Derfor er netop d. 11. november kl. 11.00 en mærkedag mange steder i verden. For mange år siden var min mand og jeg netop på dette tidspunkt i en australsk by ved navn MacKay.
Vi befandt os tilfældigt i en park, hvor der var samlet en masse mennesker med valmuer i knaphullerne. Netop valmuer, fordi det landskab, hvor store dele af 1. verdenskrigen blev udkæmpet, var fyldt med denne smukke, skrøbelige røde blomst – senere skrev forfatteren og soldaten John McCrae et digt om krigen og valmuerne. I digtet taler de døde til de levende, og det så vidt jeg ved, ikke oversat til dansk, men måske det i kunne lyde sådan her i oversættelse:
På markerne i Flandern, bøjer valmuerne sig for vinden
Mellem de mange kors på række
Det er vores sted –
Og på himlen synger lærken modigt sin sang
uhørt af kanonerne nedenfor.
Vi er de døde. For få dage siden
levede vi, følte daggryet, så solens glød.
Elskede og blev elsket, og nu ligger vi døde
På markerne i Flandern.
Tag vores fejde med fjenden.
Fra vores svigtende hænder kaster vi faklen til dig.
Den er din – hold den højt.
Hvis troen med os, der døde, dør,
så skal vi ikke sove mer´
Selvom valmuerne vokser
På markerne i Flandern.
(oversat af Anni Albæk, 2023)
Digtet siger, at krig er et fælles ansvar – der er ingen, der kan frasige ansvaret – vi kan ikke vende ryggen til. Faklen gives videre, og man må tage den. Vi kan ikke lukke øjnene for de døde – det kunne de ikke dengang, og det kan vi heller ikke i dag.
Og vi skal huske.
På markerne i Flandern var der valmuer – og i knaphullerne er der valmuer d. 11. november.
Og der stod vi i Australien på netop denne dag, og fik en valmue hver foræret, som vi kunne sætte på tøjet. En teenagepige stod ved en mikrofon, og begyndte at fortælle om sin oldemor og oldefar, der var unge under 1. verdenskrig.
Oldefaren meldte sig til tjeneste sammen 400.000 andre australiere, og han blev sendt til Poziéres Frankrig. Lige der blev der udkæmpet et slag, der skulle komme til at koste 23.000 australiere livet – der døde mange mennesker ved det slag – også tyskere, englændere og franskmænd. I alt 1 million døde i et slag, der varede fra d. 23. juli – 3. september 1916.
Den teenager, der stod i MacKay den formiddag mistede også sin oldefar. Han døde og blev sammen med en masse andre begravet i det nordlige Frankrig. En masse kors på række.
Hjemme i Australien sad soldatens hustru – vores teenagepiges oldemor. Hun nåede ikke at få børn med sin mand, for så unge var de. Men hun havde stadigvæk et liv at leve, så hun giftede sig igen – og fik børn, børnebørn og oldebørn med sin nye mand.
Hjemme i Australien sad soldatens hustru – vores teenagepiges oldemor. Hun nåede ikke at få børn med sin mand, for så unge var de. Men hun havde stadigvæk et liv at leve, så hun giftede sig igen – og fik børn, børnebørn og oldebørn med sin nye mand.
Og det ene oldebarn stod i MacKay den formiddag. Hun fortalte om, hvor underligt det var at vide, at det kun var fordi hendes oldemors første mand døde, at hun var i live. Fordi hun giftede sig igen, og fik børn. Men måske netop derfor havde hun også besøgt hans grav i Frankrig på en skoletur.
Hun var taknemmelig for hans store offer, og derfor var han stadigvæk en del af deres families fortælling. Han blev ikke glemt, men fortællingen om ham, blev rakt videre gennem generationerne som en fakkel.
Han ofrede sig selv, og selvom han ikke fik børn, så blomstrede livet på grund af ham, men på måder som vi ikke kan forudsige.
Det underlige er, at selv i krigstid, så oplever vi menneskers storhed. Ja, måske netop der, fordi alt omkring en er så forfærdeligt, at det gode står lysende klart.
En anden fortælling fra 1. verdenskrig foregår i juledagene. For også i skyttegravene fejrede man krigen. Nogle steder hold man op med at bekrige hinanden – man stoppede for at holde julefred. Nogle steder gik man sågar ud mellem skyttegravene – i ingenmandslandet – og delte små gaver med hinanden.
Han ofrede sig selv, og selvom han ikke fik børn, så blomstrede livet på grund af ham, men på måder som vi ikke kan forudsige.
Det underlige er, at selv i krigstid, så oplever vi menneskers storhed. Ja, måske netop der, fordi alt omkring en er så forfærdeligt, at det gode står lysende klart.
En anden fortælling fra 1. verdenskrig foregår i juledagene. For også i skyttegravene fejrede man krigen. Nogle steder hold man op med at bekrige hinanden – man stoppede for at holde julefred. Nogle steder gik man sågar ud mellem skyttegravene – i ingenmandslandet – og delte små gaver med hinanden.
Men allermest smukt, så sang man for hinanden. De sang om julefred, om kærlighed og nåde. De sang om Jesusbarnet, som verdens lys.
Og så sang de også: Glade jul, dejlige jul. Den er oversat til 300 sprog – den er så kendt, at man kan synge den samme på mange forskellige sprog på en gang. Glade jul, dejlige jul. Midt i mudder og kulde, midt i kamp og frygt, sang de en lille smule fred ind i verden. Om ikke andet så bare for en stund.
Mennesket rummer storhed i sig – vi kan finde håb i det håbløse, og glæde i mørket.
I har hørt to fortællinger fra en krig, der foregår for mange år siden – men på mange måder har krige ikke forandret sig. Vores våben har, men grusomheden har ikke forandret sig. Mennesker går forandrede fra krige – de går derfra med ar på sjælen, men også mange gange med det dybtfølt ønske om fred. For det er det, krige gør ved os – vi længes efter freden og kærligheden. Vi længes efter alt det, der gør livet værd at leve.
Glade jul, dejlige jul. Det var hverken en glad eller dejlig jul, der i skyttegravene. Men de fejrede alligevel, at Jesusbarnet blev født en mørk vinternat.
I den danske oversættelse af Glade jul, dejlige jul – synger vi om engle, der daler ned i skjul.
Jeg har altid forestillet mig, at det er engle, der daler ned til vores skjulte hjerter, og viser os Guds kærlighed. De varmer kolde hjerter og tør det frosne håb op, så vi igen kan tro på livets godhed.
Livet er mest godt.
Engang var der én verdenskrig, der endte – og få år efter var endnu én, der endte. Krige ender – men indtil da er det forfærdelige og ødelæggende. Der er intet smukt ved krig – men der er noget uendeligt smukt ved mennesker.
Så smukt, at Gud lod sig føde som et menneske en mørk vinternat. Ja, netop i mørket, for at minde os om, at selv i den mørkeste time kan Gud når frem. Han møder os i mørket, han møder os i næsten – han møder os i vores liv skyttegrave og kampe. Han møder os i ruinerne af vores liv. Han møder os.
Det er julehåbet.
Glade jul – dejlige jul. Englene synger med os om fred.
Lad os synge med – lad os synge håbet ind i verden. Igen og igen.
Amen.
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/juledag-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Håbets Gud
Blæs os ud af håbløsheden – og ind i hinanden arme. Lær os at tilgive, og lær os at forskelle er velsignelser.
Lær os at se vores næste som skabt af dig – og lad altid kærligheden få 1. pladsen i vores liv.
Vær med alle der kæmper med ensom i disse juledage – og hele året. Vær med alle der kæmper med sygdom og sorg. Vær med alle der er bange og alle der har mistet håbet.
Vær med alle der har mistet et hjem og alle der har mistet troen på livet.
