Præsteklumme maj 2015

Hvilens nødvendighed

Det er ikke tit jeg sidder i min sofa med en god bog, en kop kaffe og bare slapper af. Forstå mig ret, jeg vil rigtig gerne finde mig selv i afslapning i sofaen; men virkeligheden har det med at overhale mig indenom, og dagen, der skulle være brugt på hvile, ender med vasketøj, ukrudt, oprydning og udmatning. Det er en skam, for jeg tror, vi har brug for en ugentligt dag, hvor vi kobler af.

Det er jo ingen hemmelighed, at vi lever i en travl verden. De fleste har en fyldt kalender, og vi halser rundt for at nå alt det, vi gerne vil. Vi er alt andet end dovne. Der er så meget vi gerne vil og skal nå - både på arbejdet, i fritiden og forholdet. Måske handler det om en indre trang til at udrette noget, eller ikke gå glip af noget. Men i dette jag, glemmer vi, at vi også har brug for at hvile. Hvilen er en vigtig del af vores liv, og vi kan finde beretninger om den allerede i begyndelsen af Bibelen. Der står, at Gud skabte verden på 6 dage, og på den 7. dag hvilede han. Fortællingen skal vise om noget vigtigt om livet, nemlig, at da Gud havde skabt og arbejdet, så valgte han at hvile. Han tog en hel dag, hvor han blot hvilede, pustede ud og samlede kræfter.

Vi har også brug for hvile. Vi har brug for en dag, hvor vi kan tage pause fra alt det vi skal, alt det der stjæler vores nærvær og ødelægger vores ro. En dag, hvor vi bogstaveligt hiver stikker ud, og tager os tid til at hvile.

Hvilen er et rum, vi giver os selv. Det rum kan vi fylde med kærlighed, nærvær, omsorg, ro og tid. Resten af tiden kan vi bruge på arbejde eller opgaver. Men en dag om ugen, skal vi afsætte til at være mennesker.

Når vi hviler, så lader vi stå til. Vi skaber ikke noget nyt – vi er bare til, som dem vi er. Og det er en vigtigt pointe i kristendommen, at vi bliver mødt af Gud som dem vi er. Vi behøver ikke skabe noget eller skabe for os, for hvor vi end er, så kommer Gud til os. Men vi skal opdage det.



Vi skal tage den om ugen, hvor vi skal hvile, lige så alvorligt, som vi tager de dage, vi arbejder alvorligt. Vi skal turde sætte os i sofaen, og intet lave en hel dag. Og selv der, hvor intet sker, møder Gud os, puster ud sammen med os, samler kræfter, og skubber os tilbage ud i livet med fornyede kræfter.