søndag den 11. februar 2018

Fastelavn 2018


Det larmer. Vi lever i en tid af larm. Der er støj allevegne. Radioen er tændt, fjernsynet kværner i baggrunden, de sociale medier sørger for at vi hele tiden er på, telefonen bimler og bilerne suser. Der er lyd og larm konstant.

Sådan er det at bo i byen. Der er sjældent helt stille. Verden larmer – og vi larmer. Mennesker larmer. Vi larmer med vores holdninger og meninger, som vi spytter ud allevegne. Det handler om at blive hørt. Og bliver man ikke hørt, råber man højere og højere indtil man har overdøvet de andres larm. Så er det kun ens egen larm tilbage.

Vi må for alt i verden ikke være stille.

For den, der får det sidste ord, har ret. Eller det passer jo ikke, men sådan kan man have en tendens til at tro det. Den der råber højest, har ret. Det handler om at blive hørt fremfor at høre.

Det paradoksale er bare, at vi har brug for at – ikke at blive hørt – men at blive lyttet til. Vi har brug for, at et andet menneske anstrenger sig og hører, hvad vi fortæller.

Jeg har lige været til et foredrag med vores kirkeminister Mette Borck, der talte om, at vi skulle øve os i, ikke at tale højere, men at lytte højere. Det er et fantastisk udtryk, at lytte højere. Al den energi, man normalt bruger på at spytte ord ud, kunne man bruge på at lytte.

Vi har brug for, at der en, der vender sit øre mod os. Det har vi allerede hørt én gang i dag. I den første læsning beder salmisten Gud om at vende sit øre mod ham. Han beder Gud om at ville lytte til hans ord.

Og salmisten beder netop om det, fordi den menneskelige erfaring er, at vi mennesker ikke altid er så gode til det med at lytte til hinanden. Og hvem har ikke prøvet, at tale med en, der havde mere travlt med at lave alt muligt andet end at høre, hvad man siger? Den erfaring har vi alle. Ja, og nogle gange er det jo en selv, der ikke lytter efter. Og frygten er derfor, at Gud heller ikke lytter, så derfor beder salmisten om Guds øre.

Ja, Selv Jesu egne disciple hørte ikke altid, hvad Jesus sagde. Nogle gange var ordene skjulte for dem, og andre gange var de så indkrogede i deres eget, at de ikke hørte efter. Det har altid været en trøst for mig, at selv de mennesker, der har været Jesu nærmest, set hans undere og mærket hans kærlighed, selv de forstod ikke altid. Selv de lyttede ikke altid.

Og det er en del af menneskelivets vilkår. Vi hører ikke altid efter, og der er så meget, vi ikke forstår. Heller ikke om vores eget liv. Eller Gud. Livet kan være som en gåde for os. Vi ser det kun i brudstykker. Som om livet bare et spejlbillede, man kiggede igennem. Vi fornemmer, at der er noget mere at sige om livet, end det vi kan sanse og tænke os til. Ja, livet er en gåde. En gåde der en dag, vil komme et svar på.

Det paradoksale er, at vi kender svaret, men vi forstår ikke dets fulde betydning og omfang. Svaret på livet er ikke overraskende: kærlighed; men hvor vidtrækkende kærligheden er, kan vi ikke altid høre.

Men Gud hører den. Gud alene forstår omfanget af kærligheden. Han er jo selve kærligheden – kilden hvor kærligheden springer fra. Og derfor kan han også genkende den i verden. Han kan høre den, når den får lov at løbe gennem vores liv. Han ser kærligheden og hører den også i vores bønner. Han kan genkende den gennem vores kakofoni af ord, holdninger og meninger.

Han lytter. Selv en blind tigger ved vejsiden hører han. Han lytter. Og når man lytter til et andet menneske – sådan rigtig lytter – så opdager man, at man faktisk også ser det menneske, man står overfor. Sådan lytter Jesus til os. Lytter så højt, at han ser os.

Og tiggeren i dagens evangelium bliver både hørt og set. Og det selvom tiggeren faktisk blev truet til tavshed. Nogle mennesker fra skaren, der fulgte Jesu, bad nemlig tiggeren om at holde mund, så Jesus kunne komme til og gå forbi. Men kærligheden går aldrig forbi. Kærligheden lytter, når der bliver kaldt på den. Det er næstekærlighed.

Næstekærligheden er vel en slags varemærke for kristendommen. De fleste ved, at kristendommen har noget at gøre med næstekærlighed. Og faktisk er næstekærlighed blevet et så almindeligt fænomen, at vi efterhånden finder det alle steder. Det er blevet så almindeligt i vores samfund, at vi faktisk tror, at det stammer derfra. Eller i al stammer fra os selv.

Vi glemmer helt det provokerende og radikale i næstekærligheden. Den har ikke altid været naturlig. Faktisk har den været så langt fra vores måde at være sammen på, at det har været almindelig accepteret, at man ikke hjalp alle. Nogle mennesker behøvede man end ikke værdige et blik.

