Dette billede hedder: A kiss of life. Livets kys. Det er taget i 1967 af Rocco Morabito. Randall G. Champion arbejdede oppe i ledningerne, og fik et stød, der gav ham hjertestop. Og kun hans sele forhindrede ham i at falde hele vejen ned. Hans kollega J. D. Thompson skyndte sig op til ham, og begyndte at give ham mund til mund. Han kunne ikke give ham hjertemassage, men fortsatte med at give mund til mund indtil han kunne mærke en svag puls, og fik ham derefter ned på jorden, hvorfra Randal G. Champion kom på hospitalet. Og han overlevede.
Livets kys – ja, billedet kunne ikke hedde andet.
Den ene holder den anden sine arme, deroppe under himlen, og trækker vejret for ham. Og på Champions taske ser endda vi aftegningen af et kors. Tilfældigt måske, men for os et symbol på, at vi er de mennesker, der falder i livet, og har brug for, ikke bare hinanden, men brug for Gud – brug for Kristus til at komme og blæse livet, håbet, kærligheden ind i os igen. Ham der holder os fast, så vi ikke falder.
Netop dette billede illustrerer begyndelsen på påsken.
Og det er begyndelsen på påskeugen i dag. Det begynder og ender i jubel og glæde; men derimellem er der vrede, svigt, forråelse, tortur, død, sorg og smerte. Alt det, der er modsætningerne til jubel og glæde.
Og måske derfor kan man også stå med en besk smag i munden i dag, hvor vi hører om indtoget i Jerusalem. Jesus, der rider på et ungt æsel ind i byen, og folkeskarerne hylder ham som konge. De er vilde af begejstring – de er fulde af forventning.
Og hvordan de om få dage vil vende ryggen til ham. Vil kræve at han skal dø, fremfor Barabbas. Alt det ved vi, der sidder her i dag, og derfor kan glæden forekomme forloren og svær at tage del i.
Vi forarges over den ødselhed som folkeskaren viser Jesus. Fordi vi ved, at den ikke holder ved.
Og netop vores reaktion på folkeskarens jubel, er ikke så meget anderledes end disciplenes reaktion på kvinden, vi hører om i evangeliet, da hun går hen til Jesus, og hælder olie over hans hoved. Salver ham.
De bliver også forarget over hendes ødselhed, og kan slet ikke tage del i den hengivelse, hun viser. De synes hun bør handle anderledes, være anderledes.
Vi ved faktisk ikke hvem kvinden er, for hun bliver aldrig præsenteret. Hun kunne være Maria, som vi hører om hun er i de andre evangelier, eller hun kunne være en af gadens piger, der har arbejdet sig til pengene, som hun har købt olien for. Hun kunne være hvem som helst.
Men hun er en kvinde, der kommer med en kostbar olie. Hun har valgt at bruge olien, ikke på sig selv, men på Jesus. Hun hylder Jesus, som også skaren hylder Jesus, da han rider ind i Jerusalem.
De hylder begge deres konge, der kommer til dem på hver deres måde.
Folkemængdens er så fyldt og dirrende med glæde. Jesus kom på et æsel, som konger dengang red på i fredstid – så han kom som deres konge, og viste dem, at nu er fredens tid begyndt.
Og kvidens hyldest er så intim, at vi næsten må rødme af blufærdighed over at være vidne til den. De sidder til bords, da hun kommer ind i huset, skrider hen til Jesus, bryder halsen af alabastakrukken, og hælder olien ud i en tynd stråle over ham. Salvede ham, som man salvede konger dengang. Hun viste dem, at her var deres konge.
Så hvorfor kan sådanne fantastiske begivenheder vække vores forargelse?
Vi forarges over kvinden, fordi hun bruger så umådelig mange penge på noget, der kunne være bedre brugt andetsteds. Vi forarges over, at hun udstiller sig selv og sin kærlighed til Jesus. Vi bliver lidt beklemte ved det, og har mest lyst til at kigge væk. Men kvinden skammer sig ikke, for hun ved, at hun blot giver kærligheden form og handling. Hun gør kærligheden levende og tydelig. Jovist olien er dyr, men det er blot penge. Handlingen er den kostbare. Hun er symbolet på det menneske, der er parat til at slippe alt for at være Gud nær.
Men vi forarges også over folkemængden. Fordi de så let glemmer deres tilbedelse, og vender sig mod Jesus. De burde skamme sig. Men det gør de ikke, for de ved jo ikke, hvad der venter de kommende dage. Lige i øjeblikket er deres konge kommet. Vi kan bedst lide mennesker, der står ved deres ord og deres holdninger. Står ved deres Gud. Men hverken folkemængden eller disciplene stod ved deres Herre. Hver og en krøb de udenom, da øjeblikket kom. Hver og en faldt de ned fra livet. De var hverken konsekvente eller standhaftige.
Men hver og en af dem blev alligevel grebet på trods af Gud. Hver og en af dem fik livets kys af livets Herre, som vi også ser det på billedet.
Gud kan nemlig bruge mennesker, som vi er, og ikke som vi bør være. Gud ved godt, at livet kan være svært, og vi har brug for hjælp. Han søger ikke perfekte troende mennesker – han søger bare mennesker.
Det er nåde. Det er barmhjertighed, som man kun kan finde den hos Gud. Gud finder vej til dem, der ikke fortjener det, dem der er forlorne, dem der er inkonsekvente og fortabte. Dem finder ham, og dem griber han. Hvem skulle han ellers gribe?
Palmesøndag er dagen for vores reaktion på Jesu komme. En dag fyldt med forventning, spænding, glæde, hengivenhed og kærlighed. Vi kender ikke dagen i morgen, og vi kender ikke vores egne svigt. Vi kan sværge, at vi altid vil gøre det gode, men vi ved ikke om vi kan holde ord. Og da er det, at vi hører, at når vi svigter, så bliver vi grebet alligevel. Når vores hjerter i overført betydning stopper med at banke for andre, og vi forarges over andre, svigter dem eller forråder dem, da bliver vi grebet, holdt fast og får livets kys indtil Gud igen kan mærke vores puls.
Vi er grebet.
Det er påskens budskab og påskens pant. Det er ordene, vi kan gå ind i påskens mørke med, velvidende at lyset venter på os i fremtiden.
Vi er grebet – vi får livets kys.
"Du som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng." DDS 192
Amen
Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar