onsdag den 16. september 2015

Jazz gudstjeneste september 2015

Jazz gudstjeneste er en aftengudstjeneste, hvor vi veksler mellem læsninger og musik. Her er refleksionen fra den aften:

Kom. Sådan lyder opfordringen fra den udstrakte hånd mod ham, der ligger sammenkrummet om sig selv. Kom. Håndfladen vender op, klar til at blive taget.

Kom.

Ikke et ord om, hvor de skal hen eller hvorfor; men ord om, at du ikke behøver være alene mere.

Du kan rejse dig og følge med. Du får en mulighed foræret. Ethvert menneske rummer muligheder. Vi er en halvåben dør, der kan åbnes ind til noget mere.

Selv det menneske, der lige nu krammer sig selv i et favntag af desperation – af fortvivlelse – af sorg – afmagt. Krammer sig selv i manglen på en anden.

Der er mørkest lige før daggry siger man. Da har natten varet længe, mørket har overtaget. Når man er tættest på lyset, kan det synes længst væk.

Men som enhver solopgang, så kommer lyset langsomt til syne i horisonten. Først så langsomt og langt væk, at man ikke kan tro, det engang vil blive til en solopgang. Det sorte mindskes, og længe inden solens runde kugle kan ses i det fjerne har den farvet himlen.

Den er på vej. Det må vi tro.

Det må vi håbe.

Vi får lov at håbe at selv det tætteste mørke har en solopgang. Vi får lov at håbe på muligheden selv i mørket. Muligheden for at det, vi ikke kan gennemtrænge nu, engang – en dag – vil blive lyst og klart.

Vi lever i vekslen mellem lys og mørke, sorg og glæde. Vi lever i livet med alt hvad det rummer af nat og dag. Tvivlen råder i natten og glæden om dagen. Sådan må det være, men det er ikke alt hvad der er at sige.

Selv når vores livspendul svinger mod det mørke og mod tvivlen, så har vi en Gud, der rækker sin hånd frem og siger Kom. Kom med. Og de dage, hvor vi ikke orker at tage den hånd, da sætter han sig i stedet for ved siden af os. Vi behøver ikke være alene – heller ikke når modet ikke rækker længere end til os selv. Da behøver vi ikke være alene. Hånden er rakt til os og muligheden er ikke slukket, men er en mulighed også for i morgen.

Kære Gud

Ud af den uro der er liv kommer til sidst troen.

Ud ad det vi giver kommer muligheden.

Ud af det vi ikke ved kommer håbet.

Ud af det vi ikke magter kommer forvandlingen.

Ud af det vi får kommer alt det vi skal dele med andre.

Ud at hvert øjeblik kommer du.



Amen




Tekster:

Jobs bog, 3,11-19

Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen,
hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv?
Hvorfor var der knæ, der tog imod mig, og bryster, jeg kunne die?
Jeg kunne have ligget i ro,
jeg kunne have sovet og fundet hvile
sammen med konger og rådsherrer,
som byggede sig gravkamre,
eller sammen med stormænd, der var rige på guld og fyldte deres huse med sølv.
Hvorfor var jeg ikke som et dødfødt barn, der bliver gravet ned,
som børn, der aldrig ser dagens lys?
Dér har ugudelige raset ud,
udmattede har fundet hvile;
de, der var fanger, lever trygt,
de hører ikke slavefogedens stemme.
Dér er både små og store,
trællen er fri, uden herre.




Esajas, 49,14-18

• Men Zion siger: »Herren har svigtet mig,
Herren har glemt mig!«
Glemmer en kvinde sit diende barn?
Glemmer en mor det barn, hun fødte?
Selv om de skulle glemme,
glemmer jeg ikke dig.
Se, i mine hænder har jeg tegnet dig,
dine mure har jeg altid for øje.
De, der skal genopbygge dig, er hurtigt på vej,
de, der rev dig ned og lagde dig øde,
drager bort fra dig.
Løft blikket, se dig omkring:
De samles alle og kommer til dig.

Salme 121

Jeg løfter mine øjne mod bjergene,
hvorfra kommer min hjælp?
Min hjælp kommer fra Herren,
himlens og jordens skaber.

Han lader ikke din fod vakle,
han, som bevarer dig, falder ikke i søvn.
Han, som bevarer Israel,
falder ikke i søvn, han sover ikke.
Herren bevarer dig,
Herren er din skygge
ved din højre side.

