Juledag, 2023

En mandag i 1918, kl. 11.00 om formiddagen – den 11. november - endte en 4 år lang verdenskrig. En krig, der var kendetegnet ved sin voldsomhed i skyttegravene, og en krig, der endte med at koste 9 millioner mennesker livet.

Derfor er netop d. 11. november kl. 11.00 en mærkedag mange steder i verden. For mange år siden var min mand og jeg netop på dette tidspunkt i en australsk by ved navn MacKay.

Vi befandt os tilfældigt i en park, hvor der var samlet en masse mennesker med valmuer i knaphullerne. Netop valmuer, fordi det landskab, hvor store dele af 1. verdenskrigen blev udkæmpet, var fyldt med denne smukke, skrøbelige røde blomst – senere skrev forfatteren og soldaten John McCrae et digt om krigen og valmuerne. I digtet taler de døde til de levende, og det så vidt jeg ved, ikke oversat til dansk, men måske det i kunne lyde sådan her i oversættelse:

På markerne i Flandern, bøjer valmuerne sig for vinden

Mellem de mange kors på række

Det er vores sted –

Og på himlen synger lærken modigt sin sang

uhørt af kanonerne nedenfor.



Vi er de døde. For få dage siden

levede vi, følte daggryet, så solens glød.

Elskede og blev elsket, og nu ligger vi døde

På markerne i Flandern.



Tag vores fejde med fjenden.

Fra vores svigtende hænder kaster vi faklen til dig.

Den er din – hold den højt.

Hvis troen med os, der døde, dør,

så skal vi ikke sove mer´

Selvom valmuerne vokser

På markerne i Flandern.

(oversat af Anni Albæk, 2023)

Digtet siger, at krig er et fælles ansvar – der er ingen, der kan frasige ansvaret – vi kan ikke vende ryggen til. Faklen gives videre, og man må tage den. Vi kan ikke lukke øjnene for de døde – det kunne de ikke dengang, og det kan vi heller ikke i dag.

Og vi skal huske.

På markerne i Flandern var der valmuer – og i knaphullerne er der valmuer d. 11. november.

Og der stod vi i Australien på netop denne dag, og fik en valmue hver foræret, som vi kunne sætte på tøjet. En teenagepige stod ved en mikrofon, og begyndte at fortælle om sin oldemor og oldefar, der var unge under 1. verdenskrig. 

Oldefaren meldte sig til tjeneste sammen 400.000 andre australiere, og han blev sendt til Poziéres Frankrig. Lige der blev der udkæmpet et slag, der skulle komme til at koste 23.000 australiere livet – der døde mange mennesker ved det slag – også tyskere, englændere og franskmænd. I alt 1 million døde i et slag, der varede fra d. 23. juli – 3. september 1916. 

Den teenager, der stod i MacKay den formiddag mistede også sin oldefar. Han døde og blev sammen med en masse andre begravet i det nordlige Frankrig. En masse kors på række.

Hjemme i Australien sad soldatens hustru – vores teenagepiges oldemor. Hun nåede ikke at få børn med sin mand, for så unge var de. Men hun havde stadigvæk et liv at leve, så hun giftede sig igen – og fik børn, børnebørn og oldebørn med sin nye mand. 

Og det ene oldebarn stod i MacKay den formiddag. Hun fortalte om, hvor underligt det var at vide, at det kun var fordi hendes oldemors første mand døde, at hun var i live. Fordi hun giftede sig igen, og fik børn. Men måske netop derfor havde hun også besøgt hans grav i Frankrig på en skoletur. 

Hun var taknemmelig for hans store offer, og derfor var han stadigvæk en del af deres families fortælling. Han blev ikke glemt, men fortællingen om ham, blev rakt videre gennem generationerne som en fakkel.

Han ofrede sig selv, og selvom han ikke fik børn, så blomstrede livet på grund af ham, men på måder som vi ikke kan forudsige.

Det underlige er, at selv i krigstid, så oplever vi menneskers storhed. Ja, måske netop der, fordi alt omkring en er så forfærdeligt, at det gode står lysende klart.

En anden fortælling fra 1. verdenskrig foregår i juledagene. For også i skyttegravene fejrede man krigen. Nogle steder hold man op med at bekrige hinanden – man stoppede for at holde julefred. Nogle steder gik man sågar ud mellem skyttegravene – i ingenmandslandet – og delte små gaver med hinanden. 

