10. søndag efter trinitatis

På irsk findes der er ord, som jeg desværre ikke kan udtale – men det er et ord for tillid/tiltro.  Det betyder oversat: du er det sted, jeg stiller mig, den dag mine fødder er ømme.

Du er det sted, jeg stiller mig. Det sted, hvor jeg tør stå og kan stå når mine fødder er ømme. Når jeg på den lange vandring som livet er, ikke længere kan gå; men må standse og lade op, kan jeg gøre det hos dig.

Det er tillid – det er tiltro.

Men det er også at turde være sårbar og skrøbelig den dag, man har brug for en pause. At turde stå ved, at man ikke magter alt eller kan alt; men at man engang imellem falder sammen. Falder fra hinanden. Får ømme fødder.

Jesus Kristus levede et liv, hvor han viste os, at hos ham kunne vi komme og stille os. Vi kan være dem, vi er hos ham.

Hans virke er én stor fortælling om det.

Næste søndag er evangeliet hentet fra Lukasevangeliet, hvor en kvinde står sit hår ud overfor Jesus – det har bølget ned over ryggen på hende, og kranset om hendes hoved. Og hun brugte det til at tørre Jesu fødder med efter at have badet dem i olie. Det har været uhørt på Jesu tid, at en kvinde har gået med utildækket hår. Hun har taget sløret af – afsløret sig selv – for at stå sårbar foran sin mester. Hun har ikke haft en maske til at skjule sig med, men har på sin vis stået med hele sit liv i hænderne – alt det hun har gjort, de gange hun har fejlet og de gange hun ikke slog til.

Men hun viste sin sårbarhed, skrøbelighed og fuldstændige afhængighed af Jesus, da hun slog håret ud. Men ærlig kontakt fordrer netop den sårbarhed.

Kvinden har haft tillid og tiltro til, at denne mand ikke ville dømme hende, men ville åbne sine arme og tage imod hende – accepterer hende. Det var en handling som hun ikke kunne give sig selv – man kan ikke kramme sig selv til accept. Den skal gives – som Kristus giver os et sted, vi kan stille os den dag, hvor vores fødder er ømme.

Det er budskabet om nærhed, vedkommende og kærlighed. Det er evangeliet.

Men det er også alt andet end ligegyldighed.

Og det er vigtigt – for Jesus var alt end ligegyldig, og de mennesker, han mødte, var alt andet end ligegyldige for ham.

Men netop ligegyldigheden har det med at snige sig ind på os og vores tilværelse.

Ligegyldighed er en måde at være i verden på. En fuldstændig usympatisk måde at være i verden, hvor man ikke forholde sig til det omkring en, og dermed ikke lader sig hverken røre eller forstyrre af andre, deres problemer eller deres væren.

Og når man hverken lader sig røre eller forstyrre, så bliver man heller ikke hverken berørt eller forundret over den verden, vi lever i eller de mennesker der omgiver os.

Det kan ligegyldigheden ikke – den har ikke følelser. For at lade sig berøre og forundrer, så kræver det, at man har empati, følelser og kan sætte sig ind i andres situation. At man gider gøre det ekstra der skal til, for at række ud mod andre. Ligegyldigheden gider ikke andet end den selv. Den kredser om sig selv. Ser ikke op.

Og den er farlig – for den dehumaniserer os. Den gør os til mindre end vi er. Den fjerner det potentiale for storhed, der ligger i os – altså storhed som værende det vi er, når vi lader næstekærligheden stå forrest. En storhed som Løgstrup kaldte for en spontan livsytring. Når vi spontant – uden bagtanke – rækker os mod et andet menneske, der har brug for vores hjælp. Den storhed ligger i os alle fra begyndelsen – som en del af vores skabthed; nemlig evnen til næstekærlighed.

Og det er den spontane handling, som ligegyldigheden fjerner. Den ødelægger det skabte – ødelægger Guds vilje med skaberværker.

Ligegyldighedens modsætning er kærlighed. Den kan ikke være til stede, hvis der er kærlighed. For kærlighed er det, der gør, at vi kan se på hinanden og genkende hinanden som medmennesker. Som Guds skabte. Kærligheden transcenderer nationalitet, etnicitet og tro. For det er mennesker, som Kristus forholder sig ikke – ikke til rette troende.

Det betyder selvfølgelig ikke, at tro er ligegyldig – selvfølgelig ikke. Men det betyder, at i vores relation til andre mennesker er det forbundetheden som skabte, der skal stå forrest.

Eller sagt på en anden måde, så skal vi som troende møde alle mennesker som ligeværdige og med samme næstekærlige omsorg – uagtet hvem de så ellers er.

Vi skal i øjnene på næsten, som heldigvis ikke er dækkede til, få øje på hinanden. Sådan virkelig få øje på et menneske, der, ligesom os selv, er elsket af Gud.

Men ligegyldigheden er altid en fare ved livet – den kan snige sig på os, når vi i over lang tid har hørt om flygtningelejre, børnekrigere, voldtægter, henrettelser, eksplosioner og covid-19. Så lukker vi ned.

Jeg gør det i al fald – men man skal huske at lukke op igen. Vi må ikke blive blinde for den verden, der er omkring os. Det er ikke kun i lille Danmark, at vi skal udvise næstekærlighed – det er i hele verden. Vi har et ansvar for den verden vi lever i. Vi må ikke gøre vores verden så lille, at det kun er vores matrikel, der interesserer os.

Så vil kritikere sige, at Jesus jo kun viste næstekærlighed for dem, han mødte ansigt til ansigt. Ja, det er rigtigt, men det er svært at bruge facebook før det bliver opfundet, og svært at blive opdateret på nyhederne før internettet. Ja, selvfølgelig kunne Jesus kun møde dem, han mødte fysisk; men fritager det så os fra at være næstekærlige ud over eget nabolag?

Nej, selvfølgelig ikke. Vi skal ikke bruge evangeliet som en undskyldning for at vende blikket væk. Verden angår også os.

Ja, verden angår os. Det er evangeliet.

Jesus er vred i dag, og spyr med ord, man brænder sig på. Hvis man ser på konteksten, så taler han til farisæerne, saddukæerne, rabbinerne og profeterne. Alle dem hvor ligegyldigheden havde fået taget i dem. Hvor egeninteresser stod højere end næstens ve og vel.

Derfor er Jesu vred. Men ligegyldigt om vi kender konteksten, som kan være nok så forståelig, så må domstekster og vredestekster aldrig få det sidste ord. Hvis vi gør dommen og vrede mere gyldige end de steder, hvor vi hører om nåde, retfærdighed, glæde og kærlighed, så gør vi også Gud til den dommer, der holder regnskab med vores liv. Og det regnskab ønsker ingen af os gjort op.

For Jesus siger også et andet sted: ”jeg vil barmhjertighed, ikke slagtofre”.

Jesus døde på korset for at undgå slagtofre.

Vi må ikke lade ligegyldigheden lægge sig som en slange om vores hjerter, så vi ligefrem frydes af dommens ord.

Vi skal bryde ligegyldigheden ned, så medmennesket står foran os med udslået ud – sårbar og skrøbelig. Så vi kan blive det sted for hinanden, hvor vi kan stoppe op og hvile os den dag, hvor vores fødder er ømme.

Vi skal insistere på kærligheden. Amen


Dagens tekst:
https://www.bibelselskabet.dk/10-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke