2. søndag i fasten 2021

Smuler – det handler om så lidt i dag. Ganske lidt. Små brødkrummer bliver tungen på vægtskålen, der får Jesus til at vende sig mod kvinden. Den kvinde, der så insisterende bliver ved med at ville ham noget, og nægtede at holde mund.

Det handler om så lidt – små hunde, der æder af de smuler, der falder fra deres herres bord, siger hun.

Og det er næsten ikke er til at holde ud for os. Vi har det sidste år vænnet os til mindre og mindre af alt det, der holder os til livet. Vi undværer samværet, smalltalken, håndtrykket, nærheden, at synge sammen, at knæle sammen – at støde ind i hinanden og læne os op ad hinanden. Vi har vænnet os til smuler, så vi næsten ikke kan holde det ud. Nu har vi brug for mere – og meget af det. Store og rå mængder af uhygiejnisk kaffeslabberas. Vi orker ikke smuler. Vi vil have mere. Så længe det ikke er mere af ingenting.

Det skriver Tina Dickow om i sin seneste sang, der er skrevet i et samarbejdet med hendes følgere på mediet Instagram, og sangen handler om denne tid med så lidt. Jeg vil læse lidt af teksten for jer:

HJERTESTORM
Der' sket så meget siden sidst
Og så alligevel ingenting
Det' vildt så meget drama, man kan få
Uden at stå ud af sin seng

Verden står stille
Det' mig, der drejer rundt
I hverdagens tåger, på afstand og tættere på mig selv
På godt og på ondt

Jeg er rolig, jeg er urolig - Jeg er vågen, jeg er i hi - Følelserne river og flår indeni

Som en storm i mit hjerte
En orkan i mit bryst
Længes jeg mod en verden
Af kærtegn og kys



En storm i mit hjerte, skriver hun. Sådan følte kvinden det, der kom til Jesus med en datter, der var syg. Der var storm i hendes hjerte. Det er nemt at sætte sig ind i hendes sted – for kvinden gør, hvad mødre har gjort altid, når deres børn er blevet syge. De kæmper med næb og klør, banker døre ind og insisterer på at blive hørt. Stormen i hjertet har revet og drevet dem frem.

Det har ikke været smukt og poetisk, da kvinden kom til Jesus. Hun kastede sig ned foran ham – hev måske fat i hans ben og holdt ham fast. Tryglede ham om det største i verden – tryglede ham om, at han ville gøre sin magt gældende også for hende. At han ville reparere det ødelagte og klinke det knuste – at han ville helbrede hendes datter. Kvinden bad ikke kun om smuler – hun bad om livet.

Men hun gjorde sig også til et menneske i Guds øjne – hun stillede sig som menneske foran Gud, nej hun bøjede sig foran Gud og sagde: giv mig af det, der for dig (skaber af universet, stjerne og måner) må være så lidt, men som for mig er hele livet (et eneste sølle menneskeliv).

Og da siger Jesus: Din tro er stor. Troen var ikke en krumme – nej, troen var stor.

Jesus så hende – som mor – som menneske – som et af sine elskede børn, der kæmpede. Som den, der havde brug for ham. Og Jesus er på vores side – menneskers side. Når vi har brug for det. Og når vi ikke har det.

Han er på vores side, og giver os ikke af smuler, men giver os af det hele. I overflod. Giver os af sin opmærksomhed, sin kærlighed – sin nåde.

Vi får i rå mængder. I overvældende grad. Hvert øjeblik rammer nåden os som en storm i et hjerte.

Det er ikke altid, at vi ved det. Det er ikke alle, der opdager det. Men det er troens puls, at vi tror, også de dage, hvor vi ikke gør det. Også de dage, hvor vi ikke kommer ud af sengen, ud ad døren eller ud over rampen. De dage, hvor vi dummer os og hvor vi bare er dumme. De dage er nåden også vores. Og særligt – ja særligt de dage, hvor vi tror Gud ikke ænser os, høre os eller bekymre sig om os – de dage får vi også, selvom vi ikke kan se det eller tro det.

For sådan er det med Gud – han er ikke nøjeregnende med sin kærlighed og sin nåde. Han giver os ikke kun smuler eller det der er tilovers. Han giver os alt.

Amen




Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-i-fasten-fra-foerste-raekke




Kirkebøn:

Skaber gud – kærlighedens kilde og livets udspring. Vi takker dig fordi du hører os, selv når vi hvisker i mørket.

Vi beder dig være med alle dem, der har brug for dig, men som ikke tør bede dig om noget eller bede til dig. Åbn deres hjerter.

Vi beder for alle dem, der har bedt hele livet, og aldrig følt, at du har hørt dem. Vis dem at du hører.

Vi beder for dem, der er syge og kæmper for livet. Lindr deres smerter og giv fred til deres sind.

Vi beder for dem, der er glade og forelskede. Vi beder for dem, der er triste og ensomme. Vi beder for dem, der er i deres følelsers vold, og dem, der aldrig føler noget.