Om dagen stikker solen dig ikke,
månen ikke om natten.



Herren bevare dig mod alt ondt,
han bevare dit liv.
Herren bevare din ududgang og din indgang
fra nu af og til evig tid.

Filliperbrevet, 4,4-7

Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.

mandag den 14. september 2015

15. søndag efter trinitatis, 2015



Kong Midas var konge i Grækenland. En dag gør han en tjeneste for guden Dionysos, der til gengæld vil gøre ham en tjeneste. Kong Midas ønsker derfor, at alt hvad han rører, vil blive forvandlet til guld. Dionysos forsøger at advare ham, men han vil ikke lytte. Og således sker det, at alt hvad han rører ved bliver forvandlet til guld. Han er begejstret, og skåle, potter og borde bliver til guld. Kongen vil da vise sin datter skønheden i sine evner, så han tager hende ved hånden og vil gå ud i haven for at vise hende guldblomster; men hun følger ikke med, og da han vender sig om, ser han en skulptur af guld af en lille pige med forventningens glæde i ansigtet.

Kong Midas begræder sine evner, og han bønfalder Dionysos om at fjerne dem igen. Kongens evner bliver fjernet og siden må han leve uden sin datter.

Det er en fortælling I sikkert alle kender. Kongen, der er så grådig, at han ender med at miste sin egen datter. Det der forekom som en gevinst blev en sorg.

Det er en fortælling, hvor pointen er så lysende klar, at vi ofte genfortæller myten om Kong Midas til børn. I skal ikke stræbe efter det materielle, for når alt kommer til alt er det kærligheden, der er vigtig. Jeg kunne også have genfortalt eventyret om Nattergalen af HC Andersen, hvor kejseren nyder nattergalens sang. En dag får kejseren en gave, der er en mekanisk nattergal overstrøet med diamanter, rubiner og safirer. Men da kejseren bliver syg, kan den mekaniske fugl ikke røre hans hjerte, og de må finde den ægte vare.

Igen en fortælling om at det ægte – det levende, ikke kan erstattes af et produkt.

Og sådan er mange af os opflasket med sådanne fortællinger, der skal give os et grundlag i livet. Der skal give os en ide om, hvordan vi skal prioritere vores liv. Eller som man siger, så er der ikke lommer i den sidste skjorte, vi får på. Vi kan ikke leve livet med glansen fra bankbogen i øjnene – det vigtig i livet er altid andre mennesker.

For nogle år siden samlede en australsk sygeplejerske ved navn Bronnie Ware en liste over de fem fortrydelser, som mennesker, der skulle dø, havde.

De fem fortrydelser var:

1. Jeg ville ønske, jeg havde haft mod til at være tro mod mig selv og ikke blot leve op til andres forventninger til mig.

2: Jeg ville ønske, jeg ikke havde arbejdet så meget

3: Jeg ville ønske, jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser

4: Jeg ville ønske, at jeg havde holdt kontakt til mine venner

5: Jeg ville ønske, at jeg havde ladet mig selv være mere lykkelig

(http://bronnieware.com/regrets-of-the-dying/)

De fem fortrydelser er et udtryk for top prioriteter. Men de er også netop fortrydelser, fordi hverdagen og livet har det med at sende bekymringer vores vej, så vi netop ikke gør det, vi egentlig gerne vil. Bekymringer har det med at snige sig ind på 1. pladsen i vores liv, uden at vi er herrer over dem. Det kan være bekymringer for pensionsopsparingen, hvad andre tænker om en, planlægning af ugen eller opgaver, der står i kø. Vi kan have så travlt med alt muligt andet, at vi slet ikke opdager, at vi har fyldt livet med bekymringer.

Man kan tale om, at der findes forskellige slags bekymringer. Man kan tale om bekymringer, der udspringer af omsorg. Man kan også tale om bekymringer, der er produktive, og får os til at handle, som ledte vi efter en naturlig nattergal, fordi den mekaniske ikke rakte langt nok. Og så har vi de uproduktive bekymringer. De bekymringer, hvor vores hovedbrud alligevel ikke gør den store forskel. Bekymringer, der bare fylder i vores liv. Forskning har vist, at fem minutters bekymring er nok til at bringe os i dårlig humør. Vi kan altså tænke os i dårligt humør.

Men spørgsmålet er om vi kan tænke os væk fra uproduktive bekymringer? Det kan vi nok ikke, og alligevel så kan vi øve os i at se på livet med andre briller. Vi kan øve os i kun at tjene en Herre, og ikke 117 andre prioriteter i livet.

Vi kan øve os i at give slip på alt det, vi alligevel ikke har kontrol over eller magt over. Livet er fyldt med elementer, vi ikke kan forudse eller tænke os til. Spørgsmålet er om vi tør give slip?

Anonyme Alkoholikere eller AA, som de også kaldes, afslutter verden over, deres aftener med sindsrobønnen, der lyder sådan her;

Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.

Det er netop det, der er øvelsen. Sindsro til at acceptere det, man ikke kan ændre.

Tør vi acceptere, at der er så meget, vi ikke kan gøre noget ved? Tør vi tro på, at når det kommer til Gud, så er det nok bare at være dem, vi er. Vi kan i forhold til ham hverken lægge til eller trække fra. Vi er nok som dem, vi er. Du er Guds.

Sætter vi det rigtige på førstepladsen, eller er vi som Kong Midas, der stræber efter mere og mere og mere, at vi til sidst opdager, vi har mistet det vigtigst, vi havde; hinanden?

Vi er sat her på jorden af Gud, så vi kan være hinandens. Så vi kan være Guds. Vi skal møde hinanden, gå i relation med hinanden, lytte til hinanden, dele livet sammen og være sammen. Vi har hinanden. Det ægte, det levende og det der kan røre vores hjerter.

Vi skal have sindsro nok til at hvile i, at det er nok i livet. Det er nok at være hinandens og Guds.


Det bliver sagt i Bibelen på denne måde, at vi skal elske Herren vores Gud, og vores næste som os selv. Det er 1. pladsen. Så kommer alt andet derfra. Så kan bekymringerne smuldre, og give plads livet.

Vi skal sætte hinanden ind i livet.

Og alligevel, så giver evangeliet til i dag mig en besk smag i munden. Du skal ikke bekymre dig for hvad du får at spise eller tøjet på kroppen. Det er dybt provokerende, når mennesker er på flugt fra krig, og lever fra hånden til munden. Det er dybt provokerende, når der har været vist billeder af druknede børn på strande i Europa. Det er dybt provokerende, når det jo ikke er virkeligheden, at vi bare skal lade være med at bekymre os.

Den dag evangeliet ikke provokere os, er den dag, vi er holdt op med at læse, hvad der faktisk står. For det skal provokere os. Vi kan i vores del af verden, nemt forstå, at det materielle ikke er det vigtigste, fordi vi får dækket vores primære behov. Men står man i en situation, hvor fremtiden er usikker, og man mangler mad og drikke, så bliver det helt legalt at bekymre sig. Det kan i visse dele af verden, næsten være en umulighed at skulle vælge mellem Gud og mammon eller mellem Gud og bekymring. Jesus havde nok alligevel fingeren på pulsen, allerede dengang.

For hvem sætter vi på førstepladsen i vores liv?

For et par søndage siden hørte vi lignelsen om den barmhjertige samaritaner. En lignelse, der handler om hjælpen, der kommer, fordi vi ikke kan lade være med at hjælpe medmennesket. Fordi vi har hinanden. Hvilke problemer vi end kommer ud for her i livet, eller i fremtiden, så vil det altid vende tilbage til det udsagn, at vi har hinanden. Vi skal være mennesker for hinanden.

Også i dag skal vi være mennesker for hinanden. Vi skal leve for hinanden og med hinanden. Hvem skal hjælpe det menneske, der står med bekymringer til op over begge øre – det skal næsten. Hvem skal hjælpe den nødlidte, der mangler klæder og mad – det skal næsten. Hvem skal hjælpe flygtningen – det skal næsten.

Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre. Mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen


Livet er en balance mellem sindsro i forhold til de uproduktive bekymringer, der blot fylder i livet, og de ting, vi faktisk kan gøre noget ved. Den balance kommer vi nok til at jage livet igennem, men så længe vi forsøger at skabe den balance, så er det Gud vi tjener.

Amen



Dagens tekst:
Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« Matt 6,24-34