Vær med os, når vi lever så godt vi kan – og giv os lidt af din glæde, Gud – så vi igen kan møde hinandens blik i tillid til livet.
Vær med alle med magt – må de bruge den, så de passer på de svage.
Vær med alle ofte for krig – vær med soldaterne der kæmper – vær med kvinderne der bliver glemt og som ofte betaler en høj og brutal pris. Vær med børnene.
Vær med alle her i landet – regeringen og vores dronning Margrethe d. 2 og hele det kongelige hus.
Vær med din kirke – og i hele verden. Må vi altid insistere på, at vi kommer med længst med kærligheden, der vender ud mod verden.
Amen.
Og så sang de også: Glade jul, dejlige jul. Den er oversat til 300 sprog – den er så kendt, at man kan synge den samme på mange forskellige sprog på en gang. Glade jul, dejlige jul. Midt i mudder og kulde, midt i kamp og frygt, sang de en lille smule fred ind i verden. Om ikke andet så bare for en stund.
Mennesket rummer storhed i sig – vi kan finde håb i det håbløse, og glæde i mørket.
I har hørt to fortællinger fra en krig, der foregår for mange år siden – men på mange måder har krige ikke forandret sig. Vores våben har, men grusomheden har ikke forandret sig. Mennesker går forandrede fra krige – de går derfra med ar på sjælen, men også mange gange med det dybtfølt ønske om fred. For det er det, krige gør ved os – vi længes efter freden og kærligheden. Vi længes efter alt det, der gør livet værd at leve.
Glade jul, dejlige jul. Det var hverken en glad eller dejlig jul, der i skyttegravene. Men de fejrede alligevel, at Jesusbarnet blev født en mørk vinternat.
I den danske oversættelse af Glade jul, dejlige jul – synger vi om engle, der daler ned i skjul.
Jeg har altid forestillet mig, at det er engle, der daler ned til vores skjulte hjerter, og viser os Guds kærlighed. De varmer kolde hjerter og tør det frosne håb op, så vi igen kan tro på livets godhed.
Livet er mest godt.
Engang var der én verdenskrig, der endte – og få år efter var endnu én, der endte. Krige ender – men indtil da er det forfærdelige og ødelæggende. Der er intet smukt ved krig – men der er noget uendeligt smukt ved mennesker.
Så smukt, at Gud lod sig føde som et menneske en mørk vinternat. Ja, netop i mørket, for at minde os om, at selv i den mørkeste time kan Gud når frem. Han møder os i mørket, han møder os i næsten – han møder os i vores liv skyttegrave og kampe. Han møder os i ruinerne af vores liv. Han møder os.
Det er julehåbet.
Glade jul – dejlige jul. Englene synger med os om fred.
Lad os synge med – lad os synge håbet ind i verden. Igen og igen.
Amen.
Dagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/juledag-fra-anden-raekke
Kirkebøn:
Håbets Gud
Blæs os ud af håbløsheden – og ind i hinanden arme. Lær os at tilgive, og lær os at forskelle er velsignelser.
Lær os at se vores næste som skabt af dig – og lad altid kærligheden få 1. pladsen i vores liv.
Vær med alle der kæmper med ensom i disse juledage – og hele året. Vær med alle der kæmper med sygdom og sorg. Vær med alle der er bange og alle der har mistet håbet.
Vær med alle der har mistet et hjem og alle der har mistet troen på livet.
Vær med os, når vi lever så godt vi kan – og giv os lidt af din glæde, Gud – så vi igen kan møde hinandens blik i tillid til livet.
Vær med alle med magt – må de bruge den, så de passer på de svage.
Vær med alle ofte for krig – vær med soldaterne der kæmper – vær med kvinderne der bliver glemt og som ofte betaler en høj og brutal pris. Vær med børnene.
Vær med alle her i landet – regeringen og vores dronning Margrethe d. 2 og hele det kongelige hus.
Vær med din kirke – og i hele verden. Må vi altid insistere på, at vi kommer med længst med kærligheden, der vender ud mod verden.
Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar