3. søndag i advent, 2023

I begyndelsen af alting, var der ingenting. På nær Guds ånd – den hellige ånd – der svævede gennem intetheden. Og da er det, at Gud ved et ord begynder skabelsen. En skabelse, der har skabt ekkoet gennem universet op til i dag. Et kæmpe brag af et ord, der begynder alting.

Gud skaber med sit ord.

Og det er også ordene, som Gud siden hen forærer til menneskene – så vi med vores ord sammen kan skabe små verdener mellem os af kærlighed, fred, tilgivelse og håb.

Ord er vigtige – for ligesom de kan bygge op, så ved vi også at de kan rive ned. De kan ødelægge og fortære alt det smukke i tilværelsen. Det kommer an på, hvordan vi bruger vores ord.

Et ord sagt med gift i stemmen, kan blive båret med af modtageren resten af livet – og taget frem og husket. Vi kan ødelægge på sigt med vores ord; og selv når vi har glemt det, vi sagde, kan vores ord fortsætte med at ødelægge.

Men det omvendte er også sandt – vi kan bygge et menneske op med vores ord, og skabe glæde og vækst. Vi skal bruge vores ord til at synge lovsange.

Lukasevangeliet er lovsangenes evangelium – her finder vi hele tre lovsange; nemlig Marias lovsang, Simeonlovsang og Zakarias lovsang. Det er sange, der har presset sig på for Maria, Simeon og Zakarias, da de oplever, hvor tæt på Gud egentligt er i deres liv.

Og alle tre lovsange handler om frelsen i Kristus. Maria synger: Min sjæl lovpriser Herre, og fryder sig over Gud min frelser. Simeon synger: (…) mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk. Og Zakarias synger: Herren har besøgt og forløst sit folk.

De synger om frelsen – om glæden ved, at Gud vil os noget. Vil noget for os – og vil være hos os, når mørket sænker sig over os.

Det bemærkelsesværdige er, at alle tre lovsange er i begyndelsen af Lukasevangeliet. Det er som om Lukas vil have, at vi skal huske på lovsangenes glæde og budskab, når vi læser resten. De er fundamentet for resten af fortællingen.

Lukas bliver også kaldt de fattiges apostel, fordi han altid tager de svage i forsvar – for vi er intet, hvis vi ikke har alle med. Vi er et samlet folk. Vi kan høre det, når Zakarias i sin lovsang siger: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.

Der står Israels folk. I disse forfærdelige dage er det svært ikke at tænke på det konkrete landområde, der kaldes for Israel, og alt det forfærdelige, der lige nu foregår – også i denne time. Vi bliver blinde, når man i krigstid bruger et ord, der falder sammen med et land; men vi kristne bruger udtrykket på en anden måde – vi har et andet perspektiv. For når vi taler om Israels Gud, så mener vi her: vores Gud. Det åndelige Israel, som man bliver en del af, når man bliver døbt. Så hvad man end tænker om krigen; så handler Israel, når vi bruger udtrykket her i kirken, ikke om det jødiske folk, men derimod om os. Vi må som kristne tænke, at det handler om den Gud, der skabte alle mennesker – den Gud der nedbryder grænser og bygger broer mellem mennesker. Den Gud der lod sig føde som et lille barn.

Vi er en del af noget større – et levende håb.

Lovsange handler om håb – om at livet rummer de muligheder i Kristus, som vi ikke selv magter at åbne.

Eller som kirkefaderen Augustin siger som Zakarias’ lovsang:

“O velsignede hymne med glæde og lovprisning! Gudommeligt inspireret af Helligånden og dagligt sunget i Guds kirke! Å, må dine ord ofte være i min mund, og deres sødme altid i mit hjerte! De ord du bruger er mit livs trøst; og det du taler om er hele verdens håb!” (Augustin)

Vi lever også i en tid, hvor håbet til tider visner. Det er som om vi har fået fortalt os selv, at mennesker alligevel uddør, og at alt derfor er ligegyldigt. Det er en tanke, jeg ofte møder hos særligt yngre mennesker, og jeg bliver trist, når jeg hører den. For på den ene side forstår jeg godt, hvorfor de siger det. Vi er i gang med den 6. masseuddøen, siger nogle, der er krige, og klimaet raser. Men vi glemmer, at lige nu er der også dyr, man troede var uddøde, der kommer igen – krige ender og vi tilpasser os klimaet. Jeg siger ikke, at forandringerne lige nu ikke er voldsomme eller bekymrende, men netop nu skal vi lære at leve med håbet som fortegn. Vores frygt skal ikke få lov at definere vores tilgang til livet. Vi skal leve – og det er, hvad evangelierne forsøger at lære os.

Hvis nogle af jer genser Matador her i julen, så er der en ærketype på et menneske, der bestemt ikke lever, men som gør det modsatte af, hvad evangelierne fortæller os. Det er Kresten og Mads’ søster Anna, spillet af Kirsten Rolfes. Tante Anna er så gudsfrygtig, at hun slår andre i hovedet, når de forsøger at leve. Hun lever ikke i frelsen, men lever for at nå den – opnå den, og derfor lever hun ikke. Hun har sat sig et mål, som hun forsøger at nå gennem sine handlinger.

Og på en måde bliver tante Anna meget moderne, fordi hun sætter sig et mål, som hun arbejder for at nå.

Vi lever i handlingens tidsalder, hvor alt handler om at have målsætninger og at komme frem til dem. Vi har visioner for at udfolde dem, og missioner for at udføre dem.

Men evangelierne giver os ikke et mål for livet. Vi skal derimod lære at leve i den verden, som Gud har skabt med sit ord. Leve i et nu med håbet. Det kan være svært at høre og forstå, fordi vi er så vant til at have et mål, og nogle gange kommer vi tilmed til at tillægge Gud mål.

Det er jo ikke noget, vi ved ret meget om, men vi kommer til det, fordi livet også kan fremstå nemmere med et mål i sige. Men det glade budskab er, at vi ikke behøver et mål – vi skal derimod øve os på at leve.

K. E. Løgstrup siger om det at leve: ”Det er i al ting at se Guds skabning – forvrænget og ødelagt af os – men dog kun til, fordi Gud har skabt det. Det er at modtage al ting. Det er om morgenen, når vi åbner vore øjne at modtage dem af Guds hånd, han har givet dem – og ham har sat solen på himlen til at os sit lys, så vi ved det og vore øjne kan se – og se farver og former, se vort medmenneske, høre det tale. (..) At leve, det er, at komme ud af den afstumpede selvfølgelighed, hvormed vi tager alle ting, som om vi havde lavet det alt sammen selv. At leve, det er at modtage – alt.” (Prædikener fra Sandager-Holevad, s. 84 ff).

Håbet er at modtage – at åbne sine arme og lade Guds hellige ånde strømme gennem os i dette nu. Vi skal lære at leve, og ikke kun skue mod en fremtid, som vi alligevel ikke kender.

Vi skal leve i en dyb taknemmelighed over, at Gud har givet os denne verden at leve sammen i, og derfra springer der en masse handlinger, der kan bære os ind i fremtiden på en ansvarlig måde.

På latin er ordet for at leve: vivus. Det betyder ikke bare at leve, men at leve bæredygtigt, udholdende og ægte. At leve er at være til stede i livet på en bestemt måde. Og i evangelierne er denne måde en modtagende måde.

Håbet er også en gave – ikke noget, vi skal præstere eller et mål, vi skal nå. Håbet er i høj grad en væren – en måde at leve på i tillid til, at Gud er helt tæt på i vores liv.

Så i denne adventstid – denne ventetid – skal vi også leve, trods forandringer, trods det der må komme. Så kan vi ikke andet end at være her lige nu. I et nu vi skal fylde med taknemmelighed og glæde.

Eller som vi skal synge om lidt:

En glød i mørket og jeg mærker glæden ved,

Han er på vej, det er et lys af evighed.

Amen

Dagens prædiketekst: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-advent-fra-anden-raekke




Kirkebøn;

Livets Gud – du skabte os til at leve i denne verden – hjælp os nu til at gøre det i tiltro til, at du er med os. Gennem bekymringer, frygt, julestress og ensomhed. Du er med os – udholdende og tålmodig går du med os, også der hvor andre giver op. Og der hvor vi selv er bange for at vi giver op.

Giv os livet hver dag, så vi kan leve det så godt vi kan og magter.

Vær med alle, der tvivler på det budskab – vær med alle der hænger fast i fortiden – og alle der er bange for fremtiden. Vær med alle der er alt for ubekymrede, at de slet ikke kan sætte sig i andres sted.

Giv os dit nu, så vi lever med blikket rettet mod hinanden og det fælles liv.

Vær med alle der i denne tid er syge eller sidder ved en sygeseng. Vær med alle der mangler svar og alle der ikke har flere spørgsmål at stille.

Vær med alle der er påvirkede af krig – vær med kvinderne som ingen taler om – og børnene der må gemme sig fordi de voksne slås.

Gør os til bedre mennesker, Gud. Giv os lidt mere af din kærlighed og nåde. Vi trænger til den.

Vær med Møllevangskirken, og alle i den og omkring. Vær med din kirke over hele jorden.

Lad os være stille

Amen