Juledag 2020

”Gud er en lyd, en erindring,
en salme, der synger sig selv.

At tro det er at lytte
til ord du altid har kendt: 

Han sang dig så blidt ind i livet,
Han synger dig blidt ud igen.”

Sådan lyder et digt af Helle Søtrup, som hun skriver i sin digtsamling: ”Send flere engle.” Ja, alene titlen kunne være titlen på 2020.

Gud er en lyd, digter Helle Søtrup. Ja, en salme. Og at tro det er at lytte til den salme.

Vi har de seneste uger haft mange og lange debatter om salmesang i kirken – turde vi eller turde vi ikke. Var det for risikabelt, og kunne man overhovedet have en gudstjeneste uden sang. Ja, jeg fandt i al fald ud af, at det var svært for mig at forestille mig, at vi slet ikke skulle synge. Synge sammen med den stemme hver især af os nu har.

For fællessang har den egenskab, at der er plads til alle stemmer – både dem, der brummer, dem der hvisker og dem der slet ikke rammer en eneste tone i melodien. Det betyder ikke noget, for sat sammen, så bliver det kor. Et kor af stemmer, hvor hver eneste stemme bidrager og gør helheden hel.

I Johannesevangeliet får vi beskrivelse af verdens skabelse, hvor der står: I begyndelsen var ordet, og ordet var hos Gud, og ordet var Gud.

Gud var et ord – en lyd, der gennemborede universet.

Teologen Gerd Theissen skriver i sin bog: Tro og Tanke, følgende:

”Gud er musik,

som lyder fra alle sider,

uden at man kan sige,

hvor den kommer fra.

Alting forvandler sig til toner.

Vores liv er en melodi.

Vi må afstemme os efter hinanden,

så vi sammen kan lovsynge ham!”

(s. 136, 1. udgave, 1. oplag 2015, Forlaget Alfa).


Vi må afstemme os, skriver Gerd Theissen.

Hvis man har været til en klassisk koncert, så ved man, at inden de begynder, så bliver instrumenterne varmet op, og det lyder kaotisk. På et tidspunkt rejser 1. violinisten sig, og giver en eneste tone. En tone, der består af svingning, som alle de andre instrumenter stemmer efter. De falder ind i den svingning, og bagefter kan de, med hver deres melodi at spille, tilsammen lave store symfonier, der får hårene til at rejse sig på armenden af fryd, tårerne til at løbe af længsel og smilene til at bryde frem af glæde.

Men instrumenterne må stemme, før de kan spille. Som vi også må stemme os ind efter hinanden, når vi møder et andet menneske. Vi skal være på bølgelængde, siger man også. Vi skal være der, hvor vores svingninger giver mening sammen.

Gud valgte en julenat at være på bølgelængde med os mennesker. Han valgte at lade sin svingninger, der lyder i hele universet, giver genlyd i vores hjerter. Det skriver Gerd Theissen også om, og jeg citerer:

”Gud er en svingning

som gennemtrænger alle ting

lige fra stjernerne til de mindste nerver.

Den ryster de levende og det ikke-levende.

Gud ”skal glæde sig over sine værker.

Blot han ser på jorden, skælver den”.

Denne skælven sammenføjer alt,

som er, og som var,

og som skal komme” (s. 137 Ibid.)

I år har vi oplevet at fællessang gør en forskel. Vi har stået på altaner, i haver og foran åbne vinduer og sunget. Vi har fulgt Philip Faber uge efter uge, synge glæden og håbet ind i vores stuer. Den nye Højskolesangbog er udkommet og blev revet ned fra hylderne. Fordi vi har prøvet at synge – sammen.

For det er sådan med sang, at man bliver nødt til at prøve at synge med for at opdage, hvad det er fællessangen gør ved os.

Hvad sangen kan, når vi stemmer os ind efter hinanden.

Det findes ikke bare os i mennesker – det findes i hele skaberværket. Jeg har set en lille film – eller rettere hørt en lille film, hvor man har optaget lyden af tusindvis af græshopper. Derefter har man afspillet lyder langsomt, så langsomt, at der pludselig opstår en melodi, der toner sig op og ned. Som en symfoni. Selv naturen har en melodi, den spiller for os hver dag. Selv græshopper synger til Guds ære.

I brevet til menigheden i Effesos, der står der ligefrem: (…) lad jer fylde af Ånden, tal til hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng og spil af hjertet for Herren, og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn. (5, 18b-20)

Vi opfordres til musik.

Nu er det jo ikke alle der er lige musikalske. Og nogle synger – ja, forfærdeligt. Det tør jeg godt sige, for jeg kommer fra en familie, hvor man enten synger godt eller slet ikke. Der er ikke noget derimellem. Men det fine her er, at musikken ikke er en præstation.

For i Guds øjne handler livet aldrig om præstationer, men om os. Og hvem vi er, når vi tør lade alt det falde, som vi holder op foran os. Så vi står der – som vi er. Skabt og elsket med den stemme, der er vores. Tør lade os blive set, som vi er.

Det handler nemlig om blikket – blikket der møder os.

Vi har fra barnsben brug for at blive set – at få øjenkontakt. Ja, faktisk så går vores udvikling i stå, hvis vi ikke får øjenkontakt med et andet menneske, når vi er små børn. Vi skal ses gennem andres øjne for at blive dem, vi er.

Øjet er sjælens spejl, siger vi. Og det er rigtigt – for gennem den anden spejler vi vores egen sjæl, men gennem den andens øjne ser vi også deres sjæl.

Øjne er blevet anderledes vigtige i disse dage, hvor vi skal bære mundbind i offentlige rum. Vi er vant til at kunne se hele ansigtet, men nu kan vi kun se øjnene.

Og øjnene er vigtige – så vigtige, at vi, når vi døber her i kirken, ikke holder barnet ned mod vandspejlet, men op mod øjnenes spejl, så de bliver set, at de voksne, der står omkring dem. Og så kigger de her i kirken op mod loftet, hvor hullet gør at vi kan skue mod Guds blå himmel.

For også Vor Herre kigger med – han ser på os, og elsker os. Han ser på os med milde øjne, der igen og igen ser forbi det, vi gør forkert, og ser os.

Vi skal ikke præstere – vi skal leve.

Og det gjorde Gud så også selv, da han en julenat bøjede sig mod verden og lod sig føde som et barn af en kvinde i en stald. Under stjernerne lød der skrig den nat – først af en kvinde, der fødte og siden af et barn, der skreg. Skreg mod verden, at livet er begyndt. Satte gang i vibrationer og svingninger, der fik hele himmelrummet til at fryde sig i glæde over, at kærligheden fik krop.

Og englene fyldte himlen og begyndte at synge for verdensrummet.

Ære være Gud i det højeste og på jorden. Fred til mennesker, der har Guds velbehag.

Amen.


Kirkebøn:

Kære Gud,

Julenat bøjer du ned mod verden, og lod sin søn føde. Vi har fejret lige det siden. Vi har sat lys i stager og tændt lys på juletræet.

Mørket udenfor er så massivt, selv en julenat, og derfor beder vi Dig om, at du må lade lyset skinne videre fra vores små stager og ud i hele verden.

Vi beder om, at mørket i denne verden må svinde – om det så er mørket på himlen eller mørket i menneskers hjerter. Lad lyset stå klarest.

Vi beder i aften for:

- De syge

- De ensomme

- De glædesløse

- De håbløse

- De barnløse

- De hjemløse

- De utålmodige

- De gnaven og bitre

- De bange

Vi beder – og beder om, at vores bønner ikke behøver rejse hele vejen op gennem atmosfæren, men at du lytter til os lige her, hvor vi er. Amen


Dagens tekst kan findes her:
https://www.bibelselskabet.dk/juledag-fra-foerste-raekke

Juleaften 2020

Inde ved vores hjerter sidder der en lille refleks. Sådan en, som vi hænger på børns flyverdragter, og som lyser op i mørket, når man lyser på den.

Gud anbragte den der, da han skabte mennesket, fordi han vidste, at vi ville opleve tider i mørket. Når han skinner sit lys på os – sit kærligheds lys – så fanger hjertes-refleks det lys, og lyser op og sender det videre.

Gud satte refleksen der, for han ville nemlig være sikker på, at han kunne finde os igen - selv i mørket, og så ville han hjælpe os, så vi ikke bare beholdt kærligheden for os selv, men ville sende den videre og bruge af den. Hjertets refleks er også inde i dig – lige derinde, hvor hjertet banker.

Sådan lyder en lille fortælling om Guds kærlighed til os mennesker – og også om vores evne til at dele kærligheden.

For kærlighed skal deles, ellers er den ikke meget ved. Ja, faktisk så skal alt, der har værdi for os, deles. Kærlighed, oplevelser, håb, fællesskaber, sang og glæde. Det er godt at dele med andre. Dele med hinanden.

Det har mange af os oplevet i dette år, hvor særligt fællessangen har grebet os, og løftet os på håbets vinger. Vi har godt nok siddet hver for sig, men selv gennem en skærm, har vi oplevet, at det gør en forskel at synge sammen. Være sammen. Dele.

Det er vigtigt at dele. Der er lavet mange videnskabelige forsøg, der viser, at de samfund, der deler, generelt klarer sig bedre som helhed. Det er bemærkelsesværdigt. At når man giver, får alle mere.

Den nu afdøde skuespiller Kamilla Bech Holten siger i et interview kort før sin død, at hun tænkte tilbage på de handlinger, hvor hun spontant havde hjulpet andre, uden selv at ville stå i et bedre lys, at de nu lå i hende som diamanter. Vi får med andre ord, noget langt mere betydningsfuldt, når deler – nemlig små diamanter i hjertet, der lyser og funkler af glæde og kærlighed.


Ja, faktisk så havde Pipi Langstrømpe ret, for hun siger nemlig: Den som er vældig stærk, bør også være vældig rar. Vi skal dele af vores overskud, for kun sådan får alle mere af det hele. Det er et paradoks, men et paradoks, som er hele evangeliet grobund.

En julenat mens stjernerne har funklet der deler Gud sig selv med os. Han lod sin søn føde, og valgte at dele sit liv med. Og dermed blev verden mere. Og vores liv blev mere.

Vores hjertes reflekser får lov at lyse og funkle, fordi lyset for altid er komme til verden. Sådan beskriver vi Guds kærlighed – som et lys, der rammer os.

Det giver god mening her på denne breddegrad, hvor mørket har godt tag i vinteren, og hvor solen kun har skinnet ca. 4 timer i hele december. Vi ved, at lyset er godt og vi længes efter det. Vi mærker lyset som kærlighed. Men det kan synes lidt mørkt til tider at leve, og vi kan drømme, at de varme stråler når os.

Det minder mig om en historie fra Norge – fra en lille by, der hedder Rjukan. Den er blevet anlagt i en dal, hvor fjeldene skygger for solens stråler 5 måneder om året. I 5 lange måneder kan de se, at solen farver himlen, men ikke en eneste af solens strålerne når dem i bunden af dalen.

Det blev for meget for en af beboerne i byen, Martin Andersen. Han besluttede sig derfor for at installere spejle i 450 meters højde på toppen af fjeldet, så de kunne reflektere solens stråler ned til bunden af byen – helt præcist ned til byens centrale torv. Og det lykkedes. Han satte ikke mindre end 51 m2 spejle op monteret på fjeldet, der nu griber solens stråler og sender dem videre ned i dalens mørke. Og selvom resten af dalen er lige så mørk som den plejer, så skinner lyset nu på byen torv. Installationen hedder: ”Sol-spejlet”.

Det er så fint et navn. For i dag hører vi, at Gud også har givet os et ”sol-spejl”, der kan sørge for, at lyset når os, selv i mørket. Og også i en tid som denne, hvor vi måske kan have svært ved at se ind i fremtiden. Jesus er det sol-spejl

Jesus blev født ind i verden – ikke på en sollys dag, men en mørk nat, for det var netop der, at vi havde brug for lyset. Det er netop ind i mørket, at lyset skal skinne. Jesus er vores solspejl, der spejler lyset. Så vi kan rammes af det, mærkes af det og varmes af det.

Det er julens glædelige budskab. Lyset er kommet til verden. Og vi får lov at tage det med os ud i verden og dele det med hinanden.

Må julen give jer glæde og kærlighed. Glædelig jul.

Amen

Kirkebøn:

Lysets Gud, vi beder for dem, der sidder i mørket og ikke kan se en vej ud. Vi beder for dem, der er faret vild, og ikke kan finde hjem. Vi beder for dem, der mangler om det så er kærlighed, et barn, et hjem, et arbejde, stilhed eller glæde. Vi beder for det personale, der er på arbejde i julen, og som passer og plejer vores syge. Vi beder for dem, der har magt i verden – lad dem bruge magten med omtanke og næstekærlighed, så den fattige løftes op, og den sårbare passes på.



Vær med vores kirke her i Møllevang og ud over hele verden. Amen




Dagens tekster kan findes her:

https://www.bibelselskabet.dk/juleaften-fra-foerste-raekke

2. søndag i advent 2020

I år er en gruppe danskere trådt ud af skyggerne, for at fortælle om hvordan de forbereder sig på, at en katastrofe skal ramme Danmark. De bliver kaldt ”preppere” – det betyder ”forberederne”.

DR havde nemlig i år en række udsendelser om de mennesker, der gør sig klar til katastrofen. Prepperne samler dåsemad, har overlevelsesudstyr i alle kalibre liggende og har planer for, hvordan de skal komme et sikkert sted hen, når katastrofen rammer og samfundet kollapser. Hovedformålet er tage ansvar for sig eget liv og sin egen overlevelse. De forbereder sig med andre ord på en fremtid, de ikke kender, men som de frygter.

Vi kender fænomenet fra USA, hvor folk i årevis bl.a. har bygget underjordiske rum fyldt med mad, hvor de kan bo isolerede og beskyttede fra omverdenen i måneder. Og fænomenet har nu bredt sig til store dele af verden – og også til Danmark.

De beskytter sig – er min påstand – fordi de er bange for fremtiden. Bange for det, de ikke har kontrol over. Og bange for at miste. Alt sammen såre menneskeligt. Det tror jeg alle kender til. At vi kan lade os gribe af frygten for fremtiden, og særligt når verden til tider kan synes at brænde for øjnene af os. Der er nok af tegn i sol, måne og stjerner, hvis man tyder dem i negativ retning. Og det har der været al den tid, mennesker har levet. Og frygten har været, så længe mennesket har været.

Frygt er en drivkraft for os mennesker. Men ikke en evangelisk en af slagsen. Tværtimod. For i evangeliet står der over 300 gange: Frygt ikke. Ord der stædigt lyder til os også i dag – frygt ikke. Og det er vigtige ord, fordi frygt har det med at gribe fat i os, når vi kigger væk. Når vi mindst venter det.

Og frygt trives så godt i os, når den først har fået fat. Så er den svær at komme af med.

Mange af os mærker det måske i denne tid med Corona. Frygten bølger i os, og nogle gange kan den måske ligefrem true med at helt at drukne os i forbehold og håndsprit.

Corona er alvorligt, men man kan sagtens være alvorlig omkring noget, uden at lade frygten få 1. pladsen i livet.

For når frygten hersker i vores indre, så glemmer vi håbet. Og håbet kan vi ikke leve uden.

Den franske filosof Gabriel Marcel, sagde at: ”Håb er for sjælen, hvad vejrtrækning er for den levende organisme” (Hvor der er håb, Vibeke Graven og Jan Brøndslev Olsen, Samfunds litteratur2018, s. 9).

Han siger med andre ord, at vi ikke kan leve uden håb – vi lever af den.

Håb er jo det, der gør, at vi kan klare livet, når det er fuldt af modstand og gør os skrøbelige. Håb er det, der gør, at vi kan være der for vores næste. Men håb er også fuld af kræfter – for ligesom frygten kan få os til at træffe foranstaltninger og bygge mure om os selv, sådan kan håbet modsat få os til at råbe højt og skubbe til mure, hvor vi møder håbløse vilkår.

Håb har styrke.

Håbet er nogle gange – ja, mest på trods. På trods af det, vi oplever – på trods af det vi ser – på trods af tilstanden – så håber vi på en fremtid, der kan være anderledes. Være mere.

Håb åbner fremtiden, hvor frygt lukker fremtiden.

Derfor siger Gud til os, hver dag: Frygt ikke.

Lad ikke frygten styre dig – lad håbet fylde dig.

Det er så sjovt fordi håb som ord er beslægtet med det at hoppe. Altså sådan fysisk at hoppe. Det kan jeg så godt lide. Mange voksne holder op med at hoppe, fordi det er sådan lidt barnligt, medmindre det er til træning og dermed har et formål. Men børn hopper hele tiden.

Børn hopper når de ser en god ven, og er begejstrede. Børn hopper rundt på ting – fordi det er sjovt.

Børn hopper, når håbet fylder så meget i dem, at kroppen må svare med et hop.

Og så er hop – også et billede på det, at man springer op uden at vide, hvordan det bliver at lande. Men man springer fordi, man ikke kan andet – man må op i luften – ud i luften – og tro på, at man lander på grund, der holder.

Derfor er det så smukt, at håb og hop hænger sammen.

Håbet skal være vores udgangspunkt – og indgang til livet. Vi skal bære håb – og især når alt er håbløst. Vi skal turde tro på en fredelig og smuk fremtid, også og særligt når ingen andre gør.

Det er det kristne håb – det er juletidens håb.

At have en drøm for fremtiden.

Den drøm havde Martin Luther King i 1963, da han holdt sin berømte tale i Washington foran tusindvis af borgerrettighedsforkæmpere. Han holdt en af historiens smukkeste og stærkeste taler. Og han talte om håb – han gav håb til samtlige, der lyttede og til folk, der lytter den dag i dag.

Han sagde:

Jeg har en drøm (…) at sønner af tidligere slavere og sønner af tidligere slaveejere vil være i stand til at sætte sig ved broderskabets bord.

Og han fortsætter og citerer Bibelen:

Jeg har en drøm, at

Hver dal skal hæves,

hvert bjerg og hver høj skal sænkes,

klippeland skal blive til slette

og bakkeland til dal;

Herrens herlighed skal åbenbares,

og alle mennesker skal se den. (Esajas 40, 4-6)

Dette er vores håb.”

Sådan talte Martin Luther King den dag, og tændte håbet i tusindvis af mennesker.



Han kunne sagens have talt om frygt, og fodret folk med had og mistro; men han valgte håbets vej, fordi det er den vej, der leder til at fjender en dag kan sidde ved sammen bord. Fællesskabets bord, hvor det ikke handler om at være ens eller mene det samme; men om med nysgerrighed, respekt og ydmyghed at møde medmennesket.

Det er håbet – også i dag.

Håbet er levende. Det lever som en organisme, der trækker vejret – det er i verden. Fordi Gud har givet os det håb. Og det på trods.

Det hører vi om i påsken, der er én lang fortælling om håbet på trods – på trods af svigt, på trods af ensomhed, på trods af dom, på trods af tortur, på trods af smerte og lidelse, på trods af død. På trods af alt, der truer os – ja, netop her kommer håbet til os.

Vi skal håbe – vi skal turde hoppe, for nu at blive i det billede.

På trods af den forfærdelige fortælling som påskens er, så kom håbet alligevel til os en søndag morgen, da to kvinder opdagede, at graven var åben og tom, fordi Kristus havde rejst sig fra døden. At Kristus kunne opstå fra de døde, fortæller os, at når alt synes fortabt, mistet og ødelagt, så har vi altid og stadigvæk håbet. Gud gav os håbet den morgen til alle tider. Og siden har hver søndag vejret en fejring af netop påskemorgen. Hver søndag samles vi her for at få håbet.

For at høre, at vi Gud er med os i livets modstand – og at der altid er grund til at håbe. At holde fast i en drøm om en bedre fremtid. 

Så ja – vi skal håbe – alt det vi kan. For Gud er med os, når vi springer ud i livet og ind i fremtiden.

Frygt ikke – hop kun.

Amen

Dagens tekster:
https://www.bibelselskabet.dk/2-s-i-advent-fra-foerste-raekke