1. søndag i fasten 2018

Hvornår er livet godt?

Det spørgsmål sidder på rygraden af mange os, som en lakmusprøve på om det, vi gør lige nu, er en del af ”det gode liv.”

Vi skal kunne svare bekræftende på det, og hvis ikke, så skal vi videre, ud af vagten, nyt kapitel, ny begyndelse.

Hvornår er livet så godt?

Svarene bugner i ugeblade, på nettet og i artikler. Alt fra særlige diæter, til øvelser over mantraer. Sætninger vi kan klistre på et spejl og læse igen og igen. Det gode liv er indenfor rækkevidde, hvis vi blot anstrenger os. Men sikke en byrde at bære rundt på. Når livet ikke er godt, at det ens egen skyld, fordi man ikke anstrengte sig nok, og straks sender det en ind på yogamåtten igen med et glas afkog af grønkål, sennepsfrø og chia. Fordi så bliver livet godt.

Der ligger en kæmpe fornægtelse i den tilgang til livet. Vi nægter at indse, at livet til tider er opvask, vasketøj, madpakker, mælkekartonen der går hul på i posen på vej hjem, trælse beslutninger, konflikter og manglende selvværd. Livet er en masse hverdage, der skal leves. Men livet rummer en mulighed for at være godt, men så vi skal redefinerer, hvornår det er godt. Gør vi det, og tør vi tale om det gode liv i andre termer end individets lykkefølelse, så får vi et liv, der faktisk er godt – også i de perioder, hvor det er svært. Vi skal nemlig ikke gøre livet så enkelt, at alt, der ikke lige passer ind i vores lakmusprøve, bliver smidt ud. Livet har flere facetter end det. Og heldigvis.

Så spørgsmålet lyder igen; hvornår er livet godt?

Jeg så en TED-talk, der er små videoforedrag, som ligger gratis på nettet, hvor en kvinde talte om, hvorfor nogle mennesker bliver gamle. Og svaret var, at dem, der blev virkelig gamle, var dem, der så andre mennesker. Sad man først alene i sin lejlighed, så ville man visne og sygne hen. Men omgav man sig med mennesker, så ville de virke som vand på et frø, og man ville spir.

Der ligger en dyb visdom i det. Det er medmennesker, der bærer os igennem de perioder, hvor livet er hårdt.

Vi har brug for at have et menneske tæt på – eller vi har brug for at have en livsvogter. En person, der kan vogte over os og passe på os.

Ordet vogte er måske ikke så kendt, og særligt ikke herinde i byen. En vogter betyder her en der passer på en. En der, ligesom en gammeldags fårehyrde, sørger for, at man bliver ledt til de steder, hvor græsset er saftigt og grønt, hvor der er vand – og kommer der farer, så vil vogteren hjælpe en igennem.

Hvis jeg erstattede vogter med ordet ven, så ville billedet måske være nemmere at forstå. Vi har brug for en vogter – en ven.

Jesu omgav sig med venner – med disciple. Hans venner var ikke altid særlig gode. De holdt af Jesus, ja de elskede ham; men de svigtede ham, forrådte ham og frasagde sig al kendskab til ham. De var ikke særlig gode venner på den led, og de ville aldrig have bestå en lakmusprøve på det gode liv.

Og alligevel er det DEM som Jesus omgiver sig med. Dem, der er mennesker på godt og ondt.

Hele Bibelen er fyldt med sådanne fortællinger om mennesker, der set gennem vore moralske briller, falder igennem, men som set med Guds øjne får lov at få del i kærligheden og livet.

Det hele begynder med sådan en fortælling. De første mennesker, der bliver født af en kvinde – Kain og Abel. Abel vogter får, og Kain dyrker jorden. Tvillinger, var de. Måske var de tilmed enæggede og lignede hinanden – spejlede hinanden. De var to af samme begyndelse, men endte hver sit sted. Abel, der vogter og bliver velsignet – sikke en glæde han må have følt over sit gode liv. Og så Kain, hvis offer bliver afvist, og hans mark ligger gold og øde hen – sikke en misundelse og vrede.

Kains misundelse fylder i fortællingen. En misundelse og vrede der drev ham hen foran sin bror. Og der, mens kiggede på sit spejlbillede, slog han ham ihjel. Han kunne ikke unde sin bror mere, end han selv fik.

Men Gud opdagede det. Gud vidste det, og kaldte på Kain. Men Kain svarede: skal jeg vogte min bror? Et svar der er givet i forsvar og trods. Et svar han forventede at få et nej til.

Men svaret er ja. Ja, du skal vogte din bror. Ham der vogtede får, havde også brug for en, der vogtede over sig. ”Ingen kan frasige sig ansvaret for medmennesket”. (Det gamle testamente – på gudstjenestens vilkår, Kirsten Nielsen, 2003, s. 119).

Så Ja, Kain ansvaret var dit. Men selvom Kain ikke bestod, da han slog sin egen bror ihjel, så beskyttede Gud ham alligevel. Gav ham et Kainsmærke, så han kunne leve uden frygt for de andres domme. Han var beskyttet af Gud. Kain fik del i livet på trods. Kain fik lov at vende om.

Vi ved ikke, hvad Kain følte. Vi kan gætte. Men vi finder et andet spejlbillede på Kain i Simon Peter, Jesu højtelskede discipel.

Simon Peter kender vi som mennesket, der så gerne ville gøre det rigtige, men som også svigtede.

En aften i påsken gav Jesus Simon Peter en helt særlig opgave. Han samlede sine disciple omkring sig og gav dem noget at spise. Det var en aften mættet af betydning. Han gav dem brød og vin, og kaldte det for sit legeme og blod. Han bad dem gøre og gentage det ritual, han lige havde givet dem, for så ville han være hos dem, selvom han var langt væk. Jesus gav dem sig selv.

Og da aftenen var ved at være slut, sagde Jesus til Simon Peter: ”Når du engang vender om, så styrk dine brødre. ”

Når du engang vender om? Jesus vidste, at Simon Peter ville vende ham ryggen, når det gjaldt. Men han vidste også, at Simon Peter ville vende om igen.

Vejen til Gud kan man altid finde igen, også selvom man vender den ryggen. Det bliver aldrig for sent. Ja selv ikke efter et brodermord.

Og Jesu højtelskede disciple ville vende Jesus ryggen; men Simon Peter ville også vende om igen, og da skulle han styrke sine brødre. Han fik en opgave – en retning i livet – en ansvar. Han skulle vogte sine venner.

En opgave som man kan leve et helt liv på. Han skulle styrke sine venner med tålmodighed, udholdenhed og mod, så de kunne udbrede evangeliet. Simon Peter skulle være noget for nogen.

At være noget for nogen. Det er det, livet er. At være noget for nogen. At være i relation, samhørighed og fællesskab med andre. At vogte hinanden – ikke vogte på hinanden; men være hinandens hjælpere. Lede hinanden til grønt græs, til rindende vand. Vi får en retning i livet – en retning mod hinanden, som i virkeligheden samtidig er en retning mod Gud. På den vej, vi skal gå, handler det ikke om, hvorvidt vi kommer først eller sidst, om vi er hurtige eller langsomme. Det handler om at være på vejen. Gud skal nok sørge for at vi kommer i mål.

For det handler ikke om at leve et perfekt og uplettet liv som om livet var et projekt – det handler om at leve. Leve så godt vi kan, og være der for hinanden. Og selv de dage vi i spejlet kun ser et dårligt menneske, så ser Gud noget andet og mere. Han ser muligheder i os, og tiltro os det mest dyrebare han har; nemlig hinanden.

Så det gode liv fik vi, da vi blev født. Selv når det går den forkerte vej, når vi vender Gud ryggen eller hverdagen overhaler os indenom. Vi har fået livet, som vi har fået hinanden – Gud ske tak og lov.




Amen


Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.



Salmevalg:

896: Som hjorten der tørster (I)

698: Kain, hvor er din bror (SL)

609: Dybt fornedres skal enhver (FP)

260: Du satte dig selv (EP)

440: O Guds lam uskyldig (nadver)

849: Igen berørt (efter nadver)

336: Vor Gud han er så fast en borg (U)