fredag den 16. februar 2018

1. søndag i fasten 2018


Hvornår er livet godt?

Det spørgsmål sidder på rygraden af mange os, som en lakmusprøve på om det, vi gør lige nu, er en del af ”det gode liv.”

Vi skal kunne svare bekræftende på det, og hvis ikke, så skal vi videre, ud af vagten, nyt kapitel, ny begyndelse.

Hvornår er livet så godt?

Svarene bugner i ugeblade, på nettet og i artikler. Alt fra særlige diæter, til øvelser over mantraer. Sætninger vi kan klistre på et spejl og læse igen og igen. Det gode liv er indenfor rækkevidde, hvis vi blot anstrenger os. Men sikke en byrde at bære rundt på. Når livet ikke er godt, at det ens egen skyld, fordi man ikke anstrengte sig nok, og straks sender det en ind på yogamåtten igen med et glas afkog af grønkål, sennepsfrø og chia. Fordi så bliver livet godt.

Der ligger en kæmpe fornægtelse i den tilgang til livet. Vi nægter at indse, at livet til tider er opvask, vasketøj, madpakker, mælkekartonen der går hul på i posen på vej hjem, trælse beslutninger, konflikter og manglende selvværd. Livet er en masse hverdage, der skal leves. Men livet rummer en mulighed for at være godt, men så vi skal redefinerer, hvornår det er godt. Gør vi det, og tør vi tale om det gode liv i andre termer end individets lykkefølelse, så får vi et liv, der faktisk er godt – også i de perioder, hvor det er svært. Vi skal nemlig ikke gøre livet så enkelt, at alt, der ikke lige passer ind i vores lakmusprøve, bliver smidt ud. Livet har flere facetter end det. Og heldigvis.

Så spørgsmålet lyder igen; hvornår er livet godt?

Jeg så en TED-talk, der er små videoforedrag, som ligger gratis på nettet, hvor en kvinde talte om, hvorfor nogle mennesker bliver gamle. Og svaret var, at dem, der blev virkelig gamle, var dem, der så andre mennesker. Sad man først alene i sin lejlighed, så ville man visne og sygne hen. Men omgav man sig med mennesker, så ville de virke som vand på et frø, og man ville spir.

Der ligger en dyb visdom i det. Det er medmennesker, der bærer os igennem de perioder, hvor livet er hårdt.

Vi har brug for at have et menneske tæt på – eller vi har brug for at have en livsvogter. En person, der kan vogte over os og passe på os.

Ordet vogte er måske ikke så kendt, og særligt ikke herinde i byen. En vogter betyder her en der passer på en. En der, ligesom en gammeldags fårehyrde, sørger for, at man bliver ledt til de steder, hvor græsset er saftigt og grønt, hvor der er vand – og kommer der farer, så vil vogteren hjælpe en igennem.

Hvis jeg erstattede vogter med ordet ven, så ville billedet måske være nemmere at forstå. Vi har brug for en vogter – en ven.

Jesu omgav sig med venner – med disciple. Hans venner var ikke altid særlig gode. De holdt af Jesus, ja de elskede ham; men de svigtede ham, forrådte ham og frasagde sig al kendskab til ham. De var ikke særlig gode venner på den led, og de ville aldrig have bestå en lakmusprøve på det gode liv.

Og alligevel er det DEM som Jesus omgiver sig med. Dem, der er mennesker på godt og ondt.

Hele Bibelen er fyldt med sådanne fortællinger om mennesker, der set gennem vore moralske briller, falder igennem, men som set med Guds øjne får lov at få del i kærligheden og livet.

Det hele begynder med sådan en fortælling. De første mennesker, der bliver født af en kvinde – Kain og Abel. Abel vogter får, og Kain dyrker jorden. Tvillinger, var de. Måske var de tilmed enæggede og lignede hinanden – spejlede hinanden. De var to af samme begyndelse, men endte hver sit sted. Abel, der vogter og bliver velsignet – sikke en glæde han må have følt over sit gode liv. Og så Kain, hvis offer bliver afvist, og hans mark ligger gold og øde hen – sikke en misundelse og vrede.

