St. Bededag 2021

Nogle mennesker har tilnavne, der siger noget om dem. Fx Helena den skønne fra Troja, Alexander den store eller Vilhelm erobreren.

Og det har Johannes også. Han bliver kaldt Johannes Døberen. Det er så smukt et tilnavn – Johannes Døberen.

Og tilmed betyder navnet Johannes: Gud er nådig. Så Johannes Døberens navn siger i virkeligheden dette til os: Gud er nådig og han døber. Men det er ikke lige det, der slår en, når man læser evangelieteksten til i dag.

I evangelieteksten revser Johannes Døberen de farisæere og saddukæere, der kommer til ham, og afslører deres motiv for at blive døbt. Johannes siger: I tror I kan flygte fra Guds vrede, men omvendelse kræver noget af dig – I skal bære den gode frugt. Og han fortsætter med at sige, at øksen allerede ligger ved træet fod – klar til brug.

Det forekommer ikke nådigt, men barsk. Som en trussel ligefrem. Og vi stopper op.

Og det er måske nødvendigt. At stoppe op til tider. Tilværelsen kan nemlig løbe af med os, så vi lever med hovedet under armen, og hjertet i en snor rundt om halsen. Det er risikoen ved tilværelsen, når hverdagene klumper sammen. Vi glemmer noget. Overser noget. Vi lader frygten få en plads i os, eller vi lader selvoptagetheden fylde. Vi glemmer de mennesker omkring os, og bliver måske ligefrem statister i hinandens liv, fremfor medmennesker. Eller vi ser en fjende, fremfor vores næste.

Vi har brug for, at der er nogen, der stopper os, og spørger om vi nu vender ansigtet og dermed opmærksomheden mod det rette i vores liv.

K. E. Løgstrup, der var en af Aarhus-teologerne, taler om det, han kalder for livslove. Der er love, der ligger i os fra begyndelsen, fordi vi er skabt af Gud. Iboende love, kalder han dem. De love er over os – større end hvert vores lille jeg. Det er love for vort liv med hinanden – love der gør, vi ”får med hinanden at bestille”. Det er fx en livslov, at vi ikke må lyve, men det normale er desværre, vi lyver, når vi kommer i forlegenhed, siger Løgstrup. Det er en livslov, at vi skal yde hinanden retfærdighed, men vi kommer desværre til at sørge for os selv først. Deri ligger en kamp, en modsætning og spænding. En kamp mellem livslovene og det vi gør. Men netop det er åndeligt liv, siger han også. Selve denne kamp – denne modsætning – ER det åndelige liv. Åndeligt liv er kæmpe for at give livslovene plads. Faktisk så kalder han det en kristen PLIGT at gå i konflikt, hvis livets iboende love, livslovene, bliver nedbrudt. Det fredsommelige liv kan ligefrem være et udtryk for en ligegyldighed, fordi vi dermed er rykket ind i vores egen lille verden, hvor andre ikke må komme. Det nemt at være der, men man vender ryggen til andre mennesker. (Prædikener fra Sandager-Holevad, Gyldendal, 1995, s. 260 ff). Sådan skriver Løgstrup.

Og mennesker må ikke vende hinanden ryggen – for så vender de Gud ryggen.

Men der noget, vi skal vende rygge til. Vi skal vende os væk fra selviskhed, had, hævn, forfængelighed, sladder, misundelse og mindreværd. Alt der ødelægger livet, og skaber splid i tilværelsen. Det skal vi vende os væk fra. Det er omvendelse – at vende sig bort fra det, der ødelægger livet med hinanden. Og vi skal vende os helt om. Vi kan ikke nøjes med at dreje hovedet – vi må vende os, så vi igen står ansigt til ansigt med fællesskabet og Gud. Ja, Gud kalder på os – kalder os til at vende os om. Og ikke bare en enkelt gang i løbet af ens liv – vi har brug for at vende os om mange gange. Ja, nogle gange flere gange om dagen. Lige få rettet ind efter kærlighedens kompasset – efter livslovene – så vi igen ser klart og ved hvilken vej, vi skal gå.

Og vi skal altid gå MOD hinanden. Hvem den næste så end er. Ens næste er ikke altid den, man bedst kan lide – nogle gange er det faktisk en, man bryder sig meget lidt om, eller som man er meget uenig med. Det er også vores næste. Det er så vanvittig irriterende, at det er sådan – og jeg er så træt af, at det er sådan. Men hvis det ikke var sådan, var nåden jo heller ikke. Nåden er jo, at man får den UFORTJENT. Man får den på sit glatte ansigt. Og selvom det støder mig, så har jeg også brug for det. Brug for at Gud er nådig – også mod mig. Og min næste.

Vi skal vende os mod Gud – og det er en glæde. For som Johannes Døberen råber og Jesus fortæller os, så er Himmeriget kommet nær.

En anden teolog Erik Aagaard, påpeger et sted, at Johannes Døberen netop ikke siger: omvend jer for døden er kommet nær, eller omvend jer for helvede er kommet nær. Der bliver derimod råbt: omvend jer for HIMMERIGET er kommet nær, og det er en glæde. Det skal ikke høres som en trussel, men derimod som et glædesudsagn. Vend jer mod Himmeriget – mod kærligheden – mod medmennesket – mod Gud for Himmeriget er kommet dig nær. (http://erikaagaard.dk/ prædiken til st. bededag, 1. tekstrække)

Livet kalder på os – og det råber Johannes Døberen om derude i ørkenen. Denne St. bededag, hvor vi har spist hveder – og hvor mange af os faktisk sjældent er i kirke, fordi der er konfirmationer. Denne fine og overraskende feriedag før en weekend. Men der bliver ikke råbt til os, for at sætte et skår i glæden, lyset og foråret. Der bliver råbt for at vi kan sikre os, at vi går den vej, vi skal. For at sikre, at vi netop går mod glæden, lyset og foråret.

Amen




Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/store-bededag-fra-foerste-raekke

2. søndag efter påske 2021

”Jeg kender mine får, og mine får kender mig”. Sådan sagde Jesus til sine disciple, og sådan taler han til os i dag. Han kender os. Også når vi ikke kan kende os selv.

Der findes en fortælling, jeg holder meget af, der er skrevet af Tove Jansson. Hun skrev om Mummi-troldene, der for mange er børneeventyr, men det er ikke kun rigtigt. De er lige så meget for voksne.

En af fortællingerne handler om Ninni, som jeg frit vil genfortælle med lidt kommentarer. Nu skal I høre.

Ninni vokser op hos sin tante, der ikke behandler hende ret godt. Tanten taler grimt til hende, og med tiden bliver Ninni usynlig. For det kan ske med mennesker, der over lang tid ikke bliver regnet for noget, talt grimt til, og som går rundt og er bange hele tiden – de bliver usynlige.

En dag flytter Ninni ind hos Mummi familien. Og Mummimor putter hende i seng den første aften, giver hende et æble, et glas saft og bolsjer og siger: Bliver du bange, så skal du bare komme ind til mig. For når man er bange, har man brug for en anden, der vil sidde ved siden af en.

Om morgenen kunne man pludselig se Ninnis fødder.

En dag taber Ninni et glas, der går i stykker, og da Mummimor ikke skælder hende ud, men derimod hjælper hende med at samle det op, bliver endnu mere af hende synligt. For mennesker, der laver en fejl, har ikke brug for skæld ud, men brug for at mærke, at de går an alligevel.

Og da Mummimor syr en smuk kjole til hende, bliver hun endnu mere synlig. For mennesker har brug for at mærke, at andre gerne vil gøre noget for dem.

