Det citat rummer en stor visdom – for ikke blot, så fremkalder digtet billeder hos mange af os – da vi som børn lå i græsset, og kiggede ind i en anden verden. Små myrer kravlede rundt mellem græsstrå, der for dem var som træstammer – og duften af jord og græssets grønne saft nåede vores næser, mens græsset kildede på benene. Verden blev stor, når man zoomede ind, og tiden gik langsommere.
”Bøjer jeg mig så dybt jeg kan, vokser min verden sig stor”
Citatet rummer også en visdom om selve livet mennesker imellem. Det taler nemlig også om fællesskabet, og det ansvar som vi har fået for hinanden.
Ansvar er i sin essens en gave, som vi får skænket. Det er ikke noget, som vi tager – og det er faktisk heller ikke noget, som vi kan undslå os i kristeligt perspektiv. Vi har fået et ansvar, som er vores, og som vi skal forvalte bedst muligt. Ansvaret handler om, at vi altid skal række ud mod det menneske, der har brug for vores hjælp, også selv det kan være besværligt, tage tid eller ligefrem være svært.
Dietrich Bonhoeffer, der var tysk teolog og præst under WWII, og som med henrettet for sin kritik af systemet, har sagt følgende om menneskets fælles ansvar:
Det eneste frugtbare forhold til andre mennesker, særligt når det kommer til svage mennesker, er kærlighed, dvs. viljen til at leve i fællesskab med dem. (Min tid er i dine hænder, s.22).
Vi har fået et ansvar – en måde at svare livet på, når det vil os noget.
Der er mange, der i denne tid, synes at livets ansvar er tungt at bære. Og som faktisk forsøger at kaste ansvaret af sig. Man kan sagtens vende det rygge, og lade som ingenting. Men gør man det, så sker der noget med en dybt i ens indre.
Man skrumper – hjertet bliver mindre – og verden bliver så lille, at man kan have den i sin lomme.
Man ordner verden i rammer og regler, som gør, at den igen bliver overskuelig og nem at have med at gøre. Der er ikke andre i den verden end en selv – og selvom det kan være dejligt for en stund at slippe for det dumme ansvar, så sender det også mennesket ud på en ensom færd.
Og faren er, at man begynder at ville forsvare den verden, fordi den også er nem, og da er det, at man dømmer andre ude, som forkerte.
Men igen som Bonhoeffer så rigtigt siger:
Intet af det som vi foragter hos andre, er ganske fremmed for os selv. (…) Vi må lære at bedømme mennesker på det, de gennemlever, end på det de gør, eller undlader at gøre. (Ibid, s. 22)
Vi må bedømme mennesker på det, de gennemlever – ikke det de gør. Vi mennesker er ikke vores handlinger – vi er det, vi oplever og gennemlever. Og selvom mange har svært ved at tage ansvaret på sig, så skal man ikke foragte, forkaste eller fordømme dem. Heller ikke det menneske, der ikke vil hjælpe andre – eller for den sags skyld det menneske, som faktisk hjælper, men som praler så meget med det, at man er ved at gå ud af sit gode skind.
Vi skal ikke dømme. Vi skal ikke foragte. Vi skal ikke forkaste.
Vi skal derimod tage vores ansvar på os, bøje os dybt for næsten og behandle hinanden værdighed.
Fordi Gud altid er på livets side. Og dermed også på vores side.
Jesus viste os vejen – han var vejen. Da han en dag på en sabbat – den helligste tid på ugen – spiser sammen med en ledende farisæer, er han i et selskab, hvor de alle sender ham blikke. De er måske nysgerrige, fordi rygtet om ham er gået i forvejen. De er måske bange for ham, fordi han siger, at han er Guds søn. De er måske ivrige efter, at han bliver fjernet. Vi ved det ikke, men stemningen har været spændt.
Og da står der pludselig en mand foran Jesus – han lider af vand i kroppen, og hans hud må have spændt ud til bristepunktet. Om han er kommet for at blive helbredt eller om han er tjener den aften, ved vi heller ikke.
Men Jesus tager udgangspunkt i ham – for selvom vand i kroppen kan være smertefuldt, så behøver det ikke være livstruende. Men der er noget symbolsk i, at det netop er vand i kroppen, som manden lider af. Vi består alle af 2/3 del vand. Vi er mest vandmennesker, der vandrer rundt på den tørre jord. Men vi døber med vand – vi siger, at dåben er et bad. Fordi vand renser og holder i live. Og der står så en mand, som ikke bare har vand i sig som alle andre – han er fyldt til randen med det rensende og livgivende vand. Der er for meget af det gode i ham – der er så meget, at det buler ud, og får ham til at ligne en plastichandske, der er pustet op.
Lige som farisæeren, der kendte Moseloven, og overholdt den til punkt og prikke. De gjorde det rigtige, fordi de var troende, men måske var der også for meget af alt det rigtige i dem, så de ikke kunne se hinanden for love.
Deres indre bulede også ud af alt det, der skulle rense dem og holde dem i livet rent sjæleligt. Manden med vand i kroppen er et sindbillede på en religiøsitet, der overholder sine egne regler, men glemmer mennesket. Glemmer fællesskabet og dermed ansvaret.
Og derfor helbreder Jesus manden – fjerner alt det i ham, der var for meget af, så han igen kunne komme i balance.
Og så spørger Jesus om man må helbrede på en sabbat. Svaret ifølge loven burde være nej, selvom der selvfølgelig ikke er skrevet noget ind i loven om helbredelser – de er ret svære at lovgive om, når det kun er Gud selv, der kan helbrede.
Men Jesus har en pointe – for pointen er – gælder vores ansvar for hinanden også om sabbatten, eller er sabbatten vigtigere end mennesket. Svaret er måske klart i en sekulariseret del af verden, at mennesket altid er vigtigere end sabbatten.
Men måske man kan spørge: er det vigtigere at gøre sin retmæssige pligt end at hjælpe en anden?
I 2009 gemte en gruppe irakiske asylansøgere sig i Brorsonskirken i København. Det var ulovligt at huse dem, og de blev fjernet af politiet. Der var demonstranter udenfor kirken, der blev fjernet med peberspray og stave. De demonstrerede for solidaritet med de flygtninge, der havde brug for hjælp.
Og kirken – ja, den låste ikke sine døre, da irakerne kom og bankede på for at få hjælp. Præsten lod dem gå ind i kirkens hellige rum, fordi han mente, at det var hans ansvar at hjælpe dem. Loven var ikke vigtigt her – det var mennesket.
Kirken har mange steder spillet en politisk rolle når mennesket er blevet holdt under fode, truet eller forfulgt. Kirken har hjulpet på tværs af trosretninger og alliancer. Det er ikke kun sket i Danmark – nej, det her er sket og sker over hele verden, at kirken som kristent fællesskab rækker armene frem, og hjælper.
Det er ikke altid noget, vi gør så stort et nummer ud af – heldigvis. Dels er det nogle steder med livet som indsats, og dels skal man ikke prale af, at man hjælper andre. Man skal ikke hjælpe for at se godt ud i andres øjne – man skal hjælpe fordi vi har fået et ansvar for andre.
Og det ansvar er givet den enkelte – hver af os. Ikke bare den anden ved siden af mig – nej. JEG er givet et ansvar, som jeg skal løfte. Jeg skal hjælpe.
Nu siger jeg altså ikke, at vi skal begå lovbrud – eller at vi skal begynde en kriminel løbebane. Det er slet ikke pointen. Pointen er, at vi ikke må lukke os inde i os selv, og glemme andre. Vi må ikke lade hånt om andres råb om hjælp, hvor den end kommer fra. Vi må ikke opgive at give hjælp til dem omkring os, der kalder på os. Vi må ikke lade vores hjerter blive mindre – nej, de skal vokse og blive større.
For der er det forunderlige ved hjertet – det er en muskel, der skal trænes, og jo mere man bruger det, des større bliver det.
Gud står på livets side. Også i dag. Og i morgen – og altid.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
”Bøjer jeg mig så dybt jeg kan, vokser min verden sig stor”
Citatet rummer også en visdom om selve livet mennesker imellem. Det taler nemlig også om fællesskabet, og det ansvar som vi har fået for hinanden.
Ansvar er i sin essens en gave, som vi får skænket. Det er ikke noget, som vi tager – og det er faktisk heller ikke noget, som vi kan undslå os i kristeligt perspektiv. Vi har fået et ansvar, som er vores, og som vi skal forvalte bedst muligt. Ansvaret handler om, at vi altid skal række ud mod det menneske, der har brug for vores hjælp, også selv det kan være besværligt, tage tid eller ligefrem være svært.
Dietrich Bonhoeffer, der var tysk teolog og præst under WWII, og som med henrettet for sin kritik af systemet, har sagt følgende om menneskets fælles ansvar:
Det eneste frugtbare forhold til andre mennesker, særligt når det kommer til svage mennesker, er kærlighed, dvs. viljen til at leve i fællesskab med dem. (Min tid er i dine hænder, s.22).
Vi har fået et ansvar – en måde at svare livet på, når det vil os noget.
Der er mange, der i denne tid, synes at livets ansvar er tungt at bære. Og som faktisk forsøger at kaste ansvaret af sig. Man kan sagtens vende det rygge, og lade som ingenting. Men gør man det, så sker der noget med en dybt i ens indre.
Man skrumper – hjertet bliver mindre – og verden bliver så lille, at man kan have den i sin lomme.
Man ordner verden i rammer og regler, som gør, at den igen bliver overskuelig og nem at have med at gøre. Der er ikke andre i den verden end en selv – og selvom det kan være dejligt for en stund at slippe for det dumme ansvar, så sender det også mennesket ud på en ensom færd.
Og faren er, at man begynder at ville forsvare den verden, fordi den også er nem, og da er det, at man dømmer andre ude, som forkerte.
Men igen som Bonhoeffer så rigtigt siger:
Intet af det som vi foragter hos andre, er ganske fremmed for os selv. (…) Vi må lære at bedømme mennesker på det, de gennemlever, end på det de gør, eller undlader at gøre. (Ibid, s. 22)
Vi må bedømme mennesker på det, de gennemlever – ikke det de gør. Vi mennesker er ikke vores handlinger – vi er det, vi oplever og gennemlever. Og selvom mange har svært ved at tage ansvaret på sig, så skal man ikke foragte, forkaste eller fordømme dem. Heller ikke det menneske, der ikke vil hjælpe andre – eller for den sags skyld det menneske, som faktisk hjælper, men som praler så meget med det, at man er ved at gå ud af sit gode skind.
Vi skal ikke dømme. Vi skal ikke foragte. Vi skal ikke forkaste.
Vi skal derimod tage vores ansvar på os, bøje os dybt for næsten og behandle hinanden værdighed.
Fordi Gud altid er på livets side. Og dermed også på vores side.
Jesus viste os vejen – han var vejen. Da han en dag på en sabbat – den helligste tid på ugen – spiser sammen med en ledende farisæer, er han i et selskab, hvor de alle sender ham blikke. De er måske nysgerrige, fordi rygtet om ham er gået i forvejen. De er måske bange for ham, fordi han siger, at han er Guds søn. De er måske ivrige efter, at han bliver fjernet. Vi ved det ikke, men stemningen har været spændt.
Og da står der pludselig en mand foran Jesus – han lider af vand i kroppen, og hans hud må have spændt ud til bristepunktet. Om han er kommet for at blive helbredt eller om han er tjener den aften, ved vi heller ikke.
Men Jesus tager udgangspunkt i ham – for selvom vand i kroppen kan være smertefuldt, så behøver det ikke være livstruende. Men der er noget symbolsk i, at det netop er vand i kroppen, som manden lider af. Vi består alle af 2/3 del vand. Vi er mest vandmennesker, der vandrer rundt på den tørre jord. Men vi døber med vand – vi siger, at dåben er et bad. Fordi vand renser og holder i live. Og der står så en mand, som ikke bare har vand i sig som alle andre – han er fyldt til randen med det rensende og livgivende vand. Der er for meget af det gode i ham – der er så meget, at det buler ud, og får ham til at ligne en plastichandske, der er pustet op.
Lige som farisæeren, der kendte Moseloven, og overholdt den til punkt og prikke. De gjorde det rigtige, fordi de var troende, men måske var der også for meget af alt det rigtige i dem, så de ikke kunne se hinanden for love.
Deres indre bulede også ud af alt det, der skulle rense dem og holde dem i livet rent sjæleligt. Manden med vand i kroppen er et sindbillede på en religiøsitet, der overholder sine egne regler, men glemmer mennesket. Glemmer fællesskabet og dermed ansvaret.
Og derfor helbreder Jesus manden – fjerner alt det i ham, der var for meget af, så han igen kunne komme i balance.
Og så spørger Jesus om man må helbrede på en sabbat. Svaret ifølge loven burde være nej, selvom der selvfølgelig ikke er skrevet noget ind i loven om helbredelser – de er ret svære at lovgive om, når det kun er Gud selv, der kan helbrede.
Men Jesus har en pointe – for pointen er – gælder vores ansvar for hinanden også om sabbatten, eller er sabbatten vigtigere end mennesket. Svaret er måske klart i en sekulariseret del af verden, at mennesket altid er vigtigere end sabbatten.
Men måske man kan spørge: er det vigtigere at gøre sin retmæssige pligt end at hjælpe en anden?
I 2009 gemte en gruppe irakiske asylansøgere sig i Brorsonskirken i København. Det var ulovligt at huse dem, og de blev fjernet af politiet. Der var demonstranter udenfor kirken, der blev fjernet med peberspray og stave. De demonstrerede for solidaritet med de flygtninge, der havde brug for hjælp.
Og kirken – ja, den låste ikke sine døre, da irakerne kom og bankede på for at få hjælp. Præsten lod dem gå ind i kirkens hellige rum, fordi han mente, at det var hans ansvar at hjælpe dem. Loven var ikke vigtigt her – det var mennesket.
Kirken har mange steder spillet en politisk rolle når mennesket er blevet holdt under fode, truet eller forfulgt. Kirken har hjulpet på tværs af trosretninger og alliancer. Det er ikke kun sket i Danmark – nej, det her er sket og sker over hele verden, at kirken som kristent fællesskab rækker armene frem, og hjælper.
Det er ikke altid noget, vi gør så stort et nummer ud af – heldigvis. Dels er det nogle steder med livet som indsats, og dels skal man ikke prale af, at man hjælper andre. Man skal ikke hjælpe for at se godt ud i andres øjne – man skal hjælpe fordi vi har fået et ansvar for andre.
Og det ansvar er givet den enkelte – hver af os. Ikke bare den anden ved siden af mig – nej. JEG er givet et ansvar, som jeg skal løfte. Jeg skal hjælpe.
Nu siger jeg altså ikke, at vi skal begå lovbrud – eller at vi skal begynde en kriminel løbebane. Det er slet ikke pointen. Pointen er, at vi ikke må lukke os inde i os selv, og glemme andre. Vi må ikke lade hånt om andres råb om hjælp, hvor den end kommer fra. Vi må ikke opgive at give hjælp til dem omkring os, der kalder på os. Vi må ikke lade vores hjerter blive mindre – nej, de skal vokse og blive større.
For der er det forunderlige ved hjertet – det er en muskel, der skal trænes, og jo mere man bruger det, des større bliver det.
Gud står på livets side. Også i dag. Og i morgen – og altid.
Amen
Dagens tekst: https://bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke
Ingen kommentarer:
Send en kommentar