Men rygter findes. For mennesker taler.
Martin Luther, der havde ordet i sin magt, og som ikke var bleg for at være bramfri, skulle efter signede havde udtalt, at hvis man deltog i rygter, så var det som at rulle sig i andre mennesker lort (undskyld mit sprog, jeg gengiver blot Luther), og at man ved at gøre det, kun kommer til at lugte fælt.
Han advarer mod rygter. De er sjældent sande.
Jesus var selv udsat for rygter. De har svirret omkring ham – Jesus helbredte, opvakte døde og talte så hjerterne brændte. Men udover det, så provokerede han folk. Han spiste og talte nemlig med kollaboratører og urene – med toldere og syndere. Toldere, der var håndlangere for romerne, der havde besat landet, spiste han hos, og urene rørte han ved. Der var nok af grund til at rygterne var løbet forud for Jesus.
Men et andet rygte har også svirret – nemlig et rygte om en godsforvalter, der skulle have snydt med pengene, og skrevet gælden ned på skyldnere. Denne mands handlinger var på alles læber, og folk var forargede. Den ene mere end den anden.
Rygter om to mænd har fyldt i datidens Jerusalem. Rygtet om Jesus – Guds søn – og rygtet om den uærlige godsforvalter, som vi hører om i dagens evangelium.
Der er nemlig god grund til at tro, at den lignelse, som Jesus fortæller til os i dag, faktisk har rødder i noget, der er sket i virkeligheden – eller i al fald et rygte, der har huseret i datidens Jerusalem (jf. Joachim Jeremias). Og rygter har det med at forstørre dele af virkeligheden.
H. C. Andersen vidste også, hvordan rygter kunne forstørre en hændelse, og derfor fortalte han eventyret om en fjer, der bliver til fem høns, som I nok kender. En høne mister en fjer og inden dagen er omme går der en fortælling om fem høns, der plukker fjerene af sig selv. Jo rygter lægger til og forstørrer – ikke altid det smukke, men nok nærmere det sensationelle.
Jesus fortæller i dag om en godsforvalter, der er ansat ved en rig mand, og som bliver fyret, fordi der er gået rygter om, at han har ødslet med den rige mands ejendom. Om det er sandt ved vi ikke – og hvilket slags menneske han har været ved vi heller ikke. Faktisk så går rygtet endnu om den uærlige godsforvalter, som han i dag kaldes stadigvæk, for vi tillægger ham alle mulige og umulige intentioner, som doven, grisk eller utro – ja, bare det, at lignelsen har fået titlen ”den uærlige godsforvalter”. Inden vi er kommet i gang med lignelsen, har vi fældet dom over manden. Rygtet er gået i forvejen.
Jesus var ikke ukendt med rygter – han blev offer for det. Og måske derfor fortæller han denne lignelse – om en mand, der alene på rygtet mister sit arbejde, og nu ikke længere ved, hvad han skal gøre; men som så gør det eneste rigtige: nedskriver folks gæld.
Det minder om noget. Det minder om Jesus. Han ikke bare nedskrev gælden – han eftergav den. Han eftergav enhver det, han måtte skylde – ikke økonomisk, men i livet.
Jesus var ødsel, som godsforvalteren var det. Ødsel med Himmerigets gaver – ødsel med nåden og kærligheden – ligheden og glæden.
Godsforvalteren er her et billede på Jesus, der sætter en streg over gælden. Nedskriver den til et stort rundt 0.
Jesus tager altså et reelt rygte og vender det om – han siger ikke, at han er forarget over manden, der nedskriver gælden; men derimod roser han denne mand. Han vender op og ned på virkeligheden – eller han vender op og ned på vores forståelse af retfærdighed.
For i Guds rige er der altså ikke hæveautomater, og man kan ikke betale med penge. Det er absurd at tænke sig, at det vil være penge i Guds rige. Og derfor bør farisæerne arbejde med at få bugt mere deres egen glæde ved penge, før de peger fingre ad andre. Så pyt med at godsforvalteren har nedskrevet gælden, for han handlede godt i forhold til sin næste. Han gjorde hverdagene nemmere for dem, så ikke skulle kæmpe så meget – det er vigtigere end tallet på bundlinjen.
Men hvorfor gøre gode gerninger? For at redde sig selv?
Det spørgsmål får Martin Luther også en gang i en debat med en gruppe katolske teologer, der presser ham hårdt for at han skal svare på, hvorfor vi gør gode gerninger.
Luther vil helst ikke svare direkte, men sagde, at det ikke var for at få en fordel, det var heller ikke for at få Guds kærlighed. Men hvorfor så?
Teologerne pressede og pressede Luther, indtil han endelig svarede: Aus Dankbarheit. Af taknemmelighed. Af taknemmelighed over, at Guds godhed også gælder mig, og særligt de dage, hvor jeg ikke har fortjent den. For er man taknemmelig – husker man at takke for det, der blev en til del, så kommer glæden i tilgift. Og glæde kommer til udtryk i gode gerninger.
Vi mennesker gør det gode, fordi vi ikke kan lade være, når vores hjerter flyder over. Derfor begynder mange bønner med en tak for det små i tilværelsen, fordi det kan blive til det store.
En af bønnerne er fadervor. I den 5. bøn i fadervor beder vi: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.”
Det er en sætning, der rummer hele evangeliet i få ord. Gud tilgiver os vores skyld – mens vi skal tilgive hinanden. Det er Guds generøse og ødsle handling med os – for os – der gør, at vi kan sende tilgivelsen videre mod hinanden.
Han nedskriver vores gæld på et øjeblik – inden vi får set os om, så får vi lov at gå herfra som frie mennesker – uge efter uge sætter Guds os fri til at være mennesker for hinanden.
Evangeliet er fortællingen om ødselhed. Gud ødsler med sin nåde.
Og i taknemmelighed over det, skal vi tilgive hinanden – skrive hinandens gæld ned, så vi hverken bærer nag eller rygter med videre i livet. Så vi tør stå foran hinanden i ligeværdighed hver dag i en taknemmelighed over, at Gud ser os og elsker os – både fordi og på trods.
Amen
Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/9-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