Til sidst kunne man se alt af Ninni, på nær hendes ansigt. Har man været usynlig længe, bryder man sig ikke ret meget øjenkontakt, så Ninni havde ikke brug ansigtet før til sidst.

Ninni bliver helt synlig en dag, hvor Mummifar for sjov vil skubbe Mummimor i vandet. Men for usynlige mennesker er selv kærligt drilleri ikke altid sjovt, så Ninni bider Mummifar, der bliver så forskrækket, at han falder i vandet i stedet for. Og da kunne man se hele Ninnis ansigt. Og hun lo. For når man pludselig tør bruge sin frihed til at sige fra, så bliver man menneske.

Det er så meget evangelium i denne fortælling, der handler om værdighed, næstekærlighed og godhed. Handler om, hvad vi mennesker kan i forhold til anden – ja vi kan gøre hinanden usynlige, men endnu vigtigere, så kan vi gøre hinanden synlige igen. Vi kan bringe det bedste frem i hinanden – bringe hinanden frem.

Og på den måde handler i dag også om vores forhold til Gud – og hans forhold til os.

”Jeg kender mine får, og mine får kender mig”, siger Jesus.

Jesus kender os, og vil kendes ved os. Han skammer sig ikke over os, eller skælder os ud, men er den stemme, der altid er i vores liv, og ser os med mildt, kærligt og nådigt blik. Gør os synlige igen.

For vi har det med til tider at blive lidt væk fra os selv. Mon ikke vi alle har følt os usynlige fra tid til anden. Eller glemt, måske overset? Jeg tror der er en Ninni i os alle, der trænger til at blive kaldt på.

Som en hyrde, der kalder på sine får. Hyrde-metaforen er ofte brugt i Bibelen, og det er et vidunderligt billede på vores forhold til Gud.

En hyrde går sjældent foran sin flok, men altid bag ved eller ved siden af, hvorfra hyrden guider fårene den rigtige vej, gennem klippeskær, mudrede flodbredder og øde landskaber til de når det saftige græs. Hyrden skal skærme sin flok, jage det væk, der vil splitte flokken og ikke mindst så lede efter hvert får, der forvilder sig væk fra flokken – og det handler en anden kendt lignelse jo om.

Så billede viser noget særligt om vores forhold til Gud. For Gud er mennesker aldrig usynlige.

Og der er intet i det Jesus siger, der kan få os til at tro andet end, at Gud vil, at vi skal være synlige for hinanden. Og at vi skal øve os i at give hinanden plads til at være dem, vi er. Elsk din næste som dig selv, siger Jesus et andet sted. Elsk.

Og i Fadervor beder vi: ”ske din vilje som i himlen, således også på jorden.” Vi beder om, Guds vilje vil sætte sig igennem her på jorden. At Guds rige får lov at skinne gennem de sprækker, der er i tilværelsen. Lysne vores sind og vores håb. Guds rige er Guds kærlighed. Og Guds kærlighed ser os som hele mennesker – med vores skam, vores skyld, vores kampe, vores fortrængninger – ja alt det vi er. Som vi er. Og han ser det ikke som en streng dommer, men med kærlighedens øjne.

Ser os, så vi ikke mere behøver være usynlige.

Amen

Dagens evangelium: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-foerste-raekke

Kirkebøn:

Gud,
Led os gennem tilværelsen – gennem det, der er svært og forekommer umuligt. Led os når vi er ved at give op, og når vi har lyst til at gemme os. Led os når vi er faret vild, og når vi er trætte. Og tro på os, når vi ikke selv gør det – så lover vi at prøve at gøre det samme for dem, vi møder.

Så læg dine hænder om vores foldede hænder, Gud – og svøb vores ord i din kærlighed, når vi nu beder for den verden, du har givet os at leve i:



Vi beder for alle syge og alle, der er bange for at blive det. Jeg for alle, der spritter hænder for meget, og for alle der gør det for lidt. Vi beder for alle, der er arbejder på sygehuse, plejehjem, skoler og institutioner – ja, alle der har ekstra udsatte jobs i denne pandemi.

Vi beder for alle angstfyldte og smerteplagede. Og vi beder for alle der flygter og alle der må gemme sig.

Vi beder for alle, der har magt i livet – om magten er stor eller lille – lad magten bliver brugt til at fremme fællesskabet fremfor en selv.

Og vi beder for alle der bruger for meget tid på sociale medier og telefonen – lad os kigge op en gang imellem og få øjenkontakt med hinanden.

Vi beder for din kirke her på dette lille, trygge sted i verden. Lad den altid stå her og hjælpe os til at huske på det vigtigste i tilværelsen – nemlig kærligheden. Og lad kirken i hele verden danne ubrydelige og usynlige bånd, mens vi alle insisterer på ethvert menneskes ukrænkelighed.

Tak Gud at du leder os – Tak fordi du er vores hyrde. Vi tør gå – gå ud af kirken og ud i det liv, der skal leves.

Amen

Påskedag 2021

Mange af os er det sidste år blevet klar over, hvad vi synes er vigtigt i gudstjenesten. Nogle vil mene, at det er fællessangen, andre nadveren og andre igen bønnen. Vi har måske alle hver vores del af gudstjenesten, som taler til os, og som vi næsten ikke kan undvære. Men fælles for os er, at vi kommer for at få et omdrejningspunkt i vores tilværelse. På den ene eller anden måde søger vi et omdrejningspunkt.

For et år siden blev alt vendt på hovedet – det snurrede så hurtigt rundt, at vi blev svimle af det. Og vi begyndte pludseligt at talte et nyt sprog. Vi brugte ord som flokimmunitet, smitteopsporing og værnemidler. Og som tiden gik kom flere ord til og vi talte om vaccinepas og kviktest. Vi var gået ind i en ny tid.

Alt var anderledes – og er det stadigvæk. Men sidste år sad vi ikke her til påske – det er to år siden vi sidst var samlede en påskemorgen til en gudstjeneste, hvor ordene: ”Kristus er opstanden – sandelig han er opstanden”, har lydt.

Og meget har forandret sig siden. Vi har forandret os.

Vi har fået øje på nye måder at indgå i fællesskaber på, vi har fundet nye måder at hilse på, vi har vænnet os til mundbind og afstand. Vi kommer ikke længere med små kommentarer, når vi spritter vores hænder, som vi gjorde det første lange stykke tid – vi gør det bare. For det er blevet en del af hverdagen.

Og vi har fundet en måde at fejre gudstjeneste på, selvom det ikke er helt som vi ønsker det. Men vi mødes.

Som de kvinder i evangeliet, der mødes en morgen ved daggry for sammen at vandre til gravhulen og salve Jesu lig. Vi kan nemt mærke på os selv, hvordan de må have haft det. Den mand, der havde set på dem med så lysnede øjne, den mand der havde gjort undere, fået lamme til at gå og døve til høre. Ham der havde mættet folk og forarget folk. Ham som så mange havde fulgt uden at tøve et sekund. Han var død. Og som ethvert dødsfald før og efter, går verden i stykker omkring det menneske, man følger til graven. Solen vil ikke rigtig skinne, mørket vil ikke rigtig gå væk – og alting bliver uskarpt af tårerne i øjnene. Døden forandrer verden – døden forandre de levende.

Kvinderne er gået derud for at vise Jesus respekt – for at salve hans krop med velduftende olier.

Men da de kommer derud, er graven åben, og de går derfor ind i gravhulen. Derinde er der en mand i hvide klæder, der siger til dem, at Kristus er opstanden.

Og lige der drejer de om, for at gå ud i verden igen. De får pludselig et omdrejningspunkt – sådan helt konkret. De må vende om og gå den samme vej ud ad hulen, og alligevel er alt forandret. For nu er døden også forandret. De skal tilbage til livet, men ikke som før. På en anden måde. Nu med muligheder.

Nu kan enhver der står i gravhulens mørke få mulighed for at vende om – og gå en anden vej hjem.

Kristi opstandelsen er omdrejningspunktet i vores liv.

Vi vil håbe – og uden håbet kan vi ikke meget – vi vil håbe på, at livet ikke ender i intetheden eller tomheden, men at der er mere at sige. Nemlig: Gå og sig det videre.

Det fik kvinderne at vide – og ja, de blev bange. Det ville enhver ved mødet med en engel – for det var manden i graven nemlig. Men Maria Magdalene fortalte det videre – for hun mærkede sit livs muligheder i sig. Hendes stemme med de nye ord om opstandelsen måtte ud i verden og leve.

Og de ord har levet lige siden. De lever den dag i dag – de lever trods verdens storme. Ja, de lever netop der, hvor vi har brug for at høre: gå og sig det videre. Kristus er opstanden.

Opstandelsen er et ord, der altid vil være nyt for os – selvom vi bruger det tit. For det er ordet om, at der vil være liv, hvor alt er øde. Der vil spire kærlighed, hvor der er afsky. Der vil sprede sig fred, hvor der er skænderier. Der vil være accept, hvor der er fordomme.

Opstandelsen er ordet om, at vi er med i Guds rige. At alt det, der ellers splitter verden og formørker den, bliver rullet til side som en sten for grav, så vi kan få lov at vende os om. Det skal vi høre igen og igen – vi har brug for at høre, at Guds rige er på vej. Ja, allerede er i al den godhed og kærlighed, vi møder i verden. Guds rige er på vej – og vi skal gå og sige det videre.

Glædelig påske

Amen

Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/paaskedag-fra-foerste-raekke




Kirkebøn:

Kristus – du gik ud ad hulen en søndag morgen, og har siden slået følge med os, hvor end vi er vandret hen. Du har været med, når livet har slået os omkuld, når vi ikke har levet op til vores egne idealer, når vi har ønsket magt mere end mennesker, og når vi er blevet blændet af vrede. Du har været med os lige der, hvor vi ikke har set os selv i øjnene, og du har insisteret på, at ville se os – og elske os.

Og nu er du gået hele vejen i døden for os for at hente os til livet.

Vi har kun vores hjerter at give dig som tak.


Vi beder i dag med foldede hænder – beder dig om, at du må åbne vores blik for hinanden.


Vi beder for dem, der er syge og dem der skal dø. Dem der er bange og dem der ikke tør være dem selv.

Vi beder for dem, der sidder alene i denne tid – og dem der føler sig glemt. Vi beder for dem, vi ikke når at ringe til, og dem vi ser hele tiden.

Vi beder for dem, der anderledes end os og dem vi ikke forstår. Vi beder for dem, der mener noget andet og dem der råber højest.

Vi beder for vores naboer – både dem vi kender, og dem vi aldrig har mødt.

Vi beder for dem, der ruller med øjnene og dem der vender ryggen til. 

Vi beder for dem, der tror, det er deres skyld, at de andre gør sådan.

Vi beder for dem, der flygter fra krig, vold, frygt – eller fra deres eget liv. Vi beder for dem, der fanget hvad enten det er i fængsel eller af en, der ikke vil slippe dem

Vi beder for vores verdensledere, at de må udvise næstekærlighed og mildhed – og at de må vise os vejen til en bæredygtig verden.

Vi beder for vores kirke her i Aarhus Vest. Lad den sprede dialog og fred i vores nabolag – lad det her sted insistere på næstekærlighed og værdighed for alle - også dem vi ikke kan lide. 

Vær med alle de kristne, der bliver forfulgt i verden – lad os alle hjælpe dem så godt vi kan, så de kan få lov at tilbede Dig uden at frygte for deres liv.

Lad os være stille et øjeblik og bede hver især. 

Amen