Måske en tendens der er ved at vende tilbage.

Men hvorom alting er, så har buddet om næstekærlighed været et så provokerende budskab, at man blev nødt til at slå Jesus ihjel. Han skulle hånes, mishandles, spyttes på, piskes og til sidst dø, fordi han sagde til folk, at de skulle elske hinanden. Ja, ikke bare hinanden, men også deres fjender, de syge, de lamme, de fremmede og de udstødte. Hans ord slog han ihjel.

Det kostede ham livet at elske.

Og vi skal i dag også mindes om, at kærligheden er SÅ radikal. Den rækker ikke bare til dem, der fortjener den, men er for alle. Også dem, der har gjort os ondt. Dem der tror på noget andet. Dem der ser anderledes ud end os. Dem der er besværlige. Dem der larmer, overdøver os og truer os til tavshed. Dem skal vi elske.

De ord har vi alle sammen hørt i kirken før, men vores opgave er, at lytte højt til dem. Vi skal forsøge at gå i Jesu fodspor og hjælpe der, hvor der bliver kaldt. Også når der bliver kaldt fra egne af vores tilværelse, hvor vi ikke bryder os om at gå hen. Vi skal ikke undskylde os fra kærligheden. Vi skal heller ikke flygte fra den. Vi skal heller ikke lade den ligge, fordi vi tror den stresser os. Det gør den ikke.

Hvis vi vender os mod kærligheden, og ikke bort fra den, vil vi opdage, at den giver os overskud, glæde og nærvær. Vi er Guds hænder og fødder i verden. Vi skal gå hinanden i møde og favne hinanden. Vi skal lytte højt til hinanden – vi skal få øje på hinanden.

Vi skal simpelthen turde gå livets vej – kærligheden vej, fordi Jesus går den med os.

Denne opfordring til at gå med kærligheden, kan vi kun imødekomme fordi Gud først lytter til os, og ser os. Fordi vi selv bliver mødt, kan vi møde hinanden. Fordi vi selv bliver elsket, kan vi elske hinanden.

Vi er som tiggeren, Jesus får øje på. Og vi behøver ikke engang råbe, for enhver bøn er som et råb, hvor tyst den end bliver bedt. Han skal nok se os. Han skal nok høre os.

Så når vi til denne gudstjeneste synger og beder: Herre, forbarm dig over os. Så gør vi det i en tryghed og vished om, at vi bliver hørt.

Herre, forbarm dig over os. Og det gjorde han så.

Amen







Kirkebøn:






Gennem gråvejr, blæst og sne, kommer vi til dig med åbne arme. Vi har mest lyst til at favne os selv i denne kulde, men hjælp os til at åbne os op, så vi kan dele varmen.

Derfor beder vi dig om, at du må give os din kærlighed i vores favn, så vi kan gå herfra med åben pande, med frimodighed og styrke til at møde andre.

Vi beder dig om, at du må dele din kærlighed ud i verden med rund hånd, så vi sammen kan gøre livet mere tåleligt for alle.

Vi beder for dem, der kæmper med livet – hvad enten de er syge eller bange. Lad dem mærke, at du er med dem på vejen.

Vi beder for dem, der er ensomme eller fortvivlede. Læg din hånd om dem, så de kan trække vejret roligt og trygt.

Vi beder for dem, der flygter, mangler mad eller hjemland. Lad dem finde en oase i livet.

Vi beder for dem, der er udsat for vold, både psykisk og fysisk. Giv dem styrke til at gå hen til det sted, hvor de kan være frie. Og lad dem møde de mennesker, der kan hjælpe dem med det.

Vi beder for de hjemløse, der fryser i denne tid. Giv dem udholdenhed og lad dem møde næstekærlighed.

Og giv os troen på, at selv et lille bitte skridt ad kærlighedens vejen – er et stort skridt for dig Gud.

Vi beder for dem, vi har glemt at bede for. Forbarm dig over os.

Amen







Dagens tekster:



Salmisten skriver: Herre, hos dig søger jeg tilflugt, lad mig ikke for evigt blive til skamme, udfri mig i din retfærdighed! Vend dit øre mod mig, red mig i hast, vær min tilflugts klippe, den borg, hvor jeg finder redning. For du er min klippe og min borg, led mig og før mig for dit navns skyld! Befri mig fra det net, de har lagt ud for mig, du er jo mit værn. I dine hænder betror jeg min ånd, du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud. Sl 31,2-6

* Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet. Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden. 1 Kor 13

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. Luk 18,31-43







Salmevalg:



826: Guds nåde er en vintergæk (I)

878: Jeg fryser i mit verdensskrud (SL)

172: Se vi går op til Jerusalem (FP)



164: Øjne I var lykkelige (EP)

440: O Guds lam uskyldig (Nadver)

849: Igen berørt (Nadver)

173: Et vidste han om vejen (U)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar