Du har altid hørt til et sted, også de dage, hvor du synes, at du ikke passer ind, eller du oplever at se ind på fællesskabet fremfor at være med i det. :"Du har altid hørt til et sted", er som et ekko, der runger, når vi hører dagens evangelium. Du har altid hørt til – også de dage, hvor du selv vurderer, at du ikke engang fortjener det, så siger Jesus noget andet.
Det er vigtige ord i en tid, hvor vi måske har en tendens til at have svært ved at høre til.
Brene Brown, der er professor, og har skrevet bøger om menneskets sårbarhed, som en forudsætning for at leve, siger et sted:
”Gå ikke gennem livet, og søg efter beviser på, at du ikke hører til, for du vil altid finde dem.
Gå ikke gennem livet, og søg efter beviser på, at du ikke er god nok, for du vil altid finde dem. ” (oversat efter https://www.facebook.com/watch/?v=485485565328467, 23. april 2023)
Det vi søger, vil ofte være det, vi finder. Og selvfølgelig vil der være beviser på det modsatte af dagens evangelium. Hvis man leder, så kan man finde små episoder, der måske ikke direkte modbeviser, men så om ikke andet, støtter den tese, at man hverken hører til eller er god nok. For livet er kompleks, og vi kommer i tilværelsen ud for så meget, at hvis vi fokuserer et eneste sted, så kan det fylde det hele.
Jeg har lige læst en bog af højskolelærer Christian Hjortkjær, der udkom i 2020, og hedder: ”Utilstrækkelighed”. De handler om ungdommen, og er skrevet til os ældre, så vi bedre kan forstå unge, og hvorfor der er noget særligt svært i vores tid, og hvorfor de har brug for at høre fra os, at der ikke bare er håb, men at det ikke er bundet op på om man fejler eller har succes i livet.
Han skriver i sin bog, at vi har en generation af unge, der gør alt det rigtige. De laver deres lektier, de drikker mindre, skejer mindre ud, griber de muligheder livet giver dem, og alligevel føler de, at de ikke slår til. Jo mere de forsøger at gøre alt det rigtige, des mere oplever de, at de ikke slår til (Utilstrækkelig, Klim, 1. udgave, 5. oplag, Aarhus 2022, s. 47)
Unge er produktet af tidligere generationer – sådan har det altid været, også da vi var unge. Unge definerer sig i forhold til eller i opposition til tidligere tider. Og i dag har vi unge, siger Christian Hjortkær, der i så høj grad er blevet tudet ørerne fulde med, at de kan alt, hvad de sætter sig for, hvis de bare prøver lidt mere. Og det gør de så – prøver lidt mere. De har faktisk hørt efter tidligere generationer, og gør nu hvad de kan få at forvalte livets muligheder og friheder.
Og overalt bliver de mindet om det liv, der bare venter på, at de griber det.
Tænk bare på udsagn som:
Hvis du kan drømme det, kan du nå det.
Drøm stort.
Vær dig selv.
Vær unik.
Kun døde fisk flyder med strømmen.
Sådanne udsagn har unge hørt på, ja siden jeg selv var ung, og på et tidspunkt går de fra at være opfordringer til at være påbud. Konklusionen på at lytte til dette er: at du SKAL gøre sådan, for ellers bliver du aldrig et ordentligt, autentisk menneske. Ja, man kan næsten høre, at der bliver sagt, at gør man ikke alt det, og griber livet, så har man næsten ikke levet det. Det gør ikke mennesker godt, at få sådanne påbud - det er heller ikke evangelisk.
Det at blive menneske er noget, som alle generationer har forsøgt. På den led er unge af i dag, som mennesker altid har været.
Søren Kierkegaard beskriver det allerede i 1800-tallet, at livet handler om at blive sig selv. Men hans konklusion er en helt andet end i dag, også fordi han ikke var vokset op med t-shirt hvor der står, at man skal skinne som en stjerne.
Han siger derimod, at vi kan finde os selv, når vi giver slip på os selv. Han siger, for at begynde med konklusionen, at vi skal give slip på os selv, og opdage, at vi er skabt af noget større end os. Vi er ikke vores egen herre, eller vores egen lykkes smed, for den sags skyld, men vi er Guds – og det er ham vi skylder livet.
