8. søndag efter trinitatis, 2023

Ord har magt. Og særligt når vi taler i billeder. Billeder kan så nemt vække associationer og tolkninger, der sætter skel mellem mennesker, i stedet for lægge fokus på nådens forvandlende kraft.

Jesus taler om os som frugttræer i dag. Og træer har en stor betydning i Bibelen – lige fra de to træer i Edens have, til træet som Noa byggede sin ark med – over til Job, der siger, at "for et træ er der håb". Til Jesus der bliver korsfæstet, og sømmet fast til planker af træ.

Vi kender træet – vores kirke her er bygget af træ. Det er overalt os – det favner her os her i kirken. Og vi sidder næsten som i en ark sammen herinde. Trygge, mens regnen rammer ruden.

Og nu hører vi, at vi er som træer – at Gud, er som en gartner, der går rundt og skærer dårlige grene af, og passer på de gode grene.

I dagens evangelium bliver træbilledet brugt til at afsløre de falske profeter. På Jesu tid vrimlede det med profeter, der talte fra alle gadehjørner, og derfor har talen om tage sig agt for falske profeter været en velbegrundet advarsel.

I dag har vi ikke helt så mange profeter, men vi har selvfølgelige magtmennesker, der vil bestemme over andre, og som ikke levner meget plads til demokrati eller næstekærlighed.

Men selvfølgelig skal vi også i dag tage os i agt, for dem, der vil skabe fronter. For dem, der råber højest og påberåber sig selvretfærdighedens harme. Eller dem, der under dække af at ville andre det gode, faktisk river mennesker ned og fra hinanden.

Skal vi kendes på vores frugter? Ja, det får vi at vide i dag. Det er svært at forestille sig et træ, der ikke bare engang imellem producerer et råddent æble.

Det æbletræ vi har i haven, producerer helt vildt mange æbler, men ikke alle bliver til spisemodne æbler. Mange af dem falder af førend de er begynder at vokse, og nogle af dem rådner på grenen. Nogle af dem har orm, og nogle af dem kan man slet ikke nå.

Et frugttræ producerer mange slags frugt – ikke alle er søde og gode. Men nogle af dem er selvfølgelig.

Og her er billedet af mennesket som et frugttræ meget nyttigt. For selvfølgelig er der ingen, der ikke bare engang imellem opfører sig som en idiot. Men vi gør det ikke hele tiden og altid. Vi er både idioter og gode mennesker. Vi er både onde og gode. Vi er både egoistiske og næstekærlige. Det ene udelukker ikke det andet.

Så hvilken frugt skal vi kendes på? Den dårlige eller den gode?

Hvad vores eget æbletræ angår, så ser vi på, og synes jo at det er et godt træ, der giver gode æbler – og det selvom halvdelen af æblerne var for små, sure, rådne eller blev spist af orme. På trods af at halvdelen af dem var dårlige, så er det jo ikke det samme, som at træet er dårligt. Der var jo også gode æbler på det træ.

Er mennesker sådan? Ja, det tror jeg, og det er også derfor jeg er kristen. Fordi jeg igen og igen hører i Bibelen, at Gud vælger de mennesker, som andre tror producerer dårlige æbler, og bruger dem i sin frelsesplan. Det er dem, som ingen andre regner, der bliver kaldt frem eller kaldt ned fra et træ, som Zakæus i sidste uge.

Men hvorfor så advare, hvis det er sådan, at Gud kan bruge alle mennesker – og hvis nåden virkelig er større end alt andet, hvorfor så skabe dette stærke billede af ulve i fåreklæder, der både skaber frygt og skel?

Og kan vi overhovedet skelne?

Vi må antage, at fordi det er os, der bliver advaret, så er det ikke os, der er ulvene. Det er noget andet – noget udefrakommende, der vil manipulere os og bilde os noget ind.

Vi kan ikke altid kende dem, fordi de jo netop ligner uskyldige får.

Men Jesus siger faktisk til os, at vi kan kende dem på deres handlinger.

Det er en af kristendommens paradokser. Nemlig den, at troen kommer spontant til udtryk i gode handlinger. At når vi har troen, så er der ingen afstand mellem troen til gerningen, og vi kan ikke gøre andet end det rette.

Men vi siger også, at vores handler ikke definerer os i – hermed mener vi, at gør vi noget forkert, så er der altid mulighed for at vende om og få tilgivelsen. Og modtager vi tilgivelsen, altså nåden, så mærker vi også kærligheden, og så vil vores handlinger faktisk afspejle Guds plan.

Sådan siger handlinger ikke noget om os, når de er onde, men alt om Gud, når de er gode.

Derfor siger Jesus også, at vi kan kende frugten ved at smage på den.

Og smage på den, bliver vi nødt til.

