Der er noget dragende, truende, smukt og helt særligt ved efteråret. Himlen kan være så blå, at man får fornemmelse af, at man kan se lige igennem den. Græsset er vådt og bladene er begyndt at skifte til et farverorgie af forfald.
Efteråret er en eksplosion af skønhed og overflod lige inden forrådnelsen og forfaldet.
Og sindet bliver stemt til mørket.
Og nu får vi i dag en fortælling, der er stemt af efterår.
Af forrådnelse og forfald, men også at skønhed og overflod. En slags omvendt efterår.
For det begynder med et dødsfald.
Døden kaster lange skygger ind over livet. Tomheden, manglen, hullet i livet efter det menneske, der før stod så levende foran os. Døden ryster os, og nogle gange så meget, at vi kan miste troen på, at det ender godt. Det tragiske, det uretfærdige eller det lidelsesfulde dødsfald. Dødsfaldet af en som man elsker så højt, at man knap kan trække vejret af sorg.
Det er en livserfaring, vi alle gør os. Døden er lige ved siden af livet.
Eller som digteren Tomas Tranströmer skriver:
”Midt i livet hænder det, at døden kommer
og tager mål af mennesker.
Det besøg
glemmes og livet går videre.
Men tøjet
sys i det stille.”
Ja, døden er en del af livet, siger vi sådan lidt paradoksalt. For døden er jo netop ikke en del af livet, men det modsatte af livet. Manglen på liv. Eller som den romerske filosof Seneca skrev: ”Hvor døden er, er jeg ikke, og hvor jeg er, er døden ikke.”
Livet kan ikke være samtidig med døden. Har man stået ved et dødt menneske, så ved man definitivt, at det menneske er dødt. Døden er så tydelig – og en total modsætning til liv.
Og Lazarus var død. Han var en søn, en bror og en ven. Han var nogens.
Og nu er han død.
Og de har gjort ham i stand. De har viklet ham ind i stof, og lagt ham nænsomt i en grav, som en mor der lægger sit sovende barn i en vugge. Og de har lukket hullet til graven til med en sten.
Og de har grædt. For det gør vi, når vi døden rammer os. Græder fordi vi ikke kan andet.
Lazarus blev begravet, som man har begravet folk altid. Og efter et par generationer har mindet om det menneske, der den dag blev båret til gravet, været glemt. Og ingen har vidst, at der engang levede en Lazarus med tanker, følelser og venner.
Man dør ind i glemslen.
Eller det troede man. Engang. Men sådan gik det ikke. Sådan går det aldrig.
For Gud besøgte jorden. Og dermed ændrede alt sig.
Den dag, hvor Jesus kaldte Lazarus tilbage til livet, tog han fra døden og gav tilbage til livet. Den dag så de alle med egne øjne, at livet pludselig kunne være, hvor døden først havde vandret.
Det er en forunderlig fortælling, der minder os om påsken. Og derfor kaldes denne søndag også for efterårets påskedag.
Men egentlig er hver gudstjeneste en fejring af påsken. For i påsken sker der stor opstandelse, da Kristus går ud af graven. En opstandelse så vild, at hver søndag siden har været en fejring af netop den morgen.
Den morgen åbnede håbet sig som en mulighed, der kunne sprænge alle mure, så kun livet blev stående oppe. Opstandelsen var så voldsom, at selv jorden måtte ryste – og får os til at ryste den dag i dag. For opstandelsen er fortællingen om, hvordan døden mistede sin magt.
Som præcis den dag, hvor Lazarus bliver kaldt ud af sin grav. Jesus bruger ikke andet end sin stemme, og kalder på ham, som han har kaldt på sin ven før i tiden. Kalder på ham, som kun Gud kan kalde på os. Kalder ham ud i livet – ud i lyset.
Og Lazarus går ud – viklet ind i linned – viklet ind i alt det, som vi alle nok vikler os ind i. Mistro, kritik, frygt, tilbagetrukkenhed, modvilje eller mistillid. Vi kan vikle os ind i så meget. Vi ville så gerne håbe, men det kan være svært. Selv Martha, der på mange måder sætter sit liv og lid til Jesus, tror ikke på, at Jesus her i denne situation kan gøre noget. Hun tror på Guds magt, men hun tror, den har en grænse. Og da sker det:
Lazarus går ud ad graven viklet ind i det, der holder os tilbage, men som ikke holder Gud tilbage. Og derude vikler de ham ud som et nyt menneske. Som et menneske, der været i dødens mørke og intethed – og nu er vendt tilbage til livet.
Ja, Lazarus skulle siden hen dø igen, og få den opstandelse som Kristus viste os. Men den dag, hvor Jesus kaldte ham ud fra gravens hule, så de alle, at Gud har magt over selv døden. For Gud hjælper os.
Lazarus’ navn betyder faktisk Gud hjælper.
Vi burde egentligt alle have det tilnavn. Alle mennesker burde have det tilnavn: Lazarus. For at minde os om og holde os fast på, at Gud hjælper selv der, hvor hjælpen virker nytteløs eller umuligt.
Gud hjælper.
Opstandelsen er også vores. Vi skal også engang kaldes ud af graven med en mild stemme, og også vi vil vandre ud af graven ind i Guds rige.
Tvivleren i os, vil måske råbe hånligt ad det udsagn. Kritikeren i os vil måske grine ad den påstand. Frygten i os vil måske vende ryggen til det budskab.
Men hjertet i os vender os mod ordene og tage imod dem. Gemme dem inderst inde sammen med håbet og troen. Gemme dem og svøbe dem i kærlighedens lette klæde.
Gud hjælper – ikke bare Lazarus, men også os i dag.
Fortællingen om Lazarus er fortællingen om efteråret, der endte med livet. Ikke med død, forrådnelse og nedfaldne æbler. Men med et brud ind i en verden, hvor glemslen truer. Et brud, hvor Gud griber ind med sin milde røst og kalder os ud til livet. Et sted, hvor vi bliver dem, vi er skabt til at være.
Hvordan det præcis bliver, ved vi ikke; men det behøver vi heller ikke.
For som den franske filosof Michel Serres skriver:
Det er det, der vil ske ved verden ende, om morgenen på den sidste dag. Tiden vil sprudle i en retning, vi ikke har kunnet håbe på. (Trinitetsmaskinen, s. 6, 2010).
Lazarus åbner øjnene efter at have ligget i mørket i dagevis – lyset skærer dem, og han kniber dem uvilkårligt sammen. I begyndelsen kan han ingenting se. Men så ser han en skikkelse komme gående mod ham med fremstrakte arme….
Amen
glemmes og livet går videre.
Men tøjet
sys i det stille.”
Ja, døden er en del af livet, siger vi sådan lidt paradoksalt. For døden er jo netop ikke en del af livet, men det modsatte af livet. Manglen på liv. Eller som den romerske filosof Seneca skrev: ”Hvor døden er, er jeg ikke, og hvor jeg er, er døden ikke.”
Livet kan ikke være samtidig med døden. Har man stået ved et dødt menneske, så ved man definitivt, at det menneske er dødt. Døden er så tydelig – og en total modsætning til liv.
Og Lazarus var død. Han var en søn, en bror og en ven. Han var nogens.
Og nu er han død.
Og de har gjort ham i stand. De har viklet ham ind i stof, og lagt ham nænsomt i en grav, som en mor der lægger sit sovende barn i en vugge. Og de har lukket hullet til graven til med en sten.
Og de har grædt. For det gør vi, når vi døden rammer os. Græder fordi vi ikke kan andet.
Lazarus blev begravet, som man har begravet folk altid. Og efter et par generationer har mindet om det menneske, der den dag blev båret til gravet, været glemt. Og ingen har vidst, at der engang levede en Lazarus med tanker, følelser og venner.
Man dør ind i glemslen.
Eller det troede man. Engang. Men sådan gik det ikke. Sådan går det aldrig.
For Gud besøgte jorden. Og dermed ændrede alt sig.
