lørdag den 2. maj 2015

4. søndag efter påske 2015



Peter Seeberg har skrevet en novelle, der hedder ”Helten”, og i den bliver der fortalt om et ægtepar (fra ”Eftersøgningen og andre noveller”). Ægteparret bor i et ældre hus, og en dag ser de en fugtplet i loftet. ”Huset er gammelt” siger konen, ”Men godt bygget”, svarer manden.

Taget bliver nu efterset og tætnet, men 10 år senere får konen øje på en revne i væggen nede i kælderen. ”Nu synker huset sammen” siger hun, og manden køber cement og begynder at fylde revnerne. Men pudset falder af ved siden af, og derfor begynder han at bruge al sin tid på at finde den hele rigtige cement, og han fylder revnerne ved hjælp af små smalle fugeskeer.

”Det er ikke morsomt længere.” siger konen, som om det på et tidspunkt havde været morsomt. ”Revnerne yngler som rotter” fortsætter hun. Så hun flytter væk – væk fra huset og manden, og forbander ham tre gange om dagen. Manden er også flittig, men han bruger sin tid på at forsøge at redde huset. Han bygger både en indre og en ydre skal på huset, for at sikre det. Han piloterer endda de nu tre huse han har med 14 meter lange betonbjælker, men lige lidt hjælper det. Husene synker og revner. Og til sidst efter års slid og slæb står kun skorstenen tilbage. Manden sætter sig ind i skorstenen, og der bor han resten af sine dage, mens han mindes alt det tabte.

Sådan lyder novellen af Peter Seeberg.

Manden ender med at sidde i sin skorsten, for det er det eneste, der er tilbage.

Nu skal I høre om disciplene, der i dag lytter til Jesu tale. For lige efter Jesu korsfæstelse, i dagene inden opstandelsen, lukker de sig også inde i skorstene - deres eget indre.

Evangeliet til i dag foregår før påsken, men vi hører det altså her i tiden mellem påske og Kristi Himmelfart. Fortællingen er en af Jesu afskedstaler, hvor han forsøger at fortælle eller forberede sine disciple på, hvad der skal ske; nemlig som vi hører i påsken, at han skal korsfæstes. Og hvad mere er, at Jesus frivilligt lader sig korsfæste. Disciplene ved altså endnu ikke, at det skal ske, men talen skal forberede dem på det, der skal til at ske.

Disciplene som fulgtes med Jesus, havde forladt alt hvad de ejer for at gå med ham. De havde forladt deres hjem, deres seng, deres koner og børn. De har forladt alt, hvad de kender for denne mand – afskrevet alt for ham. Tænk på hvad der skulle til, før vi ville gøre det samme og forlade alt. Disciplene har sat deres håb, drømme og tillid til denne mand. De har set ham gøre undere, og de har hørt ham tale om, at han er sendt af Faderen – af Gud. De har troet på det. Selvfølgelig har de det, også selv om det har været svært til tider. Så selvom Jesus forsøger at forbedrede dem inden, han skal dø, så er der med vantro og sorg, at de indser, at Jesus ikke redder sig selv ned fra korset, men hænger der indtil han dør. Og nu står de tilbage – alt omkring dem er ødelagt. Det begyndte måske med en fugtplet i loftet, da Jesus blev tilfangetaget, en revne i kælderen, da Barabas blev frigivet i stedet for ham, og selvom de piloterede deres tro ned med 14 meter lange betonbjælker, så forlod han dem. Og nu er de krøbet i skjul i skorstenen og mindes alt det, der var. Drømmen er slået i stykker.

Men hvad har de tænkt disse disciple, som har kendt Jesus personligt? Tænker de på den tid, der har været heldige at opleve, eller tænker de på den tid, de har spildt på Jesus? Hvad tænker vi selv? Er det spildt eller godt brugt?

Hvordan forholder vi os til det liv, der er vores? Går vi vores vej, som konen i Seebergs novelle, alt imens vi forbander livet, eller forsøger vi at lappe på livet og endog så meget, at ender med at lukke os selv inde i skorstenen, mens minderne fylder mere end livet?

Eller er der en anden vej, vi kan gå? Selv når vi føler vi er endt i en blindgyde?

Evangeliet fortæller os, at der er en vej at gå. Der er altid en vej.

Men som altid, næsten som i et eventyr, så er der farer eller faldgruber. Jesus nævner selv nogle af dem, men siger også at disse faldgruber er forandret, for før ham vidste vi ikke, at faldgruberne var der – nu ved vi det, og kan undgå dem.

Jesus nævner selv synd, retfærdighed og dom i dagens evangelium.

Synd er det, at vi ikke tror - når vi vender ryggen til kærligheden og nægter at lade den tage plads i vores liv. ikke når det sker af frygt, for da ser Gud, at vi længes efter kærligheden, men når vi vender kærligheden ryggen på grund af ondskab hævntørst eller grådighed. Det er en synd.

Og så nævner Jesus også retfærdighed og dom. Vi siger i trosbekendelsen, at Jesus vil sidde ved Guds højre side og dømme. Der er altså en dom, men hvilken dom? For det er ikke en dom, som vi kender den her på jorden, hvor vores retfærdigheds sans kræver, at har man gjort noget slemt, så skal man straffes. Guds retfærdighed er ikke straffende, for han dømmer med nåden. Nåden er vores advokat, og vi bliver frikendt. Vi dømmes af kærlighed til kærlighed – hvis vi vil have den.

Der er altså farer på vejen – termer vi kan misbruge, eller tage som gidsler og dømme andre med. Det er altid faren i et liv, at vi tager Guds rolle på os, og tror, at vi skal fælde dom, når det vi skal gøre er at leve.

Egentlig kan man sige, at faren er, at vi tror at vores tilværelse og livet er samme størrelse. Vi gør livet alt for småt – vi gør livet så lille, at det lige passer ind i en skorsten.

Men livet er større end det. Langt større. Så stort at det skal svimle i os, når vi tænker på det.

Så spørgsmålet bliver stillet igen: hvilken vej går du i livet?

Evangeliet fortæller os om en anden vej.

Helligåndens komme der skal virke mellem os, levende og kærlig. Den skal fortælle verden om synd, retfærdighed og dom. Den skal opklare forvirringen. Helligånden skal forvandle vores hjerter fra stenhjerter, der kødhjerter.

Vi bliver kaldt os ud af vores skorsten og vist at livet er større. Vi skal vove os ud, selvom vi måske begyndte med et hus, og endte med en skorsten, så skal vi vove os ud, for det er kun derude, livet kan leves.

Jesus siger om sig selv, at han er vejen, sandheden og livet. Han er vejen vi skal gå. Der er en anden vej, der bliver tilbudt os. Vi bliver ikke tvunget til den, men vi kan tage imod den, hvis vi vil. Den vej er vejen til kærlighed – den vej gør livet større.

Den treenige Gud hvisker hver dag til os: kom ud af dit skjul og jeg går med dig.

Hver dag skal vi igen forsøge at leve livet så godt vi kan. Hver dag skal gå ud og møde hinanden. Hver dag. Og når dagen er slut, og selv om vi måske fejlede, så møder Gud os med sin kærlighed og siger til os:

”Se, jeg er med jer alle dagen indtil verdens ende.”

Amen



Dagens tekster: 

Denne hellige lektie skriver profeten Ezekiel: Dette siger Gud Herren: »Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud.« Ez 36,26-28

Epistlen skrives i Jakobsbrevet: Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge. Efter sin vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger. Det skal I vide, mine kære brødre: Enhver skal være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede, for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud. Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle. Jak 1,17-21


Jesus sagde: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.« Joh 16,5-15


Kirkebøn:
Kære Gud

Du forbavser os med din kærlighed, som vi ikke altid forstår. Åbn vores hjerter, så vi kan mærke den, og lad den forandre os, så vi kan gå ud i verden med frimodighed og møde andres blikke.

Giv os styrken til at arbejde for en verden, hvor lighed og tillid er på førstepladsen.

Vi beder dig om, at du må være med enhver der ikke oplever livet i frihed eller kærlighed. Vi beder dig om, at du må være med alle dem, der kæmper for overlevelse, og alle dem hvis glæde fordamper hver gang de prøver at leve livet. Lad dem få del i din kærlighed.

Vi beder for dem, der lukker sig dem inde – luk dem ud, og væn dem til at se din lysende sol som et tegn på din godhed. Lad deres øjne vænne sig til sandhedens lys, så de kan opdage, at der altid var en plads ledig til dem i fællesskabet.

Vi beder for de syge, der kæmper en daglig kamp om at beholde håbet. Vi beder for dem, der har mistet – lad dem ikke miste dig af syne. Vi beder for de unge mennesker, der bliver konfirmeret i denne tid – hold det løfte, du gav dem i dåben om at gå med dem indtil verden ende.

Vi beder i dag særligt for ofrene for jordskælvet i Tibet og Nepal – og for de efterladte, der står tilbage i kaos og fortvivlelse. Vær med dem, og giv dem styrke til at genopbygge deres land, deres liv og deres hverdag.

Vær med alle, der har brug for dig, også selvom de ikke ved det.

Lad os være stille sammen et øjeblik.

Hør vores bønner Gud.



Amen