3. søndag efter påske 2022

Egentlig handler dagens tekster ikke om håb, men så alligevel. Håbet er ligesom det, der ligger under og skinner igennem.

For der er noget håbefuldt i Jesu ord, når han igen må skære budskabet ud i pap for de mennesker, der stod ham nærmest. Det er håbefuldt, fordi det dels betyder, at vi ikke behøver at forstå kristendommen eller troen. Og det er håbefuldt, fordi det giver os en vej at gå.

Det med, at vi ikke behøver forstå troen, kan godt virke lidt provokerende, og det er heller ikke fordi, jeg siger, at vi skal holde op med at tænke, reflektere eller bruge vores hoved. Men det fine i budskabet er det, at vi ikke behøver forstå ALT i troen for at kunne tro den. Der er tværtimod noget ulogisk og noget overraskende i troen.

VI hører i dag om Moses ved den brændende tornebusk – en busk, der slet ikke brænder ned, men blot har denne ild i sig. Og Guds stemme lyder til Moses inden han når at tænke over, hvad han skal sige – så vi behøver heller ikke have ord klar i mødet med Gud. Gud skal nok tale til os. Og da giver Gud Moses en opgave, som får ham til at spørge, hvem Gud da tror, at Moses er. Så Moses første spørgsmål til Gud er: hvem er jeg?

Det spørgsmål har mennesker stille til alle tider, og er altid det første – hvem er jeg?

Vi vil gerne have lidt fast grund under fødderne, før vi kan gå ud i verden, så vi spørger: hvem er jeg? Det virkelig overraskende i fortællingen om Moses er dog nu, at Gud ikke svarer ham på spørgsmålet. Men derimod svarer ham ved at sige: Jeg er med dig.

Guds svar på vores spørgsmål, der kredser om, hvem vi selv er, er altid: jeg er med dig.

Når Gud er med, så er vi dem, vi skal være. Så bliver vi dem, vi skal være. For Gud er den styrke, vi har brug for, for at kunne gå livets vej.

VI behøver ikke forstå alt om os selv, for at gribe livet, og begynde at gå. Vi behøver ikke forstå alt, der bliver sagt om Gud, så længe Gud er med os. Vi skal blot overgive vores liv, hjerte og sjæl til at Gud vil sørge for os på vejen.

I gamle dage sagde man til hinanden, og ofte inden folk skulle ud på en længere rejse, Gud i vold. Det bruger vi ikke så meget mere – ikke fordi det ikke er sandt, men fordi ordet vold giver forkerte associationer. Men vold betyder her: varetægt, beskyttelse eller omsorg. At Gud altså har vores ryg for nu at sige det meget moderne. Gud i vold – vi er i Guds varetægt, og han er med os.

Vi må overgive os selv til ham på vores livsrejse. Det er fuldt af håb – håb for den vej, vi skal gå. Håb for at fremtid, der venter os, når Gud går med. Håb om, at de kampe som der også venter i tilværelsen, kan falde ud til kærlighedens side.

OG Gud gik med Moses, og han lykkedes med den opgave, som Gud havde givet ham om at befri israelitterne fra slaveri.

Det er jo en stor opgave, som Moses løste, og jeg bilder mig ikke ind, at Gud har lige så store planer med mit liv; men ethvert liv er lige så betydningsfuldt som Moses liv.

For ingen er mere eller mindre. Vi er alle lige, og vi er alle inviterede til at gå vejen med Gud.

Kristus taler om, at han ER vejen, sandheden og livet. Det er gennem Kristus, at vi lærer om hvem Gud er.

Gud lod sig inkarnere ind i denne verden. Fra at være en ånd, der svæver over vandende, blev Gud et menneske i kød og blød. (Tilfældigvis en mand, men det betyder ikke, at Gud er en mand – Gud er både mand og kvinde.)

Det er en begivenhed, der på nogle måder overgår påskens opstandelse. For opstandelsen er den måde, Gud kunne komme ud af verden på – det er en stor begivenhed set fra menneskers perspektiv, fordi vi først der forstår, hvem og hvad Kristus var. Men fra Guds perspektiv kunne Kristus ikke andet end at opstå. Det er derimod det, at Gud (skaber af universet og livet) kunne komme tilstede i et lillebitte menneske, der egentligt er det største.

Og i inkarnationen kan mennesker og Gud mødes. Eller som teologen Henri Nouwen skriver i sin lille bog ”Stemmen i mit indre”: ”Det er inkarnationens gode nyhed: Ordet blev kød, og dermed skabes der et nyt sted, hvor alt hvad du er, og alt hvad Gud er, kan bo. Når du har fundet den helhed, bliver du virkelig fri” (Boedal, 1. udgave, 2. oplag 2009, s. 26)

Derfor kan Jesus sige, at han er vejen, sandheden og livet. For han er det punkt i historien, hvor Gud og mennesker kan stå ansigt til ansigt – hvor der ikke er brug for den slørende ild; men hvor vi kan spørge direkte: jeg forstår ikke alt.

Og svaret vil være at finde, men ikke altid som vi ønsker det. Filip vil gerne have en finger, der peger direkte på Gud Faderen. Han vil have konkrete beviser, men Jesus siger: tag mig på ordet. Jeg er i faderen.

Han er vejen, vi skal gå, og så længe vi er på den vej, kan vi ikke gå forkert, selvom det kan føles sådan. Når vi går ad den vej, så kommer vi en dag frem til målet, selvom vi lige nu ikke kan se det.

Det er håbet i livet, at vi går i det her liv, fordi vi går den vej, vi kan. Ikke fordi vejen dermed er nem, men fordi den er rigtigt.

Vi skal gå gennem livet, fordi Kristus vandrer med. Fordi det er den, vi skal gå – frem mod Gud – med hinanden ved vores side og med Kristus i ryggen.

Der er håb – det er der altid. Også i dag – også i disse tider. Gud er med os i det liv, der ligger foran os og skal leves. Vi er ikke alene.

Amen




Dagens tekster:

https://www.bibelselskabet.dk/3-s-efter-paaske-fra-anden-raekke