Kains misundelse fylder i fortællingen. En misundelse og vrede der drev ham hen foran sin bror. Og der, mens kiggede på sit spejlbillede, slog han ham ihjel. Han kunne ikke unde sin bror mere, end han selv fik.

Men Gud opdagede det. Gud vidste det, og kaldte på Kain. Men Kain svarede: skal jeg vogte min bror? Et svar der er givet i forsvar og trods. Et svar han forventede at få et nej til.

Men svaret er ja. Ja, du skal vogte din bror. Ham der vogtede får, havde også brug for en, der vogtede over sig. ”Ingen kan frasige sig ansvaret for medmennesket”. (Det gamle testamente – på gudstjenestens vilkår, Kirsten Nielsen, 2003, s. 119).

Så Ja, Kain ansvaret var dit. Men selvom Kain ikke bestod, da han slog sin egen bror ihjel, så beskyttede Gud ham alligevel. Gav ham et Kainsmærke, så han kunne leve uden frygt for de andres domme. Han var beskyttet af Gud. Kain fik del i livet på trods. Kain fik lov at vende om.

Vi ved ikke, hvad Kain følte. Vi kan gætte. Men vi finder et andet spejlbillede på Kain i Simon Peter, Jesu højtelskede discipel.

Simon Peter kender vi som mennesket, der så gerne ville gøre det rigtige, men som også svigtede.

En aften i påsken gav Jesus Simon Peter en helt særlig opgave. Han samlede sine disciple omkring sig og gav dem noget at spise. Det var en aften mættet af betydning. Han gav dem brød og vin, og kaldte det for sit legeme og blod. Han bad dem gøre og gentage det ritual, han lige havde givet dem, for så ville han være hos dem, selvom han var langt væk. Jesus gav dem sig selv.

Og da aftenen var ved at være slut, sagde Jesus til Simon Peter: ”Når du engang vender om, så styrk dine brødre. ”

Når du engang vender om? Jesus vidste, at Simon Peter ville vende ham ryggen, når det gjaldt. Men han vidste også, at Simon Peter ville vende om igen.

Vejen til Gud kan man altid finde igen, også selvom man vender den ryggen. Det bliver aldrig for sent. Ja selv ikke efter et brodermord.

Og Jesu højtelskede disciple ville vende Jesus ryggen; men Simon Peter ville også vende om igen, og da skulle han styrke sine brødre. Han fik en opgave – en retning i livet – en ansvar. Han skulle vogte sine venner.

En opgave som man kan leve et helt liv på. Han skulle styrke sine venner med tålmodighed, udholdenhed og mod, så de kunne udbrede evangeliet. Simon Peter skulle være noget for nogen.

At være noget for nogen. Det er det, livet er. At være noget for nogen. At være i relation, samhørighed og fællesskab med andre. At vogte hinanden – ikke vogte på hinanden; men være hinandens hjælpere. Lede hinanden til grønt græs, til rindende vand. Vi får en retning i livet – en retning mod hinanden, som i virkeligheden samtidig er en retning mod Gud. På den vej, vi skal gå, handler det ikke om, hvorvidt vi kommer først eller sidst, om vi er hurtige eller langsomme. Det handler om at være på vejen. Gud skal nok sørge for at vi kommer i mål.

For det handler ikke om at leve et perfekt og uplettet liv som om livet var et projekt – det handler om at leve. Leve så godt vi kan, og være der for hinanden. Og selv de dage vi i spejlet kun ser et dårligt menneske, så ser Gud noget andet og mere. Han ser muligheder i os, og tiltro os det mest dyrebare han har; nemlig hinanden.

Så det gode liv fik vi, da vi blev født. Selv når det går den forkerte vej, når vi vender Gud ryggen eller hverdagen overhaler os indenom. Vi har fået livet, som vi har fået hinanden – Gud ske tak og lov.




Amen




Dagens tekster:

Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Adam lå med sin kone Eva, og hun blev gravid og fødte Kain. Hun sagde: »Jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp.« Dernæst fødte hun hans bror Abel. Abel blev fårehyrde, mens Kain blev agerdyrker. Engang bragte Kain en offergave af jordens afgrøde til Herren. Også Abel bragte en offergave, fedtstykkerne af sit småkvægs førstefødte. Herren tog imod Abels offergave, men Kains offergave tog han ikke imod. Så blev Kain meget vred og gik med sænket hoved. Herren sagde til Kain: »Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.« Siden talte Kain til sin bror Abel, og da de en dag var ude i det fri, overfaldt Kain sin bror Abel og slog ham ihjel. Da spurgte Herren Kain: »Hvor er din bror Abel?« Kain svarede: »Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?« Herren sagde: »Hvad er det, du har gjort? Din brors blod råber til mig fra jorden. Nu skal du være bandlyst fra den jord, som har spærret sit gab op og drukket din brors blod, som du udgød. Når du dyrker jorden, skal den ikke mere give dig sin grøde. Fredløs og flygtning skal du være på jorden!« 1 Mos 4,1-12

Epistlen skrives i Jakobsbrevet: En broder i ringe kår skal være stolt af sin høje stand, en rig af sin ringe stand, for som markens blomster skal han forgå. Solen står op og svider marken med sin glød, så dens blomster falder, og deres skønhed er forbi; sådan skal også den rige visne midt i sin foretagsomhed. Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham. Men ingen, som bliver fristet, må sige: »Jeg bliver fristet af Gud;« for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død. Far ikke vild, mine kære brødre! Jak 1,9-16

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.« Luk 22,24-32







Salmevalg:

896: Som hjorten der tørster (I)

698: Kain, hvor er din bror (SL)

609: Dybt fornedres skal enhver (FP)

260: Du satte dig selv (EP)

440: O Guds lam uskyldig (nadver)

849: Igen berørt (efter nadver)

336: Vor Gud han er så fast en borg (U)

søndag den 11. februar 2018

Fastelavn 2018


Det larmer. Vi lever i en tid af larm. Der er støj allevegne. Radioen er tændt, fjernsynet kværner i baggrunden, de sociale medier sørger for at vi hele tiden er på, telefonen bimler og bilerne suser. Der er lyd og larm konstant.

Sådan er det at bo i byen. Der er sjældent helt stille. Verden larmer – og vi larmer. Mennesker larmer. Vi larmer med vores holdninger og meninger, som vi spytter ud allevegne. Det handler om at blive hørt. Og bliver man ikke hørt, råber man højere og højere indtil man har overdøvet de andres larm. Så er det kun ens egen larm tilbage.

Vi må for alt i verden ikke være stille.

For den, der får det sidste ord, har ret. Eller det passer jo ikke, men sådan kan man have en tendens til at tro det. Den der råber højest, har ret. Det handler om at blive hørt fremfor at høre.

Det paradoksale er bare, at vi har brug for at – ikke at blive hørt – men at blive lyttet til. Vi har brug for, at et andet menneske anstrenger sig og hører, hvad vi fortæller.

Jeg har lige været til et foredrag med vores kirkeminister Mette Borck, der talte om, at vi skulle øve os i, ikke at tale højere, men at lytte højere. Det er et fantastisk udtryk, at lytte højere. Al den energi, man normalt bruger på at spytte ord ud, kunne man bruge på at lytte.

Vi har brug for, at der en, der vender sit øre mod os. Det har vi allerede hørt én gang i dag. I den første læsning beder salmisten Gud om at vende sit øre mod ham. Han beder Gud om at ville lytte til hans ord.

Og salmisten beder netop om det, fordi den menneskelige erfaring er, at vi mennesker ikke altid er så gode til det med at lytte til hinanden. Og hvem har ikke prøvet, at tale med en, der havde mere travlt med at lave alt muligt andet end at høre, hvad man siger? Den erfaring har vi alle. Ja, og nogle gange er det jo en selv, der ikke lytter efter. Og frygten er derfor, at Gud heller ikke lytter, så derfor beder salmisten om Guds øre.

Ja, Selv Jesu egne disciple hørte ikke altid, hvad Jesus sagde. Nogle gange var ordene skjulte for dem, og andre gange var de så indkrogede i deres eget, at de ikke hørte efter. Det har altid været en trøst for mig, at selv de mennesker, der har været Jesu nærmest, set hans undere og mærket hans kærlighed, selv de forstod ikke altid. Selv de lyttede ikke altid.

Og det er en del af menneskelivets vilkår. Vi hører ikke altid efter, og der er så meget, vi ikke forstår. Heller ikke om vores eget liv. Eller Gud. Livet kan være som en gåde for os. Vi ser det kun i brudstykker. Som om livet bare et spejlbillede, man kiggede igennem. Vi fornemmer, at der er noget mere at sige om livet, end det vi kan sanse og tænke os til. Ja, livet er en gåde. En gåde der en dag, vil komme et svar på.

Det paradoksale er, at vi kender svaret, men vi forstår ikke dets fulde betydning og omfang. Svaret på livet er ikke overraskende: kærlighed; men hvor vidtrækkende kærligheden er, kan vi ikke altid høre.

Men Gud hører den. Gud alene forstår omfanget af kærligheden. Han er jo selve kærligheden – kilden hvor kærligheden springer fra. Og derfor kan han også genkende den i verden. Han kan høre den, når den får lov at løbe gennem vores liv. Han ser kærligheden og hører den også i vores bønner. Han kan genkende den gennem vores kakofoni af ord, holdninger og meninger.

Han lytter. Selv en blind tigger ved vejsiden hører han. Han lytter. Og når man lytter til et andet menneske – sådan rigtig lytter – så opdager man, at man faktisk også ser det menneske, man står overfor. Sådan lytter Jesus til os. Lytter så højt, at han ser os.

Og tiggeren i dagens evangelium bliver både hørt og set. Og det selvom tiggeren faktisk blev truet til tavshed. Nogle mennesker fra skaren, der fulgte Jesu, bad nemlig tiggeren om at holde mund, så Jesus kunne komme til og gå forbi. Men kærligheden går aldrig forbi. Kærligheden lytter, når der bliver kaldt på den. Det er næstekærlighed.

Næstekærligheden er vel en slags varemærke for kristendommen. De fleste ved, at kristendommen har noget at gøre med næstekærlighed. Og faktisk er næstekærlighed blevet et så almindeligt fænomen, at vi efterhånden finder det alle steder. Det er blevet så almindeligt i vores samfund, at vi faktisk tror, at det stammer derfra. Eller i al stammer fra os selv.

Vi glemmer helt det provokerende og radikale i næstekærligheden. Den har ikke altid været naturlig. Faktisk har den været så langt fra vores måde at være sammen på, at det har været almindelig accepteret, at man ikke hjalp alle. Nogle mennesker behøvede man end ikke værdige et blik.

Måske en tendens der er ved at vende tilbage.

Men hvorom alting er, så har buddet om næstekærlighed været et så provokerende budskab, at man blev nødt til at slå Jesus ihjel. Han skulle hånes, mishandles, spyttes på, piskes og til sidst dø, fordi han sagde til folk, at de skulle elske hinanden. Ja, ikke bare hinanden, men også deres fjender, de syge, de lamme, de fremmede og de udstødte. Hans ord slog han ihjel.

Det kostede ham livet at elske.

Og vi skal i dag også mindes om, at kærligheden er SÅ radikal. Den rækker ikke bare til dem, der fortjener den, men er for alle. Også dem, der har gjort os ondt. Dem der tror på noget andet. Dem der ser anderledes ud end os. Dem der er besværlige. Dem der larmer, overdøver os og truer os til tavshed. Dem skal vi elske.

De ord har vi alle sammen hørt i kirken før, men vores opgave er, at lytte højt til dem. Vi skal forsøge at gå i Jesu fodspor og hjælpe der, hvor der bliver kaldt. Også når der bliver kaldt fra egne af vores tilværelse, hvor vi ikke bryder os om at gå hen. Vi skal ikke undskylde os fra kærligheden. Vi skal heller ikke flygte fra den. Vi skal heller ikke lade den ligge, fordi vi tror den stresser os. Det gør den ikke.

Hvis vi vender os mod kærligheden, og ikke bort fra den, vil vi opdage, at den giver os overskud, glæde og nærvær. Vi er Guds hænder og fødder i verden. Vi skal gå hinanden i møde og favne hinanden. Vi skal lytte højt til hinanden – vi skal få øje på hinanden.

Vi skal simpelthen turde gå livets vej – kærligheden vej, fordi Jesus går den med os.

Denne opfordring til at gå med kærligheden, kan vi kun imødekomme fordi Gud først lytter til os, og ser os. Fordi vi selv bliver mødt, kan vi møde hinanden. Fordi vi selv bliver elsket, kan vi elske hinanden.

Vi er som tiggeren, Jesus får øje på. Og vi behøver ikke engang råbe, for enhver bøn er som et råb, hvor tyst den end bliver bedt. Han skal nok se os. Han skal nok høre os.

Så når vi til denne gudstjeneste synger og beder: Herre, forbarm dig over os. Så gør vi det i en tryghed og vished om, at vi bliver hørt.

Herre, forbarm dig over os. Og det gjorde han så.

Amen







Kirkebøn:






Gennem gråvejr, blæst og sne, kommer vi til dig med åbne arme. Vi har mest lyst til at favne os selv i denne kulde, men hjælp os til at åbne os op, så vi kan dele varmen.

Derfor beder vi dig om, at du må give os din kærlighed i vores favn, så vi kan gå herfra med åben pande, med frimodighed og styrke til at møde andre.

Vi beder dig om, at du må dele din kærlighed ud i verden med rund hånd, så vi sammen kan gøre livet mere tåleligt for alle.

Vi beder for dem, der kæmper med livet – hvad enten de er syge eller bange. Lad dem mærke, at du er med dem på vejen.

Vi beder for dem, der er ensomme eller fortvivlede. Læg din hånd om dem, så de kan trække vejret roligt og trygt.

Vi beder for dem, der flygter, mangler mad eller hjemland. Lad dem finde en oase i livet.

Vi beder for dem, der er udsat for vold, både psykisk og fysisk. Giv dem styrke til at gå hen til det sted, hvor de kan være frie. Og lad dem møde de mennesker, der kan hjælpe dem med det.

Vi beder for de hjemløse, der fryser i denne tid. Giv dem udholdenhed og lad dem møde næstekærlighed.

Og giv os troen på, at selv et lille bitte skridt ad kærlighedens vejen – er et stort skridt for dig Gud.

Vi beder for dem, vi har glemt at bede for. Forbarm dig over os.

Amen







Dagens tekster:



Salmisten skriver: Herre, hos dig søger jeg tilflugt, lad mig ikke for evigt blive til skamme, udfri mig i din retfærdighed! Vend dit øre mod mig, red mig i hast, vær min tilflugts klippe, den borg, hvor jeg finder redning. For du er min klippe og min borg, led mig og før mig for dit navns skyld! Befri mig fra det net, de har lagt ud for mig, du er jo mit værn. I dine hænder betror jeg min ånd, du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud. Sl 31,2-6

* Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. 1 Kor 13

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. Luk 18,31-43







Salmevalg:



826: Guds nåde er en vintergæk (I)

878: Jeg fryser i mit verdensskrud (SL)

172: Se vi går op til Jerusalem (FP)



164: Øjne I var lykkelige (EP)

440: O Guds lam uskyldig (Nadver)

849: Igen berørt (Nadver)

173: Et vidste han om vejen (U)