Hospitalsimanen Naveed Baig sagde engang, jeg holdet et oplæg sammen med ham, at tro var som et æble, man tog en bid af, og derefter skulle beskrive hvordan smagte til en, der aldrig havde taget en bid af et æble. Det kan man ikke, var pointen. Man bliver nødt til at selv at bide i æblet.

Og vi bliver måske nødt til at smage frugterne af folks handlinger førend vi kan gennemskue om de er gode eller dårlige frugter, medmindre man med det samme kan se, at frugten er rådden.

Og kan vi smage det, så skal vi tage os i agt.

Men igen, så skal vi huske, at det er Gud, der er gartner, og dermed Gud, der skærer grenene af, der ikke kan bruges. Det er ikke vores opgave eller ansvar. Vi skal blot tage os i agt, så vi ikke følger efter den forkerte.

Livet er farligt – verden er aldrig rigtig i fred. Vi har kriser på krise. Og i skrivende stund er 360 millioner kristne forfulgte for deres tro. I 2016 målte man, at der var blevet slået 90.000 kristne ihjel alene det år pga, deres tro. Det svarer til, at der hver 6. minut bliver slået en kristen ihjel (https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/ekspert-en-kristen-draebes-hvert-sjette-minut).

Der er grund til at advare – ikke mod troen, men mod dem, der ikke vil lade andre tro det, de ønsker. Advare mod dem, der vil bytte friheden med tryghed, hvilket altid ender i ondskab og skel.

Det er et stærkt billede af os som træer. For vi giver frugt – alle sammen. Det kan vi ikke lade være mere.

Men det er alene Gud, der er gartneren – ham, der sørger for os.

Så vi skal leve i spændingen mellem troen på Gud, der er evigt god, og som skænker os troen, nåden og kærligheden. Og en verden, der ikke altid er god, og hvor vi kan blive forført af ondskaben. Vi skal leve med, at ikke alle vores livs frugter er gode, men at vi også engang imellem lader Guds rigets virkelighed skinne gennem vores handlinger.

Vi skal være agtpågivende uden at dømme.

Det er noget af en opgave, men Gud har tiltro til os. Altid.

Han har skænket os livet og hinanden, fordi han tror de muligheder, der er i os.

Fordi der i hver lille kerne ligger muligheden for at blive et stort og smukt træ.

Fordi livet til syvende og sidst rummer mere godhed end alt andet.

Amen




Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/8-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke

7. søndag efter trinitatis, 2023

Vi har alle brug for, at der er nogen, der får øje på os, og ser på os med milde og tilgivende øjne. Vi har brug for at blive set som dem vi er, og kaldt ud i livet. Det heler det brudte i os, når vi bliver set på, på den måde.

Men vi har derimod ikke brug for, at der er nogen, der afslører os eller blotlægger os. Det skaber nemlig skam, og heler ikke – det skaber blot større ar i os. Det river os i stykker.

Det hele handler om, hvordan vi bliver set på – det handler om motivet. For om vi bliver set med alt, hvad vi rummer eller afslører, så er det, det samme menneske, der står i centrum. Men hvor det ene blik, ser og stadigvæk elsker, så det andet blik og foragter.

Som Zakæus, der bliver set på begge blik. Flokken ser ham med skammes blik – fordømmelsens blik. De kan ikke lide ham, fordi han snyder. Og fordi de laver den antagelse, at de valg, du træffer 1:1 siger noget om, hvem du er som menneske. Og så er der Jesus, der også ser Zakæus med alt, hvad han er, og ser at han snyder. Men Jesus ser også potentialet – mulighederne i ham – ser ham med nådige øjne, og det forandrer ham.

Hver gang jeg læser Zakæus, så dukker der et eventyr op i mine tanker, nemlig "Kejserens nyde klæder" af H.C. Andersen. Eventyret handler som bekendt om en kejser, der gik mere op i sit udseende end om sine opgaver.

En dag kommer der to bedragere til slottet, der påstod at de kunne væve det smukkeste stof med de smukkeste mønstre. Men stoffet havde den evne, at var man dum eller duede man ikke til sit embede, så kunne man ikke se stoffet.

Kejseren tænkte, at ved at eje de klæder på, kunne han komme til at kende alle i sit rige. Ja, han tænkte nok, at han kunne afsløre dem.

Så derfor gav han væverne besked på at begynde at væve. Og det gjorde de.

Rygtet om væverne gik i hele byen, og alle var så nysgerrige efter at se klæderne, og endnu mere efter at se, hvor dum deres nabo var.

Kejseren sender indtil flere af sine embedsfolk ud til væverne, for at se, hvordan det går med arbejdet. Men ingen af dem, han sender ud, kan se stoffet, fordi væverne jo er bedragere. De vævede ikke andet luften sammen, men ingen ville afsløres som dumme, så derfor spillede kejserens folk komedie og lod som om de kunne se stoffet.

Og alle i byen talte om stoffet.

Da gik kejseren ud for at se det, og selvfølgelig kunne han heller ikke se stoffet, for hvem kan se luften? Men også han priste tøjet i høje toner, og alle omkring kejseren gjorde det samme. Og væverne fik medaljer for deres arbejde, og tilmed en titel af væverjunkere.

Dagen oprandt, hvor stoffet var færdigt, og var "syet" til klæder til kejseren.

Og væverne kom med det, og klædte kejseren på, og da ville han gå i parade gennem byen. Og sådan skete det, at kejseren, uden en trevl på kroppen, gik gennem byen og blev beundret af alle for det smukke tøj.

Ja, lige indtil et lille barn ser ham og udbryder: Men han har jo ikke noget på.

Og de ord gik gennem folket, der til sidst alle som en råbte: Men han har jo ikke noget på.

Sådan lyder eventyret af H. C. Andersen, som jeg er sikker på, at mange af jer kender.

Barnet, der symboliserer det menneske, der endnu ikke er påvirket af andres meninger om det, da det alene har oplevet kærligheden, siger det, som ingen andre tør sige af frygt for at blive lukket ude, skammet ude eller ikke hører til.

Det er ikke fordi de mennesker, der er omkring kejseren er onde, men frygten fylder mere i deres liv. De er måske selv blevet sårede, og er bange for at blive det igen. Så de skyr sandheden.

Men barnet ser sandheden, og er ikke bange. Barnet tør være i livet med sandheden og en tro på, at man som menneske stadigvæk går an, slår til og hører til, selvom man siger det, man ser.

Det eventyr minder på nogle måder om Zakæus fortællingen.

Zakæus er også udsat for et bedrag, som alle spiller med på; nemlig den, at vores handlinger definerer os. Ud for den tankegang, vil man mene, at fordi Zakæus har handlet slet, så er hans sjæl også slet. Zakæus er udenfor gruppen og sammenholdet. Man kan med et moderne ord sige, at han er udsat for voksenmobning.

Og ingen siger noget, for alle er bange for at blive sat ved siden af Zakæus og dermed uden for gruppens trygge ramme.

Men der bliver vi narret, som folket i eventyret bliver narret af væverne. For der er ikke noget stof.

Zakæus er ikke udenfor gruppen, og har aldrig været det. For Jesus kalder Zakæus ud i livet igen, og ind i fællesskabet ved at inviterer sig selv som gæst i hans hjem. Det er ikke engang Zakæus, der skal ind i Jesus liv – nej. Jesu kommer lige ind i Zakæus’ liv, og er med ham. Jesus sætter kærligheden forrest, og lader ikke de dumme valg, som Zakæus har truffet være det sidste, der er at sige om ham. Han giver ham en chance – en mulighed for at blive sig selv på en bedre måde.

Zakæus skal ikke blive til det, vi sådan lidt med en floskel ”et bedre menneske”. Nej, han skal være sig selv, men på en bedre måde.

Og det bliver han. Med det samme. Spontant om man vil.

For da Zakæus bliver set – ikke med fordømmelse eller had, men med mildhed og tilgivelse, da tør han være sig selv. Stå ved det, han har gjort forkert, og gøre det om.

Han bliver nemlig ikke afsløret som bedrager, men bliver set med kærlighed – og Jesus ser også hans bedrag, men ser samtidig også alt det andet, han rummer. Og lige der sker forandringen med os.

Det er Guds milde blik – det samme blik, vi møder i dåben, nadveren og i velsignelsen. Når Gud ser på os – løfter sit åsyn på os, da forandrer vores verden sig.

Vi mennesker skal øve os i at bruge det blik på hinanden – både kejser og nabo har brug for at blive set med milde blikke. Vi kan selvfølgelig ikke se på hinanden, som Gud gør det – vi har stadigvæk brug for Guds nådige ansigt, der ser os, og befrier os fra synden. Men vi skal ikke modarbejde Guds nåde ved at dømme hinanden – vi kan derimod arbejde med på Guds plan. Eller blive trælle for Gud, som Paulus beskriver det. Det er en gammeldags måde at sige på, at vi skal arbejde for Gud ikke for synden. Vi skal ikke være så bange for at blive sat udenfor af gruppen, at vi ikke tør tale sandheden, når et menneske sidder alene i et træ, fordi ingen andre vil give det menneske en plads ved sin side. Vi skal have modet til at kalde det menneske til at sidde ved siden af os.

Jesus kalder det store frem i et lille menneske – således også med os. For er det ikke os, der sidder i det træ en gang imellem, og føler os ladt uden for? Er det ikke os, der har brug for at høre en venlig stemme?

Vi har brug for Jesus til at kalde på os – men vi har også brug hinanden til at give os plads i fællesskabet.

Amen




Dagens tekst: https://www.bibelselskabet.dk/7-s-efter-trinitatis-fra-foerste-raekke