søndag den 19. oktober 2014

18. søndag efter trinitatis 2014



”I dag skal du løfte dit hoved mod himlen og rejse dig op. Tag frit mod dig selv som, du nu blev dig givet med sind og krop.” (Syng Nyt-hæftet, Tekst: Jens rosendal, melodi: Peter Møller)

Sådan lyder første vers af salmen, vi sang til at begynde med, som en opfordring til os i efterårets mørke, hvor regnens grå farve får os til at sænke hovedet. Løft dit hoved mod himlen og risiker at få regn i øjnene, men gør det alligevel.

Løft dit hoved og lad din sjæl blive fyldt af liv. Lad det strømme igennem dig som saften gennem et træs grene. Tag i mod, voks og udfold dig som det menneske, du er.

Der ligger en befrielse i denne tanke. En befrielse til at leve vores liv frimodigt, bekymringsløst og tæt på Gud. Skilt fra mig kan I slet intet gøre, siger Jesus til os. Fordi I hænger fast ved mig – er podet til mig – så får I del i livet, kærligheden og evigheden. Jeg er så tæt på, at jeg kan sende jer livet, så I kan forvandle jer fra knopper til frugter – så I kan springe ud i livet.

Og modsat efteråret, så falder I ikke af eller bliver tabt. Jeg slipper jer ikke.

Det er forunderligt, at Jesus vælger netop vintræet – eller vinstokken, som det er. Han vælger ikke pinjetræet, cedertræet, palmen eller en af de andre store, smukke og majestætiske træer, der er i Mellemøsten. Han vælger den lille og lavstammede vinstok. Vinstokken, der giver al sin saft og kraft til frugterne. Stokken, der bløder, når man skærer i den. Kendere taler om, at vinstokken græder.

Det er dette træ, han vælger, fremfor andre nok mere oplagte valg. Men netop det træ. Det fortæller os noget om, hvem Jesus er for os. Hvor meget han sætter sig selv før os, så vi kan få modet til at løfte hovedet mod himlen og rejse os op.

Så vi kan få lov at kende vejen ind i evigheden. Det er ord, der skal rense os, løfte os op, så vi kan bære frugt. Og at bære fugt er et billede, vi kender.

Vi lever i en tid, hvor netop de frugter, vi kan frembringe, er i fokus. Vi skal yde. Det har i mange år været et adelsmærke at have en fyldt kalender. Som om den fyldte kalender er udtryk for, at her er et virkeligt elskeligt og vigtigt menneske.

Vi lever i en travl tid.

Det handler om udviklingspotentialer, forandring, kompetencer, selvindsigt og ja-hatten. Vi lever i en positiv tidsalder, hvor vores problemer er blevet ophøjet til udfordringer og hvor det er bandlyst at sige nej. Det er det accelererende samfund. Selv vores familie og venner kan være svære at få presset ind i en kalender.

Det postmoderne menneske har ikke længere rødder, men fødder (”Stå fast”, Svend Brinkmann, 2014, s. 13). Vi skal kunne bevæge os rundt, så vi kan følge med den accelererende kultur. Det eneste vi ikke må, er slå rødder. Vi må for alt i verden ikke sidde fast.

Og det pudsige er, at vi tror, at vi er frie. Vi tror, vi ikke sidder fast. Men måske det i virkeligheden er en illusion? For måske er vi i virkeligheden mere bundet af vores eget krav om frihed og udvikling, at vi binder os selv for en vogn, vi ikke har kræfter til at trække? For faren i samfund, der har fødder i stedet for rødder er, at vi netop bliver rodløse. Der er ikke længere et sted, hvor vi kan få næring fra; og i stedet for at bære frugt, så falder vi sammen med stress og udbrændthed.

Det ironiske er, at vi er så præget af tanken om, at vi selv bestemmer, at vi ikke tør tænke ud af boksen. Tør vi titte ud, så kan vi finde den tanke, at livet ikke er mit alene at bære.

Det er provokerende at høre, for mange vil tænke, at de bestemt er herre i eget hus. Men den bestemmelse har kristne afsagt for længe siden. I kristendommen afgiver vi magten til Gud. Vi har ikke ansvar for hvor mange frugter, vi kan give. Vi har brug for Gud til at sende os kraften, der giver frugter. Det er ikke alt i livet, vi kan kommandere frem.

Benny Andersen skriver i et af sine digte om det, at ville kommandere godheden frem i sit liv gennem en kraftanstrengelse eller viljeshandling. Han skriver om, hvordan det er at være et menneske med fødder i stedet for rødder:

Det hedder Godhed og lyder sådan her:



Jeg har altid prøvet at være god

det er meget krævende

jeg er en hel hund efter

at gøre noget for nogen

holde frakker

døre

pladser

skaffe nogen ind ved et eller andet

og lignende

brede armene ud

lade nogen græde ud ved min skjorte

men når lejligheden er der

blir jeg fuldstændig stiv

vel nok en slags generthed

jeg rusker i mig selv

slå nu armene ud

men det er svært at ofre sig

når nogen kigger på det

så svært at være god

i længere tid ad gangen

som at holde vejret

men ved daglig øvelse

er jeg nu nået op på en time

hvis ikke jeg bliver forstyrret

jeg sidder helt alene

med uret foran mig

breder armene ud

gang på gang

der er ikke spor i vejen

jeg er egentlig bedst

når jeg er helt alene.



Sådan er det rodløse menneske. Godheden bliver en præstation som kan tvinges frem. Men alle de store aspekter ved livet, kommer ikke fra os selv, men bliver givet os. Kærligheden, livet og evigheden. Det er alt sammen gaver, der bliver givet til os. Vi bliver ikke elsket for det, vi kan; men for dem vi er. Vi får ikke vores liv, fordi vi forinden har levet et ”prøveliv” og dermed bevist, at vi er knaldgode til at leve; men vi får det, bare fordi. Vi får ikke del i evigheden, fordi vi er særlig dygtige til at lave projektplanlægning; men fordi vi er til. Alt får vi givet, fordi vi er podet på stammen.

Billedet af Gud som vingårdsmanden. Jesus som stammen og os som grenene er til at forstå. Vi hænger fast ved stammen. Fjerner man os fra stammen, så dør vi. Vi skal ikke anstrenge os for at hænge fast. Livet er ikke en præstation eller et projekt, men et, der skal leves.

Det eneste Jesus siger, vi skal, er at blive i ham. Han siger ikke, at vi skal være omstillingsparate eller træffe de helt rigtige valg i vores liv. Han siger bare, at vi skal blive i ham. Bliver vi i ham, så sørger han for resten. Han sørger for, at vi får næring – han skænker os troen. Det er nemlig en bestemt slags frugter, som lignelsen handler om – nemlig troens frugter.

Og tro er forunderlig, for den kan hverken måles, vejes eller sættes i system. Tro er bare. Selv en lille bitte tro er dog en tro, også selvom den kun varer i et øjeblik. Troen man finder i et eneste menneske, er mere værd end alverdens guld.

For tro er i sin grund, troen på, at kærligheden også gælder mig, og at det nytter at insistere på den. Troen på, at livet er værdifuldt, og at vi ikke skal behøver spørge, hvad der i grunden kom ud af vort liv. Troen på, at vi hver dag får del i evigheden, fordi vi er blevet lovet, at Gud vil bevare vores udgang og indgang til evig tid.

Og derfor sang vi frimodigt, da vi kom her ind i kirken:

”I dag skal du løfte dit hoved mod himlen og rejse dig op. Tag frit mod dig selv, som du nu blev dig givet med sind og krop.”

Sådan er mennesket med rødder.

Du har rødder – Guds stærke og dybe rødder holder dig fast, så du kan springe ud i livet.



Amen




Dagens tekst:

Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.« Joh 15,1-11