Den dag, hvor Jesus kaldte Lazarus tilbage til livet, tog han fra døden og gav tilbage til livet. Den dag så de alle med egne øjne, at livet pludselig kunne være, hvor døden først havde vandret.
Det er en forunderlig fortælling, der minder os om påsken. Og derfor kaldes denne søndag også for efterårets påskedag.
Men egentlig er hver gudstjeneste en fejring af påsken. For i påsken sker der stor opstandelse, da Kristus går ud af graven. En opstandelse så vild, at hver søndag siden har været en fejring af netop den morgen.
Den morgen åbnede håbet sig som en mulighed, der kunne sprænge alle mure, så kun livet blev stående oppe. Opstandelsen var så voldsom, at selv jorden måtte ryste – og får os til at ryste den dag i dag. For opstandelsen er fortællingen om, hvordan døden mistede sin magt.
Som præcis den dag, hvor Lazarus bliver kaldt ud af sin grav. Jesus bruger ikke andet end sin stemme, og kalder på ham, som han har kaldt på sin ven før i tiden. Kalder på ham, som kun Gud kan kalde på os. Kalder ham ud i livet – ud i lyset.
Og Lazarus går ud – viklet ind i linned – viklet ind i alt det, som vi alle nok vikler os ind i. Mistro, kritik, frygt, tilbagetrukkenhed, modvilje eller mistillid. Vi kan vikle os ind i så meget. Vi ville så gerne håbe, men det kan være svært. Selv Martha, der på mange måder sætter sit liv og lid til Jesus, tror ikke på, at Jesus her i denne situation kan gøre noget. Hun tror på Guds magt, men hun tror, den har en grænse. Og da sker det:
Lazarus går ud ad graven viklet ind i det, der holder os tilbage, men som ikke holder Gud tilbage. Og derude vikler de ham ud som et nyt menneske. Som et menneske, der været i dødens mørke og intethed – og nu er vendt tilbage til livet.
Ja, Lazarus skulle siden hen dø igen, og få den opstandelse som Kristus viste os. Men den dag, hvor Jesus kaldte ham ud fra gravens hule, så de alle, at Gud har magt over selv døden. For Gud hjælper os.
Lazarus’ navn betyder faktisk Gud hjælper.
Vi burde egentligt alle have det tilnavn. Alle mennesker burde have det tilnavn: Lazarus. For at minde os om og holde os fast på, at Gud hjælper selv der, hvor hjælpen virker nytteløs eller umuligt.
Gud hjælper.
Opstandelsen er også vores. Vi skal også engang kaldes ud af graven med en mild stemme, og også vi vil vandre ud af graven ind i Guds rige.
Tvivleren i os, vil måske råbe hånligt ad det udsagn. Kritikeren i os vil måske grine ad den påstand. Frygten i os vil måske vende ryggen til det budskab.
Men hjertet i os vender os mod ordene og tage imod dem. Gemme dem inderst inde sammen med håbet og troen. Gemme dem og svøbe dem i kærlighedens lette klæde.
Gud hjælper – ikke bare Lazarus, men også os i dag.
Fortællingen om Lazarus er fortællingen om efteråret, der endte med livet. Ikke med død, forrådnelse og nedfaldne æbler. Men med et brud ind i en verden, hvor glemslen truer. Et brud, hvor Gud griber ind med sin milde røst og kalder os ud til livet. Et sted, hvor vi bliver dem, vi er skabt til at være.
Hvordan det præcis bliver, ved vi ikke; men det behøver vi heller ikke.
For som den franske filosof Michel Serres skriver:
Det er det, der vil ske ved verden ende, om morgenen på den sidste dag. Tiden vil sprudle i en retning, vi ikke har kunnet håbe på. (Trinitetsmaskinen, s. 6, 2010).
Lazarus åbner øjnene efter at have ligget i mørket i dagevis – lyset skærer dem, og han kniber dem uvilkårligt sammen. I begyndelsen kan han ingenting se. Men så ser han en skikkelse komme gående mod ham med fremstrakte arme….
Amen
Dagens tekster kan findes her: https://www.bibelselskabet.dk/16-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke
