2. søndag i fasten 2021

Smuler – det handler om så lidt i dag. Ganske lidt. Små brødkrummer bliver tungen på vægtskålen, der får Jesus til at vende sig mod kvinden. Den kvinde, der så insisterende bliver ved med at ville ham noget, og nægtede at holde mund.

Det handler om så lidt – små hunde, der æder af de smuler, der falder fra deres herres bord, siger hun.

Og det er næsten ikke er til at holde ud for os. Vi har det sidste år vænnet os til mindre og mindre af alt det, der holder os til livet. Vi undværer samværet, smalltalken, håndtrykket, nærheden, at synge sammen, at knæle sammen – at støde ind i hinanden og læne os op ad hinanden. Vi har vænnet os til smuler, så vi næsten ikke kan holde det ud. Nu har vi brug for mere – og meget af det. Store og rå mængder af uhygiejnisk kaffeslabberas. Vi orker ikke smuler. Vi vil have mere. Så længe det ikke er mere af ingenting.

Det skriver Tina Dickow om i sin seneste sang, der er skrevet i et samarbejdet med hendes følgere på mediet Instagram, og sangen handler om denne tid med så lidt. Jeg vil læse lidt af teksten for jer:

HJERTESTORM
Der' sket så meget siden sidst
Og så alligevel ingenting
Det' vildt så meget drama, man kan få
Uden at stå ud af sin seng

Verden står stille
Det' mig, der drejer rundt
I hverdagens tåger, på afstand og tættere på mig selv
På godt og på ondt

Jeg er rolig, jeg er urolig - Jeg er vågen, jeg er i hi - Følelserne river og flår indeni

Som en storm i mit hjerte
En orkan i mit bryst
Længes jeg mod en verden
Af kærtegn og kys



En storm i mit hjerte, skriver hun. Sådan følte kvinden det, der kom til Jesus med en datter, der var syg. Der var storm i hendes hjerte. Det er nemt at sætte sig ind i hendes sted – for kvinden gør, hvad mødre har gjort altid, når deres børn er blevet syge. De kæmper med næb og klør, banker døre ind og insisterer på at blive hørt. Stormen i hjertet har revet og drevet dem frem.

Det har ikke været smukt og poetisk, da kvinden kom til Jesus. Hun kastede sig ned foran ham – hev måske fat i hans ben og holdt ham fast. Tryglede ham om det største i verden – tryglede ham om, at han ville gøre sin magt gældende også for hende. At han ville reparere det ødelagte og klinke det knuste – at han ville helbrede hendes datter. Kvinden bad ikke kun om smuler – hun bad om livet.

Men hun gjorde sig også til et menneske i Guds øjne – hun stillede sig som menneske foran Gud, nej hun bøjede sig foran Gud og sagde: giv mig af det, der for dig (skaber af universet, stjerne og måner) må være så lidt, men som for mig er hele livet (et eneste sølle menneskeliv).

Og da siger Jesus: Din tro er stor. Troen var ikke en krumme – nej, troen var stor.

Jesus så hende – som mor – som menneske – som et af sine elskede børn, der kæmpede. Som den, der havde brug for ham. Og Jesus er på vores side – menneskers side. Når vi har brug for det. Og når vi ikke har det.

Han er på vores side, og giver os ikke af smuler, men giver os af det hele. I overflod. Giver os af sin opmærksomhed, sin kærlighed – sin nåde.

Vi får i rå mængder. I overvældende grad. Hvert øjeblik rammer nåden os som en storm i et hjerte.

Det er ikke altid, at vi ved det. Det er ikke alle, der opdager det. Men det er troens puls, at vi tror, også de dage, hvor vi ikke gør det. Også de dage, hvor vi ikke kommer ud af sengen, ud ad døren eller ud over rampen. De dage, hvor vi dummer os og hvor vi bare er dumme. De dage er nåden også vores. Og særligt – ja særligt de dage, hvor vi tror Gud ikke ænser os, høre os eller bekymre sig om os – de dage får vi også, selvom vi ikke kan se det eller tro det.

For sådan er det med Gud – han er ikke nøjeregnende med sin kærlighed og sin nåde. Han giver os ikke kun smuler eller det der er tilovers. Han giver os alt.

Amen




Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-i-fasten-fra-foerste-raekke




Kirkebøn:

Skaber gud – kærlighedens kilde og livets udspring. Vi takker dig fordi du hører os, selv når vi hvisker i mørket.

Vi beder dig være med alle dem, der har brug for dig, men som ikke tør bede dig om noget eller bede til dig. Åbn deres hjerter.

Vi beder for alle dem, der har bedt hele livet, og aldrig følt, at du har hørt dem. Vis dem at du hører.

Vi beder for dem, der er syge og kæmper for livet. Lindr deres smerter og giv fred til deres sind.

Vi beder for dem, der er glade og forelskede. Vi beder for dem, der er triste og ensomme. Vi beder for dem, der er i deres følelsers vold, og dem, der aldrig føler noget.

Vi beder for dem, der er bange for corona, og dem der ikke tror på vaccinationer.

Vi beder for de hjemløse, de barnløse, de håbløse og fredløse.

Vi beder for verden, Gud – hjælp os til at gå fremtiden i møde med troen på, at vores indsats nytter, og at vi kan gøre denne klode til et sted i balance mellem natur og mennesker.

Vi beder for mennesker, der lever i fattigdom, i skjul eller i frygt. Vi beder for de kristne der er forfulgte, fordi de følger dig Gud.

Vi beder for vores kirke her i Møllevang, og for alle kirker i hele verden. Lad kirken bære lys ud i mørkste og fjerneste afkroge af verden, og hjælpe Dig Gud med at rejse de faldne, give værdighed til de udstødte og håb til os alle. Amen