Kierkegaard taler om, at vi mennesker kan blive fortvivlede, hvis vi bliver mennesker, der kun ser muligheder. Så er vi hele tiden i gang med at få nye ideer, og komme videre. Et menneske, der kun er summen af næste nye ide, og som derfor heller aldrig kommer rigtigt til stede i nuet. Mennesket bliver grænseløst.
Til gengæld bliver vi også fortvivlede, hvis vi kun handler ud fra nødvendighed, og ikke tør se idealer. Hvis man kun handler efter, hvad der er nødvendigt lige nu, så ser man aldrig andre muligheder, og sætter alt for mange grænser op i livet. Man handler ud fra nødvendighed hele tiden, og ser ikke, at livet er større.
Og et sted imellem de to yderpunkter – mellem mulighed og nødvendighed er livet.
For livet bliver for karikeret, hvis vi befinder os i enten-eller. Der er noget mellem alt og intet – ja, det meste af livet er mellem yderpunkterne. Og selvfølgelig er vi en gang imellem i mulighedernes yderpunkt og andre gange i nødvendighedens; men for at blive os selv, så skal vi slippe det – ja, for at blive os selv skal vi slippe os selv.
For Kierkegaard handlede livet ikke om at få succes, men om at forholde sig til sig selv som skabt af Gud. Det handler om tro, og i overført betydning at kaste sig ud på de 70.000 favne, som hans siger, og der mærke hvad der holder os oppe – nemlig Kristus.
Eller for at vende tilbage til dagens evangelium at høre, at der bliver kaldt.
Jesus er som en hyrde, der samler sine får, og som kender sin får. Vi er kendt af Jesus. Han kender os, og selvom det nogle dage, kan lyde som en trussel, så er der en befrielse i, at vi ikke behøver anstrenge os, og gøre mere eller mindre, for Gud kender os og kender vores indre – og elsker os. Ikke på trods, men fordi vi er dem, vi er – med fejl, utilstrækkelighed og syndighed.
I Guds øjne er vi ikke summen af vores handlinger eller mere elskelige fordi vi har være succeser. Her har vi lov til at være fuldstændig almindelige og gennemsnitlige. Her kan vi få lov til at have verdens tyndeste cv, og alligevel blive elsket.
Vi hører til hos Gud – i hans flok. Vi hører til hos Gud, der vil sætte livet på spil for os – og gør det. En Gud, der vil have os alle med, og som derfor er klar på at ofre sig selv for at det skal ske.
Det er befrielsen – det er håbet i en tid, hvor flosklerne står i kø, når livet gør ondt. Og lige dem med floskler kender jeg. Jeg var unge i 90’erne, hvor mit penalhus var overtegnet med sådanne udsagn. Og de har aldrig rigtig sluppet mig, og jeg må med skam sige, at jeg kan gribe mig i at sige til et andet menneske: pas nu på dig selv. Som om det andet menneske havde glemt det, og havde brug for mig til at minde om det. Eller jeg siger: du skal bare være dig selv, for alle andre er jo optaget. Det er jo netop det at blive og være sig selv, der er problemet, så det hjælper ikke at blive mindet om det.
Floskler gør livet mindre, og vores ellers velmenende udsagn, gør ikke livet nemmere. Vi skal ikke gøre livet mindre, men vi skal derimod gøre håbet større, og pege i retningen af Gud.
Det er tilhørsforholdet til Gud – det Gud er noget i forhold til os, der gør en forskel. Gud er ikke bare skaber, men Gud forholder sig til os ved at gå i et forhold med os. Jesus var menneske med os, og selvom han døde, så opstod han, så han siden har kunnet være menneske med alle. Jesus er hyrden, der vogter os, leder os, værner os, og giver sit liv for os.
Han er hyrden, der vandrer med os gennem livets mange landskaber, og hele tiden leder os på rette vej. Han er hyrden, der går bag os, og altid er med og, også når vi ikke kan se det.
Og ikke nok med det, så går vi en flok – vi går sammen. Vi er en del af noget større – vi er en del af Guds menighed, også de dage, hvor ikke selv synes fortjener det, så hører vi igen og igen, når vi kommer her i kirken, at vi hører til.
