Septuagesima søndag, 2022

Grethe Risbjerg Thomsen har skrevet et digt, der lyder sådan her:
”Jeg dør en lille smule
for hvert sekund, der gaar,
jeg bærer døden med mig
igennem livets aar.
En nat, maaske en martsnat
saa mild af regn og tø,
skal jeg gaa bort i mørket
og holde op at dø”

Vi har alle en dødsdag – en dag – et øjeblik, hvor vi skal dø. Vi ved ikke hvornår, men en dag er øjeblikket fra livet til døden blot et åndedrag, der bliver taget og derefter blæst ud igen, for aldrig at blive taget en gang til. Vi dør på et øjeblik, men vejen derhen er forhåbentlig lang og god. Eller som man siger i Tyskland – en god død varer hele livet.

Men nogle gange oplever vi det, at døden river livet ud af kroppen på et menneske, før vi synes det er tid. Det har vi alle læst om i nyhederne i denne uge. Vi oplever, at døden kommer for tidligt. Og når det sker, så kastes der lange, mørke og tomme skygger ind over livet.

Det barske, det grumme og det modbydelige toner sig vej frem. Og vi kan blive bange, bekymrede eller måske vrede. Frygten er ophav til disse følelser og reaktioner.

Og frygten står altid klar til at tage fat i os, og ruske i os, så vi graver grøfter mellem hinanden, og mellem os og Gud. Ruske os ud i tanker, der fjerner os fra livet. Og derfor må vi gøre alt, hvad vi kan for ikke at sætte frygten forrest i livet.

Det forstår man måske særligt, når man står tættest på den pludselige død. I al fald kunne man på Mia Stevns forældres facebookprofil læse følgende:

”At dø i forsøget på at leve, er bedre end at leve af frygt for at dø”.

De ord ramt mig – ikke blot fordi, at man så levende kan forestille sig den afgrundsdybe sorg, de må stå i; men også fordi det er et udsagn til os. Et budskab, de vil give alle os andre.

Lev. Ikke i frygt. Så hellere dø i forsøget.

Lad os for et øjeblik fokusere på det budskab, som Mias forældre skriver, og ikke den ugerning, der er blevet begået mod et uskyldigt menneske.

”At dø i forsøget på at leve, er bedre end at leve af frygt for at dø”.

Det er et budskab, der klinger af salmen ”Altid frejdig”, hvor vi synger: ”(…) dø, om så det gælder. Da er livet ej så svært, døden ikke heller.” (DDS 784, 3)

Denne salme handler ikke så meget om døden, som den handler om livet. Som det altid handler om livet. Nok skal vi dø i et øjeblik, men før det og efter det, da lever vi. En dag holder vi op med at dø, og den dag, skal vi møde livet.

Og derfor synger vi ofte ”Altid frejdig” ved begravelser, for at minde os selv om, at livet er til. Altid. Også for de døde. Også for de sørgende. Også for de skyldige.

Og også for os på denne side af døden.

Livet er, og det liv skal vi forsøge at leve.

Vi skal ikke på forhånd grave os ned, så vi bliver som levende døde, men derimod sætte os selv i spil.

Det er hvad der sker for den 3. tjener i dagens evangelium. Han er billedet på et menneske, der ikke lever. Han graver sig ned – graver sit liv, sin formue og sig selv ned. Han vil ikke skylde nogen noget, siger han lidt omvendt, da han afleverer mønten til sin herre med ordene: ”her har du, hvad der er dit.”

Hverken mere eller mindre gav han – han gav bare det samme igen.

Og vi kan så nemt få ondt af ham – jeg får det i al fald, og tænker om Gud ikke er med ham. Men vi må lige holde os for øje, at det her en lignelse. Manden findes altså ikke i virkeligheden. Jesus har bare opdigtet ham for at lære os noget om livet. Så lad os pakke den ellers meget klædelige omsorg for manden væk for et øjeblik, så vi kan få øje på, hvad er det, der siges – hvad er det, vi skal lære?

De to første tjenere investerede deres mønter og fik afkast. Den sidste gravede den ned.

Det her handler hverken om karma, gerninger eller økonomi, den her lignelse. Men det handler om livet. Det handler om, at når vi tør gøre os selv skyldige i forhold til andre, så vil vi i Guds øjne altid have overskud. Også de dage, hvor vi taber vores investering i hinanden, og står tilbage med skylden.

Livet handler nemlig ikke om succes eller bedrifter – om pæne hjem eller flotte karrierer. Livet handler om alt det, der sker mellem os. Som flyder mellem os – liv, lys og kærlighed.

Og skulle Jesus nu en dag genfortælle lignelsen, så vi virkelig forstår den, så kunne han lige så godt have sagt, at den første tjener var hjemløs, tandløs og alkoholiker, og han fik overskud. Den anden tjener var flygtning og havde angst, og han fik overskud. Og den sidste tjener, ham som gravede sin talent ned, var ansat som underdirektør i et stort firma, der arbejdede for fred i verden, og han sagde: Her har du, hvad der er dit.

Bare så vi forstår, at det ikke handler om succes, men om at få øje på hinanden midt i vrimlen. Få øjenkontakt, når vi kigger op fra telefonen.

For tør vi vende os mod hinanden, leve livet – også selvom vi fejler, så har vi i Guds øjne et afkast. Det sørger Gud for. Han lægger det til, der mangler, så det giver overskud.

Det er nemlig ikke mængden af venner vi har, eller hvor mange fede oplevelser vi har, der afgør om vores liv gav overskud; men derimod om vi forsøgte. Forsøgte at være menneske mellem mennesker.

Hvordan vi er det, er forskelligt, og man kan ikke finde en manual, der forklarer det. For vi har alle fået forskellige talenter. Og dem må vi bruge, så godt vi kan, velvidende at ingen lever uden at skylde Gud alt.

Men selv den største skyldner, har Guds kærlighed.

Det hører vi om i beretningen om påskemorgen i Markusevangeliet. Der fortælles det, at englen, der kom ud fra graven, sagde til kvinderne, at de skulle fortælle om Jesu opstandelsen til disciplene OG til Peter. Peter var den discipel, der forrådte Jesus tre gange på en nat ved at nægte, at han kendte ham. Peters tro brød sammen den nat, og det kan forekomme, at han brændte alle broer. Men den morgen sendte Gud en særlig hilsen til ham. Manden Peter, der havde tabt hele sin investering, blev inviteret ind i Guds kærlighed.

Det er så stærkt – og på sin vis, så er dagens lignelse et skridt på vejen til påsken. På vejen til livet, der knuste døden den morgen ved graven.

I Østkirken synger man påskemorgen ved daggry. Præsten råber: Kristus er opstanden” Og menigheden svarer. Ja, han er sandelig opstanden. Og så synger de sammen:

Fra døden til livet, fra jorden til Himlen har Kristus vor Gud, ført os. Lad os være lys i denne højtid, lad os sige søster og bror endda til dem, der hader os. Lad os tilgive alt for opstandelsens skyld og råbe: ”Kristus er opstanden. Han er sandelig opstanden”.

Hver søndag er en fejring af påsken – også i dag. For til påske går det op for os, hvad det betød, at et lille menneske blev født julenat – Jesus Kristus levede den nat kærligheden ind i livet. En kærlighed, der altid lægger til – og særligt der, hvor gælden er størst.

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/septuagesima-fra-anden-raekke