22. søndag efter trinitatis 2021

Jeg tror, at vi mennesker skal blive bedre til at stille os selv det spørgsmål, om vi har husket at skylde nogen noget i dag? Ikke sådan økonomisk betragtet, men om vi nu har husket at skylde hinanden en tjeneste, skylde hinanden æren eller gøre noget for Guds skyld.

Om vi nu har husket at sætte os i gæld – til hinanden. For vi skal huske at være forgældet til op over begge øre i tjenester og taknemmelighed. Vi skal være i så dyb en gæld, at vi aldrig bliver den kvit.

For der findes gæld, som ikke kan betales af – og der findes en måde at leve sit liv som skyldig, hvor vi hellere end gerne vil være netop det: skyldige. Når fx vi gør noget for et andet menneskes skyld for at løfte det op, for at gøre tilværelsen bedre eller mere tålelig, eller for at gøre livet lidt finere for dem.

Vi skal skylde hinanden noget, og nogle gange noget mere. Skyld som relationelt begreb, er smukt og stort – og gør livet større.

Men skyld har flere betydninger på dansk, og på den måde er det et vanskeligt ord. Vi kan nemlig bruge ordet i forhold til love og regler – altså det tage ud af sin relationelle sammenhæng, og sat ind i en juridisk ramme. Og da bliver det en skyld, der skal fjernes – tages væk og bødes for. Da er skyld noget, vi har pådraget os – og noget vi kan betale af på. Det er nok den måde at bruge ordet skyld på, som vi anvender mest i dagligdagens sprog, men det er faktisk ikke den måde, det bliver brugt på i Bibelen. Det er slet ikke som juridisk begreb, at skyld skal forstås i evangeliets lys. Men vi kommer tit til at tænke sådan, fordi vi kun har ét ord – nemlig skyld – at bruge, og det kan forstås og tolkes på flere måder.

Der findes faktisk også en helt tredje måde som ordet skyld, bliver brugt på i Bibelen, og det finder vi Fadervor, hvor vi siger: ”Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere.”

På engelsk bruger man tre forskellige udgaver af ordet skyld. Som beskriver de tre måder, man skal forstå ordet på.

Når man taler om at gøre noget den anden skyld, så siger de: for his sake. Altså for hans sags skyld. Det er den her måde, vi bruger skyld på her i kirken. For Guds sag – for hinandens sag. Vi gør noget for hinanden, for at styrke og støtte hinanden.

Så taler de om, at man være guilty. Og her tænker på den juridiske skyld, hvor der skal betales med en dom eller en bøde. Der er et system, der håndterer den form for skyld, og andre der bestemmer og afgøre hvor skyldig man er.

Og til sidst har man engelsk så et helt tredje ord for den skyld, vi møder i fadervor. Her bruger de ordet trespassing, som betyder indtrængen. Altså et menneske, der har trængt sig ind på en, og overtrådt grænser. En der er gået for langt – eller måske ikke langt nok.

Sådan er der så mange nuancer i et eneste ord, som skyld. Og det gør en forskel.

Vi skal gøre os klart, hvordan vi bruger ordet, så vi ikke kommer til at gøre jura ud af Gud, eller gøre dom ud af nåden.

Og fordi skyld skal ses som noget vi enten gør for hinandens skyld, eller som noget, hvor et andet menneske har overtrådt en grænse, så skal vi med evangeliet som baggrund, gå anderledes til skyld, end hvis vi var i en retssal.

For når vi har med skyld at gøre her i kirken, så skal vi igen og igen forsøge at tilgive dem, der træder ind over vores grænser – og igen og igen så gør vi det for hinandens og Guds skyld. For kirkens og fællesskabet skyld.

At vi skal tilgive er, at vi skal blive ved med at forsøge at indlemme i menigheden, eller fællesskabet om man – at man ikke giver op, men derimod bliver ved med at åbne døren ind til det, man deler, så flere kan dele med. Vi skal genoprette relationen.

Det svære ved skyldens tre betydninger er, at Jesus bruger restssalen som metafor, for at få os til at forstå, hvad han mener. Han tager udgangspunkt i noget velkendt, for at forklare om noget nyt. Men i enhver metafor er der noget, der ikke passer på virkeligheden – og det der ikke passer på virkeligheden, og det der ikke passer på Guds rige, er, at Gud skulle være en dommer eller advokat. Der skal hverken fældes dom eller laves forsvarstaler i forhold til Gud. Faktisk ville Gud være verdenshistoriens dårligste dommer målt md juridiske øjne, for alle ville få samme dom: du er fri.

Man kan sige, at han er den vildeste og største dommer målt med kærlighedens øjne, men han får nok ikke job ved Vestre Landsret end af de kommende dage.

Gud er nådig – nåde betyder at tilgive og sætte fri.

Og når Gud giver os noget, så skal vi give det videre. Vi skal også tilgive hinanden. Vi skal tilgive den, der har taget alt for meget fra andre – tilgive den som intet kunne holde af, hvad han eller hun lovede, og som endte med at skylde alt for meget til andre. Og her skal vi igen tænke i overført betydning – det handler ikke om penge, men om livet mellem os.

Og ja – der findes de gange, hvor det er svært. Også for svært at tilgive. For der findes mennesker, hvis skyld til os, vi ikke kan tilgive, fordi den er alt for stor. Den er så massiv og voldsom, at vi ikke længere kan slippe den.

Der må en ind, der har mere end os. I lignelsen en konge, der kunne tåle et milliardtab – en Gud der kan tåle vores skyld.

Og her tilgives. Her sættes vi fri, så vi kan sættes os i relation til hinanden igen.

Lignelsen fortæller, hvad nåden gør ved os. Nåden er at få alt igen, og dermed er det en ny virkelighed, man sættes i. En ny verden. Man bliver genindsat ind i fællesskabet.

Men manden i lignelsen forstå det ikke. Ham der skylder så mange penge, at man næsten ikke kan forstå det. Han forstår ikke, at hvad eftergivelsen af gælden, bør gøre for ham. Han tænker, at tilgivelsen kun er mellem ham og kongen, og at det ikke angår det liv, som han lever med andre. At han frit kan gå ud, og kræve andre det, som de skylder ham. Men nej – sådan går det ikke.

At blive tilgivet er at blive sat ind i virkeligheden/en ny verdensorden, hvor du skal behandle andre, som Gud har behandlet dig. Eller som vi siger i Fadervors femte bøn: Forlad os vores skyld, som også vi forlader vore skyldnere.

Vi hænger sammen. Som i et af den mange smukke edderkoppenet vi ser glimte i buskene om morgenen i den her tid. Er der bevægelse et sted, så bevæger nettet sig et andet sted. Vi må ikke tro, at vi unikt står alene i tilværelsen. Vi er sat i et netværk af mennesker.

Vi hænger sammen. Vi hænger på hinanden.

Det Gud giver, skal vi give videre af – generøst og gavmildt. Vi må ikke tage i struberne på hinanden, når vi selv har fået alt igen.

Vi får lov at få nye begyndelser med hinanden.

Sola Gratia, siger vi i den lutherske kirke. Det er en af vores kirkens fire sola’er, som man siger – det er latin og betyder ved nåden alene. Nåden er begyndelsen og enden i vores liv med Gud. Nåden er forudsætningen. Nåden er alene det, der binder os til hinanden – binder os til Gud. For nåden fjerner de sten af anstød, der bliver lagt på vores vej til næsten og Gud. Fjerner dem, knuser dem og lader os gå frie mod hinanden. Med hinanden.

Nåden er ny hver morgen.

Om lidt skal vi synge Iben Krogsdals smukke salme: Vi finder fred i kirken.

Her synger vi bl.a.:

”Vi bliver til i kirken
et sted med ny begyndelse til alle
med mild og vild opstandelse ved bordet
hvor vin og brød fortæller
så er det nu det gælder
gå ud og tag Guds kærlighed på ordet”

- Vers 6

Vi har fået en ny begyndelse – lad os gå ud og tage kærligheden på ordet.

Amen


Dagens: https://www.bibelselskabet.dk/22-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke


Kirkebøn:
Nådige, gavmilde, generøse Gud

Du tilgiver mere end vi kan – du sætter dem frie, vi har lyst til at sætte fast.

Tak for at gå imod vores fornuft og vores følelse af retfærdighed. Tak fordi du tilgiver, når vi straffer eller fyldes af hævnlyst.

Din nåde er større end den tilgivelse, vi kan mønstre, og det kan vi læne os op ad og ind i.

Med din nåde i hjertet, kan vi møde hinanden som ligeværdige, ligeskabte og ligeelskede.

Vi kan være for hinanden og bede for hinanden.

Og derfor beder vi i dag, for alle hvis skyld er så stor, at hvert skridt bliver tungt. Vi beder for alle, der har mærker på krop og sjæl efter overgreb. Vi beder for alle, der er bange og alle der lever i utryghed.

Vi beder for alle, der er flygtede fra deres hjem og lever på flugt. Vi beder for alle, der kalder fængslet deres hjem og som er glemt af mange. Vi beder for alle, der lever i udrejsecentre og alle der lever i isolerede fra andre.

Vi beder for alle, der ikke tror, de er noget værd, og alle der tror mere på sig selv end på andre.

Vi beder for alle der er utålmodige, og alle der lever så langsomt at alt synes at gå i stå.

Vi beder for alle, der har alt for travlt til at være menneske, og alle, der ville ønske de havde noget at lave.

Vi beder for alle der er syge eller lever med sygdom. Vi beder for alle, der skal dø snart, og alle der er ved at døden venter derude i fremtiden. Vi beder for alle pårørende til syge, og alle der arbejder for syge.

Vi beder for din kirke her i Møllevang – vi beder for kirken i hele verden, at den stædigt må holde fast i nådens budskab de steder, hvor forråelse, had og ligegyldighed sniger sig ind i menneskers hverdag.

Vi beder for hverdagen – hver dag. Amen