Du er ikke bare dig selv – du er Guds. Altid og for evigt Guds.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-foerste-raekke
Lad os bede:
Skaber og frelser – du kommer til os midt i livets morads og siger, at vi hører til. Siger at vi altid har været dine.
Det takker vi for.
Vi beder dig om, at du må styrke vores fællesskabsfølelse med hinanden, så vi ser medmennesker fremfor fjender, og ser hinanden i øjnene fremfor at se ned på hinanden.
Vi beder i dag for ungdommen, at du må guide dem i livet, og give dem livsmod. Lær os alle at se, at vores fejl ikke er konklusionen på vores liv; men at der altid er mere at fortælle om os – nemlig at vi er skab af dig.
Vær med alle, der i denne tid lever i ufred i enten deres land eller hjem. Vær med alle der mangler glæde og overskud, og vær med alle mennesker der kæmper for at få mad på bordet.
Vær med alle syge og alle i nød – trøst dem, så de mærker at også i mørket er du, Gud.
Vær med alle, der er mangler et hjem, kærlighed eller nærvær. Vær med alle der mangler modstandskraft og vilje.
Vi beder for alle med magt og myndighed – lad dem altid sætte den svage forrest. Vi beder for Dronning Margrethe d. 2 og hele det kongelige hus.
Vi beder for din menighed ud over hele jorden, at den må høre din røst, og følge dig Gud. Lad hver kirke stå som et tegn på, at du lever, virker og er i verden.
Lad os være stille sammen et øjeblik.
Hør vore bønner Gud.
Amen
Drøm stort.
Vær dig selv.
Vær unik.
Kun døde fisk flyder med strømmen.
Sådanne udsagn har unge hørt på, ja siden jeg selv var ung, og på et tidspunkt går de fra at være opfordringer til at være påbud. Konklusionen på at lytte til dette er: at du SKAL gøre sådan, for ellers bliver du aldrig et ordentligt, autentisk menneske. Ja, man kan næsten høre, at der bliver sagt, at gør man ikke alt det, og griber livet, så har man næsten ikke levet det. Det gør ikke mennesker godt, at få sådanne påbud - det er heller ikke evangelisk.
Det at blive menneske er noget, som alle generationer har forsøgt. På den led er unge af i dag, som mennesker altid har været.
Søren Kierkegaard beskriver det allerede i 1800-tallet, at livet handler om at blive sig selv. Men hans konklusion er en helt andet end i dag, også fordi han ikke var vokset op med t-shirt hvor der står, at man skal skinne som en stjerne.
Han siger derimod, at vi kan finde os selv, når vi giver slip på os selv. Han siger, for at begynde med konklusionen, at vi skal give slip på os selv, og opdage, at vi er skabt af noget større end os. Vi er ikke vores egen herre, eller vores egen lykkes smed, for den sags skyld, men vi er Guds – og det er ham vi skylder livet.
Kierkegaard taler om, at vi mennesker kan blive fortvivlede, hvis vi bliver mennesker, der kun ser muligheder. Så er vi hele tiden i gang med at få nye ideer, og komme videre. Et menneske, der kun er summen af næste nye ide, og som derfor heller aldrig kommer rigtigt til stede i nuet. Mennesket bliver grænseløst.
Til gengæld bliver vi også fortvivlede, hvis vi kun handler ud fra nødvendighed, og ikke tør se idealer. Hvis man kun handler efter, hvad der er nødvendigt lige nu, så ser man aldrig andre muligheder, og sætter alt for mange grænser op i livet. Man handler ud fra nødvendighed hele tiden, og ser ikke, at livet er større.
Og et sted imellem de to yderpunkter – mellem mulighed og nødvendighed er livet.
For livet bliver for karikeret, hvis vi befinder os i enten-eller. Der er noget mellem alt og intet – ja, det meste af livet er mellem yderpunkterne. Og selvfølgelig er vi en gang imellem i mulighedernes yderpunkt og andre gange i nødvendighedens; men for at blive os selv, så skal vi slippe det – ja, for at blive os selv skal vi slippe os selv.
For Kierkegaard handlede livet ikke om at få succes, men om at forholde sig til sig selv som skabt af Gud. Det handler om tro, og i overført betydning at kaste sig ud på de 70.000 favne, som hans siger, og der mærke hvad der holder os oppe – nemlig Kristus.
Eller for at vende tilbage til dagens evangelium at høre, at der bliver kaldt.
Jesus er som en hyrde, der samler sine får, og som kender sin får. Vi er kendt af Jesus. Han kender os, og selvom det nogle dage, kan lyde som en trussel, så er der en befrielse i, at vi ikke behøver anstrenge os, og gøre mere eller mindre, for Gud kender os og kender vores indre – og elsker os. Ikke på trods, men fordi vi er dem, vi er – med fejl, utilstrækkelighed og syndighed.
I Guds øjne er vi ikke summen af vores handlinger eller mere elskelige fordi vi har være succeser. Her har vi lov til at være fuldstændig almindelige og gennemsnitlige. Her kan vi få lov til at have verdens tyndeste cv, og alligevel blive elsket.
Vi hører til hos Gud – i hans flok. Vi hører til hos Gud, der vil sætte livet på spil for os – og gør det. En Gud, der vil have os alle med, og som derfor er klar på at ofre sig selv for at det skal ske.
Det er befrielsen – det er håbet i en tid, hvor flosklerne står i kø, når livet gør ondt. Og lige dem med floskler kender jeg. Jeg var unge i 90’erne, hvor mit penalhus var overtegnet med sådanne udsagn. Og de har aldrig rigtig sluppet mig, og jeg må med skam sige, at jeg kan gribe mig i at sige til et andet menneske: pas nu på dig selv. Som om det andet menneske havde glemt det, og havde brug for mig til at minde om det. Eller jeg siger: du skal bare være dig selv, for alle andre er jo optaget. Det er jo netop det at blive og være sig selv, der er problemet, så det hjælper ikke at blive mindet om det.
Floskler gør livet mindre, og vores ellers velmenende udsagn, gør ikke livet nemmere. Vi skal ikke gøre livet mindre, men vi skal derimod gøre håbet større, og pege i retningen af Gud.
Det er tilhørsforholdet til Gud – det Gud er noget i forhold til os, der gør en forskel. Gud er ikke bare skaber, men Gud forholder sig til os ved at gå i et forhold med os. Jesus var menneske med os, og selvom han døde, så opstod han, så han siden har kunnet være menneske med alle. Jesus er hyrden, der vogter os, leder os, værner os, og giver sit liv for os.
Han er hyrden, der vandrer med os gennem livets mange landskaber, og hele tiden leder os på rette vej. Han er hyrden, der går bag os, og altid er med og, også når vi ikke kan se det.
Og ikke nok med det, så går vi en flok – vi går sammen. Vi er en del af noget større – vi er en del af Guds menighed, også de dage, hvor ikke selv synes fortjener det, så hører vi igen og igen, når vi kommer her i kirken, at vi hører til.
Du er ikke bare dig selv – du er Guds. Altid og for evigt Guds.
Amen
Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-foerste-raekke
Lad os bede:
Skaber og frelser – du kommer til os midt i livets morads og siger, at vi hører til. Siger at vi altid har været dine.
Det takker vi for.
Vi beder dig om, at du må styrke vores fællesskabsfølelse med hinanden, så vi ser medmennesker fremfor fjender, og ser hinanden i øjnene fremfor at se ned på hinanden.
Vi beder i dag for ungdommen, at du må guide dem i livet, og give dem livsmod. Lær os alle at se, at vores fejl ikke er konklusionen på vores liv; men at der altid er mere at fortælle om os – nemlig at vi er skab af dig.
Vær med alle, der i denne tid lever i ufred i enten deres land eller hjem. Vær med alle der mangler glæde og overskud, og vær med alle mennesker der kæmper for at få mad på bordet.
Vær med alle syge og alle i nød – trøst dem, så de mærker at også i mørket er du, Gud.
Vær med alle, der er mangler et hjem, kærlighed eller nærvær. Vær med alle der mangler modstandskraft og vilje.
Vi beder for alle med magt og myndighed – lad dem altid sætte den svage forrest. Vi beder for Dronning Margrethe d. 2 og hele det kongelige hus.
Vi beder for din menighed ud over hele jorden, at den må høre din røst, og følge dig Gud. Lad hver kirke stå som et tegn på, at du lever, virker og er i verden.
Lad os være stille sammen et øjeblik.
Hør vore bønner Gud.
Amen