Men allermest smukt, så sang man for hinanden. De sang om julefred, om kærlighed og nåde. De sang om Jesusbarnet, som verdens lys.

Og så sang de også: Glade jul, dejlige jul. Den er oversat til 300 sprog – den er så kendt, at man kan synge den samme på mange forskellige sprog på en gang. Glade jul, dejlige jul. Midt i mudder og kulde, midt i kamp og frygt, sang de en lille smule fred ind i verden. Om ikke andet så bare for en stund.

Mennesket rummer storhed i sig – vi kan finde håb i det håbløse, og glæde i mørket.

I har hørt to fortællinger fra en krig, der foregår for mange år siden – men på mange måder har krige ikke forandret sig. Vores våben har, men grusomheden har ikke forandret sig. Mennesker går forandrede fra krige – de går derfra med ar på sjælen, men også mange gange med det dybtfølt ønske om fred. For det er det, krige gør ved os – vi længes efter freden og kærligheden. Vi længes efter alt det, der gør livet værd at leve.

Glade jul, dejlige jul. Det var hverken en glad eller dejlig jul, der i skyttegravene. Men de fejrede alligevel, at Jesusbarnet blev født en mørk vinternat.

I den danske oversættelse af Glade jul, dejlige jul – synger vi om engle, der daler ned i skjul.

Jeg har altid forestillet mig, at det er engle, der daler ned til vores skjulte hjerter, og viser os Guds kærlighed. De varmer kolde hjerter og tør det frosne håb op, så vi igen kan tro på livets godhed.

Livet er mest godt.

Engang var der én verdenskrig, der endte – og få år efter var endnu én, der endte. Krige ender – men indtil da er det forfærdelige og ødelæggende. Der er intet smukt ved krig – men der er noget uendeligt smukt ved mennesker.

Så smukt, at Gud lod sig føde som et menneske en mørk vinternat. Ja, netop i mørket, for at minde os om, at selv i den mørkeste time kan Gud når frem. Han møder os i mørket, han møder os i næsten – han møder os i vores liv skyttegrave og kampe. Han møder os i ruinerne af vores liv. Han møder os.

Det er julehåbet.

Glade jul – dejlige jul. Englene synger med os om fred.

Lad os synge med – lad os synge håbet ind i verden. Igen og igen.

Amen.
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/juledag-fra-anden-raekke




Kirkebøn:
Håbets Gud

Blæs os ud af håbløsheden – og ind i hinanden arme. Lær os at tilgive, og lær os at forskelle er velsignelser.

Lær os at se vores næste som skabt af dig – og lad altid kærligheden få 1. pladsen i vores liv.

Vær med alle der kæmper med ensom i disse juledage – og hele året. Vær med alle der kæmper med sygdom og sorg. Vær med alle der er bange og alle der har mistet håbet.

Vær med alle der har mistet et hjem og alle der har mistet troen på livet.

Vær med os, når vi lever så godt vi kan – og giv os lidt af din glæde, Gud – så vi igen kan møde hinandens blik i tillid til livet.

Vær med alle med magt – må de bruge den, så de passer på de svage.

Vær med alle ofte for krig – vær med soldaterne der kæmper – vær med kvinderne der bliver glemt og som ofte betaler en høj og brutal pris. Vær med børnene.

Vær med alle her i landet – regeringen og vores dronning Margrethe d. 2 og hele det kongelige hus.

Vær med din kirke – og i hele verden. Må vi altid insistere på, at vi kommer med længst med kærligheden, der vender ud mod verden.

Amen.

3. søndag i advent, 2023

I begyndelsen af alting, var der ingenting. På nær Guds ånd – den hellige ånd – der svævede gennem intetheden. Og da er det, at Gud ved et ord begynder skabelsen. En skabelse, der har skabt ekkoet gennem universet op til i dag. Et kæmpe brag af et ord, der begynder alting.

Gud skaber med sit ord.

Og det er også ordene, som Gud siden hen forærer til menneskene – så vi med vores ord sammen kan skabe små verdener mellem os af kærlighed, fred, tilgivelse og håb.

Ord er vigtige – for ligesom de kan bygge op, så ved vi også at de kan rive ned. De kan ødelægge og fortære alt det smukke i tilværelsen. Det kommer an på, hvordan vi bruger vores ord.

Et ord sagt med gift i stemmen, kan blive båret med af modtageren resten af livet – og taget frem og husket. Vi kan ødelægge på sigt med vores ord; og selv når vi har glemt det, vi sagde, kan vores ord fortsætte med at ødelægge.

Men det omvendte er også sandt – vi kan bygge et menneske op med vores ord, og skabe glæde og vækst. Vi skal bruge vores ord til at synge lovsange.

Lukasevangeliet er lovsangenes evangelium – her finder vi hele tre lovsange; nemlig Marias lovsang, Simeonlovsang og Zakarias lovsang. Det er sange, der har presset sig på for Maria, Simeon og Zakarias, da de oplever, hvor tæt på Gud egentligt er i deres liv.

Og alle tre lovsange handler om frelsen i Kristus. Maria synger: Min sjæl lovpriser Herre, og fryder sig over Gud min frelser. Simeon synger: (…) mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk. Og Zakarias synger: Herren har besøgt og forløst sit folk.

De synger om frelsen – om glæden ved, at Gud vil os noget. Vil noget for os – og vil være hos os, når mørket sænker sig over os.

Det bemærkelsesværdige er, at alle tre lovsange er i begyndelsen af Lukasevangeliet. Det er som om Lukas vil have, at vi skal huske på lovsangenes glæde og budskab, når vi læser resten. De er fundamentet for resten af fortællingen.

Lukas bliver også kaldt de fattiges apostel, fordi han altid tager de svage i forsvar – for vi er intet, hvis vi ikke har alle med. Vi er et samlet folk. Vi kan høre det, når Zakarias i sin lovsang siger: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.

Der står Israels folk. I disse forfærdelige dage er det svært ikke at tænke på det konkrete landområde, der kaldes for Israel, og alt det forfærdelige, der lige nu foregår – også i denne time. Vi bliver blinde, når man i krigstid bruger et ord, der falder sammen med et land; men vi kristne bruger udtrykket på en anden måde – vi har et andet perspektiv. For når vi taler om Israels Gud, så mener vi her: vores Gud. Det åndelige Israel, som man bliver en del af, når man bliver døbt. Så hvad man end tænker om krigen; så handler Israel, når vi bruger udtrykket her i kirken, ikke om det jødiske folk, men derimod om os. Vi må som kristne tænke, at det handler om den Gud, der skabte alle mennesker – den Gud der nedbryder grænser og bygger broer mellem mennesker. Den Gud der lod sig føde som et lille barn.

Vi er en del af noget større – et levende håb.

Lovsange handler om håb – om at livet rummer de muligheder i Kristus, som vi ikke selv magter at åbne.

Eller som kirkefaderen Augustin siger som Zakarias’ lovsang:

“O velsignede hymne med glæde og lovprisning! Gudommeligt inspireret af Helligånden og dagligt sunget i Guds kirke! Å, må dine ord ofte være i min mund, og deres sødme altid i mit hjerte! De ord du bruger er mit livs trøst; og det du taler om er hele verdens håb!” (Augustin)

Vi lever også i en tid, hvor håbet til tider visner. Det er som om vi har fået fortalt os selv, at mennesker alligevel uddør, og at alt derfor er ligegyldigt. Det er en tanke, jeg ofte møder hos særligt yngre mennesker, og jeg bliver trist, når jeg hører den. For på den ene side forstår jeg godt, hvorfor de siger det. Vi er i gang med den 6. masseuddøen, siger nogle, der er krige, og klimaet raser. Men vi glemmer, at lige nu er der også dyr, man troede var uddøde, der kommer igen – krige ender og vi tilpasser os klimaet. Jeg siger ikke, at forandringerne lige nu ikke er voldsomme eller bekymrende, men netop nu skal vi lære at leve med håbet som fortegn. Vores frygt skal ikke få lov at definere vores tilgang til livet. Vi skal leve – og det er, hvad evangelierne forsøger at lære os.

Hvis nogle af jer genser Matador her i julen, så er der en ærketype på et menneske, der bestemt ikke lever, men som gør det modsatte af, hvad evangelierne fortæller os. Det er Kresten og Mads’ søster Anna, spillet af Kirsten Rolfes. Tante Anna er så gudsfrygtig, at hun slår andre i hovedet, når de forsøger at leve. Hun lever ikke i frelsen, men lever for at nå den – opnå den, og derfor lever hun ikke. Hun har sat sig et mål, som hun forsøger at nå gennem sine handlinger.

