nok gættet det, men de lod som om de ikke havde, så de kunne give mig et påskeæg. Det er en del af legen.

Det er pudsigt for ordet påske betyder faktisk at forbigå. Altså at man ikke får øje på nogen, ligesom med gækkebrevene, hvor man helst ikke vil have, at man bliver gættet på. Der vil man også gerne forbigås.

Ordet stammer fra en fortælling i Gammel Testamente, hvor jøderne var slaver i Ægypten, men blev befriet af Moses. Moses vokser op som ægypter, fordi han var adopteret af prinsessen over Ægypten; men da han finder ud af, at han egentlig er jøde, beslutter han sig for at befri alle jøderne. Han får hjælp af Gud, og da jøderne ikke bliver sluppet fri med det samme Moses kræver det, sender han 10 plager ned over Ægypten. Den sidste af plagerne er døden. En engel går gennem landet og tager livet af et barn i hvert hus, på nær i jødernes huse, hvor englen går forbi. Jøderne bliver reddet, fordi de bliver forbigået. Derfor betyder påske at blive forbigået.

Jeg vil gerne forbigås, når det kommer til ulykker, men i forhold til mine venner og familie vil jeg ikke. Faktisk vil jeg helst, at de får øje på mig, og ikke glemmer mig. Og når det kommer til Gud, så må han slet ikke glemme, hvem jeg er. Nogle gange ønsker jeg, at Gud netop får øje på mig, fordi jeg har brug for det. Hvis jeg er bange, usikker eller har gjort noget dumt, så trænger jeg til at få at vide, at Gud ikke af den grund går forbi mig.

Den gode nyhed er, at det gør Gud heller ikke. Det kan godt være, at han dengang blev nødt til at gå forbi nogle huse for at redde mennesker, men Gud gør altid det, der skal til for at sprede liv.



Det er godt at tænke på de gange livet er svært. Selv i de øjeblikke, hvor livet virkelig er en plage, så gør Gud alt, hvad han kan for at sprede liv. Gud forbigår dig ikke, og han ved altid hvem, der har sendt gækkebrevet.

Præsteklumme maj 2015



Hvilens nødvendighed


Det er ikke tit jeg sidder i min sofa med en god bog, en kop kaffe og bare slapper af. Forstå mig ret, jeg vil rigtig gerne finde mig selv i afslapning i sofaen; men virkeligheden har det med at overhale mig indenom, og dagen, der skulle være brugt på hvile, ender med vasketøj, ukrudt, oprydning og udmatning. Det er en skam, for jeg tror, vi har brug for en ugentligt dag, hvor vi kobler af.

Det er jo ingen hemmelighed, at vi lever i en travl verden. De fleste har en fyldt kalender, og vi halser rundt for at nå alt det, vi gerne vil. Vi er alt andet end dovne. Der er så meget vi gerne vil og skal nå - både på arbejdet, i fritiden og forholdet. Måske handler det om en indre trang til at udrette noget, eller ikke gå glip af noget. Men i dette jag, glemmer vi, at vi også har brug for at hvile. Hvilen er en vigtig del af vores liv, og vi kan finde beretninger om den allerede i begyndelsen af Bibelen. Der står, at Gud skabte verden på 6 dage, og på den 7. dag hvilede han. Fortællingen skal vise om noget vigtigt om livet, nemlig, at da Gud havde skabt og arbejdet, så valgte han at hvile. Han tog en hel dag, hvor han blot hvilede, pustede ud og samlede kræfter.

Vi har også brug for hvile. Vi har brug for en dag, hvor vi kan tage pause fra alt det vi skal, alt det der stjæler vores nærvær og ødelægger vores ro. En dag, hvor vi bogstaveligt hiver stikker ud, og tager os tid til at hvile.

Hvilen er et rum, vi giver os selv. Det rum kan vi fylde med kærlighed, nærvær, omsorg, ro og tid. Resten af tiden kan vi bruge på arbejde eller opgaver. Men en dag om ugen, skal vi afsætte til at være mennesker.

Når vi hviler, så lader vi stå til. Vi skaber ikke noget nyt – vi er bare til, som dem vi er. Og det er en vigtigt pointe i kristendommen, at vi bliver mødt af Gud som dem vi er. Vi behøver ikke skabe noget eller skabe for os, for hvor vi end er, så kommer Gud til os. Men vi skal opdage det.



Vi skal tage den om ugen, hvor vi skal hvile, lige så alvorligt, som vi tager de dage, vi arbejder alvorligt. Vi skal turde sætte os i sofaen, og intet lave en hel dag. Og selv der, hvor intet sker, møder Gud os, puster ud sammen med os, samler kræfter, og skubber os tilbage ud i livet med fornyede kræfter.

lørdag den 6. juni 2015

1. søndag efter trinitatis 2015



97,85 % af en menneskekrop består af grundstoffer. Så hvis man skulle sætte et menneske på formel, ville vi blive beskrevet således:

65% Ilt
18% Kulstof
10% Brint
3% Kvælstof
1,5% Fosfor
0,35% Calcium



Det er noget af en introduktion til et menneske. Men det er altså formlen for os.

Tænk nu hvis man også kunne sætte Gud på en formel. Det er han faktisk allerede på en måde, da vi før hørte, at Gud er kærlighed, så formlen vil lyde sådan her: Gud består af 100 % kærlighed.

Men tænk så, hvis man kunne sætte vejen til Paradiset på en formel. Altså hvor meget man skal udholde af pinsler her i livet, før man kunne få en billet til himlen.

Formlen ville måske lyde sådan her:

7 år rygsmerter, 3.5 måned med tandpine, 5 måneder med myggestik – der klør, og minimum 14 forkølelser. Så handler det bare om at holde regnskab, og når det er opnået, så er man klar til at komme afsted.

Tænk hvis det virkelig var sådan. Det ville være grotest at tænke på. Ikke mindst at Gud ville sidde med en lille regnskabsbog og føre notat over vores lidelser. Det giver slet ikke mening, at lidelser kan give os en adgangsbillet til himlen, og alligevel er det faktisk, hvad vi hører, der sker, i den lignelse, som Jesus fortæller i dag. Lazarus, der er så fattig, at han ender i himlen, og den rige mand, der er så rig, at han ender i dødsriget – altså i Helvede. De to mænds tilværelse har været meget forskellige, og fortsætter med at være det efter døden, men her bliver rollerne byttet om.

Jeg synes, den her lignelse er så provokerende. Ikke fordi den fattige kommer i Himlen, men fordi han kommer i himlen, fordi han har lidt. Forstå mig ret, jeg ønsker ikke, at folk skal lide, men lignelsen sætter altså vores liv i et helt særligt masochistisk skær. Lignelsen vil sætte Guds retfærdighed på en matematisk formel, hvor det vi lider, kan blive ombyttet med himmelske lyksaligheder. Hvad er det for en retfærdighed – hvad er det for en Gud?

Det er langt fra en himmelsk retfærdighed, men snarere en jordisk. Det er en retfærdighed lige efter menneskers hoveder. Men der er altså noget lorent ved det, for hvis man bruger den slags matematiske retfærdighed på himlen, så lyder det næsten som om vi kan udregne, hvad der skal til for at komme ind i Himlen, og så har slet ikke brug for hverken bønner, dåb eller nadver mere. Så bliver alt det, vi gør her i dag, ligegyldigt. For så kan vi jo selv, og så er der ingen grund til at mødes.

Derfor er denne lignelse så svær at forstå. Men måske fordi man forsøger at læse den helt bogstaveligt. Kristendommen leverer faktisk ikke pakkeløsninger. Der er ikke sådan, at vi kan sætte kristendommen på en formel, og så blot udlevere den ved døren til kirken, så folk kan gå hjem med det samme, og bare læse den. Kristendommen er en måde at leve sit liv, hvor man åbner sit hjerte for Gud. Der bliver ikke givet love eller formler, men derimod bliver der givet ganske få bud, som vi skal følge. Der er faktisk kun to, så det er til at huske. De står lige, så de kan ikke prioriteres – gør man det ene, gør man også det andet. Den ene er:

Du skal elske Herren din Gud.

Og det andet lyder:

Du skal elske din næste som dig selv.

Det er de to bud, der er i kristendommen. Du skal elske Gud, og du skal elske din næste.

De to bud er ikke love eller paragraffer, som vi kan bruge til at måle hinanden med, eller som kan give os forspring i køen til himlen. Det er bud, der kan åbne livet for os, så det bliver større, også selvom problemer, prøvelser og udfordringerne vedbliver at være de samme. Vi får ikke lovning på et nemmere liv, men vi får lovning på et dybere liv, hvis vi følger de bud.

Kristendommen er altså den enkeltes relation til Gud og næsten, der er i centrum. Og så skal livet udfoldes ud fra det.

Lignelsen om Lazarus handler om noget helt andet. Den handler om en retfærdighed, man netop kan slå hinanden oven i hovet med. Fortællingen kendes fra andre steder end Bibelen, og er en slags vandrehistorie, der af en eller anden grund har sneget sig ind i Lukasevangeliet. Derfor kunne man vælge at fastholde at lignelsen er en gøgeunge, der blot skal skippes ud; men vi kan også vælge at se på den, som vi ser på alle andre lignelser – nemlig med tolkningens briller.

Enhver lignelse vil sige noget mere om livet end øjet lige ser, derfor også denne. Det er Jesus selv, der fortæller den og med hans ord, bliver den anderledes. Jesus lever for at fortælle os om konsekvensen af, at Gud er 100 % kærlighed. Hvad betyder det for os, at Gud elsker os?

Det betyder, at hvor vi med vores retfærdighedssans siger nej, der siger Gud ja. Når vi siger, nej du skal blive i dødsriget, så siger Gud ja du kan komme med mig.

Når Jesus fortæller lignelsen, så ender den ikke længere med, at den rige må lide til verdens ende, for Jesus steg ned til dødsriget, hvor han tog enhver ved hånden, og førte dem med ind i Himlen. Der sker noget afgørende nyt med Jesus – nemlig det, at vores liv ikke længere bliver dømt ud fra, hvad vi har fortjent, men vi får Guds retfærdighed, eller Guds nåde, som den også kaldes, selv når vi ikke har fortjent den. Det er nyt – Guds retfærdighed er anderledes end vores. Den dømmer ikke. Den sætter fri.

Det er ikke fair, men Gud er ligeglad med fairness, for han er kærlighed. Han bruger kun kærlighed. Derfor ønsker han også, at vi skal elske ham og hinanden.

Og her kan vi aktivt bruge lignelsen, der fortæller om Lazarus, der i livet ligger ved porten til den rige mand. Vi skal elske hinanden, og det betyder, at vi har et ansvar overfor hinanden. Vi kan ikke nøjes med kun at tænke på os selv først, men vi bliver nødt til at tænke på hinanden også.

Vi har med andre ord et valg i livet. Vi kan vælge at hjælpe hinanden. Og det skal vi ikke gøre, fordi vi bliver truet til det, og er bange for at få en engangsbillet til helvede, men vi skal gøre det, fordi vi bliver elsket til det.

Vi har et ansvar overfor manden ved porten, ham der sidder ensom hjemme, hende der bliver mobbet i skolen eller den der ikke har råd til julegaver til sine børn. Vi har ansvar overfor hinanden, høj som lav. Vi har ansvar overfor enhver, vi møder til at gribe ind, hvis der er brug for det – vi har et valg.

Og vi har det valg, fordi Gud allerede har valgt dig. Du er valgt af Gud. Han elsker dig allerede, og det er vores mod til at gå ud i verden og leve den. Ikke af frygt for dommen, men i tillid, at den Gud, der har skabt verden ud af sin kærlighed, også elsker dig så meget, at han vil gå helt ind i det dybeste mørke for at hente os ud igen.

Gud er 100 % kærlighed.

Amen




Dagens tekster:

Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham. Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. Vi elsker, fordi han elskede os først. Hvis nogen siger: »Jeg elsker Gud,« men hader sin broder, er han en løgner; for den, der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set. Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder. 1 Joh 4,16b-21

Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« Luk 16,19-31