fredag den 10. januar 2020

1. søndag efter Helligtrekonger 2020

Vi er alle Guds børn. Hver og en af os er et barn af Gud. Men hvilket barn, er forskelligt og ændrer sig livet og dagen igennem.

Vi kan være den tilfredse, den glade, den overraskede eller den forundrede. Men vi kan også være den utilfredse, den urimelige, den vrede, den tilstrækkelige eller den ulykkelige.

Hvilken følelse vi end rummer, så rummer Gud den også for os – ligesom en forælder, der rummer sit barns følelser. Og ligesom et barn kan kalde på sine forældre, sådan kan vi også altid kalde på Gud.

Vi er alle Guds børn. Det ændrer sig aldrig, lige meget hvor voksne eller fornuftige vi end bliver, så vil vi altid være børn af Gud

Det giver os en særlig status i livet, som er befriende. Lige meget hvad der end sker, så er vi Guds. Hvad livet end kaster i vores retning, så hører vi til et sted.

I evangeliet til i dag, hører vi om nogle mennesker, der bærer børn til Jesus, og der sker i teksten meget på kort tid. Og samtidig er der så meget, vi ikke får at vide i dagens evangelium, og alligevel står det vigtigste tilbage.

Der kommer nogle gående – vi ved ikke, hvem de er. De vil have Jesus til at røre ved børnene, men vi ved ikke hvorfor. Disciplene truer af dem. Men vi ved ikke, hvad de siger.

Det eneste, vi ved, er, at Jesus siger: Lad de små børn komme til mig. Det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Og vi ved, at Jesus tager dem i favnen – holder dem og bærer dem – og velsigner dem.

Det ved vi.

Vi ved, at disciplene truer, og vi ved, at Jesus velsigner.

Og på den måde får vi to positioner optegnet i livet: truslen og velsignelsen.

Trussel er en handling, hvor man vil tvinge andre til at gøre noget bestemt, og hvor man, hvis det ikke sker, vil skade den, man truer. Det er en konsekvensretorik, hvor man som trusselsmand, lægger et umuligt valg over på en anden. Fratager den anden muligheden for at vælge, for valget er enten min straf eller min vilje.

Det er faktisk ikke engang særligt menneskeligt at true – dyr truer også. Klapperslangen der rasler i græsset med sin hale. Hunden der knurrer ved madskålen. Forsvind eller jeg bider.

Mennesker gør det samme. Truer for at få deres vilje eller få mere magt. Truer for at fastholde deres position i forhold til andre. Eller truer fordi de tror, det er godt at gøre.

Ordet true betyder i sig selv at trykke eller bore. Man trykker den andens selvforståelse helt væk, og borer i dem indtil man får sin vilje. Det er truslen.

Men man kan ikke true sig til noget ægte – for truslen tvinger frygten frem. Den binder mennesker i stedet for at sætte dem fri.

Og disciplene truer. De truer, og vi kan kun gætte på hvorfor. Gør de det af irritation over de mennesker, der kommer med børnene? Gør de det for at sikre, at der ikke skulle flokkes en masse mennesker omkring Jesus? Gør de det, fordi børn blev ringeagtet? Eller gør de det, fordi de tror, det er, hvad Jesus ønsker. Vi ved det ikke. Og vi kan sikkert finde begrundelser, der er forståelige, men som alle ender i frygt og afstand.

Men kristendommen giver et andet svar på et liv med trusler og frygt. Den giver et modsvar. Og svaret er: velsign.

Velsign i stedet for at forbande. Når mennesker truer, velsigner Gud.

Og Jesus velsignede børnene. Og Jesus velsigner os.

Når Jesus velsigner, så er det særligt. Det bliver åbnet en dør for os ind til hans rige. Han giver os adgang til kærligheden, freden og lyset. Og i evangeliet til i dag, velsigner han nogle børn, der er så små, at de skal bæres.

Børn der intet har bedrevet, og som både er urimelige, grædende og krævende. Og som selvfølgelig vækker en umådelig kærlighed. Men børns verden er lille, og ureflekteret. De står i en situation, hvor de endnu skal lære alt om det at leve. Og så giver Jesus dem adgangen til sit rige gennem velsignelsen. Han viser overfor sine disciple at adgangen til Guds rige ikke beror på handlinger eller gerninger, og at selv det meste urimelige Guds barn kan få velsignelsen.

Guds velsignelse bliver nærværende i vores liv gennem Jesus – vi får del i en virkelighed, der er større end vores. Vi får velsignelsen.

I velsignelsen siges der til os: Herre lade sit ansigt lyser over dig og være dig nådig. Herre løfte sit åsyn på dig.

Det handler om at blive set. Det er så nemt at blive overset i en verden, hvor alt går hurtigt. Det er nemt at blive overset, hvis man ikke råber højest. Og det er også det lille barns største frygt at blive overset af dem, der skal passe på en. Tænk at blive glemt af dem, der skal give en kærlighed. Det gibber i voksne, når man taler om det oversete eller glemte barn, fordi det rammer noget helt centralt hos os – nemlig at børn skal passes på. Ingen børn skal glemmes eller overses. De skal elskes.

Hvor meget mere mon ikke Gud har det med os? Og i velsignelsen lover Gud at se os. Og lade sit lys skinne ind over os.

Vi er set, også de dage, hvor vi ikke tør se os selv i øjnene. Vi er er badet i Guds lys, også de dage, hvor mørket kryber sig ind i vores sind. Vi er husket, også de dage, hvor andre glemmer.

Vi vil altid være Guds børn, også de dage, hvor vi bliver så voksne og ansvarsfulde at vi begynder at true andre.

Guds velsignelse får man ufortjent. Man får velsignelsen på sit glatte ansigt så at sige, og uden at Gud først spørger, hvad man har bedrevet i sit liv. Eller om man fortjener den. For det handler ikke, om hvad vi synes eller mener. Vi får velsignelsen alene fordi Gud vil lyse den over os. Velsignelsen er uden betingelser.

Den er samtidig en retning vi får peget ud - en vej ind i fremtiden. Jesus peger på døren til sit rige gennem velsignelsen. Han viser os vejen, vi skal gå. Det er tydeligt i dåben, hvor det første der sker efter selve dåben, er at barnet bliver velsignet. Ligesom Jesus tog børnene i sin favn ved dåben, sådan har vi gentaget den handling siden. Vi gør det, han gjorde dengang. Og ved hver dåb, minder det os voksne om, at den favn også er åben for os. Velsignelsen er vores – Guds rige er vores; det må vi ikke hindre hinanden i. Vi skal tage imod velsignelsen som et lille barn med åbne arme, og i en overgivelse til, at Guds favn kan rumme os.

Vi er Guds børn. Både i dag og i morgen. Ja helt til verdens ende.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

2. søndag efter påske, 2024

Der er lyde overalt i vores liv. Der er bilernes brummen og der er cyklernes ringeklokker – der er mågernes skrig og solsortens sang – der e...