Vi beder for dem, der er bange for corona, og dem der ikke tror på vaccinationer.

Vi beder for de hjemløse, de barnløse, de håbløse og fredløse.

Vi beder for verden, Gud – hjælp os til at gå fremtiden i møde med troen på, at vores indsats nytter, og at vi kan gøre denne klode til et sted i balance mellem natur og mennesker.

Vi beder for mennesker, der lever i fattigdom, i skjul eller i frygt. Vi beder for de kristne der er forfulgte, fordi de følger dig Gud.

Vi beder for vores kirke her i Møllevang, og for alle kirker i hele verden. Lad kirken bære lys ud i mørkste og fjerneste afkroge af verden, og hjælpe Dig Gud med at rejse de faldne, give værdighed til de udstødte og håb til os alle. Amen

1. søndag i fasten 2021

Hvem er jeg? Det spørgsmål er kommet til at betyde meget de senere år, og endnu mere den sidste tid, hvor vores identitet som menneske, er kommet under pres. Det gør noget ved os, når vi ikke kan være sammen med hinanden som vi plejer. Så hvordan definerer vi os – er vi danskere, jyder, aarhusianere eller kristne. Hvad er vi, når vi skal sætte en label på?

Der er mange, der gerne vil definere os – for os.

De sociale medier er et sted, der gerne vil definere os. Vi kan styre, hvad vi sender ud, men ikke hvordan modtager det, og hele tiden er spørgsmålet her, om man er spændende eller interessant nok til at folk vil følge en. Får man nok likes på et opslag.

Men det ikke kun de sociale meder, der påvirker os. Også arbejde, eller mangel på samme, kan blive en definition af os. Eller fritidsinteresser. Eller sygdom eller handicaps, kan blive identitetsskabende. Seksuel præference har i mange år fyldt den fælles debat, og er nu overtaget af debatten om kønsidentiteten. Der er som sådan smukt, at vi selv kan være med til definere os; men i alt det her, er også en dyb længsel efter at være. Høre til. Eller måske snarere at være nok, alene fordi man er, og ikke fordi man definerer sig selv.

Jesus blev døbt – det hørte vi om i kirken i sidste uge. Denne smukke begivenhed, hvor Jesus overtaler Johannes med tilnavnet Døberen til at døbe ham i Jordanfloden, og hvordan Gud åbnede himlen, da Jesus steg op fra vandet, og sagde til Jesus og alle omkring: ”Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.”

Jesus er døbt – Jesus er Guds elskede barn. Jesus har fået den eneste identitet – den eneste label – der i virkeligheden betyder noget for os. Vi er døbt og vi er Guds børn.

Og lige med det samme – efter sin dåb – drager Jesus ud i ørkenen, hvor der er tørke og stikkende sol. Der er ingen dåbens vand, der kan rinde som en kilde, men derimod det modsatte – den eneste væske er det på tungen. Og enhver der har været i en ørken ved også, at ørkener er stille som graven. Der så stille, at man næsten tror ens åndedræt er den eneste lyd i verden. Der er langt til Guds røst fra oven.

Og derude kommer det onde, som Djævelen, og begynder at ville definere Jesus. ”Hvis du virkelig er Guds søn”, siger Djævelen til Jesus, så bør du og burde du. Og straks forsøger Djævelen at drive Jesus ind i en bestemt måde at være på og opføre sig på. Det onde forsøger at tage patent på Jesu identitet.

Men Jesus svarer hver gang med citater fra skrifterne – han peger ud over sig selv, og svarer ikke, som man kunne fristes til med at tage udgangspunkt i sig selv, men ved at pege på Gud. Jesu tunge risler med dåbens vand, da han svarer Djævelen.

Jesus svarer, at vi mennesker lever af mere end maden, men også at de ord, vi hører. Han siger, at vi ikke må udfordre Gud, men underforstået skal stole på ham. Og så siger han, at vi skal tilbede Gud, og kun ham. Vi skal ikke tilbede Djævelen eller de fristelser, der må møde os på vores vej, når vi kommer til at sætte os selv øverst på tronen. Og det sker – jeg oplever det selv. At jeg kan blive så optaget af mig selv i verden, at jeg glemmer. Ja, glemmer andre og glemmer Gud. Tror jeg kan klare alt selv, når jeg i virkeligheden har fået den vigtigste gave af alle engang for 43 år siden, da jeg blev båret til dåben i en dåbskjole syet af min mors brudekjole, med mit navn broderet på, og en rød sløjfe om maven. Den samme kjole som jeg bar min søn ind i Møllevangskirken i, da vi bar ham til dåben.

Og ved en døbefont med lidt vand i, får vi den største gave af dem alle – en identitet som Guds. Vi er døbte – vi er hans.

Til enhver dåb åbner himlen sig, og Guds røst lyder i barnets hjerte: Du er mit elskede barn – i dig har jeg fundet velbehag.

Vi behøver fra det punkt ikke at klare livet særligt godt eller specielt smukt for at Gud synes om os. I hans øjne er det særlige ikke det, vi er udadtil, men vi er særlige, fordi vi er hans. Vi hører til hos ham. Selv den gennemsnitlige kvinde i begyndelsen af 40’erne, der forsøger at gøre sig smart på facebook og Instagram – for bare komme med et helt tilfældigt eksempel. Hun er elsket, som enhver af jer er elsket af Gud.

Det onde er det, der forsøger at tage patent på, hvem vi er og hvorfor vi er. Og det eneste svar vi kan sige er: Jeg er døbt.

Der er ikke mere at komme efter – vi er allerede Guds – og der er ingen andre, der kan gøre krav på os. Heller ikke engang os selv, når vi glemmer, at Gud har os. Vi er døbt. Det er hvem vi er.

AMEN

Dagens prædikentekst: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-i-fasten-fra-foerste-raekke

Kirkebønnen:

Gud – du er kilden til kærlighed. Du er vandet, der springer i ørkenen, og lyder der bryder tomrummet.

Vi takker dig fordi vi må samles og mærke dit nærvær i en tid, hvor vores tålmodighed er sat på prøve. Vi beder dig om at give os styrke til at holde ud – og til stadighed lade vores øjne møde hinanden over masken, som en ihukommelse af fællesskabet.

Vi beder i dag for alle dem, der har svært ved at mærke dig, Gud og som beder om at du må blive synlig i deres liv. Giv dem et pust fra dit åndedrag.

Vi beder for dem, der sidder alene, og længes efter mennesker. Lad os snart mødes igen, så vi kan holde i hånd og kramme.

Vi beder for dem, der er bange for fremtiden. Lad livet blomstre i deres liv, så de lever fremfor at vente.

Vi beder for dem, der er døende – sæt dig ved deres side Gud.

Vi beder for alle mennesker, der kæmper med at forstå dem selv i verden – giv dem din kærlighed, så de må mærke den først og fremmest.

Vi beder for alle dem, flygter fra krig, fattigdom eller diktaturer. Lad dem finde gæstfrihed og medmenneskelighed, hvor de kommer frem, så deres sjæl kan læges.

Vi beder for alle i Myanmar, hvor frygten fylder. Vi beder om, at friheden må finde vej, så Myanmars børn kan gå en sikker fremtid i møde.

Og vi beder for alle børn i hele verden. Lad os voksne bruge vores ansvar til at skabe gode rammer for børns opvækst, så ingen sulter, ingen vokser op i flygtninge lejre og inden oplever sig utrygge.

Og vær med vores kirker her på denne lille plet på jorden. Lad kirken her, og i hele verden, stå som små fyrtårne af håb og lys, og lad kirken guide folk til empati og næstekærlighed. Lad os altid kæmpe den svages kamp.

AMEN

Askeonsdag 2021

Du virker i det stille, Gud. Der hvor vi ikke troede det. Der hvor vi ikke forventede dig. Men der hvor vi trængte til dig. Vi råber til dig, Gud – som hjorten, der tørster efter det klare vand, tørster vi efter dig Gud.

For verden rører på sig. Mennesker vender sig mod hinanden. De ser modstandere. De slår løs med hvad de har til rådighed – ord, hænder og hån.

Verden er i knæ – mistro og mistillid vokser frem som ukrudt.

Alt synes at brænde i umenneskelighedens flammer. Pandemier, oprør, mobning, mord, ensomhed, tristhed, depression, udmattet. Vi kan ikke mere.

Aske.

Det er askeonsdag. Asken fra det brændte – det ødelagte – det der var – lægger sig om os.

Asken. Det er tilbage fra det, der før var. Når vi med en urne i armene strør asken ud på haven. Når vi skovler aske fra et bålsted, for at give plads til nyt. Asken er det, der er tilbage, når alt er brændt.

Asken er støv. Universet er støv. Støvpartiler, der hvirvler rundt mellem hinanden.

Vi kommer af støvet på jorden og bliver til støvet på jorden igen.

Men fra det grå ingenting, kommer alting. Fra den mørke grav skinner lyset.

Du virker i det stille, Gud. Når vi råber op, fægter med armene og tager afstand, rykker du tættere på os, Gud. Når vi beder om svar og nemme løsninger, giver du os nærvær Gud. Når vi anklager dig for at glemme os, taler du nænsomt til os, Gud.

Du virker i det stille, når vi larmer. Du virker i det stille, når vi forarges. Du virker i det stille, når vi mister alt.

Du er.

Og derfor er vi.

Når vi tror alt er tabt, får vi alt tilbage.

Når vi tror alt er brændt, begynder det at spire.

Du virker i det stille – din nåde er, og altid er vi i dine tanker.

Det går vi ind i fastetiden med – det tager vi med os i trængslen. Du er med os.

Amen