2. søndag i advent 2020

I år er en gruppe danskere trådt ud af skyggerne, for at fortælle om hvordan de forbereder sig på, at en katastrofe skal ramme Danmark. De bliver kaldt ”preppere” – det betyder ”forberederne”.

DR havde nemlig i år en række udsendelser om de mennesker, der gør sig klar til katastrofen. Prepperne samler dåsemad, har overlevelsesudstyr i alle kalibre liggende og har planer for, hvordan de skal komme et sikkert sted hen, når katastrofen rammer og samfundet kollapser. Hovedformålet er tage ansvar for sig eget liv og sin egen overlevelse. De forbereder sig med andre ord på en fremtid, de ikke kender, men som de frygter.

Vi kender fænomenet fra USA, hvor folk i årevis bl.a. har bygget underjordiske rum fyldt med mad, hvor de kan bo isolerede og beskyttede fra omverdenen i måneder. Og fænomenet har nu bredt sig til store dele af verden – og også til Danmark.

De beskytter sig – er min påstand – fordi de er bange for fremtiden. Bange for det, de ikke har kontrol over. Og bange for at miste. Alt sammen såre menneskeligt. Det tror jeg alle kender til. At vi kan lade os gribe af frygten for fremtiden, og særligt når verden til tider kan synes at brænde for øjnene af os. Der er nok af tegn i sol, måne og stjerner, hvis man tyder dem i negativ retning. Og det har der været al den tid, mennesker har levet. Og frygten har været, så længe mennesket har været.

Frygt er en drivkraft for os mennesker. Men ikke en evangelisk en af slagsen. Tværtimod. For i evangeliet står der over 300 gange: Frygt ikke. Ord der stædigt lyder til os også i dag – frygt ikke. Og det er vigtige ord, fordi frygt har det med at gribe fat i os, når vi kigger væk. Når vi mindst venter det.

Og frygt trives så godt i os, når den først har fået fat. Så er den svær at komme af med.

Mange af os mærker det måske i denne tid med Corona. Frygten bølger i os, og nogle gange kan den måske ligefrem true med at helt at drukne os i forbehold og håndsprit.

Corona er alvorligt, men man kan sagtens være alvorlig omkring noget, uden at lade frygten få 1. pladsen i livet.

For når frygten hersker i vores indre, så glemmer vi håbet. Og håbet kan vi ikke leve uden.

Den franske filosof Gabriel Marcel, sagde at: ”Håb er for sjælen, hvad vejrtrækning er for den levende organisme” (Hvor der er håb, Vibeke Graven og Jan Brøndslev Olsen, Samfunds litteratur2018, s. 9).

Han siger med andre ord, at vi ikke kan leve uden håb – vi lever af den.

Håb er jo det, der gør, at vi kan klare livet, når det er fuldt af modstand og gør os skrøbelige. Håb er det, der gør, at vi kan være der for vores næste. Men håb er også fuld af kræfter – for ligesom frygten kan få os til at træffe foranstaltninger og bygge mure om os selv, sådan kan håbet modsat få os til at råbe højt og skubbe til mure, hvor vi møder håbløse vilkår.

Håb har styrke.

Håbet er nogle gange – ja, mest på trods. På trods af det, vi oplever – på trods af det vi ser – på trods af tilstanden – så håber vi på en fremtid, der kan være anderledes. Være mere.

Håb åbner fremtiden, hvor frygt lukker fremtiden.

Derfor siger Gud til os, hver dag: Frygt ikke.

Lad ikke frygten styre dig – lad håbet fylde dig.

Det er så sjovt fordi håb som ord er beslægtet med det at hoppe. Altså sådan fysisk at hoppe. Det kan jeg så godt lide. Mange voksne holder op med at hoppe, fordi det er sådan lidt barnligt, medmindre det er til træning og dermed har et formål. Men børn hopper hele tiden.

Børn hopper når de ser en god ven, og er begejstrede. Børn hopper rundt på ting – fordi det er sjovt.

Børn hopper, når håbet fylder så meget i dem, at kroppen må svare med et hop.

Og så er hop – også et billede på det, at man springer op uden at vide, hvordan det bliver at lande. Men man springer fordi, man ikke kan andet – man må op i luften – ud i luften – og tro på, at man lander på grund, der holder.

Derfor er det så smukt, at håb og hop hænger sammen.

Håbet skal være vores udgangspunkt – og indgang til livet. Vi skal bære håb – og især når alt er håbløst. Vi skal turde tro på en fredelig og smuk fremtid, også og særligt når ingen andre gør.

Det er det kristne håb – det er juletidens håb.

At have en drøm for fremtiden.

Den drøm havde Martin Luther King i 1963, da han holdt sin berømte tale i Washington foran tusindvis af borgerrettighedsforkæmpere. Han holdt en af historiens smukkeste og stærkeste taler. Og han talte om håb – han gav håb til samtlige, der lyttede og til folk, der lytter den dag i dag.

Han sagde:

Jeg har en drøm (…) at sønner af tidligere slavere og sønner af tidligere slaveejere vil være i stand til at sætte sig ved broderskabets bord.

Og han fortsætter og citerer Bibelen:

Jeg har en drøm, at

Hver dal skal hæves,

hvert bjerg og hver høj skal sænkes,

klippeland skal blive til slette

og bakkeland til dal;

Herrens herlighed skal åbenbares,

og alle mennesker skal se den. (Esajas 40, 4-6)

Dette er vores håb.”

Sådan talte Martin Luther King den dag, og tændte håbet i tusindvis af mennesker.



Han kunne sagens have talt om frygt, og fodret folk med had og mistro; men han valgte håbets vej, fordi det er den vej, der leder til at fjender en dag kan sidde ved sammen bord. Fællesskabets bord, hvor det ikke handler om at være ens eller mene det samme; men om med nysgerrighed, respekt og ydmyghed at møde medmennesket.

Det er håbet – også i dag.

Håbet er levende. Det lever som en organisme, der trækker vejret – det er i verden. Fordi Gud har givet os det håb. Og det på trods.

Det hører vi om i påsken, der er én lang fortælling om håbet på trods – på trods af svigt, på trods af ensomhed, på trods af dom, på trods af tortur, på trods af smerte og lidelse, på trods af død. På trods af alt, der truer os – ja, netop her kommer håbet til os.

Vi skal håbe – vi skal turde hoppe, for nu at blive i det billede.

På trods af den forfærdelige fortælling som påskens er, så kom håbet alligevel til os en søndag morgen, da to kvinder opdagede, at graven var åben og tom, fordi Kristus havde rejst sig fra døden. At Kristus kunne opstå fra de døde, fortæller os, at når alt synes fortabt, mistet og ødelagt, så har vi altid og stadigvæk håbet. Gud gav os håbet den morgen til alle tider. Og siden har hver søndag vejret en fejring af netop påskemorgen. Hver søndag samles vi her for at få håbet.

For at høre, at vi Gud er med os i livets modstand – og at der altid er grund til at håbe. At holde fast i en drøm om en bedre fremtid. 

Så ja – vi skal håbe – alt det vi kan. For Gud er med os, når vi springer ud i livet og ind i fremtiden.

Frygt ikke – hop kun.

Amen

Dagens tekster:
https://www.bibelselskabet.dk/2-s-i-advent-fra-foerste-raekke