Og på en måde bliver tante Anna meget moderne, fordi hun sætter sig et mål, som hun arbejder for at nå.

Vi lever i handlingens tidsalder, hvor alt handler om at have målsætninger og at komme frem til dem. Vi har visioner for at udfolde dem, og missioner for at udføre dem.

Men evangelierne giver os ikke et mål for livet. Vi skal derimod lære at leve i den verden, som Gud har skabt med sit ord. Leve i et nu med håbet. Det kan være svært at høre og forstå, fordi vi er så vant til at have et mål, og nogle gange kommer vi tilmed til at tillægge Gud mål.

Det er jo ikke noget, vi ved ret meget om, men vi kommer til det, fordi livet også kan fremstå nemmere med et mål i sige. Men det glade budskab er, at vi ikke behøver et mål – vi skal derimod øve os på at leve.

K. E. Løgstrup siger om det at leve: ”Det er i al ting at se Guds skabning – forvrænget og ødelagt af os – men dog kun til, fordi Gud har skabt det. Det er at modtage al ting. Det er om morgenen, når vi åbner vore øjne at modtage dem af Guds hånd, han har givet dem – og ham har sat solen på himlen til at os sit lys, så vi ved det og vore øjne kan se – og se farver og former, se vort medmenneske, høre det tale. (..) At leve, det er, at komme ud af den afstumpede selvfølgelighed, hvormed vi tager alle ting, som om vi havde lavet det alt sammen selv. At leve, det er at modtage – alt.” (Prædikener fra Sandager-Holevad, s. 84 ff).

Håbet er at modtage – at åbne sine arme og lade Guds hellige ånde strømme gennem os i dette nu. Vi skal lære at leve, og ikke kun skue mod en fremtid, som vi alligevel ikke kender.

Vi skal leve i en dyb taknemmelighed over, at Gud har givet os denne verden at leve sammen i, og derfra springer der en masse handlinger, der kan bære os ind i fremtiden på en ansvarlig måde.

På latin er ordet for at leve: vivus. Det betyder ikke bare at leve, men at leve bæredygtigt, udholdende og ægte. At leve er at være til stede i livet på en bestemt måde. Og i evangelierne er denne måde en modtagende måde.

Håbet er også en gave – ikke noget, vi skal præstere eller et mål, vi skal nå. Håbet er i høj grad en væren – en måde at leve på i tillid til, at Gud er helt tæt på i vores liv.

Så i denne adventstid – denne ventetid – skal vi også leve, trods forandringer, trods det der må komme. Så kan vi ikke andet end at være her lige nu. I et nu vi skal fylde med taknemmelighed og glæde.

Eller som vi skal synge om lidt:

En glød i mørket og jeg mærker glæden ved,

Han er på vej, det er et lys af evighed.

Amen

Dagens prædiketekst: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-advent-fra-anden-raekke




Kirkebøn;

Livets Gud – du skabte os til at leve i denne verden – hjælp os nu til at gøre det i tiltro til, at du er med os. Gennem bekymringer, frygt, julestress og ensomhed. Du er med os – udholdende og tålmodig går du med os, også der hvor andre giver op. Og der hvor vi selv er bange for at vi giver op.

Giv os livet hver dag, så vi kan leve det så godt vi kan og magter.

Vær med alle, der tvivler på det budskab – vær med alle der hænger fast i fortiden – og alle der er bange for fremtiden. Vær med alle der er alt for ubekymrede, at de slet ikke kan sætte sig i andres sted.

Giv os dit nu, så vi lever med blikket rettet mod hinanden og det fælles liv.

Vær med alle der i denne tid er syge eller sidder ved en sygeseng. Vær med alle der mangler svar og alle der ikke har flere spørgsmål at stille.

Vær med alle der er påvirkede af krig – vær med kvinderne som ingen taler om – og børnene der må gemme sig fordi de voksne slås.

Gør os til bedre mennesker, Gud. Giv os lidt mere af din kærlighed og nåde. Vi trænger til den.

Vær med Møllevangskirken, og alle i den og omkring. Vær med din kirke over hele jorden.

Lad os være stille

Amen