torsdag den 29. marts 2018

Skærtorsdag 2018



I fik alle tilbudt at få jeres fødder vasket inden I kom ind i kirken. Jeg skal lige høre – hvor mange af jer, takkede ja til tilbuddet?

Det er noget mærkeligt intimt ved at få sine fødder vasket. Man bliver næsten forlegen, når et menneske, tager fat om ens fødder, og højtideligt og nænsomt bader en. Man oplever virkelig, at det andet menneske tjener en. Og det kan være svært at tage imod.

Det syntes Jesu disciple også, da Jesus bøjede sig ned, og vaskede deres fødder. De blev beklemte.

Vi taler meget i kirken om at skal komme hinanden ved. Vi skal være noget for hinanden, hjælpe hinanden og elske hinanden; men når det kommer til den meget konkrete handling at få vasket sine fødder, så bliver det for meget. Det hænger dels sammen med, at vi mennesker er langt bedre til at give end til at modtage; men det hænger også sammen med, at handlingen faktisk bliver så håndgribelig – ja, nu er der jo ikke noget, der hedder fodgribelig, for så ville det have passet bedre – men det bliver altså så håndgribeligt, at vi vender os væk. Takke nej.

Jesu egne disciple gjorde akkurat det samme. De forsøgte at takke nej, da Jesus bøjede sig ned og ville vaske deres fødder. Det var selvfølgelig også selvsamme mand, som de havde forladt alt i deres liv for at følge. Det var ikke bare en fritidsbeskæftigelse at følge Jesus, men hele deres liv, så meget troede de på det, han sagde og gjorde. Jesus har været en autroitet for dem.

Så ja, det må have været så underligt for dem nu, at se Jesus bøje sig ned, tage fat om deres fødder og vaske dem. Men han gør det. Og det er noget helt særligt ved denne fodvask, for Jesus siger, at vi skal gentage den, ligesom vi skal med nadveren. Fodvaskningen er altså også et ritual, han giver dem. Det er ikke et ritual, som vi bruger så meget i den lutherske kirke, men den katolske gør, for en gang om året vasker paven faktisk sine kardinalers fødder.

Og det gør noget ved et menneske at være den, der vasker. Det gør en mere ydmyg at få lov at tjene et andet menneske ved at vaske deres fødder. Det er svært at fastholde hierarkier, når man vasker et andet menneskes fødder. Egentlig kunne man overveje om alle chefer og ledere en gang om året skal vaske fødderne på alle deres medarbejdere. Jeg tror de alle ville takke nej, netop fordi det vil svække hierarkiet.

Men det er også meningen. At svække hierarkiet og stille mennesker lige. Når vi ser på os selv med Guds øjne, så er det ikke vigtigt om den ene tjener mere end den anden, eller den tredje har mere ansvar på arbejde end den fjerde. Alle forskelle, alle ujævnheder bliver revet væk, og vi står tilbage som mennesker.

Derfor skal vi også lægge særligt mærke til, at det nu er netop Jesus, der bøjer sig ned, og vasker sine disciples fødder. Han stiller sig lige ved siden af dem som menneske, ja tilmed som tjener, og siger til dem, at hvis han ikke får lov at gøre dette for dem, så får ikke lod og del sammen med ham.

Jesu vil noget med os – vil sige os noget vigtigt. Nemlig at for at få del i Guds kærlighed skal vi forstå, at Gud er blevet menneske. Gud er et menneske ligesom os, og det at Gud er menneske, det gør noget ved vores forhold til Gud.

Gud blev menneske med hjerte, lever, nyrer, lunger, hænder, næse, øje, mund og fødder. Han er ligesom os. Han føler smerte, han får ondt i ryggen og hovedet, han græder, bliver vred, råber og elsker. Han gør alt det, som vi også gør. Han er menneske på vores vilkår.

Han er lige med os.

Kristendommen er en fysisk religion, og ikke bare en filosofisk tilgang til livet. Livet skal leves kristen, og ikke bare tænkes.

Derfor skulle I også selv i dag opleve, hvad det gør ved jer, når I får tilbud fodvask ved indgangen. Det bliver så tydeligt, at vi er kroppe, der kan røre ved hinanden og gå hinanden i møde.

Og vi kommer her i kirken skærtorsdag aften for at fylde vores maver, og mærke mæthed. Vi er kommet her for at være nær andre mennesker og mærke at vi sammen.

Joakim Stender, der er præst, siger i en artikel, at det kan være livsfarligt at gå i kirke, fordi man kan få evangeliet ind under huden. Og har man først det, så vil det ændre ens liv. Man vil sætte livet på spil ved at leve det for andre. https://www.kristendom.dk/gud-som-terapeut/stender-gud-er-blevet-b%C3%A5de-feminin-og-terapeut

Og han fortsætter og kritiserer, at mange går i kirke for at få det godt med dem selv – de går ikke i kirke for at få det godt med hverken Gud eller medmennesket. Og mange bliver tilmed irriterede, når der er andre i kirke, for så skal de forholde sig til larm, urolige mennesker og børn der larmer. For som han siger stærkt ironisk: ”Det er enormt forstyrrende at have medmennesker omkring sig, når man skal høre om næstekærligheden.”

Og han har jo ret – hvis vi gør kristendommen til noget, der ikke har med andre mennesker at gøre, så har vi heller ikke med kristendommen at gøre. Kristendommen, eller Gud, binder os til andre. Det kan ikke være anderledes. De besværlige, smaskende, snakkende andre.

Og ene og alene fordi, vi har godt at fællesskaber – fordi vi er skabt til fællesskab. Faktisk er det sådan, at der er lavet undersøgelser af, hvordan vores hjerner reagerer, hvis vi aldrig snakker med et andet menneske, og hjernens kemiske sammensætning ændrer sig, og vi bliver dårligere socialt. Det er en slags mindre skade på hjernen.

Heldigvis behøver man bare ET menneske, der taler til en engang imellem for at undgå det. Det er såmænd nok at komme i kirken en gang om ugen.

Og det er, hvad vi gør her – vi mødes i fællesskab, fordi vi tror, at fællesskabet gør noget ved os. Gør noget for os. Og det kræver helt fysisk af os, at vi tør møde hinandens blik, at vi tør række hånden ud mod en fremmede og sige goddag. Vi behøver altså ikke tilbyde hinanden fodvask, men kan nøjes med at bruge vores fødder til at gå hen mod hinanden. Vi kan mødes, spørge interesseret og blive en del af hinandens liv.

Måske kan vi give os selv den opgave, at vi en gang i løbet af den kommende uge, skal smile til et menneske som vi ikke kender. Altså forsøge at gøre afstanden mellem hinanden mindre. Et lille skridt mod et andet menneske, kan betyde en verden til forskel.

Det kan godt virke provokerende, eller være svært, fordi vi jo også er bange for at blive afvist. Men vi kan jo stille os selv det spørgsmål, om vi ville afvise et menneske, der smilte til os. Næppe. Vi ville nok blive glade og tage i mod det, så mon ikke den fremmede også vil tage imod vores smil?

Og skulle modet svigte, så kan vi altid folde vores hænder, og bede Kristus om at gå med os i mødet med hinanden.

Eller som forfatteren Susanne Heidemann skriver:

Der skal så lidt til

For at skabe glæde

For at give fornyet håb

For at give et varmt smil

For at give et varmt håndtryk

For at vise, at vi har brug for hinanden

For at vise jeg synes godt om dig

For at vi kommer hinanden nærmere



Sådan skriver hun. Der skal så lidt til. Der skal så lidt til af det, der er så vigtigt. Og når afstanden mellem os bliver mindre, når hierarkier falder og vi står foran hinanden, og bare er mennesker, da mærker vi det store, at Gudsriget er kommet os helt nært. Da har vi lod og del sammen med Kristus. Da har vi del i Guds nåde.

Et par fødder, der vender i retningen mod hinanden er nok. Der skal så lidt til.

Amen



Dagens evangelium
Tekster til dagens evangelium kan findes på Bibelselskabets hjemmeside.






Salmer:
100 Salmer, nr. 860: Vi finder fred i kirken

Når du samler os om bordet - af Holger Lissner

DDS 365: Guds kærlighed ej grænser ved

DDS 321: O Kristelighed i gendigtning

DDS: 787: Du som har tændt



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Palmesøndag 2024

Verden har brug for modige mennesker – og vi har brug for at være modige engang imellem i vores eget liv, for ellers taber vi os selv. Uden ...